– Far, du kan da godt se, at det her ikke er retfærdigt, ikke? Jeg har været i virksomheden i tolv år. Tolv. Astrid dukkede først op for tre år siden.
– Ida, du må ikke tage det så tungt. Det handler ikke kun om retfærdighed. Det handler om, hvem der passer bedst til lederrollen i den situation, vi står i.
– Og hvem passer så bedst? Hun ved jo ikke engang, hvordan man læser et kvartalsregnskab.
– Men hun kan noget andet. Hun kan tale med folk. Både samarbejdspartnere og kunder kan lide hende. Hun får folk til at slappe af, forstår du? Det er en evne, Ida. Ikke alle har den.
Ida stod midt i sin fars kontor og betragtede ham. Henrik Møller sad i sin gamle læderstol den samme, han havde købt for tyve år siden i en antikforretning på Frederiksberg, og som han nægtede at skifte ud, selvom firmaet for længst havde råd til det helt store møbelsæt. Han kiggede på sin datter, roligt og næsten med et varmt glimt i øjet som om hun tog noget alt for personligt.
– Far, du husker vel, at det var mig, der landede aftalen med Nordjysk Byggeri for tre måneder siden? De havde sagt nej i et år, men jeg forhandlede seks runder og kom i mål. Det gav firmaet over to millioner kroner. Astrid var på Bali dengang.
– Ida
– Jeg lavede hele logistiksystemet om sidste år, for vi tabte penge på hver levering. Jeg fandt tre nye leverandører, ændrede alt og vi sparede næsten otte hundrede tusinde på seks måneder.
– Ida, lyt nu
– Og da vi sidste år stod i krise med leverandøren fra Odense og næsten mistede tre store kontrakter, sov jeg nærmest ikke i en uge, men jeg lukkede handlen. Astrid lavede firmaets Instagram og var til fotoshoot
– Ida, – hen mod slutningen blev Henriks stemme lav, og netop det var det værste. – Du er virkelig dygtig. Det ved alle. Men du kan ikke stå for selskabet udadtil. Du er en hård nyser, Ida. Du trykker folk. De respekterer dig, men de kan ikke lide dig. Og i dag bygger virksomheder på relationer, tillid, på sympati. Det kan Astrid. Det kan du ikke. Det er ikke en kritik, men et faktum.
Der blev stille.
– Så tolv års arbejde tæller ikke?
– Jo, selvfølgelig gør det det. Du bliver, og du skal hjælpe Astrid. Du kan jo nok se, at uden dig
– Nej, – sagde Ida. – Det kan jeg faktisk ikke.
Hun gik ud af kontoret, lukkede forsigtigt døren uden at smække.
Hun var 35 år, og havde netop fået at vide fra sin egen far, at tolv år af hendes liv var mindre værd end Astrids evne til at smile ved firmafester.
Det her er sådan nogle øjeblikke, man ikke kan dikte. Det er virkelige historier fra virkelige familier, og derfor gør de så ondt.
Hos Møller & Jensen Byg kendte Ida hver eneste sprække i fliserne på gangene. Hun huskede, dengang hun selv stod for renoveringen, da faren havde influenza, og moren lavede kyllingesuppe til ham. Ida var 23 og nyudklækket fra universitetet har altid været hende, der gjorde det hele selv.
Inde på sit kontor lagde hun hænderne på skrivebordet og så ud på København, den grå novemberhimmel og de fugtige tage. Ida sad bare lidt, inden hun tændte sin MacBook og gik i gang med arbejdet.
For hun havde gang i et projekt. Et, der var hendes helt eget og som ingen andre kendte til endnu.
Familien Møller havde altid gået efter uskrevne regler. Lillesøster Astrid var yndlingen det var der ingen, der talte om. Astrid var smuk, lys, sjov. En, der kunne få hele rummet til at vende sig om og grine sammen med hende.
