Frygten for at miste dig
Her bor jeg så, smilede jeg og bød Frida indenfor i min lejlighed på Nørrebro. Kom bare ind, jeg skal lige tage skoene af ovre i gangen.
Frida tøvede i døren, lod blikket glide rundt og stod lidt usikkert og trippede. Hun virkede urolig
Da jeg igen trådte ud i entreen, frøs hun fuldstændig til, øjnene stivnede af rædsel, hænderne rystede, og uden at sige et ord for hun ud af lejligheden og ned ad trappen.
Frida?! Hvor skal du hen?!
Jeg stirrede forvirret på den åbne dør, derefter på Saga, som stod ved siden af mig… Jeg havde godt nok ikke set dét komme, især ikke efter sådan en hyggelig aften.
Gik hun bare? Og sagde ikke engang noget? spurgte min ven Kasper, da jeg fortalte ham om aftenens hændelse over en fadøl på værtshuset.
Ikke et ord, bare smuttede. Hun så ud, som om hun havde set en spøgelse.
Jeg stirrede ned i min øl, satte den på bordet og sukkede.
Jeg forstår det ikke Hvad kunne få hende til at reagere sådan? Hvad skræmte hende?
Tja, der kan være mange grunde. Har du prøvet at spørge hende?
Det ville jeg, hvis altså hun tog telefonen. Siden i går aftes har jeg ikke kunnet få fat i hende.
Har du været forbi hendes opgang?
Nej. Jeg har kun fulgt hende til døren, aner faktisk ikke hvilken lejlighed hun bor i.
Sikke noget mærkeligt noget.
Ja – lidt sært, ikke? Det hele begyndte så godt, og nu det her.
Måske er det ikke slut endnu – du skal ikke tage sorgerne på forskud.
Men altså, det ligner, at hun har ombestemt sig. Jeg kan ikke rigtig se, hvad ellers det skulle være.
Tag det roligt, du ser hende jo på mandag på arbejde. Så får du nok svar.
Jeg mødte første gang Frida i den overfyldte s-tog på vej ind til Rådhuspladsen. Ingen ville vige pladsen for hende, men jeg rejste mig. Hele vejen stod jeg ved siden af og kunne ikke lade være med at smile til hende. Hun gjorde indtryk på mig.
Jeg ville gerne snakke med hende, men for det første havde jeg travlt på vej til arbejde og jeg har heller aldrig været typen, der tør indlede en samtale midt blandt folk. Hvad skulle jeg sige?
Hej, jeg hedder Jens. Her er mit nummer, giv mig et kald i aften Nej, det dur bare ikke.
Og så snart jeg steg ud, gik jeg målrettet videre mod kontoret ikke engang interesseret i, om hun steg af samtidigt eller ej.
Men hele vejen hen til arbejdet var det, som om hun sneg sig ind i tankerne selvom det selvfølgelig var indbildning.
Du ønsker bare, at dine drømme bliver til virkelighed, tænkte jeg.
Det kan man jo godt forstå. Men sådan går det ikke i virkeligheden at møde én og så bare vide, det er for livet.
Hele den næste time sad jeg ved computeren og forsøgte at glemme hende, men det nyttede ikke. Da jeg åbnede en Excel-fil, syntes jeg, jeg så hendes øjne. Da jeg tjekkede mails, var det, som om hendes smil dukkede op. Det var sjovt og næsten lidt uhyggeligt.
Så da vores chef Erik Christensen kom ind på kontoret sammen med netop hende og sagde: Sig velkommen til Frida, hun starter her, troede jeg først, jeg så syner. Du har brug for en ferie, Jens, tænkte jeg.
Men hun var ægte nok nu min kollega. Da hun kom hen til mit skrivebord, smilte hun venligt:
Frida.
Jens. Hyggeligt at møde dig.
Jeg fik åbenbart ikke sagt så meget mere nok, fordi jeg var for overrasket og forvirret.
Men indeni boblede det hele. Noget voksede og blomstrede i mig.
Hver gang jeg så hende i løbet af dagen fik jeg fornemmelsen af, at jeg kunne besejre hele verden. Samle stjerner ned fra himlen eller hente perler fra havet. Jeg var klar til hvad som helst for hendes opmærksomhed.
