Juleaftenens Samtale
En af de smukkeste og mest hjertelige decemberdage nærmede sig sin afslutning. Dæmringen faldt tidligt over den lille vestjyske landsby, der efterhånden var blevet fuldstændig stille; selv de lokale hunde, mætte af julerester fra flere dages fejring, magtede ikke rigtig at gø ad forbipasserende eller skælde ud på artsfæller i nabolaget. Hvis en tilfældig rejsende kom forbi netop nu, ville han undres over hvor mange mørke vinduer der var at se på en aften, hvor hele landet egentlig har fri og burde samles om det varme hjem. Men herude, i en lille flække på grænsen til heden, kom ingen fremmede forbi ved et tilfælde, og de få, som gik ude på stien, var lokale folk på vej til de hjem, hvor lyset og stemningen afslørede, at man stadig holdt den gamle danske tradition for jul med åbent hus for familie, venner og granne, et veldækket bord og stemningen, som uden sammenligning vækker appetit og varme sjælen.
I det rummelige, gamle bindingsværkshus hos familien Boeck afsluttedes nu den sidste, livlige forberedelse til det store julemåltid. Endelig var alle gæster samlet i den store stue, hvor de halvmåneformet sad omkring det forventningsfuldt dækkede bord nu ventede man blot på, at værtinden ville dele de små sanghæfter ud, så alle kunne stemme i salmer, for for de troende, som disse var, blev hver juleaften ufuldkommen uden fællessang; den barnlige, udefinerbare glæde og mærkelige nærhed til det mirakuløse, som juledagene helt særligt kalder frem den bragte varme i sindet, uanset alder.
Værtinden Oda, kvik og følsom som langt de fleste mindre danske kvinder, vendte sig med et let anspændt smil mod sin fætter, som sang i den lokale kirke.
Svend, vil du ikke begynde?
Manden hendes, stout og gemytlig, gav straks fætteren et venligt puf med albuen og et nik.
Svend, hvis faste blik antydede en vis stædighed og indre brydninger, rømmede sig i hånden og sagde, lettere ungdommeligt, med sin bløde baryton:
Nej, Oda, det må du ikke forlange. Det skal være værten, Thomas det er ham, der er hovedet her i huset!
Hvorfor? udbrød én af gæsterne overrasket. Du er jo kirkesanger!
Javist, men jeg er jo ikke selv præst. Her i huset står værten for sangen. Sådan plejer det at være, og sådan skal det også i aften.
Thomas indvilligede, og snart lød julesalmen beskedent, men voksede hurtigt i styrke, da Svend og de andre stemte i og sangen fyldte rummet med bævende glæde.
Martin høj, elegant og blot 29 år, døbt for knap to år siden lyttede med, glad for at hans egen røst ikke faldt helt ved siden af koret. Han elskede at nynne, når han var alene.
Martin var, i modsætning til sin hustru, Thyra, der var 21, snu og lyshåret, ikke fra egnen og kendte derfor stort set ingen, men observerede de andre med den tålmodighed, der kendetegner en amatørmaler. Til højre for dem sad et andet ungt par: den rødhårede, bredskuldrede Poul, som, Martin havde opfanget, arbejdede som idrætslærer på den lokale friskole, og hans hustru, Alma, en kvinde i slutningen af tyverne med tørklæde snuldrende som en hat. Rundt om bordet hyggede snakken, og Thomas vært, ikke højere end konen, men med lune og fart på holdt gang i selskabet. Oda blev støttet nidkært af sin veninde Mette og dennes mand, Knud, samt kirketjener Jacob, tørt intelligent og hvis kone Ulla oftest lyttede stille, men med tindrende øjne.
Mens man ventede på næste ret, nød folk små friske oste, krogmodnet spegepølse og farverige salater. Stilheden faldt et øjeblik, og netop dér fik Svends kone, Sofie, mørkøjet og klog, sagt med et næsten genert ansigt:
Jeg mærker altid sådan en mærkelig nærhed til noget hinsides i juledagene. Når sneen daler, og alt er stille og varmt… Føles næsten overjordisk.
