Mor, se lige her, hvad jeg har lavet! Jeg har virkelig lagt mig i selen! Og læreren roste det endda!
Sofie stormede ind i køkkenet med så meget energi, at døren blidt slog mod væggen. Hun bar et maleri i armene ikke bare holdt på det, men bar det højtideligt foran sig, som var det en skrøbelig vase hun var bange for at tabe. Hendes ansigt lyste kinderne var røde af spænding, øjnene glimtede så stærkt, at det næsten virkede som om hele den verden, hun havde malet, spejlede sig i dem.
Katrine sad ved det lille køkkenbord ved vinduet og rørte langsomt rundt i sin te. Døren, der smækkede op, afbrød hendes tanker. Hun kiggede op og smilede straks datterens glæde var så smittende, at man ikke kunne andet. Sofie standsede to skridt fra bordet, rakte billedet frem, næsten tryllende: Se nu virkelig se det!
Da Katrine så nærmere på lærredet, blev hun overrasket. En forunderlig fantasiudsigt udfoldede sig i bløde nuancer: høje, særprægede slotte tårnede sig op mellem banker af tåge, og højt oppe, næsten skjult, svævede skygger af drager. Maleriet trak blikket til sig ikke med voldsomme farver, men netop den sarte leg mellem nuancer. Blå og grå flød ind i hinanden, gyldent lys kastede varme over motivet. Alting hang sammen, alligevel var det let og luftigt og båret af barnlig fantasi dog stadigt færdigt og gennemtænkt.
Hvor er det flot, skat. Du er virkelig dygtig, sagde Katrine og strakte forsigtigt hånden frem. Fingrene strøg let over hjørnet af lærredet (malingen var ikke helt tør endnu). Far bliver vildt glad bare vent og se.
Sofie frøs i et øjeblik og lod morens ord synke ind. At blive rost føltes rart, især efter al den tid hun havde brugt på alle detaljer, farvevalg og sammensætning. Nik, billede tæt ind til brystet ind i stuen. Katrine rejste sig og fulgte efter, tøvende for en stund i døren.
I stuen sad Jens ved et lille skrivebord. Han var fordybet bag computerskærmen, fingrene fløj over tastaturet. Opmærksomheden var i skærmen først da Sofie nærmede sig, mærkede han dem.
Far, se hvad jeg har lavet! Det tog tre måneder! Jeg har valgt farver, så det passer til væggen… Jeg ville have det hele til at spille sammen…
Jens vred sig væk fra skærmen og så på billedet. Hans ansigt blev straks stramt, stemmen kold:
Og hvad er det? Mener du alvorligt, at det der skal op at hænge i vores stue?
Ordene skar Sofie som iskoldt vand. Hun klemte om kanterne på lærredet, så hendes fingre gik hvide. Overrasketheden glimtede i øjnene, men hun samlede sig og svarede stædigt:
Jeg har arbejdet virkelig meget på det. Alle farverne passer sammen, rammen er endda lavet af det samme træ som reolen… Jeg troede, du ville kunne lide det…
Jens rejste sig brat, så stolen skrabede mod gulvet. Uden et ord gik han tættere på billedet, bøjede sig og betragtede ikke inspiration, men fejl søgte han efter. Øjne over tågeslotte, dragevinger, farvespil.
Passer sammen? Det er kitsch. Kompositionen er ødelagt. Dragerne ligner noget fra et billigt eventyrhæfte. Intet udtryk bare nogle billeder smidt sammen.
Det var svært at holde masken. Sofie prøvede at sige noget roligt, men stemmen knækkede det brast ud:
Men det er fantasy! Det er min måde at male på og min stil! Jeg ville bare skabe en særlig stemning og det lykkedes! Min lærer vil sende det her ind til en konkurrence. Han sagde endda, at jeg har gode chancer for førstepladsen.
Jens rullede med øjnene, korslagde armene og så på lærredet som på en uvelkommen indtrænger. Stilheden trak ud for Sofie føltes det som en evighed.
