“Tilfældigt” møde
Efterårsvinden hvirvler blade rundt på fortovet, løfter dem op i luften og lægger dem tilbage på den våde asfalt. Alma går langsomt gennem centrum af København, trækker ubevidst kraven på sin nye cashmerefrakke lidt højere op for at skærme sig mod den kølige luft. Hun er netop trådt ud fra frisøren håret bølget perfekt, makeuppen sidder fejlfrit, og hver lille detalje på hendes look er nøje udvalgt. I tankerne gennemgår Alma sine planer for de kommende dage: Booke en yogatime det må simpelthen arrangeres, finde den rigtige kjole til weekendens fest helst inden fredag, kigge ind i den nye butik på Strøget hvorfor ikke? Tankerne flyder let, som hviskende drevet frem af den livlige efterårsvind.
Netop da går hun ind i nogen. Et lille bump, lyden af to frakker der mødes, et øjebliks forvirring.
Ej, undskyld! siger Alma reflektorisk og løfter blikket.
Foran hende står Mikkel. Netop den Mikkel, der i sin tid var med i deres fælles omgangskreds for mange år siden, måske ti, måske mere. Tiden har sat sine spor på ham grånende tindinger, fine smilerynker omkring øjnene, et ansigt som ser lidt træt ud, men stadig levende. Hans blik er dog det samme undersøgende, lidt drillende, som om han allerede forsøger at gennemskue, hvad der gemmer sig bag hendes smil.
Alma? Er det virkelig dig? et smil breder sig på hans læber, men Alma ser straks, at det er en smule forceret. Hvad bringer dig til vores hjørne af byen?
Jeg skulle besøge familien siger hun kort, mens hun vurderer ham med et næsten tørt blik. Almindelig frakke, intet særligt mærke, intet der signalerer noget status gennemsnitlig som de fleste på gågaden. Og dig? Laver du stadig ja, hvad var det nu noget med computere?
Programmering, Alma. Og ja, jeg er stadig i branchen. Men du stråler jo som altid. Paris, Milano?
Åh, du ved, mit liv kører bare rigtig godt, smiler hun koket og retter en hårtot. Og dig? Familie, børn?
En kone, to drenge siger han med et skuldertræk, men man hører stolthed i stemmen, selvom han prøver at skjule det. Og dig? Stadig på jagt efter prinsen på den hvide hest?
Jeg bestemmer selv, hvem jeg leder efter, svarede Alma køligt og løfter hagen en anelse. Hvordan går det egentlig med Søren? Jeg så ham for nylig.
I et øjeblik tøver Mikkel, vejer om han skal svare. Så siger han langsomt og med et næsten frydefuldt smil:
Søren? Du skulle bare vide. Han er blevet noget af en kapacitet. Chef for en stor afdeling hos et kendt firma, må du tro løn, så selv direktører kunne blive grønne af misundelse. Villa i Gentofte, nyeste Audi Han har ramt plet i livet.
Indeni mærker Alma, hvordan noget sitrer. Søren? Hendes Søren, som engang ikke kunne få pengene til at slå til, altid bekymret over økonomien og ubeslutsom omkring fremtiden? Nu er han altså en succesfuld leder, ejer af en luksusbil og bor i et af de bedste kvarterer. Hun kan slet ikke forstå det.
Det er ikke muligt, hvisker hun, stemmen ryster let, men hun prøver straks at samle sig. Han var jo altid så… rolig. Ikke ambitiøs.
Præcis! fniser Mikkel, og hans latter er mere overrasket og anerkendende end skadefro. Ingen havde set det komme. Hans kone er smuk, to børn Det ser nærmest idyllisk ud.
Alma knytter ubevidst hænderne inde i frakkelommerne. Hun føler både misundelse, irritation og vigtigst af alt en knugende nysgerrighed. Hvordan? Hvordan fik han vendt hele sit liv? Hvorfor ved jeg det først nu? Dengang var de jo tæt på hinanden, delte drømme og planer. Nu får hun det hele at vide gennem et tilfældigt møde.
Mm, spændende svarer hun, prøver at lyde ligegyldig. Hvor arbejder han så nu? Man kunne jo overveje at kigge forbi med en lykønskning
Mikkel sender hende et ironisk blik, hovedet på skrå, som for at sige: Tror du virkelig, det er så let?
