Bedstefars forlovede
Den lørdag havde Signe besluttet sig for den helt store hovedrengøring. Derfor sendte hun sine sønner hjem til morfar, så de ikke rendte i vejen og lavede ballade. Hun var lige ved at varme aftensmaden op, da drengene kom tilbage.
Nå, hvordan gik det? Hvordan har morfar det? hun krammede og kyssede dem på panden.
Vi har været ude at gå tur i Fælledparken, fodret krager og spist is, rapporterede Kasper, den ældste.
Og morfar lovede at lære mig at cykle, hvis du siger ja, pralede Emil. Må jeg godt, mor?
Ja, hvis morfar køber en cykel til dig, kan vi snakke om det, sagde hun tørt.
Men han har allerede købt en til sig selv, sagde Kasper totalt alvorligt. Han siger, han skal i form nu.
Signe blev noget overrasket, men valgte klogt at tie stille.
Skynd jer at vaske hænder. Vi skal spise.
Vi har allerede spist hos morfar! Tante Bodil lavede mad til os, sagde Emil med et bredt smil.
Hvilken tante Bodil? Signe var målløs.
Morfars forlovede, fnisede Emil.
Hold nu op med det pjat, hun så strengt på ham. Din morfar er altså ikke nogen unge mand længere.
Det er altså rigtigt, mor, sagde Kasper. Morfar og tante Bodil er kærester. Kan vi komme med til bryllup?
Signe stod i køkkenet som forstenet. Hvad pokker? Den havde hun ikke set komme. Det var fem år siden, mor var død, men Signe havde aldrig kunne vænne sig til det store tab. Hun havde troet, at det samme gjaldt hendes far de havde trods alt været gift næsten hele livet. Men nej, selvfølgelig! Op dukkede en eller anden snedig dame uden skam i livet, der nu jagtede den gamle. Og sikkert ikke gratis! Man har set nok lyssky historier i TV-serier og i avisen: Gamle mænd, som bliver lokket, og pludselig står barfodede i Hellerup uden arv eller noget. Jojo, hun vidste jo, at det meste var overdrevet. Men hvor har de mon plottet fra? Fra virkeligheden! Og denne her forlovede gad vide, om hun er ude efter fars lejlighed på Østerbro, midt i byen og lige ved parken. Får hun magt, kan hun hurtigt gøre drengene arveløse! Hun havde jo selv tilbudt far at flytte ind hos hende, efter hun blev skilt og stod alene med to drenge. Far var blevet gammel og trængte til selskab og lidt opsyn. Men nej, han var stædig: Jeg vil selv bestemme mit liv. Jamen, så se, hvordan det gik! Nu var hun allerede begyndt at opbygge skrækhistorier oppe i hovedet.
Med hjertet oppe i halsen, fandt hun sin fars nummer.
Hej far, hvordan går det? Er du alene?
Ja ja, ungerne har allerede sladret, grinede han. Jeg er sammen med Bodil. Jeg har længe villet fortælle dig det, men tiden har bare ikke været rigtig
Længe?! Hendes forsøg på at lyde rolig faldt fuldstændig til jorden. Er du blevet skør? I din alder? Kunne du ikke finde på noget vigtigere?
Og hvad så med min alder? blev han fornærmet. Skal jeg bare tænke på død og dæmoner, fordi jeg er blevet halvfjerds? Synes du ikke, det er lidt tidligt at lægge mig i graven, Signe?
Men tænker du slet ikke på mig og dine børnebørn? Hvordan påvirker det os alt sammen?
Kære Signe, jeg har tænkt på jer hele mit liv. Nu vil jeg gerne leve lidt for mig selv. Jeg har været ensom og trist, men Bodil har givet mig lyst til livet igen. Og hvad mener du med, at det påvirker jer? Har noget ændret sig for dig eller drengene? Hvis morfar har det godt, får I det ikke værre! I burde glæde jer på mine vegne! Er det ikke sådan, jeg og din mor opdragede dig?
Jah, men hvad med mor?! stønnede hun.
Signe, ingen kan eller skal erstatte din mor, sukkede han tungt. Jeg håbede, du ville forstå mig. Hvem ved, hvor meget tid jeg har? Og jeg vil leve lykkeligt, så længe jeg kan. Ærgerligt, hvis du ikke kan unde mig det.
Hans ord ramte hende lige i maven. Tænk, så gammel og stadig så godtroende!
Men hvorfor gifte sig? Lev nu bare sammen, sagde hun håbefuldt og inderst inde håbede hun, at Bodil ikke kunne bruge ham til noget, og snart ville forsvinde.
Det kan du tro nej! Jeg er en ordentlig mand! Og nu er jeg altså ikke længere i den alder, hvor det er passende at være elsker, sagde han fast.
Signe indså, at hun ikke ville nå nogen vegne ved bare at brokke sig i telefonen. Men så kom hun i tanker om en genial plan.
Ved du hvad, far. Tag Bodil med til frokost hos os i morgen. Jeg bliver jo nødt til at møde min kommende papmor! overraskende nok dirrede stemmen næsten ikke.
Det var da en glimrende idé, sagde han straks og grinede. Hun falder helt sikkert i din smag!
