Landsbybruden
Nikolaj puffede venligt til sin ven og pegede mod døren:
Kom nu, Kasper, vi har jo snakket det hele igennem. Kvinden forventer altså, at du tager det første skridt.
Kasper, en høj, ranglet mand med triste øjne og et ansigt der altid virkede lidt opgivende, snøftede, tørrede næsen i frakken og trådte ud i det ukendte.
Alt hvad der var sket på det seneste føltes mærkeligt for Kasper: Nikolaj, der nærmest havde invaderet hans liv og insisterede på et venskab, og så den mystiske brud, som Nikolaj havde nævnt uafbrudt. Og at han nu faktisk havde indvilliget i at mødes med en kvinde.
Træterrassen knagede under ham, som om brædderne ville give efter. Kasper smuttede hurtigt ind i vindfanget og stod foran en mørkebrun egetræsdør, pyntet med et smukt, snoet håndtag af jern.
Døren var genstridig, som læberne på en ung pige, der aldrig er blevet kysset. Han fik den endelig åbnet, og en speciel duft slog ham straks i hovedet: blandingen af bivokslys, gran, og noget friskt, måske appelsinskal og et snert af kvindeparfume og sæbe.
Kvinden stod med ryggen til, ovre ved vinduet. Kasper kunne næsten ikke få vejret ved synet af hendes elegante silhuet.
Overkroppen var bred og rank, skuldrene fine og solide. Ud af skuldrene strakte en lang, slank hals sig op. Taljen sad stramt markeret af et bredt bælte, mens den lange nederdel skjulte hendes ben.
Da hun vendte sig, tabte Kasper næsten mælet. Hun så ud til at være midt i trediverne, med et blegt, alvorligt ansigt som en gymnasielærer, og hendes smalle læber en næsten usynlig streg. Men øjnene store grønne øjne, som to glimtende smaragder, brændte af en iskold vrede.
Hun var mager, nervøs og virkede direkte fjendtlig. Hun lignede en fugl truet af en kat i sit rede.
Kasper fugtede de tørre læber og fremstammede en forsigtig hilsen, men kvinden så stadig på ham med et blik, der kunne få mælk til at løbe sur.
Pludselig fik han et puf i ryggen.
Nå, hvad står du og glor for? Gør nu noget! hvæsede Nikolaj, og smuttede forbi med et skævt smil, mens han hilste på kvinden: Goddag, Karen! Det her er min kammerat, jeg har jo fortalt dig om ham, du ved, ham enkemanden fra byen.
Da Karens øjne lynede, fór det igennem Kasper, at hun lignede Karen Blixen, sådan som han huskede hende fra gamle film. Han tænkte på, hvordan han som yngre havde været forelsket i en stærk, kompromisløs kvinde, båret til live af en dansk skuespillerinde.
Jeg tror, jeg smutter igen, mumlede han og var allerede på vej mod døren.
Stop, skal vi ikke tage en kop kaffe? sagde Nikolaj med overdrevet forbløffelse. Kom nu, vi er jo kommet hele vejen hertil!
Karen sendte Kasper et blik som arktisk vinter og vendte sig om:
Jeg synes, vi stopper her. Han er slet ikke min type og så den næse og alt for gammel til mig! I øvrigt, bare gå begge to!
Hun drejede hovedet så hendes blanke, bølgede hår faldt over skuldrene på den helt rigtige måde.
Kasper mærkede en lettelse, men også skuffelse og en smule raseri, boble op indeni.
Kunne du ikke have ventet, til jeg var ude af huset? spurgte han stille.
Han huskede ikke meget fra hjemturen til det hus, han engang havde arvet fra sin bedstefar. Hjertebanken, benene gik af sig selv, tankerne fløj. Karen hun fyldte alt.
Så du prøver simpelthen at sige, at du ikke kunne lide hende? sagde Nikolaj hånligt, da han dukkede op i køkkenet og smed benene op.
Kasper mumlede:
Sådan at blive ydmyget… Du kunne godt have advaret mig, hun var så arrogant?
Jeg troede, det var lige dig, grinede Nikolaj. Men indrøm nu bare, hun er da ret flot?
Kasper snurrede rundt og så væk:
Glem det hele. Lad os tale om noget andet. Vi skulle jo ud at skyde ænder!
Resten af dagen gik med arbejde omkring huset. Selvom det var gammelt, så var det stadig solidt og hyggeligt. Landsbyen lå dybt i skoven populær blandt københavnere, der gerne ville slappe af, fiske, samle bær og jage.
