Den vigtigste i hjemmet – Design interior

– Line, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget. Min mor vil gerne holde sin fødselsdag her hos os.

Hun stod ved komfuret og rørte i gryden. Hånden stoppede midt i bevægelsen.

– Hvad mener du?

– Altså, femoghalvtreds år. Rundt tal. Hun siger, hendes lejlighed er for lille til gæster.

– Anders, hun har da en treværelses.

– Jeg ved det godt. Men hun har allerede besluttet sig. Hun siger, det passer bedst sådan.

Line lagde grydeskeen fra sig. Vendte sig om. Anders stod i døren til køkkenet, med hovedet lidt nede sådan som han plejede, når han godt vidste, at noget ikke ville falde i god jord, men alligevel blev nødt til at sige det.

– Hvornår har hun “besluttet” sig?

– Hun ringede i dag.

– Og har hun spurgt os?

– Line

– Nej, helt ærligt. Hun ringede og sagde bare: “Jeg holder det hos jer?” og så svarede du “okay”?

Anders gned sig i tindingen. Den bevægelse havde Line set tusind gange før. Typisk, når han helst ville trække sig ud af snakken, men heller ikke ville sige nej.

– Jeg sagde, jeg ville snakke med dig først.

– Godt. Så snakker vi nu. Jeg synes ikke, det er i orden, Anders. Det er vores lejlighed. Og jeg har ikke lyst til at lave fest for tolv mennesker, jeg næsten ikke kender.

– Der bliver altså ikke tyve, Line. Højest tolv stykker.

– Nå, det gør jo alverden til forskel.

Han gned tindingen igen. Så gik han ind og satte sig på taburetten ovre langs væggen. Et skidt tegn. Når han satte sig, vidste Line, det ville vare længe.

– Hun er jo alene, Line. Hun har ikke andre end os. Det betyder meget for hende.

Line tog skeen igen. Gryden var allerede færdig, men hendes hænder skulle have noget at lave.

– Jeg ved det godt. Jeg ved også, det er en stor dag for hende. Men hun kunne ringe til os begge, foreslå det, snakke om det, i stedet for bare at beslutte det hen over hovedet på os.

– Det gør hun jo altid.

– Netop.

Ordet hang i luften. Anders kiggede ud mod vinduet. Udenfor var det begyndt at blive mørkt, og gadelygterne blev lige tændt nede i gården.

– Okay, sagde han til sidst. – Jeg ringer og siger, vi skal aftale detaljerne sammen.

– Glem det. Hvis hun allerede har besluttet det, så får hun det, som hun vil. Bare hun ikke tror, jeg er hendes private hushjælp.

– Det tror hun ikke.

Line sagde ikke noget mere. Hun hældte suppe op i to dybe tallerkener og satte dem på bordet. De spiste i stilhed, kun lyden af skeerne mod porcelænet fyldte køkkenet. Udenfor var det nu helt mørkt.

Deres lejlighed var ikke stor, men Line var god til at få den til at føles rummelig. Lyse vægge, ingen nips, et par potter med pelargonier i vindueskarmen hun vandede dem altid søndag formiddag og snakkede lidt med dem, når hun troede, ingen hørte det. På væggen i køkkenet hang et gammelt billede af København, de havde fundet på Ravnsborggade loppemarked den allerførste måned sammen. Anders havde dengang sagt, at det så lidt trist ud, men hun havde protesteret: Det er da hyggeligt. Og han havde nikket, nok bare for at undgå diskussionen.

De havde mødt hinanden for tre år siden, været gift i halvandet. Line var redaktør i et lille forlag, Anders arbejdede som bygningsingeniør. Livet var roligt, trygt, uden de store udsving. Det var præcis sådan, Line savnede det fra sin egen barndom, der havde været larmende og urolig her havde hun selv vundet sin ro.

Christianes mor mødte Line første gang før brylluppet. Line husker stadig tydeligt det besøg; Christians mor boede i en gammel ejendom på Frederiksberg, højt til loftet, parketgulv der kun knirkede på udvalgte steder. Alt var anbragt, som om ingenting havde ændret sig, siden huset blev bygget. Christianes mor tog imod dem i døren, i lyseblå skjorte med fin krave, trykkede Line i hånden, med præcis nok smil til at signalere venlighed uden egentlig varme, og førte dem så direkte ind til kaffebordet i køkkenet.

Line tænkte, hun var streng. Men strenghed kan se ud på flere måder. Nogen holder en oprejst, giver tryghed. Andre det er som en dør, der er låst, og hvor man ved, man aldrig får lov at se ind.

