Lørdag uden mor
Gryden med boghvede kogte trøstende på komfuret. Lyden var ikke længere bare baggrundsstøj. For Sofie var det som en metronom, der talte tiden: To timer til, at Malthe skulle lægges. Fyrre minutter til, at Elliot ville begynde at duppe hen ved spisebordet. Femten minutter til, at hun måske selv kunne stå op ad køkkenvasken og smide noget rugbrød i hovedet, hvis de da ikke vågnede begge to samtidig.
Malthe, som blev to år og fire måneder i februar, sad midt på det slidte linoleumsgulv og arrangerede plastiksammenkog af grøntsager fra sin lille gryde. Guleroden røg til venstre, broccolien til højre, og en majskolbe slog en flot bue og landede under køleskabet. Elliot, fem år og betydningsfuld på grund af, at det var fredag, stod i vinduet og kommenterede lydene på gaden. Han tog sin opgave alvorligt.
Mor, hvorfor har den dame sådan en stor hund? Bor hun sammen med en bjørn?
Elliot, væk fra vinduet, tak.
Men mor, den ligner altså en bjørn. Eller større. Mor, hører du det?
Sofie hørte. Hun hørte altid alt, selv når hun helst ville slippe. Hun rørte boghveden, skubbede majskolben længere væk fra Malthe med storetåen han skulle jo ikke æde den og tjekkede samtidig, om mælken på den anden blus var flygtet. Mælken, der var til Malthes grød, havde det nemlig med at stikke af netop, når Sofie kiggede væk.
Jeg hører dig, Elliot. Det er nok sådan en stor race.
Hvad hedder den?
Det ved jeg ikke, skat.
Hvorfor ved du det ikke? Du er voksen.
Malthe tabte sin lille gryde. Larmens klang fik dem begge til at spjætte. Han kiggede ærligt overrasket på gryden nærmest som om den faldt af sig selv og løftede derefter hovedet:
Bang.
Bang, ja, sagde Sofie.
Mælken blev reddet ned fra varmen, lige før den slap over. En lille sejr i det evige husholdnings-slagsmål, og hun nåede næsten at nyde det, før hoveddøren klikkede.
Elliot var allerede væk, før Sofie nåede at se, hvad der skete.
Far! Faaaar! Far, der er en dame med en bjørn på gaden, skal vi ikke ned at kigge?
Anders trådte ind med udstrålingen af én, der havde båret sveller hele dagen, selvom hans revisorbiks ved Kongens Nytorv dog kun bød på tastatur og kaffe. Jakkesættet åbent, slipset skævt. Han klappede Elliot på hovedet uden at kigge, hoppede over sålen af Malthes gummistøvle og trådte ind i køkkenet.
Hej hjemme. Er der noget at spise?
Sofie sendte ham et blik, så vendte hun sig mod komfuret.
Boghvede om ti minutter.
Boghvede? Han sagde det ligeså neutralt, at det blev mistænkeligt.
Boghvede og frikadeller. Frikadellerne er i ovnen.
Nå, det er jo okay. han åbnede køleskabet, stirrede ind i dybet som på Øresund en tåget dag. Har du overhovedet været ude i dag?
Jeg var i Netto.
Deeeejligt med lidt frisk luft?
Det var velmenende. Eller også rummede det alt det, der irriterer bedst. Sofie vidste det ikke engang selv.
Virkelig dejligt, ja. Mens jeg slæbte poser og Malthe i barnevognen, fik jeg et kæmpe skud klorofyl.
Anders fiskede juice frem, hældte op og drak i én slurk. Malthe var i mellemtiden nået til hans ben og greb fat om buksebenet, som om han havde fundet sin gamle langhårede bamse igen.
Far, sagde han stolt, stavelse for stavelse.
Hej, makker, sagde Anders og løftede Malthe. Han kastede ham op én gang. Malthe lo den slags overbevisende latter, kun små børn mestrer. Tung, hva. Sofie, æder han normalt?
Han spiser alt.
Synes bare han er blevet stor.
Han vokser, Anders.
Elliot kom tilbage og indtog sin position mellem forældre med diplomatens mine.
Far, er du træt?
Træt, ja. Meget træt.
Mor også træt?
Anders kiggede på Sofie. Hun rørte i boghveden.
Mor har været hjemme, sagde han uden kant. Blot et faktum, bare et par ord. Mor har jo fri.
Sofies ske stoppede. Ét sekund, måske to. Så rundt i gryden igen.
Elliot, gå ud og vask hænder, lød hun lige ud af landevejen.
Men mor
Hænder. Vask. Tak.
