Prisen for en ny chance
Mads stod over for Solvej, en smule foroverbøjet, og forsøgte desperat at overtale hende til at snakke ud. Han anstrengte sig for at lyde blid, nærmest kærlig, som om han frygtede at skræmme hende væk med ét for hårdt ord.
Bare sig det til mig! Jeg lover, jeg ikke bliver sur, sagde han men blikket matchede ikke ligefrem den bløde stemme. Solvej stivnede; i hans øjne anede hun den der velkendte mistanke, som altid fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Især fordi vi officielt var skilt på det tidspunkt, sagde han mere lavmælt.
Solvej trak vejret tungt og bed sig i læben. Hun mærkede irritationen boble hvor var hun dog træt af det her! Én og samme mistanke dag efter dag Hun forsøgte at beherske sig, men følelserne slap alligevel løs.
In-gen-ting! Der var ingenting! Kan vi så stoppe med det her afhøringscirkel hver dag, råbte hun højere, end hun faktisk havde tænkt sig. Hun nåede at tænke, hvorfor havde hun overhovedet sagt ja til at give ham en chance mere? Hendes veninder havde ellers advaret hende: Ligesom med rugbrød gamle vaner ændres ikke sådan lige. Men hun ville så gerne tro, at kærligheden kunne trylle alt om.
Mads tone skiftede pludselig. Blidheden blev som ved et trylleslag erstattet af det der drevent irriterede, som han ikke engang prøvede at skjule længere.
Jeg spørger altså Alma. Min datter lyver trods alt ikke for mig.
Ordene ramte Solvej som et håndkantslag. Hun blev rød i kinderne af raseri.
Gør det dog! Men glem nu ikke, at hun kun er fem, og hun har været passet af hele nabolaget det seneste år, skød Solvej straks tilbage og knyttede næverne. Bare tanken om at hendes mand ville involvere deres lille datter, fik det til at koge indeni. Jeg skulle jo arbejde for at forsørge hende! Hvorfor bliver du ved? Det rager da ikke dig, hvem jeg har talt med. Jeg gik én gang fra dig, tror du, jeg ikke kan igen?
Mads stivnede han havde tydeligvis ikke regnet med så kraftfuldt et modsvar. Et kort øjeblik så han næsten overrasket ud, men så sagde han med hånlatter:
Og hvad vil du så betale billetten med?
Men han så straks, hvordan Solvej blev bleg, og indrømmede hurtigt:
Undskyld, det var ikke dét, jeg mente. Dit stædighed overrasker mig bare. Jeg sagde det jo: Jeg er ikke jaloux. Så tænk lige over det.
Uden at tænke greb Solvej den nærmeste pyntepude og sendte den lige i ryggen på Mads, der var på vej ud af rummet. Puden gjorde ingen skade, men han blev ramt på stoltheden. Han skulle til at svare igen, da Alma kom farende ind.
Hun drønede direkte i armene på sin far, klædt i den lyserøde kjole med flæser, og hendes ansigt strålede om kap med solen.
Far, far! Du er hjemme! Jeg har savnet dig!
Mads sendte Solvej det der blik det se, hvem barnet elsker mest. Han løftede stolt Alma op, ansigtet blev sødt og stemmen kælen, som om konflikten aldrig havde eksisteret.
Lad os gå ind og lege, min lille mus, sagde han og svang datteren op, hvilket fik hende til at hyle af grin. Så kan mor slappe lidt af. Hun trænger.
Solvej blev stående ved vasken. Hun holdt så hårdt fast i viskestykket, at knoerne blev hvide. En klump voksede i halsen: Fint! Nu sætter han også datteren op imod mig! Hun bed sig i læben, holdt tårerne tilbage, og tænkte: Nok er nok nu måtte hun væk.
Beslutningen var truffet. Om en uge havde hun beviset på sine afsluttede kurser: certifikatet ventede bare på afhentning. Hun ville straks købe flybillet. Hvorhen, var ligegyldigt, bare væk. Mads tog fejl, hvis han troede, hun var stavnsbundet. Vi lever i det 21. århundrede jobs kan man finde online, hvis bare man åbner for de rigtige jobportaler.
Hun slap køkkenhåndklædet, gik hen til vinduet og kiggede ud over gaden med mennesker i rask gang, biler i en langsom kø, og butikker, der begyndte at tænde for aftenbelysningen.
Jeg må alligevel indrømme, at Aalborg har sine fordele, mumlede hun, mens hun så på livet udenfor. De diplomer åbner døre, og jeg kan finde job i hvilken som helst by bagefter.