Ida lagde selvfølgelig mærke til det. Det var ikke misundelse, i hvert fald prøvede hun at lade være, og det var et arbejde, hun havde dyrket indvendigt i årevis.
Mor, Gitte, sagde altid om Ida: Vores Ida er klog og grundig. Som et kompliment men altid med et lille forbehold. Som om hun var lidt for alvorlig, ikke så let som Astrid.
Når Astrid fik et 12-tal i skolen, ringede mor til hele venindeflokken. Da Ida afsluttede med topkarakter fra universitetet, sagde mor bare Det vidste vi jo, du kunne, skat. Ida havde lært forskellen på de to ordtoner udenad.
Faren var anderledes. Henrik Møller satte pris på resultater. Rosede hende for det, hun gjorde men ligesom man roser en hammer for at hamre søm ordentligt i. Godt værktøj.
Astrid var ikke et værktøj. Hun var pynteting og det værdsætter man anderledes.
Astrid startede i firmaet for tre år siden. Før det prøvede hun lidt af hvert: model, eventarrangør, madblogger aldrig mere end et år ad gangen. Så fik hun tilbudt jobbet som kommunikations- og marketingchef i firmaet af Henrik, og hun takkede straks ja.
Og ret skal være ret på det område var hun virkelig dygtig. Flot emballage, spændende events, flotte præsentationer, Instagram og presse. Astrid repræsenterede Møller & Jensen på messer, og folk huskede dem. Hun kunne virkelig noget med indtryk.
Men der skulle også være handling bag. Bag indtrykket var der arbejde: tal, kontrakter, planlægning, beslutninger. Det tog Ida sig af.
De snakkede aldrig rigtigt om det. Det blev bare sådan, at Astrid kom med flotte brochurer, mens Ida studerede regnskaber og forstod partnernes smertepunkter. Astrid sagde hej og smilede Ida lukkede handlen.
Ida troede længe, det var et godt makkerskab: et familieeventyr, hvor begge gjorde det, de var bedst til.
Men samtalen med Henrik ændrede noget.
Hun tog metroen hjem. Hun kunne have taget taxa, men trængte egentlig til anonymiteten dernede og til alle de tilfældige lyde og ansigter. Her kunne hun tænke.
Hun tænkte på sit projekt.
For tre måneder siden havde hun søsat en strategi, der kunne vende hele firmaets situation. Byggebranchen var presset, markedet ændrede sig, store spillere maste sig på, og marginerne blev mindre. Henrik så det, men blev ved med at håbe det gik over.
Ida så noget andet. Selskabet havde et stille, men faktisk ret stort trumfkort: tæt samarbejde med mellemstore lokale aktører landet over. Ikke de store, og ikke så små at de blev overset. Hvis man lavede den rigtige partnerskabsmodel, var der plads til at tage markedsandel, hvor de andre ikke nåede ud.
Det var aftenarbejde ved køkkenbordet: regneark, partneroversigt, juridisk struktur, planlægning. Alt det, hun var god til.
Og hun holdt mund. Ikke til Henrik, ikke til Astrid, ikke til kolleger. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor. Måske fordi nogen ville tage det fra hende, eller fordi hun bare vidste, han ville lade Astrid præsentere den, for det gjorde hun jo så pænt.
Efter samtalen vidste hun, at hendes mavefornemmelse havde været rigtig.
Hjemme ventede katten Buster, en ældre rødstribet herre med overlegen ro. Ida tog frakken af, fandt resterne af suppen i køleren og satte den på komfuret. Buster satte sig ved fødderne og kiggede, som om han forstod alt, bare af høflighed var stille.
– Jeg blev ikke direktør, – sagde hun til katten. Det gjorde Astrid.
Buster blinkede langsomt.
– Nej, jeg er vist enig
Hun spiste, vaskede op og åbnede laptoppen igen.
