Kukkerkens tårer
– Far, jeg er hjemme! Og jeg er sulten!
Rikke smed tasken i hjørnet, hev skoene af og sang: “Hey! Er der nogen hjemme udover mig?”
Den tykke stribede kat stak hovedet frem fra køkkenet og svingede utilfreds med halen.
– Hej, Viggo! Hvor er far? Rikke kløede katten bag øret og traskede efter ham ind på sin fars kontor.
Men faren, som normalt sad dybt begravet i sin ph.d.-afhandling på det her tidspunkt, var der ikke.
– Viggo! Jeg forstår ingenting. Hvor er vores stjerne? Rikke kiggede undrende på katten.
Hvis hendes far skulle ud, plejede han altid at sige til. De havde den aftale en skulle altid vide, hvor den anden var. Det var sund forsigtighed. Man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske.
Min far, Henrik Rasmussen, var nok noget af et geni med sine mange akademiske priser. Men han var også ét stort rod. Helt glemsom, dog aldrig når det angik mig.
Glemme hvilken bus han tog, eller købe ekstra leverpostej, der ikke var brug for? Ofte! Viggo klagede aldrig.
Men mit skoleskema, navne og numre på alle veninderne og klasselæreren dem kunne han, uanset tidspunkt på døgnet. Væk ham midt om natten, og han rabler det hele af uden fejl!
Jeg ved, at far elsker to ting over alt: mig og fysik.
Hvorfor tror jeg, han elsker mig mere end fysikken? Fordi, da jeg blev født og min mor besluttede, at moderskab ikke var det rette for hende, droppede han alting og blev hos mig.
Min mor har jeg kun svage minder om. Hun rejste, da jeg ikke var andet end en lille tumling. Bagefter boede far og jeg hos mormor, og mor kiggede kun forbi en gang imellem, gav mig dyre dukker, som mormor straks fjernede og knurrede, at et barn skulle have rigtige legeting. Så forsvandt hun igen. Hun var sanger, havde en pragtfuld stemme og store ambitioner moderskab var ikke hendes livs kald, sagde hun.
Hun tog imod tilbuddet om at synge i København uden at blinke. Jeg blev hos min far, der kærligt gav alt for mig, mens hun rejste mod drømmen. Hun påstod, at det hele var for min skyld.
Og jeg voksede op. Fik buler, holdt koncerter under tænderskærende tandfrembrud, lærte at gå Og søgte en mor alle steder. Mormor stoppede kærligt sådanne forsøg, og far fandt ingen ny kone. Men jeg fandt på min egen løsning og begyndte at kalde ham for “mappa” lidt mor, mest far.
Det føltes ikke mærkeligt, for det var jo ham, der trøstede mig, serverede morgenmad og narrede mig til at spise mad, jeg ikke kunne fordrage.
Grød… Heller ikke engang over min dørtærskel! Jeg hadede grød! Fantasifuld som jeg var, fandt jeg altid måder at slippe af med den i børnehaven, til irritation for pædagogerne. Til sidst blev de enige med far, og jeg kom hver morgen mæt fordi far tryllede hjemme med pandekager eller chokoladekage. Det mente nogle var forkælelse, men ikke for far: hvis barnet ikke kan lide grød, så skal det heller ikke tvinges. Der findes andet.
Men måske netop derfor forkælede han mig aldrig. Jeg elskede ham alt for højt og adlød gerne et løftet bryn og et: “Rikke, hvad har du nu fundet på” var rigeligt. Og jeg forsøgte aldrig at gentage mine fejl.
Mormor var skeptisk overfor fars pædagogik.
– Du forkæler hende, Henrik! Det dur ikke.
– Hvad skulle jeg ellers gøre, mor? Du slog heller aldrig på mig.
– Jo, én gang knækkede jeg stokken over dig. Den dag du løb til fjorden med din ven uden at sige noget.
– Åh ja, den har jeg aldrig glemt beklager, mor.
– Godt! Der blev du jo voksen af det! Din ven blev kaptajn, og du blev Ja, hvor du nu blev. Men den pige, du var så glad for dengang hvorfor måtte hun altid skabe splid, først mellem venner, så forladte hun barn som en fremmed kat…
– Lad os nu ikke tale om det, ok? Tænk nu, hvis Rikke hører det?
– Og hvad så? Hun har vel ret til sandheden?
– Nej, mor, vi taler ordentligt om hendes mor aldrig ondt. Hun har jo halvdelen af hende i sig.
