Kvindehævn uden ét eneste ord
Signe stirrede ud ad bilens vindue, hvor vejkanten gled forbi med skovfyr og gran og hun sagde intet. Hun tav stædigt, med den særlige kvindelige beslutsomhed, hvor hver eneste sekunds stilhed larmer mere end højlydte ord nogensinde kan. Anders kastede små, nervøse blikke over mod hende, trommede utålmodigt på rattet og sukkede dybt. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere.
Nå, skal vi nu virkelig have surmule-konkurrence igen? Jeg har jo sagt, at vi tager ud til dine forældre næste weekend.
Hun sagde stadig ikke en lyd. Forbi gik et skilt: nitten kilometer til Blågran Haveforening. Nitteen kilometer til svigermors hus, hvor de skulle hen i stedet for den teaterforestilling, Signe havde plaget sin veninde om billetter til i en måned. To billetter, tredje række, premiere. Liggende i hendes taske, kun for at blive forbigået for et pludseligt Måske du kan hjælpe mig fredag, Anders? fra svigermor.
Signe, kom nu, sig dog bare ét eller andet, bad Anders. Mor er jo alene nu, det er hårdt for hende. Hun bad om hjælp, jeg kunne jo ikke sige nej.
Hun drejede ansigtet frivilligt mod ham. Hun var 30, men øjnene lyste af såret stolthed, at han uvilkårligt så væk.
Ved du, hvad der egentlig sårer mig mest? sagde hun stille. Det er ikke, at vi ikke skal i teatret. Det er, at du ikke engang spurgte mig. Du sagde bare: så, mor ringede vi skal afsted. Som om mine planer og mine ønsker ikke findes.
Jamen, jeg…
Du foreslog ikke engang, at vi kunne tage afsted søndag, eller vente til næste lørdag. Nej. Vi skal kaste alt, fordi mor spørger.
Anders strammede grebet om rattet og hans stemme blev mere spids.
Hun er altså min mor, Signe. Hun er virkelig alene nu. Siden far døde…
Det er tre år siden, Anders. Tre år. Og din mor er en fantastisk kvinde jeg kan lide hende! Men hun har både naboer, veninder og sin haveforening. Os? Vi har kun de her weekender, fordi du skal på konference næste uge, og jeg skal arbejde over. Vi har planlagt denne aften i to måneder!
En klam stilhed bredte sig i bilen. Signe vendte igen ryggen til ham, til vinduet ude mod naturskoven. Normalt elskede hun duften af gran, elskede at komme ud til Birgit, svigermoren, med hendes lille træhus, blomsterbede og hjemmebag. Men i dag føltes det hele ligegyldigt.
Hør nu her Anders satte farten ned og så på hende. Lad os nu ikke skændes. Jeg glemte det bare, jeg indrømmer det. Men vi er jo allerede afsted, og mor venter. Kom, vi gør det hyggeligt, hjælper hende lidt, og tager hjem senere. Måske kan du få pengene tilbage for billetterne?
Det kan man ikke. Det er premiere, sagde Signe tørt.
Hun så hvordan han ledte efter de rigtige ord, prøvede finde et kompromis, og inderst inde fik hun ondt af ham. Men skuffelsen slap ham ikke. Hun følte sig ganske enkelt hun blev statist i sit eget ægteskab. Moren vejer tungest. Moren skal hjælpes. Signe må vente, for Signe er jo tålmodig, forstående og klog.
Okay, sukkede hun til sidst. Lad os så bare aftale: fra nu af diskuterer vi SAMMEN, før der træffes beslutninger.
Selvfølgelig, nikkede han med tydelig lettelse og satte i gang igen.
Resten af turen sad de tyste. Men denne gang var stilheden næsten forsonende. Signe tænkte over ægteskab. At det var en konstant øvelse i kompromisser, tilgivelse og samtale. Nogle gange var det hårdt arbejde. Nogle gange ville hun ønske, hun bare kunne være pige lå lade sig passe og vælge. Men sådan fungerer voksenlivet sjældent.
