Rødtop, rødtop, fuld af fregner
– Ham der? Seriøst, Asta, er du blevet vanvittig? Hvem jeg er, og hvem dét rødhårede mysterium er de ting passer bare ikke sammen.
Amalie kunne nær ikke stoppe sin latter, mens hun betragtede den høje, rødhårede fyr, som gik ned ad gangen. Der var egentlig ikke noget virkelig sjovt ved ham. Han var høj, havde god figur, var pænt klædt. Alligevel var der noget, der ikke hang sammen. Måske var det den vilde, ildrøde hårmanke, måske de utallige fregner, der dækkede næsen og kinderne, eller den måde han bevægede sig på, som om han om lidt ville give én et kæmpe kram for der strålede et kæmpe smil på hans ansigt. Folk, som gik forbi, kunne ikke lade være med at smile tilbage. Nogle hilste endda, troede vist at det store smil betød, man burde huske ham fra et steds for længst.
En professor kom forbi ham, der skulle tage eksamen og Amalie sank, hun var slet ikke forberedt, og Asta spurgte, hvorfor hun overhovedet var kommet. Det var trods alt bedre at lade være med at møde op end at få en direkte dump.
Den rødhårede fyr smilede endnu bredere hvilket egentlig ikke burde være muligt og begyndte at snakke med professoren. Amalie blev overrasket over at se, at de grinede sammen, og hun vendte sig om mod sin veninde:
– Kender de hinanden, eller hvad?
– Aner det ikke jeg har set ham et par gange før, men det var først i går, han kom over til mig og begyndte at forhøre sig om dig.
Amalie trak på skuldrene.
– Du var da hurtig til at sladre, hva? Kunne du ikke klare konkurrence?
Asta så hende op og ned og grinede:
– Hør nu her, du er da sød nok, men du er ikke ligefrem min konkurrent, Amalie, undskyld jeg siger det.
– Hvorfor ikke?
– En pige skal altså have andet end et kønt ansigt. Du har hverken hobbyer, holdninger, eller venner. Jeg tæller jo ikke. Mig tåler du bare.
Amalie så tænksomt på sin veninde. Hun havde jo ret. Der var ikke noget at blive fornærmet over. Amalie brød sig heller ikke om at være fornærmet det krævede for meget energi, havde hendes mor altid sagt, og den havde Amalie taget til sig. Det var langt nemmere bare at tage tingene, som de kom, og ikke konstant skulle diskutere alting. Sådan var det med venner hun havde ikke mange, mest fordi hun aldrig skjulte, hvad hun tænkte om tingene eller folk omkring sig. Hun kunne godt lide mennesker men havde nemt ved at sige farvel. Asta var den eneste, der havde fanget hendes måde at være på, og derfor holdt de fast i hinanden.
– Jeg har da mit eget syn på tingene. Resten er småting. Hvorfor fylde mit liv med tomme mennesker dig rækker for mig.
Asta grinede igen.
– Nå, hvad tænker du så om ham fyren? Han står nærmest og tripper for at komme herover.
Nu havde Rødtop allerede næsten nået dem, og hans smil var fuldstændig fantastisk. Nu kiggede han kun på Amalie. Hun smilede lidt til ham og gik ind i lokalet.
– Var det svaret? Asta fulgte efter helt op bagi.
– Synes det var rimelig tydeligt, ikke?
Amalie dumpede eksamen, selvfølgelig. Professoren så på hende med et blik fyldt af medlidenhed.
– Har du overhovedet læst til i dag?
– Ærligt? Nej. Jeg havde ikke tid. Amalie kiggede på professoren, som var han et stift møbel henne i hjørnet.
– Ja, tak for ærligheden.
Han sukkede, skrev en karakter og lod hende slippe.
Ude på gangen snuppede Asta hendes karakterblad og spærrede øjnene op.
– 02! Hold da op, han var i virkelig godt humør i dag.
– Fantastisk! Det er fint for mig. Amalie tog papiret og kiggede ned i tasken, mens en skygge blev kastet foran hende det var Rødtoppen.
– Hej!
