I fængsel af hans kærlighed
På baren Nordenvind var der lummert og festligt, som altid en fredag aften i København. Lena stod lænet op ad bardisken med et glas mojito og betragtede det dansende menneskehav. Ved siden af stod Katja og snakkede om et nyt projekt på arbejdet, men Lena hørte kun halvt efter det var sjovere at digte historier om de fremmede, gætte hvem de var og hvorfor de var havnet her netop i aften.
Lena, hører du overhovedet efter? Katja gav hende et let puf med albuen.
Jaja, jeg hører dig. Du snakker om databasen og din chef.
Ikke chef. Klient. Du drømmer dig væk igen.
Lena smilte skævt og skulle lige til at svare noget, da hendes blik fangede en situation ved et bord længere ovre. En høj mand i dyr skjorte vendte sig pludseligt mod sin ledsager en lyshåret pige i rød kjole. Musikken buldrede, men hans stemme overdøvede et øjeblik larmen.
Hvor har du tænkt dig hen? Jeg har ikke givet lov til det. Sæt dig ned.
Pigen stivnede midt på vej til baren, som om hun havde fået et rap over fingrene. Lena så hende sænke blikket og vende lydigt om. Manden så hende knap nok, men førte fuldkommen uanfægtet samtale videre med sin ven. Hånden lå henslængt, men besiddende, på ryglænet af hendes stol.
Så du det? hviskede Katja og lænede sig ind til Lena. Kig på ham! Han er et regulært brød, sådan én burde hun løbe så langt væk fra som muligt.
Lena kunne ikke rive øjnene væk fra bordet. Hun følte hverken væmmelse eller forargelse snarere stak det hende et sted derinde, en blanding af fascination og en følelse af netop dét: her var en rigtig mand. En, der vidste, hvad han ville. Ikke som de evigt usikre gutter, hun før havde datet, der spurgte om hendes mening til selv den mindste kaffebar. Denne mand sagde blot, hvordan tingene skulle være. Hans pige lystrede. Måske elskede hun ham.
Du kigger mærkeligt på mig, sagde Lena og trak på skuldrene. Vi kender jo ikke hele deres historie. Det kan være, de har det svært lige nu.
Suk, Lena! Nu må du da stoppe dig selv. Han behandler hende som en hund.
Lad nu være med at overdrive. Nogle mænd har bare mere temperament. De skal føle, at de bestemmer.
Katja rystede på hovedet som en frustreret gymnasielærer.
Hvor har du læst det? En eller andens dårlige kærlighedsroman? Det er ikke viljestyrke, det er bare råddent karakter.
Lena sukkede og nippede til sin mojito. Katja var altid så nøgtern og praktisk. Hun troede ikke på de store følelser, passion, på den altopslugende kærlighed, der får hjertet til at løbe løbsk, som man kun ser det i bøger og film. For Katja handlede alting om fornuft, stabilitet og sikkerhed. Men hvor lå eventyret i det? Forventningen, den sitrende følelse af at leve?
En halv time senere gik Lena mod dametoilettet. På vej ud løb hun ind i pigen i den røde kjole. Hun stod ved spejlet og opfriskede sin makeup, hænderne rystede let, og øjnene skinnede, som om hun var tæt på at græde.
Er du ok? spurgte Lena forsigtigt.
Pigen fór sammen, vendte sig hurtigt mod hende, smilte stift og svarede med lav stemme:
Ja, det er bare så varmt her.
Det kender jeg godt. Jeg hedder Lena.
Frida.
De stod et øjeblik uden at sige noget. Så begyndte Frida at samle sin makeup, og farede hastigt mod døren.
Jeg må gå. Han kan ikke lide, hvis jeg er for længe væk.
Og dér forsvandt hun, sammen med en sky af billig parfume og en følelse af sørgmodighed, der blev hængende. Lena så efter hende og tænkte, at Frida ikke rigtig kunne finde ud af at håndtere tingene. Hvis Lena selv var hende, så ville alt være anderledes. Hun ville kunne blive sådan en mands rette muse, hans inspiration. Hun ville forstå ham, støtte ham så behøvede han slet ikke være så hård.
