Ulveungen
Goddag, fru Rasmussen! Kunne De komme forbi skolen en tur?
Hvad er der sket? Noget galt med Gustav?
Ja. Der er en alvorlig grund til at tage en snak. Men De skal ikke være bekymret, Deres dreng har det fint. Det er bare… situationen er vanskelig, og vi skal gerne have Dem her hurtigst muligt.
Nanna lagde telefonen fra sig og kiggede vantro på sin veninde, Karen. Hvem kan berolige én bedre end en veninde?
Hvad er der, Nanna? Karen så op fra regnskabet.
Skolen ringede. Der er sket et eller andet.
Og Gustav har det fint?
Det lyder sådan.
Så har han enten givet én på hovedet eller svaret for skarpt igen. Det hører alderen til. Teenagere, altså… Da min Lise fyldte femten, troede jeg, jeg blev vanvittig. Det gik jo fint alligevel. Tag det roligt og kør derud. Det løser sig, når du får snakket med dem.
Karen fandt tilbage til papirerne, og Nanna vågnede op. Hvorfor sad hun egentlig her og ventede?
Hun smed i al hast makeuppen, mobilen og sin pung den hun lige havde haft med til frokost ned i tasken og greb frakken fra knagen.
Ej, Karen, jeg har jo…
Ja, ja, gå du. Jeg dækker for dig.
Tak!
Bilen startede overraskende hurtigt, og Nanna kørte ud fra p-pladsen, mens hun tænkte over, hvad pokker der kunne være sket med sønnen. Gustav var altid blevet kaldt fornuftig. Det var det ord, hans klasselærer, Vera Madsen, havde brugt efter et halvt år, hvor Nanna var flyttet tilbage til sin barndomsby og ung havde sat sin søn i samme skole, hun selv gik i engang.
En god knægt, Nanna. Men det havde jeg heller aldrig tvivlet på. Børn er jo forældrenes spejlbillede. Det ville være underligt, hvis han var blevet anderledes, når du er som du er. Eneste lille bekymring er, at han, ligesom dig, altid vil sandheden sådan nogen har det ofte svært.
Nanna kunne kun nikke, for Vera Madsen kendte hende temmelig godt. De havde boet dør om dør i mange år. Uden for skolen var Vera altid tante Vera, mors gode veninde, hende der i al hemmelighed stak lille Nanna chokolade. Og det var Vera, der havde lært hende at tegne, læse, skrive og endda spille lidt klaver. De spillede altid Hundevalse, firehændigt, til stor glæde for alle til familiefester.
Og alle de fester… Fødselsdage, nytår og foråret, hvor hele banden kørte ud i naturen, løb rundt i skoven, spiste grillmad og vågnede op under birketræer, når kræfterne slap op. Og så hjem hendes onkel Mikkels gamle Corolla, alle siddende tæt, syngende Se hvilken morgenstund.
Da Nanna begyndte i de store klasser, blev Vera Madsen hendes klasselærer. De følte sig som sammensvorne, for når andre var til, blev tanten til lærerinde, og Nanna røbede aldrig, at de havde et særligt bånd.
Forældrene var nære venner, Nanna og Veras søn, Andreas, ligeså. Nogle troede endda, de blev gift en dag men de grinede bare og sagde, hvilke brudepar? Vi er jo bare venner!
Og venner blev de ved at være. Nanna blev gift og flyttede til en anden by. Andreas endte i Aarhus, mødte sin kæreste, og nu sås de kun indimellem. Hver gang var det som små dyrebare sten, Nanna gemte i sit indre. En sådan ven glemmer ingens fødselsdag eller sine egne problemer, når hun ringede midt om natten. Andreas hjalp Nanna, da hun mistede sin mand, Søren. Søren, en stærk, sporty lastbilchauffør, døde på bare et par måneder, og Nanna kunne intet stille op.
