Du har ikke såret mig. Du har svigtet mig. Det er noget andet, siger hun til sin mand.
Telefonen ringer klokken halv otte, mens Nina Mikkelsen står og rører i havregrøden ved komfuret. Hun kaster et blik på displayet, ser sin datter Idas navn og mærker straks, at noget er galt. Ida ringer aldrig så tidligt, medmindre det er vigtigt.
Mor, er du hjemme?
Ja, hvor skulle jeg ellers være. Jeg laver morgenmad. Hvad er der sket?
Der bliver stille. Nina dæmper varmen under gryden.
Mor, er far hjemme?
Nej. Han kørte i går aftes og sagde, han blev sent hos Lars. De skulle ordne noget nede i garagen.
Igen er der stille, denne gang tungt og sejt som gammeldags sirup.
Mor, han er ikke hos Lars. Han ringede til mig for en time siden. Sagde, han ikke kommer hjem igen. At han… altså, at han har levet et andet liv i lang tid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det.
Nina lægger skeen pænt på en underkop, selv nu der skal ikke komme pletter på dugen. Det ligger i hendes natur.
Hvad mener du, han ikke kommer hjem?
Mor, han siger, han har en anden. Han har haft det i to år. Han vil skilles.
Havregrøden bobler sagte. Nina stirrer på boblerne og tænker, at hun skal slukke nu, ellers brænder grøden på. Hun slukker. Tager telefonen igen.
Ida, er du sikker på, du forstod ham rigtigt?
Mor.
Ja hvad? Måske overreagerer han bare… Du kender jo din far, han siger nogle gange mærkelige ting, når han er oprevet.
Han var rolig. Meget rolig. Han sagde, han havde lejet en lejlighed. På Søndergade, du kender det område. Han har boet der siden november.
November. Det er marts nu. Fire måneder.
Nina går hen til vinduet og ser ud på de våde, grå gader i Aalborg en morgen i marts, hvor sneen næsten er væk, og det stadig er råt og koldt. Overfor bageren står en kvinde med en barnevogn. Nina ser på vognen og tænker, at Erik altid har elsket foråret. Sagde, han kunne trække vejret bedre, når det blev forår.
Mor, lytter du?
Jeg lytter, Ida.
Jeg kommer forbi i aften. Skal jeg komme?
Det behøver du ikke. Du har dit arbejde.
Mit arbejde kan vente.
Jeg siger, det behøver du ikke. Jeg klarer mig.
Det var ikke sandt. Men Nina sagde det så fast, at hun næsten selv troede på det.
Da samtalen er slut, står hun et øjeblik ved vinduet, så går hun ind i soveværelset. Hun ser på sengen, på Eriks side, hvor puden stadig ligger krøllet, fordi han skyndte sig ud aftenen før. Hun tager puden op, holder den et øjeblik, og lægger den så på plads igen. Går ud i køkkenet, hælder havregrøden ud, sætter vand over til te.
Trettisyv år. De har været gift i trettisyv år.
Nina har været cheføkonom i en entreprenørvirksomhed i toogtyve år og har lært én ting: Hvis du ikke ved, hvad du skal stille op, så start med det, der skal gøres uanset hvad. Lav en liste. Fastsæt prioriteter. Hun ville nok have forsøgt at lave en liste nu, men hovedet er tomt, stille, som et kontor efter lukketid.
Katten Mille kommer luntende, gnider sig op ad hendes ben, miaver. Nina hælder mad op.
Sådan, Mille. Sådan går det.
Katten stikker næsen i skålen. Nina tænker på, at det er Erik, der gav hende katten for fem år siden, på hendes fødselsdag. Han sagde, en kat giver hygge i et hjem. Mille er rød og doven og sover altid i Eriks side af sofaen.
Ja, hvad skal man mene om det?
Ida dukker alligevel op om aftenen uden varsel, bare ringer på. Da Nina åbner, står datteren der i døren, ligner Erik på øjnene og hende selv på kindbenene, og netop den blanding føles helt særligt sårende nu.
Jeg sagde jo, du ikke behøvede at komme.
Mor, luk mig ind.
