– Gå ind!
– Gå selv! Hun kommer til at æde mig!
– Tygger lidt, og spytter dig ud! Hvilket monster, Oline! Nej, nu har du selv rodet dig ud i det så må du selv tage ansvar!
Alberte Møller lukkede mappen med endnu en sag og spidsede ører. Ja, nu måtte hun vist gribe ind, for ellers blev dén diskussion udenfor hendes kontor aldrig færdig og hun havde frygtelig travlt.
Hun sparkede sine sko af, listede hen til døren, og slog den op på vid gab. Med et skævt smil og et løftende bryn sagde hun:
– Nå piger, er det mig, I leder efter? Er der sket noget?
Hun kunne næsten ikke lade være med at grine over de forstenede ansigter foran hende. Det var som sædvanlig. De stod stive som kaniner foran ræven. Der stod Lisbet, rød i hovedet, og lille Oline kiggede ned, på nippet til at bryde sammen. Åh nej, det manglede bare!
– Lisbet, henter du lige rapporten fra sidste kvartal til mig? Jeg vil lige tjekke tallene. Og du, Oline, kom lige ind et øjeblik.
Alberte skubbede let til side og lod Oline med blanke øjne gå ind på kontoret. En hurtig vurdering ned ad gangen, folkene som spændt havde samlet sig, forduftede lynhurtigt, og et let smil til Lisbet:
– Kom så. Vi finder ud af det.
– Alberte, vær nu ikke for hård ved hende, ikke? Der var lige et par bilag, vi ikke nåede at få med. Det er mest min skyld. Lisbet hviskede det lavt, og rodede nervøst med bæltet på sin nye kjole.
– Redningskvinde! Jeg hører dig. sagde Alberte, idet hun gik tilbage i kontoret, vendte sig mod Lisbet og blinkede: Den er flot, den kjole! Godt, du lyttede måske lidt make-up og nogle smartere briller næste gang.
Lisbet smilede genert og nikkede.
– Jeg var i Magasin med Karen i går, efter make-up.
– Og du lod hende bestemme? Gav du hele lønnen væk?
– Næsten, men hun sagde det kun var opstarten, så bagefter skulle der kun fyldes op.
– Viste hun dig, hvordan det bruges? Jeg kan ikke se nogen forskel.
– Næ, hendes kat blev syg, så hun måtte på klinik så vi skyndte os bare. Vi mødes senere, så får jeg et lynkursus.
– Fint. Husk nu rapporten.
– Det gør jeg straks!
– Nej, ingen hast. Jeg skal råbe lidt nu, og det er bedst, at det kun er Oline, der hører det. Hold øje derude.
Lisbet nikkede og forsvandt, mens Alberte sukkede og lukkede døren.
– Oline! Servietter står dér. Ja, den fine kasse. Tag dig sammen. Du er ikke hjemme i sofaen. Tårer og snot det venter til senere. Ikke hos mig og aldrig på arbejdet. Forklar mig så: Hvorfor er dine papirer sådan et kaos? Selv fanden kan ikke finde rundt!
– Alberte, jeg – sagde Oline, mens hun nappede endnu en serviet.
– Jeg ved godt, det er dig. Hvem ellers? Skal der snart komme noget forklaring her? Jeg har ikke tid til at trøste dig! Personlige problemer har vi alle, men du må lade detaljerne blive udenfor kontoret, forstået?
Oline rystede og trak ærmet ned over sit håndled.
Alberte kneb øjnene sammen. Hun havde gættet rigtigt Åh disse unge mennesker. Hun gik om bag Oline, satte sig, fandt skoene med tæerne. Velkommen til arbejdet igen!
Alberte havde altid været lille og efter at have fået Astrid, måtte hele garderoben skiftes ud.
– En lille bolle med ben, sagde hun altid til spejlet. Hvordan skal jeg nu tage mig ud? Før var jeg knap en meter høj, og nu ligner jeg en kugle. Hvor blev værdigheden af?
Efter rådgivning fra veninden Anette, der var stylist, gik hun ikke uden protest med til at bære høje hæle.
