Fremmede sorger
Åh Gud, hvor er det bare skønt! Jeg er bare så træt Signe strakte armene over hovedet, løftede sig op på tæerne og gispede tilfreds. Det er længe siden, jeg har haft sådan en hård nattevagt
Du siger noget! Bare ham den gamle var rigeligt i sig selv! Karen gispede og smilede svagt. Jeg vil bare hjem nu! Ikke fordi jeg regner med at få sovet særlig meget, men bare det at få et bad og ordnet mig lidt.
Hvorfor kan du ikke sove? Signe rodede i sin taske og fandt en pakke cigaretter frem.
Jakob skal til Tyskland med sit arbejde. Svigermor er i sommerhus. Ungerne er mit ansvar.
Karen kastede et hurtigere blik på sin veninde, der sad og vendte en lighter mellem fingrene, men sagde ikke noget. Så faldt hun alligevel i igen hun havde ellers ikke rørt cigaretterne i tre måneder. Men hvem kunne også bebrejde hende? Ikke for længe siden havde hun jo mistet sin morfar ham der opfostrede hende
Han havde været syg i to år, og det havde Signe taget på sine skuldre, for at hjælpe ham på alle måder. Hun havde endda taget et lån for at køre ham til København, men lægerne der kunne kun give ham en måned. Alligevel holdt han to år. Sådan en mand knækkede ikke! Søofficer, jo! Og Signe var altid hans øjensten hvordan skulle han kunne give slip? Han sagde altid:
Hvem skal tage sig af min pige, hvis jeg ikke gør det?
Karen havde hjulpet sin veninde i de sidste måneder og set båndet mellem Signe og hendes morfar. Nogle familier var små, men der var kærlighed til at fylde en hel verden.
Hun kendte selvfølgelig hele Signes historie i detaljer. Det kunne heller ikke være anderledes de havde boet dør om dør og leget sammen siden de var fem, da Karens forældre havde byttet lejlighed og blev naboer til Signes morfar.
Karen trak på smilebåndet, mens hun tænkte tilbage på deres første møde.
Signes mor bød en stum, vag og sky pige på besøg uden rigtig at vide noget om hendes baggrund. Hun satte de to piger sammen inde på værelset. “De er store nok, de finder nok ud af det,” sagde hun.
Det gjorde de også. Karen prøvede først at finde ud af, hvem Signes forældre var, men Signe svarede ikke. Hun sad bare ved Karens bord, hvor der lå et malebog og farveblyanter, og ville knapt nok kigge på hende.
Efter lidt tid opgav Karen, satte sig til at bygge videre på et tårn af klodser. Men pludselig opdagede hun, med isnende gys, at hendes nye tyske dukke den hendes far havde haft med hjem fra forretningsrejse kun havde halvdelen af sit askeblonde hår tilbage. Signe sad koncentreret og klippede.
Hvad laver du?! Karen kastede sig frem og rev saksen fra hende, hvilket fik Karens mor til at springe ind og udbrøle:
Piger!
Signe nægtede at svare på, hvorfor hun havde gjort det. Hun begyndte bare stille at græde, indtil hendes morfar kom og hentede hende.
Undskyld os! Jeg finder en mage til Karen.
Nej! græd Karen uafbrudt og holdt fast om den mishandlede dukke. Hver gang hun mærkede de tomme plamager på dukkens hoved, græd hun endnu mere. Du kan ikke finde sådan en! Min far havde den med hjem til mig!
Det var ikke så meget dukken, Karen græd over. Det, der gjorde ondt, var mest, at hun følte det uretfærdigt, at hendes mor ikke skældte Signe ud, som hun plejede med Karen. Hun bare betragtede Signe, og sagde ikke et ord.
Karen elskede sin mor, men vidste hun var streng og havde altid sagt, at barneopdragelse var hendes vigtigste opgave i livet. Ikke at Karen forstod det. For hvis børn er det vigtigste, hvorfor blev Signe ikke skældt ud? Hvorfor sad moren og talte stille med naboen i stedet for at være vred?