De sidder i køkkenet, Nina brygger te og sætter ribsgele på bordet, syltet sidste august. Ida ved ikke, hvor hun skal begynde.
Mor, hvordan har du det egentlig?
Fint. Jeg har spist, er ikke ved at besvime.
Jeg er alvorlig nu.
Det er jeg også Ida. Hvad venter du at høre? At jeg græder? Det gør jeg ikke. Endnu.
Ida tager koppen med begge hænder, som hun altid gjorde som barn.
Han ringer nok til dig. Han vil tale med dig.
Så taler jeg med ham, hvis han gør.
Vil du ikke vide… hvem hun er?
Nina ser på Ida.
Jo. Men ikke nu. Ikke på et tidspunkt, hvor jeg skal lade som om, det ikke går mig på.
Mor, han er en idiot.
Ida.
Jamen, det er han da. Trettisyv år, og så ringer han til sin datter for at sige det!
Måske vidste han ikke, hvordan han ellers skulle gøre. Du kender din far han har aldrig kunnet sige svære ting ansigt til ansigt.
Ida tier stille lidt. Så siger hun lavt:
Mor, du beskytter ham stadig.
Nej, jeg forklarer ham bare. Det er to forskellige ting.
De sidder lidt. Geléen er urørt. Katten hopper op på taburetten og kigger ud ad vinduet.
Vil du bo alene?
Mille bliver her.
Mor, jeg mener det.
Og jeg mener det også. Jeg er otteoghalvtreds, ikke tredive. Jeg klarer det. Jeg har boet i denne lejlighed i tredive år. Jeg kender hver vandrør, hver kontakt. Jeg klarer det.
Ida tager hjem sent. Nina vasker kopperne op, tørrer bordet af, fodrer katten for natten og går i seng. Hun ligger og stirrer op i loftet, hører tvet nede hos fru Andersen, nabokonen, mumle sagte gennem væggen. Fru Andersen har boet alene i otte år, siden hendes mand døde, og hun har altid tvet tændt siger, så bliver der ikke så stille. Nina forstår nu bedre, hvorfor.
Erik ringer først efter to dage. En morgen, hvor Nina sidder med papirerne hjemme, fordi hun stadig har indberetninger at lave til slutningen af april, selvom hun teknisk set er pensioneret. Hun ser hans navn på skærmen, stirrer et øjeblik, så tager hun telefonen.
Nina.
Ja?
Hvordan er det med dig?
Erik, ringer du for at spørge hvordan jeg har det, eller for at sige noget bestemt?
Der bliver stille.
Jeg vil gerne forklare det hele.
Forklar.
Altså… Vi har jo i lang tid levet som… naboer. Du ved det godt. Vi har ikke meget at sige hinanden længere. Ikke rigtigt. Jeg bebrejder dig ikke. Jeg bebrejder heller ikke mig selv. Sådan blev det bare.
Nina ser på stakken af papir, afstemninger, balancer, alt i orden.
Hvad hedder hun?
Nina…
Hvad hedder hun, Erik?
Gitte. Hun er fyrre-fire. Hun er enke, har to børn.
Okay.
Nina, jeg ville ikke såre dig.
Du har ikke såret mig. Du har svigtet. Det er ikke det samme.
Hun overrasker sig selv med roen i stemmen. Som havde hun læst ordene op.
Jeg forstår dig…
Nej, Erik. Det gør du ikke. Men det er sådan, det er. Angående papirer må du tale med advokaten. Jeg laver ingen scener, ikke noget drama. Lejligheden er min, det ved du. Pensionen får jeg, den er lille, men jeg klarer mig.
Nina, men…
Det er alt, Erik. Jeg har travlt.
Hun lægger på og placerer så telefonen pænt på bordet. Går ud til komfuret, stiller vand over til te. Hænderne skælver ikke. Hun undrer sig en smule over sig selv.
En uge efter går hun efter brød og møder fru Andersen i opgangen med en stor pose medicin.
Nina! Du ser bleg ud. Har du det ikke godt?
Alt er fint fru Andersen. Bare træt.
