Drømmen i den blå pakke
Gertrud stod ved køkkenvinduet, med en krøllet indkøbsseddel i hånden, og lod blikket glide ud over de dansende snefnug udenfor. Store, bløde flager landede på vindueskarmen og dækkede den med et jævnt, hvidt lag, og det gav hende en mærkelig ro. December var i år generøs med sneen, næsten som dengang hun var barn, hvor vinteren virkelig var vinter.
Gerda, hvorfor står du bare der? lød Jørgens stemme inde fra stuen, hvor han rodede rundt i kasserne med julepynt. Se, jeg har fundet den der nisse vi købte på markedet i treoghalvfems. Kan du huske den?
Jeg ser det godt, Jørgen, svarede hun uden at vende sig. Men vi mangler mælk, og vi har ikke mere frisk brød. Kan du ikke lige smutte i Netto?
Nu? der sneg sig et barnligt brok ind i hans stemme. Gertrud, klokken er allerede over seks, det er mørkt. Jeg troede vi skulle hænge lyskæder op sammen.
Hun vendte sig om. Jørgen sad på gulvet midt i en bunke glaspynt, håret var gråt og uglet, brillerne gled ned ad næsen. I hånden holdt han den falmede nisse, og hans ansigt lyste af så ægte glæde, at Gertrud mærkede et stik af dårlig samvittighed.
Det er fint, jeg går selv, sagde hun blødere. Men så kunne du samle juletræet, mens jeg er væk? Det er den niogtyvende, Jørgen. Om lidt er det nytår, og vi mangler stadig at pynte op.
Jeg skal nok, jeg skal nok, viftede han afværgende. Ved du hvad, Gertrud, jeg så en reklame for en ny telefon i bussen i dag. Den hedder “NordPhone”. Kameraet tager billeder som i dagslys, selv om natten! Tre hundrede og tolv gigabyte. Man kan have alle børnebørnene med på billeder.
Gertrud stivnede med jakken i hånden.
Tre hundrede og tolv? gentog hun. Og hvad koster det vidunder?
Tja… Jørgen kløede sig i nakken. Lige under 7.000 kroner, tror jeg. Men sikke en ting!
Syv tusind, sagde Gertrud langsomt. Jørgen, din mobil er kun et år gammel. Den virker jo fint.
Ja, jo, nikkede han, og så væk. Jeg sagde det bare. Synes bare det var spændende.
Hun lynede jakken helt op, tog sin strikkede hue.
Jeg synes også meget er spændende sagde hun tørt. Men det er jo ikke det samme som, at man skal have det hele.
Nej, nej, jeg sagde heller ikke vi skulle købe! Jørgen så nu på hende, med et blik, der rummede noget såret. Må man da ikke drømme lidt?
At drømme kan vi alle, svarede Gertrud og fandt handskerne frem. Mine drømme handler bare mere om en ny sofa, så jeg ikke får ondt i ryggen. Eller om at give børnebørnene lidt ekstra til deres fritidsaktiviteter. Du drømmer om telefoner.
Jørgen vendte sig imod pyntkasserne.
Gå du bare. Jeg klarer det her.
Gertrud blev stående et øjeblik i døråbningen, kiggede på Jørgens let bøjede ryg, sukkede og gik ud.
Sneen knirkede under hendes støvler, og lyden gjorde hende perverst nok lidt gladere. Hun gik langsomt for ikke at glide på de isede fliser. Netto lå kun to gader væk, men vejen føltes længere i mørket og med dagens træthed hvilende over sig.
Hun havde brugt hele dagen på forberedelserne. Hun havde pudset vinduer, selvom Jørgen sagde det ikke kunne ses, strøget dugen, lavet testsalater og skrevet den endelige indkøbsliste. Listen var lang: tre kilo oksesteg, kartofler, gulerødder, rødbeder, tyve æg, mayonnaise, røget medister, dåseærter, syltede agurker, mellemlagret ost, smøreost til sildesalaten, sild, æbler, klementiner…
Netto var stuvende fuld af folk. Alle julehandlede, og stemningen var febrilsk. Gertrud greb en indkøbsvogn og begyndte tålmodigt at fylde den efter listen. Lige ved pølseafdelingen mødte hun sin nabo Ingrid.
