Kiggerne
Hvad mener du med, at du skal giftes? Sønnike, hvorfor hører jeg først om det nu? Vera Lind knugede strikkepindene og tørklædet, hun var i gang med. Den store rødstribede kat satte sig sammenrullet på hendes knæ.
Mor, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle dig det…
Hvorfor ikke?
Jeg var bange for, du ville blive skuffet!
Jens, hvad skal det betyde? Siden hvornår har du været bange for mig, og hvornår har jeg været skuffet over dig? Jeg begynder allerede at ryste lidt!
Åh nej, mor, ikke nu Jens satte sig ved siden af hende på gulvet og så hende i øjnene Jeg skal nok forklare dig alt, men kun hvis du lover ikke at blive ophidset og græde mig ud.
Sønnike!
Mor! Som om jeg ikke kender dig. Stemmen skælver, og øjnene lyner. Kom nu. Det er bare kompliceret. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg overhovedet skulle tage hul på den samtale.
Start fra begyndelsen, Jens. Så går det nok. Vera lagde strikketøjet fra sig og tog forsigtigt fat i sønnens øre. Du skulle have en ordentlig omgang, hvis jeg havde kræfter til det. Men det har jeg nu ikke længere.
Hvis bare far var her …
Lad nu være at tale om din far! Vera rynkede panden, og Jens greb straks ud efter hende for at kramme hende.
Undskyld, mor! Jeg savner ham så meget…
Sådan noget ville du aldrig være sluppet af sted med, hvis din far stadig var her. Se ham! Vera vendte sig mod den fede røde kat, der snorksov på sofaen, og den lille sorte hund, der straks kom logrende og satte sig foran sin frue. Fyrre år gammel, og han er bange for at vise mor sin kæreste! Hvorfor?
Jens lo og trak sig fri af moderens øreclips.
Mor! Slip nu! Ellers bliver jeg som propellen på Lille Per!
Og hvad så? Det klæder dig! Kom nu med det! Hvem er hun?
Stina.
Meget interessant! Er det alt?
Nej.
Skal jeg trække hvert ord ud af dig, eller skal jeg true med at tvinge dig til at male plankeværket i sommerhuset?
Sætter du mig i skammekrogen eller nægter mig wienerbrød?
Jeg får dig til at luge kartofler i kolonihaven! Og male stakittet!
Hvilke kartofler, mor? Du har jo aldrig haft andet end roser, jordbær og solbær der.
For din skyld kan jeg godt lægge et helt bed med kartofler!
Drop det, jeg fortæller dig det nu!
Jo mere Vera lyttede til Jens, des mere løftede hendes fine øjenbryn sig. Det havde hun ikke set komme! Hvad skulle hun nu stille op? Én ting stod klart Jens mente det alvorligt, og så var det ikke bare en flygtig flirt, men virkelig et menneske, der betød noget. At det hele var lidt kringlet, som han sagde, gav kun anledning til flere spørgsmål end svar.
Og har hun sagt ja til dig?
Ikke endnu.
Hvorfor?
Hun vil ikke give mig mere bøvl, siger hun.
Nåh. Har du et billede?
Jens hev sin mobil op, fandt et bestemt billede frem og rakte det til sin mor:
Her er hun. Stina.
Vera tog sine briller på, greb mobilen og studerede billedet. Hun så en nydelig kvinde, lidt over de tredive, lysblond med vindblæste lokker og næsten ingen makeup. Det gav fotoet en ro. Det var tydeligt, Jens havde fanget hende ude i Fælledparken i et ubevogtet øjeblik. De nøgne grene omkring hende rammede ansigtet ind med tegn på spirende forår liv der er på vej. Man kunne nærmest mærke håbet og forsigtigheden: Livet begynder her, pas på det og giv det plads.
Du har altid kunnet fange nuet! Din far sagde, at hvis ikke du blev hjemmeværnsmand, så skulle du være blevet fotokunstner! Sikke et stærkt billede. Godt klaret, min dreng. Vera gav ham mobilen igen og spurgte så, hvad hun havde tænkt hele tiden. Hvornår må vi møde hende?