Andreas hørte det fra sin mor, sendte først penge, og så kom han selv. Han var der over en måned, kørte dem til læge, ventede, trøstede, holdt Nanna oppe, når hendes verden brast. Da Søren til sidst var så syg, at han råbte vrede ord, hun aldrig før havde hørt. Hun måtte sende Gustav til mormor hvordan forklarer man et barn, at det er sygdommen, ikke faderen, der råber?
Undskyld, Gustav, men sådan må det være. Du skal ikke se far sådan. Når han bliver rask, så…
Men det vidste hun allerede der kom ingen rask. Det eneste, hun kunne gøre for sin søn, var at give ham gode minder om sin far.
Søren døde tidligt en morgen. Efter en uendelig hård nat. Andreas sov på gulvet ved sengen, Nanna stod ved vinduet, mens lyset brød frem. Så hørte hun Sørens stemme som i gamle dage.
Nanna…
Hun rystede på hænderne hun ville så gerne fryse øjeblikket og huske alt, som det var før. Virkeligheden rev hende ud af det. Søren stønner, hun løber hen til sengen.
Søren…
Undskyld… Jeg har slidt jer alle op.
Nej, Søren, det må du ikke sige.
Jeg ved det godt. Nanna, tilgiv mig. Pas på Gustav og på dig selv. Græd ikke! Vi skal alle den vej. Jeg kom bare først. Du skal leve! Find en ny. Få to, nej, tre børn til! Gustav skal ikke være alene. Hold børn og børnebørn. Først dér først dér ses vi igen, ikke før! Forstået?
Hun nikkede kun. Tårerne var væk, helt væk, så naboerne respekterede hendes stille sørgen og kommenterede bag hendes ryg.
Men Andreas stod bag hende og tog sig af alt det praktiske, ringede til læge, hjalp, når det var nødvendigt.
Om aftenen sagde hun:
Andreas, jeg kan ikke være her. Jeg synes stadig, Søren er i huset. Jeg tror, han går rundt i køkkenet…
Så lad os tage hjem til din mor lidt. I får det bedre dér.
Nanna tænkte sig om.
Ja. Det er bedst sådan.
Hun pakkede sammen, ingen farvel, og forlod dagen efter byen, hvor hun havde haft de lykkeligste år. Hun bad Sørens forældre sælge lejligheden og delte pengene ligeligt. Halvdelen gik til svigerforældrene; resten brugte hun på en lille, nænsomt slidt toværelses i samme opgang som sin mor. Pengene slog kun lige til, og der skulle renoveres meget, men det var okay: mor var tæt på, Vera tæt på. Ærgerligt kun, at hendes far var væk en mand i huset havde været rart for en opvoksende dreng. Men hun havde Andreas. Han så til dem, skypede med Gustav, de sendte hende væk, når de skulle snakke mandeting.
For første gang i lang tid fandt Nanna ro.
Andreas godkendte hendes bolig, og da han et halvt år senere havde ferie, ordnede han alt det, en mand skulle. Til sidst sad han og skruede den sidste stikkontakt på plads.
Se, så kan I holde husstand igen!
Nanna, der sammen med Andreas kone, Anne, dækkede bord, smilede:
Du er heldig, Anne! Han er guld værd, jo!
Ja, det ved jeg. Guld nugget nu mere som nikkel! Skinnende, men ikke meget værd.
Det var Anne som, dansklærer, opdagede, at Gustav havde talent for at skrive.
Læs lige det her! Hun viftede med Gustavs sidste stil. Han bliver forfatter, hvis han vil eller journalist!
Jeg vil ikke være forfatter, Gustav rev stilen ud af hendes hånd, småfornærmet. Jeg skal være journalist.
Fint erhverv! Men det ene udelukker ikke det andet. Nanna, send hans tekster til mig, så kigger vi på det!
Gustav fik sin første præmie ved en landsdækkende skolekonkurrence for en kort tekst, bare måneder efter. Han stammede af begejstring i Skype, så Anne måtte le:
Gustav, jeg kan høre dig og se dig! Tillykke, du er sej!