Blågran Haveforening tog imod dem med lyden og duften af friskklippet græs. Små huse, alle har hver sin sjæl: nogle fornyede, andre præcis, som de var da de blev bygget. Birgit boede i det gamle, meget Birgit-agtige træhus, som hendes mand havde bygget i håbet om et langt pensionistliv. Det nåede han aldrig at få. Det tænkte Signe, som hun altid gjorde ved synet af hegnet.
Bilen kringlede sig op ad indkørslen. Birgit stod allerede i døren, tørrede hænderne i sit køkkentørklæde. Rundt, godt ansigt, gråt hår sat op i en knude, og øjne der stadig lyste, hver gang Anders var på besøg.
Nå, mine kære! Hun tog først Anders i favnen, så Signe. Hvor har jeg ventet jer! Signe, skat, jeg har bagt kål-tærte, din yndlings.
Skuffelsen smeltede en smule mere. Hvordan skulle man kunne være sur på den kvinde, der ægte glæder sig over hvert eneste besøg? Som kan huske, at Signe er til kål, ikke æble? Som aldrig blander sig, aldrig kritiserer?
Tak, Birgit, Signe omfavnede. Det dufter skønt.
Inde var der som altid ryddeligt og hyggeligt. Hæklede duge, billeder på væggene, blomster i vindueskarmen. Et ensomt menneskes kamp mod tomrummet, med orden og kærlighed til sine nærmeste.
De drak te på terrassen, åd tærte, sludrede småting. Birgit snakkede om naborygter, den nye apotek i byen, hvordan roserne bare blomstrede i år. Anders lyttede afslappet, indtænkt i sin flettede havestol. Signe så på ham og tænkte, at her, i sit barndomshjem, blev han næsten barn igen.
For resten, Birgit satte koppen, jeg har faktisk en tjeneste selvom, det er nu ikke til mig, men til naboen.
Signe vågnede op. Der var noget underligt nonchalant over svigermors stemme.
Anne-Marie, du ved, hende fra det store hus på hjørnet. Hun har spurgt om lidt hjælp. Skal have hængt et ret tungt spejl op, og kunne simpelthen ikke klare det selv. Synes det er for mærkeligt at ringe til en professionel for sådan noget pjat.
Jamen, vi kan da straks gå over, det er hurtigt klaret, sagde Anders. Ikke, Signe?
Signe satte koppen ned med en mærkelig fornemmelse. Kvindelig intuition fangede straks noget skævt.
Hvem er hende naboen? spurgte hun så casual som muligt. Ældre dame?
Nej, nej, Birgit smilede hun er vel 45, allerhøjest. Meget interessant kvinde: har arbejdet mange år i reklamebranchen i København. Og så flyttede hun herud, købte huset, var træt af byens larm.
Bor hun alene? spurgte Signe.
Jep, hende og tja, kun sig selv. Ingen børn, blev skilt. Hun sagde, hun ville genstarte sit liv herude.
Anders rejste sig for at strække benene:
Så, skal jeg finde værktøjet, mor? Boremaskine, rawlplugs?
Ligger i skuret, på øverste hylde, sagde Birgit.
Signe så efter sin mand, efter sin svigermor, efter solen på terrassen, der målte minutterne ud. Hun kunne ikke slippe fornemmelsen af, at hun blev manøvreret elegant ud på sidelinjen. At her udspilledes et parti efter regler, kun de andre kendte.
Signe, min skat, Birgit lagde sin hånd over Signes, varm og tryg nu tænker du ikke dårligt, vel? Anne-Marie er altså reelt sød. Hun mangler bare hjælp, og sådan er det bare.
Mor, jeg tænker ikke på noget, løj Signe og pressede et smil frem.
