Hønemødre
Du er urimelig, Birgitte! Man kan ikke tale fornuft med dig! De mest simple ting, og så kan du stadig ikke fatte det! Du har jo simpelthen en hønemors filosofi! Det dur bare ikke!
Og du Ja, du!
Birgitte Lauritsen kigger stift på sin svigermor og griber hårdere om pungen, hun holder mellem hænderne. Hun trækker øjenbrynene sammen, men det er alt, hun kan mønstre. Uvelkomne tårer presser sig på, og hurtigt vender Birgitte sig bort for at skjule dem fra Sofie Jørgensen. Men Sofie har allerede set svagheden, og triumferende udstøder hun:
Ha! Jeg har ret! Ellers ville du jo ikke græde! Kære Birgitte dog Hvorfor al denne ballade? Vores børn vil jo gøre os så lykkelige snart!
Den snehvide barnevogn, som Sofie nærmest har klistret sig til, er uden tvivl smuk. Også Birgitte syntes den var fin i begyndelsen, men hendes datter bad hende tænke lidt praktisk, og med de milde, våde vintre i København er det køretøj, Sofie insisterer på til det kommende barnebarn, slet ikke velegnet. Kald lige den her hvide drøm for praktisk!
Hvorfor sidder du der og tuder? Sofies stemme lyder lettere irriteret. Det er jo kun en barnevogn! Når vi skal til at diskutere, om børnebarnet skal til dans eller billedkunst, så kan du jo blive uenig. Birgitte, hvorfor sådan? De mindste ting får dig straks til at græde! Din datter er for resten også sådan! Min søn Martin er sandelig heldig, det skal jeg love for! Græd, gjorde hun også, hele graviditeten igennem! Mon ikke det er derfra alle problemerne stammer? Jeg var altså slet ikke så følsom, da jeg ventede Martin!
Sofie tager sig i det, hun siger, især da hun ser Birgittes blik. Birgitte tørrer tårerne væk og vender sig mod hende.
Det er nok nu! hvæser hun lige op i ansigtet på Sofie. Lad nu være! Du har pint både mig og hende længe nok! Træd til side! Birgitte skubber til barnevognen, der spærrer vejen. Karen vælger selv, hvad hun vil have. Og jeg betaler! Du bliver ikke engang spurgt! Hønemor, siger du? Så vær det da! Men du, du er ikke engang kvinde! Du er en heks!
Birgitte marcherer stolt mod døren i butikken, kaster et blik tilbage og ryster på hovedet:
Tager det dig aldrig på, Sofie? Al den evige selvsikkerhed, hvor kun du ved, hvad der er det rigtige? Du pløjer alt ned på din vej, uden at stoppe et sekund op for at tænke hvad det betyder. Ring ikke mere! Mine nerver klarer det ikke længere. Det er simpelthen for meget!
Birgitte skubber døren op og er nær ved at snuble på de glatte trin.
For pokker da! mumler hun irriteret, usikker på om det er vinterens skyld, eller svigermorens.
Tvivlen om, hvorvidt hun nu alligevel gjorde det rigtige, gnaver; Birgitte overvejer på parkeringspladsen at gå tilbage, sige undskyld og forsøge på at redde de umulige svigermorrelationer én gang for alle men stopper sig selv.
Hvorfor egentlig? I snart tre år har hun kendt Sofie, og hele tiden, stort set hver dag, får Birgitte ondt i samvittigheden. Over alt! Hun siger ikke det rigtige, ser forkert ud, sidder akavet til spisebordet, opfører sig underligt i selskab Hun har virkelig prøvet at tilpasse sig, men at ændre menneskers personlighed er ikke til at komme udenom og kun muligt, hvis personen selv vil. Sofie ville slet ikke ændre sig. Hun var da tilfreds så sikker, at Birgitte indimellem misundte hende lidt. Hun kunne ikke selv; sådan, uden skelen til andres meninger og i evig tro på, at verden kredser om én.