Signe og hendes morfar var knapt ude ad døren, før Karens mor klappede i med “sirenelyden” og sagde:
Nu går du ud og vasker hænder og så kommer du og får pandekager!
Trøsten virkede. Karen elskede mad, især mors pandekager dem bagte hun dog sjældent, for tiden var knap.
Helene, Karens mor, var børnelæge og plejede at sige, at udover Karen havde hun halvdelen af byens unger. Det var ikke overdrevet, der manglede læger, og hun havde ansvaret for flere distrikter.
Hvor skal de ellers gå hen, de børn? Bliver de måske mindre syge, bare fordi vi er for få læger? Helene sukkede tungt ude i entréen efter arbejde og råbte: Skat, giv mig et glas vand!
Karen bar det forsigtigt ud fra køkkenet med begge hænder, og pustede af lettelse, når hendes mor smilede igen. Så var alt godt.
Efter pandekagerne besluttede Karen, at hun nok ikke behøvede at surmule længere. Hun kunne ikke bære nag. Selv i børnehaven, når uartige Anders igen hev hende i fletningerne, truede hun kun med en knyttet næve og inviterede ham straks til at lege bagefter.
Mor? sagde Karen, mens hun færdiggjorde sin kakao og pillede skummet af med skeen. Hvorfor er du ked af det?
Helene satte den sidste tallerken i stativet, tørrede hænderne og satte sig ved bordet.
Min skat, blev du meget sur på Signe?
Hun var dum! Og ville ikke tale med mig.
Lilleskat, hun taler faktisk ikke rigtig med nogen lige nu. Ikke engang med sin morfar.
Karen mistede pusten. Hvordan kunne det være?
Er hun syg?
Ja, på en måde. Signe har ingen mor og far mere, Karen. Og det gør rigtig ondt.
Hvor er de henne? Karen stirrede uforstående.
Kan et barn virkelig undvære forældre?
De kørte bil. Hele familien. Så skete der en ulykke. Signe sov på bagsædet, så hun overlevede. Men hendes forældre Karen, hun ville aldrig gøre dig ked af det.
Karen forestillede sig pludselig, at det var hendes egen mor og far i bilen hun gøs, gled ned fra stolen og klamrede sig så hårdt til sin mor, at hun kom til at hive en tot hår ud af frisuren.
Lille skat, jeg er her! Jeg bliver hos dig!
De sad længe sådan, indbyrdes tæt. Bagefter listede Karen ind på værelset, kom tilbage med den mishandlede dukke og saksen.
Mor, må jeg låne dit dameblad?
Helene kiggede undrende på hende, men sagde ikke noget, rakte hende sidste nummer af “Femina” og gik over og ringede på ved naboen.
Signes morfar åbnede døren og fulgte overrasket Karen ind.
Lad dem være i fred nu, sagde Helene dæmpet, lad dem prøve igen.
Karen listede ubesværet ind på børneværelset, rakte Signe dukken.
Her!
Så lagde hun damebladet ud på gulvet, bladrede og pegede på den smukke unge kvinde på billedet.
Se! Jeg forstod det! Du ville klippe hende sådan, ligesom damen her, ikke? Kom, så klipper vi resten! Eller skal jeg gå hjem?
Vi kan klippe. lød det lavt fra Signe, og hun greb saksen. Snart var pigerne opslugt af projektet. De bemærkede ikke, at de voksnes øjne udenfor dørens sprække blev blanke.
Der begyndte Signes og Karens venskab.
Dukken, som blev så mishandlet, at Helene kunne le af forsøget på at redde lidt hår sidst, stod stadig på Karen hylde i køkkenet med en skæv rød hat, som Signe senere syede. Hver gang Signe kom for at drikke te, grinede hun:
Skal vi ikke købe en paryk?
Aldrig! sagde Karen og skænkede hende te i en stor grøn kop. Drik og lad vores fortid være!
Signe Hun var der, da Karens mor døde. Karen var fem måneder henne, og ingen ville fortælle hende, at hendes mor havde fået et stort hjerteanfald.
