En del af lejligheden
– Du har misforstået, Lone. Jeg er ikke kommet hjem for at spise. Jeg skal bare sige dig noget vigtigt.
Lone Sørensdatter Møller stod ved komfuret med ryggen til sin mand. Den træske, hun holdt, standsede over gryden med suppe. Bouillonen boblede sagte, små bobler steg til overfladen, og pludselig var det den eneste lyd, hun hørte i lejligheden. Også den lyd forsvandt.
– Hvad er så vigtigt? spurgte hun uden at vende sig. Hendes stemme lød rolig, næsten forretningsagtig. Hun blev selv overrasket over det.
Anders gik forbi hende hen til spisebordet og stillede sin mappe på skamlen. Hans faste rutine: mappen på skamlen, jakken over stoleryggen. Tredive år med samme vaner. Lone kunne dem udenad, som man kan et gammelt digt der ikke betyder noget længere, men stadig hænger fast i hukommelsen.
– Jeg går, sagde han. Ingen pause, ingen indledning. Bare: Jeg går.
Skeen blev lagt fra sig. Lone vendte sig langsomt.
Anders sad ved bordet. Han havde ikke engang taget jakken af. Enoghalvfjerds og stadig både den samme mand som engang, og samtidig helt fremmed. Hans tindinger var nu helt grå. Hænderne hvilede med håndfladerne nedad på bordet, rolige, som om han havde tænkt denne samtale igennem for længst.
– Hvor hen? spurgte hun. Det var fjollet. Hun vidste det godt.
– Til Pia. Du kender hende ikke. Hun arbejder i afdelingen. Hun er fireogtredive.
Han sagde det som selvstændig sætning alderen som en slags forklaring. Måske var det meningen.
Lone greb en hørserviet fra bordet, som hun havde lagt sammen til trekant for en time siden, før middagen. Den var købt hos en dame på grønttorvet, kraftig i stoffet, rar i hånden og Anders krøllede dem altid sammen og efterlod dem i en klat ved tallerkenen. Hun foldede ud og vaskede dem. Tredive år med det samme ritual.
– Hvor længe? spurgte hun.
– Et år og fire måneder.
Et år og fire måneder. Lone regnede efter i hovedet. Forrige sommer. De havde været i et sommerhus ved Vesterhavet, bare de to, for første gang i mange år. Hun havde troet, det var en ny begyndelse. Det var det åbenbart ikke.
– Du er nødt til at forstå, begyndte Anders. Han lænede sig frem, og Lone lagde mærke til, at han kiggede forbi hende, på et punkt over hendes skulder. – Det er ikke fordi, du er et dårligt menneske. Men Lone, du er gået i stå. Du er blevet en del af denne lejlighed. En rekvisit. Jeg kom hjem og så rene vinduer, pressede skjorter, alt på sin plads. Perfekt. Bare ikke dig. Ikke som levende menneske.
Lone lyttede. Hørservietten blev snoet til en stram rulle i hendes hænder.
– Når jeg er sammen med Pia, føler jeg mig levende. Hun interesserer sig for, hvad jeg laver. Vi taler rigtigt sammen.
– Talte vi aldrig sammen, du og jeg?
– Lone de sidste ti år har du kun talt om lejligheden, børnene og naboerne. Undskyld, men sådan var det.
Børnene. Deres søn, Kristian, boede i Aarhus med familien. Datteren Mette var flyttet til Odense for fem år siden. De ringede om søndagen, nogle gange var de hjemme til jul eller fødselsdage. Lone savnede dem hver dag, men det var en distanceret slags savn, sådan et man lever med som et gammelt ar.
– Skal du gå nu? spurgte hun.
– Nej, ikke i dag. Jeg har brug for nogle dage til at pakke mine ting. Jeg ved godt, det er irriterende. Jeg kan overnatte hos Bent, hvis det er lettere for dig.
Bent. Hans gamle ven. Så Bent vidste det. Sikkert længe.
– Bliv bare, sagde Lone. Stadig rolig i stemmen. Jeg har ikke brug for, at du smutter hen til Bent. Pak her.
Hun vendte sig, slukkede for gassen. Suppen stod og trak i stilhed.