– Hej… Amalie sendte et vredt blik mod Asta, men hun trak bare på skuldrene.
– Jeg hedder Anton. Lad nu være med at være sur!
– Sur på hvem? Amalie hævede øjenbrynene.
– Din veninde. Hun ser ud til at fryse til is. Hun er uskyldig. Det var mig, der planlagde at møde dig her.
– Imponerende! Og hvad vil du så egentlig?
– Lære dig at kende. Dyrke et forhold. Få et hav af børn og holde sammen hele livet.
– Det sker nok ikke.
– Hvorfor ikke?
– Vi matcher ikke.
– Siger du det? Du er smuk, jeg er forrygende charmerende. Hvor ligger problemet?
– Modsætninger. Undskyld, men jeg må videre.
Amalie fik endelig lukket tasken, kastede den over skulderen og nikkede til Asta:
– Kommer du?
Anton stod bare og kiggede efter dem med sit evige smil. Nå, hun afviste ham. Det var vel heller ikke første gang. Med lidt charme og vedholdenhed så skulle hun nok komme rundt på bedre tanker. Han fløjtede for sig selv og gik mod udgangen. Der var meget at tage sig til, og han var ikke typen, der hang fast i nederlag.
Dagen efter fik Amalie først en buket roser, dernæst en æske Anthon Berg chokolader hendes absolutte favoritter og til sidst to billetter til en koncert, hun havde drømt om, men hvor billetterne var revet væk for længst.
– Klichefyldt? Anton stod i døren til auditoriet med det bredeste grin, mens Amalie nærmede sig.
– Virkelig. Intet nyt.
– Jeg troede ellers, du var til de solide, gammeldags fyre.
– Hvor får du det fra?
– Dit udtryk. Du er ikke sådan en, der bare vil lege. Du er til det seriøse.
Asta fnøs og gik ud, men Amalie valgte at blive nysgerrig på, hvad det egentlig kunne blive til.
Derfra udviklede det sig faktisk. Hun begyndte at se Anton, men det hele føltes lidt som et rollespil. At invitere ham hjem, og præsentere ham for forældrene? Udelukket. Hendes far ville formentlig sige:
– Hvordan forestiller du dig fremtiden med sådan en mand? Det er ikke alvorligt, Amalie. Drop det fjolleri.
Mor ville sikkert bare gå i panik og ende på sofaen med kamillethe og klagerier.
Det var nok derfor, Amalie intet spurgte ind til Anton hvad han lavede, interesserede sig for, hvordan han boede. Hun vidste han gik på samme universitet, og det var tilpas viden for hende. Omvendt vidste han nærmest alt om hende hurtigt. Når han kyssede arret mellem hendes fingre, sagde han gerne:
– Vi må hellere holde øje med vores børn en dag! Tænk, at et cykelstyrt kan gøre så ondt. Gjorde det ondt?
– Kan næsten ikke huske det. Hvad betyder det nu? Og hvad er det med de vores børn?
– Vil du ikke have børn?
– Jo, men ikke lige nu. Jeg vil ud at rejse, lave karriere og så kan børn komme bagefter.
– Helt klart. Hvor vil du så starte?
– Mexico!
Hun sagde det bare for sjov men hvordan skulle hun vide, at Anton tog alt om hendes ønsker alvorligt?
– Har du egentlig pas? spurgte han et par dage senere.
– Hvorfor? Hun var irriteret. Forældrene ville til Vesterhavet med venner, og hun kunne ikke klare tanken om at bruge tre uger i selskab med tre pensionister.
– Du sagde, du ville til Mexico?
– Du må da joke! Hvor skulle du få sådan nogen penge fra?
– Det må du lade være mit problem. Så skal du med eller ej?
Selvfølgelig ville hun det! For første gang siden de begyndte at ses, lykkedes det Anton at slå benene væk under hende. Hun fortalte ikke forældrene, hvor hun skulle, men påstod hun skulle med veninderne på ferie. Efter lidt brok sagde de ja.
