På jagt efter det perfekte
Jeg satte mig ved et lille, rundt bord i et af Københavns hyggelige caféer. Men omgivelserne gled helt i baggrunden for mit blik, der var fastlåst på døren. Jeg tjekkede igen og igen på mit ur og kastede hurtigt øjnene tilbage mod indgangen hvornår ville Signe dukke op?
Hver gang en ny kvinde trådte ind, stivnede jeg lidt, håbefuld. En pige i rød frakke? Nej, ikke hende. Snart kom en buttet brunette med kæmpe taske heller ikke Signe. Automatisk begyndte jeg at tænke på mulige undskyldninger for, hvorfor hun var forsinket. Måske var det bare vane at komme lidt for sent til en date, skabe forventning og lidt spænding. Men hvis Signe troede, det ville gøre et særligt indtryk, så tog hun fejl. Jeg er ikke en, der venter i det uendelige. Jeg havde sat et princip: fem minutter mere, så var jeg væk. Jeg ventede ikke længere; sådan var det bare.
Minuttene sneg sig afsted, og jeg havde egentlig allerede mentalt vinket farvel til aftenen, da en blød stemme lød bag mig:
Hej! Undskyld jeg er forsinket!
Jeg vendte mig, og der stod hun en høj, slank blondine, smilende og selvsikker, satte sig ned overfor. Hendes hår var fint sat, og øjnene dansede frimodigt.
Du har vel ikke ventet for længe? spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Lige der tøvede jeg et øjeblik, prøvede at matche billedet foran mig med billederne på hendes profil.
Signe? sagde jeg med tydelig skepsis, betragtende hende nøje. Er det virkelig dig? Du ser helt anderledes ud end på billedet! Eller, næsten
Hun grinede højt, som om det hele var lidt underholdende.
Jo, det er virkelig mig, svarede hun med et strålende smil, nærmest nydende min overraskelse. Og før du spørger ja, det billede var af mig, bare for fire år siden. Jeg har ændret mig en del, ikke?
Der var en stolthed i hendes stemme, som om hun viste resultatet af lang og målrettet indsats. Hun troede tydeligvis, det var en positiv overraskelse for mig.
Desværre tog hun fejl
Det må man sige jeg lod være at afsløre min skuffelse, svarede stille og holdt en neutral tone. For meget!
Signe drejede en lyse lok og lod det se lidt drilsk ud.
Du er da glad for, at jeg ser flottere ud nu end dengang? blinkede hun selvtillidsfuldt. Mange mænd har skrevet til mig, fordi de har set, hvordan jeg ser ud i dag. For fire år siden var der ingen, der lagde mærke til mig!
Hun pustede dramatisk og lod, som om hun forventede ros og forsikringer om, at hun var fantastisk. Men det var jeg ikke og det kunne hun mærke.
Før vores aftale havde Signe tydeligvis researchet mig. Hun havde kigget mine billeder, læst biografien, tjekket LinkedIn og Facebook. Hun vidste, jeg var leder i en stor virksomhed, havde hus i Hellerup og kørte to dyre biler. Det hele så meget forførende ud. Hun undrede sig over, hvorfor en mand som mig overhovedet var på en datingside. Men det gjorde ikke så meget hun var ikke til at skræmme med succeshistorier!
Mine egne tanker summede dog om alt andet. Jeg tjekkede klokken igen hvornår mon det var passende at trække sig? At samtalen ikke fungerede, var tydeligt fra første minut. Hun var så anderledes, så fjern. Stemningen, hendes manerer, selv hendes smil virkede indøvet, som om hun kørte på rutine i stedet for oprigtighed.
Endnu et hurtigt blik på uret. Snart kunne jeg takke pænt og komme med en høflig undskyldning om arbejde. Allerede nu havde jeg sætningen klar: Du må undskylde, jeg har vist en arbejdsopgave, der ikke kan vente.
Mine tanker gled alligevel tilbage til, hvad det var, der havde tiltrukket mig ved Signes billede. Det var figuren. På fotoet så hun ud, præcis som jeg foretrak former på de rigtige steder, bløde linjer, feminin og varm. Jeg havde glædet mig, havde forestillet mig, at jeg ENDELIG havde fundet noget specielt.
Men kvinderne jeg mødte de blev tyndere og tyndere. Også Signe, der sad foran mig, var blevet så slank, at hun nærmest svævede væk i sin store sweater. Og jeg forstod det ikke! Hvorfor den konstante jagt på at blive mindre? Hvem havde dog overbevist alle om, at knogler er lig skønhed? For mig lå tiltrækningen i former, ikke i mangel på dem.
Samtalen trillede videre mest Signes fortællinger om sig selv. Jeg svarede pænt, men havde allerede lagt planen: hun skulle tilbydes et lift hjem, og derefter var det kapitel lukket. Jeg havde faktisk en arbejdsopgave at klare den aften, så det blev ikke engang en løgn.
