Misundelse
Lisbeth Vestergaard kunne ikke finde ro om natten. Hun drømte om, hvordan hun mon kunne lokke den charmerende og morsomme nabo, Henrik, væk fra hans stille og generte kone, Trine.
Hvad ser han dog i hende? udbrød Lisbeth, mens hun hældte friskmalket mælk fra spanden over i flaskerne. Hun er mager, har tyndt hår, og ser ud af ingenting!
Hun satte spanden, gik hen til spejlet i det gamle garderobeskab og snoede sig foran det. Selvom hun havde den slidte, uldne morgenkåbe på, nikkede hun tilfreds og lod håret falde ud over skuldrene som en kastanjebrun sky.
Sikke en skam, at sådan en skønhed skal gå til spilde uden en mand sukkede hun højt.
Lisbeth ville så inderligt giftes.
Men i deres landsby Lønvig var der ikke flere ordentlige mænd tilbage. De få gode var for længst blevet kapret. Kun drukkenbolte og uduelige var tilbage, så nu havde Lisbeth fået øje på nabomanden, der allerede var gift.
Henrik Svendsen var kun tilfældigt landet i Lønvig. Han var kommet på besøg hos sin bedstefar, som han aldrig før havde mødt. Ugen efter deres første møde døde bedstefaren stille i søvne. Under puden fandt man et testamente, hvor alt var efterladt til Henrik. Sådan fik han huset i arv.
Da Henrik dukkede op i landsbyen, var Lisbeth slet ikke hjemme hun søgte lykken ovre i Aalborg og boede til leje.
Så den pæne ungkarl gled Lisbeth forbi næsen og endte hos nabokonen, Trine Ryborg.
Henrik havde heller ikke mange muligheder blandt de lokale kvinder, men han lagde mærke til Trine, som tålmodigt hjalp med at arrangere bedstefarens begravelse og mindehøjtidelighed.
Trine var yngre, dygtig til hushold, boede alene med sin gamle farmor i familiens hus, og hun havde både får, geder og høns gående.
Efter mindehøjtideligheden vaskede Trine op og sorterede al service, satte det hele på plads, og tog sit eget bestik, kopper og tallerkener med sig. Da hun skulle til at gå, gik Henrik pludselig hen og omfavnede hende.
Trine tabte vejret den høje, brede mand trykkede hendes hoved ind mod sit bryst.
Selvfølgelig anede hun intet om, at hun var ved at blive forelsket.
Hun kom sent hjem den dag og stod længe på hovedtrappen, hende kinderne rødmede hun snoede nervøst håret på plads.
Sådan begyndte hendes romance med Henrik, der snart kom til at vende op og ned på alting.
Henriks bedstefars hus blev lukket af, og Henrik flyttede ind hos Trine. De giftede sig på rådhuset. Trine fik en gammel vielsesring af sin farmor, og til gengæld gav hun Henrik en ægte guldring fra guldsmeden.
Trines farmor, Ingrid Andersen, tog roligt imod svigersønnen. Hun trak Trine til side og pressede en kuvert med penge i hånden på hende:
Tag Henrik ind til Aarhus, køb et sæt pænt tøj til ham, en ordentlig trøje og et par nye lædersko. Og køb nu også dig selv en kjole, barn. Du tog til rådhuset i de gamle jeans!
Efter byturen kom de to hjem, glade og nydelige, med deres første familiebillede: hen over broen ved åen
stod stærke Henrik og holdt om den spinkle Trine.
Men noget nagede Trine hun syntes ikke, hun så godt ud på billedet.
Det var endda så slemt, at hun halvvejs nægtede at hænge portrættet op på væggen.
Henrik syntes dog, det var fantastisk, han blev helt glad bare ved synet af det. Han bemærkede ikke, hvor ked af det Trine var.
Han satte det op på den mest iøjnefaldende plads. Og lige præcis dér begyndte det hele at gå galt.
Misundelse
Sikke en flot mand, du har dig erklærede Lisbeth Vestergaard, mens hun nippede til teen.
Hun nikkede mod familiebilledet, der hang i en fin ramme.
