Dagbog, oktober.
Jeg kunne straks mærke det, da Mikkel kom hjem fra arbejde han var sur. Hans skridt rungede fra opgangen og helt ind i den lille entre, og da han smed nøglerne på skoskabet, trykkede jeg bare endnu hårdere grydeskeen ned i pastavandet. Sådan kunne jeg høre på døren, hvem der kom hjem Mikkel, min mand i seks år, min konstante uro. I dag var det som om han havde taget Rådhuspladsens hele gråhed med sig hjem.
Hvorfor siger du ingenting? spurgte han, mens han trampede ud i køkkenet. Frakken stadig på, kigger på mig gennem brynene.
Skal jeg sige noget? Skal du have mad? Jeg nikkede mod gryden.
Vent lige med pastaen. Vi skal tale sammen, svarede han og satte sig på køkkenstolen, der peb under hans vægt. Jeg talte med Julie i dag.
Alt frøs til is. Julie fortiden. Et kapitel jeg troede, jeg kunne lade ligge. Det var hende, Mikkel boede med, inden vi mødte hinanden. Moren til hans søn.
Og hvad ville din Julie denne gang? Penge igen? Jeg satte mig mod bordet, stirrede på ham. Du gav jo til børnehave til Malthe så sent som i går.
Ja, ja, svarede han og gned sig forlegent på hagen. Men denne gang er det noget andet. Hun skal giftes med en eller anden Mahmud fra markedet ude på Bellahøj. Og, nå ja, hun er blevet gravid igen.
Nå da, sagde jeg. Så kan de jo hygge sig. Hvad kommer det os ved?
Mikkel løftede blikket. Hans øjne var undskyldende, som en skamfuld retriever.
Hun vil have Malthe ud. Sende ham til sin mor i Holstebro. Og hun siger: hvis du er en mand, så tag din søn hjem til dig. Du er jo faren.
Fjernsynet kørte på nabovæggen. Jeg stod bare låst fast, pastavandet begyndte at sætte sig fast i bunden. Jeg troede, jeg hørte forkert.
Er du blevet skør? Hvilken søn? Du står ikke engang på dåbsattesten, hun satte et kryds i feltet! Det er bare biologi for dig!
Maria, tal nu ordentligt, mumlede Mikkel, trak sig sammen som om han bed i en citron. Han er min, og han vokser op uden en far.
Hvad har det med mig at gøre? råbte jeg næsten, slog grydeskeen hårdt ned mod komfuret, pasta sprøjtede. Har du tænkt på vores datter? Freja er fire fire, Mikkel! Hvor skal han sove? Vi bor på 47 kvadratmeter! Skal han bo inde hos hende? Ved du overhovedet, hvordan sådan en niårig knægt er, der er blevet kastet rundt, mens Julie rendte rundt… hos mænd? Han bliver smidt lidt til mormor, lidt til moster; du har selv fortalt det!
Du taler ikke sådan om ham, udbrød Mikkel og rejste sig truende. Han har ikke bedt om noget af det. Mormoren er okay, hun er bare gammel og træt.
“Okay”? Det var hende, der jagtede dig med en kost, da du blev opdaget med Julie! Hele den familie er sær. Og Malthe du har ikke set ham en eneste gang på ni år. Han har aldrig ringet.
Han har vel været nervøs, sagde han usikkert, trak på skuldrene.
Nervøs! Jeg lo bittert og ondt. Mikkel, tænk dig om. Vi har lige malet værelserne, og købt Freja den fine halvhøj. Skal han bare smadre hendes legetøj? Du aner ikke, hvad han har lært, eller hvad han kan finde på. Skal jeg vaske for ham, lave mad, tjekke lektier og alt muligt? Du har aldrig deltaget i hans opvækst.
Han er ikke fremmed, blev Mikkel ved, stemmen ringede ikke længere så selvsikker. Vi får ham tjekket, snakker med en psykolog. Måske er han en sød dreng.
Har du penge til det? Du betaler af på banklånet, jeg betaler for børnehaven og bilen er ved at dø igen. Vi har knap til os selv. Hvorfor tager du ansvaret for ham FRA MIG?
