Det er dig, der har ødelagt alt! Dig! Dig! Dig!
Hendes stemme skar gennem luften som vinden fra Limfjorden høj, skingrende, gennemtrængende. Kvindens ansigt var forvrænget af sorg, harm og noget, som i drømmen mindede om gammel skam, og gennem de røde kinder løb tårerne i brede spor ned over kindbenene, som om regnen skyllede gamle fortove i København rene. Hun slæbte sig pludselig hen til ham, med hænder der rystede som trækroner i storm, og reflekserne i de udspilede øjne brændte af en kval så dyb, at Asger for et kort sekund mærkede sin mave vende sig.
Han bøjede sig hurtigt til siden og lavede en svag cirkel med fingeren mod sin tinding en tanke, der dansede vægtløst afsted, overrasket over vreden, der lå tyk som vintertåge over Amager. Indeni ham bølgede irritationen sammen med det uforståelige: Hvordan kunne hun lægge alt ansvaret på ham?
Hvis det ikke havde været for dig, havde min datter været rask … hulkede kvinden, stemmen druknet i gråd og forpint åndeløshed. Du har ødelagt hendes liv! Du!
Det er kun din opfattelse, sagde Asger koldt, og trækningen om munden blev tung som et efterårsløv. Han forstod nu, at kvinden var Emilies mor, men hendes beskyldninger virkede lige så urimelige som et krav fra Skat midt i natten. Vreden voksede i ham. Han skyldte dem ikke noget. Jeg har aldrig presset hende til noget. Det var hendes egen vilje, forstår du det? Emilie søgte selv opmærksomhed, men det lykkedes bare ikke.
Ikke ét ondt ord mere om hende! Du er skyldig i alt! rasede kvinden og rakte endnu engang ud efter ham.
Men denne gang stoppede hendes søn hende høj, mørkhåret, med skygger under øjnene så tunge som nætter på Fyn. Hans ansigt så træt ud, som om han havde set alle skyerne drive forbi på én nat i stedet for at sove. Han trak nærmest sin mor væk, holdt fast om hendes albue, mens hun forsøgte at løsne sig med desperat stemme, der knitrede af uforløst sorg.
Mor, lad nu være … sagde han stødt, men med den ro, der kun kommer, når man har prøvet det hele før. Kom, lad os gå hjem. Det hjælper ikke.
Og du, der har set din søster blive lagt i hospitalsseng hvorfor har du ikke banket ham? hun kæmpede stadig, fyldt af modløshed, der slog igennem ordene som blæst gennem træk. Man skulle mindst have givet ham et ordentligt lag, så han kunne mærke det! Hvordan kunne han? Hvordan turde han? Hvad har han gjort mod vores Emilie?
Hvad rager det mig? mumlede broren, trak på skulderen og kiggede ud i drømmens tusmørke, hans mundviger vred sig i opgivende smil opgivet præcis som brostenene på Strøget uden for sæson. I skulle have opdraget Emilie ordentligt, ellers var der ikke gået noget galt.
Men nu lød endnu en stemme, lys og drillende, den trillede ned mellem brostenene som marcipanbrød på lur:
Hov, hvad sker der her? Lyder spændende!
Asger sukkede indvendigt. Selvfølgelig var Solveig vidne til det sladderens mester på hele universitetet, kvinden der vidste alt om alle og som aldrig glemte noget, heller ikke gamle forlegenheder. Selv forelskede lektorer holdt afstand fra hende, bange for konfrontation med en orkan af rygter.
Nu stod Solveig fem skridt fra dem, hendes øjne glimtede som glaskuler, munden bøjede sig i et vidende smil, og fingrene trommede taktfast på taskens rem. Selv i drømmen nægtede hun at gå væk.
Kom nu, fortæl, sagde Solveig og lænede sig nysgerrigt frem, med hovedet på skrå som en misundelig måge. Ellers digter jeg bare mit eget. Min fantasi, den kender du jo …
Asger trak vejret dybt, lod hånden glide gennem håret og kastede et halvt blik mod Emilies mor og bror, som stadig var i lavmælt diskussion. Han vidste, at han ikke slap for Solveig så let som han slap for den danske vinter.
Går du ikke din vej? spurgte han opgivende, mens han så hende direkte i øjnene.
Solveig rystede på hovedet hendes blik sultent, næsten grådigt, som om hun allerede forberedte aftenens sladder.