Fantasi fra alle de julefilm, du så som pige, sagde Kirsten, der var kommet langvejs fra for at besøge Oda. Samtalerne med Kirsten havde aldrig rigtigt nogen dybde; hendes evige Mona Lisa-smil holdt folk på afstand ingen kunne kalde hende usympatisk, men heller ikke nærværende.
Måske, indrømmede Sofie, og så legede jeg og pigerne som studiner julelege. Det var dril, men alligevel lidt syndigt på en måde.
Det var da noget af en leg, udbrød Oda følelsesladet.
Åh, Oda, nu må du ikke være så streng, sagde Thomas forsonende, og Oda lod det ligge trods den stramme mine.
Nu satte datteren Oda magen til sin mor, både indeni og udenpå den perfekte, sprødstegte ribbenssteg på bordet.
Nå, Sofie, sagde Mette, da frydsudbruddene havde lagt sig, hvad mener du da?
Egentlig bare, at jeg elsker at læse gamle julehistorier. De har sådan et skær af både eventyr og noget næstekærligt på én gang noget uvirkeligt og samtidigt virkeligt, svarede Sofie.
Det har jeg det også sådan med, istemte Thyra, frisk og åben. Jeg læste sidste jul historier af Johannes V. Jensen. Der er noget forunderligt med den måde, han beskriver hånden, som åbner døren ind til julegæsterne en slags ånd over det hele. Husker ikke helt titlen, men det var rørende.
Oda frøs lidt midt i serveringen.
Solveig, du er da helt stille, udbrød hun.
Alle så pludselig hen mod Solveig, der som sjældent var kommet hjem fra København og ikke var kendt af ret mange.
Solveig er jurist nu, men hendes første uddannelse var sprogvidenskab, sagde Oda og lavede sjov grimasse.
Mette støttede hende straks:
Ja, min svigerdatter har altid haft hovedet i bøgerne.
Solveig, kvinden med tørklædet, vendte sig roligt og ufattelig sikkert, som om hun hele tiden havde ventet at blive spurgt:
Johannes V. Jensen? Ikke så meget klassiker, fordi han ikke skrev så bredt som Pontoppidan men hvad angår menneskedybde, er han mindst lige så stor. Han formede ikke filosofiske systemer; hans hovedidé var forvandlingen af det menneskelige, ofte via bibelske temaer.
Hold da op… svarede Svend overrasket og skyndte at glide over i ny bane: Men hvilken julehistorie var det nu, du talte om?
Historie? gentog Solveig.
Hun kiggede nu åbent på hele selskabet, og Martin opdagede, at hun set fra den rigtige vinkel faktisk var smuk. Ikke prangende, men hendes mørke øjne havde dybde.
Thyra bemærkede Martins blik, og hendes ansigt viste det der skæve, milde smil, hun havde, når mænd blev lidt betagede af Solveig, der ikke var køn uden at være særlig i blikket. Men hendes brune øjne trak et menneske ind og så var det svært at kigge væk igen.
Jensen har skrevet flere julehistorier. Den med hånden hedder Kristus Gæster hos Almuen. Men endnu smukkere, synes jeg nu, er Mirakeldoktoren af Aage Neutzsky-Wulff nogen siger, den er det mest næstekærlige, han har skrevet, fortsatte Solveig, og fik Sofie og de unge til at lytte ekstra efter.
Hvad går den ud på? spurgte Svend med gaflen oppe.
Hvis jeg skal gøre det kort: To drenge betrager fulde af misundelse vinduerne, hvor folk forbereder sig til nytår. De bor i en kælder, hvor deres spæde bror græder af sult. Der er ikke skyggen af mad, og moderen er udmattet. Storesøster har feber. Den yngste er død, faren er syg og får fyret. Sidste håb er, han kan finde penge på gaden, men det lykkes ikke. Han flakker rundt i vinterkulden med tankerne fulde af håbløshed, indtil han overvejer at tage sit liv.