Jeg finder et ekstra arbejde, sagde han lavt.
Og så skal jeg klare det hele selv? Tak, Mikkel. Vil du have, jeg skal være din husholderske? Til hans ukendte dreng?
Du er ikke husholderske, Maria. Du er min kone, sagde han og prøvede at trække mig ind til sig. Jeg trak mig væk. Jeg kan ikke bare lade ham i stikken. Hvis jeg siger nej, kommer jeg aldrig til at kunne respektere mig selv. Så ved jeg, at min søn bliver kastet rundt, mens jeg sidder her i varmen.
Og hvis jeg så smider dig ud? Forsøgte jeg at lyde hård, men blev overrasket over min egen vrede.
Han stivnede. Så på mig længe.
Lad være med at sige sådan noget.
Det har været let, indtil nu. Men hvis du insisterer, går vores familie itu. Lad os nu finde en anden løsning? Vi kan støtte mormoren økonomisk, sende penge regelmæssigt.
Mormoren er gammel. Tænk, hvis hun falder om i morgen. Så havner han på børnehjem?
Vil du virkelig hive ham ind i vores rodede, lille hjem? Til en mor, der ikke kender ham, en pige, han aldrig har mødt? Han bliver ikke lykkeligere her, Mikkel. Han har brug for nogen, der kan samle ham op, ikke kaste ham i nyt kaos.
Vi kan da give ham noget omsorg, svarede Mikkel blidt.
Noget i mig ønskede at smide en frokosttallerken i hovedet på ham. Hvordan kan han være så naiv?
Hvis han slår Freja? Hvis han begynder at bande eller stjæle? Ved du, hvad han har hørt og lært? Hvis han er psykisk syg?
Du skal ikke sige sådan, sagde han.
Jeg siger sandheden. Der bliver ikke noget ja fra mig, det må du forstå, Mikkel.
Din tilladelse får jeg under alle omstændigheder, svarede han skarpt. Det er min søn.
Det var et slag. Han havde allerede besluttet sig. Men jeg kunne kun svare én ting:
Hvis han træder over dørtærsklen, rører jeg dig ikke mere. Jeg serverer ikke for ham, holder ikke styr på ham. Det må du selv klare.
Mikkel blev bleg. Hold nu op. Vi er jo en familie.
Det VAR vi, før du sleb ham herind. Du må vælge. Mig og Freja. Eller en fremmed niårig dreng.
Han sukkede. Det er ikke fair. Du stiller betingelser som i en tåbelig tv-serie.
Og du træffer beslutninger bag min ryg.
Freja kom ud fra værelset, nynnede; heldigvis hørte hun ikke alt.
Intet, lille skat, bare gå ind og leg, sagde jeg og bar hende tilbage og lukkede stille døren.
Resten af ugen gik jeg rundt i vores lille lejlighed som et spøgelse. Mikkel ordnede papirer, testede om han kunne blive anerkendt som far, ringede rundt. Jeg talte kun med ham, når det var nødvendigt. Når han ville bytte værelserne om, foreslog at Freja skulle på gæsteseng og Malthe få sengen, jeg havde købt til Freja, var jeg tæt på at kvæle ham i søvne.
Hvad med din egen datter?
Det er midlertidigt.
Dagen Malthe skulle ankomme, tog jeg Freja i Fælledparken. Vi spiste candyfloss og gik i cirkel om søerne. Jeg kom hjem, da mørket faldt på, håbede drengen sov. Jeg håbede Mikkel havde indset sin fejl.
Men da vi trådte ind, stod der et par beskidte kondisko ved døren og en slidt sportstaske. Fra køkkenet kom duften af frikadeller. Stemmer.
Freja stormede ind før mig. Pappa, pappa, jeg har riddet på hest!
Hun stivnede. Jeg fulgte ind. På min stol sad han. Malthe. Mager, barbert som for ikke at få lus. Han sad med blikket fæstnet i bordet, foran sig en tallerken med kartofler og stegt kylling, som var det hele hans livsoplevelse kogt ind til kød.
