Naboer på livets vej
Tirsdag, 10. oktober
Du kom sent hjem i går, sagde Erik uden at se op fra avisen.
Jeg stivnede med elkedlen i hånden. Vandet piblede ned i koppen, dampen snoede sig op imod det lave loft. Det var dét spørgsmål, jeg havde ventet på. Måske havde jeg ventet det hele ugen, eller måske i månedsvis. Måske hele livet. At han i dag ville kigge mig i øjnene, spørge hvor jeg havde været, hvem jeg var sammen med, hvorfor jeg bar sådan et lykkelig-hæmmet smil. Jeg havde forestillet mig ballade, råb, tårer. Men Erik vendte bare roligt siden i Politiken.
Bussen sad fast, svarede jeg og satte hans kop foran ham.
Hm, nikkede han, stadig uden at løfte blikket.
Det var så det. Hele samtalen. Jeg satte mig overfor ham, knugede om min egen kop. Brændende varm. Jeg ville mærke noget bare et eller andet. Lejligheden duftede af gårsdagens suppe og falmede tapeter. Udenfor, her i Vanløse, hvor vi havde boet i fireogtredive år, larmede skraldebilen på Dybendalsvej. Et ganske almindeligt oktobermorgen i København. Gråt og sløvt.
Erik, mumlede jeg.
Hm?
Lytter du overhovedet?
Han lagde avisen, lod blikket hvile over brillerne, roligt, næsten udmattet. Som en mand, der har vænnet sig til ikke at se mere end nødvendigt.
Jeg hører dig. Er der noget?
Nej, sukkede jeg. Jeg spurgte bare.
Erik forsvandt tilbage i sin avis. Mens jeg sad, tænkte jeg: Dét her det er øjeblikket. Hvor jeg kunne have sagt sandheden. Alt. Om biblioteket, om Børge, om de uendelige tekopper efter frivilligt arbejde, om samtaler om bøger og livet, og alt det vi manglede. Om dengang han tog min hånd for en uge siden, og jeg ikke trak mig væk. Fordi jeg ikke længere huskede, hvornår nogen sidst havde rørt ved mig med vilje.
Men Erik læste om stigende varmepriser og så ikke, at hans kone sad lige overfor og gik i stykker. Han havde ikke set det i ti år. Måske mere.
***
Torsdag, 12. oktober
Nogen gange undrer jeg mig, hvordan jeg nogensinde blev otteoghalvtreds. Ikke på grund af sygdomme eller sorger, men fordi årene bare forsvandt, som nogen stjal dem. Forleden var jeg ung, i min kongeblå kjole, giftede mig med Erik, byens pæneste ingeniør. Så kom Anna, min datter, barnevognsknopper og samtaler med naboerne om skemad og de første tænder. Jeg blev kontordame på Carlsberg, gik der indtil pensionen. Anna blev voksen, blev gift, flyttede til Aarhus, og vores barnebarn, Sebastian, ser vi kun på Facetime hver søndag.
Nu sidder jeg i vores andelslejlighed og tænker, at livet gik, og jeg nåede aldrig at dukke op i det.
Erik er egentlig en god mand. Det gentager jeg som et mantra. Ikke voldelig eller drikfældig. Havde altid penge med hjem, hjalp hvis jeg spurgte. Utro? Ikke hvad jeg ved af. Hans blotte tilstedeværelse, tryg, men følelser det var mest rutine. Som et gammelt egetræsbord, nogenlunde slidstærkt. Sidste gang vi elskede? Tre år siden, måske fire. Han havde drukket til Pers 60-års, var glad og krammede mig i køkkenet. Men det var uden ømhed, bare en bevægelse i mørket.
Hvornår snakkede vi sidst om noget ægte? Ikke regninger, ikke hvilken fisk til aftensmaden eller om kommunen, men om livet? Jeg kan ikke huske det. Måske aldrig.
Hver morgen cykler han til det gamle kolonihavehus, roder med den rådne Opel, som burde have været på skrotpladsen for længst. Om aftenen tv, fodbold, nyheder. Jeg vasker, gør rent, handler i Føtex. Om tirsdagen og torsdagen, efter jeg trak mig fra jobbet, arbejder jeg gratis på biblioteket sorterer bøger, hjælper lånere. Her dufter der af papir og stilhed. Her er ingen Erik med sit lunkne engagement.
Her møder jeg Børge.
***
Tirsdag, 17. oktober
Rigmor, har du læst Harald Voetmann? spurgte han, mens vi sorterede papirbunker.
