Stedmor
Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er galt med hende! Hun har mad på bordet, tøj på kroppen, alt er i orden! Så hvorfor opfører hun sig sådan? Hvorfor er hun så fjendtlig? Lisbeth kastede den halvstrøgede skjorte over sofaen, satte sig tungt ned ved siden af sin mand og tog hans hånd. Jesper, vi bliver nødt til at gøre noget. Jeg kan ikke blive ved med at sprede mig så meget. Jeg har Emil at tage mig af! Alt den tid jeg bruger på Sofies narrestreger, kunne jeg bruge sammen med ham! Du bliver nødt til at hjælpe mig!
Hvordan? Hvad skal jeg gøre? Jeg ser jo knap nok børnene. Og mit arbejdsskema kan jeg ikke selv ændre, det ved du godt. Jeg kan kun sige op. Men så, så længe jeg ikke har fundet et andet job, kan vi ikke give Emil det, han har brug for.
Nej! Det er ikke en løsning! Du ved udmærket, at hvis vi stopper nu, så ryger alt det, vi har kæmpet for de seneste tre år. Og så var det hele spildt. Vi mangler så lidt, og så vil han næsten være som de andre.
Han er som de andre! Jesper fjernede bestemt Lisbeths hånd og rejste sig op. Det vil jeg ikke høre mere om!
Ja, undskyld! Jeg mente bare Lisbeth begravede ansigtet i Jespers skjorte og begyndte at græde.
Lad nu være med at græde, Lis. Kom nu. Jesper fik hende op at stå og lagde armene om hende. Jeg snakker med Sofie. Men så må du love mig én ting.
Hvad?
Vær nu lidt mindre efter hende. Jeg ved godt, hun ikke er din egen, men du har dog opdraget hende alle de her år. Betyder det virkelig ingenting? Du har virkelig gjort et godt stykke arbejde. Det er ikke noget at klage over. Sofie er både pligtopfyldende og godt opdraget. Måske handler det bare om alderen? De siger, alle teenagere er lidt besværlige. Måske hun bare har brug for tid?
Så bliver det mig, der bliver lidt tosset snart Jesper, jeg prøver virkelig, men jeg er snart brugt helt op.
Jeg forstår det
Sofie kunne høre forældrene snakke ude i stuen, men hun kunne ikke høre ordene. Hun byggede stille på sin LEGO sammen med lillebror Emil og vidste godt, at Lisbeth igen havde klaget til faren over hende. Det betød helt sikkert, hun i stedet for at snakke hyggeligt med Jesper om alt det, der havde hobet sig op i ugen, måtte høre endnu en opsang om ansvar og opførsel. Faren ville blive ked af det, så skulle han afsted igen med færgen. Igen måtte hun droppe at fortælle ham om Mads. At han fulgte hende hjem, og at de andre piger blev vrede over det. Sofie sukkede. Far ville have forstået det hele. Især efter Mathilde var flyttet, var Jesper blevet den eneste, hun kunne snakke med. Mathilde var hendes eneste veninde. Sofie smilte lidt ved tanken om deres første møde
Hva så, tror du, du bestemmer her?
Selvfølgelig!
Glem det, flyt dig!
Skal du miste dine klip-klappere?
Hele klassen så på. Først forstod Sofie slet ikke, hvorfor den nye pige, der var kommet efter sommerferien, pludselig skulle teste hende. Senere forklarede Mathilde hende, at to stærke personligheder bliver nødt til at vælge: slås eller blive veninder. De valgte det sidste.
Sofie var virkeligt også meget køn. Det havde hun arvet fra sin mor. Når hun så på billederne af moren, forestillede hun sig dem sammen som to søstre, smilende og glade… Men mor døde, da Sofie kun var tre. Alt for kort tid sammen alt for lidt mor. Det var så uretfærdigt; hun kunne knap nok huske sin mor. Hver gang hun anstrengte sig for at huske et øjeblik, var det Lisbeths stemme, hun hørte hendes tonefald, hendes stemme. Ikke mors.
Lisbeth havde opdraget Sofie, siden hun var fire. Jesper, hendes far, mødte Lisbeth, en ung sygeplejerske fra lægehuset, bare et halvt år efter Sofies mor døde. Det hele skete nærmest ved et tilfælde: Lisbeth blev sendt ud for at se til en febersyg Sofie.
