30. oktober
Regnen hamrede mod ruden, da jeg sad ved skrivebordet og forsøgte at samle tankerne. Dette er første gang, jeg skriver om det hele, men måske hjælper det mig til at forstå, hvordan livet endte her. Luften lugtede af våd asfalt og oktobertræer den dér tunge, kølige, danske duft, som jeg holder så meget af, men som far altid klagede over.
Vi sad hos advokaten, Morten Frandsen, i hans kontor på Nørregade i Aarhus. Allerede idet han tog sig til brillerne og hostede, selvom de sad fint på næseryggen, vidste jeg, at det ville blive en mærkelig dag. Morten var som altid grundig til det pedantiske, da han lagde papirbunkerne op på skrivebordet, som om alt i livets orden afhang af det rigtige papir øverst. Udenfor mørknede himlen hurtigere, end jeg havde ønsket, og lynene slog over byen. Jeg sad, fanget, mellem mine to børn, og fornemmelsen var ubekvem nærmest som et fysisk pres, som et anker mellem dem.
Til venstre sad min søn, Mikkel. 42 år, nypresset gråt jakkesæt, sko så polerede, at de sikkert kostede mere end min folkepension. Han sad urørlig, hænderne foldede på bordet roen selv, men jeg har kendt ham siden han var tre, og jeg vidste, at denne formfuldendthed altid skjulte noget. Til højre min datter: Rigmor, 38, i en enkel kjole, håret løst, ansigtet stadig forbløffende smukt, men mærket af hverdagen og alt det, hun bærer. Hun spildte ikke energi på at føre sig frem. I stedet kiggede hun ud af vinduet mod regnskyerne. Jeg havde svært ved at regne ud, hvad hun tænkte.
Jeg var et andet sted. Tankerne gik til min afdøde mand, Poul Erik. Hvordan han de sidste måneder havde tilbragt timevis ved skrivebordet “Jeg roder bare lidt med papirerne, Vera. Lad mig være.” Jeg lod ham altid være. Hele livet havde jeg prøvet ikke at forstyrre nogen hverken min mand, mine børn eller verden. Det var min strategi, selv om jeg aldrig satte ord på den.
“Mor, er du okay?” spurgte Mikkel lavmælt, blikket rettet stift mod advokatens papirer.
Hans toneleje var, som det burde, men han lød lidt for rigtig. Siden den aften, hvor han som treårig smadrede farens gamle vase og roligt bebrejdede lillesøster “Det var Rigmor” havde han haft denne rolige fasthed. Jeg sagde aldrig noget dengang, bare fejede glasskårene væk.
Jeg svarede mekanisk: “Jeg har det fint.” Rigmor kiggede hurtigt på mig, med den slags blik der siger: Jeg er her, mor. Men ordene kom aldrig. Vi var eksperter i det usagte alt det, man gemmer til senere og aldrig får sagt.
Morten begyndte at læse testamentet. Hans stemme var så saglig og tør, at den satte en mærkelig ro i rummet som når man lytter til nogen gøre rede for et pengespørgsmål, mens det eneste, der egentlig betyder noget, langsomt visner. Ude tordnede lynet. “Lejligheden på Østergade, treværelses, tildeles Mikkel Poulsen.” Ingen overraskelse her. Selv Mikkel nikkede knap mærkbart. “Sytti procent af aktiekapitalen i Ernst & Poulsen A/S tilfalder … Mikkel Poulsen.” Jeg mærkede, hvordan Rigmors fingre spændtes omkring tasken.
“Dannebrogvej 7 sommerhuset tilhører nu Rigmor Poulsen.” Jeg fornemmede, hvordan Mikkel slappede lidt af et sekunds lettelse jeg genkendte, fordi jeg havde set på ham siden han blev født. Så mange små tegn.