Men hun tænkte faktisk. Tænkte på, at ikke alle singlekvinder er ens. Nogle mangler hjælp, men nogle er eksperter i at spille hjælpeløse og vide, hvor nemt det er at fange mandsopmærksomhed især, når manden er gift.
Anders kom tilbage med værktøj og pose kyssede Signe på håret:
Jeg er hurtigt tilbage, vent på mig.
Hun fulgte ham med øjnene. Høj, bredskuldret, i falmet T-shirt og slidte jeans. Hendes mand i fem år. Ham, hun stolede på. Men tillid og naivitet er ikke det samme.
Kom, skat, jeg vil vise dig mine nye roser, sagde Birgit. De flotteste, du nogensinde har set.
De gik i haven. Svigermor fortalte om gødning og beskæring, Signe lyttede kun halvt. Hun spekulerede på huset ovre på hjørnet, stor villa, sikkert tiptop istandsat. Anne-Marie, 45, tidligere reklametype hun formodentlig kan sælge hvad som helst, især sig selv. Spejl fin undskyldning for at invitere yngre mand ind.
Mor, Signe standsede ved de lyserøde roser hvorfor skulle Anne-Marie lige have hjælp i dag? Hun vidste vel, vi kom?
Birgit blev lidt rødme-kindet:
Jeg nævnte det for hende i går, at Anders kom. Hun blev glad, det var lige, hun manglede det spejl hængt op.
Det har altså bare stået op ad væggen en uge?
Ja, men nu passede det så lige, Birgit så lidt forlegen ud. Signe, du er da ikke jaloux vel? Anne-Marie er SÅ anstændig altså. Real, dannet.
Signe kommenterede ikke. Reel og dannet er ikke altid det samme, som ikke at invitere gifte mænd hjem under kreative undskyldninger. Men at diskutere med Birgit var som at prøve stoppe vestenvinden.
Efter 20 minutter tilbage men ingen Anders. Birgit dækkede frokostbordet, Signe hjalp modvilligt. 40 minutter. En time. Hvad kan man dog lave så længe med et spejl?
Skal vi lige ringe? Signe kunne ikke holde sig.
Ej, slapper du ikke bare af? De tager sig sikkert bare en kop kaffe, hun laver så god kaffe den kvinde, Birgit afviste det.
En halv time mere. Først her mærkede Signe en ubehagelig varme brede sig fra maven og op vrede snarere end jalousi. På sin mand, på svigermoren, på sig selv for bare at sidde og vente.
Endelig lød havelågen. Der kom Anders, lidt forpjusket, rød i kinderne, med en æske chokolade.
Anne-Marie sagde tusind tak, sagde han til sin mor. Og hilsede specielt til dig, Signe.
Birgit blev glad for æsken, Signe kiggede undersøgende på sin mand. Forlegen? Glad? Eller bare træt?
Var det ikke meget for et spejl? spurgte hun så let hun kunne.
Det var faktisk rimeligt tungt, vrissede Anders og så ville hun også lige have, jeg fixede filtret i poolen.
Skulle da lige være pool! Og så måske i badekåbe eller?
Bød hun på noget?
Hun spurgte om jeg ville have kaffe. Jeg sagde, at mor venter.
Han sagde sandheden, det kunne hun mærke. Men alligevel, hun kunne ikke slippe irritationen. Ikke for det, der ER sket men for alt det, der KAN ske. Hvor let det er at skabe en situation, hvor en mand kan ende alene, uforvarende, hos en interessant, velsoigneret kvinde på hendes hjemmebane.
Frokost forløb anstrengt. Birgit snakkede, Anders stemte i, Signe sagde ingenting. Efter maden foreslog Birgit en tur langs søen, Signe udskød med slet skjult hovedpine og trak sig ind i gæsteværelset.
Hun lå der, stirrede op i loftet, og tænkte: ægteskab er ikke bare kærlighed og tillid. Det er også en konstant, diskret opmærksomhed, ikke hysterisk, men realistisk. For der er altid nogen, der vil presse dine grænser. Hvis du ikke beskytter dit, så gør ingen.