Birgitte har opdraget Karen alene, fordi hendes mand døde alt for tidligt. Han var et vidunderligt menneske, og hver gang Birgitte mindedes ham, prøvede hun at undgå tanken om, hvordan livet ville have set ud, hvis han stadig var hos hende.
Hun vidste godt fra begyndelsen, at Anders havde hjertefejl. Han skjulte aldrig noget for Birgitte, som han havde forelsket sig i allerede på universitetet i Aarhus. Stille, nærmest ydmyge Birgitte var hurtigt blevet kursets samlingspunkt og Anders turde længe ikke nærme sig, fordi han troede, den høje fyr, som fulgte Birgitte til busstoppestedet, var hendes kæreste. Det var faktisk hendes fætter Jacob. En dag så Anders ham kysse en anden pige, styrtede hen for at »forsvare« Birgitte, men det misforstod Jacob helt, indtil det hele blev forklaret.
Nå, men hvis du er forelsket, så sig det da! Han grinede. Livet er for kort.
Og det blev det. Seks år fik Birgitte og Anders sammen. Seks år til at blive gift, få en datter og virkelig føle sig som to halve, der blev til en hel. Da Anders døde, blev det kun til et halvt liv tilbage for Birgitte, og hun besluttede, at kærligheden måtte vente nu galt det om at være der for Karen. Karen blev hendes håb, hendes vej videre. Der var ikke plads til selvmedlidenhed. Hun passede svigerforældrene, som knækkede helt under tabet af deres søn, og sørgede for, at Karen, der lignede sin far så meget, voksede op elsket og tryg.
Min far er en engel, men jeg har to bedstemødre, to bedstefædre og min mor! Jeg er lykkelig! fortalte Karen med stolthed i børnehaven.
Senere stoppede hun med at kalde sin far engel, men hun var sikker på, han så efter hende.
Helt sikkert, skat. Han elskede dig så højt sagde Birgitte.
Karen voksede op med troen på, at kærlighed styrer verden. Hvis man er elsket, er livet fyldt med klare farver. Men når nogen skuler til en, føles verden straks gråere. Hverken hun eller Birgitte talte igen på ondt de troede på, at hvis man bare viser, at man ser det gode i folk, dukker det også op. Hun afprøvede sin filosofi på selv de mest sure naboer, og alle ændrede sig lidt, når de mødte hende. Selv gårdmanden, der altid havde ondt af sig selv, svarede hende pludselig igen, og begyndte sågar at hilse på alle på gaden.
Måske er det derfor, Karens fremtid altid virkede oplagt: hun skulle selvfølgelig være psykolog. Hvorfor spilde sit medfødte talent? Karen kunne lytte, virkelig lytte. Og det var ikke pligt, men lyst. Allerede under studierne besvarede hun opkald på Børnetelefonen og fandt senere sit rette element som børnepsykolog.
Sin mand, Martin, møder Karen på et hjemmebesøg. Han er forbi, mens Karen venter på kolleger ser, at hun fryser og smider uopfordret sin jakke over hende.
Ej, du skal ikke blive syg! Her, hold varmen! siger han.
Jamen, du fryser jo også! svarer Karen, forsøger at give jakken igen.
Min mor har hærdet mig hele barndommen! Men du er helt blå om næsen! Vent!
Martin spurter afsted. Karen når dårligt at opfatte det, før han vender tilbage med varm kakao og et stort smil. Hun skriver sit nummer i hans håndflade, da han spørger.
Så går det stærkt. Et halvt år og de ved begge, at de ikke vil undvære hinanden. Så skal Karen møde Martins mor.
Sofie forbereder sig grundigt. Hun veksler mellem benægtelse og forhandling, men hun kan ikke forlige sig med tanken om, at hendes Pavs dreng nu står på egne ben. Dagen før mødet er der fart på hos frisør og hudpleje, og alle i nabolaget har hørt brok over vilkårene.
Skal du virkelig blande dig? spørger manicuristen Rita.