Pludselig stødte han til billedet. Lærredet gled til siden og landede med et bump på gulvet.
Det er skrald. Det skal ikke hænge her hjemme, sagde han uden varme og vendte sig væk, tydeligt irritation over, at hans arbejde var blevet forstyrret af den slags smagløsheder.
Sofie udstødte et lille skrig og kastede sig instinktivt mod sit værk. På knæ, forsigtigt samlede hun billedet op, tjekkede malingen. Hænderne rystede, men hun skjulte smerten og tjekkede lærredet som om hele hendes fremtid var afhængig af netop det.
Jens vendte sig mod Katrine, stemmen næsten anklagende:
Du opmuntrer hende bare. Det er kun skidt! Hvis du ikke roste alt ukritisk, havde hun haft bedre smag. Hvis læreren kalder det der for kunst, burde vi skifte lærer, snerrede han og slog sig tilbage til computeren med kroppen snøret af trods.
Katrine gik stille til Sofie, hjalp hende med billedet, tog forsigtigt om rammen. Deres hænder rystede, men tonen var rolig og uden vrede.
Vi går, sagde hun uden dramatik, bare fast. Nok er nok. Du har forvandlet lejligheden til et museum! Det værste er, at du knækker din datters evner. Nu er det nok. Bliv du bare konge her, alene.
De gik mod døren. Katrine forrest, Sofie bagefter, stadig tæt med billedet. Bag dem blev stuen tung af stilhed og Jens urørlige blik, stiv og stædig bag skærmen.
Hva?! Du mener det ikke? råbte han.
Jo, svarede Katrine, uden at bremse. Hun havde allerede besluttet sig ikke noget spontant. Vi tager billedet og vores ting. Vi kommer ikke tilbage. Ikke i dag, ikke i morgen. Aldrig.
Han trak på skuldrene, huggede ironisk efter dem:
Hvor vil I hen? Til dit gamle arvested? Det faldefærdige hus fra din mormor? Uden badeværelse og med tapet fra 70erne! Du kommer krybende tilbage, når du indser, hvad du har gjort og så kan vi se, om jeg tilgiver jer!
Men Katrine ignorerede ham. Hun tog Sofies hånd varm og rystende og førte hende mod soveværelset.
Inden længe var de færdige med at pakke. Bøger, billeder, tøj, selv hjemmeslagne tøfler. Maleriet blev pakket grundigt ind, så det ikke tog skade. Jens stod i døren, gik så ind i stuen, satte sig i stolen og vred sig i acceleration, som om han forventede gråd og plager ikke denne stille, tålmodige tilbagetrækning.
Samme aften sad de i deres nye lejlighed Katrines arvegods i udkanten af Odense. Rekkehus fra tresserne, halvgamle vinduer, trægulv der knirkede, vægge med skrammer og maling, der skallede. Loftet lavt, i hjørnerne edderkoppespind, i vindueskarmen støv. Rummet duftede af bøger og træ.
Katrine sukkede et enkelt øjeblik over at have forsømt huset så længe men nu kunne de jo gøre det i stand, ikke til et galleri men til et sted, hvor man kan leve og være sig selv.
Sofie stod med sin store æske akrylfarver. Hendes øjne lyste ikke af tårer, men af håb. Hun gik hen til væggen, løftede penslen og så spørgende på sin mor:
Må jeg? spurgte hun ydmygt, men med håb i stemmen.
Selvfølgelig, sagde Katrine. Du må male lige hvor du vil! Men vi spartler lige først det ville være ærgerligt, hvis det smukke ridslede af igen.
Katrine greb mobilen. Hun vidste, at en af hendes kollegaers mand lavede håndværk. Et hurtigt opkald, to timer efter stod en ægte håndværker og målte op. Allerede næste morgen begyndte to mand arbejdet.
Under renoveringen boede de midlertidigt til leje et par uger. Ikke ideelt men man kan ikke både male og leve i byggerod, især ikke når vinduerne også skulle udskiftes.