Det var klart den anden slags med Christianes mor.

Over kaffen spurgte hun ind til Lines arbejde, nikkede på en måde, der gjorde det umuligt at afgøre, om hun syntes, det var fint, eller bare registrerede det. Hun spurgte til forældrene. Mens Line prøvede at svare, afbrød Christians mor og begyndte at fortælle Anders om naboen på tredje. Line sad med koppen mellem hænderne, betragtede den stivede blondedug på bordet helt uden en plet.

Senere samme dag, i bilen hjem, spurgte Anders:

– Hvad synes du så om hende?

– Hun virker alvorlig, svarede Line.

– Hun er bare lidt lukket. Hun skal nok vænne sig til dig.

Line nikkede og troede faktisk på det dengang.

Året efter blev Christians mor ved med at komme, måske hver anden eller tredje uge. Det var altid efter samme opskrift: hun ringede til Anders, han sagde det til Line, Line gjorde lejligheden klar, bagte noget kage til kaffen. Svigermor tjekkede hele lejligheden, satte sig i den stol tæt på vinduet, som lidt uofficielt var blevet hendes plads, og begyndte snakken. Det handlede som regel om helbred, priser, naboer og vigtigst altid Anders arbejde, som interesserede hende langt mere end Lines.

Line serverede kagen og holdt sig oftest i baggrunden. Forsøgte hun at deltage, lyttede Christianes mor med et blik der sagde: Jeg hører på dig, men det er ikke nødvendigt.

Indflyttergaven fra hende var et helt kapitel for sig. Hun kom slæbende med en stor gaveæske og annoncere: – Det er til jer. Rigtigt tysk porcelæn, håndplukket. I kassen et mega tungt kaffestel, guldkant og brunt blomstermønster til tolv personer. Dyrt, sikkert. Line kunne se det. Men det var slet ikke noget, hun selv ville vælge. For tungt, for gammeldags, fra et andet hjem.

– Flot, sagde Line.

– Sådan noget bør der være i et hjem, svarede Christianes mor, og kiggede så på Lines fine hvide IKEA-tallerkener med et udtryk, der sagde det hele.

Nu stod stellet i skabet. Line tog det kun frem når svigermor kom for hun spurgte altid allerede næste gang: – Hvorfor bruger I ikke det gode stel?

– Det gemmer vi til særlige lejligheder, svarede Line neutralt.

– Rigtigt, nikkede hun, tilfreds.

Det samme med de gulnede gardiner, Christianes mor havde slæbt med fordi “de I har nu er blegnede” selvom Line lige havde købt dem, og de var alt andet end blegnede. Eller kogebogen, hun havde givet “bare sådan” med et bogmærke sat på siden om det perfekte wienerbrød, selvom Line bagte ganske udmærket. Eller rådet om at sætte sofaen helt ind til væggen så der så “mere rummeligt” ud, selvom det lille stue i forvejen var propfuld.

Hver ting for sig var ingenting. Men sammen pegede de i én retning.

Og nu fødselsdagen.

Christiane ringede selv til Line to dage senere. Line var alene hjemme, Anders på arbejde. Hun så navnet på displayet, stiffnede et øjeblik, tog så telefonen.

– Hej Line, det er Christiane. Det er angående fødselsdagen.

– Hej Christiane.

– Anders har sagt det, ikk?

– Jo, det har han fortalt.

– Fint. Jeg synes, vi skal aftale menuen med det samme. Så det bliver godt.

Line satte sig på kanten af sofaen. Hun havde stadig kuglepennen i hånden.

– Menuen?

– Ja ja. Pigerne er vant til ordentligt mad. Altså rigtigt mad, ikke alt det der færdigt-salat.

– Jeg laver altså ikke færdigsalat.

– Nej nej, jeg siger det bare. Så skal der være sylte, og til hovedret stegt kylling med kartofler. Til forret sild med løg og måske lidt indlagte svampe. Du kan selvfølgelig tilføje noget selv, men bordet skal være flot, ikke sparsomt. Mine veninder kan lide, når der er noget at tage af.

Line kiggede ud på ahorntræet udenfor. Friske grønne forårsløv bølgede i vinden.

– Christiane, jeg vil gerne være med. Men vi er altså nødt til at tale sammen om menuen det foregår jo hjemme hos os.

– Det er jo netop det, vi gør. Jeg siger, hvad jeg tænker.

