Det tredje øje hos Malene
I den lavloftede kælderetage under engrosvirksomheden “Teknorum” befandt sig afdelingen for salg, hvor stemningen altid emmede af noget mellem fælleskøkken og familiær sauna. Sladderen lå tykt i luften, tungere end duften af kaffe og de evigt buldrende elradiatorer. Arbejdet gik ikke for hurtigt; man ringede til kunder, skrev fakturaer, drak te og kiggede planløst ud i rummet. Af kedsomhed morede folk sig alt, hvad de orkede.
Afdelingens hovedunderholder, og samtidig dens skræk, var Malene Paaskesen. Hun var tæt på de halvtreds, havde ildrøde kunstige krøller og bar så meget bijouteri, at hun klang i takt med sine hofter som en julegås på Larsens Gæstgiveri. Malene Paaskesen mente, livet var særligt uretfærdigt mod hende manden var forsvundet, sønnen sad stadig trygt på mors pengepung, og med løn som salgsassistent kunne man ikke rigtig folde livets vinger ud. Men for et år siden, da hun havde besøgt en helbredskvinde i en faldefærdig landsby ved Limfjorden, fandt Malene Paaskesen pludselig en højere mening. Hendes kanal blev åbnet.
Jeg ser alt nu, piger, hviskede hun fortroligt, og hendes stemme blev dybere som dybfrost på isen i Nyhavn I kan slet ikke forstå, hvor stærkt mit energifelt er blevet! Den gamle kone sagde: Malene, du er en kanal. Nu er jeg som et røntgenapparat man kan hverken skjule sig eller sine børns leverpostejmadder!
I starten så alle på hendes forbindelser til det ukendte som charmerende vanvid. Når hun sagde til Kirstine fra økonomi, der altid var på kur: Min skat, du har lidt ballade med leveren, kan jeg se, viftede Kirstine blot afvisende med hånden. Men Malene Paaskesen havde brug for et publikum, og det skulle være, hvad det være vil.
På denne drømmedag dukkede hun op omgivet af den særlige mystik, som kun Malene beherskede. Hun smed sit vatterede frakke, rettede på sin enorme edderkoppebroche og satte sig uden et ord ved skrivebordet, fik øje på chefen Helle Madsen og stirrede insisterende.
Helle var berygtet for sine uknækkelige nerver og havde styret salgsafdelingen med fast hånd i ti år, uden at nogen fik lov at slække.
Hvorfor glor du sådan, Malene? mumlede Helle uden at løfte blikket fra skærmen. Fundet nogle kunder?
Helle begyndte Malene alvorstungt du må tilgive mig, men jeg kan ikke tie. Jeg ser noget.
Hvad ser du? Helle så endelig op.
Jeg ser et uheld, Helle. På motorvejen. Og din bil, det er den nye Renault Clio, ikke? Skrot. Og blod, alt for meget blod. Vær nu forsigtig i weekenden, hvis du alligevel skal ud at køre.
Et gys gik gennem rummet. Man kunne høre køleskabet brumme i hjørnet. Helle satte sig op i stolen og stirrede så længe på Malene, at hendes arme blev gåsehud.
Lyt nu, din hjemmelavede Pythia, sagde Helle lavmælt og samtidig truende nævn min familie eller min bil én gang til, og jeg sender din energi direkte ud ad vinduet. Forstanderbesøg, forstår du? Kom i gang med arbejdet.
Malene Paaskesen kneb læberne sammen. Hun tastede lidt på sin regnemaskine, men ti minutter senere mistede hun tålmodigheden. Så gik hun over til Frederikke.
Frederikke, eller Fie blandt venner, var ny i afdelingen. Tredive uger henne ung, buttet i kinderne, altid en smule rodet blond hår og et smil, der gyngede af indre lys. Hun klappede beroligende på sin mave, talte til babyen. Hendes mand kørte lastbil på tværs af landet, og Fie talte dagene til de sammen skulle til fødegangen. Alle syntes om Fie. Der blev listet kiks ind til hende med jævne mellemrum.
Snedig som en kat ventede Malene til Helle gik ud for at ryge på trappen.
