23. marts
København
I dag, da jeg stod ved komfuret og rørte i suppen, kom Kasper ind i køkkenet med det der særlige, lidt undskyldende blik.
Signe, jeg er nødt til at sige dig noget. Mor vil gerne holde sin fødselsdag hos os.
Skeen stod stille i gryden et øjeblik.
Undskyld, hvad?
Hun fylder 55, rund fødselsdag. Hun siger, hun ikke kan være i sin lejlighed den er for lille til gæster.
Kasper, hun har tre værelser.
Jeg ved det. Men hun har besluttet sig. Det er altså mest praktisk sådan, siger hun.
Jeg lagde skeen fra mig og vendte mig om. Kasper stod i døråbningen, lidt sammenkrøbet. Jeg ved altid, hvornår han forventer, jeg bliver irriteret og alligevel siger han det.
Hvornår besluttede hun det?
Hun ringede i dag.
Spurgte hun os overhovedet?
Signe
Nej, helt seriøst. Hun ringede og meddelte, at hun fejrer hos os. Og du sagde bare okay?
Han slog hånden mod tindingen. Det gør han altid, når han ikke vil diskutere men ikke helt har tænkt sig at trække sig ud af samtalen.
Jeg sagde, jeg ville snakke med dig.
Vi snakker nu. Men det føles ikke i orden, Kasper. Det er vores lejlighed. Jeg har ikke lyst til at stå og kokkerere for tolv mennesker, jeg næsten ikke kender.
Det er ikke så mange. Måske tolv.
Betyder det, det er lettere at overskue?
Han gned igen i tindingen og sank ned på taburetten. Når han satte sig, vidste jeg, vi skulle tale længe.
Hun er jo alene, Signe. Hun har kun os. Det betyder noget.
Jeg tog igen fat i skeen, selvom suppen egentlig ikke trængte til at blive rørt i mere. Mine hænder skulle have noget at lave.
Kasper, jeg ved, hun er alene. Og at det er en mærkedag. Men hun kunne i det mindste have spurgt vi kunne have talt sammen om det. I stedet for bare at sige, sådan bliver det.
Sådan har hun altid gjort.
Præcis.
Det ord blev liggende mellem os. Han stirrede ud af vinduet, hvor gadelygterne langs gården så småt tændtes.
Okay, sagde han til sidst. Jeg ringer og siger, vi lige må snakke om detaljerne.
Drop det. Hun kan bare fejre her. Men hun skal ikke forvente, jeg står som hendes hushjælp.
Det tror jeg heller ikke, hun forventer.
Jeg svarede ikke. Jeg hældte suppen op i skåle. Vi spiste i tavshed, kun skeernes lette klirren mod kruset kunne høres. Det var allerede blevet mørkt udenfor.
Lejligheden var ikke stor, men jeg havde formået at få den til at føles rummelig. Lyse vægge, ingen overflødige ting. Flere potter med pelargonier på vindueskarmen, som jeg vandede hver søndag og talte lavmælt til, når jeg troede, ingen lyttede. I køkkenet hang en reproduktion af et gammelt bymotiv fra Odense, fundet på et loppemarked, den første måned vi boede sammen. Kasper syntes, den var lidt dyster jeg insisterede på, det var hyggeligt, og han protesterede ikke videre.
Vi mødte hinanden for tre år siden. Blev gift efter halvandet. Jeg arbejder som redaktør på et lille forlag, Kasper er arkitekt. Vores liv er roligt, uden de store udsving. Præcis sådan kan jeg lide det. Efter et larmende barndomshjem sætter jeg pris på den jævne stilhed i dagligdagen.
Jeg mødte Kaspers mor, Bodil Kristensen, første gang inden vores bryllup. Jeg husker stadig besøget. En gammel lejlighed på Østerbro højt til loftet, parketgulv, som kun knirkede bestemte steder. Man kunne mærke, at alle ting havde sin faste plads siden tidernes morgen. Bodil mødte os i døren i en lys bluse, rank og formel. Hun gav mig hånden på en måde, som lederen på et møde, smilede passende, før hun viste os direkte i køkkenet, hvor kaffen allerede stod klar.
Dér tænkte jeg, at hun var en streng type. Strenghed kan være af flere slags. Den ene gør mennesker solide og til at stole på. Den anden minder om en dør, der altid forbliver låst, uanset hvor meget man vil ind.
Bodil tilhørte den sidste kategori.