Fru Andersen er tre år ældre, bred, kraftig, håret altid i en ny farve hun nægter gråt hår, også nu, hvor hun er enogtres. De har været bekendte i tyve år og har drukket te sammen et par gange, men aldrig været nære veninder.
Kom ind til mig, jeg har kålpaj fra i går, siger fru Andersen, kigger undersøgende.
Det er vist lidt for meget…
Nina, lad være med det dér. Kom nu.
De sidder i fru Andersens køkken, som ikke minder om Ninas det er farverigt, små figurer på reolerne, tre potter pelargonier i vinduet. Forpustende rodet, tænker Nina, men det føles rart.
Erik er væk, siger hun pludselig. Bare siger det, fordi det føles for tungt at holde for sig selv.
Fru Andersen gisper ikke, hun skænker bare te og skærer et stort stykke tærte.
Hvor længe har det været sådan?
Siden november, viser det sig.
Vidste du det ikke?
Nej. Han sagde, han var i garagen, hos venner, på forretningsrejser… Han var jo kommerciel direktør før, så der var tit møder og rejser. Jeg troede ham.
Det sker, siger fru Andersen, uden dom.
Hvordan var det for dig? Da du pludselig var alene?
Første måned græd jeg. Anden var jeg vred. Tredje kan jeg ikke huske. Men så blev det bare… lidt anderledes. Ikke godt, men heller ikke helt slemt.
Jeg kan ikke græde.
Det skal nok komme. Når det kommer helt ind. Lad det komme.
Jeg er bange for, det kommer.
Fru Andersen ser på hende.
Du er otteoghalvtreds?
Ja.
Jeg var nioghalvtreds, da jeg blev alene. Troede, det var verdens ende. Men det var det ikke. Jeg siger ikke, det blev godt. Men ikke slutningen.
Nina spiser tærten. Den smager godt, sprød skorpe.
Hvad gør du, når du slet ikke kan få tiden til at gå?
Går på torvet. Der er mennesker, støj, liv. Man føler, man er til.
Jeg har aldrig kunnet lide markedet. Foretrækker supermarkedet. Liste hjem.
Måske er det tid til at prøve noget nyt.
Det var ikke sagt med pres, bare mellem linjerne. Men Nina husker dét.
I april bliver hun officielt pensionist. Skilsmissepapirerne skal skrives under i maj, har advokaten, som Idas veninde har anbefalet, sagt. Advokaten siger også, det bliver let lejligheden står i Ninas navn fra 90erne, ikke meget fælleseje. Erik forlanger kun, det skal gå hurtigt.
Han har travlt, siger Ida, da de snakker sammen.
Lad nu være Ida.
Du forsvarer ham stadig, mor.
Nej. Jeg vil bare ikke bruge min vrede på noget, jeg ikke kan ændre.
Er du vred?
Måske. Jeg ved det ikke. Alt flyder sammen.
Efter hun bliver pensionist, er det sværere. Ikke på grund af pengene pensionen er 8.500 kroner, ikke meget, men hun er vant til at sparre, skabet er fyldt, hun kan klare sig til sommer. Det svære er, at kalenderen forsvinder. Altid har hun skullet møde klokken otte. Nu vågner hun, ser klokken syv og skal ingenting. Det er uvant, ja, næsten utrygt.
Hun prøver at lave skemaer: Klokken otte morgenmad. Ni gåtur. Ti læse eller husarbejde. Men hun streger og omskriver, fordi hun ikke får det gjort. Når hun tager en bog op, sidder hun efter tyve minutter og stirrer ud af et vindue og tænker på, hvor Erik egentlig var i november, da han sagde, han var på møde.
En dag siger Ida:
Mor, du må gøre noget. Tilmeld dig noget.
Hvad skulle det være?
Yoga, måske?
Yoga? Mig?
Mange kvinder gør det. Og du møder nogen.
Jeg? Yoga?
Eller et aftenkursus. Eller meld dig som frivillig i biblioteket, du elsker jo bøger.
Jeg tænker over det.
Men hun tænker mest på noget andet. Hun rydder op i skabe og finder en æske gamle billeder. Klassiske, halvgule med hvide kanter. Erik som ung, grinende, mørkt hår. Dem sammen på et kursusophold, 1989 eller 90. Ida som lille, sidder på skødet af Erik, rækker ud efter en is. Nina bliver ved med at kigge på billederne. Lægger dem så væk.
