Jeg var seksten år gammel, da mine forældre overraskede mig med nyheden om, at der ville komme endnu et barn i familien. Far talte til mig, som om jeg stadig var lille fortalte, at jeg ville få en lillebror eller lillesøster, og at jeg skulle hjælpe til. Jeg havde det egentlig meget godt med at være enebarn. Jeg tænkte også på videregående uddannelse, og vidste udmærket, at med en baby blev der brug for penge til bleer og alt muligt andet. Det betød, at ingen sandsynligvis ville betale for mine studier.
Jeg var et temperamentsfuldt barn og kom til at såre mine forældre, da jeg spurgte, hvorfor to gamle mennesker ville have et barn. Hvorfor ville de ødelægge mit liv, netop nu, hvor det var så vigtigt for mig?
Efter skænderiet trak jeg mig ind på mit værelse og kunne høre, hvordan far trøstede min grædende mor. Men jeg følte ikke rigtig med hende.
Senere fik jeg faktisk en lillebror og jeg elskede ham højt. Desuden kom jeg på universitetet. Men jeg syntes aldrig, det var vigtigt at undskylde over for mine forældre for dengang og mine hårde ord.
Efterhånden blev jeg voksen, fik kone og en datter. Hun voksede også op som enebarn i mange år, for min kone havde ikke lyst til flere børn. Så skete det pludselig, og jeg blev nervøs over at skulle fortælle Astrid, at hun ikke længere skulle være alene. Heldigvis var hun stadig ret ung kun elleve år og hendes reaktion var ekstraordinær langt fra min egen.
Juhu! Så får jeg en lillebror eller lillesøster? Hun sprang i armene på mig og løb straks over for at kramme sin mor. Endelig!
Hendes glædesudbrud føltes som at få en iskold spand vand over sig. For et øjeblik stod jeg i min fars sted og fik den reaktion, jeg havde drømt om. Mine forældre måtte leve med min manglende forståelse og selviskhed.
Skal vi ikke fortælle det til farmor og farfar i dag? foreslog jeg til min kone og Astrid. Lad os besøge dem og dele den gode nyhed.
Jeg ville gerne gøre lidt op med fortiden. Jeg havde også lyst til at sige undskyld for noget, de måske for længst havde glemtDa vi senere sad sammen rundt om kaffebordet hjemme hos mine forældre, var stemningen spækket med latter og glæde. Astrid fortalte ivrigt om alle de ting, hun ville lave med sin kommende søskende, og mine forældre lyttede med varme øjne. Jeg kunne se, hvordan min far klappede min mor forsigtigt på hånden, og hvordan hendes smil var fyldt med ro.
Så skævede jeg til min lillebror, der nu var en ung mand, og genkendte glimt af den samme undren, som jeg selv havde følt for år tilbagebare vendt udad, mod verden og ikke indad. Jeg indså, at familiens kærlighed ikke blev mindre, men bare udvidede sig, hver gang et nyt medlem kom til.
Jeg satte mig på kanten af stolen og rømmede mig, mens Astrid grinede og min kone nikkede opmuntrende. For første gang i mange år sagde jeg det, som aldrig var blevet sagt:
Undskyld, fordi jeg dengang ikke forstod jer. Jeg forstår nu, hvorfor I ville give mig en bror, og hvor meget det betød.
Min mor tørrede stille en tåre væk og min far smilte stort, som om han havde ventet på de ord hele sit liv.
Vi blev siddende længe, snakkede om fremtiden, og jeg følte, at fortidens skygger forsvandt til fordel for noget nyt og lysere. Familien var på vej til at vokse igen, og denne gang var jeg parat til at tage imod det med åbne arme.
Da vi gik hjem, gik Astrid ved siden af mig og sagde:
Jeg tror, det bliver det bedste, der er sket for os.
Og i det øjeblik vidste jeg, hun havde ret.
Jeg stod pludselig i samme situation som min far engang gjorde. Jeg var virkelig bekymret for, hvad mit barn ville sige
