Forandringens vind
Hun er blevet skør, Magnus! Din kone er fuldstændig gået fra forstanden!
Mor!
Hvad, mor! I har tre børn! Hvorfor skal I så have et til? Og så endda et, der ikke engang er jeres eget! Ingen ved, hvad det barn har i bagagen! Og tænk, hvis hun fejler et eller andet? Vil I så bare glemme jeres egne for at tage jer af et fremmed barn? Hvad skal det til for? Hvorfor?
Det er en pige.
Hvad siger du?
Det er en pige, Maja.
Hvad pokker hun hedder, rager mig en papand! Jeg forbyder det! Jeg vil aldrig acceptere hende og har slet ikke lyst til at høre om hende, forstået?!
Jeg har forstået dig.
Magnus smed irriteret mobilen på bordet og lod sin knytnæve dumpe ned i mappen med papirer foran ham. Hvorfor skulle han dog ringe til sin mor netop nu? På den anden side bedre nu end senere, hvor børnene og Laura ville være hjemme, for så ville hendes fornærmede stemning bare brede sig og ødelægge aftenen for alle. Hvis Laura blev ked af det, ville børnene straks fornemme det og selv begynde at græde og skændes. Nej, det var bedre sådan så kunne han selv fordøje samtalen og blive rolig igen. Men… nu måtte han fortælle Laura, at hans mor nægtede at acceptere det nye barn.
Hans sekretær stak hovedet ind ad døren, og da hun så, han stod med ryggen til vinduet, bankede hun let på dørkarmen.
Magnus Jørgensen, alle er samlet. Vi venter kun på dig.
Magnus nikkede. Tid til at gå videre. Projektet var svært, og krævede mange timer, men han kunne lide sit arbejde. Udefra kunne det godt ligne et spil skak et træk, og så tænke og regne med, hvad modstanderen mon ville gøre, imens man planlægger sine egne træk. Hvis det dog bare var sådan i familielivet… hvis man bare kunne forudse, hvordan dem, man holder af, ville reagere. På arbejdet kunne Magnus med rimelig sikkerhed forudsige, hvad der ville ske om en uge eller måned selvfølgelig med lidt plads til forandringens vind. Men i privatlivet virkede det aldrig. Alt var tilfældighed en strøm af små begivenheder, der ændrede hans liv for altid, og som han ikke kunne styre, uanset hvor meget han prøvede.
Det hele startede i folkeskolen, da tiårige Magnus efter endnu en omgang halsbetændelse kom tilbage i klassen og opdagede en ny, høj pige med briller og tynde fletninger på hans plads.
Hey! Det er min plads! Magnus var ikke kendt for sin finkæmmede adfærd.
Til hans overraskelse nikkede pigen stille, samlede sine ting og satte sig bagest i lokalet. Læreren rystede dog straks på hovedet og ledte hende tilbage.
Magnus! Sådan gør man ikke mod piger. Laura skal sidde ved siden af dig. Hun ser dårligt og kan ikke følge med omme bagved.
Magnus surmulede, mumlede et eller andet surt om nytilflyttere, der troede, de kunne det hele, men Laura reagerede ikke. Hun satte sig roligt, pakkede skoletaske ud og lyttede opmærksomt til læreren.
Hele timen forsøgte Magnus at irritere hende tegnede en streg på bordet, skubbede hendes albue væk, bredte sig, så han tog hele sin “halvdel”. Da hans albue til sidst næsten lå over til hende, rykkede Laura bare hen til kanten og sendte ham et uforstående blik.
Hvorfor siger du ikke noget? Vil du sidde sådan helt yderst, eller hvad? vrissede han.
Forvirringen i hendes øjne blev pludselig til et ubekymret smil, og hun hviskede:
Du er sjov!
Han blev næsten rasende. Hvem troede hun, hun var? Prinsesse eller hvad? Han skulle nok vise hende, hvem der bestemmer… og så begyndte det.
Det blev til frøer i skoletasken som Laura bare bar over i skolens dyreafdeling. Og tegnestifter på stolen som hun omhyggeligt fjernede hver morgen, før hun satte sig. Der var også den ballade med den utætte kuglepen, som havde ødelagt hele hendes matematikopgave. Det var første og eneste gang Lauras underlæbe dirrede, og hun var tæt på tårer, da hun måtte skrive det hele om. Magnus viste hende stolt tungen, inden han gik hjem den dag.
Men det var, som om jo mere Magnus fandt på, desto mere grinede Laura bare.
Bliver du aldrig træt af det? lo hun, mens hun endnu en gang fiskede en død bille op fra skoletasken. Hvis du kan lide mig, kan du bare sige det!