Hun mærker først vreden, da hun taber en lille porcelænstallerken. Bare sætter den fra sig, og den ryger på gulvet. Hun tænker, at hun burde have købt en mere robust service i stedet for det skrøbelige. Da hun samler skårene op, sætter hun sig på hug og hiver vejret hurtigt, for det klemmer i halsen. Hun græder ikke sidder bare stille lidt, rejser sig, smider skårene ud og går ned for at købe boghvede og olie.
I maj foregår skilsmissen hurtigt og enkelt. Erik møder op i det blå jakkesæt, Nina købte for fem år siden. De snakker ikke. Kun, da de går, hvisker han:
Jeg ville dig ikke noget ondt.
Det ved jeg, siger hun.
Og det passer. Han ville sig selv noget nyt det er ikke det samme. Hun forstår det, men det hjælper ikke meget.
Da hun kommer ud, sætter hun sig i en café. Alene noget, hun aldrig før har gjort, det har altid virket mærkeligt. Hun bestiller kaffe og en honningkage. Ved nabobordet sidder et par ældre damer og taler om medicinpriser og om, hvilken apotek der er billigst.
Nina lytter og tænker, at det er dét livet handler om, når alt andet skrælles bort. Medicinpriser og gode tilbud.
Hun spiser sin kage, drikker kaffen, går hjem i solen. Går forbi butikker, kigger på de grønne træer, børnene på legepladsen, en gammel mand fodrer duer. En kvinde trækker en lille hund efter sig. Livet går videre som det skal og bør.
I juni ringer Vera, hendes gamle skoleveninde fra Aarhus. De har ikke mødtes i mindst fem år, men har ringet sammen nu og da. Vera har sit eget liv mand, børnebørn og et sommerhus ved Limfjorden.
Ninna, hvordan har du det? Jeg har hørt af Karen, at Erik er gået fra dig?
Vera, selv i Jylland ved de det nu.
Og hvordan går det?
Som de fleste spørger. Det går.
Det går betyder, at du bider tænderne sammen.
Ja, og det gør jeg. Hvad andet kan jeg?
Kom ud til mig i sommerhuset. Her er skønt nu, masser af frisk luft, du vil kunne slappe lidt af.
Vera, jeg har aldrig kunnet finde ud af sommerhus. Erik elskede det, jeg tolererede det.
Så lav ikke noget. Kom bare, vi sidder på terrassen, snakker. Jeg laver kærnemælkskoldskål, som du kan lide.
Nina ser på katten, som kigger på hende fra sofaen.
Okay. Jeg kommer.
Hun tager toget lørdag med en lille taske og en bog, hun længe har villet læse. Vera står klar ved lågen, lidt mere grå, men med det brede smil fra ottende klasse.
Ninna, du ligner dig selv.
Vera, du overdriver.
Du er bare lettere. Men du ser levende ud.
De sidder på terrassen, spiser koldskål, så te med syltetøj. Veras mand Jens pusler i haven. Han forstår nok, de har brug for at snakke.
Fortæl alt, siger Vera.
For første gang fortæller Nina alt ikke kort og sagligt som til Ida, men hele historien: hvordan Erik sagde, han havde influenza i november, og hun lavede te til ham. At hun i februar undrede sig over, at han klædte sig mere pænt, men troede, han bare ville gøre noget ud af sig selv igen. At de næsten ikke snakkede under aftensmaden længere, og hun troede, sådan var det bare, når man har været sammen længe.
Sådan er det ikke for alle, Ninna.
Jamen I… dig og Jens?
Vi skændes i det mindste om filmvalg, diskuterer, selv om vi ikke altid er enige. Det er levende.
Vi skændtes aldrig. Slet ikke.
Måske skulle I have gjort det.
Nina tænker over det.
Tror du, han var blevet, hvis vi havde skændtes mere?
Det ved jeg ikke. Men man kan måske mærke, om der stadig er liv, hvis der i det mindste er følelser.
Jeg troede, vi var voksede ud af det. At det var modenhed.
