Stedmor
Jeg forstår simpelthen ikke, hvad hun mangler! Hun får mad, hun er pænt klædt på, har sko på fødderne, alt er der! Så hvorfor opfører hun sig sådan? Hvorfor denne indstilling? Mette kastede den halvstrøgne skjorte fra sig på sofaen, satte sig ved siden af sin mand og tog ham i hånden. Jens, vi må gøre noget. Jeg kan ikke løbe spidsrod. Jeg har jo Rasmus. Al den tid, jeg bruger på Lines narrestreger, kunne jeg bruge sammen med ham! Hjælp mig!
Hvordan? Hvordan skal jeg hjælpe dig? Jeg ser jo næsten ikke børnene. Og du ved godt, jeg ikke kan ændre mit arbejdstidsskema. Kun hvis jeg siger op. Men i så fald kan jeg ikke give Rasmus det, han har brug for, før jeg finder et nyt job.
Nej! Det går virkelig ikke! Du ved jo, at hvis vi stopper nu, så er det hele spildt. Hvad har så alle de tre år været til? Alt vender tilbage igen. Men der mangler så lidt, før det hele er ved at være normalt.
Han ER normal! Jens slap hendes hånd og rejste sig. Ikke mere af det der, tak!
Ja, undskyld! Jeg mener ikke… Mette gemte ansigtet i mandens skjorte og begyndte alligevel at græde.
Du skal ikke græde. Jens løftede hende op og krammede hende. Jeg taler med Line. Men så skal du love mig noget.
Hvad?
Vær ikke så efter hende hele tiden. Jeg ved godt, hun ikke er din, men du har opdraget hende lige siden hun var fire. Føler du da slet ingenting for hende? Du har gjort et godt stykke arbejde, du skal ikke klage. Line er velopdragen og betænksom. Måske er det bare alderen? Alle unge er ikke til at styre, siger man. Måske hun bare skal have tid?
Men så går jeg jo helt fra forstanden… Jens, jeg prøver virkelig, men jeg har ikke mere energi.
Jeg forstår…
Line har hørt forældrene tale i stuen, men kunne ikke høre ordene. Tavst satte hun endnu en klods foran sin lillebror og tænkte, at Mette igen har klaget over hende til far. Det betyder, at i stedet for en hyggelig samtale, skal hun nu høre endnu et foredrag om ansvar og opførsel. Far bliver ked af det, og så tager han ud at køre igen. Så kan hun heller ikke nå at tale med ham om Mads. At han har fulgt hende hjem, og at pigerne har været efter hende for den grund. Hun sukkede. Far ville helt sikkert have noget fornuftigt at sige. Han forstod hende altid. Siden Sofie rejste, har hun faktisk kun haft ham at tale med. Udover Sofie har Line ingen veninder. Hun smilede, da hun tænkte på, hvordan hun og Sofie blev venner.
Nå, er du så den sejeste pige her?
Selvfølgelig!
Glem det og ryk dig, tak.
Tabte du klipklapperne?
Hele klassen var vidne til det øjeblik. Line forstod ikke, hvorfor den nye pige, som var startet det år, skulle teste hende sådan. Senere forklarede Sofie, at to flotte piger havde svært ved at dele rampelyset enten kæmper man, eller også bliver man venner. De valgte det sidste.
Line var virkelig køn. Hun lignede sin mor, det sagde alle. Når hun så på billederne af sin mor, forestillede hun sig, hvor pæne de ville se ud sammen som søstre måske. Det havde været skønt. Men mor døde, da Line kun var tre år. Alt for lidt tid, alt for lidt sammen… Det irriterede Line, at hun næsten ikke kunne huske moren. Hvis hun prøvede at grave et minde frem, begyndte hun i stedet at høre Mettes stemme for sit indre øre. Hendes tone, hendes måde. Ingen mor tilbage…
Mette har opdraget hende siden fireårsalderen. Far mødte Mette et halvt år efter Lines mor døde en ung, sød sygeplejerske fra børneklinikken. Det var faktisk Line, der, uden at vide det, førte dem sammen. Mette kom hjem for at måle feber på Line på pædiaterens opfordring.
Faren er alene med pigen. Hun får ikke meget hjælp, jeg har givet penicillin vi skal helst undgå lungebetændelse.
Mette kom og blev. Først natten over på grund af Lines feber, så for altid.
Line rakte ud til kassen med brugsvejledning, fandt en skjult klods og gav den til Rasmus.
Her!
Rasmus kiggede op på hende med de samme brune øjne som far, varme som kaffechokolade, og spurgte:
Hvorfor ser du trist ud?
Bare dårlig dag.
Hvad kan jeg gøre for, at du bliver glad? Skal jeg synge en sang?
Nej, tak! Line lo ufrivilligt.