Projektet manglede nu kun det allervigtigste: finansmodellen for de næste tre år i to scenarier og den juridiske ramme for partnerskaberne. Ida arbejdede til klokken to om natten og vågnede igen klokken seks, grublet over noget skatteteknisk.
Sådan levede hun. Det var ikke en skæbne, bare hendes liv. Arbejde og hjem. Kat og computer.
Der havde været mænd, men de blev aldrig så længe. Ikke fordi hun ikke var sød eller spændende. Faktisk var hun både køn og kvik, med et diskret glimt af humor, kun få så. Forhold krævede tid, og det havde hun sjældent. Eller hun vidste ikke, hvordan man fandt det.
Omtrent da projektet tog form, dukkede Christian up. Han var investeringsrådgiver, havde været med ved flere møder hos Møller & Jensen, rådgivet Henrik. Han var begavet, lyttede mere end han talte. Det kunne Ida lide.
Efter et møde sad de alene tilbage. Ida forklarede ham en kontraktdetalje, han lyttede og stillede kloge opfølgende spørgsmål.
– Hvor længe har du været her? spurgte han.
– Tolv år.
– Det er længe. Du må kende virksomheden ud og ind.
– Jo, men det interesserer ikke rigtig nogen.
Han nikkede bare. Hun huskede det nik.
Da det blev officielt at Astrid blev direktør, ændrede stemningen sig i huset. Alle vidste det. Nogen sagde tillykke til Astrid, andre kiggede medlidenhedsfuldt på Ida hvad der næsten var værre.
Chefbogholderen, Birgitte, som havde været der nærmest altid, stak hovedet ind:
– Ida, det her er forkert. Bare så du ved det, jeg ser det.
– Tak, Birgitte.
– Jeg ved ikke, hvad din plan er. Men du har altid styr på det, du laver.
Ida smilede et rigtigt smil.
Astrid stak også hovedet ind efter frokost. Hun var som altid velklædt, let og sommerlig i sin sart beige jakke.
– Ida, jeg ville bare sige det var fars beslutning. Jeg bad ikke selv om det. Han valgte bare.
– Det forstår jeg, – sagde Ida.
– Jeg håber virkelig, vi kan arbejde sammen. Du ved, jeg har brug for dig til rigtig meget. Du er virkelig vigtig.
Ida betragtede sin søster. Astrid var ægte nok, det var egentlig aldrig det. Det var bare, at det altid føltes som om du er vigtig betød: du er mit bedste værktøj.
– Astrid, har du tænkt over, hvorfor vores samarbejdspartnere holder af dig?
– Jeg ved det ikke helt. Måske, fordi jeg nemt kan tale med folk.
– Men hvorfor underskriver de faktisk aftalerne?
Astrid var stille et øjeblik.
– Vi arbejder jo sammen?
– Præcis, – sagde Ida.
Astrid gik, ikke helt forstående, hvad der var sket.
December gik hurtigt. Ida knoklede dagen lang, og brugte aftnerne på projektet. Tit arbejdede hun med det samme som før, men nu stod der forretningsudviklingschef på visitkortet frem for driftsdirektør.
Lige efter nytår ringede Christian.
– God aften, Ida. Forstyrrer jeg?
– Nej, slet ikke.
– Jeg har hørt om ændringerne i firmaet. Må vi mødes? Jeg vil gerne tale med dig om nogle ting.
De mødtes på et lille café på Vesterbro, Café Skyen, der altid duftede af kanelsnurrer og god kaffe. Ida var der lidt før, lagde mærke til den første rigtige sne udenfor.
Christian kom som altid til tiden. Hængte frakken, satte sig, bestilte sort kaffe.
– Hvordan har du det? spurgte han.
– Jeg arbejder, – svarede Ida.
– Astrid er ny direktør?
– Ja.
– Og hvordan føles det?
Hun kiggede ærligt på ham.
