Frederikke, vent lige lidt, jeg skal lige ordne dit slør! Signe standsede sin datter og rettede forsigtigt ved den let rodede frisure og de hårnåle, der holdt det fine blonder fast. De havde ledt så længe efter netop det slør! Frederikke havde drømt om, at det skulle ligne sin mors, og Signe grinede af tanken om, at hvis hun fortalte datteren, hvor hun og barndomsveninden Anette skaffede det slør, Signe selv var gift i, ville Frederikke næppe have troet på det.
Anette var Signes veninde så længe, Signe kunne huske. De boede dør om dør i et lejlighedskompleks i Odense, var født med kun en måneds mellemrum og var uadskillelige. Begge piger var enebørn og voksede op uden deres fædre. Signes far havde forladt hende, søgt lykken i Tyskland og giftet sig igen, mens Anettes far var død en iskold nat på vej hjem fra en fest. Ingen af pigerne havde mange minder om deres fædre. Det var deres mødre, der forsøgte, så godt de kunne, at sørge for, at deres børns liv skulle blive bedre, end deres eget.
Signes mor arbejdede næsten hele døgnet, ligesom Anettes mor, og det var Anettes oldemor, gamle Mormor Karen, der passede pigerne. Det lykkeligste for dem var, når de begge næsten altid samtidig fik en forkølelse og derfor kunne blive hjemme fra børnehaven. Der var ikke større glæde end at sidde side om side i sofaen, drikke varm mælk med honning, høre Mormor Karens eventyr og se hende hækle, strikke eller flette det fineste blonde. Signe blev fascineret af de præcise bevægelser, hvor der ud af hendes hænder opstod noget så sart og smukt, at man dårligt turde røre det.
Synes du, det er smukt? spurgte Mormor Karen smilende.
Ja, meget!
Når I bliver lidt større, lærer jeg jer det det kan I få glæde af.
Hun nåede aldrig at lære pigerne andet end begyndelsen. Den aften lagde hun sig som vanligt til at sove, og næste morgen var hun væk. Anette var utrøstelig, og det samme var Signe. De skulle lige til at begynde i første klasse. Eventyrene, pandekagerne med mælk, blonderne og den enkle varme forsvandt, for deres travle, evigt bekymrede mødre havde ikke tid til nærhed. Livet handlede om at klare sig. Næsten alle levede for at overleve ikke for at nyde livet. Tilbage var Mormor Karens minder og det, hun havde lavet med sine hænder: et vattæppe, broderede håndklæder, pyntepudebetræk efter gammel fynsk tradition. De skulle stables på sengen, pyntet med en blondehue.
Det var sådan en blonde-manchet, Signe brugte som slør til sit bryllup. Det slør, hun havde købt, blev ved et uheld væltet ned på gulvet, og en kop te splattede ud over det.
Hvad gør vi nu? Signe var tæt på at græde, men Anette spurtede hjem og kom tilbage med et helt særligt stykke blonde, som Signe aldrig før havde set, selvom hun kendte alt, hvad Karen havde lavet.
Det er fantastisk!
Ja! Mormor lavede det til mig, som en del af mit udstyr. Mor fandt det for nylig. Se, det passer perfekt til dit slør.
Anette lagde blonden over brudens hoved, fæstnede det med hårnåle, og Signe sukkede:
Hvor er det smukt! Tak!
Tør nu øjnene, vi har travlt, du skal lægge ny makeup.
Ingen fattede, hvor det “slør kom fra. Gæsterne var imponerede over brudens skønhed men det hører vist til enhver dansk bryllupsdag.
Frederikke gentog ofte, mens hun så på bryllupsbillederne:
Jeg vil være lige så smuk! Og have sådan et slør!
Du bliver endnu smukkere sagde Signe og kyssede sin datter.
Nej, mor, du er den smukkeste! Frederikke gemte sit ansigt i moderens hænder, der duftede af lidt vanilje, lidt lavendel, børnesæbe og den slags friskhed, man kun kender fra barndommen. Sådan duftede kun mors hænder.
Det slør, Frederikke nu havde fundet, dukkede op i en lille brudesalon i Svendborg, da hun næsten havde opgivet at finde noget, der duede.
Mor Frederikke hviskede, da salonens ejer, en lille mørklødet kvinde ved navn Louise, så billedet og smilende tog en æske ned fra øverste hylde.
Minder det ikke om dit, skat? Se, hvor smukt!
Det er selvfølgelig ikke håndlavet, men virkelig smukt! Louise betragtede opmærksomt Frederikke og kiggede så på Signe. Din pige har haft det svært. Hun får et godt liv. Hør her, Frederikke, jeg siger det ikke til hvem som helst: Gå altid din egen vej og lyt til dit hjerte. Så skal det nok gå alt sammen! Forstår du?
Frederikke nikkede og trykkede den fine blonde ind til sig, tryg ved ordene.