Et lettelsens suk bevægede sig gennem brystet. For første gang i evigheder mærkede Solvej fornemmelsen af ro. Planen lå klar. Nu manglede det bare få papiret i hånden, pakke kufferten og starte på ny
*********************
Hvorfor gav hun egentlig sin eksmand en chance mere? Solvej kunne aldrig svare. Han sagde så meget, at han havde ændret sig. Løfter fløj gennem luften som prisen på en småkage. De første uger var en fryd: han var hjælpsom, lavede mad, fyldte huset med god stemning. Men snart sneg det gamle sig ind. Spørgsmålene. Mistænksomheden. Kontrollen. Hvor har du været?, Hvorfor er du forsinket?, Hvem ringede du til?
De blev skilt første gang ikke på grund af affærer, men på grund af jalousien, der sad i Mads som syltet rødbede i leverpostejen. Solvej måtte knap tage et job enhver arbejdsplads har jo mænd! Hun kunne ikke engang besøge sine forældre alene single naboen havde jo engang åbnet døren for hende Jaja, et dørhåndtag, så kan man da tale om utroskab, tænkte hun tørt.
Selv tid med veninderne blev en saga blot. Først blev han mopset, så indebrændt:
De veninder er kun ude på ballade, gnavede han hver gang hun spurgte om lov. De går kun og lokker mænd.
De er single, må de ikke prøve? forsvarede Solvej, ør over hans logik. De må da have lov at finde nogen.
Det gør de bare selv du er gift, sådan noget skal du ikke trække med hjem!
Efterhånden holdt veninderne op med at ringe. Hvad mener du, han ikke tillader kaffe et par timer? lød det forbløffet, men til sidst gled det hele ud i sandet. Solvej endte helt alene med en lille datter, der krævede al hendes overskud.
En aften under risengrøden, sagde Mads pludselig:
Skal vi ikke lave én til?
Solvej sad lamslået med skeen. Hun havde netop brugt tyve minutter på at få Alma til at spise datteren niede til grød, vendte sig væk, og endte selvfølgelig med at vælte det hele ud over dugen og grine højt. Solvej sukkede og tørrede bordet af han kunne se, hvor træt hun var, men alligevel faldt han roligt ud med sine storstilede babyplaner.
Du har da tid nok. Jeg så, du skrev med din søster om kurser. Hvorfor tage kurser? Du skal jo alligevel ikke bruge dem til noget!
Et stik gik gennem Solvej. Hun ville jo udvikle sig. Sådan noget kunne han åbenbart ikke tolerere.
Jeg vil videre, hvorfor er det så skidt? spurgte hun lavt og så ham i øjnene.
For meget fritid, sagde han nonchalant. Når først vi har en søn også, får du andet at tænke på.
Hun havde mere end rigeligt med én! Hver dag var et kapløb: mad, søvn, leg, trøst, gentag. Mads mente det blood alvorligt ikke skyggen af ironi.
Det var tydeligt: nu måtte hun snige sig til prævention. Planer måtte lægges i skjul. Klar besked til sig selv sådan kunne hun ikke leve videre.
Det hele kulminerede, da Mads nægtede hende at tage til sin brors fødselsdag. For mange mænd! Hun prøvede at forklare, men han nægtede.
Hun gav op.
Mens han var på arbejde, pakkede hun det vigtigste. Hænderne rystede, men hun handlede målrettet. Hun ringede til broren, der straks forstod beskeden og kom i en lånt ladvogn for at hjælpe.
De forlod huset stille, næsten uset. På køkkenbordet lå beskeden: Undskyld, men det kan ikke fortsætte. Alma skal have ro omkring sig.
Samme dag søgte Solvej om skilsmisse.
Det blev, naturligvis, overstået på rådhuset. Mads krævede betænkningstid, råbte, anklagede, sagde hun var en dårlig mor, at hun var utaknemmelig og kun tænkte på sig selv. Han talte højt og ind imellem så dommeren ud som om hun helst ville forbyde mænd permanent.
Dommeren, en ældre kvinde med gråt hår og kaffekrus, fik nok.
Jeg ser ikke grundlag for at redde det her ægteskab, sagde hun tørt. Og jeg forstår dig godt, Solvej. Fem år i sådan et stressniveau det er hårdt.
Solvej nikkede med et lettet suk. For første gang føltes beslutningen rigtig.