Reklamer havde han sat op, men huset blev aldrig solgt, og efter karrieremæssige nederlag og tabte relationer, besluttede Kasper sig for at stikke af fra byen. Huset blev et fristed.
Kort efter begyndte Nikolaj at hænge på ham som en burre og nu, det her med kvinden…
Karen er bestemt interessant, sagde Nikolaj med et begejstret glimt i øjnene. Hun flyttede herud efter sin mands død for tre år siden og hun lever stadig helt alene, lader ingen komme tæt på. Med hendes udseende det er da næsten synd.
Kasper satte te-kanden op på komfuret med et brag:
Nok om hende! sagde han. Jeg er ikke interesseret. Kan du ikke tage hjem, Nikolaj? Venter din kone dig ikke?
Dorthe? Jo, men hvad så, lo Nikolaj. Med hendes 120 kilo, kan hun alligevel ikke løbe efter mig!
Kasper sukkede. Billedet af Karen blev hængende bag hans øjne.
Det er typisk Karen, straks at svine dig til, fortsatte Nikolaj. Hvad har hun mod din næse? Hun sagde jo også, du var for gammel du er fem år ældre end hende, ikke?
Kasper, der netop hældte te op, nikkede.
Jeg er 43. Hvad så, hun er 37?
Aha! grinte Nikolaj Du indrømmer, hun ser yngre ud, hva?
Kasper sagde ikke mere, men Nikolaj blev ved:
Karen er nok blevet træt af det rygte, jeg lod fare i byen…
Hvilket rygte? Kasper blev nervøs.
Nikolaj viftede afværgende.
Nå, bare at du sagde, du var villig til at møde hvem som helst, bare hun kunne fyre op i brændeovnen og lave mad…
Kasper stirrede rystet på ham.
Du har fortalt dem det?! hvæsede han. Det er jo det rene sladder! Hvorfor kalder hun mig læge?
Nikolaj kiggede væk:
Du var jo læge, men røg ud af faget. Nu siger folk, du blev smidt ud.
Kasper greb fat i Nikolajs jakke og puffede ham mod døren:
Ud med dig jeg gider dig ikke mere!
Inden Nikolaj nåede at protestere, lukkede Kasper døren.
Landsbyens kvinder begyndte at lægge mærke til Kasper. De kom forbi med mælk, brød og småkager og havde alle et blik, der sagde mere end ord. Mest ihærdig var Signe, en lille rund kvinde, der boede to huse væk. Hun gik altid med stramt tøj og trykkede sig ind til Kasper, hver gang hun kom forbi.
Men intet ved Signe tændte ham. For nu havde Kasper nogen at sammenligne med.
Han mødte Karen i købmanden og på biblioteket. Hun elskede at læse, præcis som ham selv.
Men Signe gav ikke op hun flokkedes om ham, fulgte ham overalt, og naboerne begyndte at sladre om deres forhold.
Kasper, hvor skal vi hen, skal du handle? Jeg mangler også smør… og brød, lo hun.
Kasper tænkte for sig selv måske hun burde spise lidt færre rundstykker men han sagde ikke en lyd.
Hvorfor stoppede du egentlig på hospitalet? spurgte Signe.
Kasper trak på skuldrene.
Lægegerningen blev mig for meget. Jeg havde råd til at stoppe.
Hun sendte ham et bredt smil og pressede sig ind til hans arm.
***
Signes stædige jagt gjorde dog noget uventet: Karen havde opdaget, hvordan Kasper blev fulgt rundt, og hun blev mærkbart trist.
Samtalen
Kasper var blevet så træt af Signe og Nikolaj, at han en aften listede gennem haven. Han gik gennem skyggerne ned mod Karens hus. Duftene, lyset og hvert lille træk var velkendt.
Han stod ved hækken og så ind ad vinduet, hvor man tydeligt kunne se den smukke gamle tallerkenrække i køkkenet.
Pludselig fornemmede han Karen bag sig. Han mærkede hendes duft med det samme – umiskendelig.
Så hørte han hendes stemme:
Står du og kigger ind ad mine vinduer?
Nej, det gør jeg vist ikke, mumlede Kasper, og trådte væk fra hækken.
Hendes skuldertræk fremhævede figurens elegante linjer.
Noget mærkeligt skete for Kasper. Han blev svedt, hjertet hamrede.
Karen gik helt tæt:
Du er gået forkert. Signe bor da oppe ved dig? sagde hun tørt.