Han er tre år ældre, tidligere dansklærer, pensionist med krøllede skjorter og hjemmestrikkede veste. Hans blik er mildt, men trist. Han er enkemand, har jeg fået fortalt af bibliotekets faste, Ingrid. Hans kone døde for fem år siden uden børn.
Nej, indrømmede jeg Han er vist langt mere moderne, ikke min generation.
Her, sagde han, og rakte mig en lille bog, han havde fundet. Vågen. Måske noget for dig.
Jeg læste den, mens Erik snorkede foran fjernsynet. Jeg græd. Ikke fordi noget bestemt, men for ærligheden, den stille smerte på papiret. Selverkendelsen. Den, jeg aldrig turde møde.
Tirsdag ugen efter afleverede jeg bogen igen.
Hvordan var den? Børge smilede.
Fin. Men sørgelig.
Alt godt er lidt sørgeligt. Fordi det forsvinder, svarede han.
Og pludselig talte vi løs. Om bøger og film, om livet dengang, før alt hastede, hvor vi troede, fremtiden var vores. Børge hader også støjende selskaber, har også følt sig ensom midt i byen, og elsker gamle danske viser.
Er din mand okay med, at du er her så meget? spurgte han engang til te, mens Ingrid satte småkager frem.
Jeg lo.
Han bemærker det ikke. Hvis jeg ikke kom hjem tre dage, ville han bare savne sild til frokost.
Han nikkede:
Jeg forstår. Min kone flyttede ud mentalt mange år før hun døde. Syge og trætte, men mest blev vi bare naboer i hver vores værelse.
Ja, sagde jeg stille. Naboer.
Hele mit ægteskab. Hele sorgen.
***
Onsdag, 18. oktober
At blive forelsket på mit 58. år ærligt, det lød latterligt. Men noget begyndte at gløde. Pludselig gad jeg gøre lidt ud af mig selv før biblioteket. Tog den gode sweater på, den Anna havde givet mig. Lagde let læbestift. Kiggede i spejlet og tænkte, du er jo en gammel nar og dog, det sitrede i kroppen.
Børge lyttede, spurgte til mit helbred, bragte æbler med. Gav mig engang en lille antik broche, der havde været hans mors. Jeg ville afvise men han insisterede.
Tag den på for min skyld, du klæder den.
Jeg gemte den i min taske. Tog den frem hjemme, sad længe og betragtede de små perler, det mørnede sølv. Erik så intet af det nye; ikke sweater, ikke læber, slet ikke mit indre lys.
For en uge siden blev biblioteket sent. Vi sorterede aviser til sent, Ingrid gik hjem før os Børge trak te og lagde chokolade på bordet.
Rigmor, sagde han og lod koppen stå, jeg nyder at være sammen med dig.
Jeg stivnede.
I lige måde.
Ved godt, vi ikke er unge, han smilede tøvende. Men du har fået betydning for mig.
Han tog min hånd bare holdt den, uden pres, uden at trække. Og jeg mærkede varmen løbe op i halsen, tårerne uden at græde.
Børge, hviskede jeg. Jeg er gift.
Jeg ved det.
Jeg er otteoghalvtreds.
Jeg er enogtres. Hvad så?
Jeg havde ikke svar. Vi sad bare sådan, hånd i hånd som unge kærester. Han slap blidt, smilede:
Undskyld. Jeg ville ikke gøre dig forlegen.
Du forlegede mig ikke, sagde jeg. Du vækkede mig.
***
Jeg gik hjem gennem det mørke og kolde. Og jeg tænkte: Hvad laver du? Er det et svigt? Men vi havde ikke gjort andet end at tale og røre hænder. Og utroskab sidder ikke kun i kroppen. Den bor, hvor sjælen vender sig mod en anden. Når man tænker på en anden end den, man har levet med i fireogtredive år.
Kom hjem næsten sent. Erik sad for tv, zappede.
Hvor var du? spurgte han, uden at vende sig.
Sad fast i biblioteket.
Er der mad på komfuret?
Varm selv.
Der var en trætme i min stemme, som jeg genkendte. Han så op, men så mig ikke. Som altid.
Fint, sagde han, og gik ud og spiste alene.
Jeg gik i seng, tøj og det hele, kiggede på lampen i loftet. Jeg tænkte: Han kommer snart, spørger, hvordan jeg har det. Men han kom ikke. Han spiste, vaskede op, lagde sig i sengen. Lige ved mig, en halv meter fra, og alligevel var der en afgrund imellem os.