Nå, ja, men lyt så, sagde Asger endelig og lod stemmen synke en tone. Men du lover, at det bliver mellem os. Den her historie er ikke køn, og jeg vil ikke have, at hele universitetsparken summer. Aftale?
~~~~~~~~~~
Det hele startede for nogle uger siden. Asger havde længe mærket, at noget var forkert mellem ham og Emilie. Som om hun blev til et stort sort hul én lang venten på bekræftelse, aldrig nok, altid mere. Ord og gestes fordampede, som kaffe på en tidlig vintermorgen i Nørrebro-lejligheden.
Han var dødttræt af evige scener og klager. Hver gang noget gik skævt, sivede dramaet ind som regnvand i gamle sokker, og Emilie kvækkede om, at hun ikke mere kunne leve, at alt var tabt. Særligt udmattende var de gentagende trusler om at gøre det af med sig selv. Før tog Asger det alvorligt, rystede indad og forsøgte at trøste, men snart gik det op for ham: det var bare pres. Noget knækkede langsomt i ham: tålmodighed, troen på ægte følelser måske endda evnen til at have ondt af hende. Han opdagede, at der ikke var nogen glød tilbage.
Det sidste stykke tid blev truslerne hyppigere. Emilie fandt hver dag en ny grund til at blive vred: et for langsomt svar, et forkert blik, en glemt kærlighedserklæring før sengetid. Hun beskrev også detaljeret, hvad hun ville gøre, hvis han gik fra hende som havde hun læst Kirkegaard forfra og bagfra. Asger vidste det ud og ind: Gråd og skrig, så trusler, så bønner om tilgivelse, så tavshed. En endeløs gentagelse, der spændte ham som gummibåndet på en gammel cykel.
En aften dukkede Emilie op uinviteret, mens Asger sad med computerlyset blinkende som fyrtårne i natten. Han hørte ringeklokken, så gennem døren hendes rødklinede ansigt, de rystende hænder som om hun netop havde fået hans farvelbesked.
Asger! Du kan ikke gøre det her mod mig! hun hamrede knytnæverne mod døren, stemmen løb over, knap nok menneskelig. Hvis du forlader mig, gør jeg noget voldsomt! Hører du? Jeg mener det!
Han stod med hjerte, der hamrede så hårdt, at ribbenene dirrede. En del af ham ville åbne, holde om hende, trøste, sige alt blev godt. Han hørte hendes stemme, mærkede smerten men fornuften hviskede: Hvis han gav efter, blev det endnu en nats tragedie røster, tårer, truende ord. Han kendte håndskriften på tragedien.
Du trænger til hjælp, svarede han gennem døren, stemmen mere kold end planlagt. Udmattet. Der er noget galt. Jeg vil ikke bære ansvaret for det mere, forstår du? Slut!
Asger! Du kan ikke! hylede Emilie, sparkede døren og fortrød straks. Smerte ramte foden, og hun hylede lavt. Så tvang hun sig til at samle sig, lukkede øjnene, hænderne knyttet. Asger, vær nu sød, luk op! Snak med mig! Bare et minut!
Der lød tunge skridt på trappen, og op kom en gammel nabo, en pæreformet lille dame, med sit hår i knold og briller tungt på næsen. Hendes ord ringede koldt.
Du burde skamme dig, pige! sagde damen med kold stemme. Man står ikke og råber foran døren på den måde. Er det værdigt for en dansk pige? Hvor er din moral?
Det rager ikke dig, hvad jeg gør, snerrede Emilie. Men ordene ramte hende dybere, end hun gerne ville medgive, og et stænk af skam blussede i brystet. Måske var der alligevel noget sandt i det … Men hun sank stolt, fortrak sit ansigt, sagde et par flere skarpe gloser og vendte ryggen til damen, trampede demonstrativt ned ad trappen, skoene klikkede med hårde slag.
Kinden brændte. Blodet dunkede. Afvisningen og de andres bebrejdende blikke stak. Men i hende blomstrede også en kamplyst, der syntes uendelig. Asger kunne ikke slippe hende så let, det ville hun ikke tillade! Hun så det for sig, som i gamle drømme: festen på rådhuset, bryllupskjolen hvid, med blonder. Hun havde stået foran en butik og ædt sig mæt i synet af en ring, der strålede som kroner på Dronning Louises Bro i morgensolen.
Han slipper mig aldrig, ikke bare sådan!, svor Emilie, mens hun gik mod byen. Jeg vil vise ham, hvor seriøs jeg er.