Elliot traskede af sted med det slæbende skridt reservedrenge på seks år har. Malthe begyndte at vrider sig på Anders’ arm og rakte ud efter Sofie. Anders satte ham ned, han travede til Sofie, greb hendes buks og sagde sit yndlingsmantra:
Mor. Mor. Mor.
Jeg er lige her, Malthe.
MOR!
Jeg hører dig.
Anders placerede sig ved kökkenbordet og hev telefonen frem. Skærmen lyste blåt.
Du har bestilt det der svinekød, jeg bad om?
Gør det i morgen.
Jeg sagde det i sidste uge.
Jeg har ikke glemt det. Gør det i morgen.
Så er det jo for sent, jeg ville grille i weekenden
Anders, sagde Sofie. Hun sagde det lavt, næsten blidt, men noget i klangen fik ham til at løfte blikket.
Jeg har været i gang siden klokken syv. Malthe var oppe halv syv, så jeg nåede ikke at sove videre. Morgenmad, så motorik for Elliot, så Netto, frokost, Malthe skreg istedet for at sove, Elliot smed lego ud over hele stuen, så samlede jeg det, så lavede jeg mad.
Anders lyttede. Han lagde ikke telefonen, men kiggede heller ikke i den.
Jeg ved det godt, sagde han. Men du er jo hjemme. Det er ikke det samme som at arbejde.
Sofie åbnede ovnen. Frikadellerne var gyldne akkurat nu.
Nej, du har ret. Det er ikke det samme.
Hun greb grydelapperne og hev bradepanden ud.
Noget i hendes stemme fik Anders til at se på hende igen. Men Sofie dækkede bare bord, ansigtet helt roligt. For roligt den slags ro, man har, når man har traf en beslutning og bare gør det, der skal gøres.
Aftensmaden var præcis lige så rutineret, som det plejede. Elliot fortalte løs om damens bjørnehund og krævede, at de skulle finde den i morgen. Malthe smurte boghvede ud over hele sin hagesmæk med kunstnerens overlegne ligegyldighed for grænser. Anders spiste og scrollede i mobilen, svarede børnene med små dunke-hoveder-svar. Sofie spiste stående Malthe krævede underholdning. Så væltede han sin vandkop, Sofie tørrede dét, stol, gulv, Malthe. Elliot forlangte mere frikadelle. Der var ikke mere. Elliot blev ramt af en krise, som om det var verdens ende.
Vil du have rugbrød med smør?
Nej! Jeg vil have frikadelle.
Der er ikke flere frikadeller. Kun rugbrød, ost og æble.
Jeg gider ikke noget af det. Jeg vil have frikadelle!
Der er ikke flere, Elliot.
Hvorfor har du ikke lavet flere, mor!?
Jeg lavede så mange, jeg kunne nå.
Ahr, mor!
Malthe sagde til det hele:
Nej.
Alle kiggede på ham.
Nej, gentog han selvtilfredst og smattede med boghveden.
Elliot begyndte at grine. Spændingen løsnede sig. Sofie ryddede af, vaskede op, vasket Malthe, mens Anders så sport i stuen. Hun børstede tandbørster med Elliot, lagde Malthe med sutteflaske og læste derefter om brandbiler for Elliot i tre kvarter, for han ville have én side mere, og én til. Så stod hun lidt i gangen op ad væggen, mens tvet snakkede i baggrunden og gaden fredagssummede derude.
Så gik hun ind i soveværelset, trak en lille kuffert frem og begyndte at pakke. Systematisk, uden hast. Som én, der har udtænkt det længe.
Anders stak hovedet ind ved ellevetiden.
Hvad laver du?
Pakker.
Jeg kan se du pakker. Hvorhen?
Stille bugt. Det er et lille pensionat ude ved kysten. Jeg ringede og bookede onsdag. To overnatninger.
Anders slog sig ned på sengen med det der ansigtsudtryk, man får, når nogen siger noget helt nyt.
Altså sådan bare? Hele weekenden?
Hele weekenden.
Og os? Og børnene?
Sofie pakkede bogen ned, den hun ikke havde haft tid til i et halvt år.
Du klarer det. Du har jo holdt fri på kontoret hele ugen.
Helt uden vrede. Det sagde mere end alt andet.
Anders åbnede munden, lukkede den igen, og så:
Er det kun fordi, jeg sagde noget med frikadellerne?
Nej.
Men hvorfor så?
Ikke noget bestemt. Sofie lynede kufferten. Jeg skal bare have to dages ro. Jeg tager af sted i morgen tidlig. Kommer hjem søndag aften. Køleskabet er fyldt. Malthes grød står på hylden, der står på, hvor meget og hvornår. Elliot spiser alt, bare ikke kogt løg. Malthe sover kun med sutteflasken og sin bamse bamsen ligger i tremmesengen. De elsker at bade, så det glider nemt. Done.