Den nat lå hun på sin side af sengen og stirrede op i loftet. Anders så ud til hurtigt at være faldet i søvn, eller også lod han som om. Loftet var som altid hvidt, med en lille revne i hjørnet, som de havde talt om at få repareret sidste efterår. Lone betragtede revnen nu ville den forblive som den var. Det var der ikke nogen grund til at få gjort.
Tårerne kom først omkring klokken tre. Ikke voldsomt. Bare noget varmt, der løb ned over kinderne, og hun lod det ske. Lå bare stille og græd lydløst, indtil himlen begyndte at lysne udenfor.
Han tog afsted efter fire dage. Tog to kufferter, sin laptop, økonomibøgerne og lidt toiletsager med. Lone sad i køkkenet, mens han pakkede. Drak te, der ikke smagte af noget. Da døren klikkede i bag ham, blev der helt stille i lejligheden. Ikke den almindelige aftenstilhed. En helt anden stilhed. Som om møblerne også var væk.
De første dage gik hun rundt og gjorde, hvad hun plejede. Vaskede op. Tørrede hylderne af. Om søndagen tog hun hans hvide skjorter ud af skabet og sad med dem på sengen uden at vide, hvad hun skulle gøre af dem. Der var ni. Han havde altid forlangt separat vask til de hvide, stivelse i kraven. Hun havde strøget dem hver uge i tredive år. Nu lå de der på hendes skød, og hun kunne ikke finde på, hvor de skulle hen.
Hun lagde dem tilbage i skabet. Lukkede døren.
Kristian ringede onsdag. Hans stemme var forsigtig, som én der ved, hvad han vil sige, men ikke hvordan.
– Mor, far ringede Hvordan har du det?
– Fint, sagde hun.
– Fint hvordan?
– Fint er fint, Kristian. Alt okay.
Hun fornemmede, at han ville sige mere. Måske tilbyde, at hun kunne komme til Aarhus, eller give gode råd, hun ikke havde bedt om. Men han spurgte bare:
– Får du noget at spise?
– Ja, jeg spiser.
– Godt. Ring hvis der er noget.
– Det skal jeg nok.
Hun havde ikke spist rigtigt i en uge. Ikke fordi hun ikke ville. Men når hun åbnede køleskabet, stod hans ting der stadig: den stærke ost han spiste til morgen, den lille tube sennep, kærnemælk. Hun smed det ikke ud. Lukkede bare skabet og gik en anden vej.
Mette dukkede op uanmeldt i weekenden. Ringede bare fra banegården.
– Jeg er i København, find mig på stationen.
Lone hentede hende ved S-toget. På mange måder lignede Mette hende selv som ung: mørkt hår, rank ryg, stædigt blik. Bare yngre, og helt sin egen alligevel.
– Mor, du er blevet tyndere.
– Det er som det er.
– Ikke på to uger, det er det ikke. Mette tog hende under armen Kom, vi går hjem. Jeg har mad med.
Mette blev to nætter, lavede mad, gjorde rent, så film sammen med Lone. Den anden aften blev de sent oppe i køkkenet, og Lone begyndte at fortælle. Ikke med tårer eller klage. Hun satte bare ord på. Om hvordan Anders havde været i begyndelsen, om at mødes på biblioteket på uni, om at de blev gift da hun var syvogtyve, han niogtyve. Om jobbet som kunsthistoriker på bymuseet hvor meget hun holdt af det. Om Kristian, om Mette. Hvordan livet blev anderledes ikke dårligere, bare anderledes.
– Du arbejdede, mor. Hvornår stoppede du?
– Da I var fire og syv. Far mente, det var bedst jeg var hjemme. Jeg sagde ja.
– Fortrød du nogensinde?
Lone tænkte.
– Dengang ikke. Nu ved jeg ikke.
Mette tog hjem søndag aften. Lone stod i vinduet og så hendes lille rygsæk forsvinde hen ad vejen til metroen. Så drejede hun om hjørnet og blev væk.
Lejligheden blev stille igen. Men nu var stilheden lidt anderledes. Ikke tung, bare stille.
De næste tre uger eksisterede Lone nærmest bare. Stod op, vaskede sig, lavede kaffe. Gik af og til i Netto. Stirrede ud ad vinduet. Strøg duge, der alligevel ikke blev snavsede. Vandede potteplanterne. Livet kørte videre, uden at spørge om hun ville.
