Boghvede i stedet for trøfler
Jeg stod foran komfuret og betragtede, hvordan den sauce, jeg havde kæmpet med i to timer, langsomt skillede i gryden. Flødesauce med trøffel til svamperisotto skulle være silkeblød og næsten levende men i stedet svømmede smørret på toppen og den tykke base klumpede sig sammen på bunden.
Jeg skruede ned for varmen og begyndte på ny at indrøre kolde smørtern, lidt ad gangen, roterende med skeen. Hænderne vidste, hvad de skulle gøre. Udenfor blev det mørkt, gadelygterne langs Gammel Kongevej tændtes, og nedenfor kunne jeg høre bilerne suse forbi. En helt almindelig oktober-aften i København.
Ida, hvor længe er det meningen, du skal stå der endnu? Jeg har intet fået siden klokken to.
Jens stod i døråbningen. Han gik aldrig ind i mit køkken som om det var en mark med kviksand. Hænderne dybt i lommerne, det dér udtryk, jeg aldrig rigtigt lærte at sætte navn på efter 23 år. Ikke utålmodighed. Noget andet.
Tyve minutter endnu, sagde jeg uden at vende mig. Saucen driller bare lidt.
Tyve minutter. Fint.
Han forsvandt. Jeg kunne høre ham dumpe ned i sofaen, tænde for fjernsynet helt skruet op for så straks at skrue lyden helt ned. Et signal. Jeg kendte dem alle.
Til sidst fik jeg sving på saucen. Ikke perfekt, men tæt på. Risottoen var blevet, som den skulle: cremet, næsten elastisk. Jeg lagde maden op, pyntede med lidt skåret sort trøffel, købt forleden hos min yndlingsgrøntmand på Torvehallerne, for et beløb, der før i tiden ville have rakt til fin frokost med veninden.
Dækkede bordet. Tændte stearinlys. Mest fordi mad ser bedre ud i deres skær. Og mennesker. De trætte folder under øjnene dæmpes.
Jens satte sig, tog gaflen, kiggede på tallerkenen.
Længe.
Risotto. Igen, sagde han endelig.
Du bad om noget med svampe.
Jeg sagde kun noget med svamp. Det behøvede jo ikke være risotto. Jeg fik risotto på restaurant hos Troels i sidste uge du ved, en rigtig kok. Det er svært at sammenligne.
Jeg satte mig overfor. Smag nu først, sagde jeg.
Han smagte. Tyggede grundigt, som om han skulle analysere hver riskorn.
Lidt udkogt ris.
Det er al dente. Sådan skal den være.
Ifølge dig, ja. Fint.
Vi spiste i tavshed. Jeg kiggede på lysene; han på tallerkenen med det der uudgrundelige blik. Udenfor levede København sit eget unge liv upåvirket af risotto-forviklingerne i vores lejlighed.
Saucen er lidt fed, sagde han, da han næsten var færdig.
Jeg svarede ikke.
Du spørger måske, hvorfor jeg siger det? Fordi jeg er ærlig. Hvis du vil udvikle dig i køkkenet, skal du ikke bare have klap på skulderen.
Jeg spurgte faktisk ikke, sagde jeg.
Din sag.
Så gik han ind for at se fodbold. Jeg ryddede væk, vaskede op, skrabede resterne af trøffelsaucen der havde kostet som en god parfume og var lavet om tre gange fra gryden. Saucen, jeg havde lært at perfektionere med hjælp fra fransk kogebog, købt på kursus til to tusind kroner. Saucen, jeg havde båret forsigtigt med offentligt til lejligheden gennem hele byen i en pose med Gammel Kongevej og alt det.
For fed, åbenbart.
Jeg lod hænderne hvile på vasken, kiggede på vandet, der løb ud i afløbet. Tørrede hænderne, slukkede lyset, gik i soveværelset.
Helt almindelig aften.
***
Else kom lørdag kl. 15. Hun ringede altid på forhånd præcis fyrre minutter før, så jeg kunne nå at rydde lidt op og bage noget til teen. Svigermor var sådan en type, der bemærker rod, men aldrig kommenterer det; kun kaster et hurtigt blik på vindueskarmen.