Ninna, det er bare, når man er så vant til hinanden, at man ikke længere lægger mærke til hinanden.
Nina ser ud på haven. Jordbær, squash, grønt og liv.
Er det min skyld?
Ninna.
Jeg mener det. Kan jeg tage det?
Vera skænker mere te.
Jeg tror, I begge har et ansvar, og ingen af jer har. Man skal arbejde sammen for at blive ved. Ellers driver man væk. Han gik. Det var hans valg. Du ønskede ikke det slutresultat.
Jeg troede, alt var, som det skulle være.
Ja, vi er opdraget til det. Bare ingen skænderier, ingen druk, fast arbejde. Så går det.
Men det er ikke nok.
Nej.
Nina tager hjem fra Limfjorden søndag aften, lidt mere solbrun, med en krukke hjemmelavet syltetøj. Lejligheden er stille Mille er lettere fornærmet over foderautomaten i weekenden.
Du overlevede, siger Nina til katten og aer hende.
Juli bringer en overraskelse. Nina går forbi kulturhuset og opdager et opslag: “Akvarelklub for alle. Fredage kl. 17. Materialer stilles til rådighed.” Hun læser det to gange, går videre. Står så stille og går tilbage og fotograferer det med sin telefon.
Hjemme viser hun det på Facetime til Ida.
Mor, det skal du da prøve!
Jeg kan slet ikke tegne.
Der står for alle.
For alle, der kan noget.
Mor, prøv det nu. Hvad har du at tabe?
Hun kunne ikke finde på nogen indvendinger.
Første fredag møder hun op, finder et lille lokale. Syv deltagere, alle modne mennesker, måske ældre. Akvarelsæt midt på bordet. Læreren er en kvinde på tredive, Katrine, med venligt smil.
Velkommen! I dag maler vi et æble.
Nina sætter sig, tager penslen op. Kvinden ved siden af, Kirsten, siger lavmælt:
Er det din første gang? Det var det for mig for tre uger siden. Man vænner sig til det.
Jeg hedder Nina.
Kirsten Andersen. Jeg var teknisk designer før, nu kunstner, som du kan se.
De smiler til hinanden. Nina får malet et æble skævt og for mørkt på den ene side. Katrine stopper op.
Fint begyndt. Prøv at tilsætte lidt mere vand her; se, hvor blødt det bliver.
Nina prøver og ser farven falde ud. Det er faktisk rart.
Efter timen går Nina og Kirsten sammen ned.
Hvor skal du hen?
Til bus 7. Og du?
Jeg bor på Gammel Kongevej, to minutters gang. Skal vi følges lidt?
De går sammen og snakker. Kirsten fortæller: bor alene, manden død for seks år siden, ingen børn, men en niece i Vejle, der ringer ved højtider.
Savner du ikke nogen?
Jo, min mand. Men ensomheden, der skræmte før, gør ikke længere. Jeg har akvarelklub, læseklub hver onsdag, låner naboens hund, når hun ikke selv kan gå. Livet går videre.
Føler du, du har misset noget?
Ja, selvfølgelig. Jeg har ikke været ved havet i tyve år arbejdet, mandens sygdom… Nu overvejer jeg det.
Alene?
Hvorfor ikke?
Nina svarer ikke. Når til hjørnet, hvor de skilles.
På fredag igen?
Ja, jeg kommer.
Nina går og tænker på havet. Hun og Erik var der én gang, i 1993, i Skagen. Men det blev aldrig til flere ture der var altid noget andet. Hun insisterede aldrig.
I august ringer Ida:
Mor, kom til fødselsdag for Anton! Han bliver fem på lørdag.
Anton er Idas søn, Ninas barnebarn nysgerrig dreng med store gråblå øjne. Nina elsker ham, men ser ham alt for sjældent. Ida bor i Hasseris, har mand og travlhed.
Selvfølgelig, hvad skal jeg købe?
Han ønsker sig noget at bygge med, gerne med biler.
Det klarer jeg. Ida kommer hans far?
Tavshed.
Ja, jeg har inviteret ham. Han er jo Antons morfar. Er du okay med det?
