– Maja, tag nu imod varerne! Hvor er du henne? Jeg råber og råber, og du hører ikke efter!
Anders kiggede ind i baglokalet i den lille nærbutik, hvor han jævnligt kom med varer fra gården, og kom til at fløjte overrasket.
Maria Simonsen Bek, kendt som Store Maja blandt dem, der kendte hende bedst, græd som en pisket, siddende på gulvet. Hun tørrede kinderne med skørtet på sin flotte, spraglede kjole, som allerede var så våd, at det dryppede. Men tårerne ville slet ikke stoppe, og hendes store, slidte hænder vred kanten af skørtet, hvorefter hun rystede stoffet. Det lette klap af stoffet mod gulvet sendte endnu en bølge af sorg ind over hende, og hun begyndte forfra: snøftede dybt, så tårerne sprøjtede, og bemærkede slet ikke, hvad der ellers foregik omkring hende.
Hun lagde heller ikke mærke til Anders.
– Belske, hvad sker der? Anders satte sig på hug ved siden af sin gamle klassekammerat og kaldte hende ved hendes skole-øgenavn. Hvem har gjort dig noget? Sig til! Så skal jeg nok…
– Neeej… Maja hylede så højt, at Anders tabte balancen og røg ned på gulvet med et bump.
Hvad det varom det var hans overraskede og lidt chokerede ansigt, eller om Maja bare var ved at løbe tør for tårer så stoppede gråden pludselig. Maja snøftede snottet væk og pustede ud, så ruderne dirrede, før hun spurgte lavmælt:
– Anders, synes du jeg er pæn?
Spørgsmålet kom ikke bag på Anders. Han var en dygtig søn, mand, svigersøn og med to datter-teenagere derhjemme, havde han rutinen på plads.
– Ja, da! røg det ud af ham uden tøven. Og det mente han faktisk. For ham var Majas skønhed ikke noget med udseende.
Anders havde kendt Maria hele livet. De havde lært at dele og slås og slå sig på nabopottestolene i børnehaven, de havde kæmpet om julegodterne til skolefesterne, overbeviste om, at de bedste stykker selvfølgelig var i den andens gavepose. De sad bænket sammen gennem hele skoletiden, uden nogensinde at ønske sig en anden makker. Som enebørn havde de fundet en sjæleven i hinanden, en slags søskendeskab skabt af skæbnen. Anders regnede Maja for næsten sin søster.
Han havde passet på Maja i skolen, selvom hun altid stod først i rækken til idræt pga. hendes højde.
Men piger kan alle blive såret også selvom man er et hoved højere end dem, der prøver. Maja kunne sætte enhver på plads, hvis nogen rørte hendes veninder. Men når det gjaldt hende selv, blev hun som en forpjusket viol. Hun snøftede og snakkede lidt slet ikke og så hulkede hun så grimt, at ingen andre end Anders kunne stoppe det. Hverken lærere eller veninder kunne trøste hende, før Anders tog hendes hånd med et Kom, nu skal vi lige vaske ansigtet.
Ham hørte Maja altid. Hun var et halvt år ældre, og et helt hoved højere siden folkeskolen. Anders var lille af bygning ligefrem kort, lige til sin mor. Han begyndte først at vokse rigtigt efter seksten, og længe blev de kaldt Lilleput og Store Maja i skolen. Gæt hvem der var Maja…
Men hændelser og drilleri påvirkede ikke deres venskab. Anders valfartede altid til Maja, når han igen var blevet forelsket og skulle lette sit hjerte; hun delte også sine egne få forelskelser for Maja troede altid, hun kunne kun elske én.
Hendes store kærlighed var den berygtede Peter Vestergaard. Skolens ballademager og pigernes skræk hele vejen fra børnehaven til gymnasiet. Hans mor var stolt over hans gode udseende min dreng er en engel, har I set noget så smukt før?”
Peter lignede en barok-engel som barn, men barnlig charme gled af, og han voksede op til at ligne en kendt fransk skuespiller dog med mørkeblå øjne frem for himmelblå.
Maja mødte Peter første skoledag som ti-årig, midt på sin fødselsdag. Hun stod dér i skolegården, modtog fødselsdagskram, da nogen pludselig rykkede hende i hendes fletning så sløjfen røg af, og råbte:
– Giraff!
Det ramte så uventet, at hun knap fattede det, før hun vendte sig og blev ramt af hans blik. Peter viftede med hendes sløjfe og grinede:
– Hvad glor du på? Set noget så flot før?
Hun nåede ikke at svare, Anders var der straks, gav Peter en på hovedet og returnerede sløjfen.
