Jeg skal fortælle dig om den her skønne historie, som virkelig føles som en, du kunne opleve i et dansk hjem.
Tante Karen blev hentet fra den lille landsby Skårup. Hun var blevet ældre og kunne ikke længere klare husholdningen selv, så hendes niece, Helle, tog hende med til Odense, hvor hun boede med sin familie.
Helles mand, Jens, havde ikke noget imod det. Han var rolig af sind, ranglet, havde briller og adlød stort set alt, Helle sagde især når hun med sin kraftfulde stemme og runde figur gav udtryk for sin mening.
Det er jo familie. Tante Karen har ingen børn selv, og jeg har ikke længere min mor. Mor var tredivs år yngre end Karen, født i farens andet ægteskab. Og det er sådan livet er min mor døde alt for tidligt. Det er synd for Karen, så hun skal bo her!, rullede Helle beslutningen ud.
Deres børn, Mikkel og Jytte, kendte ikke tante Karen. Helle havde selv kun mødt hende et par gange de havde aldrig talt i telefon, kun skrevet breve. Karen havde slet ikke noget udstyr fra vores tidsalder; ikke engang en mobil.
Pludselig stod hun midt i familien. Lille bitte, næsten som en nisse (Mikkel, som var 13, var højere end hende). Hendes hår var blødt som dun, nærmest som mælkebøtter, og hun havde en lille rund hat på hovedet. Hendes øjne var overraskende unge, klare og blå.
Hun havde kun en lille knude af ting og en gammel netpose sådan nogen fra 70erne. Derudover to velbrugte kufferter. Men det bedste: På armen sad den store, orange kat, hun havde taget med fra Skårup han hed Appelsin.
Appelsin kiggede dovent rundt, sprang ned på gulvet og satte sig til at undersøge lejligheden.
Det her er Appelsin. Jeg tog ham med det er jo en levende sjæl; håber det går, sagde Karen.
Hold da op, hvor I ligner mig, mine kære, sagde hun blidt.
Bagefter blev der dækket op til frokost. Karen havde medbragt hjemmelavede syltevarer og marmelade. Helle blev overrasket over, hvor hendes ellers kræsne børn åd de syltede agurker, marmelade, lecho og alt det andet.
Helle! Har I en kolonihave? Jeg skal nok plante alt, selvom helbredet halter man kan ikke undvære noget hjemmegroet!, sagde Karen entusiastisk.
Helle svarede, at de ingen kolonihave havde og heller ikke havde tid de arbejdede begge på fuld tid, og huset var købt med lån, som de stadig skulle betale mange år endnu.
Man må have jord under neglene, Helle! Se nu til, vi finder en kolonihave, sagde Karen og gik ind på sit værelse.
Ja, ja, vi kører rundt og nægter os alt muligt, og så tror hun, vi er millionærer, sukkede Helle, mens hun vaskede op.
Dagen efter var det søndag, og Jens lå og nød avisen i sengen. Helle råbte, børnene skulle varme nogle pølser, og så tog hun selv en lur.
Mikkel og Jytte sad med næsen i deres mobiler, som de plejede.
Appelsin sad ved siden af og vuggede hovedet. Karen kom ind.
Hvad laver I? spurgte hun.
Børnene begyndte at forklare og vise hende deres spil. Karen rystede på hovedet og grinede. Efter lidt spurgte hun:
Vi har haft noget lignende i Skårup, men det var meget mere simpelt. Jeg havde aldrig brug for sådan noget jeg sendte altid breve til jeres mor. Men det er smart at kunne finde hinanden hvor som helst. Nå, læg dem fra jer og kom med mig!
Hvorfor? Vi spiller jo!, sagde Mikkel.
Men det gør I jo ikke rigtig I sidder bare med telefoner!, undrede Karen sig.
Det er i telefonen, man spiller! forklarede Jytte.
Nu begyndte Karen at fortælle om legene fra landsbyen, og pludselig blev de ledt ind i køkkenet.