Time senere, mens Asger sad og stirrede ned i en kop halvvarm te i sin københavnerkøkken, brummede hans telefon. En besked blinkede på skærmen et langt, usammenhængende brev fra Emilie, fuld af mere kærlighedserklæringer end der er sild i julebuffeten og så mange udråbstegn, at det var umuligt at tolke andet end panik.
Til sidst stod der: Kom, jeg tør ikke være alene. Han læste det tre gange, trak vejret ind, prøvede at finde ro midt i følelsesstormen. Var hun virkelig i fare? Eller var det hans gamle roller, hun ville have ham til at spille igen? Han kendte hende for godt.
Hvis han gav efter nu, måtte han aldrig mere slippe fri. Det ville hun lære, og hun ville gentage det evigt.
Han ledte efter hendes mors nummer, forklarede hurtigt situationen og videresendte beskederne. Efter kort tid havde han et svar: kvinden takkede og ville komme straks. Asger læste det igen og sank sammen nu bar hun ansvaret.
Med ro i sindet kastede han sig over eksamenslæsningen. Der var ikke længe til, og stoffet var tungt som regn i februar. Han slukkede telefonen for at kunne koncentrere sig. Han havde ingen anelse om, hvad der foregik ude i byen.
Tiden smuldrede, mens han kæmpede. Han skrev, læste, gentog. Sen aften mens Sjælland sov var han endelig færdig. Han tændte mobilen igen, og notifikationerne væltede ind alle fra Emilies mor.
Første besked stak som en frossen gren: Emilie er på hospitalet. Lægerne nåede frem i tide. Der er ingen fare for livet.
Asger sad som forstenet. Hun havde altså faktisk gjort alvor af sin trussel. Billeder af hende dukkede op den klodsede og forvirrede, tabt bag døren. Hendes øjne, en gang lysende, nu tomme hendes drømme svømmede væk som ål i Kattegat.
Endnu en besked: Det er din skyld! Fordi dig er hun endt her! Han kneb hånden om telefonen, luften gik ud af ham. Tankerne blev til knuder.
Asger greb mobilen, tastede hendes mors nummer. Hænderne rystede.
Kom på hospitalet og undskyld på dine grædende knæ! brølede hun i røret. Stemmen var knækket og tyk som regn på Rådhuspladsen. Han forestillede sig kvindens væsen grædende, udmattet i hospitalets kunstige lys. Men han holdt fast. Beskyldningerne susede forbi som ensomme cyklister i modvind.
Forventer du virkelig det? sagde han, stemmens kant mere synlig end normalt. Jeg agter ikke at undskylde for noget, jeg ikke har gjort. Hun skulle have søgt hjælp alle kunne se, hun havde det dårligt. Hvorfor skal jeg redde hende, bare fordi hun ikke vil tage ansvar?
Det er din skyld! jamrede kvinden. Hun ligger der, ødelagt på grund af dig!
Jeg ønsker ikke at tale om det længere! afbrød Asger. Emilie valgte selv. Hvis hun virkelig ville skade sig selv, havde hun ikke sendt beskeder så havde hun bare gjort det. Farvel. Og ring ikke igen.
Men kvinden gav ikke op. Hendes stemme flød fra mobilen: Hvis du ikke gifter dig med hende … Bliver det kun værre. Gør det! Så bliver alting godt. Hun vender tilbage, jeg lover dig. Du må! For hendes skyld. Vores skyld. Ellers går hun til grunde.
Asger stivnede. At blive gift som et krav? Som et tryllenummer mod depression? I ham rejste sig vrede, blandet med noget sort, der voksede som stormskyer over Djursland. Han knugede telefonen, hvid i knoerne.
Er det alvorligt? Vil du have, at jeg skal gifte mig med din datter … bare fordi hun truer sig selv? Er det ikke afpresning?
Kald det ikke dét! Jeg vil bare redde hende! Du har ødelagt hende du må gøre det godt igen! Har du prøvet at se sit eget barn gå til, dag efter dag? Hun kan ikke leve uden dig! Hele hendes verden er dig!
Og med mig tror du så hun kan? råbte han, mere vred end han havde ønsket. Tror du, ægteskab løser noget? At et cpr-nummer i Folkeregisteret kan gøre hende rask? Det er ikke kærlighed, men tvang! Det er sygdom! Jeg nægter at være hendes skraldespand, psykolog og frelser på én gang.
