Selvglad egoist
Kedeligt
Albert havde lagt sig til rette på sofaen, lænet sig en smule tilbage og rakte ud efter skålen med chips. Uden at tage øjnene fra fjernsynet trykkede han på fjernbetjeningen, og skærmen tændtes. Straks strømmede billederne fra et sportsprogram ud, hvor slanke atleter fremviste deres præstationer, mens de livlige kommentatorer fik det til at trække sammen i Alberts pande. Han snøftede svagt, vurderede hvad der skete på skærmen, og kastede et hurtigt blik op på uret på væggen. Matilde ville være hjemme fra træning om omkring en time.
Det var præcis et år siden, de havde mødt hinanden på den lille café tæt ved gymnastiksalen.
Matilde kom lidt forpustet ind lettet over at mærke airconditionens kølige pust mod den svedige hud. Hun bestilte grøn te og så sig om efter et ledigt bord.
Næsten samtidig trådte Albert ind. Han havde mapper under armen og et træt udtryk i ansigtet efter endnu en dag på kontoret. Han bestilte straks en solid bøfsandwich med pommes frites i baren og fandt sig til rette ved et bord tæt ved indgangen. Mapperne blev lagt til side, og han ventede utålmodigt på maden.
Lige som Matilde tog sin kop te og vendte sig for at gå mod sit valgte bord, skete det. Albert greb fumlende ud efter sin mobil i bukselommen, drejede sig klodset rundt, og pludselig væltede hans glas appelsinjuice ud over bordkanten og videre ud på Matildes lyse T-shirt.
Ej, undskyld! udbrød Albert, sprang op og rødmede voldsomt. Hans øjne var store af pinlighed, og hans hænder rystede lidt, da han fumlede en serviet op af lommen. Det skulle jeg virkelig ikke have gjort Tag den her, hvis du vil.
Han rakte hende forsigtigt servietten og lod blikket glide væk fra skjoldet på hendes mave, forlegen over sin egen klodsethed især overfor sådan en smuk kvinde.
Bare rolig, svarede Matilde venligt, det er bare juice. Det tørrer hurtigt.
Hendes rolige stemme og smil fik Albert til endelig at slappe af. Han trak vejret tungt ud.
Nej, jeg føler mig virkelig dum, fortsatte han, stadig med servietten løftet. I det mindste må jeg betale for din næste kop te? Det ville være det mindste.
Der var ingen tom høflighed i stemmen, kun et ægte ønske om at gøre det godt igen. Han sendte hende et skrøbeligt håbefuldt blik, bange for et afslag.
Matilde løftede brynene, en glimtende latter skjult i øjnene. Hun tog servietten og dabbede omhyggeligt T-shirten.
Så må du betale for et lille stykke ostekage, sagde hun med et mildt grin, jeg har sukket efter det stykke hele ugen.
Perfekt! lettelsen lyste i Alberts ansigt. Jeg venter faktisk også på min burger. Det føles næsten fortjent efter sådan en arbejdsdag.
Det kan jeg godt forstå, nikkede Matilde. Efter træning kan jeg klare mig med te, men nogle gange kunne man fristes af andet. Nu sidder jeg og er misundelig på din burger.
Vil du ikke tage et eller andet at spise alligevel? foreslog han blidt. De har også lækre mandelcroissanter. Eller hvad med en is?
Okay, hun sukkede og nikkede en is. Men kun fordi du undskylder så ihærdigt!
Missionen fuldført, Albert smilede, spændingen lettede. Jeg hedder forresten Albert.
Og jeg hedder Matilde, svarede hun, rakte hånden frem. Hyggeligt at møde dig, Albert.
De første måneder flød lette og lyse. Matilde forsøgte aldrig at ændre hans vaner, lo oprigtigt ad hans jokes, og selv om hun levede sundt, sagde hun aldrig et ord, hvis Albert bestilte pizza i weekenden. Det fyldte ham med varm ro at have en kæreste, der så ham præcis som han var, uden at ville lave ham om. Ofte tænkte han, hvor ubegribelig heldig han egentlig havde været.
Men hen ad vejen begyndte det at stramme lidt. Matilde talte mere og mere om træning, sunde opskrifter og vilde planer: Tænk at løbe gennem Frederiksberg Have i morgen tidlig, mens byen stadig sover og duggen ligger… Albert slog det lidt hen, trak på smilebåndet: En anden gang måske. Han syntes egentligt, at alt var fint nok, og var ikke interesseret i at lave om på sin livsstil men han ønskede heller ikke et skænderi om småting.
