Reserveplads
Hører du mig? hans stemme er stille, næsten undskyldende. Næsten. Karen, jeg siger hører du mig overhovedet?
Jeg hører ham. Jeg har altid hørt ham. Selv når han ikke siger noget, selv når han ikke ringer i ugevis, så fornemmer jeg stadig et strejf af hans tilstedeværelse i min stuelejlighed på Østerbro. Som om han efterlader noget usynligt efter sig: duften af sin kaffe, mærket fra sin kop på vindueskarmen, en skæv stol ved spisebordet.
Jeg hører dig, Nikolaj.
Hvorfor siger du så ikke noget?
Jeg tænker.
Han sukker. Det suk kender jeg også ud og ind. Langt, hvinende, som om luften har svært ved at passere noget, der er trukket sammen indeni. Nikolaj sukker altid sådan, når han gerne vil have medlidenhed, men ikke ved, hvordan han skal bede om det.
Jeg har ikke andre steder at gå hen, siger han lavt. Forstår du? Slet ikke.
Jeg står ved vinduet og ser ned på gaden. Det er marts. Snavsgråt sjap langs kantstenen, våde duer på gesimsen overfor, en kvinde med barnevogn, der ikke kan komme udenom den store pyt. En ganske almindelig marts i København. Indeni mig vælter et eller andet langsomt. Som en side. Som et lås i døren.
Kom indenfor, siger jeg.
Sådan. Tre stavelser. Og så begynder det forfra igen.
Nikolaj er 53. Jeg er 51. Vi har kendt hinanden, siden han gik med ternede skjorter og syntes, det var smart, og jeg flettede mit hår og troede, at man helst skulle være usynlig. Vi mødtes via fælles venner i et køkken på Amager, hvor vi drak billig rødvin og diskuterede bøger, som ingen havde læst til ende. Han fyldte hele gangen med latter, slog ud med armene, væltede en andens tallerken ned. Jeg samlede skårene op og tænkte: sådan en, der fylder hele lokalet gad vide, hvordan det føles.
Jeg var anderledes. Rolig. En af dem, som ikke bliver bemærket med det samme, men som folk husker bagefter. I hvert fald håbede jeg det.
Han blev ikke forelsket i mig. Han forelskede sig i Malene. Det var uundgåeligt, som tordenvejr efter en hedebølge. Malene var farverig, talte hurtigt, lo højere end han, kunne træde ind i et rum, så alle kiggede op. Jeg følte mig som akvarel ved siden af oliemaleri ikke dårligere, bare noget andet.
De fandt sammen med stormskridt og begyndte skænderierne lige så hurtigt. Jeg betragtede det på afstand i årevis. De slog op, fandt sammen, slog op igen. Malene lavede scener, Nikolaj smækkede med døren, kom tilbage, gik igen. Det var en rutchebane, som aldrig stod stille.
I mellemperioderne var det mig. Altså, jeg.
Første gang han kom til mig var efter deres første rigtige brud. Han var 35, jeg 33. Ringede sent, stemmen var ru, spurgte: må jeg kigge forbi? Jeg sagde: selvfølgelig. Lavede te med timian han elskede det fandt lidt mad, vi sad til klokken to. Han talte, jeg lyttede. Det krævede ikke noget jeg kunne lytte.
Han sov på min sofa. Drak kaffe om morgenen, sagde tak og gik. To uger efter blev han og Malene gode venner igen.
Jeg blev ikke såret. Jeg lagde tæppet sammen, vaskede det, fortsatte livet.
Sådan gik det om og om igen. Jeg mistede tælling. Nikolaj dukkede op efter skænderier, nogle gange for en aften, andre gange flere dage. Vi drak te med timian, talte, han faldt til ro, forsvandt igen. Tilbage til Malene, altid Malene.
Jeg kaldte det aldrig kærlighed. Var bange for ordet. Men når han ringede på døren, spændtes noget i brystet og slap igen. Der var han. Herlige, levende, min. Kort, men min.
Flyveleder, tænkte jeg om mig selv. Flyene lander, tanker op, letter igen. Og tårnet står der; altid parat.
Denne gang kommer han i slutningen af marts, med en stor blå sportstaske. Jeg ser på tasken og forstår. Det er ikke for én dag. Ikke for to.