Gertrud! udbrød Ingrid glad. Er du også ude og lave det sidste indkøb?
Ja, det er sidste omgang, smilede Gertrud. Er du klar derhjemme?
Næsten, Ingrid trak på skuldrene. Jeg laver salaterne i morgen. Jeg orker ikke mere nu. Har du set priserne? For en bakke færdiglavet sildesalat skal de have næsten 80 kroner. Tidligere var det under halvtreds.
Det er inflationen, sukkede Gertrud. Jeg laver det selv. Det er billigere.
Du er sej, rystede Ingrid på hovedet. Jeg bestiller det færdigt i år. Sundheden først, ikke?
Jo, nikkede Gertrud. Vi får både datter, svigersøn og børnebørn på besøg. Og Jørgens venner kigger forbi.
Så har du travlt, Ingrid nikkede forstående. Hjælper Jørgen?
Gertrud tøvede et sekund.
På sin egen måde, sagde hun til sidst.
De sagde farvel, og Gertrud fortsatte. Indkøbsvognen blev tungere og tungere. Hun regnede sammen inde i hovedet og rynkede brynene. Jul og nytår slog altid bunden ud af budgettet, men hvad skulle man gøre? Det var jo en familietradition.
Ved chokoladen standsede Gertrud foran en plade, hun længe gerne ville smage med hindbær og mandler. Hun kiggede på prisen, sukkede og valgte i stedet en mælkeschokolade til tredjedelen.
Ved kassen tog det sin tid. Slutbeløbet fik hende til at bide tænderne sammen, men hun betalte uden kommentar og bar de tunge poser ud i snestormen.
Det var hårdere at gå hjem. Posernes håndtag skar i fingrene, sneen væltede ned og satte sig i ansigtet og nakken. Halvvejs satte hun poserne fra sig på en bænk og pustede ud. Ryggen smertede, og der sitrede noget i hendes ben. Hun var enogtres, og kroppen mindede hende oftere og oftere om det.
Hun så op på vinduerne i deres boligblok. På femte sal var der lys Jørgen havde sikkert samlet juletræet og sad nu med te, surfende på sin ganske udmærkede mobil. Pludselig forestillede hun sig ham med den nye, funklende NordPhone, hans barnlige glæde og mærkede en underlig blanding af ømhed og irritation.
De havde været sammen i otteogtredive år. Mødte hinanden dengang på Øresundsvej, hvor hun var bogholder, og han ingeniør. Dengang var Jørgen som en prins: høj, krøllet hår, drømmende blik. Han læste digte, tog hende med i Tivoli, kom med blomster. Så kom datteren Rikke, bleer, søvnløse nætter, skrabet økonomi. Jørgen drømte videre, mens Gertrud holdt husholdningen i gang. Hun havde aldrig beklaget sig det var hendes rolle, og det var i orden. Men en gang imellem, midt i kulden, med tunge poser, mens han sad varmt og lunt, fik hun lyst til at spørge: drømmer han aldrig om hende?
Gerda, hvad laver du? lød Jørgen pludselig oppefra, og hun fór sammen. Han stod med hovedet ud af altanen. Skal jeg hjælpe?
Jeg kommer nu! råbte hun og tog poserne op, selvom hænderne var stive af kulde.
Indenfor var der lunt og duftede af gran. Jørgen havde faktisk samlet juletræet; det stod rankt i stuen, pyntet med lyskæden sirligt viklet om foden.
Flot klaret, roste Gertrud, idet hun trak de våde støvler af. Og pynten?
Tænkte vi skulle gøre det sammen, Jørgen bar poserne i køkkenet. Skal jeg lave te?
Ja, sagde hun, hængte jakken til tørre over radiatoren. Jørgen, hvornår fik du egentlig din bonus?
Han stivnede ved komfuret, hældte vand i kedlen.
I forgårs, sagde han uden at vende sig. Hvorfor?
Jeg tænkte bare, sagde Gertrud langsomt, mens hun lagde varerne på plads, skulle vi ikke lægge lidt til side? Til en ny sofa måske. Eller til børnebørns fødselsdag.
Selvfølgelig, nikkede Jørgen hurtigt. Jeg har allerede lagt halvdelen i en kuvert oppe på hylden.
Halvdelen? Hvor meget fik du?