En aften fandt hun en gammel papkasse frem fra toppen af skabet. Hvorfor? Hun vidste det ikke. Måske var det bare hænderne, der søgte. I kassen lå hendes gamle afgangsopgave, kataloger fra udstillinger hun engang havde været kurator på, og bunkevis af billeder. På én stod hun i museets sal ved siden af et gammelt nederlands maleri, ung og alvorlig med en pegepind. Bagpå havde hun selv skrevet: Åbning af udstilling marts 1992. Hun var niogtyve dengang.
Hun så længe på det billede. Lagde det på natbordet med forsiden opad.
Veninden Karen ringede sent torsdag aften.
Karen Lindqvist havde været hendes studieveninde de havde læst kunsthistorie sammen og set hinanden hvert par år siden, samtalen kunne altid fortsætte, hvor den slap.
– Lone, jeg ved det. Mette skrev til mig.
– Mette? Har I gang i konspirationer?
– Nej, hun er bare bekymret. Det er jeg også. Hvordan går det?
– Jeg lever.
– Det er ikke et rigtigt svar.
– Jeg har ikke et andet.
Karen tav lidt. Så sagde hun:
– Jeg ville spørge dig om noget. Kan du huske Eva Holm fra samtidskunst-galleriet på Østerbro? Vi var til åbning der i 1998. Hun mangler én til at hjælpe som udstillingskonsulent et par dage om ugen. Lone, det er jo dig. Det, du lavede i tyve år.
Lone gik ud i stuen, tændte ikke lyset, satte sig på sofaen.
– Karen, det er femogtyve år siden.
– Kunsten bliver ikke gammel og det gør du heller ikke. Prøv at tale med hende. Bare for at tale.
Der var en stille ro i lejligheden. Udenfor summede vejen.
– Gør det, hviskede Karen. Hvad venter du egentlig på?
Efter nogle sekunder: – Okay, giv mig hendes nummer.
Lone kunne ikke sove den nat. Hun lå bare. Tænkte, ikke på Anders, men på sig selv. På det billede på natbordet. Den unge kvinde, der kunne hele salens rækkefølge af malerier og alle detaljer fra Fynboerne. Duften af lak i restaureringsværkstedet. Hele museumsverdenen, hun engang kendte ind og ud.
Blikket var ikke væk det havde bare gloet på hørservietter og skjorter lidt for længe.
Eva Holm var en lille energisk kvinde i 70erne med rødbriller. Hun kom frem fra bagerste ende af galleriet så snart Lone stod i døren, rakte hånden frem.
– Så du er Møller. Karen har talt meget om dig. Kom med, jeg viser dig rundt.
Lone fulgte. Og mærkede noget. Først kunne hun ikke sætte ord på det. Så vidste hun det: Hun trak vejret. Rigtigt.
Galleriet var lille, men velindrettet. Tre sale: europæiske malere fra 1700- og 1800-tallet, et rum til unge kunstnere og et lille foredragslokale. Vægge i lyse farver, fine spotlys Lone tænkte straks organisatorisk: Her skulle et billede hænges højere, der kom lyset forkert fra siden
– Her er vores problem, sagde Eva og pegede på et hollandsk stilleben. Folk går forbi det. Det spiller ikke på denne væg hvad tænker du?
Lone stod lidt:
– Det skal hænges 12 cm op og over på gavlvæggen. Billedet er malet til frontalsyn, nu forsvinder strukturen, og det store maleri ved siden af sluger det.
Eva kiggede over brillerne. Så smilede hun.
– Kom på mandag. Vi starter med tre dage om ugen. Vi ser det an.
Lone trådte ud på gaden. Det var stadig koldt marts, men der var forår i luften. Hun stod med tasken i hånden og for første gang i lang tid tænkte hun hverken på lejligheden, Anders, skjorterne eller servietterne. Hun bare var.
Hun ringede straks til Karen.
– Nå?! råbte Karen.
– Jeg møder på mandag.
– Sagde jeg det ikke! Det er så rigtigt. Det er nyt!
– Vi får se, sagde Lone. Men hendes stemme var forvandlet, og hun kunne selv høre det.
Fredag bookede hun tid hos frisøren uden forudgående plan. Gik forbi en lille salon, så en kvinde få klippet håret kort og gik ind. Frisøren heddes Mille.