Hun var 78. Småfed, rank i ryggen på den måde, man bare kan misunde. Hun havde tabt sin mand seks år før og boede alene i sin andelslejlighed på Østerbro, på trods af Jens konstante forslag om at flytte sammen. Jeg havde aldrig overtalt hende vi var enige om ikke at nævne den slags.
Denne lørdag var hun lidt blegere end ellers. Så det straks, da jeg åbnede døren.
Kom ind, Else. Jeg har bagt nøddetærte.
Tak, Ida. Er Jens hjemme?
Hos Troels. Kommer hjem senere.
Hun nikkede, gik ind i køkkenet. Også usædvanligt normalt gik hun i stuen, på sin pladssikre plads ved vinduet i lænestolen.
Jeg lavede te, skar kagen ud vi satte os overfor hinanden.
Hvordan har du det? spurgte jeg.
Fint. Lidt blodtryk, ingenting.
Hun tog et lille stykke kage, smagte.
Den er god, sagde hun. Og det lød så enkelt og hjertevarmt, at jeg fik en klump i halsen.
Vi tav lidt. Hun drak teen langsomt og kiggede ud vinden spillede med de nøgne træer udenfor.
Ida, må jeg spørge dig om noget? Du bliver ikke sur?
Jeg prøver.
Længe så hun på mig.
Kan du huske, at du var indretningsarkitekt?
Jeg var ikke forberedt på spørgsmålet.
Ja det kan jeg godt.
En dygtig en.
Det sagde de, ja.
Jeg ved, du var. Jeg har set dine projekter. Kan du huske dengang du lavede den herskabslejlighed på Østerbro for den unge lægefamilie? Jeg var der én gang, og tænkte: Den kvinde kan se et rum.
Jeg kiggede på hende.
Hvorfor nævner du det, Else?
Hun satte koppen fra sig varsomt, som kun gamle, pertentlige mennesker gør det.
Fordi jeg er flov, sagde hun stille.
Kunne ikke svare. Else havde aldrig sagt sådan noget før. Hun kom fra en generation, hvor det man følte, helst blev gemt væk.
Jeg burde have sagt det før. For ti år siden, da du stoppede med at arbejde. Jeg tænkte, at det ikke var mit bord. Måske, tænkte jeg, var det sådan, du ville have det. Sådan skulle det være.
Hun foldede hænderne på bordet. Slanke fingre, elegante negle, stadig smukke trods alderen.
Jens kan slet ikke lide avanceret mad.
Jeg troede, jeg hørte forkert.
Hvad?
Han har aldrig brudt sig om det. Siden ungdommen har han haft sarte tarme lægen sagde for over tredive år siden: Spis simpelt. Grød, supper, kogt kød. Boghvede med frikadelle hans livret siden barndommen. Almindelig dansk mad det kunne han leve af.
Køkkenet blev helt stille. Køleskabet brummede lidt, ellers ingenting.
Men hvorfor begyndte jeg, stemmen uigenkendelig.
Hvorfor han bad om foie gras og trøfler og kritiserede saucen, du brugte flere timer på? Ja.
Else så mig i øjnene. Noget gik igennem mig ikke vrede, ikke medlidenhed. Noget tungere.
Fordi han kunne lide processen. Kunne lide at se dig knokle. Bruge penge, tid og kræfter, og så sidde der, vente på, at han skulle sige sin dom. Han kunne lide at sige, det ikke var godt nok. Det gav ham følelsen af at have magten.
Jeg satte langsomt min kop fra mig.
Ved du, hvad du siger?
Ja, sagde hun. Jeg har tænkt på det længe, inden jeg satte mig her i dag.
Og du har holdt det inde i ti år.
38 år, Ida. Siden min egen mand begyndte at gøre det samme mod mig.
Niels. Hendes afdøde mand, Jens far. Jeg havde kun mødt ham et par gange, han døde året efter vores bryllup. En stor mand med gode manerer i selskab.
Han var også madkender, sagde hun bittert i tonen. Jeg knoklede. Jeg hørte, at saucen var for fed eller kødet for tørt. Og en dag besøgte jeg dem på landet hos svigermor og så, hvordan han spiste boghvede tre tallerkener med smør og brød, smilende, lykkelig, ikke en eneste kritisk kommentar.