Mener du virkelig, det er en god idé? Efter alt det, der var engang?
Og hvad var der? spørger hun, løfter øjenbrynene og lader, som om det hele er fuldstændig ligegyldigt. Vi gik bare fra hinanden. Det forhindrer mig ikke i at glæde mig på en gammel vens vegne.
Tjoh Mikkel ryster på hovedet med en let, advarende undertone. Sig ikke, jeg ikke advarede dig. Søren er en ny mand. Og hans liv er ikke længere det samme.
En ny mand, siger du smiler Alma diskret, men i øjnene ulmer nysgerrigheden. I tankerne gennemgår hun hurtigt, hvad dette pludselige møde kan åbne af muligheder. Skæbnen tilbyder hende en ny chance lige nu. Nå, kan du så ikke fortælle lidt mere?
Mikkel trækker brynene sammen og fortryder pludselig, at han overhovedet indledte samtalen. For få minutter siden var han bare på vej, nu står han og forsvarer sig overfor så kalkulerende en kvinde.
Hvorfor skulle jeg fortælle dig det? siger han spidst, tydeligt irriteret. Han lyder skarpere, end han havde tænkt. Lad være med at blande dig i Sørens liv. Han har det glimrende: kærlig kone, to skønne børn. Der er ikke plads til dig især ikke efter det, du gjorde!
Alma løfter atter hagen og holder det ydre roligt, mens ærgrelse, mest over tonen i hans stemme, bobler under overfladen. Hun er vant til, at folk gerne vil please hende, sjældent det modsatte.
Du skal ikke belære mig! fnysede hun. Det er ligegyldigt, om Mikkel hjælper hende hun kender tonsvis af folk, hun skal nok finde ud af det. Det eneste, hun frygter, er at han fortæller Søren om deres snak men omvendt, måske letter det endda hendes opgave: så vil Søren jo netop undre sig over, hvorfor hun leder efter ham.
Jeg vil bare vide, hvordan min eks har det. Hvad er der galt i det? Vi var trods alt sammen i tre år! siger hun med let såret stemme, som om hun forsvarer sig over for en, der ikke har nogen ret til at dømme hende.
Han har været sammen med Astrid i ti år! snerrede Mikkel sarkastisk. Men sig mig, hvorfor er du egentlig tilbage i København? Din rige beundrer, har han smidt dig på porten?
Et øjeblik stivner Alma, men hun fremtryller straks et charmerende smil, som om intet preller på hende. Indvendig er hun splitterrasende han ved præcis, hvor han skal trykke. Hans ulidelige smil gør hende rasende, men at vise det ville være dumt. Hun vil ikke give ham følelsen af, at han rammer plet.
Det vedkommer ikke dig. Og hvis jeg vil genoptage noget med Søren, så skal hans kone ikke stå i vejen. Du ved jo godt, hvem hans hjerte rigtigt tilhører. Alma taler køligt og målrettet, mens hun observerer hvert lille udtryk i Mikkels ansigt, hun spejder efter det mindste tegn på tvivl. Du forstår det også, kan jeg mærke. Så bland dig udenom.
Et kort øjeblik går Mikkel i stå, overvejer at fortsætte diskussionen, men giver så slip, træder to skridt baglæns og vifter ligegyldigt med hånden.
Altså siger han med valgt ligegyldighed hvem er jeg til at rode i andres rod? Men bare pas på: Hvis Søren smider sin trygge familie for din skyld, så mister jeg al respekt for ham.
Alma ranker ryggen. Hendes fingre strammer sig om foret i lommen, men stemmen er kold og rolig:
Som om han ikke kan overleve uden din respekt. Vi skal nok selv finde ud af det. Hvis vi vil åbne vores hjerter igen, så
Ja, ja. Det er jeres sag, afbryder Mikkel, ligeglad nu.
Han sender hende et blik, fyldt af åbenlys foragt. Pludselig væmmes han ved samtalen og dét, hun repræsenterer, og skynder sig uden om hende, som var hun smittefarlig.
På vej væk griner Mikkel tørt for sig selv. Hun kan da prøve han skal stensikkert følge med fra sidelinjen og more sig, hvis det skulle gå så galt. Inderst inde tror han ikke på, at Søren for alvor vil rykke sig. Han kender sin gamle ven alt for godt: Søren ville aldrig smide sit trygge, rolige liv med Astrid væk for, hvad der kun kan blive et kort, følelsesmæssigt eventyr. Men skulle det ske jamen, så vil han fortryde stort.