Anne-Marie. 45, alderen hvor man stadig føler sig ung men mærker tiden. Skilt, alene, velindrettet hjem. Selvfølgelig søger hun opmærksomhed! Selvfølgelig er en ung mand, der kan bære spejle og ordne pool, en mulighed. Lille, men alligevel
Og hvad så? Skal man bare acceptere dét? Lave ballade? Forbyde hjælp til naboen? Det ville ødelægge stemningen, skabe modstand, gøre svigermor ked. Og passivitet det ville være at give op.
Nej, der må være en anden vej. En klog, diskret, udblodig vej. Signe lukkede øjnene og begyndte at spekulere. Data om Anne-Marie: dannet, urban, eks-reklameboss, lever alene, poolmenneske. Hvad mon er svaghederne?
Om aftenen skulle Birgit lige nævne:
Anne-Marie inviterer for resten til grill i morgen! Hun samler nogle naboer, vil gerne byde jer ordentligt velkommen, Signe!
Men vi rejser jo allerede imorgen, mor, sagde Anders.
I kan jo bare tage hjem efter grillfesten! Anne-Marie har glædet sig sådan, siger hun har forberedt det hele.
Signe så på svigermor og forstod: Birgit var ensom. Hun længtes efter selskab, liv, at høre til. Anne-Maries grillfester var muligvis det nærmeste, hun kom det. Hun ville så gerne, at også børn og svigerdatter var en del af det.
Okay, mor sagde Signe uden at blinke. Vi bliver. Og vi går til grill.
Virkelig? Birgits ansigt lyste op. Sikke en dejlig fornemmelse!
Om aftenen, alene med Anders:
Mener du virkelig, du vil med?
Ja, Signe vaskede make-up af foran spejlet. Jeg er bare nysgerrig på denne spændende nabo.
Du er ikke jaloux vel? Han lagde armene om hende, så hende i spejlet. Der skete ikke noget. Jeg hang bare et spejl op.
Det ved jeg, hun trykkede hans hænder. Jeg stoler på dig. Men jeg vil bare gerne se hende an, du ved.
Han kyssede hende på nakken og gik. Signe så længe på sit spejlbillede. I morgen ville hun møde Anne-Marie. Lære fjenden at kende. Hvis hun var en trussel, ville hun med garanti finde en løsning stille og diskret.
For Signe spillede ikke barn. Hun var voksen. Hendes våben var hverken drama eller gråd. Men hjerne, intuition og social intelligens.
Næste morgen var solrig. Birgit smed sig tidligt ud af fjerene, bagte pirogger, plukkede agurker fra drivhuset til salaten. Anne-Marie sendte en sms: Glæder mig til klokken 14, bliver smadder hyggeligt.
Signe tog en afdæmpet sommerkjole på. Ikke for at imponere, men for at observere. Anders renskår, nystrøget skjorte. Han anede ikke, hvad der foregik i hendes hoved.
Anne-Maries hus var præcis som Signe forestillede sig: stort, hvidt, glasfacade og terrasse med blomster og en pool i baghaven, alt sammen møbleret som fra et boligmagasin. Værtinden ventede i døren. Høj, slank, gyldent hår i bølger, et velholdt ansigt hvis få rynker kun gjorde hende mere interessant. Stilfuldt klædt, underspillet make-up, diskret ring på fingeren.
Birgit, hvor dejligt at se dig! Anne-Marie krammede svigermor, vendte sig mod de øvrige. Og så må det være Anders? Og Signe!
Ja, det er min søn, og det er hans kone, svarede Birgit stolt.
Hvor hyggeligt, Anne-Marie rakte hånden frem. Signe bemærkede den perfekte neglelak og en dyre guldring. Kom indenfor!
Huset var indrettet med højt til loftet, lyse farver og dyre møbler. Her boede én, der var vant til dyre vaner og viste det gerne.