Rejsen var fantastisk. Anton var ferm til at planlægge, og alt det, Amalie drømte om at opleve i Mexico, fik hun set plus meget mere, Anton havde opsnuset på forhånd. Turen blev et minde for livet men shutdown kom hurtigt, da de kom hjem.
– Jeg er gravid! Amalie gik rastløs rundt hjemme, tæt på at græde. Det var så langt fra hendes planer, både barn og graviditet. Anton smilede som altid nu endnu bredere, og det irriterede hende helt vildt. Hvad griner du ad? Fatter du ikke alvoren?
– Selvfølgelig gør jeg det! Anton samlede hende i sine arme, uden at ænse hendes modstand. Det er jo fantastisk, Amalie! Vi bliver en rigtig familie.
– Familie?! Hvordan kan du sige sådan? Har du set dig selv? Hvordan skulle jeg skabe familie med dig? Hvad tror du jeg føder en solsikke måske?!
Nu blev Anton alvorlig og slap hende.
– Hvorfor taler du sådan? Hvad er der galt med mig?
– Alt! Amalie var tæt på at råbe. Hvorfor tog jeg overhovedet med dig? Hvad gør jeg nu?
– Du skal føde barnet.
Der var noget hårdt i hans stemme, som fik Amalie til at spænde ned.
– Jeg vil ikke! Det er mit valg, og sådan må det blive.
– Du har ikke ret alene. Vi skal beslutte sammen. Det er også mit barn.
Hun satte sig i stolen og græd.
– Ingen vil have det her barn. Kan du ikke fatte vi duer ikke sammen.
– Hvorfor ikke?
– Jeg elsker dig ikke!
For første gang forsvandt Antons smil. Det var som om lyset slukkede i rummet.
– Hvorfor var vi så sammen? Han så forvirret og knust på hende.
– Du var alt for insisterende, og det var sjovt bedre end ingenting
Han slog blikket ned, vendte sig væk. Amalie betragtede ham. Da han talte igen, lød stemmen fremmed, og hun ville ikke afbryde.
– Nu er det klart for mig. Tak, fordi du forklarede. Hvad så med barnet det er jo et liv, Amalie.
– Det er ikke et barn endnu! skreg hun vredt. Bestem ikke over mig, forstået? Jeg gør, som jeg vil.
Anton så på hende og kunne ikke tro, dette var den pige, han havde holdt om for bare dage siden. Han forstod ikke selv hvorfor, men sagde så:
– Hvad hvis jeg foreslår en aftale?
– En aftale?
– Ja. Du føder barnet. Jeg hvad vil du have? Penge? En lejlighed? Hvad som helst.
Amalie kneb øjnene sammen:
– Og barnet?
– Jeg tager barnet, hvis du ikke vil have det.
Anton så ikke på hende, men sad blot og betragtede mønsteret i gulvtæppet mindede ham om barndommens løbere hjemme hos hans mor. Han huskede varmen derhjemme, hans mor, hendes kærlige smil følte savnet brænde i kinderne.
Hans far døde for snart mange år siden, og Anton havde ikke efterladt sin mor en eneste dag hun ville have opgivet livet, hvis ikke han havde insisteret på at blive hos hende. Han tog orlov fra uni, arbejdede om natten som programmør, som faderen havde presset ham til at blive. Dagen brugte han på at hjælpe sin mor ud af mørket. Det tog næsten et år for hende overhovedet at smile og endnu et før hun forfulgte sin gamle dansedrøm og åbnede en danseskole. Flamencominder fyldte hendes hverdag, og Anton så lyset vende tilbage, lidt efter lidt.
Efter noget tid voksede hans egen lille IT-virksomhed, økonomien blev bedre og alt, han egentlig ønskede, var et liv med Amalie men hun afviste ham.
– Jeg siger ja hvis du gør, som jeg siger, sagde hun til sidst hæst.
Han nikkede. Han havde netop købt sit barns liv. Eller datterens. Hvordan kunne det være
Men, det blev aldrig. En uge senere fortalte Amalie, at hun ikke længere var gravid og for første gang fortrød Anton, at han var blevet opdraget med så meget anstændighed. Han standsede hånden, der ville have rørt hendes kind, og gik bare.
