31. marts
I dag er der endelig kommet ro på min arbejdsdag, og jeg har besluttet at skrive ned, hvad der er sket de sidste måneder på kontoret. Måske hjælper det mig med at forstå, hvorfor jeg lod tingene trække ud så længe.
Det hele begyndte, da Sofie trådte ind i vores afdeling for omkring halvandet år siden. Hun virkede meget behagelig pæn og ordentlig, dygtig til sit arbejde, og altid venlig. Sofie er mor til to børn, og i starten lød hendes ønsker om hjælp som det, vi alle gør for hinanden i Danmark: Åh, jeg bliver lidt forsinket hos lægen kan du tage telefonen for mig? eller Jeg skal hente min yngste i børnehaven lidt tidligere gider du lige at indtaste rapporten? Det er bare to klik. Vi er jo vant til at hjælpe hinanden, og jeg syntes, det lød rimeligt, at vi løfter i flok.
Men med tiden opdagede jeg, at der var forskel på at hjælpe og på at overtage andres opgaver. Små ting udviklede sig til store blokke af arbejde. Når klokken slog fem, tikkede beskeder ind fra Sofie: Du er der jo alligevel til klokken seks, og min yngste er syg igen. Hjælp mig lige. Jeg mærkede, hvordan hun spillede på de danske værdier om fællesskab og hjælpsomhed, og ikke mindst morsrollen den er jo nærmest hellig her. Men på et tidspunkt følte jeg, at min grænse var nået.
Sofie gav sig selv billedet af den evigt travle og heltemodige kvinde, der skulle jonglere både arbejde og familieliv. Men realiteten var: vi får det samme i løn, og forskellen bestod i, at mine aftener var mine, mens hendes opgaver efterhånden endte på mit bord. En dag sagde jeg pænt fra med hensyn til at hjælpe en særlig travl eftermiddag, og blev straks mødt af hendes stikpille: Du forstår det jo ikke, for du har ikke børn du kan ikke sætte dig ind i at blive revet i tusind stykker. Det er klassisk man bliver gjort ansvarlig for andres situation og frataget retten til selv at være presset.
Klimaks kom ved kvartalets afslutning. Vi skulle aflevere de store salgstal opgaven krævede virkelig opmærksomhed. Klokken var 16:45, da jeg modtog en mail fra Sofie med alt det rå data, og en lille hilsen: Børnehavens påskefrokost er flyttet, så jeg smutter nu! Kan du ikke lige ordne rapporten? Du er jo vores ekspert, og det tager højst 15 minutter. Jeg giver kaffe i morgen! Jeg indså, at hvis jeg sagde ja nu, så ville jeg endnu engang bøje mig og snart ville denne ekstra byrde føles permanent. Jeg turde ikke bare afvise, for så ender man let med at blive udstødt eller stemplet som egoistisk.
Så jeg valgte en ny tilgang. I stedet for at svare hende, videresendte jeg hendes mail til vores chef, Henrik Jørgensen, og formulerede det neutralt: Hej Henrik. Jeg videresender Sofies mail, fordi hun igen er nødt til at lægge opgaver over på kollegerne pga. familien og ikke kan følge med i arbejdstiden. Kan du hjælpe hende måske skal hendes opgaver justeres, eller hun kan gå lidt ned i tid midlertidigt? Jeg kan desværre ikke påtage mig ekstra opgaver i dag uden at det går ud over mine egne. Jeg trykkede send og havde det som om, jeg brød en uskreven regel. Tankerne flyvede: Angiver jeg hende nu? Kommer hun til at hade mig? Men jeg kunne ikke blive ved med at være den, der dækkede over andre.
Henrik reagerede straks. Han havde ikke indset, at jeg tog over for Sofie, og troede, alle klarede sig selv. Næste morgen blev Sofie kaldt ind til en snak. Hun kom ud fra mødet rød i kinderne, meget tavs, og derefter hørte jeg aldrig mere til hendes bønner om at tage over eller gøre lige det sidste færdigt.
Nogen vil måske sige: man skal være rundhåndet, for børn er jo det dyrebareste. Det er jeg ikke uenig i, men at være godhjertet på nogens bekostning er udnyttelse. Hvis man virkelig er presset, går man til sin leder og aftaler hjemmearbejde, nedsat tid eller ekstra orlov man smider ikke bare sine pligter over på en kollega i det skjulte.
Det handlede ikke om hævn. Jeg satte bare grænser. På en arbejdsplads gælder en enkel regel: hvis du tavst accepterer andres opgaver, siger du i grunden ja til alt. Siden har Sofie ikke spurgt om mere hjælp. Nu hilser vi pænt på hinanden, og vores afdeling kører som før. Jeg har erfaret, at Sofie sagtens kan klare tingene selv så længe hendes opgaver ikke hele tiden placeres på andres borde.
Min lektie er klar: At sige fra er ikke at være uvenlig. Det er at tage ansvar både for sig selv og for den arbejdsplads, man er en del af.