Ude ved poolen var allerede samlet et lille selskab en ældre nabo, et midaldrende ægtepar, en kvinde lidt yngre end svigermor. Anne-Marie dansede rundt, fyldte vin op, holdt øje med grillen.
Signe holdt nøje øje. Så hvordan værten talte til især Anders, søgte hans blikke, rørte tilfældigt hans hånd når hun rakte ham noget. Hvordan hun lo for højt af hans vittigheder. Alt sammen diskret, men tydeligt nok for Signe.
Så begyndte hun at lytte. Hvad var kvindens svage punkter? Hurtigt tegnede der sig et mønster:
Hvor nabokonen nævnte at nogen havde fået rotter, skar Anne-Marie ansigt og fiskede straks håndspritten op af lommen. Da snakken faldt på ventetider på lokal læge Jeg får altså ALTID tjekket mig privat jeg kan ikke fordrage at sidde blandt alle de syge mennesker. Og da Kioskejeren kom op: Ham går jeg aldrig ind til, der STINKER altid af sprut!
Manisk renlighed. Angst for sygdom. Foragt for almindelige mennesker. Signe smilede, nikkede og noterede alt politisk korrekt imens strategien tegnede sig færdig i baghovedet.
Efter maden blev Birgit optaget af uendeligt havesnak. Anders snakkede fiskeri med manden. Anne-Marie hældte mere vin op til Signe.
Hvor er jeg glad for, du kunne komme! sagde hun tillidsfuldt. Birgit taler så pænt om dig. Du er den perfekte svigerdatter, siger hun.
Hun er god, Birgit. Jeg er heldig, svarede Signe.
Tænk, hvor heldig man er, hvis man har familie, sukkede Anne-Marie. Jeg valgte forkert manden var ikke noget. Her sidder jeg så alene.
Der var selvmedlidenhed men også underforståelse: Jeg er ledig, muligheder open for business.
Det må være vanskeligt Signe sagde det forsigtigt trøstende. Men du er jo stadig både ung og smuk. Du skal nok møde én.
Tja her i foreningen, der er ingen på mit niveau. Dem, der er ledige ikke rigtig min type.
Begge blikke gled mod Anders. Signe så det hele. Og nu var det tid til næste træk.
I går hjalp Anders dig med spejlet, ikke?
Ja, åh, tusind tak. Så grundig han er! Jeg var heldig, Birgit tilbød ham.
Han er sådan én, der aldrig siger nej til at hjælpe andre, Signe smilede. Nogle gange kunne jeg godt ønske, han tænkte mere på sig selv.
Det er da en god kvalitet! bemærkede Anne-Marie.
Ja, måske. Men han skal være påpasselig. Han har jo nogle arvelige sager i familien. Vi holder lidt øje, så det ikke løber løbsk.
Anne-Marie vågnede: Arvelige sager? Noget alvorligt?
Ikke voldsomt, bare noget med alkohol, Signe sænkede stemmen. Hans farbror det begyndte uventet efter de fyrre. Først bare til fester, så blev det mere og mere. Endte med at gå helt galt.
Hun sagde det stille og fortroligt som familiehemmelighed. Anne-Marie stirrede.
Men Anders drikker vel ikke?
Næsten aldrig. Han er forsigtig på grund af familien. Lægen sagde, det tit er genetisk. Hvis man først begynder og har de anlæg så er det svært at styre.
Signe drak lidt mere af sin vin. Anne-Marie så nu på Anders med et andet blik: en blanding af forbehold og tvivl.
Har du ingen alkoholproblemer i familien?
Nej, heldigvis ikke, svarede Anne-Marie hurtigt. Jeg kan slet ikke klare folk, der er svære at styre for sprut…
Kan jeg godt forstå, nikkede Signe alvorligt. Jeg er også opmærksom. Spurgte meget ind, før vi blev gift. Men kærlighed vinder jo nogle gange. Jeg holder dog øje hvis han en dag tager mere end et glas, må jeg bede ham tænke sig om.