Hvor længe? spørger jeg, mens han tager jakken af.
Ved det ikke, siger han ærligt. Han har aldrig løjet lige op i mit ansigt. Måske en uge. Vi må se.
Okay. Jeg sætter vand over.
Jeg tager timianen frem. Han sætter sig på sin plads, ved vinduet, ryggen mod køleskabet. Jeg rækker ham kruset og føler ikke hverken glæde eller tristhed, men noget midtimellem. Noget lunt, blandet med savn.
Er det helt galt? spørger jeg.
Værre end nogensinde, han holder om koppen, hænderne er altid kolde. Hun sagde, hun er træt. At vi kun gør hinanden ondt.
Og du?
Intet. Tog bare den der, han nikker mod tasken, og gik.
Jeg siger intet. Udenfor drypper det fra gesimsen, rytmiske dråber som en metronom.
Karen, siger han, ser mig for første gang i øjnene. Er du ikke glad?
Jo, siger jeg. Det er sandheden. En lille, bitter sandhed.
De første dage er mærkelige. Ikke dårlige. Jeg er vant til at bo alene, i mit eget tempo, min egen ro. Står op klokken syv, laver kaffe, læser en halv time, arbejder. Kommer hjem klokken seks, laver mad, ser lidt tv eller ringer til min veninde Julie. Går i seng klokken elleve.
Nikolaj forstyrrer det. Ikke ondt ment hans rytme er bare en anden. Står senere op, taler over morgenmaden, når jeg mentalt er på vej ud ad døren. Lader tingene ligge, tænder for tvet for højt, optager badeværelset for længe.
Men der er også det andet. Aftenerne, hvor vi sidder sammen. Hygger os. Han fortæller noget sjovt, jeg ler. Jeg laver lasagne efter en gammel opskrift, han spiser op og siger, det er det bedste i flere år. Vi griner af gamle film, diskuterer slutninger. Søndage på torvet efter friske grøntsager, han bærer posen og det føles så naturligt, at jeg næsten taber pusten.
Ugen bliver til endnu en. Så en måned.
En nat vågner jeg. Hører hans rolige vejrtrækning gennem væggen og tænker: måske er det virkeligt? Måske er det sådan, det skal være? Vi er ikke unge længere, kender ensomhedens vægt, kender hinanden for godt til at skjule noget. Måske er det dette, der er lykke. Ikke noget larmende, men noget roligt, som et gammelt hus man bor længe i.
Jeg siger det til Julie. Vi sidder på café, hun drikker sin latte, lytter, afbryder ikke. Så en pause.
Karen, siger hun forsigtigt.
Jeg ved, hvad du vil sige.
Sikkert? Hvad vil jeg sige?
At det ikke varer. At han går. At sådan har det altid været.
Julie roterer skeen omhyggeligt.
Jeg ville spørge dig noget andet. Er du glad lige nu? Ikke senere. Nu?
Jeg tænker mig mere om, end jeg plejer. Virkelig mærker efter.
Ja, siger jeg. Lige nu, ja.
Så lev i det nu, siger Julie og smiler.
Jeg gør mit bedste.
Vi lever sammen fire måneder. April, maj, juni og juli. Fire måneder, jeg næsten kan huske dag for dag. Hvordan syrenerne blomstrede, og han tog en gren med hjem. Hvordan vi diskuterede om en eller anden bagatel, og han undskyldte over aftensmaden. Lørdage, hvor vi bare blev hjemme. Jeg læste, han rodede på altanen, sammen i en tryg stilhed.
Jeg begyndte at tænke i “vi”. Ikke “jeg tager”, men “vi tager”. Ikke “jeg skal”, men “vi skal”. Det skete uden at tænke over det. Jeg lod det gro.
Han forandrede sig også lidt. Mindre temperament. Talte sjældnere om Malene. Blev mere blid mod mig. Måske var det dét, jeg hele tiden havde ventet på.
Nøglerne. Han bad selv om et sæt. Jeg tøvede ikke. Lod en kæledyrlåsesmed lave en kopi. Den skinnende, lille ting føles varm i min hånd.
Det var i starten af juli.
Midt i juli ringer telefonen.