– Jeg troede, det ville knække mig, men det gjorde det ikke. Det frigjorde mig faktisk lidt. Jeg kan forklare, hvis du vil høre.
– Det vil jeg oprigtigt gerne.
– Christian, hvorfor ville du ringe?
Han tog en tår.
– Jeg har holdt øje med Møller & Jensen længe ikke kun som rådgiver for din far, men som en mulig investor. Jeg ser potentiale, ingen bruger. Men jeg kan ikke gennemskue, hvorfor, når nu lige præcis den person, der forstår det, sidder der.
– Mig?
– Dig.
Hun var stille lidt. Udenfor lå sneen tung.
– Jeg har et projekt. Jeg har arbejdet på det i tre måneder. Det er snart klart.
– Fortæl.
Hun fortalte. Ikke det hele, men nok. Han lyttede, stillede de rigtige spørgsmål. De sad der i flere timer. Sneen kom og gik bag ruderne.
Til sidst sagde Christian:
– Det her er virkelig stærkt. Forstår du, at du kunne føre det ud, også uden for Møller & Jensen?
Ida svarede først ikke. Hun havde ventet, at det måtte komme, men blev alligevel overrumplet.
– Jeg har tænkt tanken, ja, sagde hun lavt.
– Så?
– Jeg er ikke klar endnu. Jeg venter på det rigtige øjeblik.
– Hvilket?
– Det ved du snart. Hun smilede.
Midt i januar stormede Astrid ind til hende.
– Ida! Jeg har fået et møde med investorerne fra Nordic Capital! Om tre uger. Det kan blive stort. Men jeg har brug for en strategipræsentation. Noget konkret, med tal, plan, det hele. Kan du lave det?
Ida så på søsteren. Noget køligt og klart samlede sig indeni.
– Jeg skal nok tænke over det.
Astrid gik. Ida lukkede øjnene, rakte ud efter telefonen.
– Møde med investorer om tre uger, sagde hun til Christian. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.
Hun arbejdede som aldrig før. Finpudsede finansmodellen, tunede præsentationen: 42 slides, grafer og fakta som hun selv kunne stå indenfor. Hun lavede et pilotprogram med leverandører på Fyn og i Nordjylland. Alt på plads.
Nætterne grublede hun over, om det var det rigtige, hun gjorde. Over forældrene. Over Astrid og hvad søster egentlig forstod hvis noget.
Men hun huskede farens stemme: Du gør folk nervøse, men ikke vellidt. Det gav hende styrke.
En uge før præsentationen ringede hun til Christian.
– Jeg har brug for en, der kan bekræfte processens ægthed, hvis det skulle blive nødvendigt senere.
– Jeg er der, sagde han.
– Du forstår det kan blive grimt?
– Ja.
– Og du kommer alligevel?
– Jeg har set dig arbejde i over et halvt år, Ida. Jeg ved, hvem der har båret det firma. Jeg kommer.
To dage før mødte Astrid op med sin laptop.
– Må jeg få præsentationen? Jeg skal lære alt udenad.
Ida lagde filen på en USB og rakte den over.
– Men, Astrid, der er mange detaljer. Er du sikker på, du vil tage alle blokke selv?
– Selvfølgelig. Jeg er jo direktør.
Astrid gik.
Ida sendte straks en sms til Christian: Mød op kl 10 på dagen.
Konferencerummet var lyst, langt, med udsigt over søerne. Henrik elskede det rum sagde, det får folk til at sige ja.
Investorerne var tre: ældre herrer i suits og en kvinde på cirka 50 med undersøgende blik. Christian var inviteret som uafhængig rådgiver.
Astrid kom ind, velklædt som altid, smilende. Ida satte sig diskret bagerst.
Henrik introducerede Astrid som administrerende direktør. Alt efter planen.
De første slides gik godt. Overblik over marked, strategi, seneste års resultater. Astrid var rolig.
Så kom strategi-delen.
