Kirsebærsyltetøj
Line, hvor har du gjort af mors gamle balje? Du ved, den, vi altid kogte syltetøj i? Anna lukkede skab efter skab op i det lille sommerhuskøkken uden held. Den er bare væk! Jeg har ledt alle steder.
Måske har hun sat den op på loftet? Hun sagde jo, at efter far gik, var der ligesom ingen længere, hun ville lave syltetøj til.
Ja, vi er jo ikke mennesker Anna rejste sig tungt fra knæ foran det sidste åbne skab og stønnede.
Hvad nu? sagde Line bekymret og så på sin søster.
Åh, det er bare ryggen igen. Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg stod bare dumt.
Du burde altså gå til lægen med det.
Ja, og høre det samme som sidst? Jeg ved jo godt, hvad de siger.
Du lyder lige som mor! Line viftede fornærmet med hånden, så vanddråberne sprøjtede fra de kirsebær, hun skyllede. Nogle af dråberne ramte Missemor, som lå og snorkede på stolen ved siden af, og katten reagerede med et fornærmet fnys, åbnede sit ravgule øje og dækkede straks snuden til med poten, inden den døsede videre. Nå, ingen skænderier, så er det godt nok. Det var jo dig selv, der altid belærte hende om at tænke på helbredet og blev tosset, når hun ikke gad at høre efter. Men du er ikke bedre.
Line, lad nu bare være. Du ved jo, min ryg har været dum i mange år, og den bliver ved med at drille, uanset hvad jeg gør. Lad os nu finde den balje, i stedet for at diskutere. Jeg har forsøgt at lave syltetøjet i noget andet, men det bliver bare aldrig det samme. Det smager godt, men… ikke det samme.
Måske kendte mor en hemmelighed?
Hun sagde aldrig noget. Vi lavede jo syltetøj sammen masser af gange. Det var helt normalt, intet specielt.
Line rejste sig og gik ud af køkkenet.
Hvor skal du hen? råbte Anna efter hende.
Op på loftet.
Jeg kunne selv have gjort det.
Bliv nu bare siddende. Hvis din ryg først sætter sig deroppe, skal vi have en gårdkran for at få dig ned.
Den kraftige Anna grinede lavt. De havde aldrig pyntet på sandheden over for hinanden, og de sagde tingene, som de var. Selvom de så helt forskellige ud tynde, høje Line og lille, rund Anna så var de i temperament som to kirsebær på samme gren. Line kunne lide at drille søsteren, og selvom Anna var både buttet og lav, var hun på sin vis hårdfør, ligesom mormor var. Anna havde nemlig mormors blå, klare øjne og mørke krøller, men ellers mindede hun ikke rigtig om sine forældre. Karakteren arvede hun også. Det første ord, hun sagde som barn, var ikke mor, men et bestemt Selv! Da Anna begyndte i skolen, sagde mormor altid, at man intet kan forvente sig her i livet, hvis man ikke selv sørger for det vigtigste.
Hun var stolt af sin familiehistorie. Mormor Marie havde været lidt af en legende, som havde klaret sig med to tvillingedøtre alene, efter hun mistede sin mand. Der var ikke hjælp at hente fra nogen, men Marie tog aldrig fejl af, hvad hun skulle: Hun bankede på hos naboen, fru Rasmussen, som var skoleleder i landsbyen.
Fru Rasmussen, jeg ved, De kender mange i byen. Mongen, der trænger til lidt hushjælp eller rengøring? Jeg har virkelig hårdt brug for arbejde. De ved, jeg slider og gør mig umage.
Ja, det ved jeg, sagde fru Rasmussen med sin karakteristiske, brummende stemme.
Hun havde arbejdet som skoleleder i mere end ti år, og alle lige fra børnehaveklassen til pedellen respekterede hende. Hun havde altid forbindelser.
Men hun skænkede Marie te og så på hende tror du, du kan omgås de lidt fine damer? Nogle kan være sære.
Har jeg et valg?
Nej. Enten arbejder du, eller også må du tage konsekvensen. Hvorfor sender du ikke ungerne på børnehjem så længe? Så kan du hente dem igen, når du har styr på det hele.
