Og alt vil blive anderledes…
– Rikke, vi er nødt til lige at snakke.
– Lige om lidt, Holger, vent et øjeblik, jeg skal bare lige gøre det her færdigt, ikke?
Rikke skar hurtigt den sidste dild til kartoffelsalaten, lagde låg på gryden med næsten færdig suppe, og vendte sig så om mod sin mand.
– Så, nu kan jeg. Hvad er der, Holger? Da hun så ham rigtigt, mærkede hun straks, at noget var galt. Holger stod lænet op ad væggen i det lille køkken, øjnene rettet ned mod klinkerne, helt stille. Sig det nu bare, jeg bliver jo helt nervøs.
Holger trak vejret dybt. Det skulle jo ud, men det var ingen god nyhed, og det føltes som at rive hele det lille, hyggelige univers Rikke havde bygget op de sidste par år, i stykker. Hvad der ville komme i stedet, anede han ikke.
– Du ved, jeg har en søn?
Rikke satte sig ved køkkenbordet og klemte viskestykket i hænderne.
– Det ved jeg godt.
– Min ekskone ringede. Hun sagde, enten skal jeg tage ham hjem, eller også bliver han sendt på børnehjem.
– Vent, Holger, jeg forstår ikke… Hvorfor børnehjem? Han er vel seks? Syv?
– Næsten syv. Hun skal arbejde i udlandet, siger hun, og der er ikke nogen, der kan tage sig af ham. Hendes mor gik bort for nylig, og der er ikke andre tilbage.
– Jeg forstår stadigvæk ikke… Kan hun virkelig ikke finde et arbejde tættere på? Må hun tage så langt væk, og efterlade ham?
– Hun forklarede ikke så meget. Det var bare, hvad hun sagde og det skal være nu.
Rikke sad lidt og tænkte. Underligt var det, men barnet… Ja, hun havde vidst, at Holger havde en søn. Han havde aldrig skjult det for hende.
Hun havde mødt Holger på arbejdet. Høj og tynd som et birketræ, han gik næsten krumbøjet ind, for ikke at ramme dørkarmen. Eller rettere, humpede ind til bordet med en sjov stok, der slet ikke passede til hans højde men uden den kunne han slet ikke gå. Anklen var så hævet, at han ikke kunne få en sko på, så han var troppet op i en tøffel med en fjollet gravhund på.
– Hvad er der sket med dig?
– Glatte fliser. Røg på halen lige udenfor opgangen.
– Hvornår da?
– I går.
– Hvorfor kom du så først nu?
– For meget jeg skulle nå i går. Men i dag kan jeg hverken gå eller røre ved det.
Det var sådan de mødtes. Rikke, der var kirurg på klinikken, og Holger, der underviste i fysik på gymnasiet.
– Sådan noget lærerinder og læger laver, – grinede Rikke senere. Rigtig dansk kernefamilie.
Holger var allerede skilt da. Det havde været hårdt, og han var blevet meget forsigtig overfor kvinder. Rikke havde aldrig spurgt meget ind til, hvorfor det egentlig ikke var gået. Det var Holgers bedstemor, der i sin tid fortalte Rikke om det hele.
– Vær nu god ved ham, Rikke. Han er et blidt menneske. Det er hårdt for ham, det her, og Lise ja, hun er sådan set ok nok, nede på jorden og driftig, men aldrig rigtig kærlig. Hun sagde altid, at han var for blød, ikke rigtig mand. Drengen måtte hellere ikke forkæles mænd skal jo være hårde. Nå, men da Lise begyndte at ville udvikle sig selv, gå til kurser og sådan, var hun mere væk end hjemme. Det var på sådan et selvudviklingskursus, hun mødte ham, hun skiftede Holger ud med. Siden da var intet det samme.
– Men Holger fik lov at se sin søn efterfølgende?
– Ja. Det var besværligt nok i starten, men hun gav sig. Han havde ham også med til Vesterhavet en sommer.
– Og nu?