Da Lena kom tilbage til baren, var Katja væk. Hun fandt hende ved udgangen, på vej i frakken.
Skal du allerede hjem?
Ja, jeg er træt. Bliver du?
Lidt endnu. Er i ret godt humør.
Katja sendte hende et betydningsfuldt blik.
Vær nu forsigtig. Lov mig, du ikke roder dig ud i noget med ham der?
Åh, lad nu være, sagde Lena grinende. Han kom jo med sin kæreste.
Netop. Med den kæreste, han tyranniserer. Lov mig det nu.
Jaja. Du kan være rolig.
De omfavnede, og Katja gik. Lena bestilte endnu en mojito og satte sig ved et ledigt bord ved vinduet. Hun elskede at sidde alene i sådan en larm føle sig som en del af byens pulserende liv. Hjemme i deres lille etværelses lejlighed på Amager var der altid så stille og lidt kedeligt. Katja arbejdede om aftenen, og Lena bladrede i magasiner eller så gamle danske film. De var begge 22, men Lena syntes allerede, livet havde nået sit klimaks.
Forældrene ringede én gang om ugen fra Odense, spurgte om alt gik godt, om hun manglede penge. Lena svarede, at jobbet gik strygende, lønnen var lige steget, og en forfremmelse kunne måske vente om hjørnet. I virkeligheden lavede hun stadig de samme simple layouter på printbureauet Vektor, og chefen kaldte hende bare pigen. Men det fortalte hun ikke. København var ikke som i hendes pige-drømme.
Det hun ønskede sig, var at der skete noget ægte. Noget større som i filmene. Kærlighed for eksempel. Ikke de flade dates med Katrines kollegers venner, der brugte hele aftenen på at tale om CounterStrike, men noget der kunne ændre hendes liv.
Må jeg sidde her?
Lena kiggede op. Den høje mand fra hjørnet stod lige foran hende. Brede skuldre, kortklippet, selvsikker smil og et par eksklusive Bering-ur på håndleddet.
Jeg venter faktisk på min veninde, løj Lena.
Hun er gået for længst. Jeg hedder Andreas.
Han rakte hånden frem, og Lena tog den instinktivt. Fast greb, varm hånd.
Lena.
Flot navn. Passer godt til dig.
Han satte sig straks over for hende uden at spørge og Lena følte en stik af irritation, men skældte ham ikke ud. Det var mærkeligt nok behageligt, at sådan en mand gav hende opmærksomhed.
Bliver din kæreste ikke sur? spurgte hun og nikkede mod bordet, hvor Frida sad ensom med næsen i mobilen.
Andreas trak skødesløst på skuldrene.
Hun er ikke min kæreste. Bare en bekendt. Vi er faktisk ved at gå fra hinanden. Kemien er væk.
Aha.
Kom du alene?
Nej, med en god veninde. Hun blev træt og gik hjem.
Du virker ikke træt.
Nej, jeg kan godt lide stemningen. Her er sjovt at betragte folk.
Han smilede blændende. Tænderne var imponerende hvide, og smilet klædte ham næsten overvældende.
Jeg kan også godt lide at kigge på spændende typer som dig. Sidder der helt alene og stirrer drømmende ud i byen. Man får lyst til at lære dig at kende.
Lenas kinder blev varme. Sådan havde ingen talt til hende før. Hun kiggede ned i sit glas.
Er det din normale scorereplik?
Nej, kun til dem, der fortjener det.
De talte til baren lukkede. Andreas fortalte om sit job i et firma, der solgte udstyr til hospitaler, om forretningsrejser til Tyskland og Belgien, om sin nye VW Passat. Lena lyttede, tryllebundet af hans selvsikkerhed. Ved siden af ham følte hun sig som et barn.
Da baren lukkede, fulgte Andreas hende til en taxa, tog hendes nummer og lovede at ringe næste dag. Hele vejen hjem sad hun og smilede i mørket, hamrende hjerte og hans ord i øret: Du er interessant. Måske var det nu, det begyndte.