Magnus blev så befippet, at han nærmest tabte vejret. Ham? Være vild med HENDE? Den lange og blege med barnlige sløjfer og tykke briller? Aldrig!
Senere drillede Laura ham ofte:
Hvis drenge trækker i fletningerne, er det, fordi de kan lide én. Du elskede mig fra tredje klasse!
Jeg kunne ikke fordrage dig!
Nå, så siger du! Men jo, ja, ja det kan du fortælle dine egne børn. De må godt tro på kærlighed. Det er godt at have med i livet.
Magnus lagde først rigtigt mærke til Laura i gymnasiets 2.g. På det tidspunkt var hun blevet uundværlig. Hun var ikke bare hans trofaste ven, hun hjalp også altid, hvis der var lektier eller prøver. Hun løste to opgaver sideløbende til prøverne i matematik, fordi hun vidste, han havde haft fodboldkamp dagen før, og skubbede ubemærket kladden over til ham. Til gengæld sørgede Magnus for, at ingen mobbede eller generede Laura.
De der fletninger var nu skiftet ud med en smart frisure, og Magnus opdagede pludselig, hvor smuk hun var. Han rykkede sine egne bøger så langt væk som muligt og undgik øjenkontakt.
Hvad laver du? spurgte Laura undrende, og Magnus vidste ikke, hvordan han skulle sige, at han syntes, hun var uimodståelig.
Det krævede ham et helt år at tage mod til sig. Men Laura vidste allerede, hvad klokken var slået, for hun sagde aldrig noget, men ventede bare. Der var en forlegenhed i deres forhold nu, en spænding, der både var skræmmende og spændende.
Da gymnasiefesten løb af stablen, og alle vennepar løb rundt for at hilse på solopgangen, tog Magnus Lauras hånd og hun slap den ikke. Tværtimod flettede hun sine fingre ind i hans og svarede på et stille:
Jeg elsker dig…
Jeg elsker også dig…
Der gik fire år med læsning, kaffe på SU-budget, hurtige møder mellem undervisning og aftenarbejde og store planer.
Jeg laver karriere, og så skal vi have børn.
Mange?
Jeg ved ikke to mindst. Helst seks! Tre drenge og tre piger. Hvad siger du?
Laura, du er skør!
Det er jeg. Men du hjælper mig, ikke? Eller er det for mange?
Jeg støtter dig! Seks børn ti hvis du vil! Så skal jeg til at bygge en større forretning, så vi kan brødføde flokken.
Du klarer det! Jeg tror på dig.
Selvfølgelig satsede Laura heller ikke bare på sin mand. Hun valgte med omhu en uddannelse, der gav mening og blev en fremragende revisor.
Der var noget ved det med at tælle op, som min mor altid lærte mig.
Hvorfor bruger du de gamle regnebrætter? Der findes jo lommeregnere! grinede Magnus, mens han betragtede hendes hurtige fingre.
Det går hurtigere sådan for mig.
Han så fascineret til, når hun balancerede regnskabet op og han havde aldrig oplevet, at hun regnede forkert, selv uden lommeregner. Selvom hun sagtens kunne bruge computere, havde det gamle regnebræt stadig ærespladsen på hendes skrivebord.
Jeg er gammeldags. Lev med det!
Magnus kunne leve med alt, bare Laura var der. Når hun så på ham på den måde, følte han sig som en ægte viking. Hun troede så meget på ham, at han begyndte at tro på sig selv og langsomt, med fejl og bump undervejs, byggede han sit eget byggefirma. Ikke bare almindelige huse, men steder, hvor folk virkelig havde lyst til at bo. Det gik godt, og et par år efter brylluppet spurgte Laura, om tiden ikke var inde.
Jeg kan sagtens arbejde hjemmefra nu. Hvad siger du, Magnus er vi klar?
Der gik et år, så blev deres ældste søn født. Så gik det lidt trægt, og Laura kæmpede længe for at blive gravid igen. Det lykkedes først efter nogle år, hvor både datteren og yngste blev født sidstnævnte med viltert, mørkt hår og store, blå øjne som kornblomster. Laura nægtede at lade nogen klippe hendes krøller væk ikke engang hans mor, Kirsten, der kom for at se barnebarnet.
Sådan skal det være, Laura! Kirsten rynkede brynene, afleverede barnet, og rystede på hovedet. Man skal klippe barnet, når det er et år. Det har man da altid gjort!
Jeg er ikke så overtroisk. Laura smilede og nussede håret på sin datter.