Sofie…
Anders, jeg er så træt. Vi taler i morgen, okay?
Hun gik før han vågnede næste dag.
Han hørte hoveddøren, lagde et øjeblik i sengen og stirrede i loftet, en snert fortumlet. Så tænkte han; klarer det nok. To børn. En dag. Hvor svært kan det være?
Klokken 6.45 gav Malthe lyd.
Anders forstod ikke straks, hvad, eller hvor. Lød det mon ude fra gaden? Nej, børneværelset. Malthe stod i sengen med begge hænder på tremmerne og det der hvor ER I?-blik.
Hej du.
Mor! sagde Malthe.
Det er mig, far.
Mor!
Mor er væk, kammerat. Mig, far.
Malthe syntes ikke særlig imponeret over budskabet.
Mor, gentog han bestemt, som om Anders var tungnem.
Ikke mor. Kom, så spiser vi morgenmad.
Anders satte ham op i stolen i køkkenet. Malthe gloede tavst. Anders åbnede køleskabet. Der var faktisk utroligt meget mad flere plastbøtter med tusch-etiket. Malthes grød. 2 min. max. Smør. Morgen.
Anders fandt bøtten, fandt en lille gryde, varmede op. Smør, tænkte han, men var det saltet eller usaltet? Han tog det bløde smør, kom en klat i, smagte til, saltede lidt.
Malthe kiggede på grøden.
Nej, sagde han.
Det er din grød.
Nej.
Mor har lavet den. Den smager dejligt.
Nej!
Du spiste den i går.
Malthe kiggede stift på grøden, derefter på Anders og sagde stolt:
Ikke vil.
Anders satte tallerkenen foran ham. Det var dumt. Malthe skubbede straks retten væk, tallerkenen gled, var lige ved at styrte til gulvet, Anders greb den. Så prøvede Malthe at rejse sig op i stolen. Fik nogle fingre i grøden.
Malthe! Ikke med fingrene.
Ikke, sagde Malthe og dyppede en finger mere.
Malthe!
A!
Anders tog en ske, løftede en skefuld, førte den op. Malthe lukkede munden som en osteklokke. Skeen blev hængende i luften.
I det øjeblik kom Elliot væltende i pyjamas, håret viltert og seriøs.
Far, hvorfor vækkede mor mig ikke? Hun plejer altid.
Mor er på pensionatet.
Hvor?
Det er et sted, man hviler ud.
Hvorfor måtte vi ikke komme med?
Mor skulle hvile LIDT helt alene.
Elliot analyserede.
Fra os?
Fra Nej bare slappe af.
Far, har de svømmehal?
Ingen idé.
Kælkebakke?
Elliot, jeg aner det virkelig ikke.
Så må du ringe.
Mor har slukket sin telefon.
Elliot så på ham, som om han lige havde forbrudt sig mod alle naturlove.
Mor svarer ALTID. Når jeg ringer, tager hun altid
Ikke denne gang.
Pause.
Far, kan du bage pandekager?
Pandekager?
Det er lørdag. Mor bager ALTID pandekager om lørdagen.
Anders så på Malthe, som nu havde kørt en hånd mere ned i grøden, og på Elliot. Så på klokken. 07.14.
Ja, sagde han. Det kan jeg.
Det kunne han ikke. Han havde gjort det for 15 år siden, troede han, måske. Han fandt mobilen og googlede pandekager nem opskrift, fandt én i gang. Elliot satte sig til rette og fulgte med som praktikant på første dag, mens han gnavede i en skive rugbrød, han selv havde hevet frem.
Den første pandekage ja, præcist: Den klistrede sig fast, og måtte skrabes af. Elliot:
Den blev ikke god, far.
Jeg kan se det.
Hvorfor ikke?
Skal varme panden mere op.
Mor smører den altid først med smør.
Jeg ved det.
Glemte du det?
Nej Jo, lidt.
Den næste blev bedre. Ikke mors, men spiselig. Elliot overhældte den med Nutella, fundet bagerst i skabet. Malthe blev tørret af med vådserviet og fik en banan.
Omkring 10 satte Anders sig med kaffen og tænkte: Det går da meget godt. Malthe legede på gulvet i stuen, Elliot med legoklodser. Kaffen varm. Oktoberlys i vinduet.
I det øjeblik fandt Malthe ledningen til telefonen.
Anders reagerede, da han hørte mærkelig raslen som blev vildere, så noget landede med et brag, og Malthe viste sig have fundet Anders bærbare på skrivebordet og stak af med ledningen. Computeren røg mod kanten.