Frederikke, min ven, hvislede hun kom og sæt dig.
Fie tøvede, men man sagde ikke nej til Malene Paaskesen, så hun gik.
Ja, hvad er der?
Bare rolig, Malene tog Fies hånd og lukkede øjnene. Åh… Lyset om dig er helt lyserødt, yndigt. Men midt i er der en mørk plet. En hvirvel, kulsort og voldsom, Frederikke. Den snor sig om din mave.
Fie trak hånden til sig, hendes kinder brændte.
Hvorfor siger du sådan? Hvorfor?
Jeg taler sandt, min datter. Malene trak teaterluft ind. Du får en svær fødsel. Meget svær. Lægerne redder ikke barnet. Forbered dig, min ven. Bær korset, bestil en bøn.
Nu var grænsen for galskab overskredet. Det var ondt. Fie begyndte at græde; hun holdt om maven som for at beskytte babyen.
Hvordan kan du…! Du er ond!
Ikke ond, kun ærlig, klippede Malene af.
Hvem har bedt om din mening, gamle kælling?! råbte Kirstine og smed en mappe i bordet. Skal du drive hende ind i chok? Tænk, hvis der sker hende noget nu!
Jeg? Jeg advarede bare, forsvarede Malene sig, hun skulle have fået abort, mens tid var. Nu er det for sent. Nu må Gud tage over.
Det var dråben, der fik bægeret til at flyde. Fie, stadig grædende, rettede ryggen, og hendes øjne blev fast og vrede.
Hvad glor du på?
Ved du hvad, Malene Paaskesen, Fie hviskede og stemmen dirrede jeg har faktisk også lidt… evner for tiden. Noget er vågnet.
Der blev musestille. Selv elkedlen holdt vejret.
Hvad?
Jamen, sådan noget tredje øje, ligesom dig. Det får mange gravide. Når jeg kigger på dig, ser jeg helt tydeligt…
Hvad ser du? Malenes stemme knirkede.
Jeg ser dig, Malene Paaskesen, gammel, meget gammel, jo forbi de halvfems. Du skal leve længe. Virkelig længe.
Jamen, det var jo rart, sagde Malene og forsøgte at smile, men forstod ikke, hvor hun ville hen.
Men om din søn, Thorben, ser jeg noget andet. Noget mørkere end dine hvirvler.
Malene blev bleg og rejste sig brat.
Du vover på noget nu! Hold så op!
Du opdragede mig til sandhed, ikke? sagde Fie og gik tættere på Jeg ser, Thorben dør ung og uforskyldt. Ingen børnebørn, ingen efterslægt. Du står alene tilbage. Undskyld, sådan siger jeg det, for sådan ser jeg det.
Det eksploderede. Malene skreg, så selv ventilerne i loftet dirrede.
Din satans møgunge! Hvordan kan du? Forbander du Thorben?! Mig skal du ikke tage for let…!
Hun styrtede mod Fie, knyttede hænderne, men blev fanget af Helle, der kom stormende ind.
Stop! Begge to! råbte chefen, så glasvæggene rystede.
Helle! Har du hørt, hvad hun sagde? Malene gispede og tværede mascaraen ud over kinderne Hun sagde, Thorben… Mit hjerte, hun er selv gravid! Hvordan kan man finde sig i så meget?
Og du? spurgte Helle. Du hørte, hvad Malene sagde om mit barn?
Det er ikke det samme! skreg Malene.
Ingen forskel, brummede Kirstine. Dine ord, Malene, er præcis lige så onde.
Nu var de fleste kommet ud fra kontorerne. Mændende, som ellers gemte sig, var dukket op med forskelligartede udtryk nogen fniste, nogen rystede på hovedet.
Hvorfor begyndte hun på det? indskød Jytte, den spinkle, bidske medarbejder som altid sang på Malenes melodi Malene, man skal altså være rar, når man venter barn. Thorben er altså uskyldig.
Hun fik, hvad hun tiggede om, brummede IT-manden Laurits.
Hold mund, Laurits, fnyste Jytte.
Du er ikke bedre selv, Jytte. Den ene dumme høne svarer den anden med samme medfart.