Morten kiggede op. “Er der spørgsmål?” Mikkel svarede prompte: “Vi vil lige tale om mors fremtid.” Han vendte sig mod Morten og forklarede, at jeg flytter ind hos ham, og at der skulle ordnes ekstra papirer. Rigmor sendte mig et blik. “Mor?” hviskede hun. “Vi har allerede besluttet det,” sagde jeg lidt for hårdt mest fordi jeg ikke selv var sikker. Mikkel havde overbevist mig hjemme i mit køkken med te og sit milde sprog. Alligevel var der noget i mig, der hviskede: “Vent nu, Vera, vent lidt.” Men jeg ventede aldrig.
“Er du sikker?” spurgte Rigmor, med den lavmælte sorg, hun er specialist i. “Lad det nu ligge mor har taget beslutningen,” svarede Mikkel, stadig med det der bløde tonefald, der dækker over stædighed. Regnen piskede mod ruderne. Papirer blev underskrevet. Mit hoved var et virvar af tanker om Poul Erik om det ægte og det uægte. Om vi nogensinde forstod forskellen.
Udenfor, inden vi gik til bilerne, sagde Rigmor: “Mor, du kan tage med mig. Der er plads.” Jeg stod fast. “Du har kun sommerhuset, og der er jo intet dér.” Hun sagde: “Der er læ og vægge. Resten klarer jeg.” Hun kunne altid mere, end hun viste.
Tilfreds gik jeg med Mikkel. Som altid.
I månederne efter boede jeg hos Mikkel og hans familie i Skåde. Stor villa, separat tilbygning, hvor jeg fik et pænt værelse “for at kunne have sit”, som svigerdatteren Gitte sagde. Gitte var perfekt som en reklame: pæn, korrekt, men kølig. Barnebørnene kom forbi af pligt, men havde ingen tålmodighed til gamle bøger eller mine fortællinger fra Skjern-egnen.
Ofte sad jeg og stirrede i haven på æbletræet, vi arvede, da vi flyttede ind. Det bar stadig frugt, selvom ingen plejede det. Det mindede mig om Rigmor.
Hun ringede hver uge fra Dannebrogvej. Hun talte om malerarbejdet, om at rydde i gamle skabe, om det store birketræ for foden af haven. En dag fortalte hun om et fund “Mere om det senere”, sagde hun hemmelighedsfuldt. Jeg forestillede mig myrer og gamle mærker i gulvet.
Rigmor var blevet boende i farfars gamle sommerhus, hvor Poul Erik og jeg havde tilbragt vores første somre sammen. Hun cyklede til arbejde i Faaborg, hvor hun blev ansat i et lille værksted “Den Gamle Ramme” hos den excentriske snedker, Peder, der udbetalte løn støt, men småt. Det var nok. Cykelturen på fyrre minutter gennem skoven var dagens højdepunkt; det duftede af fugtig skovbund og frihed.
En morgen fandt Rigmor noget under gulvbrædderne i stuen, hvor en enkelt brædde havde en mærkelig mørk farve. Hun løftede den og under lå et lærred og et brev. Maleriet var et landskab, signeret af Niels Skovgaard, glemt og ubeskrevet i alle kataloger. Hun vidste, hvem han var. Hans arbejder betragtes som sjældne, og hvordan det var kommet under gulvet her, anede ingen. Brevet var skrevet med farens krøllede håndskrift: “Rigmor, du alene ser det ægte. Billedet er dit.” Der var også et kontonummer til Schweiz min mand havde været så forsigtig et testamente gemt ekstra, så kun hun ville finde det.
Hun læste brevet flere gange græd lidt, ikke længe. Derefter tog hun til Aarhus for at få den anonymt vurderet; eksperten bekræftede ægtheden. Et stykke dansk kunsthistorie lå nu i hendes hænder, næsten som et symbol på, at ting nogle gange lægger sig rigtigt, selv når det ikke burde ske.