Morens historie undgik vi oftest. Også jeg stillede mormor spørgsmål, men hun henviste venligt til far.
– Spørg din far, han kender hende bedst. Tag et stykke kage!
Da jeg fyldte fire, døde mormor. Far og jeg blev alene tilbage. En stor lejlighed midt i Odense. Den havde været min farfars fabriksdirektør en hel livstid, indtil hjertet svigtede midt under omstruktureringer.
Fabrikken overlevede kun takket være hans udkast til en redningsplan. Far blev hjemme for at passe den sørgende mormor, men hun vandt aldrig livskraften tilbage. Hun savnede min farfar og mente, hun ikke kunne give mig al den kærlighed, jeg skulle have.
Da jeg var syv, kunne jeg vaske gulv og stege spejlæg. Otte år gammel stod jeg selv op, lavede morgenmad til både mig og far. Ti år blev jeg min egen chef: skole, sport og husopgaver, fordelt ligeligt mellem os. Jeg gjorde stuen og vores soveværelser rent, far ordnede køkken og fællesarealer. Madlavning var på skift. Den eneste opgave, jeg nægtede at dele, var Viggo: Efter jeg havde slæbt ham ind som udsultet killing, blev han mit ansvar. Far forkælede ham dog med snacks, og jeg skældte både kat og far mildt ud.
Nu stod Viggo og så håbefuldt op på mig, bankede med poten.
– Sulten, Viggo? Kom, lad os se om far bare gik i Brugsen. Hvor har han lagt sig midt på dagen?
Svaret lå på køkkenbordet: “Rikke, jeg blev kaldt på instituttet, er sent hjemme. Viggo har fået mad lad dig ikke narre! Kærlige hilsner, far.”
Så faldt alt på plads. Jeg lettede. Nu gjaldt det bare frokost, lektier og svømmetræning.
Jeg stak den nyvaskede badedragt i tasken og tjekkede klokken. Der var tid.
Mailen, der lå ulæst fra i går, måtte vente. Jeg tændte laptoppen, løftede Viggo væk fra tastaturet og gik ind i min indbakke. Men idet jeg skulle åbne brevet, bankede det på døren.
Vores dørklokke har aldrig virket, siden jeg var lille jeg var bange for lyden, så far og mormor koblede den fra. Hvorfor sætte den til igen, når alle bare bankede? Viggo var vores alarm: Han løb straks ud, hvis han hørte et menneske.
Også nu nuppede katten inspektionen forrest, og jeg fulgte efter.
Det var vores nabo, Tante Karen, som stod udenfor.
– Hej Rikke! Din far fór ud i hast. Jeg fik besked på at fodre og forkæle dig før træning.
– For sent, Tante Karen! Jeg har allerede spist! Jeg lo og gav hende et kram.
Karen havde været min tryghed hele livet. Hentede mig da mormor var syg, puttede mig, når far var væk. Flettede mit hår, fordi det var det eneste, far havde opgivet at lære. Alle pigeting gik til Karen ingen tabuer imellem os.
– Sejt! hun kyssede mit hår, og smilede. Hvordan går det? Og hvad med Jonas?
– Ork, lad ham nu være! sagde jeg. Så satte jeg vand over til te.
Hvis Karen spurgte, havde hun jo tid til at sidde lidt.
Hun løftede låget på suppeterrinen og rynkede panden:
– Hvad giver du far at spise?
– Der ligger frikadeller i fryseren.
– Godt. Og så fortæl om Jonas, mens jeg ordner kartofler. Frikadeller er fint, men vi kan lige sørge for noget ekstra: Din far elsker ovnbagte kartofler.
Det var rigtigt, så jeg lavede te, og skulle netop til at fortælle om hvordan Jonas var kommet for tæt på efter skole, da nogen hamrede voldsomt på døren.
– Hvem i alverden kan det være? spurgte Karen og gik ud.
Kvinden, der trådte ind, genkendte jeg straks.
– Mor
Far har altid været ærlig om min mor. Han gemte et par billeder i familiens fotoalbum, og jeg tog dem nogle gange frem for at se, om jeg lignede den festlige unge kvinde på billederne.
Nu satte den blonde, elegante kvinde sin dyre kuffert fra sig, kastede sig på knæ foran mig og udbrød: “Rikkebarn! Det er mig! Kan du ikke kende mig igen?!”