Rasmus musikalitet var ikke særlig stor. Da han blev født, må en bjørn med store poter have gået forbi. Han elskede at synge, selvom ingen kunne holde det ud. Som lille var det Lines pligt at lytte til Rasmus koncerter og begejstres, men efterhånden fandt han selv ud af, hvor dårligt det lød, og han stoppede med at plage hende med sangene mest bortset fra, når hun var ked af det.
Savner du Sofie?
Ja. Og mere end det.
Har mor skældt ud igen?
Rasmus!
Hvad? Jeg hørte det jo.
Hvorfor var du ikke i seng?
Jeg havde sovet længe nok. Og I talte højt hvad var der galt nu?
Ingenting.
Line vendte sig væk, så han ikke skulle se, at hun fik tårer i øjnene. Hvorfor var det sådan? Hun havde ikke gjort noget galt. Hun sagde bare, at hun skulle til fysikprøve i morgen, og at opvasken kunne vente. Så meget ballade for så lidt! Måske havde hun svaret lidt for brat, men Mette var heller ikke let! Rasmus er hendes søn, men Line… Hun bed sig i læben. Hun følte sig alene. Hvis bare Rasmus også var mors barn, så ville mor aldrig have lavet forskel. Hvordan kan man opdele børn i favoritter? Selv Sofie havde forklaret det:
Slap af! Selv rigtige forældre favoriserer børn. Min mor forguder min lillesøster og jeg tja. Betyder ikke, at man skal græde over det! Og du forestiller dig det værre end det er, jeg lover. Hos jer er det tydeligt du er rask, din bror er syg. Derfor mere opmærksomhed til ham, flere krav til dig.
Skal jeg ikke også have opmærksomhed? Line så fornærmet på veninden. Skulle hun ikke forstå hende?
Det skal du, men Mette er ikke en maskine. Hun har nok i at klare ét barn med særlige behov. Og du vil have, at hun skal gøre mere for dig også. Men helt ærligt hun er vel ikke den onde stedmor, der sender dig ud i skoven efter vintergækker?
Nej…
Så vær glad for det! Så slemt er det heller ikke at tage en gåtur med din bror eller løbe efter rundstykker.
Du har slet ikke forstået mig! Line var vred.
Jo, jeg har. Vil du bare trøstes? Det kan jeg gøre! Men forvent ikke mere af Mette. Hun skal ikke elske dig, som din mor ville. Det er ikke alle, der kan tage et fremmed barn til sig som deres eget, især hvis de selv har et sygt barn.
Tror du, hun er vred på mig, fordi jeg er rask? spurgte Line, det hun aldrig havde turdet sige højt før.
Måske lidt. Eller måske ikke. Man kan aldrig vide. Men hun er langt fra det værste stedmor-tilfælde.
Hvor ved du det fra?
Fordi! Sofie pegede på Lines nye øreringe.
Øreringene var en gave fra far og Mette til Lines fødselsdag. Line havde længe gået og drømt om dem, men aldrig nævnt det hun vidste jo, hvad de kostede. Kun en gang blev hun stående foran guldsmeden.
Kan du lide dem? spurgte Mette, mens hun trillede barnevognen med Rasmus forbi.
Nej! svarede Line og gik hurtigt videre, uden at se, Mette så efter hende.
På fødselsdagen lå der en lille hjerteformet, rød æske på hovedpuden. Hun sad længe, før hun åbnede den. Alle sov stadig, kun Rasmus vågnede og vendte sig straks mod søsteren.
Har du åbnet den? kiggede han mistænksomt.
Nej, ikke endnu.
Så åbn den da! Jeg er vågen nu.
Line åbnede forsigtigt æsken og udbrød overrasket. Det var netop de øreringe!
Det der… hvad hedder de… stenene?
Diamanter.
Ja! Kan du li dem? Rasmus satte sig op.
Virkelig meget… pludselig snøftede Line.
Ej, skal du nu græde? Ikke på din fødselsdag! Rasmus rakte ud efter hende, men faldt tilbage på puden. Mette og jeg prøvede virkelig…
Nej nej! Line huggede æsken til sig og hoppede ud af sengen. Jeg græder ikke! Overhovedet ikke! Vent, jeg tager dem på, så må du sige, om de er pæne.
Hun tænkte stadig over, hvor pengene kom fra, men faktum var, at de funklende sten sad i hendes ører. Så Sofie havde jo ret på en måde.
Line blev hevet ud af tankerne, da far forsigtigt åbnede døren til børneværelset.
Line, må jeg tale med dig et øjeblik?
Rasmus kiggede hurtigt på far, så tog han Lines hånd.
Lover du, du ikke græder?
Hun nikkede og fulgte efter far ud i køkkenet.