Godt Katrine havde sparet arven op pengene havde hun egentlig gemt til Sofies uddannelse. Men de blev ret hurtigt nyttige.
*********************
Til sidst stod det færdig vægge i bløde pastelfarver, dog én væg i hvert rum holdt kridhvid til kreativ energi.
Sofie jublede, greb penslen og satte straks de første strøg på væggen. Hun havde længe haft motivet i hovedet nu skulle magien ud. Klare farver gled over den hvide væg: tåger i bunden af tårne, dragernes vinger, guldglimt i fjern horisont.
Katrine satte sig i en gammel armstol og betragtede datteren. Uden at blande sig. Det var en fryd at se Sofie slippe sig selv fri hele ansigtet åbnede sig, blikket glødede, bevægelserne blev frie og dristige. Så meget liv rummede det maleri.
Pludselig lød en lav vibration fra telefonen en besked fra Jens: Når I er kommet til fornuft, kan I komme hjem. Men billedet bliver hvor det hører til i skraldespanden.
Katrine slukkede mobilen uden et ord. Hun så på Sofie nu dansede pigen rundt med farvepletter på kinden, og smilede bredt. Og Katrine vidste: hun ville aldrig vende tilbage. Ikke fordi hun var holdt op med at holde af Jens, men fordi Sofies glæde var vigtigere end noget halvhjertet samliv. Jens havde alligevel for længst lukket sig inde bag forretninger og arbejdsopgaver.
*********************
Sofie udnyttede al plads. Snart var hendes værelse et eneste stort atelier. Mure med eventyrlandskaber, drager og bjergtinder, loftet blev til en nattehimmel, døren fik endda et slot indtegnet med vajende flag. Så engageret glemte hun næsten mad og søvn små detaljer, længere væk og så nær igen.
Katrine så på datteren i stilfærdig lykke. Hun bemærkede: ingen tøven, til gengæld fri fantasi og glæde ved hvert penselstrøg. Sofie søgte nu ikke længere anerkendelse hun skabte bare, frit og med glæde.
En aften, mens Sofie sov og lægen var trukket for, gik Katrine ind. I halvdunkel virkede billederne levende. Hun gik langs væggen, fra den svævende drage til slotte skinnende af lys, til stjerner drysset ud over loft og væg.
Katrine strøg knoerne over det ru lærred. I det øjeblik rørte hun næsten ved Sofies hjerte hele hendes fantasi og indre verden føltes i den væg. Og Katrine forstod pludselig, hvad ægte kunst er: ikke reklameglans, ikke perfekt designerfarve, men ægte, ubundet fantasi.
Mobilen lyste lydløst op igen. Endnu en besked fra Jens: Vil du seriøst bo i den ruin? Tænk på Sofies fremtid. Hun har brug for et rigtigt hjem, ikke den der farvebiks!
Katrine stirrede længe på displayet, søgte efter skjulte antydninger eller rest af omsorg. Stille skrev hun tilbage: Hun har brug for et sted, hvor hendes kunst ikke kaldes skrald. Og hvor hendes mor ikke frygter fejlfarvet karklud. Vi har fået det så hyggeligt, så rolig nu. Hun tøvede ikke med at trykke send.
Næste morgen besluttede Katrine, at hyggen nu skulle opgraderes. Møblerne blev rykket: sofaen hen til vinduet, reolerne vinklet bedre, så rummet føltes mere åbent. Katrine hev farverige puder op fra kassen, og Sofie arrangerede dem fornøjet i blomsterrige mønstre.
I weekenden gik de på marked Fyens hyggelige kræmmermarked: en kakofoni af gamle ting og ny kunsthåndværk, dufte af træ, læder og frisk tebirkes. Sofie blev straks fanget af en gammel trææske med udskæringer hængslerne knirkede, indeni duftede det af tørret lavendel.
Se mor, det ligner noget fra et eventyr! spurgte hun bedende. Må jeg få den?
