Johanne tog det sorte kjole ud af skabet og hængte det op på døren. Så tog hun det ned igen, holdt det op foran sig foran spejlet, hængte det tilbage. Kjolen var fin købt på udsalg i Magasin tre år tidligere, kun brugt to gange. Den sad til, som den skulle, længden var helt rigtig hverken for kort eller kedelig. Hun følte sig hjemme i den.
Anders, råbte hun ud mod køkkenet, tager du egentlig med?
Hendes mand dukkede op i døråbningen med en kop te. To og fyrre år, hverken tyk eller tynd, med det der evige femdages skæg, han kaldte sit kreative rod. Han så på kjolen, på Johanne, og så på kjolen igen.
Skal jeg det?
Ikke hvis du ikke vil. Jeg spørger bare.
Hun havde selv sagt det til ham for to uger siden, da folk på kontoret begyndte at tale om den årlige firmafest. Kom nu med, sagde hun, vi tager en taxa, spiser noget ordentligt mad, du kan hilse på folk. Han havde rynket brynene Anders hadede ordet firmafest men havde nikket. For din skyld, sagde han.
Johanne havde lyst. Hun anede ikke rigtig hvorfor, men måske var det noget med, at andre skulle se, at hun ikke kom alene. Eller måske ville hun bare ikke alene. Det er der, der også sker.
Jeg tager med, sagde Anders, bare spurgte.
Okay.
Johanne åbnede smykkeskrinet. Mors perleøreringe de små eller de store guldhoops? Hun tog perlerne, børstede hår. I dag sad det godt, uden grund.
Hvornår skal vi ud? lød det fra køkkenet.
Taxaen er bestilt til kvart i syv.
Fint.
Klokken halv syv stod han i entreen i sin mørkeblå blazer den fra nevøens bryllup. Den var lidt bred over skuldrene, men Johanne sagde ikke noget. Det vigtigste var, at han havde taget den på. Og at han tog med.
De sad tavse i taxaen. Forude glimtede København februar, slud, små isklumper i rendestenen. Anders scrollede på sin mobil. Johanne fulgte gadebilledet.
Hun tænkte på dengang for to uger siden, hun ringede til ham. Han stod i værkstedet, hun kunne høre printeren og P4 i baggrunden. Firmafest den tolvte, vil du med? spurgte hun. Skal jeg? Ikke hvis du ikke vil. Men jeg håber det. Lidt stilhed. Okay.
Derefter mindede hun ham to gange om festen. Han sagde ja hver gang. På selve dagen sagde han ikke noget, men stod klædt på klokken seks og fyrre.
Det er kun tre-fire timer, sagde hun.
Det går nok.
Folk er søde, du behøver ikke at bekymre dig.
Jeg er ikke bekymret.
Anders. Jeg siger det bare.
Johanne. Jeg hører dig.
Chaufføren var ung, med én AirPod i øret. Hørte musik og blandede sig ikke i samtalen. Johanne var taknemmelig. Nogle taxachauffører elskede at snakke ikke i aften.
Har du spist ordentligt? spurgte hun Anders.
Havde lige en rugbrødsmad.
Rugbrødsmad. Tre timer før middag.
Jeg var sulten.
Nå.
Anders lagde telefonen væk, kiggede ud. Johanne så på hans profil den hun kendte, detalje for detalje. Fjorten år man ved, hvordan ens partner ser ud, når de kigger ud af taxaens rude.
Bliver der lege og konkurrencer? spurgte han.
Sikkert. Jeg plejer ikke at være med.
Fornuftigt.
Du skal heller ikke.
Jeg har heller ikke tænkt mig det.
Restauranten hed Edens Have, på tredje sal ovenpå Illum lidt sært, syntes Johanne. Paradis over tøjbutikker. Men maden var god, lokalet stort, med scene og lange hvide duge på bordene.
Trappen var bred. Kollegaepar fra hendes afdeling gik op foran dem. Johanne hilste på Poul fra marketing og hans kone, Else, som hun kun havde set sidste år og allerede havde glemt navnet på.
Kollegaer? spurgte Anders.
Poul fra marketing. Han er rolig nok.