Jeg er i køkkenet, han sidder i stuen med sin bærbare. Hans telefon ringer som sædvanlig højt. Jeg lytter ikke. Så bliver der meget stille. Mere end normalt. Sådan en stilhed, der varsler forandring.
Jeg går derind. Han står midt i stuen med telefonen i hånden og stirrer tomt.
Nikolaj? siger jeg stille.
Hans blik. Alt er klart. Ikke med fornuften, men noget, der går dybere.
Malene siger han. Problemer. Alvorligt. Hun står alene og har brug for hjælp.
Bare sådan. Uden forklaring. Malene.
Okay, siger jeg.
Karen…
Gå nu.
Vent, jeg vil forklare…
Ikke nødvendigt. Gå.
Han står et minut mere. Stirrer på mig. Så lister han i entréen og tager den blå sportstaske. Den havde stået der hele tiden, som om den vidste, at dens tid ville komme.
Jeg ringer, siger han ved døren.
Godt.
Døren lukker. Jeg står midt i stuen, nu i en stilhed helt uden indhold.
De første tre dage fælder jeg ingen tårer. Det er mærkeligt jeg havde forventet dem. I stedet er der noget andet. Som når man flytter en gammel reol og pludselig ser et lyst mærke i gulvet og tomhed i luften. Ikke smerte, bare fravær.
På arbejdet går det fint. Jeg er regnskabsassistent i et mindre byggefirma, og tallene kræver fokus. Det hjælper. Tallene er ligeglade med følelser.
Fjerde dag laver jeg lasagne. Samme opskrift. Samme ingredienser. Skær et stykke, spiser. Det smager fantastisk. Ubegribeligt godt.
Så kommer tårerne. Ved køkkenbordet, alene. Jeg græder, grimt og højt, som børn gør. Tørrer tårerne, drikker te. Sover.
Dagen efter dukker Julie op uden varsel. Hun ringer nede fra porten: “Luk op, jeg er her.” Hun har en pose med brød og ost, giver mig et kram. Vi står bare lidt, og der er ingen tårer tilbage. Ødelagt i lasagnen.
Fortæl, siger Julie.
Der er ikke meget at fortælle. Du ved det allerede.
Sig det alligevel. Det hjælper.
Jeg fortæller: om juli, om opkaldet, om tasken, om “jeg ringer”. Han har dog ikke ringet. Over en uge er gået.
Vil du vente?
Nej, siger jeg, og overraskes over, hvor let det er.
Er du sikker?
Jeg er træt af at vente. Jeg har ventet hele livet. Ved ikke, hvornår det begyndte. Altid ventet. På opkaldet, på at han bliver. Men han har aldrig valgt. Han dukkede bare op, når der var brug for det. Ved du, hvad det hedder?
Hvad?
Reserveplads. Jeg har været hans trygge nødlandingsbane. Altid klar, banen fri, lyset tændt. Han kom, når han havde brug for det.
Julie betragter mig.
Har du vidst det længe?
Jeg har vist det altid. Forstod det først nu.
Der er forskel på at vide og forstå. Man kan vide i årevis og leve videre, som om man ikke gør. Forstår man, er der ingen vej tilbage.
August passerer i en sær form for stilstand. Ikke mørk, bare rolig. Jeg arbejder, handler ind, læser. Nogle aftener går jeg en tur ved søerne, ser på de andre, ensomme og parvise. Tænker på forskellige ting.
En dag standser jeg foran en butik og ser mit spejlbillede: kvinde i lysegråt trenchcoat, håret samlet, ikke ung, ikke gammel, træt, men ikke knækket. Hvad vil du? Ikke han, ikke Nikolaj, men du selv? Ved ikke, men spørgsmålet er vigtigt.
I september flytter jeg rundt på møblerne. Tanken begynder med sofaen den står forkert. Jeg flytter den. Så reolen. Hele stuen ændrer karakter. Rummeligere, lysere. Hvorfor gjorde jeg det ikke før? Måske frygt for at ændre. Som om han kunne komme og spørge: “Hvad har du lavet?”
Nu er der intet at frygte længere.
Jeg køber nye gardiner. Lyse, af hør, med et diskret mønster. De gamle var tunge og mørkeblå, stjal lyset. Nu fyldes stuen med morgenlys. Jeg har aldrig bemærket, hvor gyldent det kan være.