– Hvad skal vi lave? spurgte Mille ind i spejlet.
Lone betragtede sig selv. Mørkt hår med begyndende grå stænk, stram hestehale i årevis.
– Kort klip. Gør de grå naturlige. Jeg vil være mig selv, ikke farve det væk.
Mille spærrede øjnene op.
– De fleste skjuler det
– Jeg skjuler ikke mere.
Tre timer senere spejlede Lone en kort, tydelig frisure med elegant sølvskær. Panden fri. Pludselig så ansigtet anderledes ud.
– Godt, sagde hun.
– Virkelig godt, bekræftede Mille. – Det klæder dig!
Lone så sit eget spejlbillede i ruden fra en butik over gaden. Den kvinde så direkte på hende, ikke undskyldende.
Lørdag tog hun i storcenter. Ikke for mad, men for tøj. Det var længe siden sidst, hun ikke bare købte fornuftige grå bukser og mørke sweatre. Nu udvalgte hun. I et lille butiksvindue hang der en jakke i lasurblå uld, stribede bukser med høj talje, en hvid hørkjole.
Hun prøvede og købte jakken og bukserne. Kendte ikke helt sig selv i spejlet men det gjorde ikke noget.
Mandag trådte hun ind i Eva Holms galleri. Eva tog imod, som om de havde aftalt det for et år siden. Hun blev introduceret for den unge administrator Jonas og for restauratoren, Daniel, som rodede rundt med en billedramme.
– Daniel, det er Lone Sørensdatter, kunsthistoriker. Hun starter her.
– Fint, sagde Daniel bare og arbejdede videre.
Første arbejdsdag gik roligt. Hun sorterede kataloger, læste op på udstillinger, diskuterede med Eva om salene.
– Helt ærligt tredje salen, hvad tænker du?
– For mange ting der hænger seksten værker, hvor rummet kun kan bære ti. Øjet farer vild, og så husker gæsterne ingenting.
Eva så tilfreds ud.
– Du forklarer det! Endelig én der kan sætte ord på.
Om aftenen gik Lone hjem. Lejligheden var stadig den samme: hvide vægge, hendes ting, hendes planter. Men hun selv var lidt forandret hver aften. Som om noget gammelt dampede af hende.
Hun ringede til Mette efter to uger.
– Mor, din stemme lyder anderledes, sagde Mette.
– På hvilken måde?
– Nej mere levende.
Imens boede Anders nu sammen med Pia i en toværelses på Østerbro. Pia var rar, klog, kvik men hun havde kalenderen fuld. Yoga tirsdag og torsdag, fredagsveninder. Han vidste ikke, hvad han skulle med al sin tid.
Anders havde aldrig skullet tænke på dagligdag før. Lone havde bare sørget for rutinen, usynligt. Nu åbnede han køleskabet til at finde ud af, at nogen skulle have købt ind ham.
Han lavede æg og rugbrød. Det var sjovt første uge, så var det mindre sjovt.
Pia lavede mad, men til sig selv, ikke til ham. En detalje Anders ikke fattede alvoren af før senere.
– Anders, kan du handle ind? spurgte Pia søndagene. Ikke bebrejdende, bare naturligt.
Han gik ned og stirrede rådvildt på hylderne. Lone havde altid vidst, hvad de manglede.
I begyndelsen af april kom Pia hjem, lys i blikket.
– Vi har fået ny projektleder kun 31 og fra London, sikke et menneske, han kan tale om arkitektur hele frokosten!
– Fint, sagde Anders.
– Spørger du ikke til hvad vi talte om?
– Arkitektur, har du lige sagt.
Hun gik i køkkenet og rumsterede med tallerkener. Anders vendte aldrig siden af en side i bogen.
I april havde Lone haft halvanden måned på galleriet. Hun ændrede ophængningen, fjernede seks værker, så der blev luft. Eva stod i døren.
– Lone, du ved hvad en pause i musikken er?
– Ja.
– Du mestrer pauser i rummet det er sjældent.
Lone begyndte at forberede små foredrag for gæsterne samtaler om enkelte værker, en gang hver fjortende dag. Hun sagde ja, selvom hun var nervøs det var mange år siden, hun sidst havde talt for forsamling.
– Er du nervøs? spurgte Eva.
– Lidt.