Fint.
Inde i salen duftede der af mad og parfume den særlige blanding, som kun findes til firmafester og bryllupper. Bordene var sat op som et stort U, der stod små grantræer på hvert bord, selvom det var længe siden december. Måske tilføjet for hyggen.
Folk begyndte at stimle sammen. Johanne spottede Gudrun fra regnskab i rød kjole hun kom med en høj, tavs mand, der lignede en revisortype. IT-Jakob trak sin kone med, hun så ud som om hun hellere ville være enhver anden sted end her. Chefen, Inger Kirstine, tog imod gæsterne med smil, som om festen var kun for hende.
Johanne! udbrød Inger Kirstine. Og du har Anders med, hvor skønt! Hun rakte hånden frem. Anders, ikke? Har hørt lidt om dig.
Det gode, håber jeg? sagde Anders.
Naturligvis, grinede chefen.
Johanne pustede ud. Starten var god nok.
De satte sig Johanne ved siden af Mette, sin gamle kollega, Anders overfor, ved siden af Mettes mand, Jens. Jens arbejdede i byggebranchen, typisk jysk stor stemme, jovial.
Aldrig mødt dig før! sagde Jens, mens de satte sig. Johanne plejer at komme alene.
Hun har aldrig spurgt før, sagde Anders.
Så har du ventet længe! Jens rakte hånden ud.
Anders.
Hvad laver du til daglig? spurgte Jens.
Indretning. Mest boliger, sommetider kontorer.
Hold da op! En man kan bruge. Vi mangler nemlig en, der kan lave noget personligt. Kunden aner dog ikke selv, hvad han mener med dét.
Kender jeg, sagde Anders.
Hvad gør du så?
Spørger ind. Ikke til indretning, men hvordan de gerne vil bo. Så kommer det frem.
Jens lo:
Virker det?
Næsten altid. Nogle ved dog ikke engang, hvordan de vil leve. Det er sværere.
De lo. Anders blev levende Johanne vidste, at når først han kom i gang, gik samtalen af sig selv. De diskuterede videre, Jens ledte efter billeder på mobilen. Johanne vendte sig mod Mette.
Ser ud til at begynde godt, sagde Mette lavt.
Indtil videre.
Gudrun fra regnskab nåede allerede at spørge, om du havde manden med. Jeg sagde, han var her. Bare rolig.
Johanne grinede:
Hvornår har hun dog nået det?
Mens du tog overtøjet af.
Lynhurtig.
Altid. Så du det røde kjole? Med enorm udskæring, til firmafest.
Tja, hendes valg.
Ikke fordi jeg dømmer. Jeg holder bare øje.
Mette var god til at observere og viderefortælle men aldrig sladder. Johanne lyttede gerne.
De skålede. Maden var lækker salater, fisk, små tærter. Johanne spiste med måde. Firmafest var arbejde, mente hun. Ikke ferie.
Chefen, Inger Kirstine, sad ved nabobordet, snakkede til en af de nye. Han nikkede høfligt, tænkte nok på noget andet. Johanne forstod ham.
Hvordan gik det med kvartalsrapporten? spurgte Mette.
Afleverede i fredags. Ingen bemærkninger.
Heldige dig. Inger Kirstine fandt tre fejl hos mig to var mine, én var hendes egen.
Sagde du til hende?
Mig? Aldrig.
Johanne nikkede. Selvfølgelig.
Omkring otte ankom konferencieren en energisk kvinde sidst i trediverne med mikrofon og professionel smil. Nu kom konkurrencerne. Johanne var med i én Gæt medarbejderen på børnebillede. Hun gættede tre, fik et sæt duftlys som præmie.
Nu bliver jeg sådan én, der mediterer, sagde hun til Mette.
Dig? Meditere?
Hvorfor ikke?
Anders sprang over alle konkurrencerne ikke hans stil, og Johanne forstod det. Han så dog ud til at hygge sig. Talte med Jens, fik snart selskab af en anden mand fra regnskab. Emnet gled ind på værktøj og boliger. Johanne så, at Anders drak juice han havde for længst stoppet med alkohol.