Jeg sad og lyttede mens regnen begyndte udenfor.
Jeg forstod det dér. Men gik ingen steder. Det gjorde man ikke dengang. Jens voksede op med at se, hvordan det fungerede. Så at magt også kan ligge i det små. Og han tog det videre.
Han gjorde det bevidst, sagde jeg. Mere konstatering end spørgsmål.
Jeg tror, de fleste ikke planlægger det de lever bare, som de har set det. At føles betydningsfuld på andres bekostning det kræver ikke ondsind.
Jeg rejste mig, ikke fordi jeg ville gå det var bare umuligt ikke at røre sig. Gik til vinduet, kiggede på regnen over Gammel Kongevej, folk med paraplyer.
Ti år.
Ti år brugte jeg på kokkekurser først begynder, så avanceret, så fransk og italiensk. Læste bøger, så videoer, skrev med kokke online. Jeg handlede på marked efter bestemte råvarer. Matchede vine til maden. Fantaserede om den rigtige balance i saucen vågnede undertiden midt om natten med svaret.
Jeg troede, jeg havde fundet mit nye kald, efter jeg forlod arkitekturen.
Og han spiste boghvede. På indersiden.
Else, hvorfor siger du det nu? spurgte jeg.
Fordi jeg er gammel og du stadig er ung. 52 er ingen alder, Ida, det er faktisk næsten startskuddet, hvis du spørger mig.
Jeg vendte mig. Hendes blik var lige på ingen medlidenhed, blot klarhed. Det betød noget.
Også fordi jeg er skyldig. Ikke med vilje, men fordi jeg voksede op sådan. Lærte ikke Jens andet. Det er min fejl. Men jeg kan i det mindste sige sandheden.
Jeg satte mig igen, klemte den kolde tekop.
Han ændrer sig ikke, sagde hun. Jeg siger ikke, hvad du skal gøre men du skal vide det.
Vi drak resten af teen, nærmest i tavshed. Hun gjorde sig klar til at gå jeg knappede hendes frakke, hendes hænder rystede en smule.
Den her nøddetærte var virkelig god, sagde hun i døren.
Tak.
Simpel. Hjemmebag. Den bedste du har bagt til mig.
Hun gik. Jeg stod længe i entréen og stirrede på Jens frakker på knagen.
***
De følgende to uger lavede jeg mad på rutinen: terrin af and, suppe på jomfruhummer selv dessert efter japansk teknik. Jens spiste. Klagede. Jeg lyttede og sagde ikke noget.
Men noget var forandret indeni. Som glas mellem mig og handlingerne. Jeg så mig selv udefra: stå dér, rive citronskal, tilsætte safran, bære maden ind, vente. Og han tog gaflen og ansigtsudtrykket før første bid var mit egentlige svar.
Det var der, jeg så nydelsen ikke i maden, men i mit håb om, hvad han ville sige. Den kortvarige magtfølelse som et barn, der skal trække i en snor.
Jeg tænkte på mine projekter som indretningsarkitekt hvordan jeg så helheden allerede ved første besøg, snakkede med klienter og hørte alt det uudtalte. Hvordan jeg blev lykkelig, når de stod i det færdige rum og stoppede op.
Jeg havde engang mit eget lille kontor i Bredgade sammen med to andre designere. Vi drak elendig kaffe og skændtes om farver til langt ud på aftenen.
Jens mente, det var pjank. Man måtte vælge: familie eller karriere. Han tjente rigeligt, sagde han, jeg behøvede ikke arbejde. At kunderne var for bøvlede, at det sled på nerverne. Nogen skulle jo også være hjemme.
Jeg valgte familien. Jeg var 42 og tænkte, at jeg sikkert kunne vende tilbage senere.
Der gik ti år.
En dag tog jeg mod til mig og skrev til Katrine Søndergård, en gammel kollega. Hun havde stadig sit lille designfirma. Vi skrev kun ved højtider.
Kat, hej. Skal vi ses en dag?
Hun svarede hurtigt.