Katja sov, da Lena kom hjem. Hun listede i seng og lå længe vågen, med hovedet fyldt af samtalen.
Næste dag ringede Andreas præcis klokken 12.
Godmorgen Lena! Sovet godt?
Ja, tak.
Du var i mine tanker. Jeg vil gerne invitere dig ud at spise i aften har du tid?
Hun tøvede. Havde egentlig aftale med Katja om film og pizza. Men hun længtes så meget efter at se Andreas igen.
Ja, jeg kan godt.
Perfekt. Jeg henter dig klokken syv. Skriv mig din adresse.
Han lagde på før hun nåede at svare. Lena så smilende på mobilen. Typisk ham at tage styringen men hun kunne faktisk godt lide det.
Om aftenen kiggede Katja skeptisk på hende i spejlet, mens hun prøvede det tredje sæt tøj i træk.
Du MÅ da for pokker ikke gå ud med ham!
Du kender ham jo ikke, sukkede Lena. Vi snakkede rigtig godt sammen i går.
Jojo, men jeg så, hvordan han var mod pigen!
De er ved at gå fra hinanden, sagde han selv.
Katja snøftede.
Ja, sikkert fordi hun ikke adlød hans mindste vink. Lena, jeg har bare en dårlig fornemmelse. Gå nu ikke derhen.
Katja, nu må du stoppe! Det er bare en middag, ikke et frieri.
Fint. Men brug hovedet, okay?
Lena nikkede, velvidende at hun alligevel ikke ville ringe, hvis noget gik galt. Katja var altid så forsigtig og bange for at tage chancer.
Andreas kom præcist klokken syv i sin skinnende Passat. Åbnede døren for hende, og Lena følte sig som Dronning af Dannebrog. De kørte til en fancy restaurant ved Sortedamssøerne, hvor tjenerne nikkede respektfuldt, og Lena var vist den yngste i lokalet og den eneste uden et kreditkort i guld.
Under middagen var Andreas charmerende og opmærksom. Han bestilte dyrt fransk vin, fortalte røverhistorier om udlandsture og gjorde hende ør i hovedet af opmærksomhed. Han var altså virkelig meget en mand.
Hvad med dig? Hvad laver du? spurgte han til desserten.
Jeg arbejder som grafisk designer. Ikke noget hæsblæsende bare i en lille starterstilling.
Designer? Sådan! Du har da tydeligvis god smag. Hvorfor er du stadig nybegynder? Mangler du selvtillid?
Ah, måske lidt.
Det er en fejl. Du skal vise dig frem! Folk mærker det, hvis du ikke tror nok på dig selv. Jeg har kontakter i branchen, kender folk i reklameverdenen sig bare til.
Mener du det? Det ville være fantastisk!
Selvfølgelig. Jeg kan jo tydeligt se dit potentiale.
Lena blev varm helt ned i maven. Var det nu, hun mødte den, der virkelig så hende? Aftenen sluttede senere end hun turde håbe på. Andreas kørte hende hjem, kyssede hende kærligt på kinden.
Sov godt, Lena. Vi tales ved i morgen.
Godnat.
Hun svævede ind i lejligheden som en, der fløj. Katja sad med en bog, men Lena vidste, hun kun havde ventet.
Hvordan gik det?
Det var vidunderligt. Katja, du tager fejl af ham.
Katja sukkede bare og gemte sig bag bogen.
Sådan gik ugerne. Andreas ringede hver dag, inviterede Lena ud, sendte blomster, slæbte hende i Det Kongelige Teater og på kunstudstillinger. Han drønede af med komplimenter, sagde, hun var den eneste, der forstod ham.
Katja blev mere og mere udtryksløs, hver gang Lena gjorde sig klar til date. En morgen tog hun mod til sig:
Lena, du må altså kunne se, at det hele er lidt mærkeligt?
Hvad mener du?
Han kontakter dig konstant, vil vide ALT; hvor du er, med hvem, altid… Det er ikke sundt.
Katja, det er omsorg. Det betyder jo bare, han holder af mig!
