Jeg havde ikke nået at advare min mand om, at kameraet nu virkede igen.
*
Det var ikke meningen, jeg skulle ud af døren før klokken otte den dag. Alt fulgte rytmen: langsom kaffe på komfuret, ostemad, tasken klar ved døren. Mikkel sov stadig han havde aftenvagt, kunne sove helt til klokken et. Jeg trak frakken på, greb skraldeposen og gik.
Nede ved skraldespanden mødte jeg fru Kirsten Pedersen fra tredje. Hun bar på en papkasse og havde det der ivrige blik, der betød, at nu skulle hun snakke. Fru Pedersen elskede at snakke, især siden hun gik på pension for seks år siden.
Har du hørt det? sagde hun højtideligt, før hun overhovedet hilste. Kameraet ved hoveddøren virker endelig igen. Opsynsmanden har hængt sedler op nu bliver alt optaget, alt gemt. To ugers lagring.
Det lyder godt, svarede jeg fraværende. Det var også på tide.
Ja, på tide, gentog hun tilfreds. Kan du huske i oktober sidste år, da nogen stjal cyklen fra stueetagen? Og ingenting skete. Kameraet var jo i stykker. Men nu! Lad dem bare prøve.
Jeg nikkede, smed skraldet og gik mod metroen. Mine tanker var et andet sted: et møde med en kunde, en regning jeg skulle sende før frokost, receptmedicin som jeg skulle hente. Kameraet var allerede glemt.
Først klokken fire om eftermiddagen huskede jeg det igen. Jeg stod ved kassen i Føtex, var ved at lægge varerne op på båndet, da der gik et lille svirp gennem mig. Ikke voldsomt, men det standsede mig, mens jeg stod med mælken i hånden.
Kameraet.
Mikkel står altid op klokken et. Så går han ud og ryger på trappeopgangen jeg har forbudt rygning inde. Alle i opgangen ved, at han gør det omkring kvart over et, senest halv to. Det har han gjort hver dag i fem år, siden vi flyttede ind.
Men i dag har han fri.
Jeg satte mælken på båndet, fandt min mobil og ringede.
Han tog den ikke. Jeg prøvede igen lange toner, derefter svarer maskinen. Jeg lagde på, betalte, gik ud i kulden og ringede igen. Intet.
Han sover, sagde jeg til mig selv. Aftenvagt, sent i seng selvfølgelig sover han.
Men jeg satte alligevel tempoet op mod metroen.
*
Vores opgang, en klassisk stok fra firserne, lugter af maling og gammelt træ. Elevatoren virker sjældent. Kameraet sidder diskret over hoveddøren. Før blinkede det rødt, men det holdt op, og vi blev vant til at den var død. Sidste sommer, hvor der blev smadret postkasser i stueetagen, sagde viceværten selvfølgelig: Kameraet virker ikke, der er ingen optagelse. Ingen regnede længere med den.
Jeg trådte ind og kiggede op. Nu lyste den røde prik.
Jævnt, konstant ikke noget blinken. Bare tændt.
Jeg gik de fire etager op; gad ikke kæmpe med elevatoren. Alt var stille. Jeg fandt nøglen frem, drejede om.
Der stod et par fremmede sko i entreen.
Ikke helt fremmede jeg havde set dem før. Lysebrune, ruskind, str. 44. De stod ved siden af Mikkels hjemmesko, pænt linede op. Det lignede næsten, nogen havde stillet dem op helt bevidst.
Jeg blev stående. Ti sekunder, måske mere. Stirrede bare på skoene.
Så tog jeg frakken af, hængte den på knagen, satte posen med indkøb på gulvet. Alt skete i langsomt tempo, med en forsigtighed som at håndtere noget skrøbeligt.
Stille fra stuen.