Da Karens mand endelig fortalte det med forsigtige ord, besvimede Karen, han løb over efter Signe, ikke en ambulance. Fremmede kunne intet gøre men Signe, for hvem Helene var blevet som familie, satte straks en sprøjte og sad natten igennem og holdt om Karen.
Karen, lillepigen sparker jo, han mærker også smerten Lad os slappe lidt af? Ved du hvad, Helene ville have skældt dig ud!
Hvorfor? spurgte Karen grædende.
Hun ville sige, at det tærer på barnet, og hvem skal behandle ham så? Og så ville hun ruske dig.
Hun kommer aldrig til at se ham…
Nej, men hun vidste, at han var der. Så lad os glædes over det, ikk?
Første datter kaldte Karen opkaldt efter sin mor, den næste Sidsel.
Så har jeg også min egen Sidsel! grinede Karen, mens hun vuggede den lille.
Sidsel? bjæffede Signe, der blev gudmor. Hun hedder da Mille! Se lige på hende! Lange vipper! Mor, du må hellere købe nogle koste!
Hvorfor?
Til at jage bejlere væk med!
Signe, som efter morfarens bortgang ingen nærmeste havde, følte sig aldrig ensom. Hun havde jo Karens børn, og elskede dem som sine egne. Hun brugte så meget på gaver, at Karen smågrinede:
Køb dig noget selv! Et par sko eller en kjole! Ellers får jeg dig aldrig gift!
Nej, tak! Jeg har jo prøvet det der ægteskab!
Gift havde hun været, ja, kort. Hun mødte Daniel, en ung, lovende kirurg, på hospitalet. Han charmerede alle, og efter et par måneder friede han til Signe.
Han vil jo bare have din lejlighed, sagde folk, men Signe lod sig ikke gå på. Hun var lykkelig!
Lykken blev dog kort. Efter brylluppet lagde hun mærke til mærkelige ting: forkert placerede ting, fremmede parfumer. Daniel grinede bare, kaldte hende sin skat.
Så, efter en særlig hård nattevagt, fandt hun et par knaldrøde blondetrusser i sin morgenkåbe. Daniel var på vej ud ad døren, prøvede at forklare, men Signe knækkede sammen af grin.
Er du hysterisk?
Jep!
Hun slyngede trusserne op på lysekronen, smed morgenkåben fra sig, tog jeans og T-shirt og marcherede ud.
Karen åbnede døren, gav Signe noget at sove på og sagde bare: Vi snakker senere.
Senere stod de og kiggede på de røde trusser, der dinglede fra lysekronen.
Jeg har vist læst, at røde trusser bringer held, hvis de hænges op!
Hvorfor det?
For at tiltrække et eller andet. De opfylder ønsker!
Trusser?!
Jep, men der er én hage
Hvilken?
Det skal være dine egne!
Så nu hænger jeg fremmedes trusser op bringer måske held til en anden!
Pigerne skrattede, indtil Karens mand, Jakob, kiggede ind og spurgte:
Vil I have vand? Eller noget stærkere? I skræmmer naboerne, altså
Signe sørgede ikke længe over sin mislykkede kærlighed. Hvorfor græde for et forhold, der ikke egentlig fandtes? Hun elskede måske Daniel men han hende? Næppe. Som morfar sagde to skibe på helt forskellige baner.
Ikke som hendes morfar og mormor. Signe havde aldrig kendt sin mormor, kun fra historier og billedet på væggen i morfarens kontor. Men han talte om hende, som om hun lige var gået ud et øjeblik.
Hun holdt mig i live, Signe. Hende og hendes kærlighed. Når jeg var ude på havet, vidste jeg, hun stod på land og ventede, hun bad for mig. Sådan rigtigt måtte man ikke, men hun gjorde det alligevel. Jeg er her fordi hun bad. Så døde hun. Og også jeg døde en smule…
Hvordan kunne du leve videre så?
Det gjorde jeg ikke. Først da du kom, begyndte jeg rigtig at leve igen. Du ligner hende, Signe ikke kun udenpå.