Der sidder en far alene med pige. Ingen til at hjælpe. Jeg har sat ind med behandling håber ikke, det udvikler sig til mere alvorligt.
Lisbeth kom og hun blev. Først for at overnatte, fordi feberen ikke faldt, og siden for at blive for alvor.
Sofie skubbede LEGO-kassen over til Emil og rakte ham en brik, der havde gemt sig under hendes matematikbog.
Så, værsgo.
Emil så på hende med de samme brune øjne som far mørke som kraftig chokolade og spurgte:
Hvorfor ser du så ked ud?
Jeg er bare ikke i humør.
Skal jeg synge for dig? Så bliver du glad!
Åh, lad nu være! Sofie kunne ikke lade være at grine.
For Emil sang forfærdeligt! han havde nok fået selskab af et par store bjørne med luffer, dengang han blev født. Men han elskede at synge, og tidligere havde Sofie tålmodigt lyttet indtil han lærte, det ikke var hendes favorit. Heldigvis holdt han næsten op med koncerterne. Nu drillede han hende kun, når han så, Sofie var trist.
Savner du Mathilde?
Ja. Og andet også.
Mor skældte dig ud igen?
Emil!
Hvad? Jeg hørte det bare.
Hvorfor sov du ikke?
Var allerede vågen. I snakkede meget højt. Hvad blev I uenige om nu?
Ingenting
Sofie vendte sig bort, håbede Emil ikke så tårerne. Hvorfor? Hun havde ikke gjort noget galt! Hun havde bare sagt til Lisbeth, at hun havde fysikprøve i morgen, og hun måtte læse opvasken kunne vente. En storm i et glas vand. Måske havde hun svaret lidt skarpt, men Lisbeth var heller ikke sød altid! Emil var hendes søn, og Sofie Hun bed sig i læben. Hvorfor skulle hun være alene? Hvis Emil var hendes mors barn, havde mor aldrig delt på kærligheden. Kan man dele børn op sådan? Det havde Mathilde forklaret hende engang.
Prøv at glemme det! Selv med egne børn sker det hele tiden. Min mor forguder min lillesøster, og mig ja, jeg er bare den, der går tur med hunden. Skal jeg så sidde og græde over det? Kom nu! Du går alt for meget op i det. I det mindste er det tydeligt hjemme hos jer du er rask, din bror er syg. Sådan er det.
Men hvad med mig? Behøver jeg ikke også opmærksomhed? Sofie snøftede fornærmet.
Selvfølgelig, men Lisbeth er jo ikke lavet af jern! Hun har hænderne fulde. Også dig skal hun danse for? Kom nu hun er da ikke hverken ond eller sætter dig ud i skoven for at plukke vintergækker.
Nej, selvfølgelig ikke
Så drop det! Er det virkelig så slemt at tage din bror med ud en tur eller løbe efter brød?
Du forstår mig ikke!
Jo, jeg gør! Trænger du til at nogen synes synd om dig, så sig til det klarer jeg! Men Lisbeth hun behøver ikke elske dig. Forstår du? Ikke alle kan tage et fremmed barn til sig, især når de har deres eget, der er syg.
Tror du, hun er sur på mig, fordi jeg er rask? Sofie spurgte det, hun aldrig turde sige højt.
Måske. Måske ikke. Man kan jo ikke kigge ind i folks hoveder. Jeg kan bare sige én ting hun kunne være langt værre.
Hvorfor synes du det?
Se nu! Mathilde pegede på de nye øreringe i Sofies ører.
De var en fødselsdagsgave fra far og Lisbeth. Sofie havde drømt om dem længe, men ikke sagt det højt, for hun vidste, de var dyre. Kun én gang, de gik gennem Magasin, havde hun stoppet op og kigget længe på dem i vinduet.
Kan du lide dem? Lisbeth spurgte, da hun indhentede hende med Emil i barnevognen.
Nej, ikke noget! Sofie gik hurtigt videre og så ikke, Lisbeth rystede på hovedet bag hende.