– Så tager du det alvorligt.
Første gang kom tolv mennesker. Lone fortalte om et hollandsk stilleben, flyttet til gavlvæggen, om hvordan kunsten lod det enkle ånde; rugbrød, en kande, blommer, dugkanten. Hvordan tingene nærmest huskede menneskets varme.
En ældre dame sagde bagefter:
– Jeg plejer bare at gå forbi dét billede. Men nu hvor du talte om varmen, ser jeg det pludselig.
Lone gik hjem i aftensolen. Foråret var blødt i København. Hun tænkte på damen. Det der med at tingene kan holde varmen lidt, også når nogen er taget afsted.
Karen besøgte Lone i maj. Det var et år siden, de sidst sås, men nu åbnede Lone bare døren, og Karen brasede ind.
– Du har klippet dig, udbrød hun.
– Længe siden.
– Kæft, hvor ser du godt ud, Lone. Ikke bare for din alder. Du ser vidt levende ud.
– Stop nu.
– Nej, jeg mener det. Der er kommet noget andet over dig.
De sad i køkkenet hele natten. Snakkede, skålede i vin. Karen fortalte om børn og arbejde. Lone fortalte om udstillinger og Eva Holm og det at tage foredrag op igen.
– Lone, jeg fandt forleden mine studienoter. Kan du huske vi var i Firenze på tredje år?
– Uffizi. Du stod tre timer foran Botticellis Forår.
– To og en halv.
– Det var tre! Jeg sad på bænken med ondt i benene og holdt øje, du stod helt fikseret.
Lone lo, for første gang rigtigt i månedvis. Hun tænkte senere på, at det grin virkelig kom indefra.
– Lone, – Karen blev pludselig alvorlig Er du vred på ham?
Lone sad lidt med glasset.
– Jeg er vred, ja. Mindre og mindre. Mest på mig selv. Fordi jeg ikke opdagede at jeg holdt op med at eksistere. Han så det før mig, selvom han udtrykte det tarveligt.
– Det var ikke dig, siger Karen. Det var rollen som kone og mor, alt var ordentligt.
– Men jeg valgte den rolle.
– Du valgte delen af den. Ikke at forsvinde.
Udenfor var gaden mørk og fugtig. Lone vidste at Karen havde ret. Der er ingen der siger: Hold op med at være dig selv. Det sker bare.
Sidst i maj åbnede galleriet en ny fotoudstilling unge københavnere havde fotograferet fra grønthandlere rundt om i byen. Lone var med til ophængningen med Daniel. Det var tilfredsstillende arbejde konkret og synligt.
Til ferniseringen stod hun lidt i baggrunden, og blev tiltalt af en mand knap de tres, lav, lidt kraftig, med accent fransk eller belgisk?
– Er det dig, der arbejder her?
– Ja.
– Jeg kunne se du så seriøst på billederne ikke som gæst, men som fagperson.
– Kunsthistoriker, svarede Lone.
– Pierre Laurent. Fotograf.
De stod et øjeblik sammen foran et billede af en ældre kvinde, der sad bag et bjerg af tomater, blikket direkte ind i kameraet. Hendes ansigt var ikke pænhed, men historie.
– Fin lille udstilling, sagde Lone. Han er ikke bange for ansigter med liv.
Pierre nikkede.
– Lige præcis. Unge fotografer vil have ungdom. Jeg leder efter ansigter med historie. Ikke ramte ansigter men stærke. Kender du forskellen?
– Ja.
– Præcis derfor vil jeg spørge dig, om du vil med i mit fotoprojekt? Det handler om kvinder på den anden side af 55. Måske bliver det udstilling, måske bog. Intet at love, jeg ser an men jeg plejer at vælge rigtigt.
Eva kom forbi med et glas.
– Pierre, har du mødt Lone? Hun er uvurderlig her allerede.
Pierre gav Lone sit kort.
– Tænk over det, intet hastværk.
Lone tænkte over det i flere uger. Ikke fordi hun var genert eller bange for et kamera. Hun vidste bare ikke om hun havde ret til at sige ja havde hun det?
Hun ringede til Karen.
– Han vil tage billeder af dig? Karen lød som om det var verdens mest naturlige ting.
– Ja, men jeg udsætter beslutningen, hvorfor?