Senere mødtes jeg igen med Kasper i Fælledparken, hvor vi ofte lufter vores hunde sammen. Jeg fortalte ham om Frida med en iver, så han straks gennemskuede situationen.
Du er forelsket, min ven!
Tror du?
Helt sikkert. Jeg havde det på nøjagtig samme måde med Louise. Man ved det bare med det samme.
Præcis! Jeg får kun lyst til et for evigt, når jeg ser hende.
Så gør noget ved det, mand. Inviter hende ud i biografen, på café hvad som helst.
Jeg ved ikke Tør sgu ikke.
Hvis du ikke prøver, får du aldrig noget at vide. Skynd dig, inden andre får øje på hende.
Hvad hvis hun har en kæreste? Så bliver det vildt akavet.
Så har du da prøvet. Og i værste fald er I bare kollegaer.
Jeg tog mod til mig.
Efter arbejde stod jeg med Frida ved busstoppestedet, rødmede, men spurgte alligevel:
Det er måske lidt mærkeligt, men Skal vi tage en kaffe sammen i aften? Eller gå i biografen?
Hun grinede og sagde ja.
Vi drak kaffe i en lille café, gik en lang tur gennem et stille Vesterbro og jeg fulgte hende hjem. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe på.
Hjemme gik jeg så tur med Saga, min schæfer, alt for sent. Så kunne jeg alligevel ikke sove, og blev liggende og stirre op i loftet, mens jeg drømte. Om at fri til Frida, om familieliv, børn og udflugter ud på landet i weekenden For første gang i mit liv følte jeg, at de drømme faktisk snart kunne blive til noget.
Tre måneder gik.
De tre bedste måneder i mit liv. Middage på gode restauranter, romantiske film på storskærm, kys i silende sommerregn, uden at spekulere på, hvad folk sagde.
Frida var fantastisk. Sød og varm, sjov, skøn og så utroligt ordentlig og beskeden. Jeg kunne ikke tro, hvor heldig jeg var.
Der var kun ét lille problem: Efter hver date skulle jeg jo stadig ud med Saga.
Jeg boede alene, der var ingen andre til at tage hunden. Det var sommetider lidt upraktisk.
Jeg havde flere gange foreslået at slå turene sammen, at vi kunne lufte Saga sammen. Men Frida blev mærkelig tavs, kiggede væk og sagde nej.
Kan vi ikke bare ses alene? Hvem ved, måske får vi lyst til at sætte os ind et sted, drikke vin eller gå i biografen. Hunden kan jo ikke komme med.
Nej, selvfølgelig, sagde jeg.
Så friede jeg.
Hun sagde ja men tøvede stadig, hver gang vi snakkede om at flytte sammen.
Frida, jeg ved godt, at brylluppet først bliver næste år, men det kunne være så rart, hvis vi allerede nu flyttede sammen. Det føles bare tryggere med dig hos mig.
Jeg har lovet min udlejer at blive til nytår Det vil føles forkert at bryde aftalen.
Jeg kan betale for resten af året, hvis det letter det for dig. Kom nu du skal se lejligheden og du skal hilse på Saga. Jeg ved, I vil kunne lide hinanden.
Hun blev trist, men gik med. Hun elskede jo mig, så hun besluttede at prøve at overvinde sin frygt.
Her bor jeg så, sagde jeg, da vi stod i opgangen. Bare kom ind, jeg er tilbage om et øjeblik.
Frida trådte tøvende ind, så sig nervøst omkring og blev stående i døren.
Da jeg trådte ud i gangen med Saga, frøs hun fuldstændig til øjnene stive af rædsel, hænderne rystende og før jeg anede det, for hun ud, styrtede ned ad trappen.
Frida, vent!
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Jeg ringede til hende, men hun tog ikke telefonen. Jeg mødtes igen med Kasper for lidt råd.
Han mente, jeg uanset hvad blev nødt til at afvente. På mandag måtte hun jo komme på arbejde så kunne vi snakke.
Mandag morgen kunne jeg ikke tænke på andet end hende. Jeg stirrede ud af ruden på hver bus, der kom. Men ingen Frida.