Snart fik hun hjælp af naboen, Poul Gregersen, en nænsom, rund mand, som arbejdede som arkitekt. Han så huset som “godt bygget det lever endnu”, sagde han, i stedet for at ryste på hovedet, som de andre lokale. Sammen fik de sat huset i stand, fjernede rådne lægter og fik vinduerne til at passe. Han blev en ven måske også mere, men det talte vi aldrig om dengang.
Imens gik det hurtigt den forkerte vej for Mikkel. Hans risikable satsninger i familiens firma gik galt, og formuen fordampede. Svigerdatteren Gitte så det komme og trak sig. Ungerne begyndte at undgå huset. Jeg sad i mit værelse, lyttede til stilheden og spekulerede på, hvor fejlen var sket.
I februar, hvor sneen dalede tungt, kom Mikkel på uanmeldt besøg i sommerhuset. Hans dyre bil var pantsat, og hans øjne tunge af bekymring. Vi talte sammen over te på verandaen, hvor han spurgte, om jeg havde fundet noget i huset efter far “Et brev”, sagde jeg bare.
Han spurgte til penge. Jeg nægtede. Jeg vidste, det aldrig ville være nok. Vi var voksne mennesker nu og måtte tage ansvar for vores valg. Da han drog, mærkede jeg ingen sejrsfølelse, kun en bølge af træthed og lidt følelse af tab.
Det var først i marts, jeg hentede mor hjem. Jeg pakkede det lille værelse sammen med hende få ejendele, fotos, et blødt uldsjal og brevene fra Poul Erik. Vi tog toget ud gennem skove og marker mod sommerhuset. Uden drama. For første gang lænede mor sig tilbage og sagde: “Du har en mand?” ikke spørgende, mere konstaterende. Jeg nikkede. “Han er god.” Det var nok for hende.
Da vi ankom, ventede Poul foran lågen, diskret og med et lille nik. “Hej Vera,” sagde han roligt, “velkommen hjem.”
Vi boede sammen i et år. Jeg lagde al energi i min drøm: et lille galleri i Faaborg bymidte, med tilhørende restaureringsværksted. Vi døbte det “Levende Ting”, tænkt af mor, der en dag sad med et gammelt møbel og sagde: “Der bor mennesker i alt det gamle træ.” Åbningen blev en succes, selv pressen skrev pænt om os. Skovgaards maleri hang nu i entréen, beundret af både unge og gamle i byen.
Dagen efter ringede Mikkel fra Odense, hvor han arbejdede som revisor: “Tillykke, Rigmor.” Vi talte voksent og roligt ingen store følelser, bare anerkendelse. Han spurgte, om jeg stadig var vred. Jeg sagde nej: “Det blev udmattet for længe siden.” Det var ikke en undskyldning, men måske begyndelsen på noget nyt. Jeg tilbød ham og familien at besøge “Mor ville blive glad. Og jeg måske også.” Hvor meget vi rækker hinanden, ved jeg ikke, men måske er det nok med muligheden.
Udenfor begyndte regnen at tage til, ikke et vredt uvejr, mere sådan en efterårsstille regn, som om byen trøstede sig selv. Jeg stod i galleriet og kiggede ind i rummet, hvor mor sad og kaldte folk hen til det gamle egetræsskab, nu restaureret og som en del af udstillingen. Hun så så levende ud, ulig den mor, jeg ofte havde mødt bag lukkede døre.
Poul gik roligt forbi og delte smil ud, og jeg mærkede en ro, jeg ikke har følt i mange år. Mor kom over og stod sammen med mig foran vinduet. “Regn,” sagde hun. “Far brød sig ikke om regn.” Jeg smilede. “Jeg har altid elsket den,” sagde hun stille. “Men sagde det aldrig.” Jeg tog hendes hånd, den var varm nu. “Du må gerne sige det fremover, mor.” Hun trykkede tilbage. “Jeg ved det,” svarede hun.
Jeg ved det også.