Ja, jeg var heldig med Henrik svarede Trine beskedent og smilede. Siden han flyttede ind har han fikset alle stikkontakterne, lavet et moderne badeværelse, og til forår vil han bygge et værksted.
Hvad skal I bruge et værksted til? undrede Lisbeth sig. I har da masser af plads i huset!
Det er Henriks hobby. Han snedkererer, laver bænke og figurer, og folk fra nabobyerne bestiller allerede hos ham. Bare se, hvilken sauna han byggede i haven alt er ægte træ, og ovnen har han selv muret op.
Lisbeth snævrede øjnene sammen, da hun hørte rosen.
Ja ja, du er godt nok heldig. Men egentlig var jeg ikke ude på det. Det var bare og sådan en flot fyr! Men når man ser på billedet, undrer det mig, hvad sådan en mand kan se i dig. Du ser ud som en grå mus i forhold til ham. Kameraet kan virkelig ikke lide dig. Du ser jo langt værre ud på billedet end i virkeligheden.
Farmor Ingrid kom ud fra køkkenet, rømmede sig og stillede sig foran billedet.
Har du da ingen skam i livet, Lisbeth, at tale sådan, og i Trines eget hjem? Hvilken veninde er du? Ud med dig og tag dit nedladende talk med!
Den gamle kvinde greb kosten og jog Lisbeth ud af stuen, nærmest som om hun rensede huset for snavs.
Lisbeth viftede arrigt med armene og råbte på vejen:
Din uheldige krage! Han bliver træt af dig, det lover jeg og så er det din egen skyld!
Da den uønskede gæst var ude, rystede farmor Ingrid på hovedet.
Du skulle aldrig prale over for hende, Trine. Kan du virkelig ikke se, at hun er grøn af misundelse? Hun vil gøre alt for at få Henrik fra dig, husk mine ord. Nogle mennesker er bare sådan.
Trine smilede, men øjnene var fulde af sorg.
Åh bedstemor, hun har ret. Henrik er alt for god til mig. Jeg ser virkelig elendig ud på det billede. Jeg kan ikke prale af skønhed.
Farmoren rystede på hovedet:
Tag dig ikke af din nabos ord. Og luk hende ikke ind mere. Du ved, hvad man siger: Det er de små stik, der til sidst splitter alting ad.
I skal nok klare det, men du må aldrig prale af dit held, Trine sådan beskytter du det.
Uroen
Lisbeth kom hjem, rasende, og begyndte at knuse tallerkener på køkkengulvet.
Hvorfor har nogen altid heldet med sig, når end ikke deres udseende er noget at råbe hurra for? Hvorfor ikke mig?!
Hun misundte naboen.
Nu har Trine nydt sit lykkelige ægteskab længe nok. Nu må det være min tur!
Hun hev sit flotteste kjole frem, lod håret falde og trådte ud i de dyre sko, hun havde købt i byen.
Det tog hende kun et par dage at gøre sig bemærket overfor Henrik. Han lagde hurtigt mærke til den nye, smarte nabo. Da hun en aften bad ham om hjælp til en låst dør, lod han sig villigt føre ind. Snart stod Henrik mellem to kvinder.
Hjemme sad hans trofaste kone. Men i huset ved siden af ventede den sultne elskerinde.
Det passede Henrik fint. Men ikke Lisbeth.
Søde, hvornår forlader du endelig din kedelige kone? spurgte Lisbeth. Nu er jeg her! Lad ikke dit liv gå med at bæres hendes hus. Flyt ind hos mig!
Jeg kan da ikke bare forlade Trine svarede Henrik overrasket. Hun kan jo ikke klare sig uden mig. Hun har mig virkelig brug for sig.
Lisbeth blev irriteret, men skjulte det bag et smil og klamrede sig til ham.
Du er virkelig en god mand. Trine fatter sikkert ikke, hvor meget held hun har!
Alt imens overvejede Henrik, hvorvidt han burde give sig hen til Lisbeth og skilles, men Lisbeth spildte ikke tiden.
Hun kørte til Odense for at besøge sin halvbror, Anton. Han var småkriminel og nyskilt, og lige sådan en hun havde brug for.