– Nu er det hele blevet endnu sværere. Holger betaler stadig børnepenge, men samvær skulle de få fastlagt i retten. Lise sagde, Holger havde dårlig indflydelse…
– På hvilken måde?
– Når drengen havde set sin far, ville han ikke hjem igen. Så kunne de ikke finde balancen. Så flyttede Lise til København, og så blev det næsten umuligt det er jo lang vej fra Jylland. Holger brugte altid ferierne på at se sin søn, aldrig for sig selv. Han tog noget ekstra privatundervisning, for pengene var stramme.
– Sikke en trist historie… sagde Rikke, mens hun samlede kopper ind, og standsede brat op. Men elskede de egentlig hinanden, da de blev gift?
– Det tror jeg. De var unge. Han havde lige overstået værnepligten, og hun gik stadig på læreruddannelsen. Drengen kom før tid, de havde egentlig tænkt at vente…
Efter den samtale forstod Rikke meget bedre Holger. Hun forstod, hvorfor han ofte tog fat om hendes hånd, men så slap hurtigt igen, hvorfor han kunne virke usikker, når han ville kramme hende. Hun brugte meget tålmodighed og næsten et år, før han helt stolede på hende. En dag, gik det op for Holger: han gik hånd i hånd på gaden med Rikke, følte sig tryg, krammede hende, og hun gengældte det. Han var bange for at miste det hele, bange for at Rikke en dag ville blive kold som Lise selvom han godt vidste, at de to slet ikke mindede om hinanden.
Da hans bedstemor, der nu var meget syg, spurgte, hvorfor de stadig ikke blev gift, svarede Holger ærligt:
– Jeg er bange. Hvis hun forlader mig, er jeg færdig. Hun er alt for mig, mormor.
– Så må du ikke vente, min dreng. Gå nu ikke og sov i timen! Du sidder på grenen og venter, til den knækker. Elsker du hende så gift dig. Hun er ikke din første kone; det er noget andet nu.
Holger lyttede, og to måneder senere blev de gift og flyttede ind hos bedstemoren for at hjælpe hende. Da hun gik bort, rykkede de ind i Rikkes lille, men hyggelige, lejlighed.
Nu så Rikke rundt i det lille køkken, hvor de havde deres lille hul. Og snart ville de være én mere Det ville ændre alt.
– Har du købt billetter? Hun begyndte opsat at sætte tallerkener på bordet.
– Ikke endnu Så du er ikke imod?
– Holger, hvorfor skulle jeg det? Det er jo din søn.
Hun så, hvordan Holger sank helt sammen af lettelse, men lod som ingenting.
– Så spiser vi, og så hjælper jeg dig med at pakke til rejsen. Hvad med dit arbejde?
– Jeg har fået orlov i tre dage; har også talt med kollegerne. Og jeg ringer til Vibekes mor i morgen og forklarer det hele.
De spiste, planlagde, snakkede igennem, hvad der måtte ordnes, og Rikke så Holger begynde at lægge frygten væk, skuldrene slappe lidt af, smilet vende tilbage.
De to dage Holger var væk for at hente sønnen, svævede Rikke i en døsende rus af aktivitet. Gøre orden, gøre plads, forberede værelse, hvor Mads sådan hed drengen skulle bo. Til sidst var alt på plads.
Rikke satte plænekagen i ovnen og så ud ad vinduet. Forår i maj, slud og regn og kedelig himmel. Bare det snart blev sommer! Så kunne de tage til hendes forældres kolonihave, og i år ville Holger ikke tage af sted alene, men de kunne blive alle sammen lidt længere. Forældrene ville blive glade.
Dørklokken rev hende ud af tankerne. Hun åbnede og stod i et øjebliks drømmende, surrealistisk trance og betragtede drengen, der stod på måtten udenfor: mørkt, pjusket hår, et lille stædigt blik, kort bag sin far og kiggede hende stift i øjnene.
– Hej, Mads! Hvor er det dejligt at møde dig!