– Du giver mig en bestillingsliste det er lidt noget andet.

En lille pause.

– Line, hvorfor gøre det så svært. Jeg har lavet mad til folk i over halvtreds år, jeg ved hvad de kan lide.

– Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg laver sylte og kylling. Resten må vi snakke med Anders om.

– Okay, sagde svigermor med den der tone, hvor man kan høre: gør det, som du vil men jeg mener nu noget andet.

Efter opkaldet sad Line lidt med kuglepennen i hånden. Hun rejste sig, skænkede sig et glas vand og drak langsomt.

Line var ikke én, der skabte ballade. Hun tænkte sig altid om før hun talte, og tit syntes hun selv, hun var lidt for blød, der hvor en anden havde slået fra. Men der var alligevel noget i de her samtaler med svigermor, som kom snigende op i hende, som noget man ikke kan stoppe bare mærker stiger op.

Der var tre uger til festen.

De uger gled forbi i en konstant, stille anspændthed, som Line efterhånden blev så god til at gemme væk, at hun næsten selv glemte, den var der. Christiane ringede hver anden dag. Altid med en ny detalje: “Nina tager hjemmesyltetøj med”, eller Valborg kan ikke spise kylling, kan vi finde noget fisk?, eller Bordet skal dækkes ordentligt med stivede servietter, ikke det der papir-gøjl.

Stivede servietter havde Line ikke. Hun købte dem mandag i Matas og sad derhjemme og kiggede på pakken. Tænkte, sådan foregår det: små skridt, man bemærker dem næsten ikke, og pludselig står man og køber stivede servietter til andres fest i sit eget hjem.

Anders holdt sig ret meget i baggrunden de uger. Han sagde: “du bestemmer” og “jeg skal nok hjælpe” men hjælpen var lidt løs. Bad Line ham snakke med moren om fisk, gjorde han det; Christiane ringede bagefter og sagde, at fisk kunne måske komme på tale hvis Line nu selv følte for det, men at ingen blev tvunget. Fint sagt, men man forstod godt beskeden.

Line lavede fisk alligevel.

Ugen inden blev svigermor ringet på døren. Hun “skulle lige se, hvordan møblerne skulle stå”. Line troede nærmest hun havde hørt forkert.

– Se på møblerne?

– Altså, hvordan borde skal stå, hvor gæsterne sidder. Det skal være gennemtænkt.

De gik ind i stuen. Christiane stillede sig midt på gulvet, kiggede sig omkring som en, der står til at skulle sætte alt i stand.

– Sofaen skal gerne tættere på væggen, sagde jeg jo. Og det lille bord skal faktisk væk, det tager bare plads.

Det lille bord havde Line og Anders købt sammen på et markedsplads. Line elskede det.

– Bordet bliver, sagde hun.

Christiane kiggede på hende.

– Fint. Så bliver her bare lidt trangt.

– Vi klarer den.

Svigermor gik så ud i køkkenet, åbnede skabe og kiggede. Line stod i døren og kiggede på. Det hørte ligesom til hver gang at hun inspicerede. Som om hun lige tjekkede, at alt var som det skulle være.

– Har du en stor gryde til sylten?

– Den er stor nok.

– Du skal koge det længe. Otte timer. Kan du det?

– Ja.

– Godt. Og ikke for meget hvidløg. Nina bryder sig ikke om det.

Line nikkede og talte til tre. Tilbød hende noget te.

Ved teen fortalte Christiane om sine veninder. Nina, som havde været gift tre gange sidste gang uheldigt, boede nu alene og tror, hun er noget. Valborg, tidligere skoleleder stadig med autoritet. Gitte bare Gitte, for ung til at få tilnavn. Christiane fortalte det hele, ikke ondt, nærmere underfundigt. Og Line tænkte: de holder af hinanden sådan her, på deres måde, gennem drillerier og små-udfald, gennem alt det levede liv, hun selv aldrig helt ville forstå.

Der, mens Line sad og nippede til sin te, servietten på skødet, mærkede hun pludselig et stik af medfølelse. Ikke med sig selv, men med svigermor. 55 år. Bor alene. Sønnen har giftet sig. Alt hvad hun har, er de veninder, stellet og at have indflydelse på, hvordan møblerne står i andre menneskers hjem.

Det var flygtigt, men det var der.

Festen blev lagt på en lørdag. Fredag aften lavede Line sylten, marinerede svampene, gjorde salaten klar. Anders hjalp hende med at fjerne stuebordet og fik flyttet spisebordet ud i rummet. De arbejdede uden at sige meget. I det mindste var det ikke ubehageligt denne gang det var bare praktisk. På et tidspunkt stoppede han op og kiggede på hende.