Selvfølgelig, Ida! Kan i morgen?
***
Vi sad på café på Værnedamsvej. Katrine lignede sig selv, bare med lidt flere grå hår som hun ikke farvede, og det klædte hende.
Du ser godt ud, sagde hun.
Du lyver dårligt, svarede jeg.
Hun grinede.
Ok. Du ser lidt træt ud men alligevel godt.
Vi fik kaffe. Jeg sad bare og stirrede ud.
Katrine, har du overhovedet brug for en ekstra på arbejdet? Mig?
Hun så på mig.
Er det alvor?
Helt.
Du har jo været ude i ti år.
Jeg har ikke glemt det.
Hun overvejede. Vendte koppen.
Jeg har tre projekter lige nu. Én stor villa udenfor byen kunne godt bruge flere hænder. Men du skal vide: I starten bliver det som praktikant. Ikke fordi du ikke kan, men der er nye programmer, nye krav, nye klienter. Er du klar til det?
Jeg er klar.
Hvad med løn?
Du bestemmer.
Hun så længe på mig. Fandt det hun skulle.
Kom forbi på mandag, vi ser hvordan det går.
Jeg mødte op. Hver dag de næste tre uger kom jeg klokken ni, gik klokken seks. Lærte igen, begik fejl, blev sur på mig selv. Men noget vågnede. Lidt som at lære at svømme igen; kroppen husker mere end hovedet.
Derhjemme lavede jeg boghvede.
Første gang var tilfældigt. Kom sent hjem, træt. Orkede ikke kokkerere. Åbnede køleskabet kun mad, der passede til endnu et avanceret projekt. Lukkede det igen. Åbnede skabet. Boghvede. Frikadelle i fryseren, smør i køleskabet.
Kogte boghveden, blandede med frikadellen, smørret på til sidst. Rakte tallerkenen til Jens.
Han så måbende på retten, som om jeg havde serveret gåder.
Hvad er det her?
Boghvede. Og frikadelle.
Jeg kan godt se boghveden. Er du ok?
Udmattet. I morgen laver jeg noget andet.
Han satte sig. Tog skeen. Jeg ventede.
Han spiste. Uden én eneste kommentar. Helt igennem.
Jeg tænkte på det Else havde sagt om barndom, smør og stilhed. Om at være hjemme.
Jens gik uden et ord. Ingen ris eller ros.
Og det var også et svar.
***
Samtalen kom efter to uger. Jeg kom hjem fra arbejde, tog elevatoren op, tænkte på farveskema til mit projekt. Åbnede døren, sparkede skoene af. TVet kørte i stuen.
Hvor har du været? råbte Jens uden at vende sig. Klokken er otte.
Jeg har arbejdet.
Igen med Katrine.
Mit arbejde, Jens.
Han slukkede og så på mig.
Ida. Det var ikke sådan, vi aftalte det.
Hvad har vi ikke aftalt?
At du skulle forsvinde hele dagen. Vi har et hjem at passe. Køleskabet er tomt.
Der er æg, kartofler og spegepølse. Du kan lave til dig selv.
Han så på mig, som om jeg havde talt russisk.
Er det en joke?
Nej, det er bare det, der er.
Hvor er dine trøfler? Saucen? Alt det? Husker du slet ikke, at du har talent?
Jeg satte tasken på stolen. Tog frakken af.
Jens, jeg vil tale roligt. Kan vi det?
Om hvad?
Om os. Om de sidste år. Om hvad vi lever i.
Han blev vag, trak skuldrene op.
Hvad mener du? Jeg arbejder, du er hjemme.
Jeg er ikke hjemme mere. Og det bliver jeg ikke igen.
Så du har besluttet dig. Uden samtale.
Jeg prøver at tale nu.
Han gik frem og tilbage.
Ida hvad er det, du vil? Du var et normalt menneske. Vi havde et normalt liv. Du lavede mad, jeg vurderede. Det var vores ting, for fanden. Vores.
Din ting, Jens. Ikke min.
Nå, hun har snakket dig op, hva? Selvfølgelig. Min mor har blandet sig.