Der blev stille over vinene, og Signe tilføjede med slet skjult stikpille:
Det er bare ærgerligt, for det sætter sig også på psyken. Fætter Poul endte jo lidt sær. Både fra alkohol, men også genetisk sårbarhed. Måske derfor, man skal passe på.
Anne-Marie blegnede. Hun flyttede ubevidst sin stol lidt væk fra Anders nu.
Resten af aftenen søgte Anne-Marie at tale med alle andre end Anders. Da han serverede noget for hende og kom til at røre hendes arm, skyndte hun sig nærmest instinktivt væk.
Da de gik, var hun høflig, men kølig. Ingen invitation næste uge, ingen blink til Anders. Hun sendte dem hurtigt ud af døren.
Hun var lidt mærkelig til sidst, hva’? sagde Anders bagefter. Først var hun åben og imødekommende, så blev hun akavet.
Hun var sikkert bare træt, mumlede Signe. At holde fest tager på kræfterne.
Birgit så forvirret ud:
Jeg forstod det ikke helt. Hun var helt anderledes sidst, I må da virkelig have talt om noget alvorligt?
Nej, bare småsnak, sagde Signe og studerede en sukkerbørste.
Men hun vidste, Birgit stadig så mere end hun lod forstå. Måske anede hun det hele. Men hun lod som ingenting.
Hjemme tog de afsked med kys og hjemmebag. Birgit hviskede til sidst i Signes øre: Tak, min pige.
For hvad? Hun sagde det ikke. Men Signe forstod.
Turen hjem gik i tavshed. Anders kørte, Signe stirrede på skovene, der løb forbi, og mærkede vægten slippe. Hun tænkte på, hvordan kvindelig klogskab ikke nødvendigvis er højlydt, men derimod består i at læse mennesker dybere, forstå deres frygt og svagheder og så bruge det uden drama.
Hun havde løjet. Opfundet en farbror, en problemfamilie, en arvelig skavank. Var det moralsk korrekt? Tjo, når det gælder forsvaret for ens familie, forskyder gråzonerne sig nok lidt.
Samvittigheden nagede hende ikke. Hun følte snarere tilfredsstillelse. Anne-Marie ville fremover holde sig fra Anders. Ikke flere spejle, ingen bassiner, ingen grillinvitationer. Han var nu, for Anne-Marie, ikke bare en lækker hjælpsom mand, men et risikabelt arveligt projekt.
Hårdt gjort? Måske. Men effektivt. Og ingen blev såret. Birgit mærkede intet, Anders forblev lykkeligt uvidende om det hele. Anne-Marie tabte og Signe vandt, uden krig.
Hun trak på smilebåndet. Kvinder undervurderes ofte i det psykologiske spil. Mænd løber stormløb, kvinder undergraver fra flanken. Mænd bruger sværd, kvinder forgifter brønden. Det virker tit bedst sådan.
Hvad drømmer du om? spurgte Anders med et mærkeligt blik.
Ikke noget vigtigt, smilede Signe, tænker bare, jeg alligevel må skrive og spørge, om vi kan få erstattet de teaterbilletter…
Jeg finder andre billetter lover jeg!
Det lyder godt, sagde hun, lagde sin hånd over hans.
De kørte, byen nærmede sig. Signe lænede sig tilbage, pludselig træt, og indså, at ægteskab ikke er dans på roser. Det er compromise, selvindsigt. Man må kæmpe, men ikke gøre hverdag til krigszone. Balance mellem tillid og opmærksomhed. Mellem følelser og fornuft.
Og vigtigst: man må lære at beskytte sin egen familie. Uden at lægge det over på manden. For kvinden ser ofte mere, forstår mere, fornemmer tidligere.
Anders vil aldrig vide, hvad der er sket. Det er som det skal være. Mændene har ikke brug for at kende hver eneste kamp kvinder kæmper. Lad ham tro, det bare gik glat. Lad ham elske sin kone uden at vide, hvor klog hun faktisk er.
