Som altid
Kirstine vågnede lidt over halv seks, selvom vækkeuret først skulle ringe klokken seks. Det var altid sådan før de store dage, hvor listen af ting, hun skulle nå, var lang som et ondt år. Hun blev liggende et øjeblik og kiggede ud i mørket bag vinduet, rakte så forsigtigt dynen til side for ikke at vække Henrik, som bare mumlede noget i søvne og vendte sig om på den anden side.
Ude i køkkenet tændte Kirstine lyset og lukkede stille døren bag sig. Vandet på elkedlen, gryden på komfuret, hænderne lavede de bevægelser, de havde gjort i tusind år. Udenfor var det stadig mørkt, kun gadelygterne kastede runde, gullige lyspletter på de snedækkede biler. 28. december. Tre dage til nytår, og det eneste der var nået, var det, hun fik lavet i går: småkagedej i køleskabet, indkøbsseddel på bordet.
Henrik dukkede op i køkkenet omkring syv, allerede i skjorte, barberet og med deodorant. Han satte sig, nikkede mod den dampende kop te.
Hvad skal du lave i dag? spurgte Kirstine, mens hun hældte mere i hans kop.
Jeg skal forbi B&O i Glostrup Henrik tog koppen uden at kigge på hende. Skal lige aflevere nogle papirer. Kommer hjem i aften.
Jeg mener til aftensmad. Hvad vil du gerne have?
Bare det sædvanlige, han trak på skuldrene og bladrede i avisen. Det er fint.
Kirstine åbnede munden, ville sige, at »det sædvanlige« jo ikke var et svar. I går lavede hun frikadeller, i forgårs torsk, og for tre dage siden oksesteg. Men hun sagde ikke noget. Greb æggene fra køleskabet og begyndte på omeletten.
Rasmus ringer i dag, sagde hun stille, mens hun piskede æg med gaffel. Han sagde han kommer i weekenden.
Uhmm, Henrik lød mest fokuseret på sine notater.
Telefonen ringede, netop som hun stod over omeletten. Kirstine tørrede hænderne i viskestykket, kiggede på displayet. Rasmus.
Hej skat!
Hej mor! Jeg kommer på besøg lørdag, okay? Jeg er nok hos jer lidt over to.
Det er godt! Hvad kunne du tænke dig at spise?
Kan du ikke lave min livret? Du ved, det dér med kylling og svampe Du ved jo hvor jeg mener!
Ja, det skal jeg nok. Det lover jeg.
Fantastisk! Mor, jeg skal til møde, men vi snakkes! Knus!
Han lagde på, før hun nåede at spørge, om han skulle sove hos dem. Kirstine kiggede på skærmen, så på panden, hvor omeletten skummede i smørret. Kylling og svampe, tænkte hun. Så må jeg på Torvehallerne i dag købe friske champignoner, en god kylling og ikke glemme cremen.
Henrik spiste sin omelet uden et ord, drak teen, rejste sig og gik. Kirstine rakte ud efter hans tallerken, men han var allerede på vej ud.
Jeg er hjemme i aften, sagde han og trak sin vest på.
Henrik, skulle du
Hvad?
Ikke noget. Bare smut.
Døren smækkede. Nu var hun alene i køkkenet, med beskidte tallerkener og en storm af planer i hovedet. Torvehallerne, madlavning, støvsugning, vaske Henriks skjorter, købe ekstra julepynt katten væltede halvdelen sidste år småkagerne skulle gøres færdige og ringe til mor, for hun bliver fornærmet, hvis hun ikke hører fra hende.
En stikkende fornemmelse derinde. Den havde altid boet der, småskarp og dog velkendt. Hun skubbede den væk, til hverdag mærkede hun den næsten ikke. Kun nogle gange, sådan en morgen som i dag, sneg den sig op.