Tjah, men du kunne godt lære noget af vores erfaringer. Ikke alt er lavet for sjov.
Måske. Men jeg vil hellere tage visdommen med fra fortiden end fordommene. Især med børn. Ellers ender man hurtigt i mærkeligt vrøvl. Sætter du sikkerhedsnåle på bleerne endnu også? spurgte Laura drillende og sendte et blik mod børneværelset. Vil du lege med Asger og Signe? Jeg lægger lille Maja, og så gør jeg klar til aftensmad. Magnus kommer snart med mine forældre.
Kirsten gik ind til børnene og sad bagefter ved bordet, hvor latter og snak flød frit. Hun kunne ikke helt vænne sig til, at børnene levede så “let og frit”, uden stive grænser og den respekt, hun selv var opdraget med.
Hun havde altid fået at vide, at man skulle være ydmyg og adlyde de ældre, at yngre skulle ses, men ikke høre. Og hun ærgrede sig over, at Magnus og Laura ikke altid lyttede til hende og at Lauras forældre, Erik og Birgit, bare smilede venligt til hendes kommentarer.
Hun forstod ikke, hvordan man kunne undlade at skælde ud over sovs på dugen, men bare flytte barnet tættere på og sige:
Prøv igen sammen. Sådan! Se, nu lykkedes det!
Og hvis der alligevel røg mere sovs, grinede alle, selv Laura, som skulle bruge tid på at gøre dugen ren bagefter.
Kirsten gik rundt i deres store, lyse hus og rystede på hovedet. Ifølge hende var Laura heller ikke nogen ordentlig husmoder. Der var altid legetøj over det hele, køkkenet summede af liv og snak for enten bagte Asger en kage, eller Signe lavede gnocchi med sin mor, og melet lå ikke bare på bordet, men overalt, også på gulvet, katten, storebroren og endda lille Maja i kravlegården.
Hun forstod ikke, hvordan de kunne holde ud at leve sådan. Hun blev irriteret over, at børnene igen spredte legetøjet, hun netop havde lagt på plads. Og på Laura, der bare sagde roligt:
De samler op, når de er færdige.
Kirsten prøvede at forklare, at børn skal opdrages, men tav straks, når Asger, der hørte, hvordan bedstemoren skældte mor ud, straks demonstrativt begyndte at samle biler op i sin kasse, mens han sagde:
Så bliver mormor ikke sur. Signe, ryd op. Så kan vi klippe snefnug bagefter snart er det jo jul.
Laura stak af for at give Maja mad og gemte sig for Kirstens rødmende raseri, for “snefnug” betød, at der ville ligge tonsvis af små papirstumper på gulvet, som skulle støvsuges men vinduerne blev pyntet med de sjoveste, skæve pynt, som børnene lavede, og det var dét værd. Og så kom Magnus hjem, trak på smilebåndet og sagde:
Det ser jo hyggeligt ud! Skal vi ikke finde juletræet frem?
I november? Laura overgav ham Maja og begyndte på aftensalaten. Det holder da ikke til december.
Så køber vi bare et nyt!
Kirsten overlevede en uge i det kaos, så tog hun tilbage til sin lejlighed i Skagen, hvor hun nu boede for at nyde pensionisttilværelsen. Men så begyndte hun at ringe næsten hver dag med råd og klager.
Laura lagde røret på!
Mor, lagde hun virkelig bare på?
Nå, hun sagde, at mælken kogte over og at Maja græd.
Og hvorfor er du sur?
Jeg hørte ikke barnet! Ingen gråd, forstår du? Jeg tror, din kone ignorerer mig.
Mor! Det er dig, der tror det.
Magnus lyttede tålmodigt og glædede sig til om aftenen, hvor hele familien samledes, også Lauras forældre, Erik og Birgit, der på pensionen hjalp med børnebørnene. Først følte Magnus sig lidt mast, men efterhånden forstod han, at han ikke ville have det anderledes.
Birgit satte hans yndlingsgryderet foran ham, lavede te efter sin egen særlige opskrift, og spurgte:
Alt vel, Magnus? Mangler du hjælp?
Den revision, hun lejlighedsvis lavede i hans firma, var så grundig, at han var hende evigt taknemmelig for at finde fejlene, inden Skat gjorde det.
Når han var færdig og rejste sig, dukkede Erik op og sagde:
Så, svigersøn, nu får du ikke mere mad hjem med dig, før I fylder det hele op herhjemme.
Efter Signes fødsel tilbød Magnus, at Lauras forældre kunne flytte ind hos dem.
Der er masser af plads.