Kasper trak på smilebåndet:
Det her føles som børnehave. Du er klog, voksen, og du læser og alligevel opfører du dig…
Som hvad? Som en dum landsbypige? Nå, kan du ikke finde ordene, doktor?
Kasper rystede opgivende på hovedet:
Det var ikke det, jeg ville sige. Men så kan det jo også være ligemeget.
Hvorfor påstår du så, at du skal over til Signe?
Fordi… du mener jo, jeg bare står og mangler en kvinde.
Du stoler mere på Nikolajs sladder end på dig selv.
Underligt nok blev samtalen ligefrem og ærlig. De snakkede og snakkede, og alt andet faldt væk.
Ord tæller ingenting, det er handlinger, der viser noget, sagde Karen. Men du ville bare ha en kvinde, der kunne passe huset.
Det er jo ikke helt sandt, sagde Kasper. Jeg kom bare, fordi jeg blev inviteret.
Som en tam vædder, skød Karen ind. Men hvad laver du her nu?
Kasper tøvede lidt.
Fordi jeg … altså, jeg må indrømme, du tiltaler mig. Men du virker uopnåelig.
I vindlyset så han, at Karen spændte i kroppen.
Jeg ved godt, jeg tiltrækker mænd, sagde hun. Jeg troede, du bare var en arrogant bybo, der så ned på folk herude. Men du viste dig at være lidt bedre, end jeg havde regnet med.
Kasper så, at Karen frøs lidt, så han tog jakken af og lagde den om hendes skuldre:
Det er en smuk aften vil du gå en tur med mig?
Hun løftede hovedet for stolt at gå ud foran ham.
De slentrede langs åen og talte uafbrudt natten igennem. Samtalen blev let og sjov, og da solen stod op, foreslog Karen:
Du må være frossen! Kom ind til mig og få noget kaffe.
Kasper opdagede med et grin, at han allerede længe havde haft gåsehud. Så god havde samtalen været.
Hvorfor endte du her i landsbyen? spurgte Karen.
Et lille smil krøb frem.
Jeg kan lide roen. Her føler man sig fri. Da min kone døde, blev jeg jagtet af hele hendes familie. Jeg kunne ikke mere.
Hvordan døde hun? Karen så omsorgsfuldt på ham.
Hun… hun var for smuk, lidt som dig. Mændene kredsede om hende. Hun havde et sart hjerte, det gik i stykker.
Det gør mig ondt, sagde Karen sagte. Hun ville egentlig spørge mere, men søvnen trak i hende.
Kasper sagde farvel med et lille kys på hånden.
Hjemme i sengen var han længe om at falde i søvn. Tænk, en kvinde som Karen havde valgt ham. Han lå næsten og drømte, da han blev vækket af bank på ruden.
Kasper! Jeg har frisk mælk! lød Signes irriterende stemme.
Han vendte sig om i puden og håbede, at hun forsvandt, mens han i krogene af øjnene så hendes runde ansigt forsvinde fra vinduet.
Bryllup
Rygtet bredte sig som ringe i landsbyen: Kasper doktoren havde næsten giftet sig med Signe, men så blandede Karen sig, og valget faldt på den smukke Karen. Hvem kunne matche hende?
Kasper og Karen tog ind til Rådhuset i Silkeborg og blev gift uden det store ståhej.
På Karens finger glimtede nu en ring med en kæmpe sten. Hun var pludselig så heldig: Hendes nye mand havde et dejligt hus, anstændige penge i banken og egen lejlighed i Aarhus.
Signe måtte bide i det sure æble og Kasper begyndte at forkæle Karen med gaver og morgenmad på sengen. De blev hurtigt enige om, at landsbyen var deres hjem byen savnede ingen af dem længere.
Men det skulle vise sig, at alt ikke var lutter lagkage.
Drama
Kasper måtte selv drage sine konklusioner. Ingen sagde noget højt.
En unge fyr, Rasmus Fuglsang, dukkede op i landsbyen fra tid til anden. Flot og drenget, altid med en ny, smuk kæreste og den seneste bil.
Når Rasmus var i landsbyen, blev Karen mærkbart gnaven og rastløs. Hun hørte ikke, hvad Kasper sagde, gloede ud ad vinduet og forsvandt ofte i flere timer.
Mønsteret gentog sig. Efterhånden gik det op for Kasper, hvad der foregik.
Karen, hvorfor opsøger du den der Rasmus? spurgte han.
Hun blev helt forlegen:
Mig? Jeg?