I oktober melder jeg mig til italiensk. Har ønsket det længe, men udskudt. Tænkt: ikke nu, skal jeg bruge italiensk til noget? Drager afsted. Gruppen er blandet, underviseren er ung, morsom, vi skal synge italienske sange, højt og bramfrit. Jeg synger. “Torna a Surriento”, selvom jeg aldrig har været der.
Julie ringer:
Italiensk? Hvorfor?
Jeg vil til Barcelona, svarer jeg.
Karen, de taler spansk der!
Jeg griner.
Ved det godt det minder om hinanden.
Halvsandhed. Men jeg kan lide, at jeg gør noget uventet, kun for mig.
Barcelona kommer ind i mine planer tilfældigt. Jeg blader på nettet, ser billeder: hverdagsscener, ingen postkort, ingen turister. Noget klikker i mig. Der vil jeg hen. Ikke for en uge, men for at bo, leve lidt, mærke byen og havet.
Jeg noterer: “Barcelona. Forår”. Hænger det på køleskabet.
November. Kulde og korte dage. Jeg køber adgangskort til svømmehallen. Svømmer om morgenen før arbejde, halve time i vandet, det er den bedste start på dagen. Vandet tømmer tankerne, fremad.
Af og til tænker jeg på Nikolaj. Hvordan mon han har det? Måske stadig med Malene. Jeg ønsker ham ikke ondt. Retfærdigt, ikke ondt. Minder føles fjerne, som gamle fotos.
I december inviterer Julie mig til nytår hos hendes venner. Jeg vil sige nej, men kommer alligevel. Vi griner, skåler, og ved midnat føler jeg noget uventet. Ikke ensomhed. Noget let. Som om jeg har smidt noget tungt, jeg bar uden at tænke over det.
Januar, februar. Svømmehal, italiensk, læser gamle bøger. Rydder til sidst op på hemsen og finder det gamle tæppe, Nikolaj engang brugte på min sofa. Jeg pakker det til genbrug. Måske kan det varme en anden.
Så kommer marts igen. Præcis et år efter. Jeg står ved vinduet med kaffe, ser på gaden, den våde due, snavsede sne. Alt er det samme. Undtagen mig.
Han ringer lørdag, middag. Jeg ser hans navn på displayet. Hjertet slår et slag over ikke glæde, ikke smerte, et ekko af en gammel vane.
Karen, stemningen er velkendt og alligevel fremmed. Det er mig.
Jeg kan se det.
Hvordan har du det?
Fint. Og du?
Pause.
Ikke for godt. Kan vi ses?
Jeg tænker to sekunder.
Det kan vi. Hvor?
Måske hos dig?
Nej, svarer jeg roligt. Ved porten. Jeg er der om tyve minutter.
Han bliver tavs. Det havde han ikke ventet.
Godt, siger han til sidst.
Jeg tager min grå uldfrakke, hue, støvler på. Kigger på mig selv i spejlet. Kvinde i lys frakke. Stille. Klar.
Han venter foran porten. Han er blevet ældre på det år, eller måske ser jeg ham bare tydeligere nu. Ser håbet, usikkerheden i øjnene.
Hej, siger han.
Hej.
Vi går langsomt et stykke uden at sige noget.
Karen, begynder han, jeg vil sige noget vigtigt.
Så sig det.
Det har været et forfærdeligt år. Malene og jeg det gik slet ikke. Hun gik, jeg blev. Og så gik jobbet samme vej. Alt faldt fra hinanden. Jeg har tænkt på dig meget. Forstår nu, hvad jeg mistede, hvad du var for mig.
Jeg lytter, afbryder ikke.
Jeg vil prøve igen. For alvor. Jeg har forandret mig.
Vi passerer den gamle kastanje bag hegnet, knopperne lyser.
Jeg stopper.
Han stopper også. Stirrer på mig.
Du er blevet smukkere, siger han pludseligt. Hvordan kan det være?
Smiler svagt.
Sådan er det nogle gange.
Karen. Han tager min hånd. Sig noget.
Jeg ser på hans hånd. Varm, velkendt. Hånden jeg længtes efter så længe. Så trækker jeg min hånd blidt fri.