Da Helle senere kom derud, stod der en stor tallerken med pandekager klar. Mikkel drak te, og Jytte stod smilende ved Karen og hjalp med at lave hjemmelavede danske klumper.
Se, mor! Måske får du en heldig pirog!, grinede hun.
Snart dukkede Jens op, snusede ind i luften og smilede.
Fremover skal vi lave klumper og pandekager sammen hver weekend, vi skal spise hjemmelavet!, erklærede Karen.
Man kan jo købe alt, det virker lidt overflødigt, sagde Helle, der især brød sig om færdigretter.
Men børnene var på: Lad os prøve selv! Jeg har aldrig smagt sådan nogle klumper!, sagde Mikkel.
Karen tog så et stykke elastik, spændte det op mellem stolene og viste Jytte, hvordan man i Skårup hoppede elastik.
Hopper I ikke sådan? spurgte hun.
Nej! De går bare ud, men sidder stadig med telefonen! Det er den nye generation!, gryntede Jens.
Det gør altså ikke! Man skal snakke rigtigt sammen. Telefoner er okay til deres formål at ringe men det skal ikke være alt!, sagde Karen.
Om aftenen sad hun og strikkede, Appelsin slængede sig på stolen ved siden af.
Mor, kom lige! kaldte Jytte pludselig.
Helle gik ud i gangen, og kiggede ind i badeværelset, hvor Karen stod og strøg vaskemaskinen, mens hun sagde:
Tillykke med dagen, vaskemaskine! Hold dig stærk, og tjen os længe, kære!
Hvad laver du, Karen?, hviskede Helle, lidt nervøs for om Karen var blevet lidt sær.
Det er jo Kvindernes Kampdag i dag. Vaskemaskinen er jo en dame, så jeg ville lige lykønske hende!, lo Karen.
Men den er jo ikke levende, det er da lidt fjollet!, sagde Helle.
Nej, teknologien forstår alt! På landet havde Villy næsten fået traktoren til at sætte sig fast, men han snakkede kærligt til den og så kom den fri. Og Kusk har altid hilst på sin bil før han kørte ud. I aner ikke hvor heldige I er vi vaskede alt i hånden før, på åen, og nu har I så meget smart. Telefoner også, så man kan holde øje med hvor børnene er. Og mikrobølgeovnen, den varmer jo på et øjeblik!, strålede Karen og kastede et blik på alle husholdningsapparaterne.
Hun begyndte også at hente børnene fra skole.
Mikkel havde problemer i klassen, han fortalte hverken mor eller far om det. Men han græd hjemme i hjørnet, og Karen kom ind og lyttede. Han fortalte hende alt, uden helt at vide hvorfor. Dagen efter gik han først senere hen til skole, og der var helt stille i huset selv Karen var væk.
Hun er nok ude at gå, tænkte Mikkel.
Han gik til klassen, da han nærmede sig, hørte han den kendte stemme! Han kiggede ind der sad lærerinden, og ved tavlen stod Karen og fortalte spændende historier.
Åh nej, hvorfor er hun her? De kommer bare til at grine!, tænkte Mikkel.
Men ingen grinede. Da timen var slut, samlede de andre sig om Karen. Mikkel kom ind, og Peter, klassens bølle, sagde:
Hej, hvad er du længe om! Din mormor er fantastisk! Hun har fortalt os så mange ting jeg ville ønske jeg havde en bedstemor. Jeg savner hende Karen har lovet at tage os med i parken i morgen, hun ved alt om planter og dyr. Læreren lod hende tale, smilede Peter.
Ja hun er sådan en!, svarede Mikkel og løb hen for at kramme Karen.
Om aftenen brød Helle sammen hun var træt af alt, og Karen var hurtigt ved hendes side.
Græd ikke, min ven. Du har jo det hele! Hvorfor græder du?