Åh, Rita, med dine tre svigerdøtre! Skal jeg bare tage imod hende med åbne arme? Jeg kender hende jo ikke! fnyser Sofie.
Lær hende dog at kende mumler Rita.
Og det har Sofie ikke meget lyst til hun ved på forhånd, at Martins kæreste ikke vil være god nok.
Martin foreslår middag ude, men Sofie insisterer på at have mødet hjemme.
Der er styr på stamtavlen: farfar professor, farmor museumsdirektør, hendes egen mand teaterinstruktør på et anerkendt københavnsk teater.
Bordet bugner. Sofie gør sig umage især med opdækningen.
Men Karen klarer det til UG. Bruger bestik korrekt, skænker fred, og roser maden.
Hvor har du lært at dække bord så pænt? forsøger Sofie.
Min mor. Hun arbejder meget, men vi brugte altid den tid, vi havde sammen.
Hvad laver din mor?
Hun er tandlæge.
Sofie vrænger. Læger har hun dårligt forhold til.
Resten af aftenen prøver Sofie at pushe Karen ud af balance. Det lykkes ikke.
Senere den aften brokker hun sig til sin mand:
Det er som at sidde med en statue! Hun hører ikke til hos os! Hvor har Martin fundet hende?
Hold nu op, Sofie. Drengen er voksen. Du lavede selv reglerne hans valg, hans ansvar. Kan du ikke huske dengang han slæbte den hund hjem i 2. klasse? Du sagde ja, men han skulle selv lufte og gøre rent Her er det mere alvorligt.
Svaret slår Sofie lidt ud. Hun kan faktisk ikke forklare, hvorfor hun ikke bryder sig om Karen men det smerter hende at Martin snart stifter sin egen familie.
Til brylluppet har Sofie festtøjet og et tvunget smil på. Men indeni sneer det. Hendes mand finder hende i et hjørne og holder om hende.
Husk, hvordan mine forældre tog imod dig, Sofie…
Han minder hende om, hvordan hun blev budt velkommen eller netop det modsatte. Svigermorene allierede sig mod hinanden, onkler og tanter sludrede, vendte det hele på vrangen. Først da Sofie mistede sit første barn, ændrede det sig. Pludselig var svigerfamilien der, støttede, healer, og hun lærte for alvor, hvad familie kunne betyde.
Da Martin kom til, var de omsorgsfulde. De blev hendes sande familie.
Minderne gør Sofie mildere. Hun ser ikke længere skævt til Karen, men sender nu i stedet sin energi mod Birgitte. Hendes rolige måde at være på gør Sofie vanvittig. Det bliver et underligt teater Sofie vil fremstå stærk, Birgitte uanfægtet. For Birgitte handler alt om, at Karen skal være lykkelig.
Karen har det godt med Martin. Birgitte prøver at holde Sofies nysgerrighed ude af det unge pars liv hun kan bedre takle sin vildfarne svigermor end datteren kan.
Men alt ændrer sig, da Karen og Martin en dag stråler forventningsfuldt og siger:
Vi skal være bedsteforældre! jubler de.
Sofie får nærmest åndenød, kigger skævt på Birgitte, der straks fælder glædestårer og holder om sin datter.
Livet bliver nu et kapløb for svigermødrene om at gøre sig til; hvem køber de bedste sparkedragter, hvem finder de sødeste små sokker? Der bliver shoppet og pakket, alt imens Karen tigger om at de ikke køber mere »Vi har alt, hvad vi kan rumme!«
Men barnevognen bliver stridens æble. Karen prøver utallige kataloger, men kan ikke beslutte sig og da hun får lidt komplikationer, bestemmer de unge at lade mødrene vælge. Kravet: den SKAL være let og nem at have med, fordi Martin ofte er ude at rejse. Karen vil selv kunne gå tur.
Det er alt, hvad der skal til Birgitte og Sofie ryger uuvenner.
Birgitte sidder nu i bilen og prøver at samle sig, mens motoren varmer op. Hun bander over Sofie lavmælt, for det er ikke hendes stil, at skændes. Men Sofie trykker på alle de forkerte knapper.