– Tag den, Maja! Hvad sker der?
Hun svarede ikke. Hun stod bare og stirrede på Peter, der løb over til sin mor for at klage.
Det fik Anders ballade for fra læreren, men da var han ligeglad. Majas ro var vigtigere for ham. Peter vidste, at Maja aldrig ville sladre, så han drillede hende, når Anders ikke var der og Maja; hun holdt det ud.
Hun lod Peter kopiere sine afleveringer, straks han bare så anmodende ud. Maja stod altid tavs i hjørnet til skolefesterne og så drømmende på Peter, som dansede med de andre piger. Hun fandt sig i hans surhed og forsmædelige bemærkninger, når han var i dårligt humør.
Men sandt skal være sagt, til sidst holdt han op med at lægge mærke til hende. Måske bliver enhver fyr lidt stolt over, at én pige ser sådan på ham og altid vil gøre noget for at glæde ham.
Anders bed sig i læben og prøvede at lade være med at blande sig, selvom han så, hvordan Peter tog Majas håb for givet. Han lyttede til Majas kærlighedserklæringer men sagde intet, for han vidste, at hun ikke ville forstå.
Hun vidste heller ikke, at Anders i ottende klasse en dag stoppede Peter bag skolen. Tændt på beskyttende vrede sagde han:
– Hvis du sårer Maja, skal jeg nok finde dig!
– Tror du, jeg er bange?
– Det kan du tro! Opfør dig ordentligt.
Anders havde gået til brydning et par år, og Peter lyttede. Det var klogere at holde sig på måtten.
Maja havde ingen idé. Hun skrev små breve til sin eneste, dekoreret med hjerter, som aldrig skulle sendes, og drømte om, at én dag ville Peter få øje på hende.
Anders håbede bare, at det gik over.
Han havde aldrig haft problemer med piger. Da gymnasiet sluttede, var han blevet flot, høj og populær. Hans mor sagde grinende, hun snart manglede koste for at holde frierne borte. Det var dog kun Katrine, som sagde farvel, da han skulle i værnepligt, og hun stod også der, da han kom hjem og efter første år på universitetet blev hans kone.
Maja morede sig gevaldigt til brylluppet. Hun kunne lide Katrine, hun kunne lide, at Anders var lykkelig men hun ærgrede sig over, at Peter var rejst efter studenterfesten uden at sige farvel og havde aldrig ladet høre fra sig efterfølgende.
Peters mor kølig og med blikket direkte på Maja sagde, da hun en dag turde spørge til Peter:
– Skat, han har det forrygende! Han kommer ikke tilbage til vores lille hul. Han skal gøre karriere! Her hører han ikke hjemme!
Maja takkede for beskeden og kiggede efter den flotte dame, der svansede væk med et snøft af foragt.
Da Maja fortalte det til Anders, sagde han stille:
– Maja, du skulle se dig omkring! Der er så mange gode mennesker. Lad nu være med at hænge fast i ham der! Han kommer ikke tilbage…
Det ville Maja slet ikke høre. Hun puttede fingrene i ørerne og rystede på hovedet. Hjertet bestemmer ikke selv, og hun ville ikke nøjes. Ingen kunne være bedre end Peter!
Anders forstod hendes hjertekvaler og bad Katrine snakke med hende.
– Det gør ondt at se hende sidde fast. Tiden går, og hun kunne have haft både mand og børn nu…
– Du forstår ikke, Anders hun elsker ham. Man kan ikke forbyde kærlighed.
Anders gav op. Han blev ved med at invitere Maja til fester og prøve at præsentere hende for nye mennesker, men intet bed på. Maja ventede.
Årene gik. Anders blev far til to dejlige piger, flyttede med Katrine ud af byen, købte et stort gammelt hus, anlagde gård, og overbeviste Maja om, at den butik, de længe havde talt om, skulle de åbne sammen.
– Hvem skal ellers hjælpe mig, hvis ikke dig, Maja?
– Men Anders, jeg kan slet ikke finde ud af sådan noget. Jeg har jo aldrig lært noget rigtigt…
– Det er ikke rigtigt. Du kan mere end du tror.
Det var Majas sorg. Hun havde drømt om at blive læge, men gik ud og arbejdede straks efter gymnasiet.
Majas mor, Kirsten, havde et godt job og håbede at kunne hjælpe sin datter til et bedre liv. Men én dag gled hun i produktionen, slog hovedet ikke alvorligt, men frygten for at efterlade Maja alene gav hende et slagtilfælde.
Maja måtte droppe studierne for at passe sin mor. Hun fandt arbejde tæt på hjemmet og lærte sig massage, så hun kunne bruges derhjemme.