Hans mor sagde ikke et ord, da han kom hjem, satte bare en kop te foran ham, satte sig ved siden af og lagde armen om hans skuldre, indtil mørket faldt på udenfor, og teen blev kold.
– Mor?
– Ja, min skat?
– Hvordan går man videre? Efter alt det her?
– Man lever bedst af alle!
– Hvad? Han drejede hovedet forundret mod hende.
– Du hørte mig. Man skal leve bedst af alle. Så hurtigt, at sålerne brænder under fødderne. Du troede vel ikke, det var den sidste dårlige oplevelse i livet? Eller den sidste, der svigter dig? Nej. Der kommer flere. Vi lever ikke i himlen. Her er ingen engle. At lade sig slå ud, det er det dummeste, du kan gøre. Så sig tak, hvis nogen lærer dig noget.
– Tak for hvad?
– For erfaring! Næste gang ser du lige lidt bedre efter, hvem du får følelser for.
– Tror du, nogen vil have sådan en som mig…
– Hvilken slags?
– Rødtop, rødtop, fuld af fregner
– Én, der elsker dig rigtigt.
Anton grinede sit stakkels grin, og fortalte så alt til sin mor.
– Jeg er ikke rar indeni, mor. Jeg tilbød penge for mit eget barn. Det var absurd.
– Absurd er mildt sagt hun gik rundt i køkkenet. Men du gjorde det kun for at redde barnet, ikke?
– Jo
– Så kan jeg ikke dømme dig. Jeg aner ikke, hvad jeg selv ville have gjort.
– Hvad gør jeg nu? Hvordan ser jeg lyset igen?
– Tja faktisk har jeg en idé! Du kunne blive klovn, skat.
– Hvad?! Anton så målløs ud.
– Det er ikke for sjov. Jeg har en i dansegruppen, der er frivillig klovn på hospitalet, men hendes makker er flyttet. Måske kunne du hjælpe? Hvis du giver andre noget lys, får du måske selv øje på dit eget igen.
Anton tænkte over det. Der var noget om det. Og hvem bedre som klovn end sådan en rødhåret én?
Projektet blev det bedste, der var sket for ham længe. Første dag gik han fra afdelingen med et sus. Ikke pga. børnenes larm, men fordi han mærkede, hvordan glæden trivedes trods alt hos syge børn. Mødrene holdt hårdt øje med de små, men i et øjeblik kunne de smile til de frivillige, som gav deres børn bare en halv times lethed.
– Hvordan klarer du det? spurgte Anton Oline, hans nye klovnemakker, mens hun tog parykken af i omklædningen efter showet.
– Det er simpelt. De har det værre end mig. Jeg skal kun hjem og putte mine katte, læse en bog eller gå en tur med venner. Jeg venter ikke på prøvesvar, eller på besked fra en læge. De har så meget bøvl jeg kan give dem en halv time, hvor alt føles let. Og så er det det hele værd.
Anton så på hende forstod ikke helt, hvordan hun kunne klare så meget smerte uden at falde sammen, men Oline smilede sit runde smil og rakte hans klovnenæse over.
– Man vænner sig. Eller også gør man ikke, og så må man stoppe det er ikke for alle, Anton. Men du klarer det fantastisk, og børnene elsker dig.
Fra da af blev han Klovn Anton for alle børn på Rigshospitalet. Med tiden dumpede han ud som kandidat, voksede sit firma, og dansestudiet blomstrede. Kun kærligheden haltede stadig.
Oline blev gift, Anton blev fadder til hendes søn, og han kørte stadig rundt som frivillig i klovneteamet i København. De skrappe afdelingsledere gav efter, mens den charmerende rødhårede unge mand tryglede for lidt ekstra glæde i børnenes hverdag. Størstedelen af hans overskud gik til at sikre bedre behandling for de små.
Så en dag, da han igen hastede fra kontoret til hospitalet, overså han en lille, spinkel pige, som krydsede foran bilen ved indgangen.