Jeg havde lyst til at råbe: Se på mig! Jeg er her, levende, forvirret, beder om hjælp! Men Erik sov, min sorg blev aldrig sagt højt.
***
Nogle dage efter kunne jeg ikke længere holde det ud, gik rundt som et vildt dyr. Forsøgte at undgå Børges blik. Hjemme prøvede jeg forgæves at finde bare én god grund til ikke bare at lade stå til men intet dukkede op, kun vane.
En aften, mens vi spiste i tavshed, kunne jeg ikke mere.
Erik, skal vi ikke tage ud engang? I teateret, biografen? Eller en tur rundt i byen? Som i gamle dage.
Han kiggede på mig, som om jeg havde talt russisk.
Hvorfor nu det? Det er koldt. Og billetterne er dyre, der er alligevel altid så mange folk.
Bare for sjælens skyld. For at mærke livet.
Vi er jo ikke unge mere, Rigmor. Hvad skal vi der? Lad os blive hjemme, se fjernsyn.
Og jeg tav. Jeg forstod: Han har det fint, når alt er, som det altid har været. Han behøver ikke mere. Han vil have ro, mad, varme. Jeg er en del af den ro. En praktisk del. Intet mere.
***
Senere ringede Anna. Hendes stemme lød træt og fortravlet:
Mor, hvordan går det?
Jo, fint, skat. Dig og Sebastian stadig syge?
Hoste, vi sidder hjemme. Mor, kan du og far ikke komme et par dage? Jeg skal til møde, og jeg har ingen til Seb.
Jeg kiggede på Erik, han sad dog med mobilen.
Erik, Anna beder om hjælp med Sebastian.
Han så ikke op:
Jeg har travlt. Skal have styr på garagen. Du kan tage af sted.
Anna sukkede:
Kan du komme alene? Hils far.
Jeg ringer tilbage i morgen, sagde jeg.
Jeg slukkede. Stirrede på Erik.
Hvorfor kan du aldrig hjælpe Anna?
Jeg har jo travlt, sagde han. Du tager bare af sted.
Hun er din datter. Vores barnebarn.
Han så endelig op, indtrængende:
Rigmor, skal vi nu til at skændes igen? Jeg skal i gang med garagen. Du tager bare selv.
Du har altid travlt, sagde jeg stille. Enten garagen eller tv. Hvornår lever vi egentlig?
Lever? Vi har alt, hvad vi behøver. Mad, tag over hovedet.
Vi bor sammen som naboer.
Vi er gift, har været det i 34 år!
Men er vi lykkelige?
Det spørgsmål havde han ikke set komme. Han blev stille. Tjekkede uroligt skærmen:
Skal vi ikke droppe det? Sæt dig ind.
Jeg satte mig alene i soveværelset. Krammede mine knæ. Middelalderligt hormonskifte sikkert hans diagnose. Aldrig sjælen, altid hormoner.
***
Tirsdag, 24. oktober
Tidligt på biblioteket. Børge var der allerede og tørrede hylder af.
Godmorgen, sagde jeg.
Godmorgen. Er der noget galt?
Kan du hjælpe mig? Gå med mig et sted. Til udstilling, museum, eller bare parken. Jeg skal trække vejret.
Han så alvorligt på mig.
Er du sikker?
Nej, men jeg har brug for det.
Vi gik i byen lørdag, Erik på medlemsdag i kolonihaven. Børge kom med blomster bare en buket af billige krysantemum. Jeg havde brochen på.
Vi gik tur i Frederiksberg Have, drak kaffe, han fortalte om livet med sin kone, om elever, om at sidde alene og læse højt for hende, til hun døde.
Ved du hvad, sagde han, jeg troede, livet var forbi, men så mødte jeg dig. Livet fortsætter. På en ny måde.
Jeg græd næsten. For første gang i årevis talte nogen til mig om noget ægte, ikke husholdning.
Børge, jeg har så dårlig samvittighed. Jeg er gift, og jeg…
Vi går bare tur. Og taler. Det er der ikke noget forkert i.
Men jeg tænker på dig. Meget. Er det ikke også et slags svigt?
Han tog min hånd.
Svigt er, når du forråder nogen. Men hvem svigter du din mand, der ikke længere ser dig? Eller dig selv, hvis du bliver?
Jeg havde intet svar. Vi sad tavse. Han fulgte mig til metroen, kyssede min kind. Jeg vidste, intet vil blive som før.
***
Erik kom hjem søndag, jord under neglene, bar en sæk kartofler ind på altanen.
