Misundelsen fra den bedste veninde
Venskabet mellem Agnes og Trine begyndte nærmest før de kunne gå, da vores mødre mødtes på legepladsen i Frederiksberg Have. Vi byggede sandslotte sammen, skændtes om røde skovl og blå spand, men blev altid hurtigt gode venner igen. Vi delte alt fra sladder om den første forelskelse i 3. klasse til dybe samtaler om bumser og stædige forældre. Alle vidste i nabolaget, at man sjældent så én pige uden den anden.
I barndommen var vi ens på så mange måder de samme slidte jeans fra Bilka, skrammede knæ indsmurt i Klorhexidin, og et par billige kondisko fra Netto. Men da vi fyldte seksten, begyndte vi at ændre os.
Agnes blomstrede op som om hun blev vandet med tryllevand. Hun var høj, slank, og hendes tykke, mørkebrune hår blev efterhånden farvet i dybe chokolade nuancer moren mente ikke, det skadede, og lidt luksus i form af en mascara eller en ny kjole fra Magasin var der altid råd til. Og hendes hud var upåvirket af teenagehormoner og discount-makeup.
Trine, derimod, stod altid i baggrunden. Hendes mor, en praktisk og nok lidt hård kvinde, mente at med det fine, næsten gennemsigtige, hår passede kun en korthåret frisure. “Langt hår klæder altså ikke alle,” hægtede hun på. Faderen var smed, stod fast på at “Makeup er kun for letlevende piger, min datter skal være klog”. Beautysaloner var penge ud ad vinduet. Derfor gik Trine rundt med den korte drengefrisure, uformelige sweatre og et ansigt, hvor bumserne var synlige bevis på, at hun kæmpede uden de helt rigtige produkter i skabet.
Agnes havde læst alle danske modemagasiner og besluttet, at alle piger havde en skjult skønhed. Hun slæbte en hårtørrer med hjem til Trine, forvandlede det korte hår til noget, der næsten lignede en vovet “mohikaner”. Hun snusede rundt på apoteket efter en billig, men effektiv, behandling mod uren hud, og hun fandt tøj, der passede et par sorte, tætsiddende jeans og en enkel rullekrave. Da Trine så sig selv i spejlet, blev hun næsten skræmt. Hendes lange ben og store, grå øjne, der plejede at gemme sig bag pandehåret, blev pludselig hendes styrker.
“Se nu lige!” lo Agnes, “Du er jo en rigtig lækkerbisken!”
Trine rødmede. Ordet lækkerbisken lød nedladende og gjorde ondt.
Vi søgte begge ind på økonomistudiet på Københavns Universitet. Kontrollen fra forældrene aftog, og Trine begyndte at ånde frit. Hun lod håret vokse, lærte at lægge eyeliner, og gradvist blev farven skiftet ud med en gylden karamel, som gav hende glød. Hun udskiftede sweaterne med noget mere feminint og fik endda et par beundrere.
Men by sladderen om “den grå veninde” hængte stadig ved. Hvor Agnes var som en sommerfugl, der efterlod unge mænd med knæene mod asfalten, var Trine højst “det søde, pålidelige valg”. Agnes tog opmærksomhed for givet modtog blomsterbuketter og cafeinvitationer, mens hun lo af dem over en latte i indre by.
Jalousien sad i Trine som en knude. Hver gang Agnes rynkede på næsen og afviste endnu en bejler, ville Trine egentligt gerne bytte plads bare for et øjeblik. Hendes trøst var de sjældne komplimenter og nærheden til Agnes.
Alt ændrede sig på en kølig septemberaften på andet år. To journaliststuderende stødte til vores vennekreds: den tænksomme og rolige Martin og hans lattermilde ven Sebastian. For Agnes og Martin slog det gnister fra første øjeblik. De tav og hele rummet var pludselig kun dem. Sebastian kastede sig straks ud i at charmere Trine, men hendes hjerte det misundelige hjerte var allerede fortabt til Martin.