– Goddag – Mads var tydeligvis ikke typen, der lod sig kue, men så nu alligevel lidt forsigtig ud overfor denne fremmede kvinde.
Han huskede, hvad hans mor sagde, lige inden faren hentede ham.
– Du skal bo der lidt, men lad nu være med at lave ballade eller tro, at det er for altid. Du skal ikke elske dem. De har pligt til at tage sig af dig din far har jo kun samvær, og nu må han gøre sin del. Hvad den kvinde angår hun er ikke noget særligt. En, der bare skal lave din mad og vaske dit tøj. Mor, det er mig. Forstået?
Mads nikkede dengang, som man skal, når mor ikke vil se følelser. Mænd skal ikke tude eller jamre. Sådan var det bare. Ikke nødvendigt at prøve at få hende til at blive. Det ville aldrig lykkes alligevel. Det bliver bare anderledes nu, det er helt sikkert.
Rikke viste Mads værelset, og vippede med et grin katten, der havde lagt sig på sofaen:
– Hvis han bliver for påtrængende, så jag ham væk! Ellers får du aldrig fred til lektierne.
– Hvad hedder han? Mads forsøgte at løfte den store sorte hankat, der bare lå som en tung bunke, smaskende og med honninggule øjne.
– Han hedder Hippo men vi kalder ham som regel bare Moose. Han elsker at ligge på skødet, men han er alt for tung. Vil du have ham ved siden af, kalder du bare. Han skal nok komme.
Rikke lo, mens Mads sad og kærtegnede katten, der forvandledes til en sort, spindende skygge på tæppet.
– Er du glad for katte?
– Og hunde. Men mor ville ikke have dyr hjemme. Mads tav.
– Kan du lide kage? Rikke lod, som hun ikke så hans flovhed.
– Det kommer an på fyldet. Mads stirrede ned i katten.
– Med æble eller med oksekød. Dur det?
Mads nikkede.
– Så ramte jeg da plet.
Det gik langsomt med at vænne sig til hinanden. Forsigtigt, uden at vise sine sårbarheder. Med faren var Mads meget mere åben han vidste, hvad han betød for Holger. Med Rikke gik det mere stille for sig: Altid de der advarsler, der rumlede i baghovedet.
Sommeren gik, og efteråret kom. Mads startede i 0. klasse, Rikke hjalp med lektier, så han hurtigt fandt sig på plads i en ny hverdag.
En dag, da Rikke hentede Mads Holger havde sene timer så hun, at skjortekraven var flænset og han sparkede olmt til skoletasken.
– Rikke Mortensdatter? hans lærerinde nikkede og trak hende til side.
– Hvad er der sket?
– Skal også tale med Holger, men jeg vil kontakte dig først. Har Mads nævnt problemer i skolen? Helle så mildt på hende.
– Nej, aldrig noget. Svarer altid, at alt går godt.
– Det gør det ikke helt. Han har svært ved at falde til blandt de andre. I dag kom han op at slås med to drenge.
– Hvorfor?
– Det handlede vist om hans mor. Jeg nåede ikke helt at høre, kun fornemme. Og han siger hele tiden, at han ikke skal være her længe, at det bare er midlertidigt. Sådan kan man ikke få venner. Er det rigtigt? Skal han flytte igen?
– Det ved jeg ikke. Det må I tale med Holger om.
– Måske skulle I overveje at tilmelde ham til en sportsgren? Han har brug for mere socialt men vær opmærksom på hvilken træner.
– Tak! Sikke en god idé! – Rikke lyste op.
På vej hjem sad de bare i stilhed, men hjemme satte Rikke te over, talte roligt til Mads:
– Hvilken sport kan du bedst lide?
Mads så overrasket op.
– Jeg troede, du ville skælde ud.
– Fordi du sloges?
– Ja.
– Du ved jo godt, det ikke er den bedste løsning.
– Mmm. Mads stirrede ned.
– Men nogle gange Har man ikke andet valg. Vil du fortælle hvorfor?