Selvfølgelig. Jeg vil heller aldrig lade, som om han ikke eksisterer. Morfar skal et barn have.
Er du sikker?
Sig til ham, han skal lade være med at tage den anden kvinde med.
Det gør han ikke, mor.
En fødselsdag senere står Nina i døren med gaver og hjemmelavet honningkage Antons yndling. Erik er allerede i stuen. De udveksler blikke, nikker. Nina hjælper Ida i køkkenet, alt forløber roligt.
Erik har tabt sig, virker lidt rådvild, hun noterer det uden skadefryd. Anton åbner gaven, bygger, leger med sin far. Der er larm, varme, hygge.
Nina, siger Erik dæmpet, du ser godt ud.
Tak.
Seriøst. Du er… anderledes.
Jeg går til akvarel. Hver fredag.
Han ser overrasket ud.
Godt gået.
Det synes jeg også.
Det er ikke pral, bare sandheden. Og det føles mærkeligt rart, at han ser det.
I september melder Nina sig til læseklubben hver onsdag den Kirsten fortalte om. Tolv mennesker, fleste ældre, et par mænd tidligere lærer og læge. De diskuterer romaner, og Nina opdager, hun har en mening. Her handler det ikke om rigtigt og forkert alle lytter.
Det er interessant, hvordan du læser det, Nina, siger tidligere læreren, Konrad.
Det ved jeg ikke, om det er.
I litteratur er der ingen facit. Kun det, der rammer.
Efter klubben går Nina og Kirsten nogle gange på café og snakker om bøger, livet og priser på bakskuld og mælk.
En onsdag siger Kirsten:
Du har forandret dig. På den gode måde. Du venter ikke længere på nogen eller noget du lever bare.
Det har krævet tid. Men ja, jeg keder mig ikke. Tænk, jeg troede, uden job og mand ville jeg være fortabt. Men jeg er ikke fortabt.
Du har fundet plads til dig selv.
Det havde jeg ikke tidligere. Jeg troede det, men det var fælles ikke mit eget.
Bedre at indse det nu end aldrig.
Oktober kommer med en overraskelse: Katrine i akvarelklubben inviterer eleverne til at udstille i december i kulturhusets foyer. Ikke noget vildt, blot nogle billeder på væggen.
I må gerne aflevere jeres billeder i november, hvis I har lyst, siger hun.
Nina kigger på sine billeder. Et af dem udsigten fra hendes køkkenvindue, ned til gården og birketræet har gjort hende stolt.
Det billede skal med, siger Kirsten.
Synes du?
Ja, der er liv i det.
Efter megen tøven afleverer Nina det.
I november tager hun alene til Skagen. En uge. Ida er overrasket.
Mor, alene? Nu?
Ja. Hvorfor ikke?
Jamen, det er koldt.
Jeg skal ikke bade. Jeg har ikke været ved havet i tyve år.
Virkelig?
Ja.
Du er blevet en anden, mor.
Jeg er blevet mig selv.
Hun booker billet, pakker let, tager afsted. Familien i kupeen taler lavmælt, en ældre kvinde strikker. Nina ser ud på landskabet, mærker toget rulle, og det gør hende godt.
Skagen i november er mennesketom og frisk. Naboerne er mågerne og vinden, havet er gråt. Nina går dagligt ved stranden, inhalerer salt og frihed. Hun spiser fiskesuppe på en lille kro, snakker med kromutteren.
Rejser du alene? spørger kvinnen nysgerrigt.
Ja. For første gang.
Hvordan føles det?
Underligt. Men også som at være fri.
Rigtigt! En veninde gør det samme siger, det er de bedste ture.
På tredje dagen køber hun tre små akvarelkort af en ældre mand på havnen. Ét skal Kirsten have, ét fru Andersen, ét beholder hun selv.
Hjemme igen bliver hun lidt forpustet, men føler en stille glæde. Mille venter utilfreds.
Har du savnet mig?
Kat svarer ikke, men lægger sig på hendes fødder.
December bringer udstillingens fernisering. Nina tager både Kirsten, fru Andersen og Ida og Anton med. Anton er opslugt, tripper fra billede til billede, og de voksne smiler.