Trine brugte timer foran spejlet før hver fælles udflugt: lagde makeup lag på lag, tog den mest udfordrende kjole, hun ejede, og torturerede sine fødder i stiletter.
“Hvor skal du dog hen i dén mundering? Er det Sebastian, der får æren i dag?” Agnes drillede og hjalp med lynlåsen i ryggen. “Han ville nok savle alligevel, selvom du kom i joggingbukser.”
Trine opbød et anstrengt smil. “Bare du vidste, for hvem jeg gør mig til…”
Hun så godt ud, men hun var kun pæn, mens Agnes var en begivenhed hun kunne trække i slidte Levis og stadig trække alles blikke. Det erkendte Trine med bitterhed.
Hver halv uinteressant bemærkning fra Martin analyserede hun nøje for skjulte budskaber. Komplimenter om hendes taske blev til våde drømme om hemmelige følelser. Fornuften hviskede dog: det er kun venlighed. For ham fandtes kun Agnes.
Sebastian gennemskuede hurtigt, at Trines interesse var lunken, og fandt hurtigt sammen med en fandenivoldsk førsteårsstuderende.
“Ærgerligt,” sukkede Agnes over pizzaen på vores stamcafé. “Sebastian er altså sød. I kunne ha været et godt match.”
“Ork, han er ligeså overfladisk som din Martin. De er til hurtig sjov og videre.” Trine rullede med øjnene.
Agnes lagde bestikket fra sig og blev mørk i blikket. “Martin er ikke sådan. Han mener det alvorligt med mig.”
“Vi får se,” indskød Trine tørt og håbede, Martin ville svigte. Hun drømte om, at han knuste Agnes hjerte, så lyset omkring hende måske ville dæmpes, og Martin endelig ville se Trine selv.
Kærlighedsdramaer fulgte: jalousi, småskænderier, forsoninger. Martin var dog standhaftig dukkede op med Agnes yndlingsflødeboller eller bød på natlige køreture til Amager for at se ud over lysene. Og deres bånd blev kun stærkere.
Da Martin fik tilbudt en praktikplads på et stort mediehus i Aarhus, var beslutningen oplagt. Han ville bygge et fundament for deres fremtid, og efter eksamen lovede Agnes at følge efter.
“Jeg kommer til at savne dig så meget,” hulkede hun natten før han tog afsted.
“Jeg besøger dig hver weekend. Tænk nu på vores fælles fremtid,” kyssede han hende.
Han rejste, og Agnes sank ind i venten. Trine var uventet lettet: jalousien døde lidt ud, og hun kastede sig ud i et småkedeligt forhold med en kandidatstuderende, Jesper.
Så slog lynet ned. Agnes sad bleg på mit kollegieværelse: “Jeg er gravid.”
“Du må gøre noget ved det,” sagde Trine straks. “Martin bliver gal, det vil ødelægge hans karriere og jeres fremtid.”
Men Agnes ringede til Martin. Han gik få minutter i panik, men tog sig hurtigt sammen: deres forældre skulle informeres, Agnes skulle flytte til Aarhus efter fødslen, og penge skulle spares op.
Trine blev slået ud. Han svigtede ikke. Han accepterede det hele, og det barn bandt ham til Agnes for altid. Hun blev overmandet af vredesrus.
Nu måtte hun splitte dem ad. For enhver pris.
Agnes og Martin levede nu i venten. Hun kæmpede med graviditetskvalme, han begravede sig i arbejde og pendlede land og rige rundt opkald blev sjældnere og oftest sene aftener.
Trine pustede til ilden.
“Nå, forsvinder han igen? Ved han overhovedet, hvad du gennemlever? Den store, lykkelige far kan ikke engang ringe hjem.”
Agnes blev kun smukkere under graviditeten. Anden beundrer kredsede hurtigt om hende Peter, en ven af vennekredsen, tilbød praktisk hjælp og var ofte med henne ved lægen og i IKEA.