Jeg kiggede på ham. Manden, jeg havde levet 23 år med, på hans forældres gamle Frederiksberg-lejlighed, hvor intet føltes mit. Alt var valgt uden mig, møblerne og tapetet jeg havde aldrig lavet noget om, selvom jeg så mulighederne. Jeg var jo designer.
Din mor fortalte mig sandheden.
Hvilken sandhed!? At hun er en gammel dame, der elsker drama?
At du kan lide simpel mad. At du altid har kunnet lide boghvede, frikadeller med smør.
Pausen kom. Lidt, men den var der.
Vrøvl, vrissede han.
Du spiste det for to uger siden uden ét ord.
Fordi jeg var sulten!
Jens, stop nu. Bare et øjeblik.
Han stoppede.
Jeg vil ikke slås. Jeg vil tale ærligt. Er du klar til at leve anderledes? Ligeværdigt? Begge arbejder, maden er både simpel og fin men ingen bruger det til at gøre den anden lille.
Længe var der stille.
Jeg har aldrig ydmyget dig, sagde han lavt. Jeg sagde kun min mening. Jeg er jo ærlig.
Du er ærlig, men du lod som om, du ikke kunne lide boghvede, mens jeg brugte tid og penge på trøfler.
Stilhed.
Det var ikke ærligt, sagde jeg. Ikke vredt bare fakta.
Han svarede ikke. Gik ind i soveværelset og lukkede døren lydløst.
Jeg gik ud og lavede kartofler. Spiste alene. Sad med teen og hørte hans skridt bag døren.
***
Næste måneder var som sne, der smelter. Ikke filmisk drama, bare hver dag mindre af det gamle. Jens prøvede forskellige taktikker.
Først fornærmelse sur mulen, forventede at jeg skulle komme krybende. Jeg gik bare på arbejde, lavede simpel mad, kom og gik.
Derefter det bløde blomster, tulipaner i november. Han savnede mig, ville spise ude. Vi gik på restaurant han var munter, spurgte oprigtigt til mit arbejde. Måske kunne det ændre sig, tænkte jeg.
Men næste dag kom spørgsmålet, hvorfor jeg ikke lavede gourmetmad til hans venner. Jeg sagde:
Jeg laver pasta og salat.
Pasta?
Ja, pasta.
Hans ansigt var det gamle udtryk igen. Nu kunne jeg genkende det.
Senere var der opgør diskussioner om alt han havde gjort for mig: lejlighed, penge, frihed til at gå til kokkekurser, som om det var investeringer, jeg skulle tilbagebetale.
Jeg er jo ikke et firma, Jens. Jeg er et menneske. Det hænger ikke sådan sammen.
Han forstod ikke. Eller ville ikke.
Else ringede en gang om ugen. Ikke påtrængende. Enkelte sætninger: Du er god, Hold ud. Én gang sagde hun:
Han er gal på mig, ikke?
Lidt, svarede jeg.
Han må gerne. Men jeg er på din side, Ida. For første gang er jeg det for en anden. Det havde jeg aldrig før.
Jeg forstod.
I december fik jeg mit første projekt for Katrine en lille lejlighed på Nørrebro. Jeg lavede hele konceptet og fulgte det til dørs. Jeg sov ikke i flere nætter ikke af uvidenhed, men af tvivl. Men jeg kunne stadig.
Klienten, en kvinde på rundt de 30, trådte ind i færdig lejlighed og blev stående.
Du er en troldmand, sagde hun.
Sådan føltes det.
***
I februar indså jeg, at Jens og jeg ikke kom nogen vegne. Ikke at jeg ikke havde prøvet gav ham chancen, forsøgte dialog. Jeg flyttede ikke ind til veninder eller læste om skilsmisser, selvom artikeloverskrifter om usunde forhold dukkede oftere op på min telefon.
Men han ville det gamle. Ville have den idé om en kvinde, der venter på hans dom. Ikke en partner, men et spejl, hvor han selv blev større.
Sådan genkender man manipulation: når han ikke ønsker din glæde, men dit behov for hans accept.