Nikolaj, siger jeg. Jeg vil have, du skal forstå mig. Ikke blive fornærmet, men forstå.
Sige hvad?
Du siger, du har ændret dig. Det tror jeg godt. Men det handler ikke om dig, men om mig.
Hvad med dig?
Jeg har også ændret mig. Du har mistet noget og vil have det tilbage. Jeg har fundet noget og vil ikke miste det.
Han lytter, anspændt.
Hvad har du fundet?
Mig selv. Det lyder banalt, men det er det.
Jeg standser ham, hvis han vil sige noget.
Jeg er ikke vred. Ikke længere. Vi har kendt hinanden så længe, vreden virker fjollet. Men jeg har indset: jeg har været din reserveplads. Du landede, når det var nødvendigt. Jeg ventede, bød dig velkommen. Og du fløj videre igen. Malene var din store lufthavn, jeg en lille landingsplads i siden tryg, aldrig hoveddestination.
Det passer ikke, siger han dæmpet.
Jo, Nikolaj. Men nu er pladsen lukket. Ikke for at straffe dig. Bare fordi jeg ikke vil være nogens plan B. Også selv om du er et godt menneske.
Han tier.
Så hvad nu? spørger han.
Nu har jeg planer. Jeg rejser til Barcelona til foråret. Lærer italiensk, selvom man taler spansk der. Svømmer hver dag. Bor i min stue med nye gardiner og bøger. Der er ikke plads til én, der kun kommer, fordi der ikke er andre steder.
Og hvis jeg kommer for din skyld?
Jeg ser længe på ham. Måske er han ærlig.
Måske men jeg kan ikke tjekke det. Den Karen, der ventede, er borte. Den, jeg er nu, lever anderledes.
Han tager et skridt nærmere.
Lad mig i det mindste prøve.
Nej, siger jeg stille. Ikke fordi jeg er kold eller vred, men fordi jeg alt for godt ved, hvordan det ender.
Vi står der, i den københavnske gade, et år ældre.
Ikke engang til en kop te?
Nej.
Hvorfor ikke?
Te med timian det er begyndelsen. Der er ikke en begyndelse mere.
Han kigger ned, så op igen.
Er du lykkelig? spørger han.
Jeg tænker tilbage til samtalen med Julie. Jeg mærker efter.
Ja, svarer jeg. Her og nu, ja.
Det er godt, siger han. Virker som om han mener det. Det er rigtig godt, Karen.
Vi er stille lidt.
Ring nogle gange bare for at snakke, beder han.
Nej. Lad os hver have vores.
Han nikker, langsomt.
Barcelona, siger du?
Barcelona.
Smuk by.
Jeg ved det, svarer jeg, selv om jeg aldrig har været der.
Han går, ser sig ikke tilbage. Jeg står og kigger efter ham. Mand, jeg har kendt i tredive år. Mand, jeg har elsket længere, end mig selv. Mand, jeg nu slipper fri, ikke med smerte, men ro.
Som at slippe en fugl, der længtes væk.
Jeg går op i lejligheden, sætter te over. Ikke timian, nej; bare mynte. En ny vane, min.
Jeg tager sedlen på køleskabet.
“Barcelona. Forår.”
Jeg tilføjer: “April.”
April er snart.
Reservepladsen er lukket. Flyvelederen har slukket for lyset. Nu går jeg selv ombord i flyet.
***
Men alt skete ikke på én gang. Før jeg stod der i porten og havde denne samtale, gik der et år. Et år, der forandrede mig stille og roligt, måned for måned. Små ting, ubetydelige, men de lagde sig lag for lag.
Da Nikolaj gik ud af døren den juliaften, vidste jeg ikke, hvad der egentlig var sket. Med hovedet, ja. Men dybt i mig forstod jeg det ikke. Endnu.
De første dage lever jeg, som jeg plejer. Står op, tager på arbejde, laver enkel mad. Rydder væk til en person, det føles mærkeligt efter fire måneder for to. Hans krus det store blå med skår står stadig. Han glemte det. Eller lod det stå.
Jeg sætter det ind i skabet. Ikke væk bare af vejen. Orker ikke konfrontere det endnu.
På femtedagen ringer min mor. Hun bor i Odense, vi taler sammen hver søndag, men nu er det onsdag.
Karen, er du okay?