***
Efter frokost tog Kirstine bussen til Torvehallerne. Køreturen gennem de snedriver på Østerbro tog sin tid, hun sad ved vinduet og så på de samme huse, de samme kiosker og busstoppesteder, hun havde kendt gennem 20 år. Stod af ved H.C. Andersens Boulevard, lod skulderen bære det slidte net, bevægede sig ind mellem larm og mennesker under telte og boder.
Torvehallerne summede af liv: folk skubbede, forhandlere roste deres varer, duftene af stegt and og gran nåede hende fra alle retninger. Hun passerede frugtfolk og blomsterbutikker, standsede ved slageren. Fandt en stor kylling, lækker og frisk, pruttede lidt for syns skyld, selv om hun vidste prisen var fair.
Og hvad ellers? spurgte slagterdamen, da Kirstine fik kyllingen.
Hvor er der friske svampe?
Længere henne ved Anna. Hun kommer selv i skoven med dem. Super gode.
Kirstine nikkede, tog sit net og gik over til Anna. Svampene var virkelig flotte, duggede og duftende. Hun købte et halvt kilo, så også fløde, smør og lidt persille. Nettet blev tungere, skulderen begyndte at smage på trætheden. Rasmus elskede klementiner så dem måtte hun også lige have.
Foran frugtstanden stod en ældre mand, smal, lidt for stor frakke, filthat og lysegrå ansigt. Han så på klementinerne, så på pengene i hånden, kiggede tilbage på klementinerne. Kirstine så straks: han regnede på, om det var nok.
Et kilo af de danske, tak, sagde hun til sælgeren, mens hun fandt sin pung frem.
De spanske eller dem fra Marokko?
Gerne de spanske, Kirstine nikkede diskret mod manden, så han ikke følte sig udstillet.
Sælgeren fyldte posen og sagde:
25 kroner.
Kirstine havde betalt, men så stoppede hun op. Den ældre mand stod stadig, nu kiggede han på æblerne, og i hans blik var noget, der stak i hendes hjerte. Ingen medlidenhed, egentlig, bare genkendelse.
Vent lige, sagde hun. Giv mig et halvt kilo ekstra af de spanske der.
Til dig?
Nej, sagde hun og nikkede mod manden. Til ham.
Sælgeren så overrasket ud, men stillede sig ikke på tværs. Kirstine betalte, tog begge poser og gik hen til den gamle.
Værsgo, sagde hun venligt og rakte ham posen. Glædelig jul.
Han så på hende, så på posen. I hans øjne så hun taknemmelighed, så stærk at hun måtte vende blikket væk.
Tusind tak virkelig, tak skal du have.
Selv tak, Kirstine smilede, selvom halsen snørede sammen. Det er snart nytår alligevel.
Glædelig nytår til dig også.
Hun nikkede og gik hurtigt videre, klemte taskens hank. Hvorfor gjorde hun det? Hun havde ikke rigeligt at sprede ud, men det handlede heller ikke om penge. Det var da han tog imod posen med det blik, at noget blev løst og noget andet blev knuget sammen i hendes bryst.
Hjemturen gik i stilhed, hun så ud på byens vinter. Tankerne drejede om den fremmede mands »tak« for klementiner, og hjemme, uanset hvor meget hun lavede, gjorde rent, vaskede skjorter, sagde ingen noget venligt. Som altid. Alt er fint.
***
Lørdag begyndte før halv syv, fuldstændigt som den plejer. Kirstine stod op først, mens Henrik snorkede løs, udbredt over det hele. Hun lukkede døren til soveværelset og gik ud i køkkenet. Kyllingen lå klar til at blive tilberedt, svampene skulle børstes først. Hun gik i gang, vaskede og snittede automatisk, for hovedet var stadig på torsdagens markedsoplevelse den gamle mand med øjnene.
Hvorfor står du allerede op? Henrik kom ind, gnubbede ansigtet. Det er jo lørdag.
Jeg skal lave mad. Rasmus kommer jo.