Anders kastede sig, fik fat i laptopen, men kaffen væltede. Kaffe ned over tastaturet. Langsomt og ulideligt som de ulykker, man altid siger det burde ikke ske, men det sker.
Anders stirrede på den. Laptoppen var mørk. Så blinkede lyset og blev borte.
Du laver sjov, hviskede han.
HVAD? lød det fra Elliot.
Det er ikke noget. Kan du finde køkkenrullen, Elliot?
På holderen.
Godt.
Anders tørrede taster, tændte bærbar. Fik lys, men tre vigtige knapper virkede ikke. Han slog den ud, rystede, der dryppede kaffe ud. Malthe kiggede nysgerrigt og knugede ledningen.
Giv mig ledningen, Malthe.
Nej.
Malthe, giv.
Nej!
Det er ikke legetøj.
Min!
Forhandlingerne tog fem minutter. Endte med, Anders byttede ledningen for en legetøjsbil. Malthe kørte tilfreds af sted. Anders stirrede på sin bærbare arbejdslaptoppen med præsentationen, der skulle være færdig mandag.
Han tog et øjeblik lukkede øjnene tre sekunder så kom han i tanke om: tørlægge, sagde nettet, hæld risen i en pose og pak laptop ind. Så huskede han opladeren lå i bilen, og trippede ud for at hente den. Da han kom tilbage, var stuen stadig intakt.
Men Malthe var væk.
Elliot, hvor er Malthe?
Elliot kiggede op.
Aner det ikke. Han gik væk.
Hvorhen?
Den vej, tror jeg. han pegede mod gangen.
Anders gik gennem gangen. Alt stille. Børneværelset tomt. Badeværslet ingen. Så hørte han et A! fra soveværelset.
Her sad Malthe i garderobeskabet. Oven på en bunke tøj, med Sofies tørklæde i hånden og noget så fornøjet.
Hvordan nåede du herind?
Malla, sagde han. Sådan præsenterede han sig selv, når han var i hopla.
Kom ud.
Nej.
Kom nu.
Nej!
Anders satte sig på hug og rakte armene ud. Malthe så på ham, på tørklædet og på ham igen, lagde tørklædet pænt på plads og stavrede vigtig ud.
Flot gjort, sagde Anders.
Flot gjort, sagde Malthe.
Henover frokost lærte Anders tre ting: Små børn er som kvantefysik væk det ene øjeblik, dukker op det andet og hvor de ikke burde være. To: Når begge vil noget forskelligt på én gang, findes der ingen vinder. Tre: At lave mad og passe på Malthe samtidigt er som at jonglere med noget, der flytter sig.
Han lavede frosne pirogger til frokost. Eller, det syntes han Elliot nægtede.
Jeg spiser ikke pirogger.
Du plejer!
Plejede. Nu ikke.
Hvorfor?
Gider ikke.
Men det er da lækkert.
Ved det. Gider bare ikke nu.
Hvad så?
Suppe.
Anders så på ham.
Jeg har ikke lavet suppe.
Det kan laves.
Det tager lang tid.
Du er far. Du kan alt.
Den børnelogik. Han fandt kyllingesuppe i bøtte fra Sofie, smed kartofler og gulerødder i, kogte tyve min. Elliot var tilsynsførende, Malthe sov, fordi Anders med stort overskud havde lagt ham med flaske og bamse, præcis hvor Sofie sagde.
Suppe blev tynd. Elliot spiste halvtallerken og sagde: Den smager, men ikke som mors. Anders, pirogger stående.
Malthe vågnede, Anders tørrede taster, satte ekstern tastatur til bærbar og hørte så en skummel stilhed fra børneværelset.
Med Elliot er stilhed suspect. Når han larmer, er alt, som det skal være. Når det er stille, er noget i gang.
Anders kom ind.
Elliot sad omgivet af byggeklodser, med en blyant klar og havde dekoreret en hvid pudebetræk med en raket.
Elliot!
Han løftede hovedet, inspireret.
Far, jeg tegner en raket til Malthe.
På betrækket?
Ja da. Det er flot.
Man tegner altså ikke på lagener.
Kun lidt. Se, her er raketten, her stjerner
Nej, Elliot. Det kan ikke lade sig gøre. Giv mig tuschen.
Elliot afleverede den modvilligt.
Det var jo en gave, far.
Jeg ved det. Men man tegner på papir, ikke sengetøj.
Hvorfor?
Fordi. Her er papir.
Elliot tog det med henrykkelse eller det modsatte. Anders tog betrækket, huskede, at han burde vaske tøj, fandt vaskemaskinen.
