Det stjålne lykketræf
Mor, jeg har det så skidt, hvisker hun, da hun vågner.
Hvorfor er det, at når livet gør allermest ondt, så kalder man på sin mor, selvom man for længst er over de tredive?
Det skal nok gå, operationen gik godt, siger hendes mor blidt, idet hun sætter sig ved hospitalssengen. Vil du have noget at drikke? Lægen siger, du må få solbærsaft.
Ja tak, mor Undskyld, jeg fik dig til at bekymre dig.
Moderen ser på Astrid med mildhed, også selvom hendes øjne er røde af bekymring og gråd.
Det vigtigste er, at det er overstået nu.
Hvor bliver du egentlig, mor? Du må gerne få nøglerne til min lejlighed.
Det behøver jeg ikke. Jeg bliver hos Moster Vibeke.
Efter operationen har Astrids mor været der konstant, indtil hun kom over på den almindelige stue.
Først derefter tager Katrine hjem til landsbyen, hvor hendes mand, Jens, tager imod hende. Jens sender et ondt blik:
Du styrtede bare afsted, da hun ringede. Ringer det ikke en klokke? Har du glemt, hvad vi aftalte?
Katrine undgår at se sin mand i øjnene. De havde jo aftalt slet ikke at nævne hendes navn, men nu kan hun mærke vreden ulme.
Min datter var ude for en ulykke. Hvis jeg havde mistet Astrid, ville jeg aldrig have tilgivet dig!
Jens siger ikke mere, men går i stedet ud for at ryge. Katrine prøver at trække alle følelserne væk fra sig, men da nærmer datteren, Sofie, sig med lille Laura på armen:
Mor, du tog bare afsted uden at sige noget. Du må aldrig gøre det igen! Jeg var så bekymret, og Laura ville ikke sove.
Sofie lægger ubekymret sin datter i armene på Katrine, der er tydeligt træt efter rejsen.
Hvad er der sket med Astrid? spørger hun surt.
Ikke noget, svarer Katrine.
Nå. Hvis du ikke vil sige det, så lad være.
***
Sygdommen kom snigende. Først nogle lette hovedpiner, så begyndte hun at få lette føleforstyrrelser i arme og ben om morgenen. Snart blev det til smerter, og til sidst kunne Astrid ikke længere stå på scenen uden smertestillende. Til sidste gik hun til lægen og fik stillet en diagnose, der satte en stopper for hendes karriere. Ingen dans mere. Skaderne efter ulykken havde sat sine spor.
Uden arbejde var det meningsløst for Astrid at blive i Aarhus. Den lejlighed hun boede i, var luksuriøs men lejet. Nu fortrød hun, hun ikke havde lyttet til sin mor og købt bare en lille andelslejlighed.
(Men hvordan skulle hun dog nøjes med et lille værelse, når hun kunne bo stort med walk-in-closet, sauna og boblebad?)
Alle beundrere og pengene gav hende hovedet i skyerne. Astrid troede, det ville vare evigt.
Nu pakker hun sin garderobe ned. Det meste af det, hun har brugt mange penge på, vil hun aldrig få brug for igen neonfarvede toppe, korte skørter og uendelige mængder af dansesko. Alt dét, der ikke passer ind i et almindeligt liv længere.
Ja, sådan forsvandt pengene: luksus-makeup, parfumer, tøj, sko. Astrid har ingen opsparing. Det sidste hun havde, gav hun til sin forlovede, fordi han ville købe en ny bil inden brylluppet. Tragisk nok var det netop i den bil, de kørte galt. Det viste sig, bilen slet ikke kunne repareres, og han havde selv været skyld i ulykken. Forsikringen dækkede ikke, og forlovede Jesper forsvandt også ud af hendes liv, blokerede hendes nummer og glemte alt om gælden.
Sådan skifter livet retning. Astrid mindes byen; cafébesøg til morgenmad og frokost, dyre gaver, rejser til sydens sol, pæne gaver til familien, og troede, hun ville giftes med en vidunderlig mand.
Alt blev brugt, og intet blev sparet op.
Nå, jeg finder nok ud af noget, mumler hun og ruller alle tasker hen til døren, hvorefter hun ringer til sin mor.
Mor, jeg tager det sidste tog. Jeg tager taxa fra stationen til landsbyen.
Jeg henter dig, min skat.
***
Jens fnyser, da Katrine kommer ud i entreen med telefonen.
Er det den vildbasse igen? mumler han. Jeg sagde, hun aldrig skulle vise sig i mit hjem. Har hun virkelig tænkt sig at komme?
Sofie sidder ved det store runde bord og fodrer Laura. Hun ser op på sin far:
Far, jeg overhørte deres samtale. Astrid kommer i dag. Det går nok dårligt for hende, siden hun pludselig vil hjem.