Fyrre tusind, han vendte sig, blikket flygtigt. Tyve lagt til side, resten til julen.
Gertrud nikkede og skubbede tanken om den dyre telefon væk.
Aftenen gik roligt og næsten hyggeligt. De pyntede træet sammen, Jørgen kæmpede med stjernen i toppen.
Den hænger skævt, indvendte Gertrud.
Det ser du kun tæt på, forsikrede han. Fra afstand er det fint.
Jørgen, drej den bare lidt…
Gertrud, lad nu være, hans stemme blev træt. Jeg har bøvlet med den stjerne i en time. Den hænger lidt skævt, pyt.
Gertrud tav. Jørgen steg ned fra stolen, vurderede resultatet.
Det blev flot, sagde han tilfreds. Ikke?
Jo, smilede hun. Meget flot.
Han slog armen om hendes skuldre, og de sad og nød de blinkende lys. Sneen dalede endnu, byen gjorde sig klar til fest. For nu føltes alt rigtigt. Måske var hun for streng måske skulle hun bare glæde sig, nyde at de havde et varmt hjem og hinanden.
Gerda, hviskede Jørgen. Jeg tænkte på… Skal vi ikke bare give hinanden noget småt i gave i år? Noget symbolsk?
Gertrud åbnede øjnene.
Jeg har faktisk allerede købt en gave til dig, sagde hun forsigtigt. En god én. Jeg tror, du bliver glad.
Har du? han så forvirret ud. Jeg troede vi var blevet enige om ikke at bruge penge…
Det har vi ikke aftalt, Jørgen. Du finder bare på det nu. Og helt ærligt hvad er et nytår uden pakker?
Javel, han gned stedt brynene. Jeg har slet ikke nået at ordne gave til dig endnu… jeg må nå det i morgen.
I morgen er der proppet med folk, mindede Gertrud ham om.
Jeg når det nok, forsøgte han, men lød ikke overbevisende.
Gertrud gik ud for at vaske op. Jørgen blev i stuen, kiggede på træet. Hun tænkte, at han alligevel bare ville komme i sidste øjeblik med en æske chokolade fra kiosken. Og det sved, ikke fordi hun krævede noget dyrt men det ville have betydet noget, at han havde tænkt over, hvad hun kunne lide.
Da hun så sit eget spejlbillede i ruden, anede hun kun konturerne af en træt kvinde med grå striber ved tindingen, som hun var for stædig til at farve. Hvornår var hun blevet sådan?
Gerda, kommer du? råbte Jørgen. Skal vi ikke lægge os? Vi har en travl dag i morgen.
Jo, jeg kommer, svarede hun og slukkede lyset i køkkenet.
Morgenen den tredivte december vågnede Gertrud før vækkeuret. Lejligheden var stille, kun fjern bilstøj udenfor. Jørgen sov stadig, bredt ud på sengen, og trak vejret tungt. Gertrud listede i badekåbe ud i køkkenet.
Dagen ville blive hård: mange salater, stege, opdækning. Til aften kom Rikke, svigersønnen Mikkel og børnebørnene, Anna og Mads. Gertrud glædede sig, men var også lidt nervøs: tiårige Mads sad mest med tablet, og otteårige Anna nægtede ofte at spise. Rikke syntes børnene var svære, men Gertrud mente bare, Rikke var for lidt hjemme ovenpå det nye job…
Tevandet kom i kog, og hun tog de kogte rødbeder ud til sildesalaten Jørgens yndlings. Lag på lag: sild, løg, kartoffel, gulerod, rødbede, mayonnaise. Hænderne arbejdede som på rutine.
Jørgen kom ud ved ni-tiden, stadig søvnig.
Godmorgen, han kyssede hende i håret. Hvorfor så tidligt?
Der er meget at lave, svarede hun.
Drop så omlet, jeg tager bare en rugbrødsmad.
Han lavede kaffe, smurte brød og satte sig med mobilen. Gertrud betragtede ham i smug, vendte tilbage til madlavningen. Sådan sad de: hun arbejdede, han scrollede.
Jørgen, går du ud og køber gave i dag?
Hm? løftede han hovedet. Jo jo, efter frokost.
Husk det nu, sagde hun.
Ja ja, svarede han, uden at tage øjnene fra mobilen.