Det hele mindede mig om en billig tv-serie. Jeg så på Karen og trak på skuldrene.
– Jo, jeg genkender dig. Rejs dig, gulvet er koldt og beskidt. Jeg har ikke vasket i dag.
– Herregud! Du vasker gulv?! Hun rejste sig, rystede frakken og så nedladende ud. Vi havde jo råd til hushjælp, men I benyttede jer aldrig. Er far hjemme?
– Han er på vej.
– Godt! Jeg er nu kommet for din skyld, skat! Har du fået mit brev? Åh, det er lige meget! Kom og giv mig et kram jeg har masser af gaver!
Karen trådte et skridt tilbage og lod hende komme forbi, mens min mor totalt ignorerede hende. Sådan var hun.
Jeg betragtede det hele som en film, mens hun hængte frakken, tjekkede spejlet og gav Viggo et spark på poten, da han nærmede sig hendes strømper.
– Gå væk! sagde hun, uden at se på hverken kat eller mig.
– Kom, Viggo, sagde jeg og løftede ham op, mens jeg søgte baglæns hen til Karen, der straks slog armen om mig.
– Ti stille. Alt godt, Rikke. Jeg er her.
Min mor blev ved med at tale, og hev gaver i mærkeposer frem fra kufferten: “Jeg kender ikke din størrelse, så jeg har taget lidt af hvert. Hvis du ikke kan lide det, kan vi bytte, når du besøger mig i København. Hvor er mormor? Skulle hun ikke komme og tage imod mig? Hun har jo aldrig brudt sig om mig, men for din skyld…”
Jeg blev kold. Viggo mjavede, da jeg knugede ham hårdt, og Karen tog blidt katten fra mig.
– Lad ham sidde i køkkenet det er bedst, sagde hun og lukkede døren, imens hun igen holdt om mig.
– Der er ingen mormor.
Min hals var håbløst tør og stemmen mat, men mor blev bare ved.
Det var dér, jeg råbte alt hvad jeg kunne:
– Hun er væk! For længst! Og du også! Hvorfor er du kommet?!
Mor blev overrumplet, men kom straks på benene:
– Jeg har savnet dig!
– Virkelig? Ikke så et år er gået uden dig, ikke? Hvor gammel var jeg, da du smuttede?
– Hold nu op, du lille ven! Jeg forlod dig ikke det var bare omstændighederne!
Hun bremsede, men jeg var hurtig:
– Fordi et lille barn er nemt at forlade, ikke? Mig kunne du efterlade hos far og mormor. De klarede det sikkert! Var det din logik?
– Rikke, hvorfor taler du sådan? Jeg er jo kommet nu
– Hvorfor? Jeg lænede mig op ad Karen, trak vejret dybt og mærkede hendes tryghed. Hvad vil du?
Mine knæ rystede, og Karen holdt mig tættere.
– Jeg vil – hun nærmede sig og forsøgte at røre mit hår, men jeg veg bort, så Karen næsten mistede balancen.
– Rør mig ikke! sagde jeg, min stemme nu fast, og Karen så overrasket på mig.
– Rikke, hvad er der?
– Jeg har det fint lad os tale færdigt.
– Min skat
– Lad nu være at blande dig rasede mor afbrudt Karen Hvem er du overhovedet? Er du Henriks nye kone? Så find noget at lave! Her ser rodet ud! Min svigermor ville aldrig have tilladt sådan sjusk hun holdt huset rent!
Karen fnøs, jeg smilede svagt.
– Aha! De smiler til mig! glædede mor sig, men jeg blev straks alvorlig igen.
– Ikke til dig! Jeg så hende i øjnene. Jeg lo af din frækhed.
– Frækhed? Hvor får du de ord fra?
– Troede du, jeg stadig legede med rangler? Nej, mor. Far har opdraget mig. Du vil blive overrasket over, hvor meget jeg kan.
– Virkelig? Fortæl lidt
– For eksempel ved jeg, at du ikke kan tage mig med det har far sikret for længe siden. Jeg kan kun være sammen med dig, hvis jeg selv vil.
– Men du vil da gerne? spurgte hun, men ingen bag hende bakkede op.
Jeg havde til gengæld en.
– Nu er det nok! sagde Karen, tog venligt fat i mig og sendte mig ud til Viggo.
– Gå nu. Katten venter. Vi klarer det her.
Jeg adlød og lukkede døren efter mig. Mors vredesudbrud bag mig kunne ikke gøre mere skade.