Jeg gik ud i køkkenet, satte vand over til te, satte mig på bænken. Jeg holdt hænderne på bordet og kiggede på dem, som om de var nogle andres. Lange fingre, sølvring på venstre hånd en lille sten, Mikkel havde givet mig til vores tredje bryllupsdag. Dengang havde vi været en weekend i København, boet på lille hotel på Christianshavn, gået langs kanalerne. Han havde købt ringen i Bredgade jeg havde kun sagt den er flot foran vinduet, ikke mere. Alligevel huskede han det.
Kedlen kogte. Jeg hældte op, lagde en tepose i koppen. Gjorde det alt sammen roligt og varsomt, som om livet afhang af det nu.
Med koppen i hånden gik jeg ud i gangen.
Mikkel, sagde jeg stille.
Stille.
Mikkel, nu er jeg hjemme.
Noget rørte sig bag døren til soveværelset. Sengen knirkede. Der lød mere raslen, en pause, endnu en lyd, som jeg ikke kan beskrive men jeg forstod det straks.
Døren gik op.
Han kom ud i t-shirt og joggingbukser, håret strittede, blikket lidt ved siden af mig. Denne gang så han ikke på mig; han plejede ellers at have det der åbne, direkte blik, som var noget af det første, jeg faldt for. Nu så han væk.
Du kom tidligt, sagde han.
Ja, jeg blev hurtigt færdig.
Jeg sov.
Jeg kan se det.
Tavshed. Jeg drak te, han blev stående i døren.
Det var Jonas, der kiggede forbi, sagde Mikkel pludselig. Han ringede nede fra bilen, jeg lukkede ham ind. Vi sad bare og snakkede. Han lagde sig lige lidt.
Ok, sagde jeg bare.
Hvad er der?
Ingenting.
Han gik igennem mig ud til køkkenet, åbnede køleskabet, fandt en flaske vand.
Jonas! råbte han mod værelset. Kom ud, Liva er hjemme!
Endnu et knirk. Pause. Så kom Jonas Jonas Kristensen, hans kollega gennem seks år. Jeg kendte ham godt, havde mødt ham til julefrokoster og da Mikkel havde fødselsdag. Høj, lys, lidt rundrygget. Nu lignede han en, der var blevet vækket for tidligt: røde øjne, mærker på kinden efter puden.
Hej, Liva, sagde han. Undskyld jeg sådan ligger og flyder. Var bare lige forbi Mikkel, og så blundede jeg kort.
Det gør ikke noget, sagde jeg.
De kiggede begge på mig. Jeg var optaget af min kop.
Jeg må videre, sagde Jonas så. Har lidt, jeg skal ordne.
Ja, lød det fra Mikkel. Vi ses.
Jonas gik ud, rode lidt med overtøjet, døren smækkede.
Så sad vi alene.
Mikkel hældte op, drak et glas vand.
Hvorfor er du så stille? spurgte han.
Jeg tænker.
På hvad?
Jeg satte koppen fra mig.
Ved du egentlig, at kameraet i opgangen er blevet repareret?
Han blev helt stille. Jeg så noget flakke over hans ansigt hurtigt, næsten usynligt. Glassene klirkede mod vasken lidt hårdere end nødvendigt.
Nej, det vidste jeg ikke.
Fru Pedersen fortalte det i morges.
Pause.
Og?
Ingenting. Ville bare sige det.
*
Jeg skabte ikke drama. Ikke fordi jeg ikke havde noget at sige jeg havde masser. Halvårs opsparede ord, små mærkværdigheder jeg havde bemærket. Telefonen altid vendt med skærmen nedad. De pludseligt mange sene vagter, der aldrig før var så hyppige. Han begyndte at svare sent på beskeder ikke meget, men nok til jeg lagde mærke til det. En ukendt duft hængte ved ham, ikke parfume, bare noget andet.
En aften i juni kom han hjem og sagde, arbejdet var trukket ud. Jeg spurgte ikke. Satte bare middag på bordet, gik ind i stuen. Lå på sofaen og tænkte måske var jeg bare stresset, overtræt, måske bildte jeg mig det hele ind.