Mikkel kiggede på ham med sådan en mærkelig blødhed, at jeg næsten kastede op.
Se, her er pigerne! sagde han. Malthe, det her er Maria og Freja.
Malthe så op. Hans øjne udtrykte intet, hverken glæde eller frygt. Han vendte tilbage til tallerkenen, uden at hilse.
God aften, sagde jeg koldt. Spiser I?
Sæt jer, opfordrede Mikkel, men jeg tog Freja under armen og trak hende med ind på værelset og låste.
Jeg hørte dem nede i køkkenet. Stemmerne. Badekluden, der blev våd. Døren til værelset gik op, jeg rejste mig og lod som om, jeg var med til det, men da han sendte Malthe i Frejas seng, fik jeg nok.
Hun skal ikke dele værelse med ham, snerrede jeg. Ikke hendes ting. Han har sin egen gæsteseng.
Freja græd. Det er mit, det er mit!
Malthe stod som skygge, hænderne knyttet. Lidt ondt havde jeg af ham men nej, frygten for min datter bestod.
Efterfølgende gik han med sin pænt foldede dyne ud i gangen. Han sagde intet. Freja faldt i søvn i sengen, hendes ansigt nedsnøet af tårer.
Næste morgen var min kaffekop i smadrer på gulvet.
Var det dig? spurgte jeg kontrolleret. Du skulle have sagt undskyld.
Den faldt bare, mumlede Malthe.
Han sagde intet. Freja pegede på ham: Mor, hvorfor bor han her?
Han bor her nu, svarede jeg tørt.
Jeg vil ikke, sagde hun.
Malthe så ondt på hende. Jeg rystede på hovedet.
Nej, ikke sådan et blik, sagde jeg. Hun er kun fire, for fanden.
Min mistro voksede, uge for uge. Han svarede sjældent, hvis han blev spurgt, deltog ikke i noget, sad bare på sengen eller gik udenfor. Når jeg kom hjem og så ham stå med en af Frejas dukker, strittede alt imod. Lad være, råbte jeg. Han lagde hurtigt dukken, smuttede. Måske var jeg for hård men jeg kunne ikke.
Skal det være sådan, Maria? Han er jo bare et barn. Han har ingen legetøj, sagde Mikkel.
Køb noget til ham, så. Det her er hendes.
Konflikten eksploderede, da jeg en aften fandt Freja hulkende: Hovedet revet af hendes yndlingsdukke.
Var det dig? Han skal ud! Han har ødelagt hendes ting, sagt hun er dum.
Da Mikkel trådte ind, talte vi. En måned får han. Ingen adgang til Frejas værelse uden voksen, sagde jeg.
Så indstillede vi os på en mærkelig form for våbenhvile. Malthe listede rundt, spiste, sov, sagde intet. Mikkel tog ham med til biografen, til parken. Jeg holdt nøglen til værelset. Freja ignorerede ham.
Men så, en aften hvor jeg lyttede bag døren, lo Freja ovre i gangen, mens hun tilbød Malthe en chokoladeknap. Han tøvede, men tog den. Hvis du er ked af det, gør chokolade mig glad, sagde hun.
Så smilede han, for første gang. En lille, skæv mundvig, men nok.
Jeg stod med opvasken og mærkede en brise af noget, jeg ikke havde tænkt muligt. Jeg ringede til Mikkel og fortalte ham det. Ser du, Maria. Der er håb.
Det var ikke kærlighed, jeg mærkede. Ikke varme. Det var bare mindre frygt. Mindre afvisning. Måske nok værd at bygge videre på.
Og nu, hvor jeg sidder her, skriver dette, leger de to børn sammen i rummet. Jeg tænker, måske kan man overleve selv det, man tror, man ikke kan bære.
Jeg kan ikke elske ham, ikke lige nu. Men jeg vil prøve for Frejas skyld, og for Mikkels. Mest for min egen.
Måske kan tiden alligevel hele. Måske.