– Går det?

– Ja.

– Helt sikkert?

– Anders, jeg har det fint. Flyt nu bare bordet.

Han flyttede det. Gav hende et baglæns kram, akavet, med et viskestykke i hånden.

– Tak fordi du sagde ja.

Hun tænkte på at sige, at hun ikke havde sagt ja, men bare accepteret situationen. Men hun lod det ligge. Fordi han holdt om hende, og det betød også noget.

Lørdag morgen stod Line op klokken syv. Anders sov stadig. Hun gik ud i køkkenet, satte kaffe over, og mens kaffen duftede, stod hun ved vinduet og kiggede ud i gården, hvor kun et par måger gik og hakkede. Det var afslappende: en stille gård, måger, kaffe på kanden.

Hun tænkte over, hvordan dagen ville blive. Forestillede sig, hvordan Christianes veninder ville kigge på hende på sønnens kone en blanding af nysgerrighed og vurdering, altid med et skær af overbærenhed. Christiane ville holde husbondrollen, dét var uundgåeligt. Line kunne på forhånd se for sig, hvordan svigermor sagde: “Vi har jo forberedt det hele”, som om hun selv havde haft en finger med i alt. Hvordan hun flyttede tallerkenerne Line netop havde sat på bordet, og sagde ting til hele selskabet, men som kun var ment til hende.

Kaffen var klar. Line drak den stående.

Gæsterne kom kl. to. Først dukkede Nina op. Høj, velklædt, med det blik mennesker har, der har prøvet meget og sjældent bliver chokeret. Hun hilste, kiggede sig rundt og spurgte, hvor hun kunne hænge sin frakke. Line viste hende det. Nina hængte den tålmodigt op og gik direkte ind i stuen.

Så kom Valborg og hendes mand Henrik. Henrik var lav og stille, tydeligvis vant til at indtage vægplads. Han trykkede Line i hånden, sagde “hyggeligt at møde dig”, trak sig tilbage. Valborg stemte an med lærerstemmen: Så er vi her.

Gitte kom til sidst, omkring 45 år, det mest livlige menneske der, gav Line en kæmpe buket blomster, smilede og spurgte efter Anders.

– Er Anders her?

– Han er i stuen.

– Herligt! og så gik hun selv derind.

Christiane kom præcis halv tre. Det var også del af skemaet: fødselaren kommer, når alt er klar. Hun havde mørkeblå kjole på med perleknapper, så fin ud, og det bemærkede Line faktisk uden bitterhed.

– Er alt klar? spurgte hun straks fra døren.

– Ja, svarede Line neutralt.

– Bordet er dækket?

– Ja.

– Har du sat sylten frem?

– Ja.

Christiane gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet uden at tage frakken af, lukkede igen.

– Godt.

Og det “godt” lød præcis som om det kun er rigtigt, hvis hun siger det.

Ved bordet sad Line overfor Nina. Anders sad lige ved siden af og rørte nogle gange Lines fod under bordet hun vidste ikke om det var med vilje, men det hjalp.

Snakken gik på fælles bekendte, på vejret, der ikke rigtig ville bestemme sig for at blive forår, på kolonihaver og hverdagsliv. Henrik spiste uden at sige noget. Gitte grinede højt ad egne historier. Nina så ud som om hun havde hørt det hele før.

Line bar ind og ud, fyldte op, fjernede, som om hun bare var en hjælp i huset ikke den egentlige vært.

På et tidspunkt sagde Christiane, sådan til rummet mere end til nogen: – Line har lavet sylte til os. Lidt fed, men ellers udmærket til første forsøg.

Der blev stille et øjeblik. Line tog skeen lidt hårdere om grebet. Gitte sendte hende et hurtigt blik.

– Udmærket sylte, jeg kan lide den, sagde Nina.

Christiane smilede.

– Du har altid været overbærende, Nina.

– Jeg har bare altid været ærlig, svarede hun.

Samtalen gled videre, men stemningen ændrede sig.

Line bragte hovedretten ind af to omgange. Kyllingen var god det vidste hun selv og fisken smagte også, men midt i det hele, mens hun kom ind med fadet, sagde Christiane til Valborg: – De unge i dag, de går op i at det ser flot ud, men hvad der er bagved, bekymrer de sig ikke så meget om.

Hun kiggede ikke på Line, det var bare timingen.