Jo, dig! Nikolaj har fortalt, at I havde et forhold førhen. Du ville giftes med ham, men hans familie forbød ham det for du er ni år ældre.
Karen så på ham, mærkeligt sårbar.
Kasper hadede situationen hele billedet blev vendt på hovedet.
Karen, tog du mig kun for at hævne dig på ham?
Hun sank sammen og slog øjnene ned.
Nej, det er ikke derfor, Kasper. Jeg håbede bare, at hvis jeg var sammen med dig, kunne jeg endelig slippe ham.
Kasper huskede, hvordan han engang havde set Karen og Rasmus sammen ude i skoven. De så begge ud til at lide.
Hvorfor giftede du dig?! råbte Rasmus.
En fugl baskede forskrækket væk fra træet over dem.
For at du skal lade mig være! råbte Karen tilbage.
Kasper så, hvordan Rasmus greb hendes kind og prøvede at kysse hende.
Det var tid til at skride ind. Han trak Karen væk.
Jeg har set og hørt det hele, sagde han kort. Er du færdig med ham eller…?
Hun havde tårer i øjnene.
Det betyder ikke noget nu. Hvis han ikke kan stå op imod sin familie for mig, er han ikke min kærlighed værd.
Og hvis han vil løbe væk med dig?
Så bliver jeg… hos dig, sagde hun lavt.
Men Kasper kunne se, at det gjorde ondt på hende.
Rasmus blev ved med at dukke op, ofte i sin bil direkte foran deres hus.
Kasper mistede roen. Karen var kun en skygge af sig selv.
En dag brasede Rasmus ind ad døren:
Det her gider jeg ikke mere! Karen, kom ud!
Kasper overraskede både sig selv og Rasmus:
Du må gerne gå, unge mand. Karen er min kone og hun bliver her.
Rasmus pustede sig op:
Nu er det nok! Hun er din kone, men vi har elsket hinanden i årevis du er bare havnet her for at irritere mig! Du er for gammel. Giv slip.
Rasmus stormede gennem huset for at finde Karen. Hun sad, bleg og grå, i soveværelset.
Karen…, begyndte han.
Hun så koldt på ham og vendte sig væk. Indeklemt stank af urin i værelset.
Hvad er der galt? spurgte han chokeret.
Hun er ikke rask, sagde Kasper stille. Du må finde en psykiater, før du gifter dig med hende.
Rasmus trak sig, såret.
Du lyver! Hun var jo helt normal forleden!
Kasper forsøgte at hjælpe Karen med et glas vand, men hun væltede det ud af hånden på ham.
Hun virkede også normal, da vi mødtes første gang, sagde Kasper roligt. Men hvem vælger frivilligt at isolere sig på landet, hvis de er unge og smukke?
Rasmus stirrede. Kasper smed glasskårene ud, mens Rasmus forlod huset, slog i rattet af frustration og kørte bort. Han kom aldrig igen.
Epilog
I landsbyen talte man længe om, at Karen Vornsen havde haft det svært. Kasper undskyldte altid, hvis nogen spurgte hun var syg og lå i sengen.
En nat havde Signe hørt Karen skrige, og set Kasper trække hende grædende tilbage ind i huset.
Karen har det ikke helt let for tiden. Vil du ikke nok tie stille om det? sagde Kasper.
Efterhånden kom Karen ud igen nu tynd, med kort hår og et fjernt blik, helt opslugt af Kasper.
Efter et år blev hun sig selv igen. Hun fødte en datter, og året efter kom en søn til. Men noget i Karen var forandret. Hun blev tavs, lidt drømmende, altid hengiven overfor Kasper.
Nu var rollerne byttet om: hvor han pegede, fulgte hun efter.
Det stærke, selvstændige i hende var brudt ned. Kasper havde også forandret sig han havde fået fuldskæg og gik i skoven som en gammel bjørn.
Nikolaj kom ofte forbi og hev Kasper med ud at fiske eller jage.
Hvilken slags doktor var du egentlig? spurgte han en dag.
Kasper gabte og slog kors for munden:
Ak, det var videnskab…
Hvilken slags? Jeg snusede rundt og fandt ud af, at du faktisk har arbejdet indenfor psykiatrien. Var du psykiater eller hvad?
Tjoh, brummede Kasper uvilligt og satte stangen i jorden.
Det ser ikke ud til, at fiskene bider i dag. Du snakker alt for meget, Nikolaj. Skal vi ikke bare tage en lille én?
Nikolaj så skeptisk på den flaske, Kasper trak op af sivene:
Nej tak, jeg må hellere lade være…