Tante Anne, hvad nu? Hvad gør jeg?
Nu binder du en lille vægt i næsen. For at se, om det var held tre priser til, før vi kalder dig en stjerne! Så i gang med arbejdet!
Gustav knoklede og læste sine tekster for bedstemor, som lyttede tålmodigt hun forstod ikke alt, men han skrev så spændende, at hun nød det.
Derfor fattede Nanna ikke, hvordan noget galt kunne ske med Gustav: han havde travlt mest med skriveriet, men også med ishockey og boksning. Alt havde han selv valgt, og Nanna var stolt, når hun så ham på isen, med staven i hånden, ligesom sin far. Søren havde lært ham skøjte drømt om at se sønnen på is, men nåede det aldrig.
Nanna rystede hovedet, fordrev de triste tanker. Tiden gik, men det blev ikke lettere.
Undskyld, Søren, jeg kan vist ikke holde det løfte. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en anden mand ved min side og kan nok aldrig.
Gustav sad foran kontoret hos skolelederen, med det største blå mærke under øjet, Nanna havde set.
Mor…
Sikke da! Har du ondt? Hvor gør det ondt?
Det går. Du skal bare vide, de kommer til at skælde ud derinde.
Det har jeg regnet ud. Kan du fortælle, om jeg skal skamme mig?
Hans mørkegrå øjne, som Sørens, mødte hendes og hun blev rolig igen nej, der var intet at skamme sig over.
Godt. Hvad skete der? Forklar kort, før vi går ind.
En pige, mor. Jeg sloges. For hendes skyld.
Hvorfor?
Hun blev kaldt grimme ting.
Jeg forstår. Bliv siddende her.
Mor!
Nanna vendte sig i døråbningen.
Jeg tager konsekvenserne. Bare du heller ikke bliver for nervøs. Der er værre ting i livet, ikke?
Hun ville have givet ham et kram, men lagde i stedet hånden på hans skulder, da hun opdagede hans nervøse blik.
Det er rigtigt.
Vera Madsen dukkede i døren og vinkede hende ind.
Nanna, det er alvorligt. Modpartens mor vil lave skandale, men du skal stå fast. Gustav har dummet sig, men jeg ville have gjort det samme.
Vera!
Hør nu, hvis man beder om det, så får man det. Og her bad de om det meget tydeligt! Kom nu. Lad dem råbe, hvis de vil. Vores mål er, at Gustav ikke skal på kommunens opmærksomhedsliste. Lige nu er det ikke relevant, men man ved aldrig.
Hvilken liste? Nanna blev for alvor urolig.
Slap nu af, det går nok. Jeg ville bare advare. Kom.
Det føltes som en kæmpe forsamling i lederens kontor, men ved nærmere eftersyn var det kun en håndfuld. En flot, prangende kvinde, der sad mageligt, fyldte hele rummet. “Wow,” tænkte Nanna, “direkte Pavo stråler som en påfugl.”
Hun kunne ikke placere hende. Måske havde de kun mødt hinanden til de få forældremøder, hun havde kun været på ét pga. sygdom.
Pavoen tav, men fyldte alligevel lokalet. En anden kvinde, musestille ved kanten af bordet, så ikke op tydeligt utilpas.
“Som mig,” tænkte Nanna og satte sig hos musen.
Nu er vi samlet. Lad os begynde, sagde rektor, Irina Holm, og så rundt på forsamlingen.
Sagen er alvorlig.
Hvad er der dog at diskutere? Pavoen slog armene over kors. Nogen… jeg bør ikke bande, ellers havde jeg! Nogen bølle har tæsket min søn, og nu vil I dække over det! Skolen vil undgå problemer, ikke? Men det får I ikke lov til! Den skyldige skal have sin straf!
Nanna strammede sine læber på skadestuen? Gustav havde ikke nævnt det.