Mads tav lidt, så han kunne mærke om hun inde i drømmen stadig var venlig, og så sagde han, mens han så hende i øjnene:
– De sagde grimme ting om min mor. At hun havde forladt mig. At jeg bare var dumpet her, og at jeg ikke havde en mor mere.
– Fjollet snak! Rikke satte koppen så hårdt, at teen skvulpede ud. Hun greb viskestykket.
– Wow, – sagde Mads og så faktisk lidt imponeret på hende.
– Det var ikke bandeord! Du siger det ikke til far, vel?
Hun satte sig igen.
– Mads, det de sagde, var ondt. Mor kan leve i udlandet børn kan have både mor og far forskellige steder. Det skal ingen blande sig i! Måske er børn bedre til at forstå det end vi voksne nogle gange er Men, sig mig: er der slet ingen, du kunne tænke dig at være venner med i klassen?
– Jo. Viktor, ham jeg sloges med, kan godt lide fly. Han viste billeder af en model, han og hans far bygger.
– Så du kunne egentlig godt blive venner med ham?
– Ja, hvis jeg skulle blive her. Han spurgte, om jeg ville med ham og hans familie på telttur næste sommer, men jeg sagde, jeg skal hjem til mor.
– Måske skal du ikke afvise det på forhånd?
– Tror du ikke, at mor kommer og henter mig?
– Jeg ved det ikke, Mads. Måske kan hun give dig lov til at tage af sted?
Mads tænkte over det.
– Men hvad med sport? Hvad kan du lide?
– Boksetræning, måske? Det er sådan for rigtige mænd. Og man skal tænke, ikke bare slå. Jeg så et boksefilm med far.
– Tro du kunne lide det selv?
– Må jeg det, tror du?
– Hvis du gerne vil, så taler vi med far.
Det blev boksetræning. Viktor og nogle andre fra klassen kom også med, snart gik det hele noget bedre. Helle, klasselæreren, sagde, at nu løste det sig. Ingen slagsmål mere, og drengene blev venner Rikke og Holger åndede lettede op.
Mads blev boende hos sin far i knap seks år. Han åbnede sig, blev varm ved kærlige ord, og Rikke krammede ham mere og mere, roste hans præstationer, og han lo og slyngede medaljer om hendes hals, når han havde vundet boksekampe.
– Du skal også have medalje! Uden dig, aldrig!
De måtte rykke en ekstra hylde op for alle hans præmier.
Da Rikke fik at vide, hun ventede barn, blev hun bange for Mads reaktion. Men han blev så glad, da Holger forklarede, at han skulle være storebror til en pige.
– Fedt! Alle i klassen har søskende, nu får jeg også.
– Det med piger skræmmer dig ikke? Rikke smilede, mens Mads skrev lektier før træning.
– Overhovedet ikke! Hun kommer til at elske mig, og jeg skal beskytte hende. Jeg bliver den sejeste storebror, ik?
– Præcis!
– Det er cool! Skal jeg købe noget ind til dig på vej hjem?
– Ja, tak! Brød mangler vi!
Den lille Astrid blev det kæreste for Mads.
– Du forstår, far, du har din Rikke, mor er langt væk, men Astrid… hun er kun min. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Jeg er bare glad for hende. Han aede forsigtigt den lille barnehånd.
Rikke blev så varm om hjertet. Mellem kampe og lektier hjalp Mads til derhjemme og hyggede sig med lillesøster, der lynhurtigt havde knækket koden og snørede storebror om sin lillefinger. Rikke så Astrid løbe mod Mads, når han kom hjem fra skole først tasken af, så Astrid op på armen, og hun tænkte for sig selv, at dette måtte vare for evigt.
Men måske var de guder, der styrer det fantastiske, for travle, eller måske var lykken bare udmålt. For da Astrid fyldte tre år, og livet netop var blevet roligt og trygt, stod pludselig Lise Holgers ekskone i døråbningen uden varsel, klar til at tage Mads med til København.