Hvordan ellers?
I hjertet, mit barn. Du er blid som min Zina.
Signe, som smed de fremmede blondetrusser i skraldet, skrubbede lejligheden.
Blid, siger du? Ikke mere, morfar!
Nu var der gået næsten et halvt år, og Karen begyndte at bekymre sig. Signe mindede hende om den lille pige, der klippede dukken prøvede at klippe sorgen væk.
Men da Signe så den natlige ældre mand på hospitalet, blev Karen for alvor bange. Signe blev helt bleg og det med god grund. Den gamle mindede utroligt om Michael, Signes morfar!
Signe var tæt på at bryde sammen, men Karens stemme standsede hende:
Kom nu. Han skal have hjælp, ellers klarer han den ikke.
Natten var hård, men manden overlevede. Nu var der kun håb og venten tilbage. Han syntes bare ikke at ville leve, nærmest allerede ude.
Sådan nogle har Karen set mange af. Nogle vender sig bare mod væggen og giver op. Men så var der damesenge på den næste stue mormoren med så dårlig hjerte, at det næsten ikke kunne lade sig gøre, men hendes mand kom hver morgen, satte små glas med kyllingebouillon og frikadeller, nussede over hende:
Ninna, én skefuld mere for min skyld! Du skal have kræfter!
Karen sukkede.
Giv mig også lidt! hun ville til at tage en cigaret, men Signe stoppede hende.
Hold op!
Så lad selv være med at ryge! Karen kiggede op, lad os komme af sted. Det styrter snart ned igen, og vi har haft nok regn i nat.
De løb ned ad trapperne, men Signe sprang forskrækket til side, da en stor, pjusked hund trådte ud bag busken.
Mor hviskede Karen, bange for hunde siden barndommen.
Signe stillede sig foran, og sagde:
Så! Forsvind nu, Basse!
Hunden kiggede nysgerrigt, men blev stående. Han knurrede ikke, bare stod og vippede med det ene øre slapt, det andet spidst lidt sjovt at se på.
His master’s voice mumlede Signe og fandt en sandwich frem fra tasken.
Hvad siger du? Karen kiggede forvirret på hende.
Du har da ikke glemt det, vel? Der stod en lignende hund på min morfars gamle grammofon. Bare denne her er større og mere ulden. Kom her! Hvad hedder du? Kan du lide pølse?
Hunden blev siddende. Lagde halen om sig.
Vi kommer nok ikke hjem i dag, Karen. Tror du, han æder mig?
Ved ikke. Han sagde nej til pølse. Men du er så lækker, at han måske fristes…
Signe fnøs, Karen puffede til hende.
Grin bare! Du skal selv få børn, så ser vi.
Jeg starter på mandag med løb! Signe grinede og dansede væk.
Karens ønske om at tabe sig kom altid, når de shopping sammen. Hun prøvede stadig at mase sig ned i gamle størrelser, selvom hun var vokset to numre efter børnene.
Tag nu den rigtige størrelse! Signe grinede. Skal jeg hente den?
Du er lige så ond som altid! Jeg begynder snart at løbe. Du forbliver bare en pind.
Signe morede sig. Et nyt mandag blev aldrig starten på slankekur.
Hunden rykkede sig et par meter, men blev på stien. Ambulancen dyttede sig forbi, men han veg ikke.
Signe så på sygeplejersken, der lastede en patient ind, og råbte:
Flyt dig! Vi skal hjem! Karen har børn og jeg også nogen, der venter! Så spis din pølse og smut!
Den gamle chauffør steg ud og sagde:
Nå, han gik ikke.
Hvem?
Hunden. Det er gammel i går den, vi kørte i nat. Forsøgte at springe ind i bilen, løb bagefter os hele vejen. Han er ikke væk. Trofast dyr.
Signe så på hunden. Hachimaru hvad skal vi gøre?
Hunden nægtede at følge Signe. Luskede ind i busken og lagde sig bedrøvet.