Morgenen efter vågnede hun glad. En uge til brylluppet! Hun havde meget at ordne, men var taknemmelig for hvert et gøremål. Hun skulle forbi universitetet, lidt endnu, så var hun færdig som medicinstuderende. Hun sprang ud af sengen, solen brølede ind gennem vinduet, ramte brudekjolen, der hang klar og glat på bøjlen.
Frederikke spiste morgenmad, kyssede sin mor farvel og løb mod busstoppestedet.
Jeg forstår det ikke, jeg står op til tiden, planlægger alt og kommer altid for sent!
Efter ti minutters venten valgte hun at gå over broen til universitetet. Den smalle å, som hun havde kendt hele livet, lå dækket af is, der snart ville smelte, så foråret og varmen kunne forvandle landskabet. Frederikke frøs let, selvom hun voksede op i Danmark, hvor børn er vant til at lege uden at brokke sig, trods vinterkulden.
Hun gik smilende henover broen, da hun fik øje på noget mørkt i kanten af isen, og hørte et barn råbe:
Hjælp
Hun løb hen til rækværket. En dreng på cirka syv kæmpede i det kolde vand. Isen brast under ham. Et øjeblik senere stod Frederikke selv i det iskolde vand. Hun fik fat i drengens hætte og prøvede at skubbe ham mod bredden. Hun mærkede ikke sine ben og kæmpede med kræfterne, indtil en bredskuldret mand rev både hende, drengen og en lille rystende hvalp op af vandet.
Hvad laver I? spurgte den rare mand, mens flere stimlede sammen og ambulancen kom drønende.
Frederikke trykkede drengen ind til sig.
Har du ondt?
Nej tak, jeg er bare kold og våd
Signe styrtede til hospitalet, da hun hørte, hvad der var sket, og kunne ånde lettet op, da lægen forsikrede hende om, at Frederikke var uskadet. De kiggede ind til Philip, som drengen hed, men han sov. Hjemme puttede Frederikke sig i tæpper med en kop varm mælk og sukkede dybt.
Brylluppet blev festligt og stort. Frederikke strålede, mens Signe ikke kunne holde tårerne tilbage.
Signe, hvad er der dog med dig? Anette, der kom med sin datter, omfavnede sin veninde. Vi skal være glade!
Jeg er også glad! Det er bare glædestårer, Anette. Kan du huske, hvordan du selv græd, da Sofie blev gift?
Det havde jeg glemt! lo Anette og så på sin datter, der forsigtigt satte sig og passede på sin gravide mave.
Bedstemor! Må jeg tage en slikkepind og en ballon? De er så flotte! en lille pige med fynsk accent Marie kom springende.
Marie! Sådan opfører vi os ikke vi er jo gæster. Du får lidt slik, når alle sidder ved bordet. Gå ud og leg lidt i stedet.
Vent, Anette. Her, Marie! Signe rakte hende en håndfuld konfekt fra et fad. Men ikke spis det hele på én gang!
Tak! Marie forsvandt videre på sine eventyr, og Signe vendte sig mod Anette.
Er det Sofies adoptivdatter, som du har fortalt om?
Ja, det er hende. Åh Signe, det er en lang historie, og jeg ved ikke længere, hvordan vi skal bære os ad.
Hvordan da? Signe så bekymret på sin veninde, der fulgte den energiske pige rundt i salen, hvor Marie glad delte slik ud til de andre børn. Er der noget galt?
Alt er blevet så vanskeligt, Signe. Kom, lad os sætte os, så fortæller jeg det hele.
Det var nemlig sådan, at Anettes datter Sofie, som var fem år ældre end Frederikke, blev gift som ganske ung og fik job som oversætter. Efter flere mislykkede forsøg på at blive gravid, blev Sofie og hendes mand, Anders, enige om at adoptere. På en tur til Aarhus besøgte de et børnehjem, hvor de mødte Marie, et halvt år gammel, forældrene var omkommet i en trafikulykke, og ingen familie kunne tage hende. Uden tøven sagde Sofie ja, og Marie blev elsket fra første dag.
Men et par år efter adoptionen indtraf miraklet, og Sofie blev naturligt gravid. Det burde have været lykken fuldendt, men Signe kunne se, at Sofie begyndte at tage afstand til Marie, blev irriteret over hendes behov for nærhed, mistede tålmodigheden. Det skar i hjertet på Signe at se, hvor svært det blev for Marie, der følte sig uelsket.
Sofie brød sammen for sin mor.
Mor, jeg kan ikke mere! Jeg prøver virkelig, men jeg elsker hende bare ikke, som jeg burde. Hun er ikke min på samme måde
Men Sofie, hun er vokset op i din favn siden hun var spæd!