Derhjemme pakkede de ud. Anders tændte TV’et, smed sig. Signe lavede te, betragtede dampen stige op og tænkte.
Livet er skak. Nogle spiller åbenlyst, andre i det skjulte. Hun var af den slags, der gerne lagde et par træk foran. Så hun kunne forsvare sit hjem, uden at gå til angreb.
Anne-Marie havde sine stærke og svage sider. Det tog under to timer at ramme et svagt punkt, og der stoppede festen. Nogle kalder det manipulation. Signe kaldte det visdom.
Telefonen summede. En besked fra Birgit: Tak fordi I kom. Elsker jer. Signe smilede og svarede: Vi elsker dig. Vi ses snart.
Anders halvsov. Signe betragtede ham, hans fredelige ansigt. Han anede ikke, hvad han lige var blevet reddet fra. Og sådan skulle det forblive.
Signe rejste sig, lagde tæppet over Anders, lukkede tvet. Gik i seng, kiggede op i loftet, tænkte på fremtiden. Der kommer nye udfordringer. Men hun var klar. Hun havde fundet sit mest effektive våben: at forstå og agere.
Nogle ville sige, hun var kynisk. Hun selv kaldte det modenhed. For rigtig visdom er ikke at acceptere verdens slag men fx diskret at placere snubletråden, når det gælder de vigtigste mennesker.
Hun faldt i søvn med et lille, tilfreds smil.
Mandag morgen ringede vækkeuret, Anders slukkede det og spurgte:
Sov du godt?
Helt fint, løj Signe.
De spiste morgenmad i stilhed. Dagen gik hurtigt med job, mails, deadlines alt det hverdagslige til at fortrænge weekendens drama. Først i bussen hjem, kom tanker om Anne-Marie snigende igen.
Hvad nu, hvis hun tjekkede op på familiehistorien? Men hvem gider rode i fortiden hos en fremmed familie? De fleste tror på det dårlige, især når det handler om andre.
Hjemme havde Anders lavet aftensmad. De spiste, hyggede, lod som alt var normalt.
Mor ringede, sagde Anders. Hun sagde, at Anne-Marie hilste og syntes du var supersød.
Supersød. Tja, det var en måde at formulere det på.
Ugen gik. Fredag ringede Birgit. Snakkede længe, og nævnte så:
Forresten, Anne-Marie tog afsted til København. Hun sagde, hun havde brug for forandring, har låst huset og bad mig vande blomsterne.
Ved du hvornår hun kommer retur? spurgte Signe.
Nej, hun sagde bare, hun skulle tænke over livet, svarede Birgit, en smule trist.
Signe følte et kort stik af dårlig samvittighed. Hun havde vundet. Men Birgit havde mistet et selskab. På den anden side: var det venskab ægte? Eller bare funktion for Anne-Marie?
Hvis du mangler selskab, så tager vi op næste weekend, tilbød Signe.
Helt ærligt? Det ville gøre mig så glad!
Hun lagde på, tænkte lidt burde hun føle skyld? Måske. Men alternativet havde været meget værre. I sidste ende skal man bare vide, hvorfor man handler, og kunne stå ved det.
Anders kom ind og lagde armene om hende:
Hvad tænker du på?
Egentlig bare, hvor meget held jeg egentlig har, sagde hun, vendte sig og smilede.
Jeg er altså stadig heldigst, sagde han og kyssede hendes hånd.
Hvis bare du vidste, tænkte Signe, hvad jeg gør for at holde sammen på os to. Men det sagde hun ikke.
Snart var det weekend igen, og Signe betragtede livet med nye øjne. Fremtiden ville nok byde på flere Anne-Marieer. Men hun var klar. For kærlighed på dansk det er, når man klogt, diskret og uden dramatik forsvarer dét, der er ens.
Og Signe vidste: hun var både klog og stærk nok til at gøre netop det.