Den lille, røde æske fandt Sofie på hovedpuden, tidligt om morgenen, da hun fyldte år. Længe sad hun med den i hånden, turde næsten ikke åbne den. Alle sov, kun Emil fægtede lidt i søvne. Da han vågnede, så han med nysgerrighed på hende.
Har du åbnet den?
Ikke endnu.
Så gør det! Jeg er alligevel vågen.
Sofie smilede og åbnede æsken. Gispede det var øreringene fra udstillingen.
Der er de der Hvad hedder de nu sten, som danser?
Diamanter, Emil.
Ja! Hva, synes du om dem? Emil satte sig op.
De er så smukke Næsen begyndte straks at løbe på Sofie.
Hey! Skal du nu græde? Det må man ikke på sin fødselsdag! Emil ville hen til hende, men han faldt tilbage på puden. Mor og jeg lagde meget arbejde i det, jo
Jeg græder ikke, Emil! Slet ikke, vent, jeg prøver dem lige, og så siger du, om de passer.
Sofie anede ikke, hvordan Jesper og Lisbeth havde fået råd til den gave. Men nu havde hun dem små dansende diamanter i ørerne. Mathilde havde nok ret.
Sofie forskrækkedes, da faren åbnede døren.
Sofie, kan jeg tale med dig et øjeblik?
Emil kiggede straks op på far og greb Sofies hånd.
Lover du ikke at græde?
Hun rystede på hovedet og fulgte Jesper ud i køkkenet.
De sad i stilhed, dampen steg blidt op fra tekrusene, men for Sofie var der intet hyggeligt lige nu. Hun havde bare lyst til at smutte, væk fra det hele, så hun ikke skulle sidde og lede efter ord, hun ikke havde lyst til at sige, sammen med den eneste, som måske virkelig forstod hende.
Sofie Jesper løftede hovedet, stoppede op. For et øjeblik synes han, at det var Sofies mor, Maria, der sad overfor ham, bange for at møde hans blik. Hvornår var hans lille pige blevet så voksen? Og hvorfor havde han aldrig set, hvor meget hun lignede Maria
Deres tid sammen var opmålt så knapt kæresteriet kort, livet som familie endnu kortere. Han bar sin unge, spinkle kæreste, da hun gled på en bro ved stranden, hele vejen over sandet til ambulancefolkene.
Du er stærk! Tak! Maria smilede til ham, og det snurrede rundt for Jesper.
Han glemte at få telefonnummer eller adresse. Halvanden time senere løb han gennem hospitalets gange og ledte efter hende.
Nå, du var god til at finde mig! Hånden med gipsen stak frem. Der blev han mundlam.
Et halvt år efter giftede de sig, og Maria flyttede til ham, væk fra sin hjemegn.
Nu er min familie dig.
Et meget kort ægteskab, et barns fødsel og så Marias meningsløse alt for tidlige død det havde ødelagt noget i Jesper. Han husker stadig, hvordan en bekendt lastbilchauffør standsede ham på landevejen.
Hvad er der med din radio?!
Aner det ikke. Der er noget galt.
Du skal hjem nu. Godt, du ikke er længere væk.
Så sad Jesper på bænken foran opgangen, vuggede Sofie i armene, som naboen kom ned med og blev ved at gentage:
Men hun har jo aldrig klaget over sit hjerte
Sofie blinkede søvnigt helt uvidende om, at hendes liv netop var delt i før og efter.
Sofie Jesper tog hendes hånd.
Hvad er der, far? Skal du skælde ud?
Nej, slet ikke. Jeg ville bare spørge
Om hvad? Sofie så på ham, på vagt.
Hvordan du har det sådan virkelig.
Da hun begyndte at græde, forstod Jesper, han selv var tæt på at gøre det samme. Han anede ikke, hvordan han skulle hjælpe Sofie, hvad han skulle sige, eller hvad der var bedst. Bare at han ikke kunne vælge mellem sin kone og sin datter. Han måtte få dem til at finde ud af det sammen, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.
Far Sofie tørrede øjnene og så op. Undskyld. Jeg vil prøve!
Ja, ja, men fortæl nu hvordan går det i skolen? Hører du fra Mathilde? Hvordan har hendes mormor det? Hvornår kommer hun hjem?