Alt gik fint. Johanne slappede næsten af.
Hovedretten kom lidt over ni. Bøf, kylling, noget med svampe. Johanne tog kyllingen. Fra nabobordet lød fællessang fra firserne; konferencieren tog en pause, stemningen blev fri.
Johanne rejste sig for at gå ud og så Anders, som stod ovre ved væggen. Ikke alene.
En ung kvinde ikke mere end femogtyve, mørkt hår, et smil og glimtende palietter på skuldrene var der. Hun talte, lænede sig lidt frem, og Anders lyttede. Han smilede.
Den slags smil, han sjældent havde hjemme.
Johanne stod stille, gik derefter ud på dametoilettet.
Der var stille. Spejlet fyldte hele væggen. Johanne mødte sit eget blik: sort kjole, perler, håret sidder flot. Hun så helt normal ud.
En kvinde fra et andet selskab kom ud af kabinen. Smuk, måske omkring de tredive, grøn kjole. Hun smilede:
Flot kjole, sagde hun.
Tak.
Sort er altid sikkert valg.
Hun gik. Johanne blev stående og stirrede på sit spejlbillede.
Pludselig havde hun kun lyst til at tage hjem. Af med kjolen, af med smykkerne, vask makeuppen af. Hjem i sofaen med katten.
Johanne åbnede Taxa 4×35-appen og tastede adressen stoppede sig selv i sidste sekund og lagde mobilen væk.
Hun stænkede lidt koldt vand på halsen. Sagde til sit eget spejlbillede: du så bare en snak. Kun en samtale. Pigen er ung og sød so what? Anders må godt snakke med yngre kolleger. Det er ikke en forbrydelse. Ikke engang et varsel.
Men det smil.
Johanne tænkte ikke videre over det. Den evne havde hun at lægge ting væk til senere. Ikke nu, ikke her.
Hun rørte ved øreringene. Gik ud.
Anders var tilbage ved bordet. Paljettepigen var henne ved en anden gruppe.
Hvor var du? spurgte han.
På toilettet.
Ah, okay.
Desserten kom ind. Chokoladekage, lag på lag, rigtig god. Johanne talte med Mette om sommerplanerne de havde købt rejse til Tyrkiet, Jens ville i vandland, Mette ville sole sig.
Finder I et kompromis?
Vi skændes stadig, sukkede Mette. Hvert år det samme. Jeg vil have strand, han vil på eventyr. Det ender med begge dele.
Værre kunne det være.
Ja, smilte Mette skævt. Hvad med dig og Anders skal I nogen steder i år?
Johanne tænkte sig om:
Har ikke helt planlagt endnu. Måske.
Planlæg! Ellers sker det ikke.
Jeg snakker med ham.
Kagen var virkelig lækker. Johanne skubbede tallerkenen væk. Anders havde ladet sin kage stå i ti minutter, så skar han pludselig et stykke og spiste den hurtigt. Jens snakkede biler stadig. Anders lyttede og nikkede indimellem.
Johanne så hen over bordet på Anders. Tænkte: der sidder han, lytter, spiser, som en hverdag bare i restaurant i stedet for hjemme.
Konferencieren greb mikrofonen igen:
Så, venner nu skal vi danse! Alle på gulvet!
Johanne havde en regel: hun dansede ikke til firmafester. Hun så, hvordan Gudrun fra regnskab trak sin mand med, hvordan IT-Jakob kæmpede med at danse i takt.
Skal vi danse? sagde Anders pludselig.
Johanne så overrasket på ham:
Du hader at danse.
Bare én gang.
Hvorfor nu?
Ved det ikke. Musikken er god.
Hun så en ekstra gang på ham som om hun skulle være sikker på noget. Han undveg ikke hendes blik.
Okay, sagde hun.
De gik ud. Noget langsomt blev spillet. Anders lagde, vanemæssigt, hånd om hendes ryg og de vuggede sammen.
Firmafesten er da ikke så tosset, sagde han lavt.
Jeg sagde det jo.
Du har som regel ret.
Selvfølgelig.