Du forstår ingenting! Hun ændrer sig jeg ved det! Hun har bare brug for støtte. Du er hendes støtte. Hvis du går nu, bærer du skylden for alt, der sker. Hele livet!
Asger lukkede øjnene, prøvede at bremse sit hjerte. Kvindens ord stak ham med skyld og medlidenhed, men han forstod, at hvis han sagde ja nu, ville han skrive under på endeløse år af ulykkeligt samvær.
Jeg vil ikke gifte mig med din datter aldrig. Punktum. Jeg vil ikke ofre mit liv for en illusion, sagde han stålfast, tydeligt for hvert ord, som kirkeklokker mod natteluften. Emilie må selv tage ansvar eller søge virkelig hjælp. Jeg er ikke hendes altmuligmand. Det kan jeg ikke og vil jeg ikke være.
Du er kold, hylede kvinden igen, stemmen fyldt med trods og gråd. Du slår min datter ihjel, nægter ansvar, aner ikke, hvad du gør … Hun heler aldrig uden dig. Du tager alt det sidste fra hende!
Det sidste hun kan gøre, er at søge en psykolog, svarede Asger i frossen tone. Og stop det her med at lægge pres på os begge det gør kun alt værre. Vi skal ikke tvinges ind i et fængsel sammen bare for at berolige dig.
I røret blev det stille, som et skummende hav under månelys. Han hørte kvindens hulk og stakåndede særtrækninger. Langsomt, som et frysende ekko, hviskede hun:
Du elskede hende ikke engang. Du brugte hende, og nu, hvor det blev svært, forsvinder du … Som hun bare var et stykke legetøj for dig.
Jeg har aldrig brugt Emilie, sagde han roligt. Jeg elskede hende, engang. Men kærlighed skal ikke være tortur, og det her er tvang, ikke kærlighed. Vi fortjener begge noget bedre.
Du er en kujon! fnøs hun stemmens vægt så nedladende, at Asger knugede telefonen endnu hårdere. Du tør ikke tage ansvar, tør ikke træde til, tør ikke støtte!
Jeg er reddere for at ødelægge to liv end ét, svarede han med ny styrke. Hvis jeg gør, som du vil, vil dit barnebarn ende i den samme rille, og jeg selv i hendes skygge. Det er ikke rigtigt. Farvel. Og ring ikke mere.
Han trykkede på sluk, lagde telefonen langsomt på bordet genstandens vægt pludselig uendelig. Hans hænder dirrede, følelserne rasede: vrede, sorg, skyld, afmagt, men også noget, der smagte svagt af lettelse. Han trak vejret dybt, igen, og igen, længere, roligere til brystet åbnede sig for en ny slags luft.
Han strøg begge hænder over ansigtet, lænede sig tilbage mod stolen og lukkede øjnene for at samle sig igen, finde vej tilbage til overfladen …
~~~~~~~~~~
Det var så dét, sagde Asger stille, blikket rettet ud mod det grå mørke over Frederiksberg Allé, hvor skyer trak mod nat. Stemmen var mat, nærmest ensfarvet, og skuldrene lidt smallere end før, som bar de al verdens usynlige vægte. Han skubbede hånden gennem håret, som for at fjerne alt det klistrede fra tankerne. Og for resten, Emilies bror holder faktisk med mig. Han siger også, at det hele var teater. Han har set hende spille på folks medlidenhed før bare ikke så drastisk. Nu blev det bare farligere …
Solveig tav, snoede en hårtot om en finger. Hun hældte hovedet og så på Asger med øjne, man sjældent så i universitetets uendelige ekko af sladder kun blid forståelse.
Du har været uheldig med hende og med hendes mor, lyder det som. Men, du har fuldstændig ret: tvangsægteskaber løser ingenting. Hun må lære at leve uden spil, og moderen må forstå, at man ikke kan tvinge kærlighed eller heling frem. Det her gør bare alting værre. Jeg synes, du skal blokere dem begge to. Ellers bliver de bare ved med at nære sig på din skyldfølelse og din medlidenhed. Ellers slipper du aldrig i fred.
Det er også min plan … svarede Asger sagte, og mærkede for første gang i umindelige tider, at hans skuldre blev lette. Han rettede sig op, trak vejret ind og lod den gamle drømmefølelse glide ud og mærkede pludselig, at han kunne trække luften dybere igen.