Det varer nok længe, far. Der er meget trist derovre, og Mathildes mor siger, mormoren er hendes ansvar. Nu skal den gamle passes ud. Mathilde klager ikke. Hun klarer både skole og pleje. Brokker sig lidt, men kun for at overleve. Gid jeg var ligeså sej
Du savner hende?
Ja. Og far hvorfor mister jeg altid dem, jeg holder af?
Jesper mærkede sine fingre sitre lidt om kruset.
Sofie! Sådan er det ikke!
Hvordan da? Først mor, så Mathilde hvem nu?
Ingen! Vi holder sammen. Seriøst du må aldrig sige sådan.
Sofie nikkede, men Jesper kunne se på hende, at tankerne var svære at slippe. For at lette stemningen, kastede han et blik mod døren og hviskede:
Så, hvad foregår der med hvad hedder han Mads?
Sofie rødmede, Jesper smilede. Han forstod, det var det, de skulle snakke om. Da hun viftede ham væk med et grin, faldt han til ro, lænede sig tilbage:
Kom så, fortæl!
De snakkede længe den aften. Lisbeth, der havde nået at stryge alt vasketøjet, puttede Emil og lagde sig velvidende hun ikke måtte forstyrre. Hun lå i mørket, lyttede til de dæmpede stemmer fra køkkenet, der lejlighedsvis blev afbrudt af latter. Søvnen ville ikke komme, og hun gennemgik alt det, der var sket de sidste dage. Sofies store mund i dag, rektorskældud forleden, som Jesper ingenting vidste om. Skulle hun sige det? Nej Jesper måtte selv tage snakken; måske løste det sig så. Hvis ikke Ja, så måtte Lisbeth blive mere konsekvent, men hvordan? Havde det været hendes eget barn, havde hun vidst hvad hun skulle gøre. Men Sofie var ikke hendes. Og det stoppede hende altid. Folk tror, man føler medlidenhed for sådan et barn stakkels pige med led stedmor Lisbeth kunne ikke tage det på sig. Hun havde sine egne bevæggrunde for ikke at føle medlidenhed med et barn, der var sund og rask. For hun vidste, hvad det ville sige at vokse op uden nogen. Hun havde selv været anbragt to gange før hun kom til den familie, der faktisk blev til noget.
Lisbeths mor fødte hende, mens hun sad i fængsel. Et tåbeligt slagsmål havde sat en stopper for den unge kvindes liv, som dårligt kunne huske, hvad der var sket. Lisbeth blev sendt på børnehjem, senere adopteret. Hun så aldrig sin mor igen.
Først havde én familie hende, men sendte hende tilbage efter to år, da adoptivmor fødte tvillinger. Lisbeth var for lille til at forstå hvorfor hendes yndlingsdukke blev konfiskeret, og hun igen stod blandt fremmede børn på hjemmet.
Så kom hun til næste familie, hvor hun blev længere. Hun var ti, da adoptivmor blev syg, skilt og skrev hende fra sig. Herefter opgav Lisbeth at stole på voksne. Hun ville ikke engang hilse på moderen, da hun blev afhentet:
Undskyld, pige, nu må du klare dig selv
Den sætning blev hendes mantra. Hun sloges igennem livet og opnåede det, få troede på.
Da hendes kommende adoptivmor, Hanne, kom, nægtede Lisbeth kategori at snakke første halve år.
Så snakker jeg, du lytter.
Hanne fortalte hende om et hjem ude på landet, søde søskende, naboer væld af muligheder.
Det er løgn! I afleverer mig bare igen.
Og hvis vi gør så har du prøvet det, ikke?
Halvandet år gik før hun begyndte at kalde Hanne for mor. Nu, hvor hun tænkte tilbage, mærkede Lisbeth den frygt, hun altid havde, for at miste igen. Hun huskede at finde et gammelt ikon på loftet i Hannes hus, stille det i et læskur, og hviske forsigtigt: “Beskyt og bevar hende, hører du? Beskyt og bevar” Hun vidste ikke om nogen hørte hende, men håbede. Hanne døde, da Emil var lille. Lisbeth passede hende til det sidste.
Græd ikke, skat. Vi ender alle samme sted. Der bliver fred til mig Og det gør ikke ondt.