Åh, selvfølgelig.
Henrik lavede te, satte sig og tændte for radioavisen. Nyhederne summede om kronekursen, vejret, en eller anden ulykke på Hillerødmotorvejen. Kirstine arbejdede videre, mens han drak sin te. Han sagde ikke rigtig noget, spurgte ikke engang om han kunne hjælpe.
Henrik, gider du tage skraldet? spurgte hun. Posen er ved at være fuld.
Ja, om lidt, svarede han uden at løfte blikket.
Hvornår?
Når jeg har drukket min te.
Kirstine sukkede og vendte sig om. »Når jeg er færdig« betød som regel først om to timer. Så tager jeg den selv, tænkte hun.
Kyllingen duftede himmelsk sprød og gylden, med svampenoter og hvidløg. Hun satte den på bordet klokken to på slaget. Rasmus kom ti minutter senere, glad, velduftende, i flot jakke.
Mor! Han omfavnede hende, kyssede på kinden. Hvordan går det?
Det går fint, Kirstine smilede, studerede ham et øjeblik. Ny jakke, dyre støvler. Han havde det godt.
Hej, far, sagde Rasmus og stak hovedet ind i stuen, hvor Henrik sad og så fodbold.
Ja, sæt dig, sagde Henrik. Vi kan lige se det færdigt.
Mor, hvad så, er der mad?
Ja, jeg dækker op nu.
Kirstine dækkede bord i stuen, satte kylling, kartofler og salat frem. Rasmus spiste med god appetit, roste maden og tog flere gange. Henrik spiste tavst, nikkende mod TV’et. Kirstine sad imellem dem, drak te, kiggede på sin søn, mens hun lyttede halvt til hans historier om jobbet, et projekt der kørte, rejser til udlandet. Hun sad mest og betragtede, at han smilede, gestikulerede, spiste, uden at tænke over, at hun havde stået i køkkenet siden solopgang. For ham. For at han kunne få sin yndlingsret, når han kom.
Mor, hvorfor er du så stille? Træt?
Nej alt er fint, svarede hun.
Godt. Nå, bare lige: gider du vaske min hvide skjorte? Jeg har glemt en og skal bruge den i morgen.
Den du fik i fødselsdagsgave?
Ja, den er i bilen, jeg henter den.
Han gav hende skjorten, kraven var tydelig snavset. Hun sukkede. Den krævede nok lidt galgesæbe.
Tak, mor, du er den bedste! sagde han og omfavnede hende igen. Nu må jeg smutte, drengene venter.
Allerede nu? Du kom jo kun lige ind ad døren.
Ja, men jeg har planer i aften, mor. Du ved jo, hvordan det er.
Hun nikkede. Det samme hver gang. Han kom, spiste, fik vasket tøj, og var væk. Som på et hotel.
Og nytår? Kommer du hjem?
Ja da. Jeg gør som altid. Lad være med at lave for meget mad, ikke? Sidste år havde du lavet alt for meget.
Det er i orden, skat. Kør forsigtigt.
Døren smækkede. Kirstine stod lidt i entréen, gik så ud i køkkenet og begyndte at rydde af. Henrik var allerede på sofaen med fjernbetjeningen. Hun satte tallerkenerne under vand, skyllede skjorten op. Den gamle klump i halsen var tilbage. Hvorfor havde den ukendte gamle på markedet sagt »tak« tre gange for nogle klementiner, mens hendes egen søn, for hvem hun havde slidt en hel dag, bare roder sin skjorte sammen og beder om hjælp? Hvorfor havde Henrik ikke spurgt, om maden smagte? Hvorfor lægger ingen mærke til alt det, hun gør?
Kirstine! råbte Henrik. Gider du lave te?
Hun lukkede øjnene, knyttede næverne. Så åbnede hun dem, tørrede fingrene og satte kedlen over.