God høst i år, sagde han.
Mmm, svarede jeg, dækkede op.
Er der noget galt?
Jeg er bare træt.
Går du i “Ude og Hjemme”? Så køb et par strømper til mig. De gamle er huldne.
Ja.
Vi spiste i stilhed. Han zapper tv, jeg sad alene i soveværelset, kiggede ud på byen. Jeg tænkte på Børges hånd. På et blik, der så mig, ikke forbi mig.
Til min overraskelse jeg håbede næsten, at Erik ville opdage noget. Spørge, hvor jeg havde været lørdag. Kende brochen. Lave en scene, kræve svar. Bare han følte noget som helst.
Men han opdagede intet. Jeg kom senere hjem, han spurgte ikke. Lavede sig selv mad, hvis jeg ikke gad. Lod mig være. Hans ligegyldighed føltes mere dræbende end jalousi. Den var stille, men ubærlig.
***
Onsdag, 1. november
Zenia, min ældre overbo, inviterede på kage og kaffe.
Sæt dig, Rigmor du ser udmattet ud.
Jeg er bare træt.
Af hvad? Du er jo pensioneret!
Zenia, er du lykkelig?
Hun blev overrasket.
Lykke? Hvem er det i dag? Jeg ønsker bare fred og penge nok.
Elsker du din mand?
Jeg har vænnet mig, tror jeg. Vi har været sammen i fyrre år. Han er sær, men min.
Hvad hvis du kunne gøre det hele om?
Jeg er firs; det går ikke. Stille eksistens og børnebørn må være rigeligt.
Sådan er vores generation; vi er opdraget til at finde os i alt. Vane. Pligt, ikke lykke.
Men vi lever kun én gang. Og livet er snart forbi.
***
Nedslag fra vinteren
Oktober blev til november. Vinden tog til. Jeg arbejdede videre i biblioteket, Børge og jeg gik ture, når vejret tillod. Lørdag bød han mig hjem til sin lejlighed en etværelses på ydre Frederiksberg. Hyggeligt, duft af kaffe og gamle bøger.
Rigmor, sagde han. Jeg presser dig ikke. Men hvis du engang tør vælge, så ved du, du har et hjem her. Hos mig.
Han talte sandt, stille. Ingen krav, bare sandhed. Det var uvant.
Senere derhjemme sad Erik for tv, som altid. Jeg så på ham, forsøgte at genkalde den forelskelse jeg måske engang havde. Måske havde jeg bare giftet mig, fordi han ikke drak, fordi han ville familie.
Erik så på mig:
Nå, du kom sent. Igen biblioteket?
Ja.
Fint.
Den aften følte jeg noget i mig brast. Ikke dramatisk. Bare som en lampe, der gik ud.
***
Dagene gik i tåge. Jeg lavede mad, ringede til Anna, handlede, som jeg altid havde gjort. Men begyndte at se Erik som en fremmed. Hvem er han? Hvem er jeg for ham? Hvad ønsker vi?
Er du lykkelig? spurgte jeg ham en aften.
Hvad?
Er du lykkelig? Synes du, det her er livet?
Det går da meget godt.
Vi taler aldrig. Vi kan dårligt grine sammen.
Rigmor, vi er ikke unge. Hvad vil du have? For meget romantik? Vi skal bare have ro.
Så vi skal nøjes med tavshed til vi dør?
Men du er da blevet sær. Er det hormoner? Gå til lægen.
Samtalen var færdig. Han ville ikke høre mig kun det velkendte.
***
Lørdag, 18. november
Børge og jeg gik i kildevædet i Søndermarken. Jeg stod længe under en birk og stirrede på den gryende vinter.
Jeg har tænkt over dit tilbud, sagde jeg.
Og?
Jeg er bange. Hvad vil folk sige? Anna? Naboerne? At jeg blev gal og gik fra ham?
Lever du for andres skyld eller for din egen?
Jeg har altid levet for andre. Nu er der ikke mere tilbage af mig.
Han lagde armen om min skuldre, blidt.
Du må vælge. Jeg presser dig ikke. Men du kan stadig nå at vælge dig selv.
Jeg lænede mig ind mod ham. Mærkede nærværet det var dét, jeg behøvede.
Jeg lover ingenting. Men jeg tænker over det.
***
Søndag
Erik rodede med hanen i køkkenet.
Giv mig lige svensknøglen.
Jeg gjorde, som han bad. Holdt, drejede. Ti minutter senere:
Så. Så lækker den ikke.