Når hun siger ja. Mor…
Jens, du ryster som vinden i et birketræ. Tror du, jeg æder hende råt? Tænkte du virkelig, jeg ville sidde og vente på, at du kom hjem med en kysk gymnasiepige, der rødmede ved synet af min søn? Nej, du er godt nok en pæn fyr, men du skal jo ikke opdrage en hustru nu. Hvis ikke vi regner med en purung pige, så har en ordentlig kvinde med lidt på bagen selvfølgelig også et fortid. Jeg skal nok selv høre, hvordan det hænger sammen. Men husk: Jeg skal ikke bo sammen med hende det skal du. Så tænk dig om!
Jens gik, og Vera gjorde sig klar til at klargøre både hunden Molly og give Felix kat noget mad. Hun ville samtidig lufte hovedet og tænke over, hvordan hun selv ville have det med det hele.
Vera vidste, det nok ikke ville vare længe, før hun stod ansigt til ansigt med sin svigerdatter. For ingen kunne stå for Jens charme. Rigtig dansk type høj, flot og med god humor. Men han var også mester i at forsvinde i mængden, hvis han ville.
Hun sukkede.
Det havde været en alt for lang skyggetilværelse. Siden Jens første kone forlod ham på en måde, der aldrig blev talt om, føltes det som om tiden stod stille. Han kunne ikke tilgive sig selv tabet af sit barn, og Vera var stadig vred på sig selv for ikke at have grebet ind, selvom hun vidste, det næppe havde gjort en forskel. Hun havde mareridt om, at hun ikke havde talt Galina fra aborten.
Jens og Galinas historie var ret typisk. Unge, vilde, uden at lytte til andre, så kun hinanden. Men som så ofte blev det den ene, der opdagede, at det ikke var den store kærlighed. Og det, der før var hele ens liv, blev glemt som en drøm. Sådan sagde Galina det i hvert fald, da hun så Vera i øjnene og påstod, at der aldrig rigtig havde været noget.
Og når alt nu var gået sådan, blev det Vera, der blev tilbage for at holde sammen på sin søns verden. Da Jens ikke kunne finde ro, kastede han sig over længere og længere forretningsrejser. Hun spurgte ikke mere, bad bare om, at sønnen vendte hjem i god behold.
Nu var hun alene.
Enke. Et ord, der sneg frygten ind. Som om en grundsten var fjernet, og nu balancerede hun på kanten uden at ane, om der var fast grund under fødderne. Men hun kunne ikke opgive. Hun havde stadig Jens.
Sådan havde de levet længe, holdt sammen. Vera havde opgivet håbet om barnebarn, hun ville bare se sin søn finde ro igen og skinne. Må Barnet i ham igen mærke varme og kærlighed fra nogen.
Molly hev i snoren, gøede ad en flok gråspurve, og Vera rystede tankerne væk. Hendes unge nabo, Mikkel på tolv, kom altid springende, når hun skulle have hjælp til computeren; Jens havde givet hende en smartphone, som Mikkel så måtte undervise hende i.
Mikkel, du er tolv! Hvor ved du alt det fra?
Det er da nemt, Vera! Alle kan det her, det er for begyndere!
For hvem?
‘Begyndere’ folk, der ikke er dus med teknik, men stadig vil lære det. Sådan en som dig, Vera. Men det er kun godt, du vil lære noget! Min oldemor bliver næsten bange for at se en computer. Hun frygter, den vil spise hjernen på hende!
Vi kunne lave gysere med hende! lo Vera. Jeg kan nok godt være begynderen, så længe låget sidder på.
Mikkel mindede Vera om Jens som dreng: nysgerrig, åben og hjælpsom. Hvis nu Galina ikke havde truffet de valg, hun gjorde dengang …
Hun kom i tanke om Stinas ansigt. Der kunne ikke være noget ondt bag. Der var noget i hendes blik, hendes smil det var til Jens, ikke til kameraet.
Resolut greb Vera Molly op og ændrede retning på deres gåtur. Og den pose, hun siden bar med hjem, fik straks Felix kat op fra sofaen.