Det skal vi sgu se på, tænkte Signe. Jeg skal nok vise hende, at man ikke bare snupper min fars Østerbro-lejlighed!
Signe gik i gang med den store forberedelse. Hun satte familiefotos op i stuen fra hendes forældre var unge, og satte bryllupsfotoet midt på kommoden overfor spisebordet. Hun lavede salater og alle de varme retter, hendes mor plejede, senest kåldolmer efter mors opskrift dem elskede far. Hun håbede, at han ville se alt det og droppe ideen om den nye kvinde. Men da hun åbnede døren og så, hvem far havde med, var hun ved at tabe både kæbe og serveringsbakke. Ved siden af far stod en sølvhåret, elegant kvinde på nøjagtig hans egen alder.
Goddag, Bodil fik Signe fremstammet.
Du kan bare kalde mig Bodil, svarede hun smilende og gav Signe et fast håndtryk. Jeg har glædet mig til at møde dig, Signe. Din far har været lidt nervøs, og det skulle han ikke have været. Du ligner din mor. Håber det er okay, jeg siger du til dig.
Signe vidste ikke om hun skulle skraldgrine eller bryde sammen i gråd. Hun fik kun fremstammet:
Kendte du min mor?
Ikke personligt. Men din far har deres bryllupsfoto på skrivebordet. Du ligner hende virkelig meget
Halvrystet smuttede Signe ud i køkkenet. Hænderne rystede på hende, og hun tabte næsten sovsen på gulvet, da hun lagde kåldolmer på serveringsfadet. Det må jeg tørre op senere, tænkte hun og gik tilbage til stuen.
Jeg hjælper dig lige, sagde Bodil venligt.
Nej, nej, tusind tak, det går nok, Signe sendte hende et høfligt smil og gik ud efter salaten.
Mærkeligt nok, midt i al hendes skepsis, kunne hun ikke lade være med at synes om den nye dame. Hun skulle bare vænne sig til tanken. Mens hun gik og grublede, glemte hun helt, at køkkenet var glat af den tabte sovs, gled og knaldede direkte ned på gulvet. Smerten i benet var så intens, at hun råbte op og samlede hele huset om sig.
Den frokost var selvfølgelig ødelagt. Signe måtte på hospitalet med ambulance; det var et brud med forskydning, så hun skulle blive der et godt stykke tid. Hun fik stress over situationen, men hun havde ikke behøvet at bekymre sig. Bodil besøgte hende, hjalp hende med krykkerne, og sammen med far boede de hjemme hos Signe og passede drengene, til hun kom hjem. Bodil gjorde rent, vaskede tøj, lavede mad, og hjalp endda med lektierne!
Jeg må indrømme noget, sagde Signe en dag. Jeg tænkte virkelig dårligt om dig. Jeg troede, du bare var ude efter fars lejlighed.
Ej, Signe dog! lo Bodil. Jeg har jo min egen lejelejlighed på Frederiksberg. Men din far er så stædig, at han nægtede at flytte. Jeg har boet her i 40 år! Og nu vil han pludselig også giftes. Han har talt om bryllup mindst tusind gange jeg er ved at blive vanvittig.
Vil du da slet ikke giftes med ham?
Nej, altså, hvem gider være brud som bedstemor? Folk ville grine sig selv i søvn! Jeg vil bare gerne have en god alderdom, og det er rigeligt, hvis vi har hinanden.
Så Signe fik ikke nogen ny papmor i hvert fald ikke foreløbig. Til gengæld fik drengene en vidunderlig bonusbedstemor, og Signe selv en hjertevarm veninde. Og allerbedst: Morfar har fået meningen med livet tilbage. Han håber stadig at kunne overbevise Bodil om at blive hans kone en dag. Måske er det faktisk lykkedes at finde en kvinde, der kan være lige så stædig som hamOg da Signe endelig blev udskrevet, stod far, Bodil og drengene på række uden for hoveddøren med hjemmebagte boller og flag. Drengene sang en krøllet sang, Bodil havde skrevet på sin gamle skrivemaskine, hvor de rimer kærlighed med tryghed og familiefest med hvilested, og Signe lo så tårene flød.
Den aften, mens de spiste de sidste boller ved stuebordet, tog far forsigtigt Bodil i hånden og klemte den. Signe betragtede dem to sølvhårede sjæle, to stædige hjerter, der havde fundet hinanden, ikke for at erstatte det tabte, men for at skabe noget nyt. Signe indså, at lykken sommetider dukkede op med gråt hår og et listigt smil, eller iført forklæde og kagerester på kinden.
Livet gik videre, men nu med ekstra plads omkring bordet og inde i hjertet. For det er, som Bodil sagde, den aften alle skålede med saftevand over resterne af hjemmebag:
Kærlighed har ingen alder, Signe. Den kommer, når man mindst venter det, og du kan ikke forhandle med den. Du kan bare åbne døren.
Og for første gang i lang tid tænkte Signe på sin mor uden at få ondt i hjertet for hun vidste, at selv om livet tog mærkelige drejninger, så var der altid plads til mere kærlighed. Det var måske ikke sådan, hun havde forestillet sig det, men det var præcis, hvad hun (og resten af familien) havde brug for.