Han elskede sin rolige, stabile tilværelse. Kontorjobbet gav tryghed, og aftenerne foran TVet var dagens belønning. Han så det ikke som dovenskab for ham var det tryghed og hygge. At tage på café og spise stor morgenmad i weekenden, var noget han virkelig kunne glæde sig til.
Så hvorfor ændre noget?
Indtil vinteren kom
Med tiden blev Albert bemærkelsesværdigt tungere at se på. Han bemærkede selv, hvordan yndlingsbukserne strammede, skjorterne sad tæt om maven. En dag, da han steg op ad trapperne på kontoret i indre København, blev han forpustet og mærkede et lille tryk for brystet. Han standsede op, overrasket over trætheden. Noget var forkert.
Om aftenen derhjemme lagde Matilde mærke til, at han var træt og grå i ansigtet. Hun hældte et glas vand op og satte sig ved siden af ham.
Albert, er du okay? spurgte hun stille, lagde hånden på hans arm. Du ser ud som om, du har det skidt.
Det er ikke noget, afviste han. Det var bare en hård dag.
Det er ikke første gang, du siger det der med trapperne, sagde Matilde mildt. Og til aftensmad har du knap rørt maden. Det ligner dig ikke.
Albert sukkede og tørrede sig over panden.
Det er bare lidt svært at få vejret, indrømmede han lavt. Men det går nok over.
Albert, det er ikke noget, du bare skal overse, sagde hun stædigt. Du burde få det undersøgt. Vi kan tage til lægen sammen, hvis du vil?
Han sad tavs et øjeblik, stirrede ud ad vinduet.
Fint. Men ingen drama, ikke? sagde han til sidst og prøvede at lyde ligegyldig.
Ingen drama, smilede Matilde beroligende. Bare så vi ved, hvad det handler om, og kan ordne det sammen.
Et par dage senere sad han foran lægen på Frederiksberg, hvor han fik eftertrykkeligt besked: vægten skulle ned, kosten skulle laves om, og motion måtte indføres. Lægen malede med brede penselstrøg, hvad det kunne ende med, hvis han ikke strammede op og for første gang blev Albert lidt bange.
Matilde så straks muligheder og lagde et skema for Albert med sunde danske retter og mad i balancerede portioner. En personlig træner fra Vesterbro blev hyret til hjemmebesøg for at fjerne undskyldninger, og langsomt men sikkert forsvandt sodavand, pølser og bake-off fra køleskabet i stedet kom grove grøntsager, kartofler og magert kød.
De første uger var hårde. Albert brokkede sig højlydt over havregrøden: Det er jo ikke engang rigtig mad! Træningen sled og gjorde ham træt og muggen: Det her er for folk under tredive, ikke kontormus.
Men efterhånden begyndte tingene at vende. Først mærkede han, at trapperne ikke længere fik ham til at hive efter vejret. Snart forsvandt den tyngde i benene, som havde plaget ham efter en lang arbejdsdag. Og en dag i marts, da han kiggede sig i spejlet, genkendte han knap sig selv omgivelserne var skarpere, kinderne mere levende, øjnene klare.
Efter et halvt år havde Albert tabt næsten 15 kilo. Det var ikke bare et tal det var en følelse, en lethed i kroppen, en stolthed i at kunne bruge hele sin garderobe. Han elskede stadig sine TV-aftener, men nu var de suppleret med morgenture rundt om Søerne og en ny fornemmelse af overskud.
Matilde tog ham også med ud for at købe tøj, der klædte ham. Bukserne sad pludselig pænt, skjorterne var valgt til hans kropsbygning, han fik at vide, hvilke farver der klædte ham bedst og Matilde havde sågar spurgt ekspedienten i Magasin om råd. Hver gang han nu spejlede sig, var det en helt anden mand, han så: pæn, velsoigneret og rank.
Han gik også til frisøren ikke bare for en hurtig klipning, men helt ind i en hipster-barber på Nørrebro, hvor de gav ham ny frisure. Og da Matilde købte ham en ansigtscreme i fødselsdagsgave, grinede han først, men blev så overrasket over, hvor blød huden pludselig blev, og hvor meget yngre han så ud.