Over kaffen spurgte hun mig om arbejde, nikkede, så jeg ikke anede, om hun anerkendte det eller blot noterede det ned. Snakkede om mine forældre, stoppede mig midt i en sætning og skiftede til Kasper fortalte ham et eller andet om nabokonen ovenpå. Jeg sad med koppen i begge hænder og kiggede på den stive, lyse blonde dug uden en plet.
På vej hjem spurgte Kasper:
Hvad synes du om hende?
Hun er alvorlig, sagde jeg.
Hun er bare lidt reserveret. Hun vænner sig nok til dig.
Jeg nikkede. Dengang troede jeg stadig på det.
I halvandet år, vi har boet sammen, har Bodil nok været på besøg hver anden til tredje uge. Besøgene fulgte altid samme opskrift: Hun ringede til Kasper, han meddelte mig, jeg ryddede op og bagte en kage eller fandt på noget til kaffen. Når hun kom, satte hun sig altid i lænestolen ved vinduet på en eller anden måde er det blevet hendes stol og samtalen drejede altid om de samme emner: helbred, de andre beboere, priser der ændrer sig, og især Kaspers liv; mit interesserede hende kun i korte glimt.
Jeg gik mest af alt rundt og sørgede for kaffe og småkager. Når jeg forsøgte at sige noget, lyttede Bodil tålmodigt og venligt, på en måde der røbede, at samtalen mest var høflighed.
Gave til indflytningen var et kapitel for sig selv. Bodil kom med en stor æske.
Det er til husholdningen. Ægte tysk porcelæn, jeg har været meget omhyggelig.
Det var et service til tolv personer, bred guldkant og blomstermønster i brune og beige toner. Jeg forstod straks, at det sikkert var dyrt og at jeg aldrig selv ville vælge sådan noget: tungt, prangende, som fra en anden tid og et andet hjem.
Hvor flot, sagde jeg.
Sådan noget skal man have i huset, sagde Bodil og kastede et blik på mine egne, enkle tallerkener på en måde, som om hun mente det var synd, de stod dér.
Service stod nu i skabet. Jeg fandt det kun frem, når Bodil kom, for hun spurgte allerede den næste gang:
Bruger I serviset?
Vi gemmer det til gæster, svarede jeg neutralt. Bodil nikkede tilfreds.
Sådan blev det med det meste. Gardiner hun medbragte, fordi jeres ser falmede ud selvom jeg lige havde købt dem tre måneder før. En kogebog med mærke sat ved Grunddejen som om jeg ikke kunne bage. Rådet om at stille sofaen tættere på væggen, for så blev der mere plads i stuen, der i forvejen er lille.
Hver ting for sig kunne ignoreres. Men sat sammen ja, billedet var tydeligt.
Nu fødselsdagen oveni.
To dage senere ringede Bodil mig op Kasper var på arbejde. Mit hjerte hamrede da jeg så hendes navn lyse op.
Signe, goddag. Jeg ringer om fødselsdagen.
Hej Bodil.
Kasper har fortalt dig det?
Ja.
Godt. Så lad os aftale menuen med det samme. Jeg vil gerne have alt går ordentligt. Mine veninder er vant til rigtig mad ikke alt det moderne. Så vi skal have sylte, og så helst kylling med kartofler. Til forret sild, marinerede svampe. Du må gerne lave noget selv, men det skal være gedigent. Mine piger elsker, når bordet bugner.
Jeg satte mig på kanten af sofaen, med en blyant i hånden fra manuskriptet, jeg sad og redigerede tidligere.
Bodil, jeg vil gerne hjælpe men skal vi ikke lige tale menuen igennem sammen? Nu hvor det foregår her.
Det er jo det, jeg gør nu.
Du ringer og dikterer en liste. Det er ikke det samme.
Stilheden i telefonen strakte sig lidt.
Signe, nu gør du det besværligt. Jeg har jo lavet mad i halvtreds år, jeg ved hvad gæster kan lide.
Det tvivler jeg ikke på. Fint, jeg laver sylte og kylling. Resten snakker jeg med Kasper om.
Gerne, sagde hun med den tone, hvor man ved, svaret egentlig er du gør alligevel, som jeg siger.
Da jeg lagde på, blev jeg siddende lidt med blyanten. Satte koppen fra mig, gik ud i køkkenet og drak et glas vand langsomt. Jeg er ikke konfliktsøgende, nok mest eftertænksom, måske indimellem FOR eftergivende. Men noget ved den måde, Bodil taler til mig, får noget til at løfte sig i mig, fra en understrøm, som jeg ikke kan stoppe.