Gertrud tav. Hun vidste jo, han sikkert bare ville glemme det eller købe det første det bedste. Og det var hun blevet vant til, det var nemmere end at blive sur.
Dagen snurrede videre. Gertrud lavede kartoffelsalat, skar skinke og stegte kylling med kartoffelbåde. Jørgen forsvandt rundt i lejligheden, og hun måtte flere gange minde ham om gaveindkøbet:
Gå nu, der er snart aften, Jørgen!
Jeg når det. Vent nu.
Han gik endelig ved firetiden, smækkede med døren. Gertrud stod alene og vaskede op blandt madrester og fade. Hun var træt i benene, svimmel af stegeos og mayonnaise, men arbejdet var næsten gjort. Hun så i stuen på det dækkede bord, juletræet med lys og pakker og en stor gave i blåt papir: gaven til Jørgen.
Hun satte sig og huskede, hvordan hun havde valgt den jakke: tre butikker, mange overvejelser. Til sidst blev det en Nordvind varm, praktisk, mange lommer. Prisen var næsten 1.800 kroner, men den gamle jakke var slidt op, lynlåsen gik i stykker. Han sagde aldrig noget, men hun så, at han frøs, når han ventede på bussen.
Hun håbede, han ville blive glad. Og måske, bare måske, havde han fundet på noget, der også viste, han kendte hende.
Jørgen kom hjem halvanden time senere med en lille pose. Hans blik sagde alt: Han havde bare købt det første.
Se, han rakte posen frem. Det her, tror jeg, du vil kunne lide.
Hun kiggede ned: En parfume, ukendt mærke, farverig emballage.
Tak, sagde hun neutralt. Flot indpakket.
Ikke? Han så lettet ud. Dame i butikken sagde det var moderne nu.
Moderne, ja, gentog hun og satte posen fra sig. Jørgen, kan du egentlig huske, hvilke dufte jeg bruger?
Han så forvirret ud.
Øhm… Chanel… eller…
Jeg bruger jo ikke parfume, Jørgen. Jeg har allergi. Jeg har sagt det så tit.
Der blev stille. Han rødmede.
Undskyld, mumlede han. Jeg glemte det. Bytter den i morgen…
Det er lige meget, sagde Gertrud, vendte sig. Lad den bare stå. Rikke og børnene kommer snart.
Han nikkede og listede væk. Gertrud stod tilbage, kiggede på parfumen og mærkede skuffelsen vokse. Ikke på grund af selve gaven, men han havde ikke engang prøvet at huske, hvad der betød noget for hende det var bare rutine.
Hun slugte tårene, gemte gaven væk og begyndte at dække op.
Rikke kom lidt over syv sammen med Mikkel, Anna og Mads. Anna stormede ind, smed hue og frakke på gulvet.
Mor! Hvor er juletræet?
I stuen, skat, Gertrud bøjede sig og krammede barnebarnet. Kom og kig, det er flot!
Mads gik ind, sagde ingenting og satte sig med sin iPad. Rikke rullede med øjnene.
Læg den væk nu, sagde hun. Vi er på besøg!
Lad ham nu, Jørgen bød ind fra stuen. Kom ind, Mikkel, hæng frakken.
Snart var der travlhed med mad, torter, skænderier mellem børnene, julemusik. Gertrud var i køkkenet, Mikkel hjalp med at skære kød ud. Anna pillede ved al pynten, Mads sad på sofaen.
Skal jeg hjælpe dig, mor? spurgte Rikke, da hun kom ud i køkkenet. Du har da haft travlt.
Jo, du må gerne, sagde Gertrud. Det har været en lang dag.
Jeg fatter ikke hvor du får energien fra, sagde Rikke. Jeg er træt bare af tanken. Jobbet dræner mig helt.
Travlt på kontoret?
Ja… Og Mikkel har travlt. Børnene passer sig selv. Mads er blevet så indesluttet.
Har du spurgt, om han har det godt? foreslog Gertrud.
Han svarer bare det går fint, sukkede Rikke. Det er nok bare alderen.
Snart strømmede Jørgens venner, Søren og Tanja, også ind med vin og kage. Stemningen blev livlig. Anna legede under træet, Mads var med sin iPad. Gertrud satte sig forenden af bordet og lyttede til grin, samtaler, brudstykker fra et langt, travlt liv. Hun følte sig både lykkelig og uendeligt træt.
