Aftenskaftet
Fredag aften har altid haft en særlig vægt: udenfor drypper det stille regn mod ruderne, og i lejligheden dufter der af stegte løg og friskbrygget Earl Grey. Jeg smider mig op i hjørnesofaen, kroppen tung og en anelse mat efter en uge foran computeren. Jeg arbejder som tekstforfatter hjemmefra og de seneste dage har været særligt opslidende: kunderne kræver flere rettelser, deadlines presser på, og øjnene vil simpelthen ikke fokusere på skærmen mere. Så da min kone, Birgitte, slænger sig ved siden af med et uldtæppe om benene og jeg sidder klar med fjernbetjeningen, klar til det krimi, vi har udskudt de sidste par uger, føles det endelig som om det faktisk er weekend.
Skal vi komme i gang? spørger jeg og kigger hen på Birgitte.
Lad os, siger hun med et lille smil og trækker tæppet tættere om sig. Men uden forstyrrelser ingen telefoner, ingen
Hun når dog ikke at gøre sætningen færdig. På fladskærmen toner pludselig en rød boks frem: Indgående videoopkald fra Karen Madsen. Sideløbende med introen på serien lyder en venlig computerdame gennem højtaleren: Abonnenten venter på svar.
Jeg mærker straks pulsen stige. Birgitte ser på fjernbetjeningen, som om den er en tikkende bombe.
Emil, sluk! hvisker hun og griber mig i ærmet.
Det kan jeg ikke, mumler jeg. Hun kan jo se vi er online på NordTV. Hvis vi ikke svarer, ringer hun bare hele aftenen og spørger om vi er faldet om.
Modstræbende lader jeg fingeren glide hen til knappen og accepterer opkaldet. Skærmen bliver splittet: til venstre introen til serien, til højre Karens smilende ansigt.
Hej mor, siger jeg.
Åh, så I allerede sidder klar? Perfekt! lyder Karens oplagte stemme. Jeg har lige tænkt, vi kunne begynde et nyt fælles-tema: Stumfilmens Mestre! Det er jo fredag! Jeg synes vi bør brede vores kulturelle horisont det blir både lærerigt og hyggeligt!
Birgitte lukker øjnene, sukker lavt og synker sammen. Hun kigger på mig, og jeg forsøger at mumle noget neutralt:
Mor, vi havde nu egentlig tænkt…
Det tager jo kun halvanden time, skærer hun mig af. Jeg fandt Slagskibet Potemkin med danske undertekster. Dét bør enhver dannet dansker ha set!
Birgitte rejer sig hidsigt.
Undskyld, Karen, men mit hoved værker frygteligt. Jeg bliver nødt til at lægge mig.
Hun forsvinder mod soveværelset, døren lukker, og jeg sidder der alene, mens min mors glade stemme fortæller om filmpionerer, og Birgittes fodtrin forsvinder ind bag lukkede døre. Hvordan endte vi her?
Det begyndte egentlig så uskyldigt. For tre måneder siden, midt i juli, kom vi hjem fra ferie på Fanø, solbrune og glade, og dér, ved døren, stod en stor kasse fra NordTV. En vedlagt kort hilsen: Kære Emil og Birgitte. I får hermed et års premium-abonnement til Kulturpakken. Jeres aftener skal fyldes med skønhed og dannelse. Kærlig hilsen, mor (Karen)”.
Vi havde egentlig aldrig set behovet for mere end den almindelige tv-pakke til nyheder og lidt underholdning. Men straks blev jeg glad:
Hun har virkelig gået op i det. Det ér ret dyrt og jeg har hørt de sender fantastiske film.
Vi installerede boksen og brugte den første uge på at bladre igennem alt fra gamle danske klassikere til historiske dokumentarer og få kultvidenskabsspil om dyr og planter. Men efter arbejde havde vi mest brug for let underholdning.
Problemerne kom allerede tirsdag ugen efter. Klokken otte om aftenen, mens vi spiser rester ved køkkenbordet, ringer min telefon. Det er Karen.
Hej, Emil, har I fået det tændt? spørger hun.
Hvad?
Fjernsynet! I aften klokken otte sender DR2 serien Den Store Dronning. Kunne vi ikke se den sammen og snakke bagefter?
Jeg kigger hjælpeløst på Birgitte. Hun rynker brynene.
Mor, vi vidste ikke det var aftalt
Jamen dog, siger hun såret. Jeg har jo givet jer gavekortet, så vi kunne være kulturelt på bølgelængde, dele oplevelser. Vi bor så langt fra hinanden vi må jo gøre et eller andet!
Karens lejlighed ligger i Brønshøj, langt fra vores på Islands Brygge. Siden far døde for fem år siden, har hun været meget alene, og jeg har dårlig samvittighed over ikke at besøge oftere. Men arbejdet fylder, og for at være ærlig så frygter Birgitte weekender med forældreinvasion.
Måske en anden dag, prøver jeg, men Karen er allerede i gang.
Det er jo bare en time! Tænd nu bare, og så mødes vi over NordTVs videochat. Det er jo genialt!
Birgitte sukker, jeg tænder modvilligt. Efter få minutter ser vi Karens stue på skærmen hun sidder i sin beige lænestol med strikketøj, varm te på bordet.
Så kan det da ikke blive bedre! udbryder hun.
Den første serie var slæbende, 1800-talsdrama med krinolinekjoler og endeløse samtaler om dyd, skyld og ansvar. Jeg bemærker hvor hurtigt Birgitte tjekker ud på sin telefon.