Normalt kom hun altid tidligt, så jeg blev bekymret. Hvad nu hvis der er sket noget?
Jeg var lige ved at tage telefonen for at ringe til chefen og melde mig syg, da jeg fik øje på hende ovre på Østerbrogade. Hun var ked af det, håret løst og tårerne spor ned ad kinderne.
Frida, vent!
Hun stivnede, vendte sig og så straks trist ud, da hun så, det var mig.
Hvad er der sket? Hvorfor løb du? Hvorfor svarer du ikke? Jeg går snart ud af mit gode skind.
Undskyld, Jens.
Hvad er der galt?
Arbejdsdagen begynder om fem minutter Må vi ikke snakke i aften?
Har du fortrudt alt? Vil du ikke være sammen med mig? Jeg tog fat i hendes hånd og nægtede at slippe. Jeg har faret rundt i blinde i flere dage. Sig det nu hvorfor løb du?
Undskyld, Jens, men jeg vi kan ikke bo sammen, sagde hun næsten lydløst og begyndte at græde.
Men hvorfor? Hvad har jeg gjort?
Det er ikke dig.
Hvad så?
Hun tørrede tårerne og så mig lige i øjnene.
Jeg er bange
For hvad? For pokker, hvad er du bange for?
Hunde. Jeg er bange for hunde.
Hvad? Saga? Jeg har fortalt dig, at hun er den rareste sjæl, jeg kender!
Men et sted inderst inde vidste jeg godt, at jeg havde ignoreret symptomerne.
Nej, du forstår ikke. Ikke Saga specifikt ALLE hunde. Da jeg var seks år, blev jeg angrebet af en stor hund
Det har du aldrig nævnt
Nej. Jeg tør næsten ikke engang tale om det. Jeg var alene på legepladsen, min mor var nede at handle, og en fuld mand satte sin hund på mig bare fordi jeg sad på bænken. Det var ren held, at jeg blev reddet. Siden har jeg aldrig kunne være rolig omkring hunde.
Frida
Jens, vi kommer for sent arbejdspladsen venter ikke på os.
Lad dem vente Frida, jeg forstår du har en slem oplevelse, men der er jo hunde overalt i byen. Du må have mødt mange allerede.
Det er anderledes på gaden. Jeg kan gå en anden vej, søge hen til andre folk. Men bo under samme tag med en stor hund som Saga? Det kan jeg bare ikke. Undskyld. Det er ikke dig eller hende. Det er bare mig.
Men det er da ikke til at forstå.
Jeg prøvede. Jeg ville virkelig gerne kunne. Men panikken tager over. Jeg havde så håbet, det ville gå. Men det gjorde det ikke. Undskyld.
Sådan er det altså, sukkede jeg tungt, da jeg senere fortalte Kasper om det. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg elsker hende, og hun elsker mig. Men vi kan ikke leve sammen. Kan det virkelig passe?
Jeg håber ikke, du overvejer at skille dig af med Saga? spurgte Kasper.
Nej da! Det kunne aldrig falde mig ind. Saga er min familie. Men jeg elsker også Frida.
Du må kæmpe for det, Jens.
Hvordan?
Frygt for hunde kan man bearbejde. Du må hjælpe hende. Måske en psykolog?
Hun har været til psykolog. Virkede ikke.
Men hun vil gøre et forsøg det er da noget. Mange andre havde givet dig et ultimatum. Din Frida vil prøve at overvinde det. Så du skal hjælpe hende. Hvis ikke dig, hvem så?
Hvis bare jeg vidste hvordan
I skal ikke mødes hjemme hos dig så prøv i stedet ture sammen alle tre. I skoven. Der er ro og plads.
Tror du, det vil hjælpe? spurgte jeg, mens håbet tændtes inde i mig. Bare lidt.
Hvorfor ikke? Hun vil opdage, at Saga ikke vil hende ondt. Det er værd at prøve.
Næste dag hentede jeg Frida i en lånt firehjulstrækker foran hendes opgang, og hun kiggede spørgende på bilen.
Hvor har du den fra?
Kaspers, han har også hund.
Vi skal alle tre køre sammen? spurgte hun og blev straks lidt bleg.