Vaskemaskinen “Vibeke” stod klar i badeværelset. Han snuppede vasketøjet, smed det ind, fandt vaskemiddel, kørte programmet “60 grader bomuld” og gik igen til computeren.
Da Malthe vågnede, kørte livet i gear igen.
Malthe i post-nap-humør var altid spændende. Ikke sur, ikke glad spændt. Han fik æblemos Malthe, eftermiddag, som Sofie havde skrevet og Anders satte pludselig pris på hendes systematik.
Ved fire var maskinen færdig. Vasketøjet var lyserødt.
Ikke det hele. Men pænt meget. Hvide pudebetræk var nu sart lyserød, hvid babytæppe også. Den blå skjorte ja, pastel-lilla. Hvide sokker, nu laksefarvede.
Anders gloede. Kom i tanke om raketpudebetrækket.
Tuschen.
Elliot!
Hvad?
Kom lige.
Elliot så på vasketøjet. Han vidste, det var alvor.
Var det tuschen?
Måske, sagde han forsigtigt.
Tuschen, du tegnede med.
Jeg sagde jo, det var en gave
Se, hvad der skete.
Elliot vurderede:
Flot, sagde han stolt.
Anders lukkede øjnene.
Det er ikke flot. Det er ødelagt.
Men nu er det lyserødt. Det kan mor sikkert lide.
Nej, Elliot. Hvidt skal være hvidt.
Hvorfor egentlig? Pink er da mere festligt.
Det var svært at svare på. Han hang det op, noterede at han vel måtte købe mere eller opfinde noget at sige til Sofie. Hvad siger man? Kunne ikke håndtere pudebetræk? Eller Lørdag slog mig ud?
Klokken fem bekendtgjorde Elliot, han var sulten.
Aftensmad klokken seks, svarede Anders.
Men jeg er sulten nu!
Ta et æble.
Gider ikke æble.
Elliot…
Far, hvornår kommer mor hjem?
Første gang direkte. Ikke via pandekager eller telefon. Åbent, og noget i hans stemme standsede Anders.
I morgen aften.
I morgen aften. Jeg savner også mor.
Jeg også.
Malthe savner også, han kan bare ikke sige det.
Tror du?
Han siger jo mor hele dagen. Så han må mangle hende.
Anders kiggede på Malthe, der sad midt på stuegulvet med bil og talte privat med den.
Det tror jeg, du har ret i.
Far, kunne du ikke bare sige til mor, at hun ikke skulle tage af sted?
Kunne jeg, men jeg gjorde det ikke.
Hvorfor?
Anders tænkte sig om.
Fordi hun var træt. Hun havde brug for ro.
Kan man ikke slappe af hjemme?
Ikke altid, sagde Anders. For mor var det måske bedst sådan.
Elliot accepterede.
Okay. Så tager jeg et æble.
Til aftensmad lavede Anders det eneste, han var stolt af: Stegte kartofler. De blev gyldne og sprøde, drysset med purløg, de spiste med fornøjelse. Malthe var så tilfreds, at Anders blev varm indeni.
De er gode, far, sagde Elliot. Du kan godt lave mad.
Én slags.
Mor siger, man skal kunne én ting godt så er man godt på vej.
Anders grinede.
Mor har ret.
Efter middagen, mens Malthe roede med biler på gulvet og Elliot lå på sofaen og så tegnefilm, vaskede Anders op. Langsomt, ikke vant til rytmen, men det føltes på en mærkelig måde teraputisk. Han tænkte på Sofie. Hvordan hun stod her hver dag. Gryder, larm, telefon, børn alt på én gang. Og han sagde, hun havde fri.
Han satte tallerkenen væk. Tog den næste.
Klokken 19:15 døsede Malthe hen på gulvet med panden mod bilen. Tror næppe de har varme gulve i Valby, men han bar ham ind, lagde ham ned. Malthe åbnede et øje og så far, åbnede det bagefter, så sludrede han søvnigt:
Mor?
Far, hviskede Anders.
Far, sagde Malthe og lagde sig varm i Anders hals.
Han lagde ham ned med bamse og tæppe. Malthe sov.
Elliot så tegnefilm.
Elliot, sengetid nu.
Fem minutter mere.
Klokken er halv ti.
Mor lader mig være oppe til elleve fredag.
I dag er det lørdag.
Så til halv elleve.
Elliot.
Men jeg har næsten ikke set dig hele ugen
Anders satte sig ved siden af ham. Elliot rørte sig tættere på. På tv var robotterne i gang. Anders så egentlig ikke rigtigt med, han var der bare det var også en slags arbejde. Godt arbejde.
Far, sagde Elliot uden at flytte blikket, er du sammen med os i morgen?