Men Birgit og Erik nægtede:
Jeres hus er jeres hjem. Vi er kun gæster og hjælper, når det trænges. Og børn skal have deres eget hjem, Magnus. Det er det rigtige. Birgit fik tårer i øjnene. Måske, når vi bliver gamle og ikke kan selv længere? Men mens vi kan stå op for os selv, så skal I også kunne trække vejret.
Magnus var vokset op med en mental grænse mellem forældre og børn man skulle aldrig træde for tæt på. Men nu, efter at have været så tæt på Birgit og Erik, mærkede han, at her blev han bare accepteret. Her kunne han slappe af, snakke, eller bare tie, uden konstant at skulle måle hvert ord, som om der straks ville komme et:
Hvilken sludder! Du er voksen vær nu alvorlig!
Med Laura i sit liv blev uforudsigelighed hurtigt normalt. Så det overraskede ham ikke meget, at halvandet år efter Majas fødsel stormede Laura pludselig ind på hans kontor midt på arbejdsdagen med datteren på armen og åndeløst smed et blad på skrivebordet.
Se her!
Han forstod ingenting, men hun så lykkelig, ikke bange ud. Magnus tog bladet og frøs.
Hvorfor er Maja klippet korthåret?
Det var første tanke. Så så han over på sin egen datter, som havde alle sine krøller intakt.
Hvad foregår der, Laura?
Se nu ordentligt efter! Jeg blev også chokeret, da jeg så det billede. Sådan noget sker jo ikke!
På et opslag i et børnemagasin stirrede en pige frem, der lignede hans egen datter på en prik. Ved nærmere eftersyn kunne Magnus godt se forskel ikke bare det korte hår, men pigen på billedet lignede trods samme alder slet ikke deres buttede, rødkindede Maja. Og vigtigst: hendes ansigt var skræmt, og der var en ensomhed i øjnene, der fik Magnus til at skubbe bladet væk.
Det er næsten overnaturligt… han trommede på bordkanten, som han altid gjorde, når noget krævede dyb eftertanke. Hvordan kan sådan noget ske, Laura?
Hvordan skulle jeg vide det? Laura dumpede ned på sofaen, slap datteren og åbnede frakken. Hun indså først nu, hvor svedig hun var hun var løbet direkte fra caféen, hvor hun havde ventet med Maja, mens de store var til svømning. I caféen havde hun set bladet og var stivnet over billedet af pigen, der lignede hendes egen datter til forveksling.
Hvis de var tvillinger, ville jeg tro, jeg havde glemt en på hospitalet, men Maja er et halvt år yngre.
Det havde man aldrig gættet hun er så lille, den anden.
Sådan er det i børnehjem, Magnus. Hvem skal fodre dem med hjemmebag og økologisk mælk der? Laura trak vejret dybt og så alvorligt på sin mand. Hvad gør vi, Magnus? Du ved godt, det ikke er tilfældigt, at vi ser hende her.
Ja… Magnus lænede sig tilbage og fjernede hæftet med hæftemaskinen fra datterens små fingre. Jeg ved det ikke. Vi må tænke os om.
Ja, men hellere hurtigt. Hun har nok ikke nemt der, Magnus. Der er ingen mor, ingen far til at forsvare og kæle for hende.
Laura samlede Maja op og skyndte sig ud.
Asger venter sikkert. Vi skal til svømning vi ses senere!
Hun kyssede ham, og Magnus satte sig tænksomt igen. Hvordan kunne hans børn vokse op lykkelige, når de havde alt? Og her var der et lille barn, som måske bare ventede på, at nogen valgte hende.
Han huskede pludselig, hvordan han som barn under dynen overvejede, hvordan han var havnet i sin familie. Hvem bestemte det? Hvem fordelte børn mellem de forskellige hjem rundt i landet? Han var altid lettet over ikke at være født ovre hos naboen, hvor manden altid drak, og kvinden råbte hele aftenen ad sine fire børn så meget, at Kirsten klagede til kommunen.
Nu forstod Magnus, at det måske var ham selv, der skulle bestemme over en fremmed piges liv. Give hende en chance for lykke. Som Laura havde besluttet.
Det var ikke let at tage beslutningen. De tog på kursus i familiepleje, hørte om udfordringer, de aldrig havde tænkt på, men indså, at med økonomi og hjerterum var der ingen undskyldning. Men det krævede, at hele familien gik sammen.
Maja, som hun kom til at hedde for nu blev pigen fra bladet familiens fjerde barn var heldigvis næsten sund og rask. Laura lettede sit hjerte og hviskede, at hun alligevel var blevet i tvivl efter Kirstens kommentarer om genetik og helbred, og om hendes egne børn ville lide under manglende opmærksomhed.