– Fordi du stadig ikke helt tror du har lov. Men det har du! Sådan er det nu.
Fredag aften skrev Lone til Pierre: Jeg er klar hvornår starter vi?
Første fotosession var midt i juni et lille studie i Frederiksberg. Lone havde sine nye bukser og lasurblå jakke på. Helt almindeligt makeup.
– Perfekt sådan, sagde Pierre.
Han sagde ikke smil eller se på kameraet. Han snakkede om kunst, museer, om hvad hun fandt spændende. Lone svarede. Glemte kameraet. Efter en time viste han hende et par billeder.
Hun stod længe og kiggede. Det var hende. Kvinde på syvoghalvtreds, kort sølvskær, et ansigt med tid i. Men ikke et lidende ansigt trygt. Som torvekonen med tomaterne.
– Ser du det selv? spurgte Pierre.
– Ja, det gør jeg.
Imens Lone kom mere til live, gik på galleriet og blev fotograferet, kæmpede Anders med sit nye liv.
Pia var god. Energisk, moderne men hun krævede samtale og aktivitet. Tavshed blev hurtigt et problem. Da han med Lone havde tavshed, var det ro som i et godt bibliotek hver med sit, ikke noget pres. Med Pia var tavshed et spørgsmål.
En dag gik det op for ham, at husholdning krævede arbejde. Lone fik det usynlige til at fungere han havde indåndet det som frisk luft i tredive år.
I juli ringede han til børnene. Kristian var høflig, men distanceret. Mette sagde:
– Far, ring ikke for at blive ynket. Mor har det faktisk godt. Lad hende være.
Han ville sige noget mere. Men hvad?
I begyndelsen af september kom Eva ind med et magasin Profil. Smart, dansk kulturtidsskrift. På flere opslag var Pierre Laurents projekt omtalt Historier uden filter med ti kvinder af forskellig nationalitet, forskellige liv. Og Lone Møller åbnede artiklen. Lasurblå jakke, rank, ansigtet uden en eneste overflødig streg, som forfatteren skrev.
– Lone, du er i Profil, udbrød Jonas ved hun kom på arbejde. Visningen havde allerede mange tusind læsere online.
Pierre skrev samme aften: Galleri i Paris interesseret udstilling til februar. Vil du med?
Lone sad i stuen og så på telefonen. Udenfor rullede København videre. Hendes vindueskarm bugnede af blomster dem havde hun selv plantet, vasket, passet.
Samme dag ringede Bent til Anders. – Har du set, hvad Lone laver? Hun er store nyheder i Profil. Se selv. Hun ja, der er noget markant over hende.
Anders søgte artiklen på nettet. Så længe på billedet. Lukkede det ned og åbnede igen.
Han kendte hende ikke straks. Håret, hele udtrykket var anderledes. Men det var Lone ikke hende, han forlod i februar, men den Lone, han engang havde kendt. Eller måske slet ikke havde set rigtigt før.
Pia flyttede i oktober. Eller de blev bare enige det var ikke det rigtige. Pia sagde det først. Roligt:
– Anders, vi passer ikke sammen. Du er ikke, som jeg forestillede mig.
– Hvordan forestillede du dig mig?
– Mere til stede. Du er der aldrig helt.
Og det var rigtigt. Han var ikke til stede.
Han lejede en lille etværelses nær arbejdet. Købte de mest basale ting. Noget var forkert til sidst gik det op for ham det ikke var stilhed, men tomhed.
Han turde ikke ringe til Lone. Bange et ord han ikke havde brugt om sig selv i årtier.
November. Lone forberedte sin rejse til Paris med Pierres projekt. Eva sagde bare: – Tag du bare afsted, Lone. Find os noget spændende. Jeg drømmer om at invitere den belgiske kunstner Lukas van de Berg.
– Lukas van de Berg?
– Ja, skør blanding af modernisme og figurativt.
Lone skrev det ned.
Hun købte billetten selv, bookede et hotel i det sjette arrondissement, tæt på Jardin du Luxembourg. Var kun i Paris en gang før, som ung. Dengang var det sjovt og trangt nu var det anderledes.
Mette ringede dagen før.
– Mor, far har skrevet til mig. Han vil gerne snakke.
– Snakke med mig?
– Ja. Jeg sagde, vi kunne snakkes ved hvis du ville.