Hele dagen, indtil mor kommer hjem.
Skal vi så i parken?
Ja.
Med Malthe?
Med Malthe.
Han går langsomt.
Så går vi langsomt.
Elliot med et tilfreds nik.
Godt.
Halv elleve sov han. Anders bar ham i seng uden vækkelse. Et personligt sukcesskriterie. Han stod der lidt; begge børn sov. Lejligheden var stille en mærkelig slags stilhed. Stille som ikke før.
Han gik ud i køkkenet, lavede te. Ikke kaffe te. Så sig omkring.
Køkkenet lignede… et køkken på en dag med to små børn: Pletter, tørt snavs, små hænders spor på køleskabet. Han tørrede mærkerne væk. Smuldrede krummer sammen. Vaskede spisebakke. Dernæst konstaterede han, at han burde have gjort rent på komfuret tidligere, men nu gjorde han det langsomt, grundigt.
Han satte kruset i vasken, vaskede op. Gik i seng ved midnat.
Klokken to vågnede Malthe.
Anders forstod med besvær han gik ind. Malthe stod op i sengen og stirrede forurettet.
Sket noget, ven?
A! Malthe rakte armene ud.
Kom, lille mand.
Anders vuggede ham, gik rundt, Malthe talte i mørke. Ikke grædende bare vågen. Anders gik og gik, stiv i armen, tænkte på at Sofie var her altid! Ikke kun lørdag, men… altid.
Klokken tre slap Malthe, Anders lagde ham. Stod lidt. Malthe sov.
Han faldt i søvn 3.30.
6.48. Malthe græd igen.
Søndagen startede trættere. Ikke vejrmæssigt, men energimæssigt. Han fandt grød, opvarmede, fodrede, samlede skefulde op af gulvet. Elliot vågnede og erklærede, man havde lovet park.
Det har vi, sagde Anders.
Hvornår?
Når vi har spist.
At gøre klar varede fyrre minutter. Malthe nægtede hue. Da den var på, ville han ikke have jakke. Da jakken var på, røg huen igen. Elliot manglede én sko fandt den i badeværelset. Skoene til Malthe dækket af mudder måtte skrubbes. Imens klædte Elliot sig, og Malthe hev huen af igen.
I parken gik Malthe forståeligt nok langsomt. Han stoppede ved alle grene, alle vandpytter, alle duer. Duer var hans mission. Hver due blev opsøgt med hånden frem, og hver gang fløj duen, og hver gang lignede han en, der opdagede det for første gang. Elliot løb, vendte tilbage, løb igen. Anders gik ved Malthe, og havde brødkrummer i lommen.
Se, sagde han til Malthe, dryssede krummer på stien. Nu venter vi.
Malthe stod stille. Duer nærmede sig. Flere. De begyndte forsigtigt at hakke efter krummerne, og Malthe stod som forstenet og så på dem, store øjne, så dybe at Anders tænkte: Det er jo det. Det er det her, man står op for klokken halv syv.
Så du det? hviskede Malthe.
Han brugte kun korte sætninger, men nogle gange ramte han plet.
Jeg så, sagde Anders.
Fugle.
Fugle.
Vores fugle, fastslog Malthe.
Vores, gentog Anders.
På vejen hjem fandt Elliot en flot sten, som skulle med hjem. Malthe blev træt og ville bæres. Anders bar, Elliot fortalte om stenen, og Malthe faldt i søvn på skulderen midt i det hele. En sovende unge vejer mere sådan føles det.
Hjemme fik han Malthe lagt uden at vække ham. Et slags weekendtrofæ.
Elliot satte stenen i vindueskarmen ved siden af en vissen potteplante og mente, de burde vande den. Anders vandede; planten så ikke håbefuld ud, men tog imod.
Far, tror du planten gror igen?
Vi får se.
Mor siger, man skal tale med planter.
Virkelig?
Ja. Hun snakker med dem. Har du ikke lagt mærke til det?
Nej.
Prøv.
Anders så på den.
Voks, sagde han.
Mere.
Bliv stor, please.
Elliot nikkede tilfreds.
Den hørte det.
Så da Malthe vågnede, lavede Anders suppe fra bunden, ikke bare fra bøtte. Tog tid, men Elliot spiste med fornøjelse og bad om mere. Det var det fineste skulderklap.
Efter frokost stak Anders en næse ind i lejligheden. Han tænkte ikke: Nu gør jeg alt perfekt han begyndte bare. Han støvsugede stuen, fjernede legetøj, nogle legoklodser fjernede Elliot selv han kunne jo se, der skulle være plads. Malthe fulgte efter støvsugeren og dirigerede. Så var der badeværelset. Skiftede håndklæder, fandt lagrede rene. Kom i tanke om det lyserøde vasketøj, fandt på nettet, at SneHvidt + iblødsætning kunne hjælpe. Prøvede dét.