– De har samlet støv siden gymnasiet! Kun til fest to gange om året. Hvorfor bliver jeg straffet sådan?
– For alt det gode, du gør! Anette skreg af grin, når Alberte forsøgte at danse twist foran spejlet. Hold op, Alberte! Om en uge spæner du rundt på stiletterne. Du kunne have valgt en lavere hæl! Hvorfor skal det ligne en museumsgenstand?
– Fordi, så kan man da se, jeg har ben. Hold nu op, mål mig op, jeg skal bruge to nye habitter. Helst en i lyserød.
– Herregud, Alberte! Til hvem ligner du så?
– Til den, jeg skal være! Det er strategi!
Hun vidste, hvad hun gjorde. Når hun, klædt i sit overdådige lyserøde sæt, trådte ind i retssalen, tabte alle fra anklageren til klienterne næsten mælet. Kun dem, der kendte Alberte Møller, holdt masken. Hendes evner blev der fortalt historier om i Advokatforeningens frokoststue. Den lave, rundkindede dame blev i retten til en vaskeægte haj, og stakkels dem, der tog hende for let på grund af de røde stilethæle og de håbløse krøller. Ingen tager sådan noget alvorligt, troede de. Men kan man være mere forkert på den? Alberte brugte det trick igen og igen, især når en ny dommer eller anklager mødte op.
– En kvinde skal være lidt af en gåde! sagde hun altid til sine unge assistenter. Tag det til jer, piger! Øh, glem det med overskæg Vi skal ikke ligne polske cirkusartister, det forbyder advokatetik! Og jer drenge, I bør vide, at kvinder bedømmes bedst på deres klogskab. Ikke bare i retten men altid. Forstået? Godt, så gå i gang!
Albertes advokatkontor blev styret med fast hånd. For hvorfor ikke? Advokater var der som sild i en tønde i København, sagde hun altid.
– Men vi skal være de bedste! tordnede hun, når de nye rystede af frygt.
Men den frygt varede ikke længe. Højst et par uger efter man var startet, for de gamle lod de nye tro, at Alberte var langt mere frygtindgydende, end hun egentlig var. Hun vidste udmærket, at der blev spillet på kontorets hvor-længe-holder-de-nye-tipning. Hun deltog også selv, men, selvfølgelig, med strengt udtryk.
– Bliv lige så gammel som jeg, før du driller!
Hun vidste, at de kaldte hende Mor Alberte bag hendes ryg, og hun havde ingen forventning om andet end at alle disse unge, som hun stak op stakken af og uddannede, før eller siden blev hendes konkurrenter. Hun læste Machiavelli med velbehag og holdt sine venner og fjender nær.
Om sin alder løj Alberte altid. Ikke engang halvtreds endnu. Men dem, som kendte hendes baggrund, og det var ikke mange, for hun lod kun de færreste tæt på, vidste, at hun bar nok til ti mennesker. Nogle havde medlidenhed, andre mente, hun var skør, men de fleste nærede respekt for, hvordan hun håndterede sit livs byrder.
Hun havde ikke haft et nemt liv. Da hun var tre år, blev lille Alberte fundet alene i en aflåst lejlighed. I to døgn sad hun dér, uden at græde efter mad eller drikke. Hendes mor, Alis, var bare gået ned efter brød og blev aldrig set i live igen. Ham, der var skyldig, fik livstid, men det gjorde ikke Albertes liv lettere. Hun blev reddet af familiens gamle gadekryds, Molly grim som synd, men uundværlig. Den hund hylede og gøede dag og nat, indtil naboen lidt påvirket efter natarbejde smadrede døren for at sætte moren på plads. I stedet fandt han den lille pige og vendte straks til politiet.
– Stakkels lille, du har fået nok nu! Han løftede forsigtigt Alberte, som omfavnede hans hals, uden en lyd.
Det var onkel Svend, med hjælp fra fru Madsen fra stuen, der fandt Albertes far og satte ham ind i, hvad der var sket.