Jeg orker ikke mere alle de jobs, ser ikke livet. Jens er så stille andre kvinder har rigtige mænd, jeg er blevet til ingenting. Kvinder som mig er ikke moderne nu, græd Helle på Karens skulder.
Karen lod hende græde ud, skænkede te og fortalte om, hvordan hun mistede tre børn som små, hendes mand gik bort tidligt, og hun selv kæmpede sig ud af alvorlig sygdom, trods enorme smerter.
Hvad er det for noget mode? Gud skaber folk hver især. Nogle er tynde, nogle er fyldige. I gamle dage var det runde kvinder, man ønskede! Du er så smuk dit hår, dine store blå øjne, og din krop er fin. Sæt pris på det du har mange har ikke engang det. Og Jens er jo en guldklump han elsker dig. Dine børn er lykken! Og resten skal nok løse sig nu er det tid til at gå i seng, og Karen gik ind til sig selv.
Helle gad ikke græde mere. Karen havde ret hun havde alt.
En dag havde Helle ferie, ventede på Jens, men han var ikke kommet hjem.
Har far ikke ringet? Hvor er I? spurgte hun.
Mikkel roder med noget i køkkenet, og er blevet overordentligt interesseret i madlavning han kan nu vende pandekager i luften. Jytte bygger hule med stole og tæpper, og deres mobiler ligger mere og mere ubrugte på hylderne.
Helle ringede til Jens, men der blev sagt: “Abonnenten er midlertidigt utilgængelig”.
Pludselig gik det op for hende hvor er Karen? Ingen lyd, ingen stemme, ingen skridt.
Hun løb i Karens soveværelse. Appelsin strakte sig på sengen.
Mikkel! Jytte! Hvor er Karen! råbte Helle.
Vi kom hjem fra skole med hende, men så gik hun ud, svarede Jytte.
Hvor lang tid? Jytte, hvor lang tid?, spurgte Helle. Jytte nikkede og begyndte at græde.
Åh nej! Vi har jo købt hende en mobil, men hun tog den ikke med. Og hun er gammel!, Helle satte sig fortvivlet.
Mikkel var allerede iført sko.
Hvor skal du hen?, råbte Helle.
Ud at lede! Vi kan ikke undvære henne!, sagde Mikkel og styrtede ned.
Jytte fulgte efter, og Helle var lige bag dem, iført jakke i farten.
Ved indgangen stod de to og smilede.
Hvad nu?, spurgte Helle.
De pegede til venstre.
Der kom Karen, med sin hat med valmuer, og ved armen gik Jens.
Karen! Du må ikke bare gå væk i flere timer! Og hvor har du været, Jens?, udbrød Helle og krammede ham.
Vi har været ude og lukke den der utætte vandrør, sagde Karen.
Hvad? Hvordan?, var alt Helle kunne sige.
Vi ville overraske dig. Karen er virkelig fantastisk hun reddede os!, lo Jens.
Men Karen hvor har du pengene fra? Det var ikke nødvendigt, startede Helle.
Jo! For det første har jeg sparet op. Folkepensionen er okay, jeg brugte ikke meget. Høns, mælk, brød bagte jeg selv. For det andet solgte jeg huset. Hvor skulle de penge bruges? Man kan ikke tage dem med i graven. Jeg ville alligevel give dem til jer senere nu får I dem mens I har brug for dem!, fortalte Karen.
Helle var stille. Nu behøvede de ikke arbejde så meget mere tid til familien. Hvor er det fantastisk.
Ja, i morgen tager vi ud og ser på kolonihave. Vi har allerede fundet et hus!, sagde Karen.
Et hus! Ude på landet! Du har lovet at lære os at se ildfluer og flette kurve, og lave glassmykker med blomster!, børnene krammede Karen.
Så gik de sammen hjem, helt tæt.
Helle stod et øjeblik i opgangen og kiggede op mod skyerne, og hviskede:
Tak. Tak for Karen.