Han begyndte at bemærke, hvordan verden reagerede på hans forandring. Piger i metroen så længere efter ham, kollegerne lagde mærke til forvandlingen: Du ser godt ud, Albert! På café i Indre By satte en fremmed kvinde sig en dag ved hans bord og komplimenterede hans skjorte og bad nysgerrigt om vejen til det nærmeste gode bageri. Samtalen flød let, og snart fik hun hans nummer, med et blink og et grin: Du virker spændende.
Albert voksede indvendigt. Han skammede sig ikke længere over at klæde om i fitnesscenteret på Islands Brygge eller tage på Amager Strandpark om sommeren. Han nød endda let flirten på jobbet og hver lille anerkendelse. Hver kompliment gav ham et lille skub, byggede selvtilliden op.
Men uden at han helt forstod det, begyndte han at tage det for givet. Jo mere han nød beundringen udefra, desto mindre tænkte han over, hvad Matilde havde gjort for ham. Han glemte næsten de svære måneder, hvor hun stadig havde stået ved hans side og bakket ham op.
En aften efter træning kom Matilde hjem, boblende af energi og klar til at dele de øvelser, hun netop havde lært.
Prøv at høre, træneren viste de bedste øvelser mod ondt i ryggen! Jeg kan lære dig dem?
Albert sad midt i en serie i tv, og viftede hende væk, lettere irriteret.
Skal alt altid handle om træning? Kan vi ikke bare hygge lidt og slappe af?
Matilde stirrede på ham, overrasket over hans tone.
Jeg tænkte bare, at det var noget for dig, sagde hun blidt. Det skader jo ikke at holde formen.
Albert slukkede fjernsynet, drejede sig mod hende. Jeg har det strålende, sagde han, stemningen mere småhånlig end før. Takket være dig, jo, men nu ved jeg godt selv, hvad jeg har brug for. Du behøver ikke gentage det samme hele tiden.
Er det virkelig sådan, du har det? Matildes stemme var lav, spørgende.
Albert trak sig op i sofaen, korsede armene og sendte hende et overlegent smil.
Kan du ikke se det? Jeg er sgu ikke længere ham den overvægtige fyr, du mødte for et år siden. Piger stopper mig på gaden, skriver til mig online! Jeg kan vælge og vrage nu, hvis jeg har lyst.
Hvad vil du egentlig sige med det? spurgte Matilde, hendes ansigt udtryksløst, men øjnene søgende.
Måske kunne du godt lige være lidt mere glad på mine vegne, sagde Albert, hans stemme lidt lavere. Ikke så mange formaninger, lidt mere varme, lidt mindre kontrol. Jeg ved jo godt, hvad jeg gør.
Hun rejste sig, gik over til vinduet og stirrede ud på et mørkt København, hvor gadelysene glimtede mod den tunge himmel.
Jeg troede, jeg hjalp dig for din egen skyld, sagde hun uden at vende sig. Ikke for at du skulle være interessant for alle andre, men for din sundhed, dit humør, dit liv. Måske tog jeg fejl.
Er du nu fornærmet? Albert forsøgte at smile, men mundvigen hang. Noget indeni ham nagede, men han turde ikke indrømme det. Han havde bare ønsket, at Matilde ville fejre med ham, sige hold op, du har klaret dig flot!
Men Matilde vendte sig og så på ham, ikke med vrede, men med et mat blik præget af skuffelse og træthed. Det gjorde ondt på en ny måde.
Skal jeg ikke have lov til at blive såret? Jeg gjorde alt for dig. Og nu sidder du og taler om, at du har damer over hele byen og beder mig være mildere? Måske har du ikke rigtig brug for mig længere.
Albert rettede sig op med påtaget arrogance.
Kom nu. Tror du, det er fordi der ikke er andre? Jeg kan finde masser! Du ender alene, og jeg kan vælge, hvem jeg vil give min opmærksomhed til.
Han observerede hendes reaktion, stadig ivrig efter at se om hun ville holde fast i ham, bedt om at han blev. Men hun trak bare på skuldrene, løftede øjenbrynene.
Er du sikker på, du bare kan fortsætte sådan? Du forstår vel godt, at hvis du ikke passer på dig selv, ligner du snart dig selv fra før og tror du så, du stadig er så interessant?