– Maja, du burde tage kursus i massage. Du er dygtig! Anders slæbte en stol ind til Kirsten.
– Hvornår skulle jeg have tid og penge til det, Anders? Hvem kan passe mor imens?
Anders sagde ikke mere. Men et par dage efter ringede det på hjemme hos Maja:
– Hej, jeg hedder Anne. Jeg er sendebud fra Anders. Jeg er privat sygeplejer. Hvornår må jeg kigge forbi?
Maja protesterede lidt, men Anne overhørte hende:
– Økonomien er på plads, bare sig, hvornår jeg skal komme.
Sådan rykkede Anne ind hos Maja. Hende kaldte alle for Anee, efter blot en halv time i hendes selskab. Der var noget så varmt ved hende, at man følte man fik vejret igen og kunne ryste sorgerne af sig.
Med Anne i huset løftede Maja hovedet. Hun så sin mor begynde at smile igen.
Med opbakning fra Anders og Katrine lejede Maja et værelse ud og gik endelig i gang med at uddanne sig. Det var hårdt, selv med Anne hjælp. Maja nægtede at tage imod penge fra Anders, men betalte halvdelen til Anne og arbejdede resten af sin gæld af i form af gratis massage til Annes barnebarn, som havde problemer med benene.
Anne ville egentlig slet ikke have betaling, men Maja insisterede: Løn for arbejde måtte der være.
Barnebarnet begyndte at gå mod alle odds og lægers forventning. En lille dreng, der snublede, men hurtigt lærte at gå, til Annes og familiens store glæde. Lægerne var forbløffede hvordan kunne Maja, den ufærdige, få det til at ske?
Maja havde ingen forklaring. Hun lod hænderne gøre arbejdet.
Skæbnen bød snart, at hun fik kontakt med en mester i kinesisk massage, og hun greb straks chancen: Anne passede moderen, og Maja kastede sig over læringen.
Det tog tid, men bagefter frygtede hun aldrig mere for sin økonomi. Hun blev ansat som børnemassør i klinikken i Odense og fik kunder i hele området.
Alt gik godt indtil en dag, hvor Maja på vej hjem gled i isen ud for den gamle skole, netop som en flok glade børn var ved at forvandle en kæmpepyt til skøjtebane.
Hun røg i gulvet, fik vredet hænderne under sig og besvimede af det hele.
Hun vågnede op på hospitalet. Ved siden af sad Katrine på en stol. Katrine, som snart skulle føde deres tredje barn, skulle slet ikke være der, men det var hun alligevel.
– Maja! Endelig, du vågner! Lægen sagde, du skulle holde humøret oppe. Du skal bare igennem dette her, og så kommer du dig! Anders kommer i morgen med nyheder fra din mor. Tag det roligt, søde. Alt er under kontrol.
Bekymringerne skyllede først ind over Maja næste morgen, da hun opdagede, at hænderne slet ikke virkede. Hun var helt afhængig af hjælp.
Men Maria ville andet. Hun begyndte straks at kæmpe for at få brugen af dem tilbage og gjorde fremskridt, selvom det tog tid. Kun én ting var galt: massage kunne hun ikke længere udføre med det samme.
– Træn løs, Maja. Tiden vil vise, sagde Anders og afleverede hende hjemme igen i Annes omsorg.
Hun afviste al yderligere hjælp de havde jo selv nok at gøre med børn og gård.
Maja kiggede efter Anders’ bil, og hun vidste, at hvis lykken er at have én, der sætter alt til side for dig, hvis noget går galt, så var det hende, der havde trukket gevinstbilletten, da de blev venner.
Hun var fadder til hans børn, veninde med hans kone, og alle i familien betroede sig til hende fra Katrines løftede øjenbryn på køkkenet i huset til de yngstes småtricks. Selv lille Mikkel, Alex’ yngste søn, elskede hende mere end nogen anden. For det var hende, der forkælede ham, tog med ham til Rigshospitalet i København og holdt Katrine i hånden, da han skulle have en stor operation.
Mikkel vidste, at tante Maja var stærkest. Hun kunne altid mærke, hvis der var noget galt, og hun var altid smukkest næst efter mor, selvfølgelig.
Maja var aldrig smuk på den måde, dagens lookbooks kradser ned. Nej, hendes skønhed var oldnordisk: massiv, kraftfuld, majestætisk. Smukke, mørke lokker, stor næse, intense øjne, og størrelse 43 i sko. En kvinde hugget i sten og sat i et tempel ikke en, man glemmer.
Men drømmerne stimlede ikke ligefrem sammen om hende.