Karens kommentarer flyver:
Prøv at lægge mærke til kjolerne, det er håndbroderet hele vejen ned! Eller: Se hvordan skuespilleren formidler sine følelser. Det kalder jeg talent!
Birgitte nikker til kameraet men hun er væk, tankerne et andet sted.
Efterfølgende er Karen i ekstase.
Det var skønt, ikke? Skal vi ikke fast lave Kulturklub tirsdag og torsdag? Jeg laver program én måned frem! Og på søndag kan vi se dokumentarer om danske vintersvampe. I elsker jo naturen, ikke?
Birgitte siger ikke meget på vej ud i køkkenet for at vaske op. Stemningen er trykket.
Jeg kan bare ikke, hvisker hun barskt. To timer jeg havde til mig selv… De var mine!
Jeg forklarer forsigtigt:
For hende er det vigtigt. Hun er ensom. Vil du hellere have hun tropper op hver weekend?
Hun siger ikke noget.
Og så blev det vores nye liv: tirsdage og torsdage kværner vi gennem Karens program. Danske dramaserier, derefter Svanen og Rosen, så dokumentarer om Arktis, tropiske skove, fugletræk. Altsammen veldrejet, men jeg kan ikke finde engagementet. Matcher det ikke, så ruller telefonen, er I okay?, eller hun ringer direkte.
Karen er himmelhenrykt, sender lange smser med filmanmeldelser og forslag til modetemaer til Birgitte.
Birgitte får gerne luft hos vores overbo, Agnes, som hun har mødt til stram op-hold.
Ved du hvad din mor nu har lavet? spørger hun efter træning. Kulturelle søndage vil hun nu have indført! Mere overvågning!
Sabotér det, griner Agnes. Sig du har deadlines, påstå du skal på kursus.
Birgitte prøver. Én gang ringer hun og klager over migræne.
Stakkels lille, så bare lig og slap af, så ser Emil jo med, svarer Karen. Bare hav det på i baggrunden, skat.
Endnu værre, tænker Birgitte senere jeg fik ikke engang lov at slippe rigtigt.
Hun prøver igen med arbejdspres.
Jamen du har jo fleks-job, kan se filmen bare en halv time, argumenterer Karen.
Vi sidder dér tvungne til det.
Min mors omsorg bliver en lænke. Vi sidder efterhånden i spænding hver tirsdag, torsdag og nu også søndag. Det er blevet til hendes forventning, hendes kontrol, ikke vores hygge. Jeg mærker, hvordan Birgitte reagerer. Hun bider af mig ved småfejl, støder til, hvis opvasken ikke står rigtigt.
En aften spørger hun:
Gør du nogensinde noget ved det? Kunne du ikke tage samtalen? Forklare, at vi har brug for ro engang imellem?
Jeg kan ikke, Birgitte. Hun ville blive såret, tror hun vi ikke værdsætter det hun gør…
Men Emil, det handler om vores privatliv. Kan du overhovedet se hvordan hun styrer hele vores uge?
Jeg sukker. Hun har ret, men jeg kan ikke få mig selv til at gå imod min mor.
Vendepunktet kommer på Birgittes fødselsdag i november. Jeg har bestilt bord på en hyggelig restaurant, blomster, endda lovet dessert og vin.
Dagen før, skriver Karen:
Kære begge stort tillykke, Birgitte! Jeg har fundet et fabelagtigt indslag om Frida Kahlo til i morgen kl. 20 på DRKunst en stærk kvinde, ligesom dig. Skal vi ikke se den sammen?
Hun mener det helt alvorligt! På min fødselsdag?! hvæser Birgitte.
Jeg forsøger at glatte ud.
Vi kan jo tage ud og spise lidt tidligere, så nå hjem til klokken otte
Hun glor på mig.
Du prioriterer hende over mig selv i dag!
Vi skændes. Dagen efter sidder vi i restauranten, men jeg kan mærke hvordan jeg kigger på uret hen mod otte. Da vi går hjem, siger jeg usikkert, om vi måske kan nå hjem til seancen.
Ikke tale om, Emil. Hvis du vil, må du tage den alene, siger Birgitte og forsvinder ind på badeværelset med et glas vin og en bog.
Da mor ringer, skriver jeg internetproblemer. Hun kommer igen dagen efter og minder om, at vi kan tage det klokken tre, så vi kan nå det.
Karen, vi er glade for din omsorg og gave, men vi kan ikke altid følge dit skema, siger Birgitte i telefonen, da hun har fået nok.
Så I vil ikke? Jeg prøver bare at gøre noget godt! Er jeg virkelig bare til besvær?
Jeg mærker skyld, men også lettelse. Endelig er det sagt højt.
De næste uger foregår i tavshed, men noget har ændret sig. Vi aftaler én fast dag hver anden uge, det er dét. Karen er tydeligt fornærmet, men accepterer modvilligt. Nu tager hun i filmklub på biblioteket og får snakket med andre. Hun ringer mindre, virker gladere.
For Birgitte og mig åbner sig endelig aftener uden skemalagt tvang. Vi kan tale sammen, læse, gøre hvad vi vil og jeg mærker taknemmelighed over, at vi ikke gik helt op i limningen.
Det hele har lært mig, at der er forskel på at ville gøre noget godt og på at tage styringen over andres liv også sine nærmeste. Gaver forpligter, men de må aldrig blive til lån, der skal betales tilbage med ens tid og sind.
Det kan være svært at sige fra især når det gælder dem, vi holder af. Men hvis ikke vi står op for vores egne grænser, gør ingen det for os. Det lærte jeg den november i regnvejret, med stegte løg i køkkenet og lyden af ro for første gang i lang tid. Den frihed den skal man værne om.