– Han må gerne ringe.
Anders ringede, mens hun var ved at pakke.
– Lone undskyld det sene opkald. Du skal rejse i morgen?
– Fra Mette, ja. Hvad vil du?
Pause. Lone satte sig på sengekanten.
– Lone, jeg ville bare snakke. Jeg har opført mig som en klaphat. Jeg troede jeg ville noget andet. Kan vi prøve igen? Starte forfra?
– Starte hvad?
– Livet, måske. Jeg har forstået mange ting. Jeg vil bare mødes og tale.
Lone tav. Hun vidste godt, hvad hun ville svare.
– Anders, jeg har ændret mig det sidste år. Du og jeg vi udviklede os hver for sig. Jeg har ikke lyst til at gå tilbage. Ikke for at straffe dig eller bevise noget men fordi jeg er blevet mere. Du beder mig vende tilbage til noget, der ikke findes mere.
Lang stilhed.
– Det forstår jeg, sagde han lavt.
– Du er et godt menneske, Anders men det, vi havde, har vi haft. Og det er nok.
– Børnene
– De elsker dig, det vil de altid gøre.
– God rejse, Lone.
– Tak.
Hun lagde telefonen. Billedet fra museet marts 92, ung med pegepind stod på natbordet. Hun tog det, så på det, lagde det roligt væk i skuffen. Ikke smidt ud, bare lagt væk.
Næste morgen bestilte hun en taxa til lufthavnen. Pakkede blazer, bukser, bøger, sin blok med notater om kunstnerne hun skulle se.
Charles-de-Gaulle om eftermiddagen. Taxi ind til byen, Paris-gaderne, kastanjer, regnvåde brosten, men noget lysere i luften end hjemme.
Hotellet akkurat som forestillet: gammelt, skævt trægulv, små vinduer mod gården. Portieren, nærmest karikaturfransk. Værelset varmt og lille, med et vindue ud til gården og en potte pelargonie på karmen.
Hun åbnede vinduet. Kølig luft, duft af fremmed by, kaffe, våde sten. Hun stod et øjeblik og trak vejret bare trak vejret.
Pierres udstilling satte op om tre dage. I morgen skulle de se lokalet, overmorgen møder med folk i branchen. Derefter åbning. Og en hel, tom uge foran sig.
Måske blev hun der to uger. Derhjemme ventede galleriet, Jonas, Eva, planlægning af Van de Berg. Kristian ville komme hjem til jul, Mette havde sagt februar.
Alt det var fremtid og hendes ingen kunne tage det fra hende.
Hun lukkede vinduet, pakkede ud, hang blazeren op, vaskede sig, tog varm trøje på.
Tog sin blok og frakke og gik ud. Jardin du Luxembourg var ti minutters gang ifølge kortet, hun havde studeret i København. Hun nåede derhen hurtigt.
Haven næsten tom i november. Alleer, våde blade under fødderne, ældre mænd på bænke, en mand med hund. Statuen stod stille og urokkelig midt i det hele ligeglade med hvem der gik forbi eller hvad der sker i folks liv.
Hun satte sig på en bænk under et gammelt platantræ, barken grøn-gråplettet, træet snart en del af byens arkitektur. Hun slog blokken op. Skrev et par navne kunstnere hun ville se i Orsay. Pierre havde nævnt et lille galleri i Marais med sort-hvide 1960er-fotografier, hun skrev adressen ned.
Så lukkede hun blokken og sad bare. Efterårshaven rolig og mild, blade, der faldt nu og da. Stemmer i det fjerne, en kvinde der lo.
Lone løftede hovedet, kiggede op. Himlen tæt og grå, men bagved anede hun noget lysere. Måske sol i morgen.
Hun skrev til Karen: Er landet. Alt okay. Sidder i Luxembourg-haven. Karen svarede straks: Er jaloux på den gode måde. Hils Paris. Lone smilede og lagde telefonen væk.
Katten på hotellets karm sad måske stadig derhjemme og overvågede gården. De ni hvide skjorter lå stadig i skabet i København. Servietterne i skuffen, revnen i soveværelsesloftet var urørt.
Alt det fandtes. Det lå hvor det skulle. Og hun sad i haven midt i Paris, en novemberdag med blok og noter om al den kunst hun nu skulle opdage.