***
31. december skulle have været ligesom alle andre år. Kirstine havde haft listen klar i en uge: salat Olivier, sild under dyne, sylte, ovnstegt kylling, vintersalat, pålæg, snacks… Henrik elskede sylte, Rasmus Olivier. Hun selv ville have sild. Med andre ord: alt skulle på bordet.
Den 29. stod hun igen på Torvehallerne og købte kød til sylten, rødbeder, gulerødder, sild, pålæg. Hele den dag gik med at koge sylte, stille det på køl. Den 30. lavede hun salater, skrællede, hakkede og blandede. Hænderne lugtede af sylt og løg, og hun var øm i ryggen af at stå op hele dagen.
Hvor lang tid tager du lige? Henrik stak hovedet ind i køkkenet. TVet hakker, kan du lige kigge på antennen?
Henrik, jeg står altså lige og laver mad
Det tager jo kun et øjeblik.
Kirstine tørrede hænderne, gik ind, drejede på ledningen til signaltårnet, og TVet virkede igen. Henrik sagde tak med et nik, lagde sig tilbage. Hun gik ud i køkkenet, bare med ordet »et øjeblik« rungende i hovedet. Som om hun bare stod der, fordi der ikke var andet at lave.
Ved aftentid den 30. manglede kun at stege kyllingen dagen efter. Kirstine sad og så på sit overfyldte køleskab. Salater, sylte, pålæg. Hun forestillede sig næste aften et flot dækket bord, tallerkener, glas, alt hvad der skulle til. De ville sidde der, spise, se TV. Rasmus fortælle om job, Henrik nikke. Hun ville rejse sig, servere, klare, vaske op til klokken to. Det var det samme altid det samme.
Telefonen ringede. Hendes mor.
Nå, Kirstine, hvordan står det til? Har du styr på det hele?
Fuldstændig, mor.
Det var godt. Jeg kan slet ikke mere, hvis jeg skal være ærlig. Førhen lavede jeg mad til jer alle sammen, men nu gider jeg ærligt talt ikke. Ingen værdsætter det jo.
Mor, lad nu være med at sige sådan…
Men det passer jo. Man knokler dagevis og får knap nok et tak. Alle tror, det bare er sådan det skal være.
Kirstine lyttede, og det varmede henne ikke af glæde, men af genkendelse. Moren talte lige så meget om Kirstines egen situation som om sin egen. Kvinderne, der altid satte bord og vaskede op, mens ingen rigtig så dem.
Kom op til os d. 2., mor. Så hygger vi.
Det må vi se på. Pas nu på dig selv, ikke overanstreng dig i morgen.
Det lover jeg, mor. Knus.
Kirstine sad længe og kiggede ud. Sneen dalede stille, gården var tom, en enkelt lampe lyste på bænken overdækket med sne. Smukt og stille. Og så voksede den gamle splint derinde, blev stor og tung.
Hun tænkte på manden i Torvehallerne og hans øjne, da han fik klementinerne. Han var en fremmed, men han så hende. Han sagde tak. Og her, hjemme, var hun bare en del af møblerne nødvendig, men usynlig.
***
31. december begyndte ikke som normalt. Kirstine vågnede, men blev liggende. Kiggede i loftet, lyttede til Henriks snorken. Hovedet var tomt og mærkeligt fredeligt. Beslutningen kom bare: ikke i år.
Der blev ingen kylling. Intet stort bord. Hun ville ikke stå i køkkenet hele dagen for at sidde usynligt, mens de spiste og gik.
Henrik vågnede omkring otte, satte sig op i sengen.
Kirstine, hvorfor sover du så længe? Skal du ikke op?
Er oppe. Sidder i køkkenet, svarede hun.
Henrik kom derud, så på køkkenbordet. Der var ingenting. Ingen gryde.
Hvor er morgenmaden?
Lav den selv, hun så ham lige i øjnene.
Undskyld, hvad mener du?