Jens trækker vejret tungt.
Så bare hun prøver jeg tager imod hende, som hun fortjener. Skam over mit gamle hoved.
Ja, hun tror vel, vi ikke aner, hvordan hun har tjent til dagen og vejen i byen, siger Sofie og tager Laura ud af stolen.
Før delte hun værelse med Astrid, men de har aldrig rigtigt kunne med hinanden. Da Astrid fik mulighed for arbejde og blev i Aarhus, voksede hadet i Sofie.
“Endelig har livet sat hende på plads,” tænker Sofie. “Hun troede, hun var en stjerne. Sådan nogen får livet knækket.”
Sofie forsøger at få Laura til at sove, men uden held. Hun kniber barnet i låret.
Sov nu! hvæser hun.
Laura græder, og straks banker Jens på døren:
Sofie, hvorfor græder Laura?
Hun er bare urolig, far.
Men så snart Laura har grædt, sover hun. Sofie bruger kun dette kneb sjældent; hendes mor vasker ofte barnebarnet, hun må ikke se mærkerne.
Da Laura sover, går Sofie ud i køkkenet for at tage opvasken efter frokosten. Hun kigger på uret og regner ud, at Astrid nok nu sidder i toget.
“Det var bare det, vi manglede!”
Da mørket falder på, og hoveddøren bliver smækket op, kaster Sofie sig ind i entreen, spændt på at se faren smide den forkælede søster ud.
Ind kommer Astrid med en stor, fancy kuffert på hjul, og en ung taxachauffør hjælper med taskerne. Katrine går rundt og takker ham.
Vil du have en kop te inden du kører?
Nej, tak, jeg må videre, der er mange ture i aften.
God tur, siger Astrid.
Sofie kigger irriteret på søsterens slanke figur, tænker for sig selv, at Astrid må gå i fitness noget hun aldrig selv har tid til med alt arbejde i hus, have og mark.
Jens gemmer sig i stuen bag avisen. Sofie sukker hvor blev din beslutsomhed af, gamle mand? Direkte førte han sig ellers frem
Astrid tager skoene af og træder ind.
Hej far! Er du vred? Må jeg blive her en uges tid? Jeg er helt færdig, har brug for familie.
Han ser op:
Dig kan vi ikke slippe af med. Ligesom kakerlakker, du.
Indeni river det i Sofie. Hun ser Astrid flette farens hoved ind til sit bryst.
“Var det ikke dig, der for et par timer siden sagde, du ville smide hende ud?”
Det var altid sådan: Sofie stræbte efter at gøre forældrene stolte, men alligevel elskede de altid Astrid mere.
Så begynder Laura at græde, og Astrid vender sig:
Nå, mon Laura er vågnet? Jeg har faktisk en gave til hende.
Astrid løber ud, finder en stor kasse og kommer retur.
Det er til Laura.
Min datter behøver ikke noget fra dig, siger Sofie mellem tænderne.
Hvad er det dog, du siger, Sofie? bryder Katrine ind. Sikke en flot dukke! Laura har aldrig haft sådan en. Den er jo større end hende selv! Uh, jeg glæder mig til at se, hvordan Laura reagerer.
Sofie forsvinder ud af huset, væmmes ved tanken om, at forældrene vil glæde sig over gaven fra “hende”.
… Astrid spiser næsten ikke, sidder trist ved bordet.
Mor, far. Jeg har savnet jer, men jeg har aldrig forstået det før. I byen havde jeg aldrig tid, kørte rundt som et egern i et hjul for at tjene penge.
Nå, hvad fik du ud af det? bemærker Sofie. Du må jo nærmest have tjent til en lejlighed!
Katrine ser mærkeligt på Sofie.
Astrid, er du ikke træt efter rejsen? Jeg har redt op på sofaen i stuen, soveværelset er jo Lauras nu, der vil du ikke kunne sove ordentligt.
Åh, mor, jeg glæder mig til at hvile ud i stuen. Jeg elsker vores hus, selv lugten er hjemlig.
Jens skridter utålmodigt rundt, tydeligt på udkig efter at få en samtale alene med Astrid. Hun ligner ikke længere den pige, hun var engang.
Jeg putter Laura, og Astrid tager opvasken, siger Sofie koldt, inden hun forsvinder.
Indestængt vrede vokser i Sofie.
Ude i stuen omfavner Astrid pludselig sin far og bryder grædende sammen:
Far, undskyld! Jeg ville glæde jer og fortælle om mit bryllup Men det endte som det plejer Jeg er en fiasko. Jeg er så træt, far. Jeg er træt af livet.