Ida genkendte sine egne sætninger og struktur. Astrid leverede dem selvsikkert, men da den ældste investor afbrød hende:
– Må jeg spørge, hvorfor I budgetterer med 40% margenforbedring på første etape? Det er et ganske specifikt tal.
Astrid smilede usikkert.
– Det bygger på markedsanalysen
– Hvilken præcis analyse? Hvilke regioner blev der kigget på?
Der gik et par sekunder med stilhed. Ida mærkede pausen fysisk.
– Vi kiggede på flere områder
– Hvilke? spurgte investoren tålmodigt.
Astrid tjekkede skærmen, tav så.
Henrik kiggede bekymret ned.
Ida rejste sig.
– Hvis jeg må, så kan jeg svare.
Investoren så interesseret op.
– De 40% bygger på grundig gennemgang af regnskaberne fra tolv jyske og fynske partnere. Det afspejler de tilbud, vi kan give, uden at sprænge egen rentabilitet. Vi tilbyder det til små og mellemstore samarbejdspartnere, hvor de store ikke konkurrerer. De to pilotregioner er Fyn og Nordjylland, dokumentation findes i slide 36 og 37.
Der blev helt stille.
– Og hvem er du? spurgte investoren.
– Ida Møller, forretningsudviklingschef og forfatter til projektet.
Han nikkede, skrev noget.
– Så vil vi meget gerne høre videre fra dig.
Henrik havde stenet ansigtsudtryk. Astrid så ned.
Ida fortsatte. I 40 minutter svarede hun på alle spørgsmål. Hun kunne tallene udenad. Christian sendte hende et bekræftende blik.
I pausen gik Astrid hurtigt ud. Henrik kom hen.
– Hvad fanden var det? han var ikke vred, bare træt.
– Det var sandheden, far. Det jeg har lavet i tre måneder.
Henrik stod bare lidt. Vendte sig bort.
Christian kom hen.
– Hvordan har du det?
– Fint.
Og det havde hun. Bedre end i årevis.
Dagen efter sagde hun op.
En stille fredag. Sne udenfor. Katten snorkede. Ida printede sin opsigelse og kørte ud i firmaet.
Hun afleverede den til faren.
– Skal vi tale? Du handler på impuls.
– Nej. Jeg har overvejet det længe.
– Hvor vil du hen?
– Det bliver min egen virksomhed, far. I ordets bogstavelige forstand.
– Hvad med projektet? Investorerne er interesserede
– Projektet tilhører mig. Alt er lavet hjemme, på eget udstyr, i min egen fritid. Jeg har allerede fået det bekræftet juridisk.
En sætning ændrede hans udtryk.
– Du planlægger altid alt i forvejen, – sagde han stille.
– Ja, far. Det er det, du har kaldt hårdhed.
Hun lagde nøglen på bordet og gik.
I gangen ventede Birgitte.
– Du stopper?
– Ja.
– Det vidste jeg godt. Birgitte gav hende et kram, duftede af den samme sandaltræsparfume som altid. Du gør det rigtige. Gå nu.
Mor ringede om aftenen.
– Ida, hvad sker der? Far siger, du er stoppet. Hvorfor? Hvad nu?
– Jeg starter selv, mor.
– Men det er et sats. Og familievirksomheden? Alle de år
– Ja, mor. Alle de år.
Pause.
– Det er Astrid, ikke? Du er sur?
Ida så ud over byens tagrygge. Ikke sur. Bare træt.
– Det handler ikke om Astrid. Det handler om mig. Jeg er 35, og nu vil jeg lave noget selv.
– Men far siger, du tager et projekt. Er det ærligt, Ida? Det er jo familie.
– Mor. – Idas stemme blev helt blød. Jeg lavede projektet hjemme, på min computer, med mit hoved. Det er mit.
– Men du ved, hvor svært det her er for os? Astrid er helt slået ud.
– Det kan jeg godt forstå. Men det ændrer ikke noget.