Da døren lukkede, var Karen ikke bare en mor-stand-in men en beskytter med kløer:
– Lad mig sige det lige ud: Alle samtaler om den her pige tager du fra nu af kun i Henriks nærvær.
– Hvem tror du egentlig, du er?! rasede mor, men Karens blik fik hende til at tøve.
– Jeg har været hendes alt, kukker-mor, sammen med Henrik. Tror du, jeg lader dig ødelægge hendes tryghed? Hvorfor er du her? Skal hun flyttes til København? Har du spurgt hende, hvad hun selv vil?
– Hun bliver lykkelig for det! Du fatter jo intet!
– Sælg ikke barnet for mærkevarer. Du aner ikke, hvem hun er, for du var væk, da hun ikke engang kunne gå. Nu tror du, hun sælger sin sjæl for et par kjoler? Glem det! Ud! Du kan vente på bænken foran huset. Vi andre skal spise. En mor er du jo ikke så jeg tager mig af barnet.
Karen tog en dyb indånding og var på vej ind til mig, da hun hørte gråd bag sig. Moren sad grådkvalt, mascara på kinderne.
– Hvad skal jeg gøre? Hun hader mig…
Karen holdt sig igen tilbage, rakte hende et lommetørklæde:
– Tør øjnene! Troede du virkelig, du kunne dukke op, og dit barn ville springe dig i armene? Det tager år at bygge op, måske falder det aldrig helt på plads. Men lærer du at vælge hendes ve og ønsker? Så måske. Vask dig nu. Og vent, til Henrik kommer. Lad hende være i fred nu! Så hvorfor er du egentlig kommet?
Mor trak vejret ind, ville svare skarpt, men opgav:
– Jeg skal giftes. Min kommende mand har ingen børn og kan ikke få nogen. Han ved alt om Rikke og vil tage hende til sig, give hende alt, hvad hun kan drømme om: Bedste skole, frit valg af universitet, overalt i verden! Jeg vil bare, hun skal være lykkelig.
– Hun ER lykkelig, sagde Karen. Men det kan du ikke vide, når du slet ikke kender hende.
– Det ved jeg ikke svarede mor, og gik for at vaske sit ansigt.
En time senere, da far kom hjem, fandt han mor siddende på gulvet i mit værelse. Hun holdt en gammel rangle, min lykkebringer til stævner, som engang havde været hans.
– Du gemte på den – sagde hun. Hun er smuk, jeres datter.
– Jeg ved det, Marianne. Hvorfor er du kommet?
– Jeg troede, jeg kom efter én ting det var en anden Hvem er Karen, der så beskyttede hende?
– En ven.
– Hvis? Din? Rikkes? Begges?
– Begges. Hvad forestiller du dig, Marianne? At hun er min nye kone? At Rikke kalder hende mor? Hun har mand og børn nok. Hun hjælper bare fordi hun vil.
– Og jeg er den dårlige sukkede mor.
– Det sagde jeg ikke.
– Vil du tillade mig at se Rikke?
– Har jeg nogensinde forhindret det? Hvis hun vil, kan du prøve igen. Måske vil hun tale med dig med tiden.
– Jeg håber sagde hun, rakte ham ranglen og forlod rummet.
Denne gang blev hun ikke. Næste måned, da hun forsøgte igen, fulgte jeg med Karen og Viggo ud i skoven. Vi fandt en blå blomst kukkerkens tårer. Jeg spurgte:
– Vidste du, den hedder kukkerkens tårer?
– Det vidste jeg, Rikke. Hvorfor spørger du?
– Tror du, hun ønsker jeg taler med hende?
– Det tror jeg.
– Skal jeg prøve?
– Gjør det. Bliver det ikke godt, har du din far. Og mig. Det ved du.
– Ja.
Jeg lagde blomsten på græsset og bredte armene ud.
– Men lige når jeg vil spørge, er der ingen kukker, der svarer! Hvor længe vil jeg leve, Tante Karen?
– Længe og lykkeligt, min pige! Ingen kukker fortæller dig mere, end du ved i hjertet!
– Okay! Det forstår jeg.
Jeg kom til at tale med min mor, men det tog år at hele. Først den dag jeg blev gift, krammede jeg hende trygt og frit.
– Vær lykkelig, mit barn!
– Det bliver jeg! svarede jeg, fandt far og Karen blandt gæsterne og vinkede. Alt var godt.