Men senere rodede jeg diskret i hans jakke. Intet. Og det beroligede mig ikke, fandt jeg ud af bare det, at jeg gjorde det, betød noget. For normale mennesker snuser ikke i en andens lommer.
Det blev ikke til et skænderi. Jeg havde mere brug for tid.
Samme aften tog Mikkel på vagt. Jeg sad i køkkenet med min bærbare, bildte mig ind, jeg arbejdede. Klokken ni skrev jeg til min veninde Sofie: Kan du snakke?
Hun ringede op efter tre minutter.
Hvad er der?
Jeg fortalte om skoene. Om hans blik fra værelset. Hans jeg har sovet. Om kameraet.
Sofie lyttede uden at stoppe mig. Det var derfor, jeg holdt så meget af hende hun kunne lytte, uden at vride samtalen ind på sig selv.
Er du sikker? spurgte hun bagefter.
Nej, sagde jeg. Ikke helt.
Præcis.
Men alligevel. Skoene stod så sirligt nose mod nose. Ingen gør det, bare for at besøge en ven.
Sofie blev stille.
Det beviser intet, sagde hun.
Jeg ved det.
Du kan tage fejl.
Jeg ved det, Sofie. Men jeg stod og så på de sko og tænkte: Jeg ved det faktisk allerede. Jeg har ikke brug for beviser. Jeg ved det bare.
Følelsen er ikke det samme som beviser.
Nej. Men nogle gange rammer den mere præcist end noget bevis.
Hvad vil du gøre?
Jeg ved det ikke endnu. Nok tale ud med ham.
Hvornår?
Ikke i dag.
Vi talte lidt mere rigtigt om ingenting, bare for ikke at lægge på. Da sagde Sofie: Du ved, du kan altid sige til mig, hvis du er ked af det. Jeg lovede hende det.
*
Han kom hjem halv tolv. Jeg lå allerede i sengen, læste. Han stak hovedet ind: Du er vågen? Ikke spørgsmål, bare konstatering. Han gik i bad og kom tilbage, lagde sig ved siden af mig med sin mobil.
Jeg læste uden egentlig at læse. Ordene flød, men betød ikke noget. Jeg læste den samme linje fire gange.
Liva? sagde han i mørket.
Hvad?
Er du sur?
Nej.
Pause.
Sikker?
Ja.
Han vendte sig om. Efter et par minutter begyndte hans vejrtrækning at blive dybere han sov, eller lod i det mindste som om.
Jeg lå bare og kiggede op i loftet. Det var hvidt, og i venstre hjørne var en lille revne, der opstod sidste efterår. Mikkel sagde, han skulle spartle den. Det blev aldrig gjort.
Jeg var 34. Vi havde været gift i otte. Jeg huskede, da vi første gang så denne lejlighed tom, med gråstribede tapeter. Jeg insisterede på at tapetsere, før vi flyttede ind. Han lo og sagde, det var ligegyldigt, så længe der var sol i vinduet.
Jeg huskede, hvordan vi malede soveværelsets vægge sammen. Hvordan han fik maling i håret og rendte rundt med en hvid plet ved øret. Hvordan jeg grinede, og han også grinede.
Den første store krise om hans mor, om penge. Vi talte ikke sammen i tre dage, det var rædselsfuldt. På fjerde dagen lagde han en æske af min yndlings-te på køkkenbordet uden et ord. Jeg sagde heller ikke noget. Vi satte os og drak te, sagde først forsigtige, senere almindelige ord til hinanden.
Alt det var der stadig. Men skoene var der også.
*
Næste dag ringede jeg til ejendommens bestyrer.
Hej, det er Liva på 4. sal i Strandgade 12. I fikserede kameraet i går, ikke?
Ja, svarede en stemme. Er der problemer?
Nej, jeg vil bare høre optages og gemmes der døgnet rundt nu?
Ja, optagelserne gemmes i fjorten dage.