Kom nu, det skal nok blive godt igen! Din gamle ven kommer tilbage. Ved du hvad? Signe tog mobilen op. Vi sender et video til ejeren, så han kan se, du er her.
Hunden undrede sig, men blev. Hun filmede, sendte videoen og spurgte:
Hvad spiser du egentlig, Basse? Vi har ikke hundekost her.
Næste dag sad Basse præcist samme sted. Signe havde taget kød med og sagde:
Spis nu! Jeg viser din ejer, du har god appetit! Han må ikke bekymre sig.
Hunden spiste pænt, og Signe sagde:
Du er en lille herre! Jeg efterlader dig ikke her. De lover regn hele ugen, og det er koldt. Du må bo hos mig så længe. Jeg bor alene behøver en livvagt. Lyder det godt?
Basse sagde ikke noget, men gøede heller ikke, da Signe rørte ved ham.
Ejeren, Kurt Pedersen, lå og døste, da Signe kiggede ind.
Kurt? Jeg er Signe.
Det husker jeg.
Se, jeg har en besked til dig!
Hun viste klippet af hunden. Et smil bredte sig.
Max
Basse!
Hvad har I kaldt ham?
Ligemeget Er det din hund?
Ja! Mit eneste væsen her i verden, der gider mig.
Han har siddet under dit vindue siden i nat. Men der er koldt, og jeg kan ikke få ham med hjem, hvis ikke du siger det til ham direkte. Og åh nej, du græder jo! Hvorfor nu det?
Hun rakte roligt en serviet:
Signe, hvorfor tager du dig af det her? Har du ikke dit eget at slås med?
Jo Men han har det ikke godt. Du har det ikke godt. Jeg er sygeplejerske jeg kan ikke lade være. Så må han bo hos mig. Fortæl mig bare, hvad han kan lide. Jeg har aldrig haft en hund.
Senere så Basse nøje videoen fra hospitalet, rejste sig, rystede sig og fulgte med Signe hjem.
Bare rolig! Han kommer snart tilbage! Se hvor han logrede, da jeg sagde, du havde det bedre!
To uger i træk besøgte Signe dagligt Kurt på hospitalet og optog hilsner både vejen og hjem.
Kurt gav Signe nøglerne til sin lejlighed. Så du kan hente mine ting jeg blev jo hentet i pyjamas.
Signe gik i gang med at gøre rent.
Pludselig ringede det på døren.
Hvem er du?
En ung mand stod overrasket i døren. Basse reagerede ikke, men lå stadig fredeligt. Signe forstod, at han godt kendte denne mand.
Jeg er Signe.
Det siger jo alt. Jeg er Mads. Er Kurt hjemme?
Han er på hospitalet, jeg arbejder der.
Hvad er der sket med ham? Jeg kom lige hjem fra udlandet
Og du er?
Jeg er hans tidligere elev, han er både min vejleder og min fars nære ven. Vi skulle mødes her…
Bare rolig. Han er hjemme igen i morgen. Kom forbi der.
Hvordan det? Hvem henter ham? Han har jo ingen familie.
Næste morgen blev Kurt udskrevet. Signe var på arbejde, men lovede at trille forbi senere og tage Basse ud.
Et år efter, til brylluppet, bøjede Kurt sig og bød Signe op til dans. Mads smilede, gav plads og sagde til deres venner:
Jeg er altså jaloux.
Bare vent, til jeg danser med Basse! Signe rakte tunge og lavede et teaterknæbøj for Kurt, så fotografen knipsede.
Karen trak veninden ud lidt senere.
Du ser lykkelig ud. Tingene vender altid tilbage, Signe.
Hvilken ting?
Hvis du gør noget godt, kommer det dobbelt igen. Hvis ikke du havde samlet Basse op dengang, havde du hverken mødt Mads eller fået dig en ny bedstefar. Kurt er god for dig. Endelig ser du rolig ud. Ved du hvad? Din morfar holder øje med dig.
Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Signe sendte et luftkys mod den lyserøde solnedgang og smilede Tak!