Han var på mange måder et udmærket menneske. Ingen drukproblemer. Ikke vold. Økonomisk, tro (så vidt jeg vidste). Sin måde at elske på. Men umulig at bo med. Ikke fordi der dagligt var drama, men fordi man langsomt bliver mindre og glemmer sig selv.
Jeg indgav skilsmisse i marts.
Først nægtede han at tro det. Bagefter tryglede han. Så blev han vred. Else kom og talte ham til ro hvad hun sagde, ved jeg ikke, men derefter blev han bare fjern og kølig.
Lejligheden var hans. Jeg flyttede ind hos min veninde Mette et par måneder, mens jeg fandt noget selv. I juni fik jeg en lille toværelses på Amager ikke smart, men levende, ægte.
Jeg lavede selv lilla vægge, valgte hver detalje med barnlig glæde. Jeg vidste, hvad jeg ville. Havde bare ikke spurgt mig selv før.
***
Der gik et år.
Det er april nu. Jeg er 53. Udenfor blomstrer de hvide, anonyme træer på Amagerbrogade ved ikke hvad de hedder, men vi hilser pænt hver morgen, mens kaffen brygger.
Kaffe laver jeg simpelt gode bønner, ingen dikkedarer.
Katrine gjorde mig til fuld partner i januar. Vi har fire projekter, jeg har ansvar for to. Jeg sover godt. Vågner undertiden med tanker om lys og rum gode tanker, ikke uro.
Else ringer stadig hver uge. Jeg besøgte hende for nylig, havde kage med. Vi snakkede længe, om livet, mænd, traumer i generationer. Hun fortalte, hvordan man bringer det destruktive videre, til nogen sætter foden ned.
Else kunne ikke selv stoppe det men hun hjalp mig med at gøre det. Det tæller.
Jens bor i den gamle lejlighed. Vi udveksler praktiske beskeder, sjældent. Hørte han er begyndt på madlavningskursus. Måske er det sandt. Folk kan ændre sig, hvis de ikke har nogen mere at trække i trådene på.
Jeg tænker ikke meget på ham. Kun sjældent. I supermarkedet kan jeg standse foran et glas sorte trøfler, står et sekund, og føler det ikke helt sorg, ikke helt grin. Noget blandet. Det er trods alt ti år, ikke til at glemme.
Men jeg hænger mig ikke i det.
Anders mødte jeg i september. Han kom som kunde ville have moderniseret sin lejlighed efter sin kones død. Hun døde af kræft, hurtigt. Alt bar stadig præg af hende han skulle bare have det lysere.
Han var 54, ingeniør, bygger broer. Jeg tænkte: han brobygger, jeg rumsætter, der er noget smukt i det.
Han var rolig, ikke tam, men virkelig rolig. Talte åbent, så én i øjnene, grinede, når noget var sjovt uden at gøre sig til.
Efter anden mødegang spurgte han om jeg ville have kaffe bagefter.
Vi gik tur. Tog kaffe igen. Siden i biografen så en fin fransk film og han lo lavt, og jeg tænkte, at jeg havde glemt, hvor rart det var, at have selskab af et levende menneske.
Vi ses nu og da. Ingen hast. Begge har vi mistet noget vi forstår at værdsætte.
Han kommer ofte fredag.
***
I dag er det fredag.
Jeg kom hjem klokken seks, pakkede indkøb ud: kyllingelår, kartofler, løg, gulerod, dild, creme fraiche.
Af kyllingelår og grøntsager laver man en god gratin kartofler i lag, løg, gulerod, kylling, creme fraiche over og så i ovnen en time. Dild til sidst.
Jeg laver det, når jeg vil servere hjemme-mad. Ikke fint, bare dansk.
Mens gratinen bagte, klædte jeg om og mærkede langsomt duften brede sig. Barndommens duft hos mormor. Havde ikke tænkt på det i tyve år.
Klokken syv ringede det på døren.
Anders trådte ind, afleverede pose jeg så straks en flaske vin stikke ud.
Hej, sagde han.
Hej. Kan du dufte, hvad det er?
Han snusede.
Noget godt. Kartofler?
Gratin. Den skal have en time endnu.
Perfekt, sagde han og stillede vinen. Se, og jeg har noget mere.