Ved elleve kom gaveuddelingen. Børnene fik legetøj og chokolade, Rikke og Mikkel gav forældrene gavekort til en restaurant, Søren og Tanja gav stel. Alt var som det plejede.
Og nu sagde Jørgen med stor stemme skal Gertrud have sin gave!
Gertrud tog den blå pakke frem, rakte den. Godt nytår, Jørgen.
Han åbnede forsigtigt. En mørkeblå Nordvind jakke. Han så overrasket og rørt ud.
Den ser dyr ud… sagde han lavt.
Det vigtigste er, den passer dig, sagde hun. Prøv den.
Han trak i den den sad perfekt. Mor, du er den sejeste, sagde Rikke.
Tak, Gertrud. Den er virkelig god. Jeg havde ikke regnet med det.
Han ledte så under træet, fandt en stor sølvpakke med blå snekrystaller. Alt for meget til chokolade. Han rakte den frem med forlegen glæde.
Her… til dig.
Gertrud mærkede straks den lethed, pakken havde. Hun pakkede op. På æsken stod: NordPhone, og prissedlen var ikke pillet af: 7.299 kroner.
Jørgen… sagde hun stille. Har du virkelig…?
Den er til dig! kom det hurtigt. Så du kan tage billeder af børnebørnene. Kameraet er så godt…
Hun åbnede æsken og kiggede på den funklende telefon. En fin og dyr ting. Men hun havde aldrig ønsket sig det. Hendes gamle telefon fejlede intet.
Jørgen… Hvor kom pengene fra?
Bonus, han slog blikket ned. Jeg sagde jo, jeg havde lagt til side…
Men Gertrud så det. Han løj. Bonussen var fyrre tusind jakken kostede små to, mad og gave var betalt. Resten? Han måtte have taget opsparingen eller beholdt pengene selv.
Hold da op! udbrød Tanja. Sikke en gave! Gertrud, du er heldig!
Ja, svarede hun mekanisk. Meget.
Hun rejste sig med æsken mod brystet: Undskyld, jeg skal lige på badeværelset.
Derinde kæmpede hun med tårerne. Skuffelse, vrede og en mærkelig mathed. Han havde ikke købt den til hende han havde købt den til sig selv. Så havde han givet hende den, da hendes gave overskyggede hans sig egen. Illusionen om omsorg. Men ingen tanker for, hvad hun havde brug for.
Da hun havde samlet sig, gik hun lidt efter ud. Alle drak bobler. Jørgen smilede, men nu nervøst. Hun satte sig på sin plads, lagde telefonen og rakte ud efter sit glas.
Skål for nytåret! råbte Søren. For helbred, lykke og for at alle må få deres ønsker opfyldt!
For drømme, sagde Gertrud tørt og tømte glasset.
Resten af aftenen gik i en tåge. Hun smilede og snakkede, hjalp børnene med stjernekastere på altanen. Jørgen prøvede at være opmærksom men der var et tungt stille mellem dem.
Gæsterne gik ved tretiden. Rikke og familien kørte hjem, Søren og Tanja tog en taxa. Gertrud blev stående et øjeblik med ryggen mod hoveddøren og ind i den trykkende stilhed.
I stuen sad Jørgen i mørket og fummlede med NordPhone. Hendes telefon. Han lyste op, da hun kom ind.
Jeg ville bare se, om den virker… sagde han hurtigt, lagde den fra sig.
Kan du ikke lige hjælpe med opvasken? spurgte hun alene.
De var tavse, mens de gjorde køkkenet rent. Gertrud vaskede op, Jørgen tørrede. Det føltes tungt, næsten kvælende.
Gerda… begyndte Jørgen, da de var færdige. Tak for jakken. Den er virkelig god.
Velbekomme.
Jeg håber også, du bliver glad for telefonen…
Gertrud stivnede.
Jørgen, du købte den til dig selv, ikke?
Der blev helt stille. Han så ned.
Hvor ved du det fra?
Det er ligegyldigt. Det vigtige er sandheden.
Han så på hende, først skamfuld, så trist.
Undskyld… Jeg ville bare så gerne have den, men… så gav du mig jakken og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Du tænkte kun på dig selv, Jørgen.