Ja, men bare rolig, Saga er bagi. Kassers bil er lavet til det, og du sidder foran hos mig. Intet kan ske.
Okay
Hun gik med men sagde straks, at hvis hun fik det dårligt, skulle vi vende hjem igen.
En lille time senere standsede bilen på en åben plet i skoven udenfor København. Jeg hjalp Frida ud, lod Saga springe løs og bad hende holde lidt afstand.
Her er flot, sagde jeg for at dæmpe stemningen.
Ja flot, indrømmede hun.
Vi skiftede til gummistøvler. Det havde regnet, så skoven var mudret.
Jeg spillede bold med Saga et godt stykke væk, mens Frida holdt afstand og holdt øje.
Går det? spurgte jeg lidt efter.
Tja svært at sige, svarede hun, stadig stiv i kroppen.
Frida, alle hunde er ikke ens. Den hund, der angreb dig, havde en dårlig ejer. Saga er ikke sådan.
Jeg prøver.
Du ser hun er glad. Mine forældre havde ellers sagt, at jeg aldrig skulle få hund igen efter, jeg var barn. Nu fortryder de det næsten, haha.
Saga fangede bolden og boede sig glad ud.
Giv den et kast, sagde jeg og rækkede Frida bolden.
Det tør jeg ikke.
Luk øjnene. Bare én gang.
Hun tog tøvende imod bolden, klemte øjnene i og kastede den så langt, hun kunne.
Godt! grinede jeg. Saga, hent!
Saga løb efter den, men blev så væk. Vi kunne høre hende gø.
Hvor blev hun af? spurgte Frida.
Hun finder nok bolden men hun hader altså vand, forklarede jeg, da vi nåede hen til et kær. Hun stod og gøede ad bolden, der lå i overfladen.
Sikke noget, smilede jeg.
Hvad?
Hun tør ikke hente den ud af pytterne. Engang fiskede jeg hende op ad en å, da hun var hvalp. Siden da nægter hun alt vådt. Men jeg kan klare det.
Jens, pas nu på. Tørven kan være farlig her.
Det ligner bare en almindelig pøl, Frida.
Da jeg trådte ud i vandet, sank jeg pludselig i op til knæene!
Jens, er du okay?
Ja, ingen fare bare lidt dybere end ventet.
Men for hvert skridt sugede mudderet mig mere fast. Pludselig kunne jeg ikke komme videre.
Går det, Jens? råbte Frida.
Nej Jeg sidder fast!
Kom nu op!
Kan ikke. Det er det er et moselod.
Saga peb på land. Jeg råbte til Frida:
Find en lang gren!
Med rystende hænder fiskede hun telefonen op, men der var selvfølgelig ingen dækning. Panikken i hendes øjne, hunden så tæt på hun var skræmt fra vid og sans.
Men da Saga kiggede på hende, badende om hjælp, var det, som om noget vendte sig i hende. Hun tænkte kun på mig, der var i fare og kiggede sig om.
Så tog hun en lang, stærk gren, gav sig til at råbe til mig og rakte mig grenen. Jeg greb hårdt fat, og hun trak med al kraft. Saga hjalp til.
Sammen fik de mig fri af mudderet. Våde, blege, trætte men intet var vigtigere, end at vi nu sad sammen i græsset.
Damer, hvad skulle jeg have gjort uden jer, sagde jeg og krammede dem begge. I har altså reddet mig fra en slem skæbne.
Jeg var så bange
Sig nu ikke, du har fået en ny fobi, lo jeg.
Jo, Jens. Jeg har: Jeg er rædselsslagen for at miste dig. Den frygt er stærkere end nogen anden.
Hun kastede sig i armene på Saga og krammede hende længe.
Tak, Saga. Tak fordi du også hjalp!
Senere, efter varme bade og god mad, lå vi alle tre på min sofa og så film og det måtte selvfølgelig være hundefilm.
Der var ikke andet, vi ville den aften. Og jeg vidste det gjorde Frida også at frygten for at miste hinanden nu bindede os alle tre sammen.
Der er noget, jeg har lært: At ægte kærlighed er at turde kæmpe sammen mod selv sine dybeste frygte.