Line satte fadet, kiggede på svigermor:

– Mener du noget bestemt med det, Christiane?

Stilhed. Anders løftede blikket. Nina lænede sig tilbage.

Christiane kiggede nærmest overrasket på Line.

– Det var bare generelt sagt.

– Okay, sagde Line. Fortsæt du bare så.

Hun gik i køkkenet, stod lidt ved vasken, trak vejret roligt, drak et glas vand og gik tilbage.

Der var sikkert halvanden time tilbage af selskabet.

Resten af aftenen kunne hun godt mærke, at Christiane både uddelte flere korrektioner om, hvordan “man gjorde dengang”, og overtog opgaven med kagen, selvom Line havde bagt den selv fantastisk god, men det blev bare taget for givet. Alt hvad hun havde gjort rigtigt, blev modtaget som normalt, det der kunne kritiseres, blev straks kommenteret.

Gæsterne gik ved syvtiden. Først gik Henrik og Valborg. Så Nina. Gitte hjalp Line med at rydde lidt op og sagde i al fortrolighed:

– Du har et skønt hjem og du har klaret det godt.

– Tak, sagde Line. Det var mit første rigtige “tak” den dag, hvor hun mærkede, det blev ment.

Christiane blev lidt siddende. Hun sad i “sin” stol. Anders samlede tallerkener ind, Line vaskede op. Pludselig, da Anders gik ud i gangen og kun de to var tilbage

– Nå, klaret det?

Det var ikke rigtig ondt ment, måske lå der en anerkendelse i det. Men måden, det blev sagt på som om Line havde bestået en prøve, og endda ikke selv vurderede resultatet, men Christiane fik et eller andet til at tippe i Line.

Line tørrede hænderne, satte sig på kanten af sofaen tæt ved Christianes stol. Kiggede på hende.

– Christiane, kan jeg sige dig noget? Ikke som svigerdatter, bare som menneske til menneske.

Svigermor hævede øjenbrynene.

– Ja, sig til.

– Jeg tror, du er en klog kvinde. Jeg tror, du forstår nøjagtig, hvad der foregår. Med sylten, “de unge og deres hjem”, det du sagde højt i dag. Du siger det ikke fordi det er sandt men fordi du er bange.

– Line

– Vent. Jeg siger det ikke for at såre dig. Jeg tror bare, det er svært for dig. Du har altid været chefen omkring Anders. Opdraget ham, styret tingene, vidst alt. Nu er jeg her. Jeg er ikke din rival, men jeg er her. Og din søns hjem er også mit hjem nu. Vores hjem. Det, du gjorde i dag de små stik, de undersøgende kommentarer foran folk det gør faktisk ondt. Også selvom du ikke mener det sådan.

Udenfor var det næsten helt mørkt. Læselampen på væggen kastede lys på Christianes ansigt, og Line kunne se, at der skete noget. Ikke gråd, men noget andet, noget uvant blødt, måske en lille rystelse.

– Jeg vil gerne, det skal være godt mellem os. Men du skal forstå: Det er mig, der er værtinde her. Du er gæst. Altid hjertelig velkommen men gæst. Så længe du ikke kommer med respekt, får vi aldrig det rigtige forhold. Hverken du og jeg, eller du og Anders. Han ser det nemlig også.

Lange sekunder. Christiane kiggede væk. Sagde til sidst, på en ny måde ikke hårdt, mere træt end noget andet:

– Tror du, jeg ikke forstår det?

– Jeg ved det ikke, var Lines ærlige svar.

– Jeg forstår det. Pause Det er bare

Hun sagde ikke mere. Rejste sig op, rettede på kjolen, tog sin taske.

– Tak for i dag.

Og gik.

Anders hjalp hende med frakken. Line blev i stuen. Hun hørte døren lukke, så Anders kom tilbage.

– Jeg hørte det, sagde han.

– Det ved jeg.

– Du gjorde det rigtige.

– Tja.

De ryddede op til klokken var næsten 23. Sagde ikke meget, men snakkede om småting, hvor resterne skulle stilles, hvilken beholder, fisken skulle i. Da alt var klart, vaskede Anders gulvet, Line tørrede hylder af, og til sidst sad de og drak te uden dug på bordet bare i køkkenet. Det var rart.

– Hvordan går det? spurgte han.

– Jeg er træt.

– Det forstår jeg.

De sad lidt, regnen smattede mod tagrenden udenfor.