Der var tre uger til fødselsdagen.
De gik med et fast baggrundspres, som jeg nærmest fik rutine i at skjule, både for mig selv og andre. Bodil ringede hver anden dag. Hver gang med nyt: Nanna tager hjemmelavet marmelade med, Inge spiser ikke kylling, har du tænkt på at dække op med rigtige damaskservietter?
Jeg ejede ingen damaskservietter.
Købte dem mandag, og så på dem hjemme tænkte på hvordan man pludselig finder sig selv på vej hjem med servietter, man ikke ønsker, til en fest for andre i sit eget hjem.
Kasper holdt sig stort set udenfor. Du bestemmer, sagde han altid, jeg hjælper gerne, men hjælpen blev sjældent konkret. Jeg bad ham sige noget om fisken, han sagde det, hvorefter Bodil ringede til mig og forsikrede, at jeg naturligvis ikke behøvede at lave fisk men man kunne jo godt. Det var sagt, så jeg forstod, jeg alligevel skulle gøre det.
Så jeg lavede også fisk.
En uge før festen ville Bodil forbi for at se, hvordan møblerne stod. Ja, sådan sagde hun virkelig.
Se på møblerne?
Ja, altså, hvor vi skal placere bordet. Så alle kan sidde godt.
Vi gik ind i stuen. Bodil målte rummet op med blikket som om væggene skulle renoveres.
Sofaen kunne godt rykkes ind til væggen. Jeg har jo sagt det før. Og det lille bord dér, det fylder bare.
Bordet var et mosaiskbord, Kasper og jeg havde fundet på kunstmarked jeg elskede det.
Bordet bliver, sagde jeg.
Bodil så på mig længe.
Fint. Men det bliver trangt.
Det går nok.
Hun gik ud i køkkenet, åbnede skabe.
Har du stor gryde til sylte?
Ja, en stor.
Det skal småkoge i otte timer. Kan du det?
Ja.
Fint. Ikke for meget hvidløg Nanna kan ikke tåle det.
Jeg nikkede, talte til tre, foreslog te.
Ved teen fortalte hun historier om sine veninder. Nanna: gift og skilt tre gange, nu alene. Inge: gammel folkeskoleinspektør, altid myndig. Karen: bare Karen, yngre og endnu ikke rigtigt voksen, som Bodil sagde det. Hun fortalte med smag og præcision, og jeg tænkte: De holder kun af hinanden fulde af drillerier, men det er også kærlighed. Og jeg forstod, denne kreds havde betydning for Bodil. Drilleri og venskab, bygget op gennem mange år. Jeg tænkte fugtigt på, at alt hun havde, var os, serviset, og retten til at bestemme, hvordan mit hjem skulle indrettes.
Medlidenheden, jeg nu følte, rettede sig ikke mod mig selv, men mod hende. Den var kortvarig. Men den var der.
Festen blev lagt til lørdag. Dagen før lavede jeg sylte, lagde sild i blød, riede salat. Kasper bar alt overflødigt ud i kælderen, flyttede bordet. Vi arbejdede i tavshed, men det var ikke ubehageligt bare praktisk tavshed. Pludselig spurgte han:
Har du det okay?
Ja.
Helt sikkert?
Kasper, jeg klarer det, hjælp med bordet nu.
Han skubbede bordet hen, tøvende lagde armene om mig bagfra, klodset, for han havde hænderne fulde.
Tak, fordi du går med til det.
Jeg ville have sagt, det ikke var et valg at jeg bare accepterede det uundgåelige. Men jeg sagde ingenting. Han holdt om mig, og det betød også noget.
Lørdag morgen stod jeg op ved syvtiden. Kasper sov stadig. Jeg listede ud i køkkenet, lavede kaffe, stod og så ud på gården, der var tom, kun nogle duer spankulerede over fliserne. Det var næsten beroligende tomheden, kaffeduften, inden dagens scenerier.
Gik scenarierne igennem igen i hovedet: veninderne, blikkene, nysgerrigheden, overbærende og vurderende. Bodil ville være værtinde på sin egen måde uundgåeligt. Hun ville vise, at vi har gjort klar selvom hun ikke havde haft én finger med. Hun ville placere tallerkener om, hun ville sige noget til alle, men henvendt til mig.