Tak.
Jeg lagde røret.
Så ringede jeg til Mikkel.
Hej, sagde han, tog den med det samme.
Hej, hvor er du nu?
På arbejde. Er der noget?
Nej, nej, sagde jeg. Kan du huske, jeg nævnte kameraet nede i opgangen i går?
En næsten umærkelig pause. En pause, nogen ville tænke, var ingenting, men som jeg mærkede tydeligt.
Det kan jeg godt huske.
Det gemmer optagelser i to uger. Jeg har netop talt med ejendommen.
Lang stilhed. Længere, end det tager at sige nå.
Det er noteret, sagde han endelig.
Ja, gentog jeg. Det er det.
Jeg kunne høre hans vejrtrækning i gabet. Rolig, planlagt. Som en, der tager sig sammen for at fremstå rolig.
Liva, sagde han.
Ikke nu, afbrød jeg. Vi taler i aften. Hjemme.
Jeg lagde på.
Sad længe med mobilen i hånden. Udenfor silregnede det; lidt regn, der ikke rigtig falder, bare svæver. Jeg tænkte, jeg havde ikke brug for optagelsen selv kun den pause i røret. Hans venten, hans langsomme svar.
*
Han kom hjem tidligere end han plejede. Kvart i syv, inden jeg havde lavet aftensmad. Han satte tasken, sparkede skoene af, gik ud i køkkenet. Jeg sad med min te.
Han satte sig over for mig. Ikke nogen dagligdags småsnak bare satte sig og så på mig.
Vi sad tavse længe. Jeg fulgte med i forvandlingen i hans ansigt først lukket, så træt, så et eller andet der ikke var til at sætte ord på.
Det startede for syv måneder siden, sagde han.
Siden februar?
Han nikkede. Jeg prøvede at huske februar. Vi besøgte hans forældre. Han gav mig blomster til 8. marts store gule tulipaner, der lyste på vindueskarmen flere dage.
Hvem er hun?
Han sagde et navn. Jeg kendte det ikke.
Arbejder hun hos jer?
Nej. Vi mødtes tilfældigt.
Tilfældigt, gentog jeg.
Han sagde ikke mere. Ikke forklaringer, ingen undskyldninger.
Havde du tænkt at sige det til mig? spurgte jeg.
Jeg tænkte over det. Jeg vidste ikke hvordan.
Men nu siger du det.
Nu har jeg ikke noget valg.
På grund af kameraet.
Han mødte for første gang mit blik.
Nej, ikke kun. Kameraet eller ej jeg kan ikke mere. Det går ikke mere, Liva.
Men du fortsatte i syv måneder.
Ja.
Nu var der så stille, at jeg kunne høre dryp fra badeværelseshanen. Man burde for længst have fået det ordnet. Drip, pause, drip.
Vil du være sammen med hende?
Han svarede først efter meget lang tid. Jeg så på ham, jeg kendte hans ansigt ud og ind hver rynke, hver linje ved øjenkrogen. Dem bemærkede jeg pludselig ny.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil, sagde han lavt. Ikke fordi jeg undviger, men fordi jeg virkelig ikke ved det.
Det er et dårligt svar.
Jeg ved det.
Mikkel Jeg sagde hans navn langsomt, afprøvende det i rummet. Du forstår vel, at jeg ved ikke ikke er nok?
Ja.
Og?
Han kiggede tøvende ned.
Jeg vil ikke hende, sagde han så. Det var noget andet. Ikke noget, jeg kunne sammenligne. Helt forskelligt.
Men du gik derhen i syv måneder.
Ja.
For hvad?
Lang pause.
Det var nemt, sagde han. Der var ingen forpligtelser, ingen vægt. Vi mødtes, splittes op ingen forventede noget. Det var som luft et andet sted.
Og her er der ikke luft?
Her er der virkelighed. Og virkelighed er altid tungere. Det er mig, der ikke kunne klare det. Det handler ikke om dig.