– Ser du dig egentlig for, når du kører?!
Anton så forvirret på det lille væsen på trappen.
– Tommelise!
– Nu også øgenavne! sagde hun og forsvandt op ad trapperne.
Anton ville forklare, men han havde travlt, så han greb udstyret og gik ind.
Under dagens show kollapsede en lille dreng i første række pludselig, og Anton kastede ét blik efter personalet, men pludselig løb Tommelise hen til drengen, råbte:
– Hvad står I og glor for? Hjælp lige til! Han skal på stuen.
Anton bar drengen ind, mens hun dirigerede.
– Herind på sengen, så finder jeg lægen.
Hun glemte ham med det samme og koncentrerede sig om barnet. Sygeplejersken og lægen dukkede op, og Anton gik stille ud.
– Nå, bid mærke i Luna? spurgte overlægen, Asger, bagefter. De var gamle bekendte.
– Hvem?
– Luna Arnesen. Søster til Mikkel drengen du bar ind.
– Søster? spurgte Anton forvirret, men tankerne kredsede allerede om hende.
– Forældrene døde for en måned siden i en trafikulykke på vej til undersøgelse med ham. Mikkel slap uden en skramme. Luna nægtede at give ham væk. Deres far var advokat, så hun sørgede for, at Mikkel blev hos hende hun ved, at han ikke ville klare sig i en plejefamilie, med hans sygdom. Er din nysgerrighed tilfredsstillet?
– Fint nok.
– Alle ved, du samler til børn i nød. Mikkel skal opereres og have lang genoptræning. Kan du hjælpe uden at Luna får det at vide?
– Sikkert. Bare lov mig, Luna ikke får noget at vide.
– Det lover jeg. Og du har min respekt.
Anton støttede dem diskret. Luna ville først slet ikke tale med ham men kun fordi Mikkel og hans helbred kom før alt andet. Anton lærte hurtigt at vise sin støtte uden at være overvældende.
– Hvad skal du hjælpe for? spurgte Luna en dag.
– Kald det et gammelt synderegister. Lad mig blot hjælpe.
– Okay svarede hun, stadig skeptisk.
Snart føltes det helt naturligt, at Anton var i nærheden. Da Mikkel endelig kom hjem, og Luna mærkede lettelsen, blev hun pludselig sårbar.
– Hvad nu? spurgte Anton, mens han sad i hendes køkken med hænderne om en varm kop te, og sneen fløj forbi udenfor.
Luna satte sig ved bordet, nervøs.
– Du tror vel ikke, jeg bare bruger dig? stammede hun. Jeg… jeg kan ikke undvære dig.
Anton mærkede alt det, hans mor engang havde fortalt om rigtigt lys i livet.
– Jeg har også brug for dig, Luna ikke pga. Mikkel. Men fordi jeg elsker dig.
De blev gift. Til festen dansede Antons mor med Mikkel og proklamerede:
– Jeg har altid drømt om sådan et barnebarn! Må jeg forkæle dig uden stop?
– Selvfølgelig! sagde Mikkel alvorligt og lo. Men du ligner nu ikke en helt almindelig bedstemor!
– Har du slet ikke set mig bage boller endnu?
– Så må vi hellere teste det.
Luna kiggede på sin bror og tørrede tårerne væk.
– Din mascara løber, grinede Anton, rakte hende et lommetørklæde.
– Den er vandfast, snøftede Luna.
– Så du planlægger at tude videre?
– Bare lidt jeg er så lykkelig, jeg bliver nødt til at græde lidt endnu.
– Kvinder! lo Anton, og Luna rodede i hans vilde, røde hår.
– Du er så varm og lys, Anton. Som solen!
– Mig?
– Ja, dig. Lyset kommer fra dig, Anton.
Et år senere kom der to identiske, rødhårede tvillinger til verden, og mens Luna så dem tage deres første skridt, grinede hun:
– Nu har verden fået to små sole mere! De er så søde helt som deres far! Nogle piger bliver heldige en dag.
– Så længe pigerne opdager det i tide, svarede Antons mor, smilende til børnebørnene.