Kaffen var klar. Jeg drak stående.
Gæsterne begyndte at komme kl 14. Først Nanna: høj, velklædt, træt i øjnene. Hun hilste og spurgte hvor, hun kunne hænge frakken. Jeg viste hende det, og hun gik stilsikkert ind i stuen uden at spørge.
Ind kom dernæst Inge og hendes mand, Erik, stille og forsigtig, han sagde hyggeligt at møde dig, og gik straks over til vinduet. Inge hilste med rektor-tone.
Karen dukkede op sidst, måske 45 år, med et stort grin, som ikke var indøvet, og med blomster.
De er til dig du knokler jo! Kasper her?
Inde i stuen.
Fremragende! Og hun gik ind uden at tøve.
Bodil dukkede op halv tre. Selvfølgelig, hun kom lidt senere, som det nu engang var kutyme værtinden ankommer til sit færdige festbord. Hun havde mørkeblå kjole med perleknapper, så pæn ud, bemærkede jeg, uden misundelse.
Signe, er alt klar? spurgte hun fra dørtærskelen.
Alt er klar.
Har du taget sylten ud?
Ja.
Hun tjekkede lige køkkenet. Nikkede.
Godt.
Det godt lød som om, hun selv havde givet lov.
Ved bordet sad jeg over for Nanna. Kasper sad tæt på, der var perioder, han rørte min fod under bordet, og jeg vidste ikke, om det var med vilje men det hjalp.
Der blev snakket om vejr, venner, haveliv. Erik var tavs. Karen fortalte vittigheder. Nanna nikkede høfligt til det hele.
Jeg gik til og fra bordet, serverede og stillede ind, prøvede ikke at tænke over, at jeg var husholderske i mit eget hjem.
På et tidspunkt sagde Bodil, højt nok til alle:
Signe har da fået lavet sylten. Lidt til den fede side, men for første forsøg er det fint.
Det blev lidt mere stille. Jeg knugede gaflen kort. Karen så på mig. Nanna sagde, uden at ændre udtryk:
Jeg synes, det er lækkert.
Bodil smilede.
Du er altid så tolerant, Nanna.
Jeg er bare ærlig, svarede hun.
Så gik snakken videre.
Da jeg kom ind med hovedretten, hørte jeg Bodil sige til Inge:
Unge mennesker i dag har andre idéer om at holde hus. Det vigtigste er, det ser pænt ud selve indholdet betyder ikke så meget.
Hun så ikke på mig, men ordene faldt lige, da jeg trådte ind. Ikke tilfældigt.
Jeg satte fadet. Rettede mig op.
Mener du noget bestemt med det?
Stilheden blev tæt. Kasper så op. Nanna lænede sig tilbage.
Bodil så overrasket på mig.
Jeg siger det bare sådan, generelt.
Okay, sagde jeg og gik tilbage i køkkenet.
Stod ved vasken og trak vejret langsomt. Drak vand, vendte tilbage.
Der var måske halvanden time tilbage.
I løbet af aftenen sagde Bodil mere om, at vi vidste at holde hus i gamle dage, og greb selv kagefadet ud af hænderne på mig hendes kage, mit arbejde. Kagen var god men det blev bare taget for givet. Fejl blev bemærket, succes forbigået.
Gæsterne gik ved syvtiden. Først Inge og Erik, så Nanna, så Karen, som hjalp med opvasken.
I har et meget fint hjem. Du klarede alt flot, sagde hun.
Tak, svarede jeg det første tak, der føltes ægte den dag.
Bodil blev sidst. Sad i sin stol, mens Kasper ryddede væk og jeg gik i køkkenet.
Da Kasper gik ud, var vi alene. Hun kiggede op:
Nå, du klarede det.
Det var sagt, måske venligt ment, men stadig som en test. Den der klarede det-tone, hvor det ikke er mig selv, der bedømmer, men hende.
Jeg tørrede hænderne, satte mig tættere så på hende.
Bodil, må jeg sige noget? Ikke som svigerdatter, bare som menneske.
Hun hævede brynene.
Sig frem.
Jeg tror, du forstår præcis, hvad du gør og siger. Om sylten, om det at holde hus. Det handler ikke om, at det er sandt det handler om, at du er bange.