Kan du lide det, Felix? Flot, ikke? Nu bliver der nok at lave, men vi når det!
Stina sagde omsider ja. Det krævede dog det meste af et år med Jens tålmodige overtalelser. Når han kom forbi, strålede han, så Vera drillede ham:
Snart kan vi spare på elregningen, dreng!
Hun pressede ikke mere på for at møde Stina. Hun vidste, den dag ville komme.
Til nytår holdt Jens traditionen tro med vennerne, men til juleaften kom han altid hjem til mor. Da han så ringede og sagde: Mor, hvad siger du til, at Stina og jeg kommer sammen? var hun nærmest stakåndet bagefter.
Hun satte hele huset på den anden ende og gjorde hovedrent, så Felix gemte sig under sengen, og Molly rendte forvirret rundt i hælene på hende. Til sidst satte hun sig med foldede hænder ved spisebordet.
Felix kom frem og satte sig tålmodigt ved hendes fødder, Molly lagde sig ved siden af. Fire øjne fulgte hende årvågent de fornemmede, at der var noget særligt på færde. Jens kaldte det halevagten og sagde, han stolede mere på dem end på sig selv, når det gjaldt om at passe på mor.
Vi får gæster, sagde Vera til dem. Og vigtige gæster. Vi må tænke os om, før vi overlader Jens til nogen.
Dørklokken fik hende til at fare op.
De er her… I opfører jer ordentligt, ikke? I skal ikke gøre mig pinlig!
Jens kom, fyldte hele entreen og satte en stor kasse clementiner på gulvet.
Glædelig jul, mor! Han krammede hende og lod Stina og hendes børn træde ind. Kvinden fra billedet med det samme blide blik. En dreng på omkring otte år og en yngre pige listede nysgerrigt ind i dagligstuen.
Velkommen… Vera havde tænkt sig alle mulige ting, men ingen ord kom ud.
Snart gik alt af sig selv. Tøjet blev smidt, mad blev sat på bordet. Efter middagen spillede børnene med Jens, og Vera lo højlydt, da hun så sin store søn hoppe rundt som en frø og forskrækkede både hund og kat.
Mor, virkelig, det er jo pinligt!
Hvad da, søn?
At grine sådan af dig!
Pjat! Jeg tager opvasken, så bliver der plads til kage og te bagefter. Jeg har bagt lagkage og hindbærsnitter.
Jamen, mor Jens øjne lyste stort, da Stina hjalp Vera ud i køkkenet. Han har altid været sukkergris! Da han var lille, spiste han næsten en hel lagkage selv.
Really? Stina næsten tabte tallerkenerne Blev han ikke syg?
Jo, og siden har han ikke lært lektien. Han elsker stadig kage!
Stina grinede til Jens og gik ud til Vera i køkkenet.
Må jeg hjælpe til? Undskyld hvis det virker forkert men jeg synes, du så lidt træt ud.
Du har ret, jeg er træt og nervøs, Stina. Sådan en dag sker ikke hver dag. Jeg var bange for at det ville gå galt. Vera satte sig ned.
Det var jeg også …
Bange for svigermor-fortællinger?
Måske lidt. Men jeg tror ikke på dem. Jeg har haft to svigermødre begge vidunderlige.
Så bliver jeg nummer tre?
Stinas hænder standsede et øjeblik med opvasken.
Hvis jeg må kalde dig Stina min storesøster hed også Stina, og jeg har savnet hende i årevis. Jeg vil blive glad, hvis det navn bliver ved at lyde her i huset.
Selvfølgelig… svarede Stina.
Hvad er du bange for, Stina? Jeg springer udenom; jeg mærker, du ikke er som andre.
Ikke dig, i hvert fald. Jeg frygter mere forandringen. Det hele er så svært.
Fortæl mig om det hvis du vil. Det gør det lettere for os alle.
Okay … Stina satte uroen til side og smilede let. Det er svært at fortælle om sig selv.
Start med børnene. Det hjælper.