Anton, jeg skal bruge din hjælp. Jeg vil have et ægtepar i Lønvig skilt ad. Betalingen fejler ikke noget jeg giver dig et par tusinde kroner.
Hun rakte ham et billede af Trine.
Hvad har hun gjort dig? spurgte Anton.
Hendes mand er alt for lækker! Det er decideret uretfærdigt vær nu en ven!
Kulde
Trine kunne mærke, at Henrik blev fjern. Han kom sent hjem, spiste kun modstræbende og gik straks i seng, med ryggen til.
Hun begyndte at gøre endnu grundigere rent, lave hans yndlingsretter men alligevel gled han bort.
En dag tog farmor til folkedans i forsamlingshuset. Henrik gik i haven:
Jeg tager ud i værkstedet, lav du bare den gås i ovnen. Jeg er sulten.
Trine gik i gang i køkkenet, men sneg sig så ud for at kalde på ham. Henrik dukkede op bag brændestakken:
Hvad vil du? spurgte han irriteret.
Trine smilede og gik tættere på:
Farmor er væk mindst en time endnu. Skal vi ikke gå ind?
Henrik skubbede hende væk:
Hvad er der galt med dig? Jeg sagde jo, jeg er sulten!
Trine blev såret:
Hvorfor har du ændret dig? I to måneder har du ikke engang rørt mig.
Der er skam gode grunde til det! råbte han.
Gå ind og se dig selv i spejlet! Det er pinligt Jeg skammer mig over at tage dig med ud. Hvis bare du lignede naboen hun er jo smuk. Du? Det er til at tude over!
Trine stod fastfrosset tilbage.
Nu vidste hun, hvad der var galt. Henrik talte med hendes nabos stemme. Og ikke engang gåsestegen kunne redde noget.
Trine løb væk fra huset som en såret hundehvalp.
Henrik havde ingen dårlig samvittighed. Han gik bagom huset og direkte i armene på Lisbeth.
Lisbeth smilede hånligt:
Godt, du sagde fra overfor hende. Hun sidder og græder nu, det fortjener hun!
Lad os lade være med at snakke om hende bad Henrik. Jeg har andet i tankerne.
***
Trine løb gennem gaden uden at vide hvorhen.
Hun endte nede ved åen og satte sig i en tom robåd, lænket fast til pælen. Hun stirrede længe på sit spejlbillede i vandoverfladen, tårerne dryppede ned i strømmen.
Pludselig stod en fremmed mand ved båden og forsøgte at løsne kæden. Heldigvis klingede låsen og vækkede Trines opmærksomhed.
Hvad vil du? spurgte Trine forskrækket.
Jeg ville bare hilse på sagde han nøgternt. Måske hygge mig lidt med dig.
Jeg er gift! udbrød Trine, sprang i land og løb op til stien.
Vent! råbte manden. Jeg er ligeglad med din mand. Jeg synes, du er sød.
Din klamme mand! råbte Trine og slog ham væk. Anton humpede efter hende op ad bredden.
Det er rart herude snakkede han videre. Hvor er her smukt. Hvad hedder du? Jeg er Anton.
Skrid Anton mumlede Trine.
Arven
Vel hjemme brast Trine i gråd i en halv time. Da hun endelig tørrede øjnene, stirrede hun længe ind i spejlet.
Farmor Ingrid listede ind, satte sig og så længe på Trine.
Hun havde taget vejen forbi Lisbeths hus og set gennem vinduet, at Henrik og Lisbeth omfavnede hinanden.
Nu sad hun og overvejede om Trine vidste besked.
Har du grædt? spurgte farmor blidt.
Trine krøb hen til hende og lagde hovedet i hendes skød.
Bedstemor, hvorfor blev jeg så grim? Hvorfor skal jeg altid være mindre værd end andre?
Åh, min elskede pige. Din skønhed sidder inde i dig. Hent æsken øverst i mit klædeskab, kom.
Trine hentede æsken og satte sig med den.
Kig, sagde farmor. Se, de smykker de er gamle, arvestykker fra min mor. Øreringe med smaragder, en ring med ametyst, og et smykke med rubiner. Når jeg ikke er her længere, er det dit. I svære tider kan du sælge et smykke. Bare sig det aldrig til nogen ikke engang til Henrik, ham stoler jeg ikke på.