Signe
Vent. Jeg mener det ikke ondt. Men det med Kasper du har styret alt omkring ham, altid. Og nu er jeg her. Jeg er ikke fjende, men vi bor her sammen. Huset tilhører ikke kun din søn men os begge. Jeg beder bare om respekt. Jeg vil gerne have du er her men som gæst. Uanset hvor svært det er.
Hun så mærket træt ud.
Tror du, jeg ikke forstår det?
Jeg ved det ikke.
Jeg forstår. Det er bare
Hun stoppede, rejste sig, tog tasken.
Tak for festen.
Og gik ud.
Kasper hjalp hende i frakken. Jeg blev i stuen og hørte døren smække. Kasper kom ind.
Jeg hørte det.
Ja.
Du sagde det rigtige.
Jeg ved det ikke.
Vi ryddede op til 22.30, i stilhed. Det føltes okay. Sad til sidst med te, uden dug, bare sådan, og det var rart.
Hvordan har du det? spurgte han.
Jeg er træt.
Det forstår jeg.
Det småregnede på taget. I månederne efter blev alt lidt anderledes. Bodil ringede ikke de første par uger. Senere ringede hun kun til Kasper. Jeg spurgte ikke ind.
Senere kom hun. Hun ringede først og spurgte, om det passede.
Hun tog en købekage med.
Samtalen var forsigtig men hun gik ikke ind i køkkenet uden invitation, kom ikke med forslag om møbler, spurgte lidt til mit arbejde og det var ikke med overbærenhed.
Det blev aldrig varmt imellem os. Bare muligt.
Kasper blev også mere rolig, ringede til hende for at invitere hende til jul, fortalte om ferieplaner, uden undskyldende tone. Det betød meget for mig.
Sidst i november kom Bodil med hjemmelavet stikkelsbærmarmelade.
Jeg elsker stikkelsbær, sagde hun.
Det gør jeg faktisk også, sagde jeg, og det var sandt.
I december var tingene lagt på plads. Ikke perfekte, ikke idyl, men vi kunne eksistere sammen uden at jeg skulle gå og vente på næste stikpille.
En aften lå vi i sengen, hver med vores bog.
Signe, jeg vil gerne sige noget.
Hvad så?
Jeg ved godt, jeg ikke altid stod på din side, sagde han pludselig.
Jeg lagde bogen. Så på ham.
Jeg ved det.
Jeg undskylder ikke. Jeg vil bare have du ved, jeg forstår nu.
Jeg sagde ikke mere. Gav ham hånden. Så læste vi videre.
I februar mødte vi Bodil tilfældigt i Irma. Hun var alene, valgte appelsiner. Hun standsede kort, kom hen. Snak om småting. Så sagde hun:
Jeg kigger forbi en dag, hvis det er okay.
Det er okay, sagde jeg. Det var et andet okay end før. Ikke modvilligt. Bare fordi jeg ville.
I marts kom Bodil søndag. Med en pakke gamle damaskservietter.
Jeg så på dem, så på hende.
Dem har vi ikke brug for. Vi har vores egne.
Bodil lagde dem stille tilbage i tasken og sagde ingenting.
Vi drak te. Mosaiskbordet stod på sin faste plads, ligesom altid, pelargonierne blomstrede. Reproduktionen hang på væggen. Det store service med guldkant stod stadig i skabet. Jeg tænkte tit, jeg burde give det væk men det blev der. Måske fordi noget gammelt må godt blive også selvom man ikke passer til det længere.
Da Bodil gik, standsede hun i entreen.
Dine pelargonier trives.
Tak.
Hun sagde ikke mere. Døren lukkede.
Jeg vaskede kopperne op. Kasper kom ud fra værelset.
Hvordan gik det?
Fint.
Sagde hun noget særligt?
Nej.
Han nikkede, tog viskestykket.
Hun sagde faktisk til mig forleden, at dine pelargonier er virkeligt flotte. I telefonen.
Jeg blev stående et øjeblik.
Hun sagde det til dig?
Ja.
Jeg kiggede ud på blomsterne, på lyset fra marts.
Det er måske faktisk alt, vi kan forvente lige nu.
Kasper satte koppen op.
Er det nok?
Jeg tænkte over det.
Ja. Det er nok. Det er ærligt.
Vi tav lidt.
Fortryder du, du sagde hende imod dengang?
Nej.
Ikke én gang?
Ikke én eneste.
Han smilede. Jeg så på pelargonierne.
Godt, sagde han sagt.
Ja, sagde jeg. Godt.