En irritation bed i ham. Han ville gerne fremtvinge følelser hos hende, men hun svarede kun roligt.
Selvfølgelig! Se på mig nu, jeg har aldrig været så selvsikker. Jeg har ikke brug for dig eller dine formaninger længere.
Han hørte selv, hvor falsk det virkede han vidste jo inderst inde, at uden Matilde var han aldrig nået dertil. Han havde stadig ikke glemt hendes støtte de mange gange han var tæt på at give op, hvordan hun sad tiden ud med ham ved spisebordet.
Matilde sagde ingenting, men gik ind i soveværelset, fandt hans skjorter og bukser, rullede dem pænt sammen og lagde dem i den store sportstaske, de havde haft med til Skagen sidste sommer. Albert fulgte efter, fuld af vantro.
Hvad laver du, Matilde? hans stemme rystede lidt.
Giver dig din frihed tilbage, svarede hun uden bitterhed, præcis som du bad om. Hvis du så gerne vil vælge selv, så vælg nu.
Han stod fastfrosset. Han havde ventet tårer, råb, drama ikke denne kolde ro. Ordene sad fast i halsen. Han rakte ud mod hende.
Jeg havde ikke regnet med
Hvad havde du forventet? hun løftede blikket og mødte hans øjne, kun med en let ironisk bue på læben. At jeg skulle tigge dig om at blive? Det gør jeg ikke.
Hun tog tasken, gik gennem stuen, åbnede balkondøren og uden tøven sendte tasken ned på gårdens græsplæne. Skjorter, sokker og jeans bredte sig ud under kastanjetræet, og den lyse skjorte landede spektakulært i en busk. Et par sko havnede med bunden opad.
Du hvad fanden laver du? Albert stirrede forundret, stemmen vibrerende af fornærmelse.
Nu har du ingen grund til at blive, svarede Matilde neutralt. Gå nu. Vis alle hvor cool du er nu.
Han stod midt i stuen, kiggede fra hendes rolige ansigt til sine ting nede på plænen, ikke sikker på hvem han egentlig var nu.
Han overvejede at følge hende. Hun var allerede ved hoveddøren. Nok var nok, tænkte hun. Hun var ikke en, der holdt på en mand, der ikke ville være der.
Farvel, Albert. Håber du finder det, du søger. Hent resten af dine ting i morgen klokken otte. Jeg lægger dem udenfor døren, hvis du kommer for sent, ryger de ud.
Albert gik ud på Frederiksberg Allé. Den kølige aftenluft ramte ham, og han skuttede sig. Ved græsset samlede han sin taske op, skubbede skjorterne og bukserne sammen igen, ret glad for at det var mørkt og kun lidt trafik var på vejen. Han sendte et langt blik op mod Matildes vindue.
Der var lys derinde varmt og gyldent, men ingen skygge bag ruden. Hjemmet var der, men ikke længere for ham.
Hvad havde han forestillet sig? At døren ville åbne, Matilde komme løbende det hele forvandlet til et filmøjeblik? Men der var kun stilhed. En bil kørte forbi. Et svagt latterklang fra en nærliggende bar.
Det var slut.
Albert satte sig på en iskold bænk under kastanjetræet. Hans tanker fór rundt, kaotiske og tunge. Han forsøgte at gribe om, hvordan det var kommet så langt, hvordan seks måneder havde kastet hele hans liv til side.
Han huskede hvordan Matilde tålmodigt forklarede ham, hvorfor saftevand og pålæg ikke måtte fylde i køleskabet, hvordan hun klappede ad hans første fem kilometer, hvordan de grinede i køkkenet når han forsøgte at hakke agurk lige. Det havde været kærlighed, ikke kontrol.
Men han havde forvekslet omsorg for indblanding. Han troede, han var vokset, men han havde blot skiftet ydre ikke indre. Nu sad han tilbage med styrke nok til at favne fremmede, men svag nok til at miste den ene, der virkelig troede på ham.
Vinden greb fat i taskestropperne. Han gik, træt, ned gennem alléen. Han havde tabt det vigtigste den, der havde elsket ham hele vejen. Det var første gang i lang tid, at han virkelig frygtede, at nogle ting for altid var tabt og at vejen tilbage, hvis den overhovedet fandtes, ville være langt sværere end nogen slankekur.