Der er æg i køleskabet, brød i skabet. Gå i gang.
Han forstod ikke helt, trak på skuldrene og kluntede et par spejlæg sammen. Kirstine så ham famle med stegepanden, hvordan han brændte dem på. Han satte sig og spiste tvært.
Hvad glor du på?
Ikke noget.
De sad i tavshed. Han gik i stuen og tændte for fjernsynet. Kirstine sad alene. Åbnede køleskabet, så på alle salaterne og sylten. Kunne bare varme kyllingen. Men hun gjorde det ikke. Beslutningen stod fast.
Ved et tiden ringede Rasmus.
Hej mor! Jeg er der om en time, okay?
Rasmus, hun tog en dyb indånding. I dag laver jeg ingen mad.
Hvad? han grinede. Mor, du er sjov.
Nej. Seriøst.
Hvad skal vi så spise?
Det ved jeg ikke. Bestil noget udefra, eller lav noget selv.
Ej mor, nu bliver du vild. Du har da altid lavet mad nytårsaften.
Jeg har. Ikke i dag.
Hvorfor?
Fordi jeg er træt, Rasmus. Uhørt træt.
Men det er jo nytårsaften! Du ødelægger hele aftenen!
Kirstine kneb øjnene sammen.
Ved du hvad, jeg kunne også godt tænke mig en fejring uden at slide hele dagen. Hvor jeg sidder og er med og ikke er serveringspersonale.
Mor, jeg forstår dig ikke rigtig.
Det gør du nok ikke. Men du må gerne komme, hvis du vil. Bare forvent ikke, at jeg laver det hele.
Hun lagde på, hænderne rystede. Hun følte sig bange, ikke over selve ordene, men over at have sagt det højt. Rasmus ville sikkert være vred, Henrik utilfreds. Men hun kunne ikke mere. Ikke tie eller gemme sig længere.
Hvad har du sagt til ham? Henrik stod pludselig i døren.
Sandheden.
Hvilken sandhed?
At jeg ikke vil lave mad i dag.
Han stirrede, som om hun var blevet skør.
Kom nu, det er nytår!
Så lav du da. Eller Rasmus. I har begge hænder.
Kirstine
Nej, sagde hun bestemt.
Henrik rystede opgivende på hovedet og gik. Døren smækkede. Hun sad tilbage, kiggede ud i sneen, hjertet hamrede, men hun græd ikke. Bare sad og var til.
***
Rasmus dukkede op ved tretiden, lidt usikker.
Hvad sker der? spurgte han forsigtigt.
Ingenting, Rasmus.
Du sagde, du ikke ville lave mad?
Ja.
Men hvorfor?
Hun så på ham på den enogtyveårige søn i trendy tøj, velsmurt og tryg. Hun tog ham på skulderen.
Rasmus, du kommer her mere og mere, som om du er gæst på et hotel. Spiser, får rene skjorter, tager hjem. Har du nogensinde spurgt rigtigt til, hvordan jeg har det? Om jeg er træt?
Jo, det synes jeg da
Nej, du spørger, men gider ikke svaret. Hvis bare jeg siger »fint«, er det nok.
Mor, det er ikke fair.
Hvad er fair? At jeg har lavet alt i tyve år, uden at nogen rigtig siger tak? Du kommer, får din yndlingsret og spørger ikke engang, om jeg har sovet eller slidt hele dagen.
Rasmus blev meget stille. Kirstine sukkede tungt.
Jeg er træt af at være usynlig, skat. Jeg vil ikke længere bare forsvinde mellem vægge og møbler.
Mor, sådan siger du da ikke
Jo, jeg gør. I tager mig for givet men det gider jeg ikke længere. Forleden købte jeg klementiner til en fremmed bedstefar han takkede tre gange og kiggede mig i øjnene. Der var ægte tak i de øjne. Men jer, mine egne, I ser det slet ikke.