Eller at han VIL eje dig. Lena, du ser ikke andre, går ikke ud med os, arbejder langt mindre. Du ER på vej ind i hans verden og væk fra din egen.
Fordi jeg vil være sammen med ham! Er det ikke meningen?
Tja. Eller også vil han bare eje dig.
Pjat! Du er bare misundelig!
De ord smuttede ud, før Lena nåede at stoppe sig selv.
Misundelig? Er det dét, du tror? Hvis du ikke vil høre på mig, så lever du bare, som du vil.
Da Katja var gået, blev Lena siddende alene. Hvorfor kunne Katja ikke bare forstå, at Lena var lykkelig?
Samme aften kom Andreas forbi og havde købt hende en dyr sort blondekjole. Tag den på vi skal af sted til middag med mine forretningsforbindelser. Lena protesterede svagt hun havde planer og var ikke forberedt men han så så forventningsfuld ud, at hun bare rettede kjolen, lagde makeup og tog med.
Andreas slap hende ikke ud af syne hele aftenen: holdt hende i hånden, stillede hende foran sine venner, lyttede kun til deres ros.
Da de kom hjem, sagde han lavmælt: Du gjorde det flot. Men jeg synes, du snakkede lidt for meget med Rasmus han kiggede lidt for interesseret på dig. Jeg kan ikke lide det.
Vi snakkede bare om min grafik.
Det er stadig vigtigt for mig, at du ikke sender signaler om, at du er tilgængelig.
Lena blev forvirret. På den ene side følte hun sig elsket, på den anden blev hun urolig for hans tone. Hun nikkede og undlod at diskutere.
Tre måneder senere var hun næsten flyttet ind hos Andreas. Han havde lejet en moderniseret lejlighed i Nordhavn, med panoramaudsigt og dansk designermøbler. Lena skulle ikke bekymre sig om noget kun om at være til stede for Andreas.
Katja sagde ikke meget til det. Hun rakte Lena et sæt nøgler: Bare behold dem til hvis du får brug for dem.
Lena forventede aldrig at få brug for dem. Hendes liv med Andreas var netop som drømt næsten uvirkeligt. Men små ting sneg sig ind. Én dag kom hun hjem i jeans og t-shirt, og Andreas rynkede på næsen:
Skal du på byggeplads eller hvad?
Jeg har bare været på arbejde.
Det ser ucharmerende ud. Jeg vil gerne, at du går i kjoler jeg køber dem jo til dig.
Men jeans er rare at arbejde i.
Så tag dem på, når du arbejder, men ikke hjemme. Tak.
Hun gav op og begyndte at skifte tøj ved hjemkomst. Det var lettere end diskussion.
Lidt efter lidt blev omgivelserne snævrere. Andreas mente, at Katja påvirkede hende negativt for selvstændig, for kritisk. Du begynder at lyde som hende det bryder jeg mig ikke om. Lena trak sig fra Katja, og Katja ringede mere og mere sjældent.
Også arbejdet blev et stridsemne. Andreas mente, at Vektor alligevel ikke værdsatte hende. Hun skulle sige op og måske prøve noget større. Eller bare blive hjemme jeg forsørger dig gerne.
Men jeg kan godt lide mit job.
Helt ærligt, vil du ikke hellere forfølge noget større? Mit netværk kunne skaffe dig noget bedre eller slap dog bare lidt af.
I sidste ende sagde Lena op. Andreas fejrede det med middag, vin og roser.
Men langvarig tomhed begyndte at bore sig ind i hende. Hun kedede sig. Hun savnede sit job. Katja forsøgte at tage kontakt Lena undskyldte sig konstant og til sidst opgav Katja.
Sådan gik dagene, den ene som den næste. Lena lavede ting for Andreas: lavede mad, ventede på han kom hjem, gjorde rent, støttede opgaver, men alt skulle være på hans præmisser. Engang imellem fangede hun sig selv i at længes efter den gamle Lena hende, der grinede med veninder, syede kjoler til sig selv, og havde drømme for sin karriere. Men hun skubbede de tanker væk. Det var nok bare utaknemmelighed.