– Det diskuterer vi ikke! Lise skubbede koppen med urørt te væk. Det hele var aftalt det var kun midlertidigt. Glemte du det?
– Nej. Holger havde i timevis prøvet at forhandle, men der var ingen vej ind.
– Så saml Max ting, din kone. Jeg har travlt.
– Min kone er stadig et levende menneske, og hun er tilmed til stede. Og I er i MIT hjem, hvor jeres søn har boet i årevis. Så vi har også noget at sige især jeres barn. Har du overhovedet spurgt Mads, hvem han selv vil bo med?
Lise måtte kæmpe med hele følelsesregistret i ansigtet, Rikke kunne næsten ikke lade være med at grine.
– Troede du virkelig, jeg ville finde mig i alt? Lise, her bestemmer vi altså ikke, som du gør i Spanien. Vi er ikke din hushjælp.
Lise blev rød i kinderne. Hun havde faktisk arbejdet som hushjælp i Malaga, da alt faldt fra hinanden.
– Hvorfor skulle jeg spørge barnet om det? Jeg er hans mor, jeg ved bedst.
– Lise, du har ikke set din søn i årevis. Han har sit eget liv her venner, familie, skole. Prøv nu, bare én gang, at lytte til ham? Du har kun hilst hurtigt på ham.
– Jeg gentager: Det bliver som jeg siger, og det gider jeg ikke diskutere.
Rikke sukkede og mødte Holgers blik. Han var rasende, og hun vidste, at han nu ville kæmpe for sin søn.
– Lise, du TALER med Mads, og lytter. Hvad han end vælger, respekterer du det. Ellers må vi gå rettens vej.
– Og tror du virkelig, retten vil lade mig miste ham? Lise så koldt på Holger.
– Måske. Du har ikke bolig, ikke arbejde, ingen netværk. Her har han familie, skolegang, sport. Tror du, retten bare automatisk flytter ham fra alt det?
Lise blev bleg.
– Du tør ikke!
– Det tør jeg, Lise. Du knuste mit liv en gang men ikke igen. Ikke for min, ikke for Mads skyld.
– Du har godt nok forandret dig, Holger
– Skal vi ikke bare undgå mere drama? Lyt til ham. Han har ret til at vælge.
Lise nikkede.
Rikke og Holger gik ud og kaldte på Mads.
– Gå ind, søn. Mor vil snakke med dig. Holger lagde en hånd på hans skulder. Lige meget hvad du vælger, så elsker vi dig. Altid.
– Jeg ved det, far.
Det blev en svær samtale for Lise. Mads var ikke længere den lille dreng, der bare gjorde, hvad hun sagde. Han var blevet en anden, og hun mærkede, at hun faktisk kunne lide det nye menneske, hun så foran sig. Det gjorde ondt at indse, det var en anden kvinde, der havde givet ham den ro og tryghed, hun selv aldrig havde kunnet.
– Så du vil blive hos din far?
– Hvis jeg må, ja! Jeg kan komme til dig i ferierne. Mor, jeg har alt her Astrid, venner, skole. Alt. Og derovre har jeg ingenting.
Døren ind til køkkenet gled lydløst op. Astrid kiggede genert ind, betragtede den fremmede, pæne dame, der faldt så let ind i drømmen, men ikke forstod, hvorfor storebror så nervøs ud. Hun gik tæt hen til Mads og puttede sig op ad ham.
– Hvad så, trold? Jeg kommer lige om lidt. Gå ind til Rikke.
Astrid rystede på hovedet.
Lise så undersøgende på Mads, og sagde så uventet:
– Godt. Så bliver du her. Men du kommer til mig i ferierne.
– Det bliver fedt! Tak, mor! Mads nærmede sig et kram, vaklede, huskede så hvor lidt hun kunne lide det.
– Kom her! sagde Lise, trak ham ind til sig og tørrede diskret tårerne væk. Jeg vil savne dig.
– Jeg skal nok komme.