Lang pause.
– Du har altid været sådan, Ida. Stædig.
– Ja, mor.
Hun kaldte firmaet Broen. Et helt ærligt navn. De byggede broer mellem producenter og lokale samarbejdspartnere, som ingen rigtigt så. Ikke noget med fancy navne.
Christian blev partner og investor. De sad i et lille kontor i Valby, Ida ansatte tre tidligere kollegaer, der selv tog kontakt. Hun stjal ikke folk de skrev selv.
Investoren fra Nordic Capital tog møde med hende i april.
– Din far tilbød os projektet uden dig
– Det ved jeg.
– Vi sagde nej. Af åbenlyse grunde.
– Ja.
– Projektet føres altså ud her nu?
– Ja.
– Så taler vi videre.
Ida smilede først ikke. Hun havde lært tålmodighed.
– Jeg sender de opdaterede materialer inden ugen er omme.
Møller & Jensen gik langsomt ned. Ingen dramatiske kollaps, bare stille nedtur. Astrid knoklede, ansatte konsulenter, forsøgte, men forhandlinger kræver mere end charme det kræver indsigt, talforståelse og mod. Kunderne faldt fra. En partner sagde direkte til Henrik: Vi arbejdede med jer på grund af Ida. Uden hende? Ikke interessant.
Henrik ringede i juli. Ida var i Aarhus og så hans navn på skærmen.
– Ida, jeg skal tale med dig.
– Hvad vil du, far?
– Kom forbi søndag?
Hun kørte til barndomshjemmet i Nordsjælland. Alt var som det plejede: have, roser i blomst, mor, der tavst bød på te. Astrid mødte ikke op. Ida spurgte ikke hvorfor.
Henrik var ældre nu. Eller måske så hun ham bare mere klart.
– Tak fordi du kom.
– Du bad om det.
De satte sig på terrassen. Mor gik i haven.
– Jeg vil sige én ting. – Han tøvede. – Jeg tog fejl dengang i november. Og sikkert tidligere også.
Ida holdt om koppen.
– Jeg så dig arbejde. Men jeg troede at du bare klarede det hele. At du ikke havde brug for ros. Astrid hun har altid været mere skrøbelig.
– Far, Astrid er voksen.
– Ja. Jeg ser det nu lidt sent.
Hun forventede glæde, sejr, lettelse. Men det kom ikke. Det var mere stille, som at stå under et gammelt træ, der ikke vokser mere.
– Jeg hører dig, far.
– Hvordan går det med forretningen?
– Overraskende godt.
– Det er jeg glad for.
– Der er intet nag. Bare rolig.
Han så på hende.
– Intet?
– Ikke længere. Jeg laver bare noget nyt.
De spiste frokost: koldskål og tærte. Småsnakkede om alt og intet. Ida kiggede på forældrene, det køkken, hun kendte hele sit liv, og følte noget, hun ikke helt kunne definere.
Det var som at puste ud endelig.
Mor trak hende med ud i roserne. Mor dyrkede dem altid. Hvert år var de lidt forskellige.
– Smukke, ikke?
– I år er de ekstra fine, sagde mor. – Ida, har du ansatte overhovedet?
– Ja, vi er fem.
– Ham Christian, han er partner?
– Ja.
Mor så snedigt på hende.
– Kun partner?
Ida smilede.
– Bare rolig, mor.
– Du er meget alene, Ida. Det kan jeg ikke lide.
– Jeg er ikke alene. Jeg arbejder sammen med folk, der respekterer mig. Det var vigtigere, end jeg troede.
Mor nikkede stille og vendte sig mod roserne.
I september skrev Broen under med deres første store kunde i Nordjylland. Ikke kæmpe stort, men ægte. Noget, hun havde tænkt på de lange aftner.
De fejrede med lagkage og bobler. Analytikeren Mads, 26 år, nyansat, sagde:
– Skål for Ida, der turde gå selv.