Du har knap set livet, barn. En dag får du egne børn, så forstår du, hvordan det føles at høre dig sige det her. Ingen smider dig ud bliv så længe, du vil, vi skal nok hjælpe så meget vi kan. Du er syg? Du skal ikke ud og arbejde mere.
Væggene er tynde, og Sofie kan høre alt.
“Er du blevet skør, gamle mand? Hun vil bare læsse sig over på jer! Nu græder hun, så I kan have ondt af hende!”
Næste morgen snører Astrid tørklædet om håret og går i køkkenet.
Har du ondt i hovedet? spørger Katrine straks.
Lidt, men jeg klarer det, smiler Astrid.
Du skal spise mere, du er så tynd.
Bare rolig, nu spiser jeg alt, jeg vil. Jeg behøver ikke længere bekymre mig om vægten.
Hvilken vægt? Du er jo nærmest gennemsigtig. De penge, du sendte, har jeg lagt til side.
Astrid ser forbavset på moren:
Hvorfor det?
Jeg havde på fornemmelsen, du ville få brug for dem. Du sendte så meget, jeg nænnede ikke at bruge dem.
Sofie kommer forbi for at hente vand og skubber syrligt til Astrid.
Du står bare i vejen. Flyt dig!
Efter morgenmaden foreslår forældrene en gåtur for begge døtre sammen.
Vis Astrid den nye gade og købmanden nede ved åen.
Fint, mumler Sofie.
“Hun kunne bare drukne sig i åen, så var vi fri for hende.”
Folk kigger efter Astrid, kun nogle genkender hende. Engang var hun alles yndling her i landsbyen.
Sofie sender et blik ned over Astrids figur, kort sweater og leggings.
Sådan kan du ikke gå klædt her. Så tror folk, du er let på tråden. Der går jo allerede rygter om dig.
Og hvilke rygter? undrer Astrid sig. Du mener dem, du selv satte i gang?
Sofie stopper op og ser ironisk på hende:
Sagen handler altså ikke om mig, men om dig, søster. Hvis du har levet sådan, kan du ikke klandre folk for at snakke. Start med dig selv.
Jeg har intet at skamme mig over, siger Astrid fast og retter ryggen. Det forbløffer Sofie.
Tror du, folk har glemt, hvad der skete for ti år siden?
Og hvad så? Jeg blev offer for et overgreb på grund af dig, det ved du udmærket.
Sofie trækker på skuldrene og smiler falskt.
Du finder altid en måde at give mig skylden? Jeg har i det mindste levet stille. Laura er fra Mads Sørensen. Jeg venter stadig på, han frier tror du han er stadig forgabt i dig?
Astrid gyser ved navnet Mads.
Lad mig være i fred! Jeg går selv og får luft i landsbyen.
Sofie ser hende gå og råber højt mod et par gamle damer ved købmanden:
Ja gå, ingen her gider alligevel dig, gamle dramaqueen!
Men Astrid ser sig ikke tilbage, går rank indtil hun rammer skoven og løber så med tårerne pressende sig på.
“Hvordan tør hun pille i fortiden og såre mig så meget? Jeg prøvede bare at glemme natten den blev ødelagt.”
For næsten ti år siden begik hun en fejl. Hun var ung studerende, alt lykkedes for hende: gode forhold til sine forældre, en kæreste Mads som hun så til højtider. Man ville gerne have giftet dem, men Astrids forældre ville vente til hun var færdiguddannet.
Men så dumpede Sofie alle sine eksamener i Aarhus, flyttede og brød sammen. Astrid vidste ikke hvor grusom, hendes søster kunne være.
Sofie kom i problemer og formåede at slippe væk ved at “skubbe” Astrid i stedet. Astrid husker stadig hvor frygteligt det var, og skulle bare væk fra overgrebet, prøve at genfinde sig selv. Hun ville fortælle Mads det hele, men inden da havde Sofie fyldt Mads med løgne.
Bare sig ikke noget, sagde han sørgmodigt. Så var det forbi. Hun smed sin telefon væk og slettede tanken om bryllup.
“Ingen bryllup for nogen som mig.” Hun hadede sig selv.
Kroppen helede, men sjælen blev aldrig hel. Vennerne forsvandt, moderen bad hende lade være med at komme hjem, for sladderen gik. Eneste støtte var veninden Johanne. Johanne tog hende med på natklub, hvor Astrid fandt arbejde som danser.
Utroligt nok følte hun sig tryg der. Hun lærte hurtigt, kom på scenen og blev populær. Men hun lukkede af. Ingen venner, ingen mænd kun minderne om Mads.
***
Moren spejder uroligt efter Astrid. Da hun vender hjem fra skoven, tager Katrine hende om skulderen.