Undskyld jeg har bare ikke tænkt over det
Nej, man glemmer det jo, når det altid bare er i orden.
Henrik stod nu i døren.
Skal vi sidde her hele aftenen og analysere, hvis skyld det er?
Nej, Kirstine så dem begge i øjnene. Jeg laver ikke mad i dag. Hvis I er sultne, må I gøre det selv eller købe noget. Der er salater og sylte de må gøre det.
Kyllingen da?
Nej. Ikke i dag.
Kirstine, nu må du stoppe. Hvad er nu det her?
Du har fest. Jeg har arbejde sådan plejer det at være.
Henrik kiggede et øjeblik på hende, sagde ikke mere, og gik. Rasmus så lidt forvirret ud.
Så jeg går i Føtex og køber et eller andet.
Han gik, og Kirstine sad længe alene, urolig men mærkeligt lettet. Hun vidste ikke, hvad der nu ville ske.
***
Om aftenen kom Rasmus hjem med færdiggrillet kylling, pommes frites, lidt pølse og ost. Henrik sagde ikke meget, Rasmus prøvede at lette stemningen. Kirstine sad ved bordet og spiste sammen med dem hun gik ikke på køkkenet hvert femte minut, hun serverede ikke, løb ikke rundt. Hun var bare med.
Mor, her, tag lidt juice, Rasmus sendte hende kanden.
Tak, skat.
Henrik sagde ingenting, men midt under maden, mumlede han pludselig:
Din kylling smager nu bedre.
Kirstine smilede, sendte ham et blik. I fjernsynet rullede »Nytårstalen«, og derefter var det tid til at skåle. De klinkede, Henrik ønskede modvilligt »Godt nytår«, Rasmus gav hende et stort knus:
Undskyld, mor. Jeg skal nok forbedre mig. Det lover jeg.
Tak, min dreng.
Hun vidste godt, at ikke alt ændrede sig på én nat. Men noget havde flyttet sig. Bare en lille smule.
Efter midnat begyndte Rasmus at rydde af. Henrik satte tallerknerne ud, Rasmus vaskede af, og Kirstine pegede og instruerede. For første gang blev hun siddende.
***
Rasmus sov over. Næste morgen lavede Kirstine pandekager, Henrik bryggede kaffe, og Rasmus dækkede op. Bordet var dækket, stemningen lidt lysere.
Mor, jeg kommer måske forbi onsdag vil du lære mig at lave noget? Så laver vi mad sammen?
Selvfølgelig. Det vil jeg gerne.
Mig også, brummede Henrik pludselig. Jeg skal da også have lært at lave æg ordentligt.
Kirstine smilede for første gang i flere dage, helt indeni.
Så lærer jeg jer begge.
Efter frokost kørte Rasmus, lovede at ringe. Henrik lagde sig på sofaen, tvet var slukket. Kirstine tørrede af i køkkenet, og Henrik råbte pludselig:
Kirstine, kom lige.
Hun gik ind. Henrik sad ved vinduet.
Sæt dig.
Hun satte sig. De sagde ikke noget længe, bare sad der. Så sukkede han dybt.
Jeg har tænkt på det, du sagde. Om det at være usynlig.
Og?
Jeg tror, du har ret. Jeg har bare aldrig tænkt over det. Man vænner sig til, at du kan klare det hele. Og glemmer at sige tak.
Ja det gjorde jeg også selv, bare lod det køre.
Nu prøver jeg at gøre det anderledes, sagde han og tog hendes hånd. Den var tør og ru, men varm.
Bare, du prøver det er alt, jeg ønsker mig.
De sad lidt sådan, så gik Henrik i køkkenet og lavede te. Satte sig hos hende.
Her, drik. Den er god.
Tak.
De sad der, både tavse og endnu tættere end de havde været længe. Det var ikke tomt længere, men fyldt.
***
Næste dag ringede Kirstine til sin mor.
Hvordan gik det så? Overlevede du?