Efter skilsmissen flyttede Solvej hjem til sine forældre i Odense og fik hurtigt job. Det var heller ikke nemt alt det praktiske, køreturen med Alma, forklaringerne til familien Men da hun trådte ind over dørtærsklen, var det som om kilo faldt fra skuldrene.
Hun begyndte på et kursus i grafisk design noget hun altid havde drømt om, men som Mads havde kaldt pjank. Nu kastede hun sig glad ud i Adobe-programmer, tegnede, legede med farver og fonte. Undervisningen gav hende god energi og genskabte hendes fokus.
Langsomt fik hun nye bekendtskaber: et par kvinder fra holdet, nogle kolleger, en mor fra legepladsen Hun gik endda på et par kaffedates. Bare snak, latter, frihed hun følte sig for første gang i årevis let og ubesværet.
Om aftenen sad hun gerne på forældrenes terrasse med en kop myntete i yndlingskoppen, mens Alma og kusinerne byggede legehytter, fodrede duer og spiste frugt. Alma lo så frit, Solvej følte hjertevarmen brede sig helt ud i tæerne.
Det er sådan, det skal føles, tænkte hun: Ingen råben, ingen tvivl, ingen konstant frygt for at sige noget forkert. Bare ro, latter, hverdagens glæder og et barn, der vokser lykkeligt op.
Hun planlagde nu: afslutte kurset, tage små grafiske freelancejobs, måske flytte i egen lejlighed tæt på forældrene Men så, et år efter, meldte Mads sig på banen igen.
Solvej var på torvet en formiddag, koncentreret om de perfekte danske æbler til kage faste, røde, ikke en eneste blød plet. Mennesker stimlede sammen, der blev pruttet om priser, snakket og grinet hun følte sig hjemme i den summe.
Og så fornemmede hun pludselig et brændende blik i nakken. Hun vendte sig om og der stod Mads, lidt slankere end før, mørke rande under øjnene, skjorten sad lidt løst. Men det der Mads-blik aldrig til at tage fejl af.
Solvej sagde han lavt og tog et forsigtigt skridt nærmere. Stemmen lød næsten undskyldende.
Hun rykkede uvilkårligt bagud, trykkede kurven med frugt mod sig, som om den kunne beskytte hende.
Hvorfor? Stemmen rystede alligevel, uanset alle hendes forsøg på at lyde cool.
Jeg har ændret mig, sagde han, et skridt tættere på, men stoppede så. Jeg har virkelig forstået, hvor meget jeg har ødelagt. Jeg kan ikke klare mig uden jer.
Erindringer strømmede igennem hende: deres første dans i regnvejr, hvor de grinede så meget, at de glemte, hvor våde de blev; Almas latter, da regnbuen pludselig kom frem; hyggestunder ved brændeovnen hvor Mads højtede eventyr, mens Solvej strikkede halstørklæder Det gnavede af og på.
Giv mig én chance til, sagde han lavmælt. Bare én. Jeg vil vise dig, jeg har forandret mig. Jeg lover det.
Han formåede at overbevise hende og Alma skreg også på sin far, hvilket ikke gjorde det lettere. Pigen spurgte dagligt: Kommer far snart?, Har han glemt os?, Kan vi ikke ringe til ham? Solvej fandt små tegninger af dem tre hånd i hånd, og det skar hende i hjertet.
Hun gik med til at forsøge på én betingelse: Ingen vielsesringe, ikke foreløbigt. Alt skulle være på hendes præmisser: hun ville ses med familie og venner, arbejde, leve frit.
Ikke noget stempel i passet! Ikke nu! Og ingen kontrol, Mads. Forstår du?
Naturligvis, svor Mads straks. Alt bliver på din måde. Forhåbentlig fornemmer du et vis tema her…
Han flyttede dem til Esbjerg. Nyt byliv, nye muligheder. Men langsomt gik det op for Solvej, at Mads plan egentlig handlede om at isolere hende. Intet netværk, fjernt fra familien, og spørgsmålene kom hurtigt igen:
Skal vi ikke ringe til dine forældre i morgen? Eller vente til søndag?
Han var altid inden for hørevidde, når hun snakkede i telefon, altid klar med: Hvad sagde din mor egentlig? Hvad spurgte din far om? Det begyndte at blive for meget.
Mest håbløse var hans forestillinger om hendes vild liv under skilsmissen:
Der var vel nogen? Du kan bare sige det, jeg bliver jo ikke sur. Bare vær ærlig.
Uanset hvor meget Solvej bedyrede, at hun havde været alene med arbejde og sit barn, smilede han overbærende:
Du er anderledes, så der har været noget.