Erik…
Kan vi tage den efter Boldklubben? Kampen starter nu.
Det er vigtigt.
Kan det vente? Jeg har ventet hele dagen på det her.
Han gik. Jeg sad og stirrede på min kaffekop. Jeg vidste, jeg ikke kunne mere. En aften til og jeg ville forsvinde. Jeg tog min mobil frem, skrev til Børge: “Må jeg komme over?”
Svar: “Selvfølgelig.”
Jeg pakkede lidt tøj, tog jakken. Da Erik jublede inde fra stuen over et mål, lukkede jeg stille døren bag mig.
Hvor skal du hen? råbte han.
I brugsen efter brød, sagde jeg.
Husk rugbrød!
Ja.
Så gik jeg. Ned ad trappen, ud i den grå novembersøndag.
***
Børge åbnede døren, bekymret.
Hvad sker der?
Jeg ved det ikke. Men jeg kan ikke blive der mere. Ikke i nat.
Er du sikker?
Nej. Men der føles mere levende end derhjemme.
Han var stille, dækkede op, lagde et tæppe frem til sofaen.
To timer senere ringede Erik:
Hvor er du? Brugsen har jo lukket.
Jeg kommer ikke hjem.
Ikke hjem? Hvor er du?
Hos en veninde. Jeg bliver her i nat.
Længere pause.
Hvad? Rigmor, det er sent. Kom nu hjem.
Jeg kan ikke mere, Erik. Ikke i nat. Måske aldrig.
Endnu længere pause.
Hvorfor? Er der noget galt?
Alt er galt. Jeg kan ikke være en, du ikke ser, mere.
Hvad mener du? Er du syg?
Nej. Bare slukket. Jeg er ikke din kone længere, bare husholdersken.
Stop nu. Kom hjem. Du har bare haft en dårlig dag.
Ja. I fireogtredive år.
Jeg lagde på. Græd ikke af sorg eller lettelse. Bare over endelig at have sagt det højt.
***
Natten sov jeg ikke, men lå og lyttede til stilheden hos Børge. Tænkte på Anna, på om hun ville forstå. På naboerne de ville måske sladre. Jeg havde for første gang valgt mig selv.
Morgenen efter kom Børge med te og ostemad.
Hvordan har du det?
Jeg ved det ikke. Måske er det det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Eller det klogeste.
Hvis du fortryder, tager du hjem igen. Men nu skal du først mærke dig selv.
***
Tiderne skiftede hurtigt. Jeg blev boende hos Børge, mens Erik ringede dagligt. Først vredt, så bønfaldende, til sidst bare tavs. Efter fire dage spurgte han:
Er der en anden?
Ja.
Så… så gider jeg ikke mere. Så vil du skilles?
Ja.
En uge senere mødtes vi i lejligheden. Erik var mærket, bleg. Vi sad overfor hinanden.
Så du vil skilles. Vil du have halvdelen af lejligheden?
Nej. Du kan blive her.
Og Anna? Hvad siger du til hende?
Sandheden.
Han rystede på hovedet. Forstod det nok aldrig. Vi sagde farvel for første gang et ægte farvel.
***
Anna ringede. Hendes stemme var kølig.
Mor, hvad laver du? Pappa siger, du er hos en anden?
Ja.
Så du har forladt ham, sådan bare… nu?
Ja.
Det er egoistisk. Var der ikke mere i dig og far?
Jeg prøvede i fireogtredive år. Nu prøver jeg at leve mit eget liv.
Er du i det mindste glad?
Spørg mig om et år.
Elsker du ham?
Jeg ved ikke, om det er kærlighed. Men han ser mig og hører mig. Og det er mere, end jeg har haft i halve liv.
Okay, mor. Bare pas nu på dig selv.
Det lover jeg.
Jeg satte mig ved vinduet og mærkede, der blev stille efter den afklaring.
***
Det var mærkeligt at dele hverdagen med Børge. At invitere til fælles madlavning, at kysse ham godmorgen. At være lyttet til. At læse op for hinanden. At sidde på Frederiksberg og se på croissanter, hans varme blik. At mærke sig selv levende.
Fortryder du? spurgte han en aften.
Kun at jeg ikke gjorde det før.
Hvad hvis Erik beder dig komme tilbage?
Det gør han ikke. Og selv hvis, kommer jeg ikke.
Elskede du overhovedet ham?
Måske engang. Men kærlighed kan ikke overleve ligegyldighed. Det blev vane, ikke følelse. Det er vores fælles skyld.