Efterhånden tillod Lena sig dog at besøge Katja i en hyggelig kaffebar på Frederiksberg bare fem minutter, messede hun for sig selv. Katja greb hendes hånd og havde medfølelse i øjnene:
Lena, skal jeg hjælpe dig? Du kan bo hos mig, få et job, du er ikke alene.
Nej. Tak, men jeg klarer den.
Udenfor kom straks en besked fra Andreas Hvor er du? Du skal være hjemme nu.
Om aftenen stod han i stuen, da hun kom hjem:
Hvor var du? Hvorfor måtte jeg ringe tre gange?
Undskyld, mobilen var på lydløs.
Hvor VAR du?
Mødtes bare med Katja. Det var… tilfældigt.
Dig og Katja? Jeg sagde, du skulle holde afstand til hende.
Han blev stram i blikket. Lena forsøgte at forklare. Han greb hendes skulder hårdt.
Jeg er din familie! Det er mig, du skal støtte. Ikke gamle veninder bag min ryg.
Undskyld. Det var ikke for at gøre dig ked af det.
Han slap hende brat. Lena stod tilbage og mærkede vreden over at have ladet ham få magten.
Sådan gik månederne. De giftede sig endda, til stor glæde for Lenas forældre fra Odense. Men Katja blev ikke inviteret det er bedst sådan, sagde Andreas.
De fik snart barn en lille datter ved navn Signe. Andreas købte stor lejlighed på Østerbro, anskaffede en barnepige. Men Lena sank længere ind i sig selv. Andreas tog mere og mere kontrol: over penge, veninder, tiden, tøjet hun gik i. Hun måtte ikke købe ind uden at skulle fremvise kvitteringer. Alt blev på hans måde. Når hun prøvede at tage sit gamle grafikerjob, afviste han det som ligegyldigt: Du skal bare være den perfekte hustru og mor. Så er vi lykkelige.
Sigende for hendes situation, mødte Lena igen Katja i shoppingcenteret Fields. Katja inviterede hende på kaffe, og Lena sagde ja nervøs, men hun trængte til at snakke. Katja tilbød støtte og husly, men Lena rystede på hovedet. Det er ikke muligt, sagde hun.
På hjemvejen blev hun straks afhørt af Andreas om den tilfældige kaffeaftale. Om aftenen sagde han sagte:
Jeg vil ikke have dig sammen med hende længere.
Hun nikkede, selvom hun mærkede, hvor forkert det føltes.
Tiden gik. Signe blev større. Andreas styrede stadig alt og Signe begyndte at frygte sin far. Lena mærkede, at hun havde lært sin datter at frygte ved selv at udviske sig.
En dag, efter endnu en skænderi, sendte Lena en besked til Katja: Hjælp mig. Nu. Svaret kom straks: Jeg er på vej.
Lynhurtigt pakkede de Signes og hendes ting og tog hjem til Katja på Nørrebro.
Andreas forsøgte at true og chikanere dem. Lena fik en god advokat, fandt et nyt mindre job, tog det én uge ad gangen. Hver eneste dag var hård, men hun måtte erkende én ting: Hun følte sig mere fri, selvom det var svært.
Det tog tid. Livet var ikke let, og Andreas var stadig en sten i skoen. Men Lena fandt tilbage til sig selv. Hun syede kjoler igen, fik venner tilbage, og Signe begyndte at smile mere. Katja blev gravid, og sammen grinede de af livet, selv når det var tungt.
En sen aften i deres lille stue, sagde Lena til Katja, Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg ikke have talt med ham dén aften i baren.
Katja lo. Nej men du havde brug for at lære det. Vi vokser af at begå fejl.
Lena smilede. Hun havde lært, at romantiske eventyr ikke findes kun kompromisser, respekt og ligeværdig kærlighed. Signe skulle kende den sandhed, når hun blev voksen.
Engang imellem så Lena Andreas i byen. Han havde altid en ny, yngre kvinde på armen. Lena kiggede ikke mere tilbage. Han eksisterede slet ikke længere for hende.
For nu var Lena vigtigst for sig selv. Og hun vidste, at hun aldrig ville give den plads væk igen.