Farmor lagde ringen på Trines finger og smykket om halsen på hende, trak hende med hen til spejlet.
Ingen kvinde i vores slægt var nogensinde køn. Men vi har arv og stolthed. Når du bærer det, føler du dig som en dronning det er langt mere værd end udseende.
Henrik kom aldrig hjem den nat.
Dagen efter sov farmor stille ind i sin seng.
Skilsmisse
Trine blev fuldstændig tom. Da Henrik kom hjem for at hente sine ting og flytte ind hos Lisbeth, kunne han knap mønstre et ord, for sorgen i huset hang tungt.
Selv Lisbeth var dukket op, klædt som på skue sort kjole der sad stramt om kroppen. Imens Trine gik rundt i stilhed, forsøgte Lisbeth at tiltrække sig Henriks opmærksomhed.
Lisbeth havde ikke tålmodighed til at vente. Hun pressede Anton:
Jeg kan ikke vente på at Henrik selv får det gjort. I dag skaffer du, at han går fra konen forstår du?
Jeg skal nok fikse det grinede Anton. Men det bliver ikke billigt!
Pengene skal du nok få.
***
Efter at have fodret dyrene kom Trine ind, mens Henrik først kom hjem sent om aftenen. Mens Trine vaskede sig, smuttede en halvnøgen mand igennem stuen kun iført underbukser.
Hvad foregår her?! råbte Henrik.
Trine kom ud med håndklædet om sig.
Hvad mener du?
Hvem fanden har du haft her?!
Henrik stormede ind og fandt Anton i klædeskabet.
Hvad laver du her?! skreg han.
Trine gik bagover af chok.
Anton så flabet på dem.
Lad os spare os for forklaringerne. Trine og jeg har ses i mange år hvis du forstår.
Trine var målløs:
Han lyver! Jeg har aldrig set ham før. Hvem er du?!
Trine, lad nu være, vi er opdaget sagde han, trak i tøjet og smuttede ud.
Henrik stod, knyttede næverne:
Det er måske bedst sådan her. Nu kan jeg også sige sandheden: Jeg har været sammen med Lisbeth og flytter ind hos hende. Hvis du er gravid, så tro ikke, jeg bliver for barnets skyld jeg vil dig ikke mere. Jeg kan ikke fordrage dig.
Jeg har aldrig været dig utro hviskede Trine.
Det er ligegyldigt, nu sagde han koldt.
Hvordan Henrik pakkede sammen, huskede Trine dårligt. Hendes verden var sløret af tårer. Han betød ikke længere noget for hende.
Da han gik, tænkte Trine på farmors sidste historier:
Min første mand væltede en betonmur over sig Jeg var kun tyve. Senere kom jeg med din far, vi byggede alt op fra bunden. Da du blev født, forsvandt din mor bare Men dig du er meningen med mit liv, Trine. Folk kommer og går. Det er dig selv, der former din lykke. Slip aldrig grebet, barnet mit.
Den nat faldt Trine i søvn med farmors billede i hånden. En måned senere gav hun sine dyr væk, pakkede sine ting og forlod landsbyen uden et ord til nogen.
Hjertetyven
Først var Lisbeth i ekstase over at have Henrik for sig selv. Hun stod tidligt op, lavede morgenmad, dansede foran spejlet.
Henrik satte sig ved det store vindue, hvorfra han stadig kunne se over på det gamle hus Trines hjem.
Jeg hader det hele, sagde han en dag stille.
Lisbeth fulgte hans blik.
Skal vi rykke bordet, eller skal jeg sætte ild til hendes hus, så du slipper for at se på det?
Henrik trak på det:
Hold nu op. Intet er som det skulle være. Jeg forlod hende for tidligt, burde have ventet til sorgen havde lagt sig. Jeg føler mig som et røvhul.
Lisbeth lo nervøst:
Skal jeg forstå, du savner din gamle kone?
Du er smuk, Lisbeth. Men du mangler noget af Trines værdighed. Du er så barsk.