De sad tavse, mens dampen steg fra tekopperne. Men Line følte sig slet ikke tilpas. Hun havde mest lyst til at løbe væk. Det føltes akavet at sidde der med den eneste, der måske forstod hende.
Line… Jens så op, men tav så igen. Han syntes pludselig, det var som at se hendes mor sidde dér, bange for at løfte blikket. Hvor var tiden blevet af? Hvorfor havde han ikke lagt mærke til, hvor meget hun lignede sin mor, Maria?
Deres tid sammen før brylluppet havde været kort; deres fælles liv kun en håndfuld år. Den spinkle pige, han havde båret over et glat badebro og ind i ambulancebilen, var blevet hans verden.
Du er stærk! Tak! Maria smilede, og hans hjerte sprang et slag over.
Senere, da han sad på bænken foran blokken med Line på armen, indså han, at hendes liv netop var delt i to.
Line… Jens tog hendes hånd.
Skal du bebrejde mig noget nu, far?
Nej. Jens mærkede, at han ikke havde mere energi til diskussion. Jeg ville bare spørge…
Om hvad? Line så på vagt op.
Hvordan det går… i skolen, måske?
Og mens hans næsten voksne datter græd, måtte han kæmpe med ikke selv at give efter. Han følte, han ikke kunne vælge imellem hustru og datter. Derfor måtte han få dem til at finde sammen om muligt.
Far… Line tørrede tårerne væk og så på ham. Undskyld. Jeg skal nok gøre mit bedste!
Okay. Men fortæl nu hvordan går det i skolen? Skriver Sofie stadig? Og hvad siger hendes mormor, har det det bedre? Hvornår kommer Sofie hjem?
Ikke lige foreløbigt. Det ser sort ud, far. Sofie sidder fast derhjemme. Hendes mor siger, bedstemoren har brug for hende det er hendes lod i livet. Hun har passet hende, nu skal hun tage sig af hende. Sofie klarer sig godt, hun kan finde ud af både at læse lektier og hjælpe sin mormor. Hun brokker sig kun for syns skyld. Og hun savner os…
Og du?
Jeg savner også… Hvorfor forsvinder alle fra mit liv, dem jeg elsker?
Jens klemte kruset hårdt.
Line! Sådan er det ikke!
Er det ikke? Mor, Sofie… Hvem er den næste?
Ingen. Vi bliver her alle sammen. Forstået?
Hun nikkede, men Jens fornemmede, hendes tanker forblev mørke. For at bryde stemningen skiftede han emne:
Og hvad med ham der… øh, Mads?
Line rødmede, og Jens smilede skævt. Da hun slog ud med hånden, slappede han lidt mere af, lænede sig tilbage og sagde kærligt:
Fortæl nu!
De talte længe den aften. Mette havde nået både at stryge og få Rasmus i seng, og gik selv i seng, mens hun lyttede til de sagte stemmer ude fra køkkenet, der afbrødes nu og da af latter. Mette kunne ikke sove og gennemgik i hovedet hele ugen: Lines udfald, mødet med skolelederen som hun ikke havde nævnt til Jens. Hun beslutter, det får være tager Jens snakken, løser det sig nok. Og gør det ikke, må hun tage mere hårde midler i brug. Men hvad? Hvis Line var hendes eget barn, vidste hun nøjagtigt, hvad hun skulle gøre. Men Line er ikke hendes og det stopper hende. Hun føler ikke medlidenhed for Line, ikke den gængse følelse for forældreløse børn. “Ak, den stakkels pige med den onde stedmor…” Mette måtte smile bittert. Hun syntes ikke, man skal have ondt af et barn, der er sund og kan leve sit liv uden hele tiden at kigge bagud. Ingen kender det bedre end Mette, hun selv opvokset som plejebarn, to gange skiftet familie og først sent mødt en, der tog hende til sig som sin egen datter.
Mettes mor sad i fængsel, da hun blev født. En tåbelig opstødte slåskamp ændrede hendes mors liv, og Mette blev sendt på børnehjem. Senere kom hun i pleje, men blev ene gang sendt tilbage, da plejeforældrene fik tvillinger tre børn var for meget. Hun forstod intet dengang, savnede bare sin dukke.
En ny familie tog hende senere, men også de gav op, da plejefaren forlod konen og hun blev alvorligt syg. Efter endnu et afslag, lukkede Mette sig inde i sig selv. Da Nadia senere besøgte hende på børnehjemmet, var Mette kold.
Så taler jeg, og du lytter.
Nadia talte længe om huset i landsbyen og sine børn. “Kom og prøv, ellers kan du bare tage her tilbage bagefter. Men Mette troede ikke på hende. Halvandet år gik, før hun så Nadia som en mor. Hver gang Nadia løftede hende ind til sig, var Mette bange for, at også hun en dag ville sende hende væk.