Henad halv fem gad han ikke mere. Ikke sådan træt-træt. Bare mættet. Han satte sig i sofaen. Elliot sad rolig med iPad. Malthe sov. Anders kiggede på loftet.
Han tænkte, at han nu havde mærket, hvordan det var indefra ikke når man kommer hjem til rent gulv, glad mad og spiste børn. Men der, i det. Der, hvor arbejdet aldrig slutter, aldrig stemples ud. Det er ikke som arbejde, det er andet. Ikke nødvendigvis nemmere.
Ved seks-tiden ringede telefonen.
Han ventede ikke Sofies nummer, men skærmen sagde Sofie. Han tog den.
Hej, sagde hun.
Hendes stemme med et andet leje. Mere blid, mere hendes.
Hej, sagde han. Hvordan har du det?
Jeg har sovet. Er på vej hjem. Er der om halvanden time.
Okay. Pause. Børnene har det fint. Malthe sover, Elliot leger.
Det er jeg glad for. Ny pause. Hvad med dig?
Jeg… Udmattet.
Stilhed. Ikke kølig, bare stilhed.
Godt, sagde Sofie.
Sofie…
Ja?
Han ville sige noget neutralt, Tag rugbrød med, eller vi ses. Men sagde:
Undskyld. For det med at mors holder fri derhjemme.
Der var stille.
For hvad præcist?
For at jeg sagde, du slapper af hjemme.
Nåh, sagde Sofie. I det “nåh” var alt: Ikke triumf. Ikke “hvad sagde jeg”. Bare dét, man hører, når nogen lytter til én, endelig.
Jeg forstod det ikke før. Nu gør jeg. Ikke alt, men meget mere.
Det er godt, sagde Sofie. Det er virkelig godt, Anders.
Kom snart.
Jeg suser.
Hun kom halv otte. Elliot var først henne ved døren og kastede sig om halsen på hende. Anders havde netop fisket Malthe op, som var vågen. Sofie kom ind i stuen. Hun så udhvilet ud, ikke strålende, bare rolig og genkendelig.
Hun så på Malthe i Anders’ arme. Malthe så på hende. Så sagde han sagte, for lige at teste:
Mor.
Ja, sagde Sofie. Jeg er her.
Hun tog ham. Han smøg sig ind til hende.
Alt i orden? spurgte Anders.
Ja.
Jeg har lavet suppe. Kartofler er også klar.
Sofie kiggede mildt på ham.
Suppe?
Fra bunden. Elliot godkendte.
Ja, suppe. Den smager. Ikke som din, men den er god, sagde Elliot, som dukkede op og så højtidelig ud.
Det er et topkarakter, sagde Sofie og lo. Første gang længe, han hørte hende virkelig le.
De sad i køkkenet alle sammen og spiste. Elliot fortalte om det lyserøde vasketøj; Sofie så på Anders, han trak på skuldrene:
Tusch i maskinen.
Jeg opdagede det. Du lagde det i SneHvidt?
Yes. Tjekkede Google.
Det kan hjælpe. Pause. Hvor er pudebetrækket med raketten?
Også lagt i blød.
Raket væk?
Delvist. Konturen hænger ved.
Så nu har vi et betræk med russkinnet af en raket.
Far sagde, det var ødelagt, sagde Elliot. Men jeg lavede det som gave til Malthe.
Jeg ved det. Ideen var fin. Betræk er bare ikke det samme som papir.
Det sagde far også.
Så er vi enige.
Elliot så på dem begge, ikke rigtig vant til, at forældre var enige.
Malthe spiste suppe, missede munden i ny og næ, lykkelig over at mor var hjemme. Han så jævnligt op som for at tjekke, om hun stadig var der.
Efter spisning vaskede Anders op. Af sig selv. Ikke fordi nogen bad ham. Han gjorde det, mens Sofie puttede Malthe.
Da hun kom ud, stod han stadig og tørrede af.
Anders?
Mmm.
Tak.
For opvasken?
Også for det.
Han tørrede hænderne. Vendte sig.
Sover Elliot?
Han ligger med lommelygte og læser. Tror, han tror, jeg ikke ved det.
Skal jeg sige det i morgen?
Nej. Lad ham tro, det lykkedes.
De stod lidt. Fra børneværelset sivede en stribe lys.
Må jeg spørge dig om noget? sagde Anders.
Ja.
Har du været så træt længe? Eller er det nyt?