Overdriv ikke, Margrete. Din dreng havde kun et par blå mærker. Skadestue var ikke nødvendigt.
Holms stemme var så irriteret, at Nanna spærrede øjnene op. Sådan!
Vi får se, hvæsede Margrete, og pegede så på musen. Det er hendes skyld! Din datter, din løsslupne møgunge, styrer alle drengene, som hun vil.
Stop! Musens stemme klang af stål, så alle stivnede. Jeg advarer Dem, hvis De siger ét ord mere om min datter…
Hvad så? Det var hendes skyld! Derfor ligger min søn på hospitalet, mens hendes… hun pegede på Nanna sidder med blåt øje ude på gangen, klar til politiet.
Hvilket politi? Nanna så spørgende på Holms, men hun rystede på hovedet: rolig nu.
Dit barn er en kriminel! Og hvis han ikke bliver straffet, så…!
Frk. Holm, kan jeg få forklaret, hvad der er sket? Jeg har endnu ikke talt med min søn, så…?
Margrete så ud til at ville sige noget, men Holm tog over.
Nanna Rasmussen, Gustav og Nicolai sloges i dag.
Det var ikke et slagsmål! Din søn tævede min!
Og hvad så, hvis han går til boksning? Forstår du, hvad det kan betyde?
Er det virkelig så slemt? Nanna kæmpede for at holde sig i ro.
Ikke rigtigt. Ja, de sloges, men det er blå mærker, ingen katastrofe. Det, der bekymrer mig, er noget andet.
Hvad! Hvad er værre end et barns helbred?
Nicolai er ikke i fare! Margrete, ro på, ellers trækker det her ud for alle. Og sige, hvad vi tænker vi har talt om hans voldsomme temperament før, ikke? Også i dag, kom han sammen med fire andre og ville snakke med Gustav.
Nannas hænder blev kolde. Fem mod en?
Tag den roligt, Nanna. Gustav var ikke alene. Selvom han er ny på skolen, har han venner.
Margrete fnøs:
Han skal bare sætte sig på hele skolen! Hvor har du fundet den dreng opvokset i en ulveflok? Løser alting med næverne!
Nanna huskede Sørens råd: “Når du er ved at eksplodere, så tæl baglæns fra ti, langsomt.”
Hun talte. Margrete blev mere ophidset.
Nul!
Hun sagde det højt, uden at tænke over det, og fik flere overraskede blikke.
Nok nu. Jeg har lyttet længe. Nu vil jeg gerne høre skolelederen, hvis jeg må bede. Og når du så ønsker at sammenligne min søn med en ulveunge, forklar jeg ikke, hvad en ulvetæve gør for at beskytte sin unge. Men lad være.
Den pause lod Holm tage ordet igen.
Sagen er uskøn at lede efter skyld og sandhed er næsten meningsløst. Tal med jeres børn. Det her er alvorligt. Næste gang kan det gå værre.
Præcis! Margrete fór rundt i lokalet. Næste gang, hvad så? Stikker han nogen fysisk?
Nu må du ikke overdrive, Margrete. Vera, vær så venlig!
Vera rakte Holm en mobil med farverig kanin på coveret.
Det er din søns klassekammerats mobil, Margrete. Se, hvad han har sendt ud til næsten alle de store elever!
Billedet Holm viste Nanna, fik hende til at gyse. Fotomontage kun Arinas ansigt sat på et billede på grov og ækel måde. Og se signaturen! Ville en god, opdraget dreng skrive sådan?
Hvem siger min søn har gjort det?
Det må jurister finde ud af! Musen havde tårer i øjnene. Jeg har aldrig set så tungt et angreb på et barn. Hvorfor? Kun fordi Arina sagde nej til at være hans kæreste?
Hun ydmygede ham!
Hvordan?
At sige nej til sådan en dreng det er uværdigt! Hvem tror hun, hun er? Kunne hun ikke have svaret ja?