Selv er du en klaphat! brølede Malene.
Så er det nok! Helle råbte og klemte om Malenes albue Malene, gå ud og vask dit ansigt. Fie, sæt dig, drik lidt vand.
Nej, sådan går det ikke, jamrede Malene, hun skal sige undskyld. Hun skal tage ordene tilbage! Hun har lavet hul i min aura! Nu må jeg bede dag og nat for Thorben!
Malene, hvis du ikke holder op, så får jeg dig kaldt op til direktøren, sagde Helle. Du startede.
Vil I sige, det er min skyld?! I er misundelige på min gave!
“Gave”, hah, mumlede Laurits.
Fie sad og rystede, knuget om vandglasset. Kirstine gik hen til hende.
Fie, skal du hjem? Eller skal vi ringe til nogen?
Nej, jeg… jeg ved ikke hvad der gik af mig, hviskede Fie. Hvorfor sagde jeg det om Thorben? Det var ondt…
Ondt? Kirstine så forvirret ud Hun sagde det om din baby, du sagde det om hendes magelige søn. Det er spejling, ikke mere.
Men Thorben har ikke gjort noget.
Overlever han nok, siger de. Sidder jo på Malenes regning nu på sjette år. Måske får du ret, hvis hun skærer for pengekassen.
Det er for groft, Kirstine, sagde Fie lavmælt.
Malene kom tilbage, rystede og mørk, satte sig og begyndte straks at ringe op.
Thorben, det er mor, gispede hun højt så alle kunne høre Du blir hjemme i dag, ikke? Der var en, der sagde… Jamen… jeg overfører penge til pizza. Bare bliv hjemme!
Der blev grinet lidt i afdelingen.
Malene, køb nu bare en skudsikker vest til drengen, råbte én.
Rend og hop, bølle! svarede Malene tvært.
Helle indså, det var umuligt at få arbejdsro. Hun trak Fie med ind på sit lille kontor.
Kom. Fortæl alt. Detaljeret.
Fie snøftede sig igennem fortællingen om abort, ulykker og sort energi; om øjeblikket, hvor hun havde tabt besindelsen.
Jeg ved godt, jeg var dum, Helle, sluttede hun. Men hun ramte min baby. Ordene kom helt af sig selv.
Helle tændte en cigaret ved vinduet.
Du er dum, men hun er dobbelt dum. sagde hun. Du har startet noget her, hun vil bruge mod dig indtil pensionen. Og kollegerne? De glemmer hendes ord, men husker dine. For de handler om børn.
Men hun begyndte! sagde Fie indigneret.
Og du røg i suppen med hende, sagde Helle.
Fie brød sammen.
Hold op nu, Helle klappede hende på skulderen. Tænk på babyen. Gå hjem.
Da Fie tog overtøjet, ventede Malene på gangen.
Går du? Dårlig samvittighed? snerrede hun. Thorben skal leve, jeg køber et ikon til ham, men din unge… du får, hvad du ønsker andre.
Malene, flyt dig Fie holdt stemmen fast du har brug for professionel hjælp.
Det får du også brug for! truede Malene.
Ude i den frostklare drømmevinter luft trak Fie vejret helt ned i maven. Hun følte sig elendig. Det, hun havde sagt, ville huskes, det vidste hun.
Næste dag var der opdelinger i afdelingen. “Malene-lejren” (med Jytte og to småbittere kontorfolk) ignorerede Fie demonstrativt, hviskede og kastede blikke.
Jeg var i kirken i går og tændte lys for Thorben, Malene informerede højt Præsten siger, det er en døds synd at give nogen en dødsdom. Især gravide.
Du må tilgive hende, Malene, sukkede Jytte.
Hun kan ikke sove! jamrede Malene Jeg ringer til Thorben hver time.
Kirstine kom forbi.
Malene, skal du ikke snart stoppe det show? Har du helt glemt, hvad du selv har braldret ud med?
Hold mund, Kirstine! Du forsvarer hende bare, fordi du også er hård!