Johanne kiggede over skulderen så pigen i palietter more sig med en fra sit eget team. En ung mand, de kendte vist hinanden godt. Johanne så på dem et øjeblik, så væk.
Bare så.
Det er kun koldt udenfor, sagde Anders.
Februar.
Forår snart.
Snart.
Du kan godt lide forår, ikke?
Johanne løsrev sig lidt, kiggede op på ham:
Du ved da, jeg elsker forår.
Jeg spurgte bare for at høre dig sige det.
Hun tav lidt.
Jeg elsker det, sagde hun. Når isen er væk, og man for første gang kan gå uden hue.
Du er altid den første til at droppe huen. Alle andre har stadig på, men du smider den.
Og fryser.
Det gør du altid.
Musikken forsatte. De svajede. Johanne tænkte på, hvor længe det var siden, de stod tæt sammen sådan tæt uden at sige noget alvorligt. Måske juleaften hos Mortensens sidste år. Måske endnu længere siden.
Så skiftede musikken tempo, de gik tilbage til bordet.
Ved ellevetiden brød festen op. Johanne tog sin taske, sagde farvel til Inger Kirstine hun blev omklamret, chefen var vist lidt halvfuld. Hun omfavnede Mette.
Vi ringer sammen i næste uge, sagde Mette.
Gør vi.
Og husk at spørge Anders om ferie.
Det gør jeg.
Anders tog afsked med Jens, de byttede numre. Poul viftede fra sit bord, og hans kone stod allerede i overtøj.
I garderoben hjalp Anders Johanne med frakken. Han gjorde det altid uden ord, bare holdt frakken og ventede.
Udenfor var det koldt. Februar gav ikke slip.
Taxa? spurgte Anders.
Ja, finder en nu.
Hun åbnede appen, bestilte fem minutter til bilen kom. De stod sammen. Et hold kolleger passerede, Johanne vinkede.
Hør, sagde Anders.
Ja?
Den unge kvinde, jeg talte med ved væggen. Du så det?
Johanne tøvede:
Ja.
Hun spurgte om boligindretning. Skal have lavet om i lejligheden. Jeg gav hende mit kort.
Okay.
Det var vel ikke et problem?
Det er fint, sagde Johanne.
Anders kiggede på hende. Lyset fra lygtepælen delte hans ansigt i lys og skygge.
Johanne.
Hm?
Er du okay?
Hun trak frakken om sig. Taxaen kom for enden af gaden.
Jeg har det fint, sagde hun. Alt er fint.
Anders åbnede døren.
Johanne satte sig, så ud af vinduet på de andre gæster pigen med palietter var ikke til at se, hun var allerede gået. Anders satte sig, sagde adressen til chaufføren. Bilen kørte.
Denne gang var chaufføren ældre, tavs, kørte uden radio. I bilen duftede det svagt af gran. Johanne kiggede ud.
Natten gjorde København anderledes de samme gader, bare tommere, hurtigere. Gadelygter, butikker, få mennesker. Februar var næsten smuk om natten sneen lå stadig i hvide klumper langs fortovet.
Jens er nu en okay fyr, sagde Anders.
Han er til at snakke med.
De har et nyt byggeri ved Nørrebro. Hvis det lykkes, får jeg måske en god opgave.
Det lyder da fint.
Kunden vil have noget skandinavisk. Jeg sagde: stilart er fint, men hvad mener de egentlig? For skandinavisk er ikke bare én ting.
Hvad sagde Jens?
Han grinede. Sagde: find selv ud af det.
Johanne smilede for sig selv.
Så regner han allerede med, du tager opgaven.
Ja, måske. Vi må se. Anders var stille. Er du glad for, vi tog af sted?
Johanne tænkte, mens vintergaderne trak forbi.
Ja, det er jeg.
Det var sandt. Delvist, men sandt.
Hjemme var der lunt. Katten, Viggo, spankulerede ud fra stuen, strøg sig først om Johannnes ben, så om Anders. Johanne tog frakken af, fandt tøflerne.
Skal du have te? spurgte Anders.
Ved ikke måske ikke.
Jeg laver alligevel.