“Se på Peter sådan er en rigtig mand,” hvislede Trine, mens hun satte sig på sengekanten. “Han bakker dig op, i stedet for at gemme sig.”
En aften, da Peter nok blev lidt for tryg, blev et kram lidt langt Agnes trak sig straks og skældte ham ud. Trine, der var i nærheden, fangede præcist det rette øjeblik på sin mobiltelefon. Agnes var rystende vred, da hun opdagede det. Men billedet gemte Trine som en del af sin plan og samling.
Hun begyndte at samle billeder af alle de situationer, hvor Peter var tæt på eller sendte Agnes et smil. I hendes lille galleri tegnede hun billedet af den gravide kvinde, der var blevet forladt af sin forlovede og nu fandt trøst hos en ven.
Så indtraf “time to shine” for Trine. Hun annoncerede, at en kusine i Aarhus havde været ude for et uheld og havde brug for hjælp.
“Kan du ikke lige hilse på ham derovre?” spurgte Agnes håbefuldt. “Se hvordan han har det”
“Sikkert. Jeg skal nok finde ud af alt,” lovede Trine. “Hvis han skjuler noget, får du det at vide først.”
Hun bestilte en klipning, tog en stilfuld, enkel kjole på og lagde subtil makeup, så hendes øjne så ekstra store og sørgmodige ud. Endelig var hun hovedperson og ikke kun den oversete følgesvend.
Martin tog varmt imod hende hun var et stykke hjem, for ham. Under aftensmaden, med kaffe og citronmåne, så hun ham an.
“Martin, jeg ville ønske, jeg ikke skulle sige det her men Agnes hun har ikke været dig tro.”
Hun foldede, som den perfekte veninde, falske bekymringer ud om Agnes nye mandlige ven, om hvor meget tid de tilbragte sammen, om billede på billede fra udflugter og picnics. Hun afleverede de nøje udvalgte fotos på sin mobil, ét af gangen alle vinklet, så det lignede noget, det ikke var.
“Jeg har aldrig hørt om nogen Peter,” mumlede Martin, ramt og forvirret.
“Selvfølgelig ikke,” sukkede Trine. “De har noget særligt nu Jeg siger det kun, fordi jeg holder af dig.”
Martin var nem at overbevise. Trine lod ham ikke ringe til Agnes i affekt: “Giv det lidt tid, vent og se om hun selv kontakter dig, det er bedst.”
Samme aften ringede Trine til Agnes. Hun forfalskede sorgen i stemmen og snøftede: “Martin har en anden. Han sagde ikke hvem, men han så forelsket ud, da de gik sammen i Latinerkvarteret. De lignede et par.”
Agnes brød sammen og græd natten lang. Da hun alligevel besluttede at ringe Martin op, tog han ikke telefonen. For både Martin og Agnes blev tavsheden beviset på utroskab.
Dagene gik, og Trine kom forbi igen, nu med endnu tungere ansigt.
“Agnes har fået en abort,” løj hun roligt. “Hun bor nu sammen med Peter. Hun sagde, barnet ikke skulle have noget med dig at gøre.”
Hun ringede også til Peter, udgav sig for at være Agnes veninde og bad ham skåne hende for enhver kontakt med Martin, for “hun kan ikke klare mere smerte”.
Da Martin endelig ringede, var det Peter, der, vred og forarget, tog røret: “Lad hende være i fred. Du har forladt hende. Det er på tide, du indser det.”
Trine var ved Martins side. Hun serverede te, strøg hans pande og trøstede ham blidt. Men det var ikke kærlighed mellem dem, men fortvivlelse og tomhed. Efter en tid flyttede hun ind hos ham officielt “fordi hun var blevet smidt ud af sit kollegieværelse”. Hun droppede studiet, fik job som kontorassistent i nabobygningen og boede i tanken allerede i sin brudekjole.