Men hvorfor dig, mor?
Lad være at spørge ‘hvorfor’. Spørg ’til hvad formål!’
Lisbeth vendte altid sætningen, når noget med Sofie gik skævt. Hvad var meningen? Hvorfor denne opgave? Hvorfor endnu et ekstra barn oveni at have et sygt eget? Som om himlen ville teste hende. Tanken om Emil aldrig ville komme til at gå, rev i hende. Hvis nu bare et lille håb Bare et
Stille listede hun ind til børnene. Emil lå, som altid, hulter til bulter og uden dyne. Lisbeth lagde den over ham og satte sig på gulvet. Hun vågnede først, da Sofie rørte hende forsigtigt på skulderen.
Lisbeth, gå nu i seng det er sent.
Lisbeth så sig forvirret omkring.
Har jeg sovet? Hvad er klokken?
Tæt på tre. Sofie sad på sengen, natlyset dæmpede skyggerne i hendes ansigt. Må jeg spørge dig om noget?
Lisbeth trak vejret dybt, lagde dynen om Emil og vendte sig klar til det værste.
Ja selvfølgelig.
Kan du egentlig lide mig?
Lisbeth greb hårdt fat om sengetæppet, og efter lidt tid svarede hun:
Jeg ved det ikke Jo, men ikke som Emil. Det ville være løgn at sige noget andet. Men du er ikke fremmed for mig, Sofie. Jeg er mindst lige så bekymret for dig som for ham. Det er måske sådan en funktion, man får som mor. Bekymre sig, beskytte, være bange og det kan ikke slås fra. Der er ingen knap, der kan. Man får den slået til. Er det kærlighed? Jeg ved det ikke Så jeg kan kun sige sandheden.
Sofie sad helt ret, benene under sig, og blinkede nærmest ikke.
Hvis du spørger, om jeg mærker sommerfugle i maven, når jeg tænker på dig, så nej. Det gør jeg ikke. Det kommer jeg heller ikke til. Jeg aner ikke, hvordan vi får det til at fungere videre. Lige nu er det bare svært. For os begge. Og det handler ikke om opvask. Men jeg vil dig alt det gode. Jeg vil, du vokser op, får et godt liv og jeg vil gerne hjælpe dig, hvor jeg kan. Men bed mig ikke om at være din fe. Jeg kan ikke. Hanne, min plejemor hun kunne, men jeg kan ikke.
Hanne sagde børn ikke skal forkæles. Man skal elske dem men ikke så meget, at de bliver forkrøblede af det.
Hvad? Sagde hun det?
Det sagde hun, da vi var på besøg. Hun sagde også, at du var god, men kold som snedronningen. At det ikke var din skyld. Jeg forstår det ikke helt.
Det gør jeg Men hvorfor sagde hun det om forkælet kærlighed?
Det var da Sune ovre fra vejen druknede kattekillingerne. Hans mor skældte ud på os andre og roste ham. Hanne sagde, kærlighed kan være farlig, når den er blind.
Det giver mening Sofie
Nej, vent. Det er mig, der må sige undskyld. Jeg lover ikke noget men jeg vil prøve at ændre mig på en ny måde.
Det gør vi sammen.
Lisbeth ville gå, men stoppede, gik tilbage og tog pludselig Sofies ansigt mellem hænderne.
Vi prøver!
Senere vil Sofie sige, at alt ikke blev let efter den nat. Hun fik aldrig vinger men Emil blev ved med at være hendes kæreste bror, og løftet mellem hende og Lisbeth hang ved.
Mange år senere, da Sofie højgravid med sit første barn kom på besøg, ville hun give Lisbeth et kram, mens Emil sang falsk af glæde over en ny bærbar, han havde fået i gave. Sofie ville sige lavt, så kun Lisbeth kunne høre det:
Tak!
For hvad? Lisbeth vil kigge overrasket.
Fordi du altid sagde sandheden til mig. Og mor, du nævnte den der funktion er det rigtigt, den tænder, når barnet kommer? For min knap virker ikke helt endnu.
Bare det, du spørger, betyder at den har tændt! griner Lisbeth og lader, hun ikke lægger mærke til, at Sofie for første gang har kaldt hende mor.