Han gik i køkkenet. Johanne stod i entreen og så på sit spejlbillede sort kjole, perleøreringe. Så tog hun dem af og lagde dem i smykkeskrinet. Mors gamle flotte, men sjældent til at bruge.
Mor plejede at sige: Gå ud blandt folk, så du føler dig pæn. Ikke for de andres skyld for din egen. Ved du, du ser godt ud, bærer du dig anderledes.
Johanne havde ikke altid troet på det. Men i dag brugte hun perlerne og tog dem virkelig på.
Viggo satte sig tæt ved, så på hende som kun katte gør, når de fornemmer, at noget er i gære, men ikke hvad.
Alt er fint, sagde hun til Viggo.
Han blinkede langsomt.
Johanne gik ind i soveværelset, satte sig på sengen. Tog skoene af gode sko, ikke for høje, behagelige hele aftenen. Satte dem pænt på plads.
Duften af te strømmede fra køkkenet.
Johanne tænkte på, hvad hun havde set. Anders ved væggen, den unge kvinde, hans smil det smil, hun sjældent så hjemme. Hun vendte det om i hovedet, en gang, to gange, og spurgte sig selv: Hvad havde hun egentlig set? En samtale om boligindretning. Han gav hende sit kort. De sad sammen senere.
Hun vidste ikke helt, om hun stolede på forklaringen.
Ikke præcis. Hun vidste, forklaringen var sand. Hvad hun skulle stille op med følelsen indeni den lille, skarpe fornemmelse, hun mærkede derovre ved væggen dét vidste hun ikke.
Det var ikke jalousi. Eller ikke kun. Det handlede om hende selv om hvordan hun ser sig i spejlet i den sorte kjole og spørger, om det er nok.
Hun havde aldrig stillet sig selv det spørgsmål før. Eller havde ikke lagt mærke til det.
Anders han stod i døren med to krus. Jeg lavede mættete. Alligevel.
Tak.
Han satte kruset på natbordet. Tog plads på sin faste side til højre, altid højre, fjorten år. Lagde mobilen væk.
Træt?
Lidt.
Skoene gnavede ikke?
Nej. De var gode.
Han nikkede, tog sit krus, varmede hænderne. Johanne betragtede ham fra siden.
Toogfyrre år. Skægstubbe. Blazeren lidt for bred. Det menneske, hun kender så godt: hvordan han holder sin kop, hvad han siger, når han ikke ved, hvad han ellers skal sige. Hun kendte ham.
Men det smil ved væggen det kendte hun ikke længere. Eller havde kun kendt engang.
Anders, sagde hun.
Ja?
Hun tøvede og valgte sine ord.
Hvornår glædede du dig sidst til at tage med mig ud?
Han så på hende. Det tog lidt tid, før han svarede.
Hvordan mener du?
Helt konkret. Hvornår gik vi sidst ud sammen, og du var oprigtigt glad for det? Ikke pligt men glæde?
Han satte kruset fra sig, tænkte.
Nytår hos Mortensen, sagde han. Der var hyggeligt.
Det er længe siden.
Ja. Tæller du dage?
Nej. Jeg spørger bare.
Han så på hende direkte, uden at flytte blikket, hvilket allerede ikke var hverdag imellem dem.
Johanne. Hvad er der galt?
Der er ikke noget galt.
Det handler om den pige?
Nej.
Sikker?
Anders, jeg har sagt det. Ikke på grund af hende.
Hvad så?
Hun tog en tår te. Mættete, lidt sød han vidste, hvor meget sukker hun foretrak. Fjorten år.
Ikke noget, sagde hun endelig. Jeg spørger bare.
Han var stille. Sagde så:
Kiggede du på dig selv i spejlet derude?
Hvad?
Du så virkelig godt ud. Jeg ville have sagt det allerede hjemme; det gled ud.
Johanne så på ham. Han undveg ikke.
Glemte det, gentog hun.
Typisk mig. Men du var virkelig flot.
Viggo hoppede op i sengen, drønede frem og tilbage som han plejede, endte med at lægge sig i fodenden varm og tung.
Tak, sagde Johanne.
Så lidt.
Hun drak op, satte kruset.