************************
Alma står foran spejlet og betragter sig selv grundigt. Hun nynner på en popmelodi, der har siddet fast i hovedet hele dagen, og ser efter én sidste gang, om alt sidder, som det skal. For aftenen er særlig hun gør sig klar til et møde, der kan vende op og ned på alt. Alma vil være perfekt, hvis hun skal tænde Sørens gamle følelser igen. Hun har tænkt over alle detaljer: kjolen, der sidder smukt, elegante sko, diskrete men eksklusive smykker. Selv parfumen er nøje udvalgt: den samme, hun brugte dengang, de to var et par.
For elleve år siden gik deres forhold i stykker efter tre år sammen. Det forekom dengang både enkelt og nødvendigt. Hun tænkte mest på det forbi uden skyld eller sorg nærmest som at bladre i en gammel bog. Det var klassisk: Alma troede ikke Søren ville udrette noget særligt i livet.
Han gjorde sig umage nok, men hans job bar ikke præg af store ambitioner og han selv virkede tilfreds med rutinen. Hver eneste dag: stå op, tage S-toget til kontoret, samme otte timers arbejdsdag, tilbage, aftensmad, TV. Lejligheden ude på Amager var lille, men hyggelig. Ferier: oftest i Danmark, gerne sommerhus eller Vesterhavet. For Søren var det nok. Det rørte ikke Alma hendes drømme var større.
Hun var 23, havde energi, ambitioner og masser af opmærksomhed fra mænd. Men hun ville mere ikke et liv med faste rutiner og små rammer. Hun ville ligge på sandstrande i Marbella og spise på dyre restauranter, modtage dyre gaver, leve med beundring og luksus.
Søren kunne ikke give hende det. Hun tænkte i mange måneder over det og konkluderede til sidst: hvorfor nøjes med noget under niveau?
Så mødte hun en forretningsmand, væsentligt ældre, og det var faktisk en fordel: Han udstrålede sikkerhed og overskud. Og vigtigst han var single. Alma vidste straks, at hun ikke måtte miste denne chance. Hun brugte al sin charme, hver eneste lokkende detalje, hun havde lært gennem efterhånden mange år. Snart stod alt hendes fokus rettet mod ham, det gamle forhold gled i baggrunden.
Forretningsmanden modstod ikke hendes appel; kort tid efter sad de på flyet mod Singapore. Søren stod tilbage, nu endnu mere alene med sine rutiner og forsigtige drømme, som aldrig skulle matche Almas storhedsvanvid.
Tænk, at han alligevel tog sig sammen, mumler hun småirriteret foran spejlet og kører hånden gennem håret. Nu har han kæmpe stilling, hus i Gentofte, kører på gule plader Hvem skulle have troet det?
Hun står stille et sekund, blikket om muligt mere intenst. Der er et strejf af fortrydelse eller måske af spillelyst i øjnene. Men straks tager ambitionen over: Nu er det vigtigere at indtage Sørens hjerte og det skal gå stærkt. Hun er jo langt fra gift endnu, skønheden varer ikke evigt, og nu NU gælder det.
Forretningsmanden? Det blev aldrig til noget. Han lovede meget, men der kom aldrig nogen vielsesringe. Altid en undskyldning firmaet, tiden, pengene. Til sidst fandt han sig en yngre model. Dagen, han med kolde ord afsluttede alt, står stadig skarpt i hendes erindring. Så stod Alma atter med ingenting: ingen familie, ingen stabilitet. Hun forsøgte at finde tilbage til Søren midlertidigt. Men han var ikke forandret, tværtimod tungere og lettere spruttynget end før og Alma kunne knap klare tanken om endnu mere dagligdags tristhed. Hun stak hurtigt af igen. Heldigvis havde hun stadig en lille lejlighed i Aarhus købte af penge fra forretningsmanden.
Tiden gik, mændene skiftedes de generøse, de selvoptagne, de søde, dem der bare ville i byen. Men ingen ville giftes. Alma nægtede at fortvivle det hele lå stadig foran hende, sagde hun til sig selv, selvom troen blev mere skrøbelig for hvert år.