Blev det til uvenskab mellem dig og Sofie? Tag dig ikke af hende, I er jo søstre. Hun har det heller ikke let kæresten forsvandt fra hende, da Laura blev født.
Ja, jeg ved det han var Mads.
Mads? Det tror jeg ikke han var aldrig interesseret i hende. Jeg tror stadig, han leder efter én som dig Vi håbede, han ville vælge Sofie, diskuterede det endda med hans forældre, men
Katrine holder inde, ser på sin datters ansigt.
Undskyld. Han var jo din forlovede.
Astrid smiler sørgmodigt:
Mor, hold nu op, det er længe siden og betyder ikke noget mere.
Sofie bryder ind med Laura på armen:
Jeg vil væk fra jer! Vi er bare til overs her i huset.
Katrine kaster hænderne op.
Hvad er det dog, du siger! Hvor vil du gå hen, alene med et lille barn? Ingen smider dig ud, huset er stort nok til alle.
Astrid rejser sig også:
Så går jeg i stedet. Bare rolig, jeg finder et sted.
Katrine sætter sig grædende på dørtrinet:
Hvad er det, I gør ved mig? Vi er én familie, jeg har brug for jer alle sammen!
Sofie mumler surt og forsvinder. Astrid prøver at trøste moren. Om aftenen banker det uventet på døren Mads kommer på besøg. Han har bredere skuldre men ellers er han uforandret.
Hej, Astrid. Er Sofie hjemme?
Hvorfor? siger hun.
Det er ikke hende, jeg skal tale med. Jeg hørte, du var hjemme, og jeg vil gerne snakke.
Hvorfor det.
Jens rømmer sig bag avisen.
Hun er her til dig, gå nu ud.
Hvorfor, Mads? Hvad vil du?
Bare Lad mig jeg vil forstå mine følelser.
Astrid skutter sig i kulden og trækker sin mors cardigan tættere.
Følelser? Lad være med at plapre.
Du tror, de forsvandt? Ingen slog dig ud af hovedet. Jeg har aldrig mødt den rigtige siden dig. Jeg ville ikke møde nogen.
Stakkels dig, siger Astrid ironisk.
Det har været et helvede, Astrid. Det var, som om jeg døde dengang. Alt det sladder
Hun tier, vipper med øjenvipperne.
Så var du en tåbe. Du kunne bare have været glad der findes så mange kvinder.
De siger mig ingenting. Jeg bliver aldrig god til at elske flere. Du?
Astrids hjerte skælver. Hvis ikke det var for fortiden, stod hun nu her som hans kone, lavede mad, havde børn Men lykken blev stjålet, begravet under tårer.
Jeg forsøgte jo at blive gift. Intet lykkedes hvem vil have mig syg og ældre?
Du er kun 30, Astrid.
Men det føles som et helt liv.
Gå nu hjem, Mads, jeg fryser.
Nej, Astrid, jeg vil ikke væk. Jeg så dig i dag og kan kun tænke på dig. Undskyld jeg ikke opsøgte dig dengang, jeg var ung og dum. Jeg fortryder hver dag
***
Sofie lytter ved døren, men Katrine står pludselig bag hende.
Sofie. Lad din søster være.
Sofie retter sig op:
Det er altså ikke, hvad du tror! Jeg syntes bare, det trak
Du lyver. Du kan ikke lade Mads være, men han vil dig ikke. Og det med Laura hold op.
Sofie ser vredt på sin mor.
Og selv hvis hun er fra ham, så hvad? Hvorfor elsker I alligevel altid Astrid mest? Hun driver mig til vanvid!
Katrine ryster på hovedet med tåre i øjnene:
Det var dig, der svigtede Astrid. Jeg kender sandheden. Hun tog din plads den nat.
Nej! Hun er selv skyld i det! Selv dér foretrak de hende!
Det handler ikke om hende, Sofie! Hvorfor så meget had? Astrid er mit barn, og du havde intet ret til at styre hendes skæbne!
Jens dukker op:
Så kan det være nok gå så i seng, begge to!
Manden kan ikke sove med det hørte, men han tænker:
“Jeg lyttede altid til Sofies version men nu forstår jeg ikke havde hele sandheden. Jeg skammede mig over Astrid, mens hun kæmpede alene. Hvorfor fortalte Katrine ikke sandheden? Nu forstår jeg. Sofie er også vores datter.”
Han går ud og finder Astrid og Mads sammen på bænken foran Sørensens hus. De er i gang med at flette en krans af mælkebøtter.
Han vender stille hjem et lille smil om læberne. “Nu bliver det godt igen,” ønsker han for sine børn.