Han gravede i posen, fandt en æske chokolade klassiske hasselnøddepraliner, fra Netto.
Du kan lide dem med nødder, ikke?
Jeg tog æsken.
Hvor vidste du det fra?
Du sagde det vist i september, ude ved bagermarkedet.
Jeg stod med æsken og mærkede et eller andet, der ikke kunne forklares.
Du lægger mærke til den slags ting.
Jeg prøver, sagde han, uden storhed.
Vi gik i køkkenet. Jeg tjekkede gratinen, stadig tid endnu. Han åbnede vinen, skænkede op. Tog plads på taburetten.
Hvordan går Arne-projektet? spurgte han.
Udfordrende kunde. Vil have alt på én gang og til ingen penge.
Det kender jeg.
Men der kommer nok noget godt ud af det. Der er fem meter til loftet, det skal bruges.
Han nikkede, fulgte mig med blikket.
Ida, sagde han.
Ja?
Er du lykkelig lige nu? Ikke generelt. Lige nu.
Jeg så op. Han mente det.
Lige nu? Ja. Lige nu er jeg.
Fint, mumlede han. Og intet mere.
Gratinen var klar. Jeg tog den ud, lod den stå, dryssede dild på, satte den på bordet. Ingen lys, bare den gamle lampe.
Anders betragtede retten.
Flot, sagde han.
Det er bare gratin.
Dufter godt, ser godt ud. Kan du ikke lave grim mad?
Jeg lo.
Det har jeg aldrig testet.
Vi spiste. Han bad om en portion mere, rakte tallerkenen frem helt naturligt. Jeg lagde op. Vi talte om arbejdet, om hans planer om at besøge sin datter i Aarhus, mine om at tage til Finland til sommer.
Vi drak te, spiste chokolade fra æsken.
Udenfor København i april, duften af våd asfalt og blomstring. De hvide træer på gaden dansede stille.
Jeg tænkte: Nu er det sådan her. Ingen fest, ingen begivenhed. Bare aften. Et varmt menneske, mad der dufter af barndom og aldrig mere den følelse, hvor man hungrer efter ord.
Nogle gange tænker jeg på de år. På trøfler, jomfruhummersuppe, skilte saucer. Alt det, jeg brugte for at høre for fedt. Jeg kan være ked af det. Over tiden, over den pige, der ikke forstod. Men at fortryde længe det er der ikke luksus til længere.
Kvinders selvværd jeg læste et sted, det lyder som noget man har eller ikke har, som øjenfarve. Men det er noget, der bygges, tabes, og begynder igen. Nogle gange som 52-årig på et fremmed kontor, hvor man hænger i med neglene.
Personlige grænser, trendy ord. Men det handler bare om at mærke, hvor man selv begynder og slutter. Ikke en mur bare viden. Her er jeg. Her er mit.
Lykke er måske så banalt som det: Gøre det man kan, være sammen med dem der ser en, lave det man har lyst til, ikke vente på bifald.
Hvad tænker du på? spurgte Anders.
Jeg kiggede. På hans rolige ansigt, teen i hans hænder.
Gratin, sagde jeg.
Han lo.
Godt emne.
Det bedste. Skal jeg skænke mere te?
Ja, gerne.
Jeg rejste mig, satte vand over, hældte op, stillede tilbage, kiggede ud på de hvide trætoppe.
Anders?
Ja?
Du kommer aldrig til at sige, at jeg saltede for meget?
Han kiggede op.
Ikke for salt. Helt perfekt i dag.
Hvad nu hvis jeg en dag overdriver?
Han overvejede.
Så siger jeg: næste gang mindre salt, og spiser op alligevel.
Jeg nikkede.
Godt svar.
Jeg prøver, sagde han og nappede den sidste chokolade. Det var den sidste, gør det noget?
Tag du bare.
Udenfor gyngede de hvide grene, og København brummede videre, ligeglad med madretter, trøfler og boghvede, år der kom og gik. Byen levede sit liv, og jeg mit. Teen var varm, ovndlugen satte sig fast, og i vindueskarmen stod en plante, jeg købte, fordi jeg kunne lide farven.
Jeg kunne bare lide farven.
Sådan lever jeg nu.