Marie stivnede, men rejste sig roligt:
Sådan er jeg ikke opdraget. Jeg efterlader ikke mine børn som hittegodser. Jeg skal nok klare den.
Sæt dig, sagde fru Rasmussen og smilede. Nu ser jeg, du godt kan klare det. Du har både stædighed og forstand. Jeg skal nok hjælpe dig.
Hun holdt sit løfte og skaffede Marie plads som hushjælp hos operasangerinden Frk. Meyer. Frk. Meyer var krævende og lidt svingende, men hun havde et gyldent hjerte.
Marie, hvor er dine dejlige piger? Dem må du tage med hertil næste gang. De hører til her.
Sådan blev tvillingerne begyndt i musikskolen, for Frk. Meyer mente, de begge havde talent, og hun trøstede Marie, da hun kom til at fortælle, hvordan et liv dedikeret udelukkende til musikken havde gjort hende ensom.
Da Frk. Meyer gik bort en vintermorgen, overtog Marie og pigerne efterhånden lejligheden, arvet til pigerne. Det var ikke bare et hjem, men også begyndelsen på en ny tid.
Anna huskede nu tydeligt, hvordan hun og Line for første gang trådte ind i Meyers gamle, lidt mørke lejlighed fyldt med skæve møbler og pianistinden, der hverken var ung eller gammel. Anna, dengang fem år, var tryllebundet af det store flygel. Da alle voksne var travlt beskæftigede, åbnede hun blidt låget og trykkede på tangenterne. Første gang var det ikke musik, men lyde, som alligevel greb hende.
Men hendes mor, Katrine, kom ind, skældte ud og lukkede straks låget i over fingrene på Anna, som grædende løb væk.
Så begyndte mønstret, der fulgte hele Annas barndom: Katrine holdt sig til lillesøsteren Line og lod Anna selv om at passe sig. Anna lærte sig at klare sig selv, blev god til både skole og gymnastik, men Katrine sagde blot, Fint nok.
Da Line blev lidt ældre, var hun morens yndling, og intet Anna gjorde, kunne ændre det. Det blev kun værre, da hun begyndte på musikskolen og blev familiens stolthed, som Katrine pralede med ved kaffebordet.
Anna var blevet forvist fra musikkens verden og følte sig som gæst i sit eget hjem. Hun søgte alligevel trøst hos mormor, og sammen tilbragte de mange somre på sommerhuset, hvor Anna lærte at elske både skovhaven, de gamle æbletræer og de blå klynger af forglemmigej.
Da mormor blev gammel, blev sommerhuset det sted, alle samledes. Der var Anna og Line Katrines piger og Nina og Pauline fra Zinas ægteskab, Annas tvillingefaster. Familien voksede, men båndene blev aldrig stærkere imellem søstrene, især da gamle uenigheder om sommerhuset og lejligheden trængte sig på.
Mormor døde en blæsende efterårsdag, ramt af en falden gren fra naboens elmetræ, og derefter var der ingen tilbage, der holdt hele familien samlet. Anna huskede tydeligt, hvor alene hun følte sig, da hun sad i den tomme stue, hvor kun katten Missemor ledte efter sin madskål og musespor.
Efter mormors død gik alt i opløsning. Katrines mand gik fra hende uden forklaring, og Katrine slog sig helt fast på, at det var verden og ikke hende der var gal. Hun lod det især gå ud over Anna, som dog tog til genmæle, da Katrine forbød hende at se faren.
Forholdet mellem søstrene stod på standby, men det afholdt ikke Line og Anna fra at tage på sommerhus, hvor de drak te i den lune aften, med den gamle kobberbalje stående på bordet, fyldt til kanten med duftende, mørkerødt kirsebærsyltetøj. Katten havde forladt køkkenet for længe siden han syntes langt bedre om duften af Katrines gammeldags sylte end sødt sylt, men sådan var Missemor nu.
Kan du huske, hvordan mor lavede hele reolrækker med kirsebærsyltetøj før i tiden? spurgte Anna.
Ja, og far kunne spise det med ske lige fra glasset.
Det kunne mor ikke lide. Hun sagde altid, han ikke var ene om det.