Magnus, der havde viderebragt samtalen med sin mor så blidt som muligt, forsøgte at berolige Laura:
Vi gør det her med åbne øjne. Og sammen klarer vi alt.
Hvis din mor nu ikke vil acceptere hende? Jeg kan ikke tillade, at nogen skelner mellem børnene. Vi har prøvet det før, da Signe blev født, men der kunne jeg kræve, at hun ikke forskelsbehandlede sine biologiske børnebørn. Men Maja er helt fremmed for hende… Laura bed hårdt i læben. Hvordan får vi hende til at forstå, at det bare er et barn? Ikke en rival, ikke en byrde…
Det ved jeg endnu ikke. Men hvis min mor laver problemer, sætter hun ikke sine ben her mere. Ingen skel mellem egne og andres børn hos os. Hvis dine forældre har accepteret Maja som barnebarn, må min mor også.
Man kan ikke tvinge kærlighed, Magnus… Laura gik ind til pigerne, der nu sov i værelset ved siden af.
Nattens bløde lys skinnede på to piger, sammenflettet og trygge i hinandens arme, og Laura opgav hurtigt at flytte Maja til hendes egen seng. For en aften havde Maja bedt den nye søster om at komme over, og siden da nægtede de at sove adskilt. Laura lagde tæppet over dem, kyssede de mørke krøller og kunne mærke, at Maja ikke længere duftede anderledes, men præcis som hendes andre børn. Lidt af ballade, lidt karamel, lidt mælk, og mest af alt… lykke.
Kirsten kom først et halvt år efter, at Maja var blevet en del af familien. Med et snert af skepsis kiggede hun på den nye pige, men kyssede de andre børn. Maja, usikker og præget af tiden på børnehjem, gemte sig og Laura blev bange, da hun ikke kunne finde hende før frokost.
Hvad er der, min skat? Hvorfor er du bange?
Uden at sige noget, gravede Maja sig ind på Lauras skulder, nægtede at komme ned, før Birgit trådte til.
Kom her, skat. Du spiser suppe med mormor, ikke? Tag skeen!
Birgit! Fra samme skål? Kirsten spærrede øjnene op.
Hvorfor ikke? Skålen er stor vi kan sagtens dele, ikke også, Maja? Skynd dig, ellers spiser jeg det hele selv!
Børnene grinede, og Kirsten blev mørk i blikket.
Senere, da Laura havde kørt børnene til gymnastik, sagde Kirsten til Birgit i køkkenet:
Så du støtter det her vanvid?
At tage et barn?
Ja.
Birgit satte en tallerken fra sig og nikkede.
Det gør jeg. Til at begynde med var jeg bestemt også betænkelig.
Hvorfor sagde du så ikke noget? Kirsten var tæt på at tabe tekoppen.
Fordi det er deres liv. De er voksne og kan selv tage deres beslutninger. Var det ikke det, vi lærte dem? Hvis jeg stiller mig i vejen, hvor havner jeg så? I familien eller udenfor? Man kan ikke bare forkaste en mor men konflikten bliver uudholdelig. Hvad skal vi slås for et barn, der var heldig nok at vores børn havde plads og hjerte til at tage hende? Livet er kort, Kirsten. Jeg er begyndt at frygte tiden den flyver afsted. Hvorfor spilde den på konflikter? Vi skal støtte, være der, elske uden betingelser også når børnene næsten er større end os selv.
De snakkede længe, og da Laura kom hjem, så hun, at Kirsten gav både Maja og Maja en slik og hun nikkede takkende til sin mor.
Et halvt år senere, på stranden i Skagen en tidlig sommermorgen, vil en rank, stadig ung kvinde i bredskygget hat knuge to næsten tvillingelignende piger ind til sig. Et øjeblik stirrer hun ud over bølgerne og råber:
Der! Se! Der hopper de! Ser du dem, Maja?
Pigerne holder vejret, stirrende på de marsvin, der kommer så tæt på stranden, at man næsten kan røre dem. Da de slår kolbøtter med vinden, bliver Maja lidt forskrækket, men Kirsten tager hende i armen:
Bare rolig, lille pus! Jeg er lige her.
Maja spæner jublende ud mod vandet, og Kirsten må have fart på, hvis ikke hun vil have, at hos dem skal marsvinene gå i dressur.
Senere køber hun ekstra is til pigerne og går stolt gennem byen, hånd i hånd med begge, mens forbipasserende måber. Sikke nogle dejlige piger! Se bare på dem!