Selvfølgelig, sagde Katrine med et smil.
Katrine selv blev stående ved et gammelt gyngestol med afskallet maling, men med kongelig charme. Det bliver vores trone! sagde hun og sendte Sofie et kærligt blik. Forestil dig, at læse solskin her!
De lod stolen levere hjem og gik videre. Da de passerede en kunstbutik, standsede Sofie og stirrede ind på blanke tuber og farvede pensler.
Mor, må jeg prøve oliemaling med metaleffekt? De skinner ligesom fra selve billedet…
Katrine så hendes håbefulde ansigt.
Ja da, smilte hun. Og vi tager et stort lærred med, så du kan få plads nok.
Sofie nåede ikke svare, men kastede sig om halsen på hende. Det var ikke glæde, ikke bare stolthed, men dyb tryghed alt var, som det skulle.
Katrine mindedes, hvordan hun før havde været på vagt hele tiden hjemme skålen på den forkerte dug, gardinerne en anelse forkert nuance, frygten for at købe håndklæder i en forkert farve. Men nu, i netop denne skæve, men levende lejlighed, var der ingen plads til frygt. Kun latter, farver og følelsen af endelig at være hjemme.
Senere, da mørket var faldet på, og alt var roligt, hørte Katrine pludselig puslen fra Sofies værelse lys under døren, lav mumlen. Hun listede nærmere og skubbede forsigtigt døren op.
Sofie sad bøjet over bordet, dybt optaget: Hun sorterede de nye oliemalinger, strøg penslerne i rækkefølge, flyttede lampen, tjekkede lyset og gjorde klar til en skitse.
Du er da ikke gået i seng? spurgte Katrine, næsten hviskende.
Sofie smilede kækt og svarede:
Jeg kan ikke sove. Jeg vil så gerne begynde på et nyt billede med det samme: forestil dig et slot så højt, at det rammer skyerne, omgivet af en magisk skov og en himmel fuld af drager, der bringer en vigtig hemmelighed med sig.
Katrine kunne ikke lade være med at smile og satte sig i døråbningen, lod datteren male videre.
Det lyder helt fantastisk… Hvor skal du male det?
På væggen, sagde Sofie bestemt. I stuen! Det skal være vores historie så vi altid kan huske, hvordan alt begyndte.
Katrine nikkede, måtte synke en klump af overraskende lettelse. Hun vidste pludselig, at hjem ikke handler om vægge og møbler, men om et sted, hvor man må male drager på væggen og ikke frygte hån. Hvor man tør drømme højt, og ingen kalder ideerne fjollede. Hvor hver penselstrøg er en del af ens liv, en bid af egen verden.
Næste morgen vågnede Katrine til duften af kaffe. I køkkenet sad Sofie og ventede. To kopper kaffe, brød og et stort stykke papir: En skitse af en familie-borg med tårne, hemmelige gange og have med lysende træer. Dragerne svævede over, venlige og nysgerrige.
Det skal være vores slot. Jeg vil male det på væggen, så det følger os altid. Må jeg gå i gang i dag?
Katrine studerede tegningen og smilede.
Vidunderligt! Hvor begynder vi? Skal vi tage det høje tårn først eller haven?
Sofie overvejede det og nikkede så:
Helst tårnet. Som et fyrtårn så alle ved, her bor vi.
Katrine så på sin datter, på det glimtende blik, de utålmodige fingre, og det magiske papir. Så vidste hun det: De ville aldrig flytte tilbage. Ikke til det hjem, hvor man skulle træde varsomt, hvor kreativitet blev talt ned, hvor drømme blev kaldt narrestreger. Her, blandt farver og skitser, havde de fundet det, de søgte et rigtigt hjem.
Et hjem, hvor man kan være sig selv.
Et hjem, hvor eventyr bliver født.
Man lærer virkelig meget af at se, hvad et barn kan, hvis man giver dem lov. Nogle gange skal man bare have modet til at male sin drage på væggen og begynde forfra.