Hjemme i København skulle hun egentlig blot besøge sin faster men så mødte hun Mikkel, og alt hvad hun fik at vide, vendte op og ned på hendes planer: Søren, denne mand hun engang afskrev som uambitiøs, havde nu alt.
Nu planlægger hun endnu et tilfældigt møde. Hvilket sted, hvilke ord, hvilket udseende alt skal være planlagt. I hendes hoved er scenen klar: Søren møder hende, blikket hænger fast, han husker alt det gamle og forstår, at kun hun var hans sande kærlighed. Alma er ikke i tvivl: Om lidt er han for hendes fødder. Troen på sin sejr gør hende næsten ør af forventning.
Ej, undskyld! siger hun højt, snubler en smule, som planlagt. Hendes kropssprog og blik er indstuderet til perfektion. Selvfølgelig er det netop Søren, hun dasker ind i. Det var bestemt ikke med vilje
Okay, det der kan jo ske for enhver, griner han og når straks ud efter hende, hvis hun skulle tabe balancen.
Hvis ikke du havde grebet mig, var jeg da væltet! Men Søren? Er det virkelig dig? Alma doserer overraskelsen perfekt; hun ved præcis, hvilken vej han normalt går hjem.
Forbløffet spærrer Søren øjnene op et sekund. Så genkender han hende straks. Alma Kvinden han elskede, som satte sig fast i hans hjerte, og som han aldrig helt slap.
Det er mig siger Søren med en vaklende stemme, har svært ved at få ordene over læberne. Han ser på hende, som om det ikke kan være rigtigt. Alma, er du her virkelig? Eller er det bare noget, jeg forestiller mig?
Jeg tænkte ikke, du ville kende mig igen. Vi har jo ikke set hinanden i hun ser ned, tilføjer lidt knudret usikkerhed til sit blik.
Dig glemmer jeg aldrig! siger han straks, uden at tænke over de mange blanke øjne fra forbipasserende. Men han er ligeglad, nu er alt fokus på hende. Du er endda blevet endnu smukkere!
Det var pænt sagt, Alma smager på sejrsfornemmelsen: Alt går som forventet. Hun kæmper for at holde smilet afdæmpet. Skal vi snakke sammen et sted? Genopfriske fortiden?
Har du ikke en mand, der bliver jaloux? spørger han næsten per automatik, men der er ægte nysgerrighed i hans blik. Han må bare vide, om hun stadig er fri.
Jeg er single, hendes smil er lige nøjagtigt legende nok, blikket beregnende. Det har jeg altid været.
Det gør mig faktisk glad, siger Søren pludselig med åbenlys lettelse. I dette øjeblik ligner han et menneske, der endelig tør håbe. Jeg har altid drømt om, vi kunne få en lykkelig fremtid
Inde i sig selv jubler Alma det er ovenikøbet lettere, end hun havde troet! Én aften, lidt nonchalance, et par blikke og han er allerede klar til at smide alt. Han begynder straks på skilsmissepapirerne; bønnerne fra kone og børn preller af på ham. Alma vil ikke dvæle ved deres smerte nu handler det om hende, og at planen endelig bærer frugt.
Nu venter hun bare på fordelingen af, hvad de ejer snart bliver det hende, der har nøglen til huset, garderoben, makeuppen på badeværelset, skoene i gangen. Sørens kone er hjemmegående, så alt er købt for hans penge altså juridisk hans eje. Det tager hun som et held. Sådan er livet. De kan jo passende flytte tilbage til den toværelses på Amager.
Alma farer nærmest ind i caféen med røde kinder og tindrende øjne. Hun ser for sig romantisk middag, sentimentale samtaler om gamle dage, smil og fremtidsplaner. Det er nu, hun skal forhandle detaljerne med Søren om det nye livs opsætning.
Men ved det aftalte bord sidder Astrid konen. Ret ryg, streng sort kjole, minimalistisk makeup, hestehale. Ingen tårer, ingen vaklen kun bister beslutsomhed i blikket.
Hej, Alma, siger Astrid uden en mine. Jeg vidste, du dukkede op. Søren fortalte mig, hvor du kunne findes.
Hvad laver du her? Jeg ventede Søren, prøvede Alma, men hendes stemme rummer en lille usikkerhed.