Ninas billede af gården hænger centralt.
Mor, det er jo vores gård, siger Ida rørt.
Ja. Med den gamle rutsjebane.
Det ser virkelig godt ud.
Katrine siger, jeg har potentiale. Jeg ved ikke, men jeg nyder processen.
Det klæder dig, mor.
Fru Andersen kigger nøje på billedet.
Er det dig, der har lavet det hér?
Ja.
Det havde jeg ikke ventet!
Det havde jeg heller ikke.
Efterfølgende drikker de kaffe i kulturhusets lille café. Anton spiser to kager og er stolt. Kirsten snakker om læseklubben, fru Andersen bryder ind. Nina sidder midt i larmen og tænker: For et år siden, med en ske over grøden, ville jeg aldrig have troet, jeg skulle sidde her. Og have det… ikke godt, men rigtigt.
Lige før jul ringer Vera.
Ninna, jeg hører, du har udstillet! Det var Karen der skrev om det i vores gamle klassechat.
Chat? Jeg vidste slet ikke, I havde et.
Alle vi, I gamle, der kan findes! Du burde egentlig også komme med.
Måske gør jeg det. Vera gælder invitationen til vinterbesøg stadig?
Ja! Kom efter nytår og vær her i en uge. Du får ro, sne og hygge.
Jeg kommer. Rigtigt.
Sådan skal det være!
Nytår fejrer Nina hos Ida, sammen med Ida, hendes mand Thomas og Anton. Erik holder hos Gitte, det er der fred om. Anton sidder oppe til midnat, ser fyrværkeriet, falder til sidst i søvn. Ida lægger tæppe over ham.
Mor, hvordan har du egentlig haft det i år?
Blandet. Der har været meget svært, og også det modsatte.
Hvad var det gode?
Udstillingen. Havturen. Kirsten. Fru Andersen med kagerne. Læseklubben. Og dig, Anton. Alt det.
Og det dårlige?
Hvad skal vi nævne det for? Noget har været. Noget er slut.
Ida kikker på hende:
Savner du far?
Nina overvejer længe.
Jeg savner, hvem han var engang. Den del af vores liv, hvor du var lille. Den var sand. Men de sidste år… dem savner jeg ikke. Der var ikke meget at savne, jeg kan se det nu.
Er det ikke hårdt at sige?
Jo. Men det er bedre at have ondt af sandheden end at have det roligt med en løgn.
Efter nytår tager hun turen til Vera. De sidder i vinterhaven, pakket ind i tæpper over kopper te og hindbærsyltetøj.
Vera, jeg har altid haft en plan: arbejde, pension, vokse gammel med Erik. Alt lagt i skema.
Og nu?
Nu er der ingen plan. Og det skræmmer mig ikke så meget som forventet. Det gør mig nysgerrig.
Det er godt, Ninna.
Jeg ved ikke om det er måske har jeg bare ikke forstået, at jeg burde være bange.
Nej, det er rigtigt. Angst kommer, hvis du klamrer dig til fortiden. Du er holdt op.
Nå ja, jeg kan ikke smide billederne ud. Ikke endnu.
Du skal ikke smide ud. Det er dit liv. Du skal ikke lade som om, det ikke fandtes.
Tror du, han er lykkelig med hende?
Jeg ved det ikke. Er det vigtigt?
Nina overvejer.
Før havde det været vigtigt. Nu tænker jeg: hvis han er lykkelig, så fred være med det.
Du er blevet voksen, Ninna.
Alt for sent, otteoghalvtreds år gammel.
Det kommer ikke an på alderen.
De griner. Jens kigger ind for at høre, om de fryser.
Vera, har du fortrudt noget i livet? At du ikke gik en anden vej?
Ja. Jeg ville være arkitekt, men det lykkedes ikke. Så blev jeg lærer. Men nu tegner jeg, og måske finder jeg lidt af det frem, jeg gik glip af.
Er det ikke for sent?
For sent? Nej. For sent er først, når man er væk!
Nina ser ud over den snedækkede have. Et træs krogede skilt siger squash, sommeren har været venlig her.
Jeg er overrasket over, at jeg har det godt lige nu. Bare sådan her, med dig, i januar, i et tæppe.