Hun løftede glasset. Udenfor var det skinnende kold efterår.
Efter festen blev Christian hængende. Han vaskede kopper, mens Ida ryddede op.
– Ida synes du ikke snart, vi bør tage en kaffe bare for sjov?
Ida stivnede et sekund, så smilede hun.
– Jo, det synes jeg.
Han vendte sig om.
– I morgen aften?
– I morgen aften, sagde hun.
Buster kat ventede hjemme hos hende. Ida hang frakken, satte vand over, så sig om: den lille lejlighed, hyggelig, indrettet af hende selv. Hun tog en kop te, satte sig i sofaen, Buster krøllede sig op på skødet og brummede.
Hun tænkte ikke på forældre eller Astrid. Hun tænkte på det næste kundemøde i Aarhus, på at hun burde købe nye vinterstøvler, og lidt på at Christian kun lo, når han virkelig mente det.
Det var rare, helt almindelige tanker.
Virkelige historier slutter sjældent med store monologer eller forsoninger. De ender med en aften på sofaen, katten på skødet, kop te, og fornemmelsen af, at næste dag begynder du på dit eget arbejde.
I oktober ringede Astrid. Uden varsel.
– Hej, Ida.
– Hej.
Pause.
– Jeg har længe villet ringe. Jeg ved ikke, hvordan
– Bare rolig. Hvordan har du det?
– Skidt, faktisk. – Astrids stemme var usikker, ikke som den plejer. – Ida, jeg ved godt, det jeg gjorde til præsentationen var forkert. Jeg tænkte ikke, hvor slemt det var, før det skete. Før du sagde fra.
– Du gav dig ud for mit arbejde.
– Det ved jeg.
– Forstår du, hvad det er?
– Ja. – Pause. – Far sagde, jeg skulle tage præsentationen. Jeg blev bange og tænkte, vi var familie Det undskylder det ikke.
– Så har du lært noget alligevel.
– Ida, kan du eller nej, aldrig mind. Du skal ikke.
– Hvad så?
– Jeg har brug for en god forhandlingskonsulent. Professionelt, selvfølgelig. Kender du nogen?
Ida lukkede øjnene et sekund.
– Jeg tænker over det, så vender jeg tilbage.
– Tak, Ida.
– Astrid, lær at læse et regnskab. Det er ikke så svært. Sæt dig ned med Birgitte og bed hende forklare det. Hvis du spørger pænt, gør hun det.
– Tror du?
– Ja, hun vil. Hun holder af firmaet.
– Okay, jeg prøver.
De sagde farvel, og Ida sad bare længe og kiggede ud i novembermørket. Om cirklen var sluttet, vidste hun ikke. Måske var der aldrig nogen cirkel, bare tilfældigheder og hverdage.
Næste morgen var hun først på kontoret. Satte kaffe over, åbnede sin laptop: Aarhus, kundekald kl. 11. Dokumentrettelser. Nyt kundevisit kl. 15. Kaffe med Christian om aftenen.
Hun åbnede dagens første dokument.
En time senere kom Mads, så Amalie, så de andre. Kontoret fyldtes med stemmer, telefoner og duft af fælleskaffe. De havde selv samlet til kaffemaskinen, den haltede, men den virkede.
Det var en almindelig dag. Idas dag. En dag, hun selv ejede.
Senere, mellem møderne, skrev Christian: I aften klokken halv otte. Jeg har fundet et godt sted.
Hun svarede: Glæder mig.
Hun tøvede og tilføjede: Tak.
Han svarede hurtigt: For hvad?
Ida lagde telefonen og smilede.
Hun svarede: Fortæller dig det senere.
Masha, Amalie stak hovedet ind senere:
– Ida, er du glad for, hvordan det går?
– Ja, Amalie. Det er jeg virkelig.
– Det er godt.
– Det er rigtig godt, sagde Ida.