Jeg bad ham blive væk. Vi to behøver ikke ham for denne snak siger Astrid med et svalt smil. Jeg vil gerne ridse din nærmeste fremtid op.
Hun lægger en bunke papir på bordet, alt sirligt sorteret: ejendomspapirer, bankudtog, kontrakter. På forsiden er der officielle stempler og blanketter.
Her er registreringsudskrifter, bankkonti, ejendomspapirer. Alt, hvad du vil vide om Sørens formue, forklarer Astrid og betragter Almas reaktion.
Alma rækker instinktivt ud efter papirerne, men Astrid lægger hånden ovenpå dem og stopper hende blidt men bestemt.
Tag den med ro. Jeg kan forklare, fortsætter hun roligt. Huset det er mit, arvet efter min far. Bilen står i mit navn. Selve Sørens prestigestilling? Han arbejdede hos min bror. Og han blev fyret for tre dage siden.
Men Mikkel sagde Han påstod, Søren havde klaret det hele selv! vælter det ud af Alma, der stadig griber efter det sidste håb. Der må være en fejl et sted.
Mikkel? Astrid trækker på smilebåndet med tung ironi. Han kender sandheden, han ville bare se, hvor langt du kunne drive det.
Alma forstener. Billederne af alt det, hun havde forestillet sig, suser forbi: drømmen om villaen, hendes snedige planer for at vinde Søren tilbage, selvsikre tanker om at han snart var hendes igen. Det hele synes pludselig latterligt, som et sandslot, skyllet væk ved første bølge.
Han elsker dig stadig, siger Astrid stille, uden bebrejdelse eller jalousi, bare konstaterende. Han er klar til at opgive alt for dig. Men hvad vil du give afkald på?
Hun rejser sig roligt, lægger præcist det beløb for sin kaffe på bordet ikke et øre mere, ikke et øre mindre og går mod døren. Før hun træder ud, vender hun sig halvt om:
Skån ham. Og dig selv, siger hun knapt hørligt og så er hun væk.
Alma sidder tilbage et par minutter, helt stille, blikket fastlåst på det sted, hvor papirerne lå med sandheden.
Hun går ud fra caféen uden at se sig tilbage. Vinden puster i hendes perfekt satte hår, ødelægger frisyren, men hun registrerer det ikke. Hun bevæger sig gennem gaden uden at bemærke folk, lydene, bilerne. Kun én tanke hamrer løs, igen og igen: Han har ingenting. Ingenting! Hvorfor skulle jeg have ham?
Næste dag køber hun en togbillet til Odense. Hun skriver ikke til Søren, ringer ikke eller forklarer sig. Hun pakker bare det mest nødvendige, bestiller en taxa og rejser, lader drømmen om et liv i luksus ligge knust bag sigPå banegården sætter Alma sig blandt ventende rejsende. Hun ser på sit eget spejlbillede i ruden: det imødekommende smil, det fejlfrie ydre, konturerne, hun har perfektioneret så længe. Men ingen blikke fanges, ingen lægger mærke til hende. Toget triller ind, dørene åbnes, strømme af mennesker flyder ud og ind. Hun sætter sig i kupéen, kigger ud, mens København forsvinder bag hende.
Byens tage glider væk, hendes planer opløses i en tåge af efterårsdamp og støvregn. På skødet hviler hendes håndtaske, tung af alt det, hun mente, hun fortjente let af sandhed. Pludselig griner hun lavmælt og ryster på hovedet, mærker lettelsen i ikke at skulle spille rollespil længere. Ingen evige kalkuler, ingen masker, bare stilhed og barsk luft.
På bagsiden af billetterne kradser hun med en negl et ord: Videre. Måske er det første gang i årevis, hun tænker det for alvor.
Da toget ruller ud gennem Sjællands marker, læner hun hovedet mod ruden og lukker øjnene. I en svag blæst over markerne samler regnen sig som perler, falder roligt og uundgåeligt. Hver dråbe visker en af hendes illusioner væk lag for lag, indtil kun en vag men ærlig sult efter noget andet står tilbage: Muligheden for at begynde igen, for én gangs skyld kun for sin egen skyld.
Og så, i det mørknende landskab, tillader Alma sig at trække vejret dybt, uden tanke på, hvem der ser eller hvad hun mister. For det, der venter, er uvished. Men lige nu er det nok.