Han tjekkede hendes SMSer, kommenterede opkald sommetider var det nærmest som at bo med PET.
En aften, mens Alma sov, eksploderede det endelig.
Du skriver da igen med én! udbrød Mads og hev mobilen ud af hånden på hende midt i en snak med sin veninde Karen. Hvem er det? Din nye flirt?
Giv mig den telefon, råbte hun, rød i hovedet og med hænder, der rystede. Det er Karen! Vi skal bare i parken med ungerne. Jeg har fortalt dig om hende!
Sikkert, svarede han skarpt og begyndte at læse samtalen. Så må I jo være mere end veninder, når I bruger så mange smileys.
Er du blevet vanvittig? eksploderede Solvej, men tog sig straks sammen for ikke at vække Alma. Hun hviskede vredt: Kan du aldrig stole på mig? Jeg troede, det skulle være anderledes nu! Men du er stadig den samme
Mads stod og nørklede med mobilen, så ud som om han måske måske ikke forstod, hvor absurd det var. Men så blev blikket hårdt.
Hvis du ikke skjuler noget, så lad mig se det hele, krævede han.
Nej, sagde Solvej fast og rykkede telefonen til sig. Nu stopper det. Vi aftalte nye spilleregler, og jeg finder mig ikke i det mere!
Hvad vil du gøre? Du har ingen penge, ingen arbejde du har intet sted at tage hen!
Så meget tager du fejl, svarede Solvej, rankede sig og så ham lige i øjnene. Pludselig mærkede hun styrke strømme i sig, den hun troede var forsvundet. Jeg har netop afsluttet mit designkursus. Karen har allerede skaffet mig de første småopgaver. Det er kun begyndelsen. Og ved du hvad? Jeg er ikke bange for at stå alene mere. Jeg ved nu, at jeg kan.
Netop som hun sagde det, lød Almas søvnige stemme fra børneværelset:
Mor? Hvorfor er du ked af det?
Solvej skyndte sig ind, satte sig ved sengen og strøg Alma blidt over håret. Hun holdt om hende, begravede ansigtet i hendes krøller.
Alt er okay, skat, hviskede hun. Mor har bare besluttet, at vi skal på et nyt eventyr. Vi tager ud et sted, hvor der er masser af sol og græs og gynger. Vil du gerne det?
Alma nikkede og puttede sig ind til hende.
I døråbningen stod Mads, for første gang uden sin sædvanlige selvsikkerhed. Nu gik det måske op for ham, at Solvej mente det.
Du går? Hviskede han.
Ja, svarede Solvej bestemt. Denne gang for altid. Vi har brug for fred, og det får vi ikke med dig. Undskyld.
***********************
Mads hylede op, tiggede, truede, forsøgte alt men Solvej var urokkelig. Hver gang han prøvede at kontakte hende, svarede hun blot: Det er forbi. Beslutningen er taget.
Alma savnede sin far i starten og spurgte tit, men Solvej viste sin datter ekstra omsorg. De fandt en lys lejlighed ved siden af en stor park i Aarhus, indrettede værelserne med glade farver og Alma fik egne hylder til legetøj. Det hele lettede stemningen.
Snart begyndte Alma på et kreativt hold i nærheden. Allerede tredje gang havde hun fået nye veninder, de malede og lo og planlagde kager til næste gang. Der gik ikke længe før Almas spørgsmål om far blev færre.
I starten ringede Mads dagligt. Han snakkede sjovt, spurgte hvad hun tegnede, lyttede tålmodigt, men opkald blev hurtigt nedtrappet til hver anden dag, så to gange om ugen, og til sidst bare korte smser med Hej mus og God dag, prinsesse. Hans børnepenge hvad svarer til et par hundrede kroner dækkede kun materialerne til studiet, og det var tydeligt, at alle hans gamle taktikker nu var nytteløse.
Langsomt faldt tingene til ro. Om aftenen gik Solvej og Alma rundt i parken, fodrede ænder, samlede blade, legede med drager. Alma lo friere, og Solvej opdagede, at hun ikke bare var mor hun var fri.
Hver gang hun så sit barn smile, vidste Solvej, at det hele var prisen værd for den her nye begyndelse. Ja, det havde taget lidt tid at finde job og få dagligdagen på plads. Men friheden og roen var det hele værd. Nu havde hun og Alma deres eget liv; et varmt, trygt og glædesfyldt hjem uden mistro, skænderier og evige bebrejdelser.