Hun sagde meget men gjorde ofte det modsatte.
Hun lod os blive, men sendte i virkeligheden alle andre væk, selv tanten Zina. Hun ville ikke se sine egne børnebørn mere. Hvorfor tror du, hun gør sådan, Line?
Hvem ved, sukkede Line og hældte mere te op. Jeg har aldrig forstået hende.
Det mærkelige er, hun altid sagde, at du var den eneste, der forstod hende.
Sådan følte jeg det aldrig. Hun forsøgte konstant at vende mig væk fra dig, Anna. Som om vi ikke skulle være venner, bare fordi vi var søstre.
Tror du, hun var jaloux? spurgte Anna.
Måske. Line smilede skævt. Hun tog altid dine gamle ting og gav mig dem under påskud af, at du var blevet for stor til dem. Men de blev aldrig rigtigt mine. Heller ikke din yndlingsdukke, Lise, eller bjørnen Pap. Kan du huske, hvordan hun smed dig ud, når jeg skulle øve klaver?
Ja, Anna lo og gjorde stemmen mørk: Anna! Ud med dig, du forstyrrer! Line, kære, øv dig nu!
De lo sammen, og Anna sagde:
Det slog hende aldrig, at du egentlig lærte mig at spille klaver. Vi lavede dobbelt op på dine musiktimer, bare sammen.
Du elskede klaveret mere end jeg. Og spiller stadig bedre.
Ah, det er ikke noget særligt. Tallene i mit regnskab er også lidt musik for mig at aflevere årsregnskab er sin egen lille symfoni!
De grinede og tier et øjeblik. Så spørger Line:
Tror du nogensinde, mor forandrer sig?
Jeg ved det ikke, svarede Anna eftertænksomt. Mormor sagde altid: Ingen er vigtigere end familien. Selv hvis de ikke elsker dig, som du helst ville, kan du jo stadig elske dem, som du vil. Tanten Zina ser på det på samme måde; hun vil altid tage imod, hvis Katrine vil forsones. Hellere en dårlig fred end evig krig.
Er det rigtigt, tror du?
Anna flyttede lidt på kopper og slikskålen, før hun dæmpet sagde:
Det tror jeg, Line. Det forstår jeg bedre nu, end da jeg var yngre. Livet går hurtigt, og pludselig er man alene tilbage. Bedre at mødes én gang for en stund end aldrig at mødes mere.
Kom du selv på det?
Anna rystede på hovedet og smilede varmt.
Nej, det lærte jeg af mormor for mange år siden. Hun sagde altid, at ingen kan tage fra dig, hvor højt du elsker dem, heller ikke mor. Så det må vi leve efter, tænker jeg.
Udenfor begyndte gruset at knase, og en lille, hvid minibus trillede op foran sommerhuset. Snart væltede hele flokken ind: børnebørn, oldebørn, nevøer og niecer alle sammen skrigende Bedste-mooooooor! og Missemor lovede sig selv, at hun først kom ind igen, når der var ro.
Inde i stuen blev den gamle, tunge dug lagt på bordet, kopper og krus sat frem alle havde de deres egen kop, som kun blev brugt, når hele banden var sammen. Anna bar ind med baljen med syltetøj, og børnene jublede de vidste, at hvis de spiste alt i dag, var der ingen glas at tage med hjem i morgen. Snart fløj stenene fra kirsebærrene i smug ud gennem vinduet. Hvis de voksne opdagede det, lød svaret straks:
Vi planter da bare et træ! Så vi kan lave syltetøj, når vi bliver gamle, bedstemor!
Senere spredte hele flokken sig for at gøre sig klar til natten, men ingen gik i seng. I stedet sad de på trapperne ud til haven, sang et par sange lavmælt og faldt til sidst i søvn hos hinanden. Først da gled Missemor frem fra sit skjul, søgte et lille børnehjerte, som dryssede sin hånd ned i den bløde pels, og katten begyndte at spinde og fornemmede, at nu var alt igen, som det skulle være. Og huset fyldtes af ro, af minder, og af en lykke, der stod og sitrede i nattemørket, længe efter børnene var faldet i søvn.