Hør dig selv! Nanna forstod pludselig alt og blev stolt. Hendes søn… så ung, men allerede mand… Søren ville være stolt. Hun havde klaret det.
Hvis min søn havde gjort sådant, havde jeg skammet mig. Men heldigvis behøver jeg ikke det. Tværtimod, jeg er stolt. Har I klager, så tag politiet jeg frygter intet. Min søn er en mand. God dag!
Hun gik, trak musen med sig. Vera nikkede og gik.
Sikke en ballademager, den kvinde! sagde Vera og gned øret. Gustav skal til byens ungeforfatter-konkurrence. Så han skal forberede sig!
Ved han det?
Ikke endnu. Og du, Maja, tag det ikke så nært. Alt bliver fint! Hele klassen gik med i slagsmål for din datter. Det betyder, at hun har venner. De stod ikke som tilskuere med mobile og filmede, men kæmpede. Det siger noget. Knytnæver er ingen løsning, men jeg er stolt, selvom det ikke er pædagogisk!
Vera lagde blidt hånden på Majas skulder, og gik ind til børnene.
Du hedder Maja?
Ja.
Jeg er Nanna. Vi må lære hinanden at kende.
Maja smilede og rystede skuldrene, som for at slippe alt det dårlige.
Jeg kan ikke finde ud af at skændes.
Jeg heller ikke. Vi er ikke det rigtige format. Verden kræver, man er bidsk, ellers tror de, man er dum.
Hellere det end…
Maja nikkede mod kontoret, hvor Margrete stadig råbte.
Enig, Nanna så efter sin søn.
En høj, lyshåret pige sad ved siden af ham med det lommetørklæde, Nanna selv havde givet ham om morgenen.
Din datter?
Ja, og Maja så på hende med så meget kærlighed, at Nanna blev varm om hjertet. Det kunne kun blive et godt barn.
Flot pige.
Bare hun bliver lykkelig. Tror du, drenge er lettere?
Nej, helt lige svært. Her, min kontakt, ring, hvis du vil ses over en kop kaffe.
På vej hjem lavede Nanna et sving fra hovedvejen.
Mor, hvor skal vi hen?
På eventyr. Jeg er sulten som en ulv, når jeg er nervøs.
Deres lille yndlingscafé var næsten tom eftermiddag.
Fortæl nu, sagde hun, rørte ham kærligt. Smerter det?
Mor, lad nu være! Ikke første gang.
Det er noget andet på isen. Her er det alvor.
Det går fint! Stop nu.
Godt. Måske skulle du droppe skriveriet?
Nej! Jeg lovede Vera, at vi skulle snakke.
Det var en simpel historie, men frygtelig grim. En pige, en dreng, der krævede opmærksomhed, vrede over et nej.
Er Arina din kæreste? Nanna holdt vejret.
Nej, hun er bare sød. Jeg har ikke sagt noget. Hendes far er syg ikke som vores, dog men hun vil læse medicin. Jeg hjælper hende lidt med kemi.
Så du forsvarede hende bare?
Ja. Jeg sagde, sådan gør man ikke. Og så kom Nicolai med venner og ville snakke.
Og kom ikke alene.
Nej, han var ikke idiot jeg går jo til boksning. Mor, smider klubben mig nu ud?
Hvorfor?
Træneren siger, hvis han hører, vi slås udenfor ringen, så flyver vi ud.
Den tager jeg mig af.
Nej! Du skal ikke ordne mit rod, mor! Det klarer jeg!
Ok, ok! Her, tag, sagde Nanna og lagde sedler på bordet.
Hvad er det?
Biografbilletter og café kræver lommepenge.
Mor!
Ikke noget brok! Du betaler, når du får løn for din første bog, grinede hun. Nogle ting skal mænd lære!
Ikke alt!
Du kan allerede en del. Jeg hjælper på resten hvis du gider. Spørg endelig! Piger, de er svære…
Det har jeg også et spørgsmål om, Gustav lyste op og lagde gaflen.