Alright. Som du nok har opdaget, har de forskellige fædre. Martin er fra mit første ægteskab. Vi gik i skole sammen. Jeg var musikerpigen, han spillede fodbold for skolens hold, opdraget alene af sin mor, Maren. Da han mistede sin far, blev det hårdt, men Maren holdt os samlet.
Tog I fra hinanden eller…
Han var på landevejen han døde desværre i en trafikuheld. Stina tørrede en tåre væk, men smilede alligevel. Jeg elskede ham. Martin ligner ham både udenpå og indeni.
Har han kontakt til farmor?
Ja, og også sin tante. Vi er stadig familie. Uden Maren ved jeg ikke, hvordan jeg skulle have klaret det.
Og din datter?
Anne er fra mit andet forhold. Vi blev sat sammen af min første svigermor. Vi var begge kreative han maler, Anne elsker at tegne og male også. Vi kunne ikke leve sammen på sigt, men vi blev enige om at være venner og opdrage hende sammen. Hans mor, Grethe, hjalp mig og gav lejlighed til børnene.
Tog de også imod Martin?
Ja, jeg har virkelig været heldig med mine svigermødre.
Vera smilede og sukkede.
Hvad arbejder du med, Stina?
Jeg underviser i sang på Musikkonservatoriet.
Pludselig brød hun ud i sang, så hele huset fyldtes med hendes klare stemme.
“Kærlighed har vinger som fuglen” … lød det over køkkenet. Vera sad tryllebundet hen, som sad hun i operaen.
Det er det, jeg lærer fra mig, svarede Stina, tog Vera i hånden Har jeg svaret dig nu, Vera?
Ja. Tusind tak, mit barn. Jeg er glad for, du ville fortælle mig det hele.
Jeg har jo også en søn der vokser til. Bliver jeg mon en frygtelig svigermor?
Hvad håber du på af en svigerdatter?
At hun elsker mit barn. Alt andet er ligegyldigt.
Det synes jeg også.
Vera kiggede indgående på hende, og Stina smilede stille og sagde:
Jeg elsker Jens.
Hundens glade gøen i stuen overdøvede samtalen, og Vera rejste sig.
Nu må vi hellere få teen på bordet.
Senere, da kagen blev serveret og gæsterne gned sig i øjnene, hentede Vera små pakker ind fra soveværelset.
Hvad er det? Anne klappede i hænderne og trak i en rød sløjfe.
Åben jeg håber, I kan lide det.
Sneklædt hue og tørklæde til Stina og samme sæt til Anne, men med små blå snefnug. Martin fik et sort halstørklæde og råbte glad:
Mor! Se lige!
Stina tog sit om halsen.
Nøj, det er blødt!
Og varmt. Nu fryser I ikke! Vera satte huen på Anne og smilede. Kan I lide det?
Rigtig meget! sagde Anne og krammede Vera spontant og tillidsfuldt.
Tak! stemte Stina i. Jeg kan jo slet ikke strikke, men nu må jeg lære det på sommerhuset.
Vera så på Stina og mærkede roen sprede sig: Nu var hun endelig tryg ved, at hendes søn skulle få familie og glæde, og hun kunne glæde sig over at få børnebørn i sit liv. De ville stadig skulle finde tonen sammen, men det vigtigste var på plads: De elskede den samme mand. Og derfor ville de gøre alt for, at han blev lykkelig. Når han var glad og tryg, ville de selv føle det samme.
To år senere kommer Stina ud fra sommerhusets veranda, lægger hånden på sin store mave og kalder:
Vera, Anne, hvor er I?
Et ansigt smurt ind i den første danske jordbær viser sig bag huset, og Anne vifter hende hen:
Vi er her! Kom nu, mor!
Stina trækker hurtigt sine træsko af, lunter afsted og overrækker Vera et par færdige babysko:
Hvad synes du?
Vera Lind drejer dem i hænderne og nikker alvorligt:
De er helt perfekte.
Livet byder på både sorger og glæder, men når man rækker ud til hinanden og holder sammen på tværs af fortid og skrammer, bliver der plads til kærlighed, varme og nye begyndelser. Det er dét, der gør os lykkelige og dét, der holder en familie sammen.