Hun er frustreret hvordan kan en tandlæge ikke styre sine egne følelser? Hun ved jo, hvordan Sofie er! Han sagde det altid: man kan ikke sætte sit eget hoved på andre men det har hun glemt.
Pludselig banker det heftigt på ruden. Udenfor står en forpustet Sofie mærkeligt forrået i blikket.
Nu igen, hvad nu? Birgitte undlader at skjule sin irritation.
Birgitte Karen har veer! Martin har prøvet at ringe, men din mobil er slukket!
Det går op for Birgitte, og hun råber:
Kom ind, Sofie!
Sofie hopper straks ind på passagersædet uden brok og skråler:
Hvad venter du på? Kør!
Birgitte accelererer, bilen drejer i en vild bue, og Sofie farer sammen.
Er vi tossede, Birgitte? Det er jo første gang hun skal føde!
Jeg er også nervøs! siger Birgitte og slipper lidt på speederen. Lad os bare håbe det går godt…
Sig ikke noget! Det skal gå! råber Sofie, da Birgitte overhaler en taxa, og taxachaufføren kun smiler overbærende.
Bare tænk, Birgitte Vi skal være bedstemødre!
Pigen der kommer til verden et døgn senere, vil snart sno begge bedstemødre om sin lillefinger. Ingen vover sig til at sige hende imod; hun bliver et miks af Birgittes blidhed og Sofies beslutsomhed. Og kærlighed får hun, i overflod. Her vil hun bade og dykke ned, hver gang de trygge arme åbner sig.
Kun Karen skjuler et lille smil, når hun ser datteren gå mellem sine to bedstemødre i Fælledparken. Hun ved, det er kærligheden, der evner at forene dem, give dem håb.
Og Karen, der bærer på endnu en hemmelighed, smiler ekstra bredt:
Bedstemødre! Barnet skal ikke forkæles for meget. Ikke for meget is! Så spiser hun jo ikke middagsmad! Jeg kender jer så godt. Mine små hønemødre ©Sofie og Birgitte udveksler blikke som om de i samme nu aner, at det hele, alt det besværlige og hver eneste lille uvenskab, er blevet glemt for noget langt større. Sofies hånd finder næsten ubemærket Birgittes, og hun klemmer let.
Jeg lover… Sofie tøver, men smilet titter frem bag de smalle læber jeg lover, at jeg vil prøve.
Birgitte nikker, rører ved hånden, som hun tøvende tager imod. For i dette nu er de fælles om noget, ingen ord længere kan splitte.
De to kvinder går i takt efter den lille pige, der lo og balancerede på stenene med pandehåret flagrende og støvler for store til hendes fødder. Selvom isen drypper ned ad hagen, sender hun dem det bredeste grin ét, der får solen til at bryde frem over Fælledparkens grønne blade.
Birgitte vender sig mod Sofie og sukker, lykkeligt:
Hun bliver stærk. Og klog.
Selvfølgelig, siger Sofie, og overrasker dem begge, for hun har de bedste mødre og den sejeste mor.
Birgitte ler. Der er ingen vrede tilbage, ingen rest af tårer. Kun latter, og en sommerfugl i maven, der basker stærkere, jo længere hun ser på barnebarnet.
Bag dem lyder Karens stemme, blid og rolig:
Mor, Sofie, vent på mig. Jeg skal fortælle jer noget…
De stopper op, griner, da den lille pige kravler op på Birgittes skuldre, og Sofie, overraskende adræt, hiver en serviet op af tasken, klar til næste plet is. De samler sig rundt om Karen. Noget nyt, måske stort og uventet, venter dem men denne gang møder de det sammen. Og i skæret fra de sene solstråler, mellem dåsige duer og børnelatter, aner de, at deres lille brogede familie ikke bare er vokset, men blevet hel.
For i lyset fra den kærlighed, de sammen bærer videre, kan selv to hønemødre finde vej hjem.