I netop det øjeblik sætter en ældre herre sig ved hans bænk. De taler sammen, og den gamle forstår alt og følger med hjem. Det viser sig, han er læge. Med sine råd og tre sedler på 100 kroner købes mad, brænde, den lille stue bliver varm, børnene overlever. Og så forsvinder han, uden nogen når at spørge om hans navn. Men ved medicinglasset står: Recept fra professor Hartmann. Alt er sandt, siger fortælleren.
Solveig stoppede og tog et sip æblemost.
Ja, sådan starter mange gode historier, men den vigtigste ting… hun smilede …er troen. At blive set, netop når intet håb er tilbage, dét er et mirakel for et troende menneske!
Thomas rynkede brynene:
Jo jo, flot nok, men er det et mirakel, bare fordi det falder godt ud?
Solveig rystede blidt på hovedet:
Er det ikke netop et under, at man høres præcis, når man mindst venter det? Tænk over det det er nemt at overse de egentlige under.
Præsten, fader Niels, trådte ind. Skuldrene var brede af år og omsorg, og de mørkebrune øjne strålede af ro.
Beklager, jeg forstyrrede tale, hvad handlede snakken om?
Knud svarede roligt:
Ikke noget hemmeligt, fader Solveig var ved at fortælle om Mirakeldoktoren.
Var det ikke, hvor han forsvandt uden at røbe sit navn? spurgte Niels.
Jo netop. Og markerede, at det nogle gange er i det ubemærkede, at Guds storhed viser sig. Ikke i de store buldrende undere men i det, at verden fortsætter trods alt, sagde Solveig mildt.
Niels nikkede. Det er nemlig det væsentlige. Vores begreb om miraklet bygger ofte på at vi skal se det med egne øjne, men sande mirakler er alle de små ting. Hver dag. Folk tror stadig, at livet selv kunne opstå ud af det rene ingenting uden skaber men sandheden er, at hele verden er et eneste langt under.
Jacob, kirketjeneren, støttede ham:
Ja, mirakler gælder jo os alle, og uden dem gik det næppe.
Snakken fortsatte, og i munden på hinanden kom historier frem blandt andet om bondekonen fra Lemvig, hvis hjem i flere år ikke mistede troen midt i elendighed, eller lejlighedsvise historier om ikoner, der duftede parfumeret, så hele huset kunne mærke det.
Man gik ud i køkkenet, og præsten fandt til stor morskab en lille flaske rosenolie i posen ved ikonen: Ingen duftende undere, kun rosenolie lækket i tasken!
Folk lo, og Niels satte sig igen. Stemningen lettede. Oda gjorde klar til kaffe, og Niels tilbød at dele en fortælling.
Han fortalte om sin farfar dengang det var krise og sorg herude, da julen blev fejret med småpsalmers tålmodighed og beskedenhed, og hvor man dog trods alt fandt evne til sammen at løfte håbet, ved ikke at holde fast i det synlige, men i alt det, der lever videre, selv når ingen ser det. Og netop i det, sagde han, findes det største mirakel: at livet og troen sejrer, ikke kun for én men for alle.
Jeg sad længe i lyset fra stearinlysene, med blikket på mine venner og familie rundt om bordet. Stemningen, lidt rungende af både latter, alvor og den særlige danske kærlighed til at finde glæden midt i mørket, blev tilbage.
Og jeg tænkte for mig selv, da jeg senere stod i entreen og tog frakken på:
“Mirakler findes men de skjuler sig i det uanselige, midt i det daglige. Også her, år efter år, i Danmark.”
Sådan sluttede denne juleaften, varm og stille, mens sneen dalede lydløst udenfor.