Jeg rejste mig, gik lidt rundt, stillede mig ved vinduet, kom tilbage.
Sådan her, sagde jeg. Nu tager du hjem til Rasmus. Du tager en sportstaske og finder et andet sted at sove et par dage. Jeg har brug for at tænke.
Liva
Jeg smider dig ikke ud for altid. Bare lidt tid alene. Kan du give mig det?
Han nikkede.
Ja, svarede han roligt.
Han gik ind og pakkede. Jeg hørte lynlåsen glide, noget der blev lagt sammen, brugte kræfter på at undgå larm. Han kom ud med tasken.
Liva
Ja?
Jeg er ked af det.
Han mente det. Det kunne jeg se.
Det ved jeg. Gå nu.
*
Tre dage var jeg alene.
Ringede ikke til ham, ikke til Sofie, ikke til min mor. Gik på arbejde, hjem igen, lavede mad til én. Det virkede mærkeligt det var længe siden jeg sidst havde lavet mad kun til mig selv. Altid til to, nogle gange tre når vi havde gæster. Nu røg der halvdelen i bøtter.
Den første dag gjorde jeg rent skurede gulve, tørrede støv, smed ud, hvad jeg ikke før havde fået smidt ud. Ikke fordi jeg var vred, bare fordi jeg ikke kunne sidde stille.
Først på aftenen ringede jeg til min mor. Ikke for at fortælle bare for at snakke. Hun fortalte om haven, om en ny nabo, om en quiz i fjernsynet. Jeg lyttede og tænkte over, hvordan hendes stemme altid havde været venlig, lidt træt. Nogle ting ændrer sig aldrig.
Anden dag ringede jeg til bestyreren igen.
Kan jeg få udleveret optagelserne fra kameraet?
Hvad drejer det sig om?
Jeg har brug for optagelser fra i går. Det er privat.
Jeg fik forklaret, at kun politiet eller ved indbrud kunne få videoen udleveret. Jeg takkede og lagde på.
Optagelsen var ikke længere vigtig. Alt var sagt, da jeg havde konfronteret Mikkel over telefonen; reaktionen, pausen.
Det var ikke billederne, det handlede om, men sandheden.
På tredje dagen forstod jeg, at det ikke handlede om ham, men om mig. Ikke hvad har han gjort, men hvad vil jeg.
Jeg sad med kaffe ved vinduet det samme udsyn: gaden, trætoppe, lidt af legepladsen. Velkendt. Jeg tænkte: Hvis det her er slut i morgen, hvad mangler der så hvad mister jeg?
Otte år. Ikke bare tid, men et liv bygget af handlinger. Lejligheden, vores ruter. Filmaftener hver fredag. At kunne tie stille sammen uden uro. Han vidste, at jeg ikke brød mig om snak de første 30 minutter om morgenen. Jeg vidste, han altid følte sig væk i store supermarkeder. Små, ligegyldige facts, og alligevel bindeled.
Kan det reddes, hvis det er gået i stykker? Eller er det som en revne i væggen man kan spartle, men revnen vil altid være derinde?
Jeg vidste det ikke. Men jeg ville prøve at finde ud af det.
*
Fjerde dag skrev han: Må jeg komme hjem?
Jeg svarede: Ja.
Han kom om aftenen. Havde købt brød og mælk som om han bare havde været ude for at handle. Jeg undlod at kommentere det. Vi drak te i køkkenet, og jeg tænkte, at de vigtige ting i vores liv oftest var sket her.
Har du besluttet noget? spurgte han.
Næsten, sagde jeg.
Og?
Jeg kiggede ned på mine hænder. Lyset fra lampen blinkede i min ring.
Jeg vil gerne vide én ting. Er det med hende virkelig, eller var det noget, du ikke engang selv kan forklare?
Han tænkte meget længe. Jeg så, han kæmpede for et ærligt svar.