De næste par måneder forløb anderledes. Christiane ringede ikke i to uger. Så begyndte hun at ringe til Anders men ikke til Line. Og Line spurgte ikke.

Så en dag kom Christiane igen. Denne gang havde hun spurgt på forhånd, om det passede. Line svarede, at det passede.

Hun kom med en æbletærte fra bageren.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle tage med, sagde hun.

– Tak, sagde Line. Sæt dig bare.

Samtalen var forsigtig, som to mennesker der stadig lige mærker efter, hvor grænsen går men nu ved begge, at den findes. Christiane gik ikke bare i køkkenet mere. Hun kom ikke med råd om møbler. Hun spurgte ind til Lines arbejde, og denne gang lyttede hun, uden den der “godt, så lader vi som om”-mine.

Det var ikke blevet varmt mellem dem. Men noget var forandret.

Anders ændrede sig også. Eller rettere, noget rodfæstede sig hos ham. Han ringede til sin mor for at snakke, helt uden anledning, og Line kunne høre ham gennem væggen sige: Vi tager på ferie sammen, mor. Og du er velkommen til nytår. Og: jeg ringer i næste uge. Helt uden forklaringer.

Det betød mere for Line end noget andet.

I november kom Christiane igen forbi. Hun havde på forhånd ringet og hun havde syltetøjet selv med stikkelsbær.

– Jeg elsker stikkelsbær, sagde hun.

– Det gør jeg også, sagde Line. Det var sandt.

De drak te sammen. Christiane fortalte om Nina, der var flyttet ind hos sin datter og nu klager over larmen. Line så på svigermor, der holdt koppen med begge hænder og bemærkede pludselig, at de rystede lidt. Ikke meget, bare en smule.

Hun nævnte det ikke. Skænkede bare mere te.

Hen mod jul gled tingene mere på plads. Der var ikke varmt, men muligt. Muligt at sameksistere, hvor man ikke behøver lade som alt er godt, og heller ikke går og venter på det næste stik.

En aften lå Anders og Line i sengen hver med sin bog. Så lagde Anders bogen ned og sagde:

– Line, jeg vil gerne sige dig noget.

– Hvad?

– Jeg har tænkt på det hele. Min mor, alt der har været. Jeg ved godt, jeg ikke altid stod på din side som jeg skulle.

Line lagde sin bog. Kiggede på ham.

– Det ved jeg.

– Det er ikke en undskyldning. Jeg vil bare have, at du ved, jeg forstår det nu.

Der var december udenfor, varmen var rar, lamperne tændt.

– Jeg ved godt, det er svært, sagde hun. Mellem mor og kone. Der findes ikke noget rigtigt svar.

– Jo, sagde han. Men jeg har bare ikke ville se det.

Hun sagde ikke mere, tog hans hånd.

Så læste de videre.

I februar stødte de på Christiane i Føtex. Hun var alene, lille kurv, valgte appelsiner. Så dem, stivnede lidt. Kom så over. De hilste, smalltalkede, så sagde Christiane:

– Jeg kigger forbi en dag, hvis det passer.

– Det passer, sagde Line.

Og det “passer”, var anderledes nu. Ikke bare overbærenhed. Bare passer. Fordi Line selv havde besluttet det.

I marts kom Christiane søndag, lagde en pakke stivede servietter på bordet, gamle fra hendes gemmer, sagde ikke noget. Line så på dem, mødte Christianes blik.

– Vi bruger vores egne, sagde hun stille.

Christiane samlede dem op og lagde dem i tasken. Uden ord.

De satte sig til te.

Det lille mosaikbord stod stadig ved vinduet, som det altid havde gjort, med et blad og en vase på. Pelargonien blomstrede for tredje gang den vinter. Bybilledet hang stadig på væggen.

Guldkantsstellet stod stadig gemt væk. Line havde tit tænkt, hun burde give det væk. Men hun lod det stå. Hvorfor, vidste hun ikke. Måske fordi nogle ting bare bliver hængende i vores liv længere, end man selv forstår og det er også en del af det hele.

Da Christiane gik, standsede hun i entreen og sagde:

– Dine pelargonier er rigtig flotte.

– Tak, sagde Line.

Der blev ikke sagt mere. Døren lukkede.

Line gik ud i køkkenet, vaskede kopper. Om lidt kom Anders ind fra stuen.

– Hvordan gik det?

– Fint.

– Sagde hun noget?

– Ingenting.

Han nikkede, tog et viskestykke og tørrede kopper.

– Sagde hun noget om pelargonien?

Line kiggede på ham.