– Er du mand eller hvad? Din datter ender på børnehjem! Tænker du over det?
Men farmand sagde ikke nej tak til Alberte. Han anede bare ikke, han havde fået en datter. Efter et skænderi med ekskonen havde han smidt sig ud på en forskerrejse, med runesten og ruiner og alt det, der betød mere end kvindfolk. Han var forsker til fingerspidserne men socialt anlagt var han ikke. Så Alberte røg til farmor.
Jytte Møller, farmoren, målte pigen op og sagde:
– Ja, så kom der en gave fra himlen! Hvad skal jeg stille op med dig?
Det var mest retorisk. Hun vidste, hvad man gjorde. Så Alberte blev først grundigt vasket og derefter blev både datter og hund fodret med grød, de hadede, og så var hun fast besluttet:
– Karakter! Hvis du kan larme så meget, har du temperament. Vi skal nok få noget ud af dig!
Opdragelsen tog hun sig personligt af og fyldte pengene i undervisning, hobbyer, svømning, musikundervisning hele ugen var booket. Ingen børnehave! For Jytte var byens kendte billedhugger, og med hushjælp til det praktiske tog hun sig selv af Alberte.
– Helle, jeg har fået musebesøg! Tag dig af Alberte i dag.
Og så lukkede hushjælpen Helle op, gik dagens aktiviteter igennem og sørgede for frugt til barnet!
Alberte sagde pænt farvel, og så gik dagen efter skema.
Udenfor virkede det mærkeligt, men det var faktisk det bedste, der kunne ske for Alberte efter morens forsvinden. Jytte virkede hård, men elskede sit barnebarn over alt på jorden.
– Det er rigtigt; børnebørn er ens første rigtige børn! sagde hun tit.
Alberte tog imod den kærlighed tilbageholdende i starten, men opgav langsomt forsigtigheden. Jytte blev hendes mor-figur. Moderens billede hang over Albertes seng, og på skrivebordet et andet; Jytte sagde:
– Her er din mor. Et herligt menneske, som elskede dig. Jeg er farmor, og jeg elsker dig også, men du skal også huske din mor.
Alberte nikkede, men hviskede dog til sig selv anden mor.
Karrierevalget gav sig selv for Alberte allerede i 7. klasse meddelte hun, at hun ville være advokat. På det tidspunkt havde hun tygget sig igennem farens bibliotek og vidste, hvad hun ville.
– Bare ikke strafferet, skat.
– Hvorfor ikke?
– For før eller siden vil du begynde at blande fortiden sammen med nutiden. Vælg noget andet, og giv den gas.
Jytte blev syg, da Alberte læste andet år på universitetet.
– Du skal leve dit liv for alt i verden, ikke bekymre dig om min skavanker. Jeg skal nok klare mig!
Men Alberte var stålfast. Ingen fremmede skulle passe Jytte. Hun sagde kort:
– Hold nu op! Jeg gør det selv! Hvis du vil gøre det nemmere for mig, så klag ikke. Vi er familie. Ville du have sendt mig væk, hvis det var omvendt? Nå!
De næste fem år blev en forhindringsbane for Alberte: Studier, job, farmor og så pludselig far med ny kone og hendes to børn, Lærke og William samt en kvinde, der levede med hovedet i skyerne. Alberte måtte tage ansvar børnene flyttede ind, så moderen så dem i weekenden. Jytte kom til live igen, da Alberte lagde skemaet for de to små på bordet.
– Ligesom mig selv, mormor. Skema og overblik så skal det nok gå.
Og det gik over al forventning da Lærke og William startede i skolen, kunne de så meget, at læreren mente, de burde begynde i anden klasse.
Alberte bad dog Jytte om at tage lidt farten af.
– Helt så kloge skal de ikke være det er for meget.
– Det har nu ikke generet dig!
Alberte havde dog Mareridt om, at forældrene skulle tage børnene med tilbage. Så da far kom for at flytte familien til Aarhus, sagde Alberte:
– I må tage af sted, men børnene bliver her.
– Hvorfor det?