Hun husker stadig, hvordan hun fandt en lille falmet ikon på loftet og gemte den i laden, hvor hun gik hen, når tiden var til det. Hun bad ikke rigtigt, men mumlede alligevel:
Beskyt og bevar hende, hører du? Beskyt og bevar hende!
Hun ved ikke, om nogen hørte, men håbede. Nadia døde, da Rasmus var to. Mette gjorde alt, pleje og pleje til det sidste.
Du skal ikke græde, skat. Vi ses alle én gang. Jeg har det bedre sådan her, ikke mere smerte…
Mor, hvordan kan du sige sådan? Hvorfor dig?
Ikke “hvorfor”, men “hvad for”. Nadia lagde håndfladen mod Mettes kind. Spørg aldrig hvorfor mig, men hvad for.
Det spørgsmål stiller Mette stadig, hver gang noget ikke går med Line. Hvorfor skal hun klare alt dette? Hvorfor fik hun ansvar for dette barn også? Som om et handicappet barn ikke var nok? Hun lukker øjnene for at jage de mørke tanker væk. Hvis der bare var håb…
Hun går ind til Rasmus, der ligger og sover med dynen smidt væk, som altid. Hun putter ham og sidder tavst ved sengen, til Line rører hende på skulderen.
Mette, gå nu i seng, klokken er mange.
Mette ser forvirret rundt.
Jeg må være faldet i søvn. Hvad er klokken?
Snart tre. Line sidder på sengen, nattelampen giver hendes ansigt rolige skygger. Må jeg spørge dig om noget?
Mette, der lægger dynen om Rasmus, tøver et øjeblik, så vender hun sig om.
Selvfølgelig.
Kan du ikke lide mig?
Mette folder hænderne sammen, tager mod til sig.
Jeg ved det ikke. Nej, det er forkert… Jeg vil ikke lyve for dig. Du er gammel nok til sandheden. Jeg kan ikke sige, jeg elsker dig på samme måde som Rasmus. Det ville være falskt. Men du er ikke fremmed for mig, Line. Jeg er lige så bange for, at der skal ske dig noget, som jeg er for ham. Det tror jeg, alle mødre har sådan en funktion, ligesom i husholdningsapparater. Når et barn er der, kan man ikke slippe frygten. Det er nok kærlighed, men på min egen måde. Jeg kan i hvert fald ikke slå det fra. Og jeg lover dig ikke, jeg kan trylle.
Line sidder ret op, lytter intenst.
Hvis du spørger, om jeg får sommerfugle i maven over dig, så nej. Det tror jeg ikke kommer til at ske. Jeg ved ikke, hvordan det skal gå fremover det er svært nu, både for dig og for mig. Men for mig er det vigtigt, at du klarer dig. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at du får et godt voksenliv. Men du skal ikke bede mig være den gode fe. For jeg ved ikke hvordan… Bedstemor Nadia vidste det. Det gør jeg ikke.
Bedstemor Nadia sagde, børn ikke skal forkæles. Man skal elske dem, men ikke så de bliver grimme af det.
Hvornår har hun sagt det?
Da vi besøgte hende engang. Og hun sagde også, du var god bare lidt kold, ligesom Snedronningen. Og at det ikke var din skyld.
Det forstår jeg godt… Men hvorfor sagde hun, at kærlighed kan gøre børn grimme?
Det var fordi nabodrengen Sander druknede nogle killinger. Og hans mor, i stedet for at blive sur, roste ham. Så sagde bedstemor, at kærlighed skal være rigtig blind kærlighed er farlig.
Jeg forstår… Line…
Vent. Du skal heller ikke love for meget. Jeg lover ikke noget denne gang jeg ved ikke, om jeg kan holde det. Men jeg vil gerne prøve. På en ny måde…
Ja. Lad os prøve…
Mette går mod døren, men stopper. Uden at tænke nærmere over det tager hun Lines ansigt i hænderne og siger:
Vi prøver!
Senere vil Line sige, det aldrig blev nemt. Der voksede ingen vinger, hverken dengang eller senere. Men hun havde sin bror, hun elskede, og hun havde et løfte ikke udtalt, men vigtigt.
Og mange år efter, da Line venter sit første barn og er hjemme på besøg, vil hun kramme Mette, der griner ved synet af en ellevild Rasmus, som synger falsk, og glæder sig over en ny laptop fra søsteren. Og hun vil sige, stille så de andre ikke hører det:
Tak!
For hvad? Mette ser forundret ud.
Fordi du altid sagde sandheden. Og… Mor, den der “funktion”, du talte om slår den til, når barnet er født? For jeg tror min knap sidder fast.
Hvis du spørger, er nedtællingen startet! ler Mette og ser ud, som om hun intet bemærker ved, at Line for første gang kalder hende mor.