Skal jeg køre dig hjem? Jeg har et vigtigt møde om en time, men jeg kan lige nå det, sagde jeg, da det blev naturligt at runde af.
Signe så næsten lidt fornærmet ud, men samlet sig og sagde ja.
Køreturen forløb i stilhed. Hun sad og kiggede ud på gaderne, mens jeg koncentrerede mig om trafikken. Foran hendes hoveddør spurgte hun:
Skriver du senere? Skal vi tage en kaffe igen?
Selvfølgelig. Vi snakkes ved, mimede jeg, vel vidende, at dette var farvel for evigt.
Hun blev stående et øjeblik, næsten som om hun ventede, jeg skulle sige noget mere. Men jeg nikkede blot, ønskede hende en god aften, og kørte.
Samme aften slettede jeg min profil på datingsiden og blokerede hendes nummer. Ingen tvivl, ingen måskeer. Det her var ikke værd at kæmpe for og jeg var for velopdragen til at forlade nogen midt under en date.
********************
Dagen efter sad jeg på en café med Rasmus fra kontoret. Jeg nød en grillet bøf med fritter, min yndlingsret. Jeg kiggede omkring i lokalet næsten alle kvinder, der sad dér, havde kun salat eller noget andet sundt og kaloriefattigt foran sig.
Prøv lige at sige mig, hvorfor piger altid pine sig selv med slankekure? sukkede jeg og skubbede kartoflerne til side. Det er jo ikke rigtigt mad. Se hende dér, hun spiser kun spinatblade. Hvor er glæden henne?
Rasmus grinede, for han kendte godt min holdning.
Fordi de fleste mænd foretrækker slanke kvinder, svarede han og tog en slurk kaffe. Men du er vist lidt en undtagelse, Victor! Se hende dér ovre har kigget på dig hele eftermiddagen. Det er sådan nogen du burde kigge på!
Han nikkede diskret i retning af en slank brunette, som sad længst væk og kastede blikke over mod mig.
Men bevidst undgik jeg at se i hendes retning. Jeg mærkede kulden i min egen stemme:
Tak for input, men mit kærlighedsliv er faktisk ikke til diskussion.
Rasmus hævede øjenbrynene, men fortsatte drillende:
Har du overhovedet et kærlighedsliv? Du laver jo ikke andet end at arbejde og hænge ud med Hugo
Jeg lagde bestikket, mødte hans blik.
Okay, undskyld Victor. Det var ikke ment som en kritik, skyndte han sig at tilføje.
Jeg svarede ikke, men fortsatte med at spise. Sandheden var jo, at mit kærlighedsliv lå i ruiner. For et år siden gik det i stykker med min tidligere kæreste, Alberte hende jeg troede, jeg skulle giftes med. Hun var rar, mild, omsorgsfuld. Og hun havde præcis den figur, jeg fandt perfekt kvindelig, med bløde former og naturlig skønhed.
Vi havde det fantastisk sammen. Jeg forkælede hende gerne, hun skulle kunne se, hvor meget hun betød. Hver dag blomster, små gaver, glæden i hendes blik jeg levede for det.
Hendes garderobe fyldte et helt værelse. Nye kjoler, bluser, sneakers hun elskede at prøve nye stilarter, og jeg elskede, når hun gjorde sig umage med sig selv og så lykkelig ud.
Jeg sagde ofte til hende, hvor smuk jeg syntes, hun var især i min yndlingskjole. Hun vidste altid, hun var værdsat.
Men så begyndte det at ændre sig. Alberte blev mere optaget af at mødes med veninder i caféer, i biografen, i shoppingscentre. Og pludselig, til en af de aftener, står hun foran spejlet og siger:
Jeg er simpelthen blevet for tyk! Jeg SKAL tabe mig inden sommer, ellers kan jeg aldrig tage på stranden!
Jeg var målløs. Hun var jo den smukkeste kvinde, jeg kendte.
Alberte, du ser fantastisk ud sagde jeg forsigtigt.
Du ser det bare ikke! indvendte hun straks. Min mave er blød, alt er galt! Alle siger, man SKAL være slank. Ellers er man bare kikset!
Jeg tog hendes hænder.
For mig er du perfekt lige præcis, som du er!
Men hun lyttede ikke mere. Tanken om at skulle ændre sig havde sat sig fast.
Snart efter forsvandt alt sødt, alt godt fra køkkenet. Hun spiste kun kylling, dampede grøntsager og skyr. Hver morgen stillede hun sig på vægten. Hendes humør blev dårligere, samtalerne mere kantede. Hvis jeg roste hende, blev hun bare vred:
Vær ærlig! Lad være med at smigre mig!
Hun talte kun om at blive ideel. Skiftede diæt hver uge: minus kulhydrater, så kun øko, så kun grøntsager
Jeg blev bekymret. Hvor var hende, der spiste med appetit, lo højt og elskede livet? Pludselig sad hun kun og måbede i sin salat, mens mine bøffer og tærter stod urørte.