Det gjorde jeg. På en ny måde.
Fortæl så.
Hun fortalte om markedet, beslutningen, skænderiet, den mærkelige, men gode nytårsaften. Moren lyttede, så lo hun.
Du er sej, Kirstine. Det havde jeg aldrig turdet.
Det var så uhyggeligt.
Men nødvendigt. Man skal jo sige fra indimellem.
Kom over i dag, mor. Lad os bare snakke.
Jeg tager bussen klokken to.
Moren kom klokken tre med en karamelkage og blomster. De sad i køkkenet og drak te. Henrik kom forbi, tog et stykke kage sagde »Tak det smagte godt«. Moren så overrasket på Kirstine, der bare smilede. Henrik gik ud, og de to kvinder sad sammen, snakkende om alt og intet.
Om aftenen spurgte Henrik:
Se, sagde han. Kom.
Han åbnede ovnen, hvor der stod en ovnstegt kylling. Ikke så pæn, som når hun lavede den, men duftede dejligt.
Har du lavet den?
Ja. Med Rasmus i telefonen. Det skulle gå.
Kirstine blev rørt. Det var ikke længere det perfekte, men forsøget og nærheden.
***
Tredjedagen i januar kom Rasmus med indkøbte varer og var i højt humør.
Mor, nu skal du lære mig den rigtige Olivier! Jeg vil lave den med dig.
Kirstine og Rasmus lavede den sammen, mens Henrik kartklamt og modvilligt hjalp med at skrælle kartofler. Der blev grinet, og køkkenet duftede af noget andet end slid af fællesskab.
Måske skulle jeg besøge dig mere ikke kun for at spise, men bare være sammen.
Kom gerne. Altid.
Og jeg skal hjælpe herhjemme, sagde han. Du har alt for længe skullet klare det hele alene.
Det er ikke mere nødvendigt, Kirstine smilede. Nu er vi flere.
Præcis, sagde Henrik.
Salaten blev måske ikke så flot som normalt, men den smagte på en ny måde »Faktisk bedre, når vi laver den sammen«, sagde Rasmus.
Efter maden hjalp sønnen med at rydde op, og Henrik tørrede af. Kirstine lod sig bare sidde lidt og se på det.
***
Senere, mens aftenen blev mørk, sagde Henrik:
Tak. For ikke at tie stille. Havde du ikke sagt det, var vi gået i ring for altid.
Kirstine så på ham, med kærlige øjne.
Jeg vil heller ikke have, alt bliver tomt og ensomt.
Lad os prøve noget nyt, Henrik lagde sin hånd over hendes. Vi prøver sammen.
***
Dagen efter var der kaffe på bordet, da Kirstine kom ud. Henrik havde allerede hældt op.
Det er til dig, sagde han.
Tak, svarede hun.
De sad tavse, så på sneen der smeltede. Henrik sagde tyst:
Skal vi gå en tur? Bare os to.
Ja, lad os det.
De gik i parken. Han tog hendes kolde hånd og stak sin vante på den. Hun fik tårer i øjnene af den lille ting.
Alt var stadig hverdagsagtigt de råbte stadig op, glemte, og faldt tilbage i gamle vaner. Men de huskede også at rette op. Kirstine lærte at bede om hjælp, og dem lå det mere naturligt at give den.
På et tidspunkt sagde Rasmus:
Til næste år laver vi maden sammen. Ingen står alene, alle bidrager.
God idé! nikkede Henrik.
Kirstine smilede og mærkede, at noget havde flyttet sig. Ikke alt blev perfekt, men der var plads, lys og de så hinanden.
Kaffen blev kold, men hun rakte hånden ud efter Henriks:
Tak for at se mig. For at lade mig være med.
Udenfor smeltede sneen. Foråret nærmede sig, og Kirstine havde omsider følelsen af at være noget. Ikke usynlig, ikke uundværlig men ønsket. Det var nok.