Ja, mor.
Du lyder anderledes.
Bare lidt træt.
Er det arbejdet?
Bare arbejdet.
Pause.
Han er gået, ikke?
Jeg må smile. Mødre ved alt.
Hvorfor tror du det?
Jeg er din mor. Jeg ved det. Skal du ikke komme hjem et par dage?
Nej, det går. Jeg har brug for at være her.
Du siger til, hvis du får brug for noget.
Tak, det gør jeg.
Jeg ringer aldrig ikke fordi jeg ikke har det svært, men ikke på den måde, hun frygter. Det er tomhed, lidt træthed, ensomhed man selv har valgt men alligevel gør ondt. Men ikke fortvivlelse. Ikke trang til at kalde ham tilbage. Måske, fordi jeg hele tiden vidste, at det ville ende sådan, et eller andet sted.
I slutningen af juli går jeg til frisør har ikke ændret frisuren i ti år, men nu siger jeg: klip kort, og lysere. Da jeg går ud, føler jeg mig lettere. Noget gammelt, unødvendigt er endelig væk.
På gaden møder jeg naboen Bodil hun siger altid sin mening.
Karen! Hvor ser du godt ud! Ti år yngre!
Jeg er bare blevet klippet, Bodil.
Det klæder dig. Altså, når kvinder gør noget for sig selv, så ved man, der er sket noget. Noget vigtigt.
Noget er slut og noget er begyndt, siger jeg.
Præcis. Bare du ikke står stille.
Kloge Bodil.
August bliver varm. Jeg holder ferie to uger, første gang i tre år. Går på opdagelse i København. Oplever Botanisk Have, hvor jeg aldrig havde været. Jeg sætter mig med en bog, eller bare sidder. Nyder det. Det føles som livet. Ikke tomhed.
En formiddag kommer en cirka jævnaldrende kvinde Lise og slår sig ned. Vi læser, bytter nogle ord, ikke mere det er rart. Selv det at sidde i stilhed med en fremmed kan være nok.
Vi støder på hinanden nogle gange. Aldrig rigtig venskab, bare tryghed: der eksisterer mennesker, man har det fint med at sidde i stilhed sammen med.
Efterår kommer, og jeg flytter om. Sidder og tænker på Nikolaj er han glad nu? Jeg vil ham ikke ondt. Mærker ikke vrede længere. Den slags kræver kræfter, og jeg vil bruge mine på noget andet.
Det italienske kursus i oktober er som et frisk pust. Vi er otte, blander aldre, Sven vil studere i Rom, Anne elsker italienske film, Marie cirka på min alder vil bare lære noget nyt. Vi griner meget sammen; især hun og jeg. Venner bliver vi, ser film, går til udstillinger. Det er overraskende, så let nye mennesker kommer til, når man selv åbner.
November, december nytår. Januar rydder jeg op, finder den gamle notesbog fra min ungdom. Bladrer i den genkender og dog ikke. Til slut skriver jeg bagerst: “Det skal nok gå. Du klarede det.” Lægger den på hylden.
Forår for tidligt, februar. Sneen smelter, fuglene trutter, jeg går lange ture, opdager nye kvarterer, én dag en lille, uopdaget boghandel. Ejeren, en ældre mand, hilser smilende: “God bog, den roman her. Den ændrer én.” Jeg køber og læser senere med genkendelse.
Barcelona-guiden er læst tre gange. Jeg booker billetten, bestiller en lille lejlighed. Jo mindre jo mere mit.
Julie klapper i hænderne. Du er fantastisk, siger hun. Vil du have mig med?
Tak, men denne gang skal det kun være mig.
I starten af marts ringer jeg til min mor igen og fortæller om rejsen. Hun trækker først på det; alene?
Mor, jeg er 51.
Jeg har jo født dig, jeg ved hvor stærk du er.
Se, det var jo det.
Smiler, lover billeder, ringer straks jeg lander.
Livet bliver rigtigt på de små ting: købe en flybillet, ringe til sin mor, tage billeder.
Forhold efter de 50 handler ikke om at møde nogen men om at vælge sig selv. Ikke egoisme, men selvrespekt. Man kan ikke give det, man ikke har fundet selv. Jeg havde levet i venteposition. Nu lever jeg for mig.