Fie prøvede at arbejde normalt, selv da hænderne rystede. Ved frokost begyndte maven at trække sig sammen, og hun ringede til sin mand, men han var i Aarhus. Samlede sig og gik til Helle.
Helle, jeg må hellere ringe efter en ambulance.
Helle reagerede straks.
Kirstine! Ring 112! Fie har det dårligt!
Vandet blev hentet, et vindue blev åbnet. Malene sad ubevægelig, og et svagt smil sneg sig om hendes læber. Kirstine opdagede det:
Sidder du der og smiler? Er du tilfreds nu? Fik du, hvad du ville?
Jeg?! Jeg gjorde ingenting! panikken lurede i stemmen.
Ambulancen kom. Fie blev båret ud, grædende, omfavnet af sine egne hænder.
Da døren smækkede bag båren, hang tavsheden i rummet. Malene sad grå og slidt. Ingen så på hende. Selv Jytte så væk.
Malene, sagde Jytte hvis der sker hende noget… Hvis det virkelig var dine ord…
Hvad har mine ord med sagen at gøre?! tissede Malene Gravide er jo altid hysteriske! Og sandheden var, der var sort energi!
Du er noget for dig selv hviskede Laurits.
Om aftenen lød meldingen via Kirstine: “Fie er stabiliseret, barnet har det, omg alt taget i betragtning, godt.” Men diskussionerne flækkede kollektivet for alvor.
Næste morgen kom Malene rødøjede på arbejde. Hun prøvede at jamre, men ingen så på hende.
Jeg ville bare advare, sagde hun. Men nu bider alle i mig.
Du er gift, Malene, sagde Kirstine roligt. Husk Lena fra marketing; dit vane “forudså” utroskab, hun var tæt på at springe ud af vinduet. Og Vital, du sagde, han ville brække benet, og vupti, faldt han.
Jeg… jeg forudsiger kun! Ikke min skyld!
Måske politiets nu, Helle kom ind. Fies mand truer med politianmeldelse for trusler og psykisk vold. Du tager din computertaske, og så er det ud, siger direktøren.
Malene kunne ikke få luft, men ingen så på hende. Først da hun forsvandt ud, råbte Kirstine efter hende:
Og du, Malene… søg hjælp! For jeg ser også noget lægerne kan nok ikke hjælpe dig!
Døren lukkede skævt. Nogen fniste nervøst; Helle nikkede til Kirstine.
Du gik for langt. Man skal ikke råde ondt med ondt.
Jeg sagde bare sandheden, trak Kirstine på skuldrene Mit øje er vist også lidt åbent.
Ikke mere snak! Jytte fortrød og vendte sig mod skærmen. Manglen på Malene gav statisk i luften.
Helle kiggede ud over en grå, snedækket gård, tænkte på Fie, på hvor meningsløst det hele var. Så vendte hun sig.
Så. Arbejde! Ingen samtaler uden for telefonerne. Det er slut med sludder.
Overraskende gik arbejdet faktisk i gang. Nogle timer senere ringede Fies mand, Simon, til Helle. Han sendte hilsner. For alle undtagen én.
Kommer hjem i morgen. Alt blev reddet, heldigvis. Tak for støtten! sagde Helle til resten.
Gudskelov, mumlede rengøringsdamen fru Else, med sin spand jeg bliver jo helt syg af at høre jer.
Hen mod lukketid blev Kirstine hængende. Helle spurgte:
Skal du ikke hjem?
Bare… jeg hadede hende, indrømmede Kirstine indtil jeg næsten ondt indeni. Nu har jeg ondt af hende.
Hvem? Malene? Hun har selv valgt ensomheden.
Men det føles stadig forkert. Som om vi gik for vidt.
Kom hjem, Kirstine. En ny dag venter.
Næste morgen tog Kirstine kage med, og hun, Laurits, Hans og Grethe kørte ud til Fie på Riget.
Og om Malene Paaskesen blev der i afdelingen kun talt i gåder. Når nogen fra den øverste etage spurgte, hvorfor den rødkrøllede var væk, nikkede man bare og sagde: “Hun fik åbnet sit tredje øje. Vi måtte lukke døren sammen med.”