Man lærer at sætte pris på det. Man mærker, man lever.
De er stille et stykke tid; stilhed der ikke trykker, kun giver rum.
Har du tænkt over, hvad du vil fremover?
Ja. Katrine spurgte, om jeg vil hjælpe nye i akvarelklubben. Hun siger, jeg er god til at forklare.
Det lyder spændende!
Jeg har ikke sagt ja endnu.
Men du tænker over det!
Ja.
I februar er Nina tilbage hjemme. I akvarelklubben er der en ny: en ældre kvinde, Irmelin, lidt usikker, rank, med undersøgende blik.
Nina sætter sig tæt på.
Første gang?
Ja, datteren tvang mig nærmest herhen. Du skal ud blandt folk! sagde hun.
De har ofte ret, de døtre.
Kom du også sådan ind?
Nej, jeg så bare et opslag, men min datter prikkede også til mig.
Irmelin slapper lidt af.
Jeg har aldrig tegnet. Det er ikke for sådan nogen som mig, har jeg troet.
Det troede jeg også men sådan er det slet ikke.
Katrine begynder, Nina viser Irmelin, hvordan hun holder pensel, fortynder farve og forklarer, at det mest interessante ofte findes i fejlene.
Efter timen går de ud sammen.
Du forklarer godt. Har du været lærer?
Nej jeg var økonom.
Det undrer mig. Du har formidlingsevne.
Tak. Det glæder mig.
De går et stykke gennem vintersneen. Nina tænker på, hvordan verden styrtede i grus for præcis et år siden, og at hun først nu begynder at samle den sammen. Men det er ikke så skræmmende længere.
Har du gået længe til det her?
Siden juli.
Kan du lide det?
Ja. Du kommer også til det.
Irmelin ser på hende med håb.
Jeg tænker indimellem, det er for sent.
Sådan tænkte jeg også. Men det går hurtigt over, når man begynder.
Irmelin tier, så:
Bor du alene?
Ja, med Mille.
Jeg bor også alene nu. Manden døde forrige år. Børnene bor i København. Så her er tit meget stille.
Stilhed er svær først. Så begynder man at finde hjem i den. Den bliver ikke tom mere.
Irmelin smiler svagt.
Jeg er glad for, jeg kom i dag.
Det er jeg også.
De skilles ved lyskrydset. Nina går i langsomt snefald, lamperne gyldne, og hun ved, at hun i morgen skal ringe til Ida og høre, om Anton har været syg. Hun vil også forbi fru Andersen og få opskriften på kålpaj. Og hun skal tage stilling til Katrines tilbud. Hun tror, hun vil sige ja.
Mille venter hjemme. Sitter i dørkarmen, udstråler en blanding af sult og tilfredshed over, at hun er hjemvendt. Nina fodrer katten, sætter vand over, finder sin kop.
På køleskabet sidder Antons tegning, med teksten farmor. Figurstregen smiler. Nina ser på den, tager telefonen, skriver til Ida:
Ring, når du kan. Vi skal snakke.
Ida ringer efter et kvarter.
Mor, alt er okay?
Helt fint. Sig mig skulle vi ikke tage til Aarhus i påskeferien med Anton? Jeg har læst, der er gode børnemuseer derovre.
Mor, du foreslår rejsen?
Ja. Jeg har fundet billige overnatninger. Tre-fire dage, Den Gamle By, Moesgaard Museum, masser at opleve. Anton ville elske det.
Der bliver stille. Nina fornemmer, Ida smiler.
Mor. Du er blevet dig selv.
Det var meningen.
Nina skuer ud på snevejret. Under birken i gården kaster gadelyset et roligt skær.
Tænk over Aarhus. Snak med Thomas.
Det skal vi. Det ville være hyggeligt.
Godt.
Mor?
Ja?
Jeg er glad for, du har det sådan.
Det er jeg faktisk også.
Hun lægger på. Mille hopper op på stolen ved siden af og ruller sig sammen. Tevandet koger. Nina hælder op, tager bogen ned til læseklubben og slår op på det rette sted.
Udenfor daler sneen blidt.