Det tager tid at lære. Kommer ikke som lyn. Kommer lag for lag, som varme efter vinter.
Man kan ikke forandre andre. Kun hvad man accepterer. Hvem man lukker ind.
Jeg lukkede døren stille og da Nikolaj ringede den martsdag, var det kun slutningen på en beslutning, jeg havde taget for længst.
Efter vores samtale bliver jeg på gaden lidt. Tænker på ham: ikke som taberen, men bare som mennesket Nikolaj, der søgte lys og blev brændt. Jeg føler med ham, men jeg slipper ham uden at miste mig selv.
Går op: fire etager med ro i åndedraget. Solen strømmer ind gennem de lyse gardiner, sofaen står rigtigt, på køleskabet hænger min seddel.
Sætter te over mynte tager min hvide kop ned.
Sender en SMS til Julie: “Han var her. Det er i orden nu.” Hun svarer hurtigt: “Vidste jeg. Stolt af dig.”
Og til Marie: “Klar på film i morgen?” “Ja! Klokken syv?”
Jeg smiler, laver min te, tager Barcelona-guiden frem. Én måned igen.
Reservepladsen er lukket. Lyset slukket. Flyvelederen holder fri.
Flyet i april er mit. Kun mit. Og på det er kun én passager: hende der længe ventede, men gik ombord, da tiden var.
Hun hedder Karen. Hun er 51. Forude venter Barcelona.
***
Kedlen syder. Jeg kommer mynte i kanden den nye hvide kop, købt i december. Enkelt porcelæn, tyndt, hverdagsvenligt.
Med koppen i hånd går jeg til vinduet. Marts udenfor er stadig marts, men kun på gaden. Ikke hos mig.
Dette er bare en kærlighedshistorie. Eller det, der sker efter kærligheden. Om at elske forkert længe, om hvordan forandring sker i stille små skridt.
Hvordan kommer man videre? Man rykker møblerne om. Køber nye gardiner. Tager på sproghold. Svømmer. Bladrer i en bogbutik, man ikke har været i før. Lader være med at vente.
At lade være med at vente det er sværest.
Tilgive eller glemme? Måske begge. Tilgive, så man selv bliver let nok til at lette.
Jeg drikker færdig. Koppen i vasken, åbner computeren, ser billetterne: April. Fly til Barcelona.
Vi er snart der.
Om en måned rejser jeg. Til det andet sol, appelsinluft, de røde katte på altanen. Hvor gaderne lokker til at gå. Hvor jeg kan sidde, drikke kaffe i morgensolen og mærke, at alt er muligt.
Familieværdier betyder for mig nu at begynde med sig selv. Bygge indefra, før jeg prøver udenpå.
Nu venter jeg ikke mere.
Telefonen summer. Marie har sendt en filmtid. Jeg skriver “Vi ses”, kigger i spejlet kvinde midt i livet, håret let pjusket, øjnene rolige.
I dag: film med Marie. I morgen: italiensk. I overmorgen: svømmehallen. Om en måned: Barcelona.
Mit liv. Ikke som pausemusikken mellem andres flyvninger. Mit eget levende.
Reservepladsen er lukket.
Og højt deroppe over Søerne, over de første lyse skyer, flyver mit fly.
Jeg letter.
Samme aften, efter filmen, kaffe og latter, hjemme igen, husker jeg den blå kop med skår. Banker resten af opvaskevandet ud, stiller den i skabet. Måske bruger nogen den igen. Måske bliver den bare.
Går i seng, læser lidt i romanen fra den lille boghandel hvordan nogle bliver andre, lidt efter lidt. Side for side.
Slukker lyset.
Martsregnen triller ned ad ruderne. Jeg lytter, og føler ro. Ikke tomrum. Ikke ensomhed. Ro. Når alt er på plads.
I morgen italiensk; læreren får os sikkert til at synge. Jeg synger med.
I overmorgen svømmehallen og videre.
Om lidt Barcelona.
Nu: regn, mørke, ro.
Lukker øjnene. Forestiller mig en gård, morgensol, en rød kat på altanen. Jeg, kaffe i hånden. Katten kigger, jeg kigger. Vi er tilfredse.
Reservepladsen er lukket.
Landingsbanen er fri.