Agnes, alene med sin voksende mave, havde venner omkring sig men Peters støtte var kun venskabelig, og han rykkede sig aldrig længere end det. Agnes var sikker på, at Martin havde vendt hende ryggen og fundet undskyldninger for at flygte. Hans eneste bidrag var tavshed.
I telefonen sagde hun grædende til Trine: “Han er fuldstændig ligeglad. Jeg hader ham.”
“Han sagde det samme til mig,” svarede Trine. “Der er ingenting at gøre.”
Da Martin og Trine indgav ansøgning om vielse på rådhuset, var Martin som i trance. For at undgå sladder bad han Trine om at holde det hemmeligt især for fælles bekendte. Han betroede sig dog til Sebastian, der lettere steget på hovedet sendte besked til Agnes: “Vidste du, Martin skal giftes med Trine?”
Agnes gik tæt på at bryde sammen, da sandheden gik op for hende. Martin var ikke bare væk, han var videre med hende, hun kaldte veninde.
Peter havde heldigvis forstand nok til at lægge mærke til forløbet. Han stykker det hele sammen for hurtigt, for praktisk til kun at være tilfældigt. Alt var for belejligt, og Trine blev den åbenlyse vinder.
Da han forsøgte at dele tankerne med Agnes, blev han dog mødt af opgivende tårer.
“Det gør ingen forskel, Peter. Det er slut. De er sammen. Begge har svigtet mig.”
Men det var ikke nok for Peter. Han ringede til Martin.
“Din kujon! Du lader Agnes sidde alene med dit barn! Har du intet ansvarsfølelse?”
Martin var parat til at lægge på, indtil sætningen “dit barn” ramte ham.
“Hvilket barn?” spurgte han stille.
“Dit, selvfølgelig. Hun er på femte måned!”
Den samtale ændrede alting for Martin. Han gik i panik, ringede for at finde sandheden, og alting faldt på plads: Trines manipulation, løgnene, billederne.
Da Trine kom hjem, var han kridhvid.
“Pak dine ting og forsvind.”
Hun forsøgte at skabe kontakt. “Jeg elsker dig…”
“Du gør mig syg,” snerrede han. “Du vil altid bare forblive en skygge, Trine. Forsvind.”
Trine gik i chok, men følte ingen anger kun brændende had mod dem alle.
Martin tog det første morgenfly til København. Da han ringede på hos Agnes, svarede hun med tomt blik. Han bad om tilgivelse, forklarede, at det hele var en misforståelse men Agnes havde ikke mere at give.
“Hvad skal vi gøre med det her?” spurgte hun, da han var færdig.
“Som før bliver det ikke,” sagde Martin. “Men hvis du vil, bliver jeg her. For dig og barnet.”
Hun viste ham gæstesengen. Dagen efter tog han med til jordemoder. Snakken gik langsomt i gang. Agnes spurgte, hvad Trine havde sagt til ham, og Martin gentog ubehaget.
Da Trine sendte en sms: “Tilgiv mig. Jeg har ødelagt alt. Du var mit et og alt,” tog Agnes screenshot og slettede det som Martin bad om.
De giftede sig på rådhuset, med kun forældre og de nærmeste til stede. Peter var Agnes forlover. Den officielle bryllupsfest udeblev; de sad bare sammen over kaffe og kanelsnegle.
Efter en måned flyttede de til Odense, hvor Martin havde fået arbejde. De lejede en lille, hyggelig lejlighed.
Fødslen var hård, men Martin var der hele tiden holdt hende i hånden, tørrede sveden af panden, græd med hende, da deres datter, Vibeke, kom til verden.
Trine hørte de aldrig mere fra. Hendes sociale medier forsvandt; rygter gik, at hun var flyttet til Sønderjylland.
Engang, mens de sad på en bænk med Vibeke, sagde Agnes:
“Ved du hvad? Jeg tror, hun ikke tog vores kærlighed. Hun prøvede den bare af. Og det, der stod tilbage… det er måske det ægte.”
Martin lagde armen om hendes skuldre, mens Vibeke pludrede i klapvognen.