Det gjorde jeg ikke! Jeg ville bare gøre dig glad
Men du ved jo godt, jeg ikke ønskede mig sådan noget. Jeg ville bare gerne have, du tænkte på mig. Ikke på ting. På mig.
Jørgen så hjælpeløs ud, som et barn.
Gertrud, jeg… Jeg ved aldrig helt hvad jeg skal gøre. Men… jeg elsker dig.
Hun trak vejret dybt. På trods af hans klodsethed, hans evige glemsomhed og hans manglede initiativ elskede hun ham alligevel. For hans barnlige glæde, hans sårbarhed.
Du har aldrig været god til gaver, Jørgen. Hun smilede svagt. Det vigtigste er… at man ser hinanden. At man prøver.
Kan jeg ikke lære det? han kiggede ængsteligt.
Det kan vi begge. Sammen.
Han lagde armen omkring hende, nervøst, og hun lod det ske. De lå i sengen uden at sige noget, lyttede til hinandens vejrtrækning, mens sneen dalede udenfor. Det var nytårsmorgen. Et nyt år ventede.
Næste morgen stod Jørgen allerede op. Køkkenet duftede af kaffe. Han vendte sig med et usikkert smil:
Jeg tænkte, du skulle sove længe idag. Jeg har lavet morgenmad.
Tak, svarede Gertrud og måtte smile. Bare det, at han prøvede, varmer.
De spiste i stilhed, men nu var stilheden rolig, ikke tung. Jørgen skyndte sig at rydde ind, uden at hun skulle bede om det, og Gertrud satte sig med kaffen ved vinduet. Telefonen lå stadig på stuebordet anderledes, end alt andet hun ejede.
Gerda, Jørgen stak hovedet ind. Måske kunne vi… hvis du ikke vil bruge telefonen, kan jeg tage den? Og så kan vi finde på noget andet til dig? Hvad siger du?
Hun betragtede ham. Der var et håbefuldt glimt i øjnene.
Aftale, nikkede hun. Men næste gang, så lad os tale om det før. Sig hvad du drømmer om. Så finder vi ud af det sammen.
Ja, det lover jeg.
Hun rakte ham mobilen, og hans ansigt lyste op som et barns juleaften. Han kastede sig over indstillinger og kamera-apps.
Gertrud så på ham og tænkte på de mange kompromiser i årenes løb. Hun var ikke perfekt, han heller ikke. De havde lært at sno sig uden om de springende knaster. Men et sted derunder levede kærligheden stadig.
Hun gik med kaffen, satte sig ved vinduet og mærkede roen. Den ægte glæde, tænkte hun, var ikke gaven eller prisen. Det var de små øjeblikke: et hjem, en opmærksom gestus, et øjeblik af forståelse.
Gerda, kom! Se hvor klare billeder jeg tager! råbte Jørgen inde fra stuen.
Hun trådte ind. Han sad på sofaen og strålede, stolt som et barn. Se vores juletræ! Farverne er fantastiske!
Du er blevet rigtig god, sagde hun.
Skal vi tage en selfie sammen? foreslog han.
De stillede sig foran vinduet. Foran dem var sneen blid og himlen lys. Du må ikke gøre mig ældre end jeg er, Jørgen, grinte hun.
Han knipsede billedet, og viste det frem. Se! Se hvordan du smiler.
Gertrud mærkede et lille stik af glæde. På skærmen var hun: træt, rynket, men virkelig glad sammen med ham.
Ja, Jørgen, sagde hun, det er faktisk ret fint.
Han lagde armen om hende, og i det øjeblik var der ikke behov for undskyldninger eller gaver. Der var bare dem to, og deres historie.
Det blev en stille nytårsdag i lejligheden. De satte sig med te og restetærte, dækket af tæppet, så en gammel dansk film. Ordene var få, men nærheden blev siddende som en varm dyne.
Ude steg stjernerne frem. Og Gertrud tænkte: Livet bliver aldrig perfekt, men de havde hinanden og det var glæden, de ofte overså. At vide, at man hører sammen, trods hverdag, kompromiser og klodsethed, var gave nok.
For i sidste ende handler det ikke om gaver med store bånd, men om dem, der leveres med hjertet. Og om at lære, hver dag, at se hinanden og glædes over det man har, mens sneen stille lægger sig over byen.