Og mig?
Jeg elsker dig nu. På min måde. Tæt, roligt, ægte.
Han smilede og holdt min hånd.
***
Kort før jul mødte jeg Zenia i gården. Nå, Rigmor, hvordan går det?
Godt. Rigtig godt.
Erik ser trist ud, siges det.
Måske. Men vi fortjente begge en chance for at leve.
Folk snakker.
Det må de. Jeg lever for én gang skyld for mig selv.
Hun nærmest lo, men med en trist tone:
Jeg gad godt have dit mod. Mig bliver det bare aldrig til.
Zenia, vi kan vælge os selv, uanset hvor gamle vi er.
***
Vi fejrede nytår bare os to. Han lavede fisk, jeg dækkede op, vi skålede for det nye. Vi så fyrværkeri fra altanen.
Rigmor. Tak fordi du er her.
Tak fordi jeg må være her.
Der var ikke store ord, bare ro og nærvær.
Januar bragte skilsmissepapirer. Erik beholdt lejligheden, jeg havde ikke behov for noget derfra.
Vi sås en sidste gang, jeg hentede mine sidste ting. Han stod i døren.
Adjø, Rigmor.
Farvel, Erik. Pas på dig selv.
I hans blik var der en slags forståelse. Og jeg vidste, jeg var fri.
***
Foråret kom, noget lettere end året før. Jeg fik arbejde på biblioteket; Ingrid sagde, Du lyser op her. Det gjorde jeg vel.
I maj mødte jeg Zenia på gaden.
Nå, Rigmor, du ser mere glad ud end nogensinde.
Jeg lo. Det er jeg også.
Erik har fået en kæreste, siger de.
Så er alt, som det skal være.
Zenia tøvede, Jeg beundrer dig. Tænk at du turde.
Det kan du også stadig.
Hun rystede på hovedet. Ikke nu. Men tak fordi du viste vejen.
Jeg gik hjem, vidste at jeg havde gjort det rigtige. Tanken om at leve et helt liv i usagt sorg skræmte mere end alle sladder.
***
Anna besøgte mig i juni.
Mor, er du lykkelig?
Jeg tænkte længe. Måske var jeg ikke lykkelig, som unge piger er. Men jeg var roligere. Jeg var hjemme. Endelig.
Ja. Eller jeg har ro i sindet.
Og far har mødt en, hun hedder Marianne. De fisker sammen.
Så har vi gjort det rigtige, Anna.
Det tror jeg også nu, mor.
Vi sad længe, bare lyttede til byen gennem åbne vinduer.
***
Sommeren gik med gode dage. Børge og jeg tog på hans koloni, læste i solen, talte om dage, der skulle komme. I August, da vi sad på trappen og lyttede til fuglene, sagde han:
Rigmor, du gav mit liv liv igen.
Og du vækkede mig, Børge.
***
Efteråret kom hurtigt igen. Jeg gik forbi vores gamle altan, kiggede op. Der var stadig lys. Men mit hjem var et andet sted nu. I den lille lejlighed fyldt med bøger, varme og et menneske, der så mig.
Om aftenen sad vi, og han læste højt for mig.
Fortryder du?
Ikke et sekund, svarede jeg.
Han smilede og tog min hånd.
Udenfor regn, men herinde var der ro.
***
Jeg ligger ofte vågen om natten. Hvis jeg var blevet, ville jeg stadig have ligget der, dag ud og dag ind, indbyrdes tavs bare ventet på det hele sluttede, stille og roligt. Nu ligger jeg ved siden af et andet menneske. Måske er det ikke eventyr, ikke stormende kærlighed, men det er mit.
Og man kan vælge sig selv, selv i en alder af næsten tres. Man kan.
***
Nye morgener begynder, hvor Børge spørger: Hvad har du lyst til i dag?
Bare gå en tur. Og læse sammen senere.
God ide.
Vi går ud, lugter til den våde asfalt, småsnakker. Vi er to ældre, der har fundet hinanden, selvom vi havde opgivet at håbe.
Og jeg ved, der venter svære dage. Men jeg er ikke bange mere.
For jeg har valgt endelig at være mig selv.
Tak, Børge, siger jeg.
Tak selv, Rigmor.
Dette er mit liv nu. Ikke mere død tavshed. Kun blød, tryg eksistens.
Og jeg ved: Det var aldrig for sent at stå op, sige: Alt, jeg går. Til mig selv og til verden.
Og så gå hen, hvor mit liv ventede.