Sofie tænkte sig om og lænede sig mod køleskabet.
Længe. Før syntes jeg bare, det var mit lod. At jeg skulle kunne klare det.
Og så?
Så føltes det, som om jeg klarede det men uden dig. Ikke fysisk. Du var her, men ikke lige i denne del den daglige del.
Anders var tavs. Så på hende.
Jeg taler ikke så godt om sådan noget, sagde han.
Jeg ved det.
Men jeg hører dig nu.
Sofie nikkede roligt.
Det er en begyndelse.
Jeg vil gerne mere.
Mere hvad?
Være mere med. Ikke kun, når du flygter på spaweekend.
Sofie så på ham, så smilede hun, et smil han ikke havde set længe. Ikke jubel, men noget blidere, et tryk løsnet.
Så lad os lave en konkret aftale. Ikke jeg hjælper mere men hvad, præcist?
Fint.
Lørdage og søndage leger du morgenfar. Jeg sover til otte.
Helt sikkert.
Hverdag: skiftevis lave mad.
Jeg kan jo kun kartofler!
Du lærer det. Sådan lærte jeg det også.
Du har ret. Ellers noget?
Ikke mere nu. Vi ser tiden an.
Okay.
Elliot bladrede videre inde på værelset.
Han læser, sagde Anders.
Han læser, sagde Sofie.
De stod lidt i den fyldte, lune stilhed. Så gabte Sofie.
Gå i seng. Jeg tjekker Elliot.
Han sover ikke.
Jeg siger bare godnat.
God idé.
Hun gik. Anders betragtede køkkenet. Rent viskestykke, lige rækker i køleskabet. Stilhed.
Han gik til Elliots værelse, bankede på.
Sover ikke, sagde Elliot.
Må jeg komme ind?
Okay.
Elliot lå under dynen, lommelygte slukket, bogen ved hånden.
Læst lidt?
Ja. Om både.
Sjovt?
Ja. Far, tror du, vi nogensinde sejler med en stor båd?
Måske.
Mor siger “måske”, når hun mener nej.
Jeg siger “måske”, når jeg ikke ved det. Måske gør vi.
Elliot overvejede.
Godnat, far.
Godnat, Elliot.
Far.
Ja?
Jeg er glad for, at mor er hjemme.
Det er jeg også.
Og at I ikke skændtes, men talte sammen.
Anders så på ham.
Hørte du det?
Måske. Ikke ordene, bare stemmer. Man kan høre, når det er godt. Det er nemmere at sove, når det er sådan.
Anders manglede ord et øjeblik.
Noteret, sagde han. Vi prøver.
Aftale, sagde Elliot alvorligt.
Han slukkede lyset i gangen. Kiggede til Malthe han og bamsen snorkede. Gik ind i soveværelset, Sofie lå med en bog men lukkede øjnene.
Anders lagde sig. Nogle minutter bare lå han i mørket.
Sofie, hviskede han.
Mmm?
Hvad hed stedet nu, Stille bugt? Var det godt?
Pause. Så:
Ja. Roligt. God morgenmad. Lidt dam med ænder.
Ænder, sagde han.
Meget tamme. Går efter krummer.
Elliot ville elske det.
Helt sikkert. Malthe ville jagte dem.
Vi tager derned sammen en gang.
Måske.
Mørket og roen. Børnene sov. Udenfor summede søndagsbyen.
Anders?
Ja?
I morgen er det dig, der laver aftensmad.
Stilhed, så han grinede. Lavt, for ikke at vække børnene.
Jeg kan kartofler.
Jeg elsker kartofler.
Fint.
Fint, sagde hun søvnigt. Godnat.
Godnat, Sofie.
Mandag morgen. Anders vågnede 6.30. Malthe sov. Elliot sov. Sofie sov.
Han gik ud, satte elkedlen over, fandt Malthes grød i køleskabet. Trak gardinet fra. Udenfor stille, grå oktobermorgen. En dag som de andre.
Intet var sensationelt nyt. Det var bare grød, elkedel, en endnu stille lejlighed og én voksen i køkkenet til at gøre, hvad der skulle gøres.
Men alligevel var noget forandret. Ikke højt, ikke stort. Bare forandret.
Han rørte ved bladet på den halvvisne potteplante, han vandede i går. Jorden var endnu fugtig. Bladene hang, men det nederste så næsten mindre gråt ud. Måske indbildning.
Voks, sagde Anders lavt. Til planten, måske også til alt det andet.
Elkedlen klikkede. Bag væggen sagde Malthe sit djævle-agtige morgenord. Om lidt begynder det hele rutinen, larmen, multitaskingen. Og det er faktisk helt, helt okay.