Udenfor: februar gråt, is langs kantstenen. I morgen indkøb, så arbejde, alt det sædvanlige livet, som aldrig holder pause.
Johanne tænkte, at Anders sikkert ville ringe til den kvinde, som havde bedt om råd til lejligheden. Måske blev det til noget. Måske ikke. Måske først om en uge. Måske kom der aldrig en opgave man ved aldrig. Hun vidste det.
Men lad os sige, det lykkes. Det kunne blive en god opgave.
Og hvad så?
Et godt projekt det er godt for dem begge. Penge er penge. Johanne havde for længst besluttet: ingen gætterier, før der er belæg. Så man et smil ingen gætterier. Så man en samtale lige sådan. Lev i nuet.
Det, der var her: han tog med. Talte med Jens. Hjælpe hende med frakken. Lavede te.
Og sagde, hun var flot.
Er det sandt?
Johanne tænkte over det. Kjolen hun vidste jo selv, hun så godt ud. Men han behøvede ikke at se det. Ofte gjorde han det ikke ikke fordi han var dårlig, men fordi han var optaget af sit. Værkstedet, opgaverne, iPaden på sofaen.
Men i dag så han det. Eller huskede det.
Anders, spurgte hun.
Ja?
Sagde du det bare for at trøste eller havde du virkelig tænkt dig at sige det tidligere?
Stilhed. Hun ventede.
Jeg havde tænkt mig at sige det, sagde han. Da du tog frakken på. Så kom taxaen, jeg blev distraheret.
Af hvad?
Poul og hans kone, som altid skælder ud på hinanden. Jeg tænkte: De to har det dårligt sammen, men bliver alligevel ved.
Johanne var stille.
Hvorfor siger du det til mig?
Ved ikke. Det tænkte jeg på i taxaen.
Og?
Ikke noget. Tankevandring.
Hun så på ham i mørket ikke mørkt, gadelyset sivede ind omkring gardinet. Anders lå på ryggen, stirrede mod loftet.
Har vi det godt sammen? spurgte hun.
Lang pause.
Jeg har det godt altså, normalt godt, sagde han så.
Det er ikke det samme som godt-godt.
Normalt er også godt. Det er stabilt, trygt. Ikke fyrværkeri hver dag men heller ingen ildebrand. Det er da noget, ikke?
Johanne tænkte sig om.
Det er det. Men nogle gange vil jeg bare gerne, at du selv spørger. At du lægger mærke til ting, selv tager initiativet.
Jeg lagde mærke til det i dag.
I dag.
Vil du høre, at du er pæn hver dag?
Nej. Kun en gang imellem, når du virkelig mener det. Ikke hver dag.
Anders var stille en stund, sagde så:
Det kan jeg godt gøre.
Hvad?
Sige det, når jeg mener det.
Johanne svarede ikke. Viggo rørte på sig ved fødderne. Udenfor gled en bil forbi, kastede lys over loftet.
Hun lagde sig. Anders slukkede lyset.
Hun lå i mørket og tænkte ikke på palietpigen, ikke på smil eller bekymringer. Hun tænkte på, at hun selv havde bedt ham tage med. Selv. Hun ville ikke komme alene.
Og han tog med.
Og lagde mærke til hende. Sagde det.
Det var noget. Måske ikke alt, men noget.
Anders, sagde hun lavt.
Mmm? søvnigt.
Næste gang må du selv spørge, om jeg vil med. Ikke vente til jeg beder dig.
Stilhed. Så:
Ja.
Jeg mener det.
Johanne. Jeg lover.
Hun lukkede øjnene.
Viggo åndede tungt ved hendes fødder lille varm motor.
Johanne vidste ikke, hvad fremtiden bragte. Det vidste hun sjældent: arbejde, penge, mænd. Livet var sådan sommetider godt, sommetider med den skarpe følelse ved væggen i restauranten.
Men nu var her varmt. Teen smagte af mynte. Han havde sagt, hun var flot.
Det var nok i dag.
Hun faldt i søvn.
Og kjolen hang på skabsdøren sort, pæn, købt på udsalg for tre år siden. Den kunne vente til næste gang.