Sofie måtte indlægges, så hårdt tog det på hende, og efter samtale med Signe og Anders blev det besluttet, at Marie skulle have en chance i en anden familie. Anette var selv syg og kunne ikke klare det.
Efter brylluppet gik dagene videre. Frederikke og hendes mand tog på bryllupsrejse, nød sol og varme, og straks hjemvendt kastede de sig over hverdagens gøremål. Men kort tid efter begyndte Frederikke at føle sig utilpas, og et besøg hos lægen vendte op og ned på alting. Et hårdt sygdomsforløb ventede, én operation efter den anden. Signe og manden kæmpede, men til sidst måtte Frederikke erkende, at hun ikke ville kunne få egne børn.
Hun lukkede sig inde, skubbede sin mand fra sig, indtil hans mor Martine satte sig med hende.
Frederikke, du må ikke give op. Han elsker dig, og børn eller ej, så er det dit valg at lukke ham ude. Du sagde selv, før I blev gift, at det vigtigste var kærligheden. Han har måske heller ikke den mulighed tænker du nogensinde på det?
Frederikke overgav sig, slap sorgen langsomt og begyndte at leve igen. Hun afsluttede sin uddannelse og blev børnehjertelæge på det fynske Universitetshospital. Hvis hun ikke kunne få egne børn, ville hun i det mindste give andre børn en bedre chance. Hun indsamlede viden, tog sig tid til alle patienter og var elsket og respekteret af alle.
Frederikke Madsen, vi har en svær sag til dig hendes højre hånd, Louise, lagde en mappe på hendes skrivebord.
Hvad drejer det sig om?
En pige på ni. Hun har boet hos flere familier, men kommet tilbage i systemet. Nu er vi tredje hospital. Ingen kan finde ud af, hvad hun fejler.
Jeg ser på hende. Hvor er hun?
Stue syv.
Frederikke gik forbi forældre og børn, hen til stuen, hvor fire små børn legede. En af sygeplejerskerne forstod hurtigt at trække børnene ud, så Frederikke kunne være alene med pigen, der lå på sengen og vendte sig mod væggen.
Hej, mit navn er Frederikke. Jeg er din læge. Har du lyst til at snakke lidt?
Marie hviskede stemmen hæst.
Hvad kan jeg hjælpe dig med, Marie? Har du ondt?
Alle spørger om det. Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, det gør ondt.
Frederikke kunne se, at pigen havde det dårligt. Mange plejebørn var seje, for de havde kun sig selv at stole på. Men denne pige var som en gammel kone i en barnekrop, og da Marie vendte sig om, så Frederikke mere smerte, end hun kunne bære.
Marie, må jeg prøve at hjælpe dig? Sammen kan vi måske finde noget glæde.
Jeg ved ikke, om der findes glæde fortæller du mig, om det findes?
Ja, der findes! Jeg lover dig, det gør der.
Frederikke bøjede sig over pigen og fornemmede pludselig den rene, varme duft, hun huskede fra sin egen barndom lige som hendes mors hænder! Forsigtigt strøg hun Marie over håret, og pigen krympede sammen, som om hun var vant til at blive afvist.
Frederikke vidste endnu ikke, at denne Marie var samme pige, der tilbød hende slik til brylluppet, og insisterede på, at bruden spiste hendes yndlingskaramel.
Noget rørte Frederikke dybt, og hun følte straks et forbavsende ansvar.
Hun er min, mor, sagde hun til Signe, da hun forsøgte at træffe sit svære valg.
Hvis hun er din, er der intet at tænke over, sagde Signe og omfavnede sin datter. Kan du huske, hvad Louise sagde? Gør det bare
Louise, brudesalonsejeren, var blevet Signes veninde, og hun kunne altid kærligt berolige Frederikke, når udfordringerne hobede sig op.
Marie flyttede hjem til Frederikke og hendes mand og begyndte en langsom tilvænning. Marie længtes efter varme, men havde svært ved at give slip. Deres forhold lignede en dans et skridt frem, to tilbage. Når det kneb med håbet, tog Frederikke kaffe hos Louise, som spåede i kaffegrums og sagde:
Det skal nok gå. Stol på kærligheden!
Og Frederikke troede på det, for hun ønskede det mere end noget andet.
Og endelig, da Marie blev femten og så havet for første gang ved Vesterhavet, udbrød hun med tårer af glæde:
Mor, mor, se havet! Det er endnu smukkere, end jeg forestillede mig!
Frederikke græd af lykke og omfavnede pigen, og fremmede på stranden så forundret til, mens Frederikke knugede Marie ind til sig og hviskede:
Du er min, mit hjerte, du er min
Man kan ikke altid vælge, hvilke prøvelser livet byder én, men man kan altid vælge, hvordan man møder dem. Ægte kærlighed handler ikke om blod, men om hjertet og viljen til at række ud. Nogle gange tager det tid, men blomsten vil altid folde sig ud, når den mødes med ægte varme.