Lisbeth blev vred:
Sammenlign mig aldrig med hende!
Henrik sagde ikke mere gik bare stille på arbejde og tav hele aftenen.
Han mærkede tomheden. Troede han skulle føle sig fri, men intet blev bedre. Han havde fået en pæn kæreste, men var ikke mere lykkelig af den grund.
Alt det, han råbte af Trine, var bare Lisbeths ord. Han mærkede det for alvor, da han tilfældigt stødte på sin ekskone.
Trine vendte tilbage næsten et år senere for at besøge farmors grav. Hun så anderledes ud: rank, nydelig, måske endda lidt tandretning eller en operation der var intet tilbage af den pige, både han og Lisbeth huskede.
Henrik trådte ind, Trine satte sig og bød på pandekager og kolde karameller.
Hvor ser du godt ud mumlede han.
Tak for din venlige bemærkning, svarede hun kort.
Henrik kiggede ud. Lisbeth stod på trappen. Pludselig kom en taxi, ud steg Anton.
Anton var på vej til Trines dør, men skiftede mening og gik over til Lisbeth.
Henrik stivnede da han genkendte Anton.
Se engang, Trine, din gamle ven er tilbage, sagde Henrik.
Trine gik hen til vinduet, trak på skuldrene:
Han er min mand nu. Og Lisbeths bror. Har hun aldrig fortalt dig, hvordan hun fik ham til at narre dig?
Det er løgn, hvæsede Henrik.
Hvorfor kom du her? spurgte Trine hårdt. Min farmor så jer med Lisbeth den nat, hun døde. Du knuste hendes hjerte.
Tøv nu afviste Henrik og gik.
På trappen stod Anton og Lisbeth i en halvsur samtale. Henrik gik direkte hen.
Ja, Anton er min halvbror, men resten er Trines opdigtede sludder, svarede Lisbeth arrogant.
Men så fór Anton op:
Du skal ikke tale sådan om Trine! Hun er min kone, hun lyver ikke! Hun er ærlig, også når det koster hende alt.
Han gik ind til Trine.
Lisbeth forsøgte at klamre sig til Henrik, som skubbede hende væk:
Du løj for mig!
***
Trine sad i robåden og så sit spejlbillede i vandoverfladen.
Nu kunne hun lide det, hun så. En smule hjælp fra lægen, nyt hår og farve det var ikke det afgørende.
Henrik dukkede op, fandt nøglen, løsnede båden og hoppede om bord.
Trine, sæt dig. Jeg har besluttet os for os to. Du er min, punktum.
Trine så roligt på ham, mens han startede motoren og sejlede over på den modsatte bred.
Tilgiv mig, Trine. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Alt det med Lisbeth det betød ingenting. Det var dig, jeg altid elskede.
Hun rystede på hovedet:
Sæt mig på land, Henrik. Man kan ikke lime noget, der er i stykker. Det dyrebareste er væk tilliden.
Og hvad med din nye mand, kan man stole på ham? Han er jo Lisbeths bror. Han saboterede med vilje vores forhold!
Det ved jeg sagde Trine blot. Kør mig hjem.
***
Hjemme smilede Trine til Anton, satte sig på hans skød.
Anton, hvorfor gav du mig farmors smykker tilbage? Du snuppede dem mens du var i skabet. Du kunne være stukket af med dem.
Han holdt om hende, klemte hende ind til sig.
Jeg fik ondt af dig. Du var så trist, så knust efter begravelsen, og så blev du svigtet af ham. Jeg kunne ikke bare tage af sted. Du betød pludselig alt.
Han tog hendes hånd:
Og du? Hvorfor stolede du på mig en tyv der snød og røvede dig?
Fordi du gav mig alt tilbage. Jeg har ingen grund til at frygte dig.
Alligevel var det snu af mig, at gifte mig ind i en familie med arvesmykker.
Nej, det er ikke en pæn historie. Hvordan skal vi sige det til vores børn?
Vi fortæller dem sandheden. At jeg reddede dig, min dronning, ud af dragens klør og fik skattekisten med…
Han lagde hånden på hendes lille mave, og Trine smilede.
