Ved indgangen til dyreklinikken sad en kat. Den mjavede ynkeligt, og ved dens poter lå en lille, gråmis
Anna gik roligt ned ad Frederiksgade, hendes hund, Balder, luntende ved siden af på snoren. Det var en klar efterårsdag; den friske luft føltes som krystalklart glas, og gyldne og røde blade dansede i hvirvler, som om vinden spillede en skjult melodi. Hendes sind var let, hendes tanker glade. Men pludselig
Pludselig fangede noget uundgåeligt hendes blik: ved klinikkens dør sad en kat. Den klagede sig højt, og ved dens poter lå et lille gråmis.
Indimellem sprang den op og løb hen mod forbipasserende, som om den bad om hjælp. Katten kaldte, tiggede, nærmest krævede, men folk satte bare farten op.
Alle skyndte sig afsted, uopmærksomme eller som om de ikke så den lille skabning, der knap nok trak vejret på fliserne. Det er så let at gå forbi andres ulykke. Men Anna standsede.
Hun bøjede sig forsigtigt ned og løftede den lille killing op. Den var så tynd, at hun kunne mærke ribbenene gennem pelsen. Den åndede knapt.
Én tanke slog hende: Hvad gør jeg nu? Hvor skal jeg gå hen? Netop da kom kattemoren tættere på, og hun så Anna direkte ind i øjnene, mjavede lavt men insisterende. Hjælp, red os.
På døren hang en seddel: Den 28. ingen konsultation. Lukket.
Anna blev forvirret. Taxi? Penge? Hvorhen? Men instinktivt skubbede hun døren og mirakel: den åbnede.
I det dunkle gang stod en høj, gråhåret mand med en slidt hvid kittel.
Hjælp, jeg beder Dem, sagde Anna. Jeg har ikke penge nu, men jeg betaler senere. Den dør, hvis vi ikke gør noget sagde hun og rakte den lille.
Dyrlægen tog omsorgsfuldt killingens krop og hastede mod konsultationsrummet. Anna og katten blev stående i gangen, rystende af nervøsitet.
Efter et par minutter mærkede Anna, at manden under kitlen havde mærkelige buler mellem skulderbladene.
Åh, den stakkel, han må være pukkelrygget, tænkte hun.
Tror De det? lød det pludseligt fra manden, der vendte sig og så hende dybt i øjnene, før han igen vendte sig mod den lille patient.
Timer gik. Killingen begyndte at trække vejret roligt.
Se selv, sagde dyrlægen, den skal nok klare sig. Men nu kræver det pleje, medicin, varme. Ude kan den ikke være længere, han så på Anna. Kattemoren sendte hende også et stikkende blik.
Hvad mener De? protesterede Anna. Selvfølgelig tager jeg begge med hjem. Og deres mor. Balder og jeg, nikkede hun mod hunden, vi skal nok give dem et hjem.
Dyrlægen smilede:
Så giver jeg Dem alt, De har brug for. Penge spiller ingen rolle regningen er allerede betalt.
Anna studsede over ordet Frøken, for de år, hvor hun blev kaldt det, var længe forbi. Men hun havde ikke tid til at tænke. Hun tog medicin, killingen, og begav sig hjem med Balder og kattemoren som følgeskab.
En måned gik. Anna samlede mod til sig og ringede til klinikken for at takke dyrlægen.
Hallo, det er dyrlæge Søren Kristiansen, lød en ung, munter stemme.
Hun fortalte om killingen hun havde reddet, takkede for hjælpen. Lægen lød forlegen. Efter lidt tid foran computeren sagde han:
Undskyld, men jeg husker ikke Dem. Desuden havde jeg fri den 28. Var i sommerhus med familien. Måske tager De fejl, men det vigtigste er, at killingen har fået et nyt hjem.
Anna sank ned på stolen, forbløffet. Det gamle gråmis, nu fyldt med liv og familiens yndling, sprang op på hendes knæ. Kattemoren sad på gulvet, vogtende og observerende.
Så trådte Han ind i rummet. Den slidte kittel skjulte ikke længere de hvide vinger. Englen smilede:
Det var dig, der reddede den, sagde han til Anna. Jeg hjalp bare en smule. Jeg plejer ikke at hjælpe mennesker, fortsatte han undskyldende. Men katte er så ihærdige! Nå, jeg bryder reglen én gang til for sidste gang.
Han blinkede til kattemoren, og opløst i luften. Samtidig lød dørklokken.
Ved døren stod en klodset mand i udslidt arbejdstøj med en værktøjskasse.
Er jeg bestilt? Jeg er blikkenslager. Er der en utæt vandrør?
Nej, det har jeg ikke, smilede Anna. Men når De nu er her, kan De ordne badet samtidig. Jeg betaler i danske kroner.
Jeg har vist rodet rundt igen, mumlede han, genert, og trådte ind. Han satte sig på knæ og begyndte at arrangere sine værktøjer.
Anna hentede en tyk pude og lagde den under hans knæ.
Tak, sagde blikkenslageren sagte, og pludselig smilede han. Hans trætte, ubarberede ansigt forvandlede sig; noget blidt og barnligt, næsten uskyldigt, lyste frem.
Anna mærkede et stik i hjertet. Pludselig følte hun medlidenhed for denne ensomme, forvirrede mand.
Må jeg varme lidt suppe? Jeg har også frikadeller med kartofler, sagde hun uden at vide hvorfor.
Frikadeller, sukkede han dybt. Gud, det er længe siden. Han så på Anna med et smil, lidt flovt, men håbefuldt.
Vent her et øjeblik! sagde Anna, rød i kinderne, og skyndte sig ud i køkkenet, som om hun var i gang med noget stort.
Imens forsøgte blikkenslageren at koncentrere sig om sit arbejde, men han blev ved med at lytte til duftene fra køkkenet.
Hele hjemmet blev langsomt fyldt med duften af stegt kød og varm suppe. For at forsøde sine timer tændte han på mobilen Vivaldis Årstiderne.
Anna stod stille i døren. Det kan ikke være rigtigt, hviskede hun.
Men det skete. Og det foregik lige her.
Efter en måned gik Anna og den tidligere blikkenslager, nu i stilfuldt jakkesæt, hånd i hånd over Rådhuspladsen. Glæde, ro og fred lyste ud af hans øjne, det enhver drømmer om.
Det vigtigste er aldrig at gå forbi at redde et liv, eller en såret sjæl. Vær opmærksom og vis medfølelse
Del dine tanker i kommentarfeltet, og støt forfatteren med et like!
Ved døren til klinikken sad en kat. Den jamrede sørgmodigt, og ved dens poter lå en lillebitte killing…