En aften kom jeg hjem, og mærkede straks den dårlige stemning. Hun gik rastløs rundt, flyttede på glassene.
Hvad er der? spurgte jeg.
Det er din skyld! Du beder altid køkkenet om tung mad, så jeg ikke kan holde min kur! anklagede hun.
Jeg vil også spise rigtigt mad. Hvorfor skal jeg leve af salat?
Hun remsede alt op: at jeg ikke støttede, ikke forstod, ikke hjalp hende. Hver dag handlede om kalorier og forbud.
Jeg blev opgivende. For hende var jeg blevet forhindringen for hendes perfekte version af sig selv. Jeg kunne ikke kende hende længere. Var det kærlighed? Eller bare kamp?
Til sidst gik det i stykker. Jeg forsøgte mange gange, men hver samtale blev et skænderi. Det var ikke længere et forhold, men en udmattende kamp uden tillid og glæde. Beslutningen var frygtelig men til sidst gav jeg slip. Jeg elskede hende ikke mere, ikke som hun var blevet.
Hun forandrede sig, ikke kun udadtil, men også indvendigt. Der var ikke flere kærlige blikke, ikke mere latter.
Efter bruddet var jeg sønderknust. Jeg ringede tit for at indlede kontakt, men stoppede mig selv. Savnede det gode, mindedes de første dates, weekendture, te på sofaen Men der var ingen vej tilbage. For meget smerte hang over alt.
Et halvt år senere stadig alene, stadig bærende på det, der var, prøvede jeg for første gang at oprette en profil på en datingside. Jeg havde ikke de store forhåbninger, men længtes efter bare at møde nogen, der kunne få mig til at smile og føle mig levende.
Jeg læste profiler, så billeder, skrev lidt sammen. Men der manglede altid noget. Der var piger, der lignede den gamle Alberte, men indeni var der ingen forbindelse. Andre var åbne og sjove, men jeg kunne ikke mærke den særlige gnist.
Mine forsøg løb ud i sandet. Jeg mødte op, spiste middag, smilede, men følte mig tom indeni. Den varme, den nysgerrighed, jeg engang havde haft, var forsvundet. Jeg indså, at det ikke var de andre det var mig, der stadig levede i fortiden.
********************
Livets rutine begyndte igen. Minderne dukkede stadig op, men arbejdet fyldte tankerne, og aftenerne gik med venner eller løb på Amager Fælled.
En dag mødte jeg dog en ny overraskelse. Jeg gik ind på en café tæt ved kontoret for at hente kaffe, og der sad en kvinde med en bog og blok. Hun skrev, løftede blikket, smilede og skrev videre.
Noget dragende spredte sig i mig. Hendes måde at være på rolig, nærværende og afslappet. Hun havde ikke travlt med at tjekke håret i vinduet, bekymrede sig ikke om lidt brødkrummer. Da hun så mit blik, smilede hun venligt tilbage.
Jeg tog mod til mig.
Undskyld, det ser spændende ud er det dagbog eller arbejde? spurgte jeg, forsøgte at holde det let.
Begge dele, lo hun og lagde pennen. Jeg skriver til min blog. Og du arbejder du i nærheden?
Vi faldt let i snak. Hun hed Laura. Hun arbejdede ikke som model i traditionel forstand, men for tøjfirmaer, der lavede lingeri og kjoler til kvinder med former. Lauras ansigt og figur prydede hjemmesider med flot og komfortabelt tøj til dem, der ikke jagtede tyndhed.
Det bedste: Laura elskede sig selv, præcis som hun var. Uden overstyr, uden drama, bare roligt og naturligt.
Diæter er tit spild af tid og tegn på lavt selvværd, sagde hun til frokost. Hvis det er nødvendigt af helbred, fint. Men for et tal eller andres blik det er ikke mig. Jeg elsker mad, motion, min hverdag og min krop.
Det var så ærligt og rart, at jeg uvilkårligt blev glad indeni. Endelig en, der hvilede i sig selv.
Vi sås oftere. Laura krævede ikke behandling à la royale, lagde ikke drama ned over ting og tog intet for givet. Samtalerne med hende flød let og stilheden var ukompliceret. Hun forsøgte ikke at ændre mig, men delte bare sine tanker, når hun havde noget på hjerte.
Spændingerne fra mit brud med Alberte begyndte at slippe. Jeg nød små ting igen gåture på Vesterbro, te på altanen, spontan latter over gamle vittigheder.
Efter et halvt år vidste jeg, at jeg ikke ville vente mere. En aften på vores yndlingscafé lagde jeg en ringæske på bordet og så hende i øjnene:
Vil du gifte dig med mig?
Laura grinede smittende, varm, og sagde:
Selvfølgelig vil jeg.
Vores bryllup blev stille kun familien og vores nærmeste venner. Ingen store armbevægelser, men varme, nærhed og respekt. Vi var ligeglade med, hvad samfundet mente vi havde fundet vores eget, trygge fællesskab. Og i det fandt jeg mit ideelle liv.