– Tænk dig om, far. I har ikke boet sammen eller haft ansvar for dem i snart fem år. De hører hjemme her.
– Det er mine børn – prøvede Mille, mor til tvillingerne.
– Mille, et øjeblik sagde Alberte og gav dem hver deres ugeskema og udstyrsliste.
– Det koster jo en formue? udbrød Mille.
– Alt er dyrere nu. Skulle I selv få ansvaret, så sørg for at finde nogle fritidstilbud i Aarhus, der matcher her. Husk, William skal svømme for ryggen, og Lærke har sprogtalent, hun drømmer om spansk og sin dans.
– Jeg synes, vi beholder status quo, sagde Mille, og afleverede papirerne tilbage.
Alberte nikkede, men smilede ikke. Hun havde ikke forventet andet, og takkede i sit stille sind sin farmor for alt.
Et par uger efter rejste far og Mille, og børnene blev hos Alberte, som nu to gange om året tog dem med til Aarhus, fodrede svaner om vinteren og badede om sommeren.
Netop i Aarhus mødte hun sin kommende mand mens hun var ved at bygge sin praksis op, fyldt med problemer og børnepasning. Hun drømte om en tur på stranden, kaffe og wienerbrød i sit stamcafé og en flok svaner.
En dag, mens hun sad og kæmpede med en pågående svane, der ville have hendes halstørklæde, lød en stemme bagfra:
– Undskyld, men verden har aldrig hørt så elegant en sviner på latin til en fugl! Helt vidunderligt!
Alberte trak tørklædet fra svanen og børstede det arrigt. Du er vel enten jurist eller læge?
– Hvorfor kun dét?
– Hvem ellers forstår mit ordvalg? Man kan ikke bande på dansk med så mange børn til stede.
– Jeg er tandlæge. Og du?
– Mit gæt var rigtigt: jurist.
– Hvorfor ville din tørklæde have det?
– Den gik forkert efter bollen nær havde den spist mig!
De grinede begge vinden slog hendes pandehår i ansigtet. De endte på café.
Et halvt år efter flyttede Christian til København, og nogle år senere fik Alberte Astrid.
Det var først senere, de fandt ud af, at Astrid havde Downs syndrom og selv da, sagde Christian:
– Hvad ændrer det? Hun er og bliver vores pige.
Alberte holdt Christian i hånden og åndede ind i Astrids hår. Intet mere kunne siges.
Jytte var væk, og Astrid voksede op uden bedsteforældre; Christians mor ville intet have med sit særlige barnebarn at gøre.
– Det barn er ikke én af os. Vi har aldrig haft sådan nogen i familien!
Efter at have overhørt den samtale, forbød Alberte mormor at komme. Alt hjælp ja, men ikke i mit hjem, sagde hun.
Mille tilbød at tage børnene, men Alberte spurgte dem:
– Hvor vil I helst bo?
De blev selvfølgelig hos Alberte og blev hendes uundværlige støtter og Astrids bedste legekammerater. Astrid var elsket, og Alberte vidste: Sker der hende eller Christian noget, havde Astrid altid sin familie.
Når hun så Astrid vokse op, kunne hun nogle gange tænke på, hvordan livet ville have været, hvis Astrid havde været sund og rask.
De fleste ville blive bitre men ikke Alberte. Hun omsatte omsorgen for sin egen datter til at passe på unge kvinder omkring sig. Derfor var hun også blevet kaldt for Mor Alberte på kontoret. Alt hvad man kunne gøre for at hjælpe sine medarbejdere, blev gjort.
Nu så hun Oline forsøge at skjule et blåt mærke på håndleddet og rystede på hovedet. Så unge og så sårbare!
– Har du allerede sendt ham efter stjernen?
Oline så overrasket op:
– Hvem?
– Ham, der har elsket dig lidt for hårdt. Hvis du prøver på at lyve, fyrer jeg dig på gråt papir.
– Ikke endnu, sagde Oline og lod jakkeærmet være.
– Elsker du ham?