Bag disken i den butik, hun stadig drev med Anders, så hun ud over folk, velvidende, at de kun så hende som den flinke ekspedient. At det var hendes butikskæde sammen med Anders vidste ingen. Hendes plads var i folks øjne bag disken eller ude i marken blandt de andre på gården.
Maja lod være med at præcisere, at Anders gård ikke alene kunne forsyne alle hans butikker han havde jo for længst givet Katrine ansvaret for jorden og brugt sin tid på at støtte lokale producenter og skaffe varer til butikkerne rundt i området. De var ærlige, og derfor elskede folk at arbejde for dem.
Maja tænkte ikke meget over det. Hun levede for sin mors smil, de små skridt fremad, men indimellem gled tanken tilbage på det blå blik, hun for længst have glemt farven på og nu bare forestillede sig. Skæbnen kan jo være lunefuld og netop den dag, hvor Anders kom med varer og ikke kunne finde hende, skete det, hun alligevel havde ventet på hele livet.
Peter kom hjem.
Han trådte ind i Majas butik, sendt af sin mor, og det skrækkelige skete: Maria genkendte ham ikke.
Men alderen havde heller ikke været god ved Peter. Hans blå øjne var blevet matte, og hans hænder rystede nerverøst, som om han hele tiden skulle holde fast i noget. Hey, Store Maja! sagde han, Du ligner dig selv, stadig kæmpestor! Han grinede, som dengang. Bruger du stadig lommetørklæde? Eller er du gået over til et lagen? Kan du huske mig?
Noget inde i Maja knuste var det dét menneske, hun havde elsket i så mange år? Hvad så hun i ham?
Hun flygtede, men der var kun én dør ind i baglokalet. Hun væltede en stol og sank sammen og græd.
Ude i butikken langede Peter hånden over disken og stak af med en liter mælk og forsvandt.
Anders fandt Maja i baglokalet, svarede på hendes mærkelige spørgsmål. Maja tørrede sine tårer væk, prøvede at forstå og der, midt i det hele, smilede hun til sidst.
– Anders
– Ja?
– Tak…
– For hvad?
– For at du og Katrine, og mor, og Anne at I alle er her for mig!
To dage senere kendte Maja hele sandheden om Peter: Han havde været gift tre gange og kunne ikke gøre nogen af dem lykkelige. Hans børn boede spredt og havde aldrig kontakt. Selv arbejde havde han ikke fået.
Alt det hørte Maja fra Peters mor, som (i sin sædvanlige manér) kun kom ind for at blære sig og bestille mælk og ost.
Et par år efter træder Katrine ud på haveskuret, skygger for solen og råber:
– Anders! Hører du? Maja har ringet, de er på vej!
– Hun kører vel ikke igen?
– Nej, Anton har fri. Du kan slappe af!
– Den kvinde er en evighedsmotor! Hvordan kan man lade være med at bekymre sig? Hun er jo højgravid og drøner stadig rundt.
– Hun skal jo til massageaftaler i hele byen. Folk står jo nærmest i kø! Hvor er jeg dog heldig, jeg bare er rolig og stille type, hva?
– Dig? Anders hostede grinende, kyssede hende på næsen. Gå nu ud og tag imod gæsterne, kuglerund som du er! Du når kun lige til lågen, før de holder i indkørslen!
Han undgik den grinende Katrines dask, trak i rene shorts og gik ind. Maden var klar, grillen venter. Majas appetit er stor for tiden hun venter jo tvillinger.
Anders skifter trøje, møder sin søn, der kommer farende ud af badeværelset.
– Hvor skal du hen?
– Jeg skal lave sæbebobler med Majas lille Katrine! Kan du huske, hvor hun grinede sidst? Tante Anne sagde endda, at jeg er født til kemiker. Må jeg få et kemisæt, far?
– Spørg din mor det ansvar tager jeg ikke. Jeg orker ikke endnu et husbyggeri, hvis du springer noget i luften, haha!
Anders giver ham en kærlig dask, og skynder sig i bad.
Det blev bare en af de dejligste dage. Hvad behøver man? Ikke andet end, at dem man elsker, samles under ét tag; maden er god, børnene jagter sæbebobler, og lyset på verandaen fanger smilet fra dem, man holder af. Hvem ved måske sad selve lykken oppe på rækværket, kiggede på det hele med dinglende bare tæer, lyttede og fniste for sig selv, beredt på at dryppe lidt magi ud over dem, der fortjente det.
Og hvorfor ikke? For store mennesker med store hjerter, ja, de skal have store, gode hemmeligheder så der er nok til alle, der går ind ad døren.