Nej, sagde han til sidst. Det var ikke virkeligt. Det var flugt. Jeg ved ikke fra hvad. Fra mig selv nok. Det var let derude, ingen alvor, ingen ansvar.
Og her er det svært?
Her er det rigtigt. Og rigtigt er tungt. Jeg har ikke været god til at håndtere det svære. Det er ikke din skyld.
Jeg hældte mere te op. Mine hænder rystede ikke.
Er det slut?
Ja.
Hvornår?
For to dage siden.
Altså før jeg sagde, du måtte komme hjem.
Ja.
Det var vigtigt for mig. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Men det var vigtigt, det var hans beslutning, ikke min.
Okay, sagde jeg.
Så vi kan
Vi kan prøve. Ikke som før det bliver det aldrig. Men vi kan prøve.
Han så på mig. Hans ansigt ikke lettet, men noget mere kompliceret. Som om han først nu forstod, hvad der var på spil.
Jeg har én ting, jeg vil bede dig om, sagde jeg.
Hvad som helst.
Nej, ikke på den måde. Vi skal gå til parterapi. Ikke kun én gang.
Ja.
Du sagde ja straks. Tænkte du over det?
Jeg har tænkt de sidste tre dage. Jeg har forstået noget vigtigt.
Hvad?
Han så på sine hænder.
Jeg gør det ikke, fordi jeg savner noget herhjemme. Det handlede ikke om dig, men om mig selv. Jeg skulle lære at være i det svære. Det lykkedes ikke; jeg flygtede. Og hvis ikke jeg tager fat nu, gør jeg det igen. Måske ikke med hende, men med noget andet.
Det var det mest ærlige, han havde sagt hele aftenen.
Okay, gentog jeg.
Vi blev siddende noget tid, samtalen gled forsigtigt over i noget andet. Småting. Arbejde. Klienter. Langsomt, men ikke utrygt.
Én ting mere, sagde jeg, da han ville gå.
Ja?
Hanen i badeværelset drypper. Du fikser den i morgen.
Han så på mig et sekund. Mundvigen bevægede sig ikke et smil, men næsten.
Det bliver gjort, sagde han.
*
Fru Pedersen standsede mig fredag ved elevatoren.
Har du hørt det? Nu er kameraet gået ned igen! Teknisk fejl, siger de anden gang på en måned. Jeg har brokket mig til viceværten, men de lover det først klar til uge næste uge. Men vi kender dem
Ja, svarede jeg. Det er utroligt.
Elevatoren kom. Jeg gik ind and trykkede fire.
Har du for resten fået nummeret til varmemesteren? råbte hun, idet dørene lukkede. Jeg har det, hvis du får brug for det!
Dørene lukkede.
Mit spejlbillede svagt og sløret i den metalsøjle over knapperne. 34 år, sølvring, frakken fra øverste hylde i skabet. Træt ansigt mærket af dagene. Et ansigt som alle andre.
Kameraet havde virket én dag.
Én dag ud af otte år. Én dag blandt næsten tre tusind, hvor vi havde delt denne lejlighed, denne opgang, dette tag.
Én dag og det var mere end nok.
Elevatoren standsede på fjerde. Jeg trådte ud.
I lejligheden var der stille Mikkel var ikke kommet hjem fra vagt. Jeg tog frakken af, satte vand over til te, åbnede køleskabet. Brød, mælk, noget i en bøtte. Et køleskab, et køkken, en lejlighed.
Et normalt liv, hvor sprækken stadig er der. Ikke ny bare mere synlig nu.
Jeg hældte op og tænkte, at sådan er livet ofte: ikke alt er godt og ikke alt er tabt. Men et sted midt i, hvor man må blive stående og tage stilling. Ikke enkle svar, men ærlige spørgsmål.
Og indimellem ærlige svar.
Vandet fra hanen dryppede ikke længere. Mikkel havde ordnet det fra morgenstunden, som lovet.
Også det betød noget.