– Ja, men jeg kan ikke leve med ham mere.
– Hvorfor?
– Man må ikke tilgive sådan noget.
– Hvor har du det fra?
– Mor blev slået. Så længe, jeg kan huske, blev hun tålmodigt, og min far opdrog hende. Jeg lærte, at det aldrig stopper og derfor må man aldrig tilgive det.
– Men?
– Vi har kendt hinanden hele livet. Han var aldrig voldelig før Det hele begyndte med computerspil. Han blev afhængig, og da strømmen gik, flippede han ud, greb fat i mig, råbte, jeg kunne ikke forstå hans frustration over at misse et spil. Jeg har aldrig set ham sådan før.
– Og bagefter?
– Så bad han om tilgivelse. Men jeg vil ikke opleve det igen. Slet ikke
Oline blev stille, lagde hånden på maven.
Alberte fattede en seddel med et telefonnummer til et rådgivningscenter. Hun rakte det til Oline.
– Her. Hvis der er noget at gøre, så kan de hjælpe selv med sværere sager end din.
– Tak Er du sikker?
– Ja. De arbejder fuldt fortroligt. Du kan bare nævne mit navn. Men det vigtigste er, at din kæreste selv ønsker det.
– Jeg prøver. Tak.
Oline rejste sig, men stoppede ved døren, da Alberte kaldte:
– Oline
– Ja?
– Find et andet sted at sove for nu du har ikke brug for de nerver. Dit ufødte barn får brug for en stærk, rolig mor.
– Hvordan vidste du?
– Hvem tror du, jeg er? Jeg blev ikke født i går. Gå, og få styr på dine papirer. Nu hvor du har taget første skridt med privatlivet, kan du sikkert også klare det.
– Ja, naturligvis. Undskyld
– Vi er alle mennesker, Oline. Hver vores problemer.
Oline slap dørhåndtaget og vendte sig:
– Hvorfor gør du det hjælper os? Min mor sagde altid, man kun skal tænke på sig selv. Men du er anderledes
– Måske er jeg ikke. smilte Alberte. Jeg har egentlig bare lyst til, at hvis man har ro privat, så har man overskud til arbejdet. Kan du ikke selv mærke? Hvis hovedet er fyldt af bekymringer, er der ikke plads til papirarbejdet.
– Du lyver. Oline smilede. Undskyld, men jeg kan mærke det.
– Helt sikkert, sagde Alberte med et dramatisk suk. God advokat, ikke? Lær at lyve med overbevisning. Gå nu vi har allesammen arbejde.
– Det er ikke for sjov, de kalder dig det.
– Jeg skal nok vise dem! viftede Alberte truende mod døren.
Lisbet stod klar med rapporten og kunne næsten ikke holde latteren tilbage.
– Oline, dine noter ligger klar på bordet. Og Alberte, hr. Petersen er ankommet. Du har møde om en time.
– Jeg husker det. Send Petersen ind om ti minutter, og kom så i gang, tøser og husk, hesten!
– Hvilken hest? spurgte Oline.
– Den, der aldrig har været her! grinede Lisbet, rakte Alberte mappen og skubbede blidt til Oline. Kom, så arbejder vi lidt.
Alberte lukkede døren, ringede til Christian og spurgte:
– Hvordan går det med Astrid? Har William ringet, og hvordan har Lærke det? Alt fint? Fint, vi ses klokken syv som aftalt. Elsker dig! Hej!
Hun rettede billedet af Astrid på sit skrivebord, trak næste mappe til sig. Dagen var slet ikke slut, og listen var lang.
Hun så kort på Jyttes foto ved siden af, tænkte med et smil:
– Jeg lever, mormor Jytte. Så godt jeg kan men jeg lever. Tak for lærestregen. Tak
Moralen er, at vi kun vokser ved at tage ansvar ikke kun for os selv, men også for hinanden. Mennesker er stærkest, når vi tør række ud, og tør tage imod. Livet er ikke kun et regneark, men en mosaik af store og små handlinger, hvor hjælpsomhed former vores fælles hverdag.
